Folketingets boligudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 212
Doknr.
962627
Dato
24-01-2025
Folketingets udvalg har d. 8. januar 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 35 (alm.
del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 35:
”Kommunalbestyrelsen i Sorø er blevet orienteret om, at det er lejerne i
Smedeparken, der skal betale de foreløbigt 70 millioner, der er brugt på
genhusning af beboerne i Smedeparken. Kan boligministeren bekræfte, at det i
henhold til Almenlovens §86 bør være boligorganisationen der skal betale for
genhusningen?”
Svar:
Indledningsvist skal jeg bemærke, at jeg ikke kan kommentere konkrete sager.
Jeg kan redegøre for lovgivningen generelt.
Almene lejere kan opsiges fra deres lejemål, hvis deres lejemål skal nedrives,
eller ombygges i et sådant omfang, at fraflytning er nødvendig. Hvis der kan
ske en sådan opsigelse, skal den almene boligorganisation dog tilbyde lejeren
en erstatningsbolig (genhusning).
Alt efter situation kan genhusning ske permanent og midlertidigt. Overordnet
set er midlertidig genhusning i de situationer, hvor det forventes at lejerne kan
flytte tilbage til deres bolig indenfor en overskuelig fremtid (12 måneder),
hvorimod permanent genhusning er hvor lejerne ikke kan forvente at flytte
tilbage til deres bolig.
Den permanente genhusning kræver, at lejer opsiges. Herefter skal den
almene boligorganisation tilbyde en anden bolig i kommunen der er af
passende størrelse, beliggenhed og kvalitet og med passende udstyr.
Beslutter udlejeren derimod, at genhusningen skal være midlertidig, er der ikke
krav til boligen. Lejeren bliver i denne situation ikke opsagt og er derfor fortsat
lejer af det lejemål, som lejeren skal flytte tilbage til.
Lejeren skal betale leje i det lejemål, som lejeren er lejer af. Ved en permanent
genhusning, sker der opsigelse af det oprindelige lejemål og indflytning i det
nye lejemål, hvorfor lejeren skal betale leje i det nye lejemål. Ved midlertidig
genhusning, er lejer fortsat lejer af det lejemål, som lejer midlertidigt er
fraflyttet, og lejer skal derfor betale leje for det oprindelige lejemål.
1