Udlændinge- og Integrationsudvalget 2024-25
UUI Alm.del Bilag 76
Offentligt
2992282_0001.png
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
19. marts 2025
Kontoret for EU-ret og
Databeskyttelse
Maria Bach Engelhard
Nielsen
2017-00203
3375896
NOTITS
om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark fra 1. januar 2024 til
og med 31. december 2024
1. Indledning
Danmark har tiltrådt en række individuelle klageadgange til internationale
organer,
herunder
klageadgangen
til
Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstol (EMD) samt til flere FN-komitéer.
Europarådets Ministerkomité har i anbefaling CM/Rec(2008)2 om effektive
nationale procedurer for fuldbyrdelse af domme afsagt af EMD bl.a.
anbefalet, at medlemsstaterne orienterer deres nationale parlamenter om
opfyldelsen af domme afsagt af EMD i sager mod medlemsstaten.
Justitsministeriet udarbejder på denne baggrund årligt nærværende notat om
domme mv. afsagt af EMD.
Med henblik på at give et samlet overblik over domme og udtalelser mod
Danmark fra internationale organer omfatter notatet endvidere udtalelser fra
relevante FN-komitéer. Desuden omfatter notatet sager, hvor Danmark har
interveneret som tredjepart i sager ved EMD mod andre medlemsstater.
2. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
EMD har fra 1. januar 2024 til 31. december 2024 afsagt ni domme i sager
mod Danmark samt truffet beslutning om henholdsvis at afvise ni sager samt
Side 1/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
2992282_0002.png
afslutte tre sager mod Danmark. Danmark har i perioden interveneret som
tredjepart i tre verserende sager mod andre medlemsstater.
Der verserer pr. 31. december 2024 i alt 14 sager mod Danmark ved EMD.
2.1. Domme
EMD har fra 1. januar 2024 til 31. december 2024 afsagt ni domme i sager
mod Danmark. Det drejer sig om følgende sager:
-
-
-
-
-
-
-
-
-
Nguyen mod Danmark
(sagsnr. 2116/21)
Sarac mod Danmark
(sagsnr. 19866/21)
Wangthan mod Danmark
(sagsnr. 51301/22)
Daugaard Sørensen mod Danmark
(sagsnr. 25650/22)
Lindholm og boet efter Leif Lindholm mod Danmark
(sagsnr.
25636/22)
Sharafane mod Danmark
(sagsnr. 5199/23)
Al-Habeeb mod Danmark
(sagsnr. 14171/23)
W. mod Danmark
(sagsnr. 9588/21)
Savran mod Danmark
(sagsnr. 3645/23)
I sagerne
Nguyen, Sarac, Daugaard Sørensen
og
Sharafane
fandt EMD, at
Danmark har krænket Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
(EMRK). I sagerne
Wangthan, Lindholm, Al-Habeeb, W.
og
Savran
fandt
EMD, at Danmark ikke har krænket EMRK.
Den 9. april 2024 afsagde EMD dom i sagerne
Nguyen, Sarac
og
Wangthan.
Alle tre sager vedrører udvisning af en udlænding på baggrund af
kriminalitet begået i Danmark.
I sagen
Nguyen mod Danmark
(sagsnr. 2116/21) fandt EMD, at Danmark
har krænket EMRK artikel 8 (retten til respekt for privat- og familieliv) ved
at udvise klager med et indrejseforbud i 12 år.
Klager, som er vietnamesisk statsborger, indrejste i Danmark som 13-årig,
og havde haft lovligt ophold i Danmark i ca. 29 år. Ved Østre Landsrets dom
af 26. juni 2020 blev klageren idømt et år og seks måneders fængsel for
narkotikakriminalitet og tyveri. Hun blev samtidig udvist med et
indrejseforbud i 12 år. Klageren var ikke tidligere straffet og derfor heller
ikke tidligere betinget udvisning eller modtaget en advarsel om udvisning.
