Folketingets Boligudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 1079
Doknr.
976807
Dato
19-03-2025
Folketingets Boligudvalg har d. 17. februar 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
42 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Kristian Bøgsted (DD).
Spørgsmål nr. 42:
”I TV2 Østjyllands artikel "Slagsmål i kulissen: Soffis boligdrøm løst - men så
kom en ny besked" fremgår det, at Aarhus Kommune i en ny juridisk vurdering
har konkluderet, at "der ikke er tvivl om, at helårsbeboelse på en lystbåd
kræver byggetilladelse". Er ministeren enig i denne konklusion, og mener
ministeren, at Aarhus Kommune har tolket Social- og Boligstyrelsens
vejledende svar korrekt?”
Svar:
Jeg har til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra Social- og Boligstyrelsen,
der oplyser følgende:
”Social- og Boligstyrelsen kan ikke tage stilling til konkrete sager, men udtaler
sig alene generelt og vejledende om emner inden for byggelovgivningen.
Styrelsen kan derfor heller ikke tage stilling til, om en konkret lystbåd kræver
byggetilladelse, men har alene udtalt sig generelt om forståelsen af
byggelovens § 11 til Aarhus Kommune.
Social- og Boligstyrelsen har oplyst til Aarhus Kommune, at husbåde og andre
flydende konstruktioner, der anvendes til beboelse, erhverv eller lignende er
omfattet af byggelovens § 11. De skal derfor opføres i overensstemmelse med
de krav, som kommunalbestyrelsen i hvert enkelt tilfælde stiller ud fra de
hensyn, som loven tilsigter at varetage. De overordnede hensyn i byggeloven
er sikkerhed og sundhed.
Det er derfor styrelsens opfattelse, at det er kommunen som
bygningsmyndighed, der skal vurdere, om den konkrete anvendelse af en
lystbåd kan sidestilles med en bolig, og hvilke krav kommunen vil stille f.eks. i
forhold til brandsikkerheden.
Derudover kan styrelsen oplyse, at Ishøj Kommune har fået oplyst det samme
som Aarhus Kommune.”
Som beskrevet ovenfor er det en kommunal opgave at tage stilling til, hvilke
krav der er relevante for den enkelte lystbåd. Social- og Boligstyrelsens
udtalelse til Aarhus Kommune er vedlagt som bilag 1.
1