Børne- og Undervisningsudvalget
Christiansborg
Svar på alm. del – spørgsmål 154
I brev af 2. januar 2025 har udvalget efter ønske fra ikkemedlem af
udvalget (MFU) Peter Skaarup (DD) stillet mig følgende spørgsmål:
Alm. del – spørgsmål 154:
Danmarks Lærerforening peger på, at fysisk berøring er vanskeligt at
benytte med det formål at forebygge konflikter, da lærerne er i risiko for
at blive anklaget for unødig magtanvendelse. Vil ministeren i den
forbindelse redegøre for, hvorfor begrebet ’fysisk guidning’ ikke er med i
udkastet til den nye ordensbekendtgørelse og samtidig svare på, hvorvidt
ministeren mener, at landets folkeskolelærere har tilstrækkelige
muligheder for at udøve magtanvendelse i dag med henblik på at
forebygge situationer som de, der er beskrevet på den pågældende skole
i Greve?” Der henvises til artiklen ”Strammere ordensregler skydes ned”,
26. november 2024, folkeskolen.dk samt artiklen Skolesag rammer
Christiansborg: - Vi vil have en redegørelse”, Dagbladet Roskilde, 14.
december 2024.
Svar:
Flere har fremhævet for mig, at det er usikkert, hvilke handlemuligheder
skolens personale har i de enkelte situationer i medfør af § 17 om
magtanvendelse i ordensbekendtgørelsen. Derfor har jeg bedt mit
ministerium om at se på sagen og komme med forslag til, hvordan dette
kan forbedres. Der er blandt andet indført regler om fysisk indgriben i
Norge, som jeg synes, er interessante. Jeg mødtes med den norske
undervisningsminister i efteråret for blandt andet at drøfte deres
erfaringer herom.
Jeg har tidligere nævnt, at en hjemmel til fysisk guidning er noget, man
kan overveje. Det har krævet yderligere udboring i forhold til lovgivning
og økonomi, og derfor kunne det ikke håndteres i forbindelse med den
reviderede ordensbekendtgørelse, der trådte i kraft 1. januar 2025. Hvis
der skal ske en lovregulering af området, vil det kræve tilslutning fra
Folkeskoleforligskredsen.
Børne- og Undervisningsministeriet
24. januar 2025
Sagsnr.: 25/00042