EMD fandt, at udvisningen af klager kombineret med et indrejseforbud på
Side 2/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
12 år var uproportional. EMD anførte indledningsvist, at de danske
domstole havde foretaget en grundig vurdering af de relevante kriterier, der
følger af EMD’s praksis om EMRK artikel 8 i udvisningssager, og henviste
endvidere til EMD’s praksis om, at det kræver særligt tungtvejende grunde
(”very serious reasons”) at retfærdiggøre udvisning af en udlænding, der er
kommet til landet i en ung alder, og som har tilbragt det meste af sin barn-
og ungdom i landet.
EMD rejste ikke tvivl om vurderingen af, at den forbrydelse, der førte til
udvisningen af klageren, var af en sådan karakter, at klageren måtte anses
for at udgøre en trussel mod den offentlige orden. EMD anførte imidlertid,
at klagerens kriminalitetshistorik ikke indikerede, at hun generelt kunne
anses for at udgøre en trussel mod den offentlige orden. EMD fremhævede,
at klageren ikke tidligere var betinget udvist eller havde modtaget en
advarsel om udvisning. EMD fremhævede endvidere klagerens stærke bånd
til Danmark samt, at hun både havde et mindreårigt barn og et barn med
handicap, som hun var primær forsøger for.
EMD bemærkede i forlængelse heraf, at de danske domstole havde meddelt
et indrejseforbud i 12 år, selv om det var muligt at meddele
indrejseforbuddet i en kortere periode.
EMD fandt på denne baggrund en krænkelse af EMRK artikel 8.
I sagen
Sarac mod Danmark
(sagsnr. 19866/21) fandt EMD, at Danmark
har krænket EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv) ved at udvise
klager med et indrejseforbud for bestandig.
Klager, som er statsborger fra Bosnien-Hercegovina, indrejste i Danmark
som syvårig og havde haft lovligt ophold i Danmark i ca. 26 år. Ved Vestre
Landsrets dom af 4. juni 2020 blev klageren idømt to års fængsel for
narkotikakriminalitet og overtrædelse af våbenloven. Klageren blev
samtidig udvist med et indrejseforbud for bestandig. Klageren var tidligere
straffet for mindre alvorlig kriminalitet, men havde ikke tidligere fået en
betinget udvisning eller advarsel om udvisning.
EMD fandt, at udvisningen af klager kombineret med et indrejseforbud for
bestandig var uproportional. EMD anførte indledningsvist, at de danske
domstole havde foretaget en grundig vurdering af de relevante kriterier, der
følger af EMD’s praksis om EMRK artikel 8 i udvisningssager, og henviste
Side 3/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
endvidere til EMD’s praksis om, at det kræver særligt tungtvejende grunde
(”very serious reasons”) at retfærdiggøre udvisning af en udlænding, der er
kommet til landet i en ung alder, og som har tilbragt det meste af sin barn-
og ungdom i landet.
EMD rejste ikke tvivl om vurderingen af, at den forbrydelse, der førte til
udvisningen af klageren, var af en sådan karakter, at klageren måtte anses
for at udgøre en trussel mod den offentlige orden. EMD anførte imidlertid,
at klagerens kriminalitetshistorik ikke indikerede, at han generelt kunne
anses for at udgøre en trussel mod den offentlige orden. EMD fremhævede,
at klageren ikke tidligere var betinget udvist eller havde modtaget en
advarsel om udvisning. EMD anførte, at klager var kommet til Danmark i
en ung alder og havde haft lovligt ophold i ca. 26 år, hvorfor han havde
meget stærkere bånd hertil, hvorimod hans bånd til Bosnien-Hercegovina
var stort set ikke-eksisterende.
EMD bemærkede i forlængelse heraf, at de danske domstole havde meddelt
klager et indrejseforbud for bestandig, selv om det var muligt at meddele
indrejseforbuddet i en kortere periode.
EMD fandt på denne baggrund en krænkelse af EMRK artikel 8.
I sagen
Wangthan mod Danmark
(sagsnr. 51301/22) fandt EMD, at
Danmark ikke har krænket EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv)
ved at udvise klager med et indrejseforbud i seks år.
Klager, som er thailandsk statsborger, var indrejst i Danmark som 37-årig
og havde haft lovligt ophold i Danmark i ca. tre år og ti måneder. Ved Østre
Landsrets dom af 22. februar 2022 blev klager idømt seks måneders fængsel
og udvist med et indrejseforbud i seks år for bl.a. forsøg på vold af særlig
rå, brutal eller farlig karakter mod sin ægtefælle og vold mod sin søn.
Klageren var ikke tidligere straffet og havde derfor ikke fået en betinget
udvisning eller en advarsel om udvisning.
EMD fandt, at udvisningen af klager med et indrejseforbud på seks år var
proportional. EMD lagde bl.a. vægt på, at de danske domstole havde
foretaget en grundig vurdering af de relevante kriterier, der følger af EMD’s
praksis om EMRK artikel 8 i udvisningssager. EMD fandt, at indgrebet i
klagers privat- og familieliv var begrundet i relevante og nødvendige
grunde. Afslutningsvist henviste EMD til subsidiaritetsprincippet, hvorefter
Side 4/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
det vil kræve tungtvejende grunde at tilsidesætte de nationale domstoles
vurdering, når afvejningen er blevet foretaget af de nationale myndigheder
i overensstemmelse med de kriterier, der er fastlagt i EMD’s praksis, og når
de nationale domstole har foretaget en tilstrækkelig afvejning af klagers
interesser over for offentlighedens generelle interesse.
EMD fandt på denne baggrund, at udvisningen med et indrejseforbud i seks
år var i overensstemmelse med EMRK artikel 8.
Den 15. oktober 2024 afsagde EMD dom i sagen
Daugaard Sørensen mod
Danmark
(sagsnr. 25650/22). EMD fandt, at Danmark har krænket sine
positive forpligtelser under EMRK artikel 3 (forbud mod bl.a. umenneskelig
eller nedværdigende behandling) og artikel 8 (retten til bl.a. privatliv) på
grund af væsentlige mangler i den processuelle behandling af klagers
voldtægtsanmeldelse.
Klagesagen omhandlede en anmeldelse om voldtægt i juni 2021, hvor
politiet på baggrund af efterforskningen traf afgørelse om at opgive påtalen
mod den sigtede for voldtægt, da det blev vurderet, at der ikke var
tilstrækkelige beviser i sagen til at få vedkommende dømt. Klager påklagede
den 18. august 2021 påtaleopgivelsen til Statsadvokaten, der ved afgørelse
af 16. september 2021 besluttede, at der skulle rejses tiltale i sagen.
Statsadvokaten fik imidlertid ikke meddelt denne afgørelse om omgørelse
af påtaleopgivelse til den sigtede inden for den – dagældende – præklusive
frist på to måneder efter retsplejelovens § 724, stk. 2, der er forudsætningen
for, at strafforfølgning kan fortsætte. Straffesagen blev derfor afvist af
byretten i november 2021.
Klageren søgte herefter om tortgodtgørelse efter reglerne i
offererstatningsloven ved Erstatningsnævnet, der afviste anmodningen i
november 2022. Klageren fremsendte i januar 2023 et krav om godtgørelse
og erstatning til Statsadvokaten i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a, der
indeholder en forenklet adgang til – i bestemte sager inden for
strafferetsplejen – at fremsætte et erstatningskrav over for politi og
anklagemyndighed. Statsadvokaten afviste i april 2023 klagers krav, da
Statsadvokaten ikke vurderede, at retsplejelovens kapitel 93 a fandt
anvendelse. Rigsadvokaten stadfæstede afgørelsen i juni 2023.
EMD fandt, at klager havde udtømt nationale retsmidler, uanset klageren
kunne have anlagt et civilt søgsmål mod Statsadvokaten, der havde begået
Side 5/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
fejlene. EMD fremhævede i den forbindelse, at klager forgæves havde
forsøgt at gøre brug af to forskellige retsmidler for at få sit krav behandlet,
herunder ansøgningen til Erstatningsnævnet og begæringen til
Statsadvokaten om anvendelse af den forenklede proces i retsplejelovens
kapitel 93 a. EMD fandt således, at der i den konkrete sag ikke kunne stilles
krav om, at klager skulle have anlagt et civilt søgsmål for at have udtømt
nationale retsmidler. EMD bemærkede dog, at omgørelsesfristen i
retsplejelovens § 724, stk. 2, ikke i sig selv havde udgjort en hindring for
klagers mulighed for domstolsprøvelse af voldtægtsanmeldelsen og heller
ikke var et udtryk for et strukturelt eller systematisk problem i Danmark.
EMD fandt på den baggrund, at de af regeringen erkendte administrative fejl
i sagen udgjorde så væsentlige mangler i behandlingen af klagers
voldtægtsanmeldelse, at Danmark ikke havde levet op til sin positive
forpligtelser efter konventionen. EMD lagde vægt på, at der var begået
mindst tre på hinanden følgende administrative fejl, myndighedens
mulighed for at rette op på fejlene samt fejlenes meget alvorlige
konsekvenser for klager.
EMD fandt på denne baggrund en krænkelse af EMRK artikel 3 og 8.
Den 5. november 2024 afsagde EMD dom i sagen
Lindholm og boet efter
Leif Lindholm mod Danmark
(sagsnr. 25636/22). EMD fandt, at Danmark
ikke har krænket EMRK artikel 8 (retten til bl.a. privatliv), artikel 9 (retten
til religionsfrihed) og artikel 14 (forbud mod diskrimination) ved at have
udført en blodtransfusion på et medlem af trossamfundet Jehovas Vidner.
Sagen omhandlede en blodtransfusion, der blev udført på en patient, der var
medlem af Jehovas Vidner, og som efter en faldulykke akut blev indlagt på
hospitalet. Patienten modtog efter to-tre dages indlæggelse i bevidstløs
tilstand en blodtransfusion, selv om sundhedspersonalet var bekendt med, at
han havde båret et kort på sig, hvoraf det fremgik, at han som medlem af
Jehovas vidner ikke ønskede at modtage blod, uanset om det var nødvendigt
for at bevare hans liv. Patienten afgik ved døden i oktober 2014 uden at være
kommet til bevidsthed. Afdødes hustru klagede over blodtransfusionen til
Styrelsen for Patientsikkerhed, der i december 2015 fandt, at der ikke var
grundlag for kritik af hospitalet. Afdødes hustru og boet efter afdøde
indbragte herefter sagen for domstolene.
Side 6/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
Østre Landsret fandt ved dom af 7. december 2020, at der forelå en
krænkelse af EMRK artikel 8 og 9. Ved dom af 1. februar 2022 fandt
Højesteret, at det ikke var i strid med EMRK artikel 8 eller 9, herunder
sammenholdtmed 14, at der blev gennemført en blodtransfusion.
Afdødes hustru samt afdødes bo indbragte herefter sagen for EMD. EMD
fandt, at afdødes hustru var personligt berørt af indgrebet i en sådan grad, at
hun undtagelsesvist måtte anses for at have offerstatus efter EMRK artikel
34. EMD fandt dog ikke, at der forelå sådanne omstændigheder, at boet efter
afdøde kunne anses for at have offerstatus. EMD afviste på den baggrund
boets klage i medfør af EMRK artikel 35.
EMD fandt, at de forhold, som Højesteret havde lagt vægt på, både var
relevante og tilstrækkelige til at fastslå, at blodtransfusionen kunne anses
for at være nødvendig i et demokratisk samfund og proportional til de
forfulgte formål, og at de nationale myndigheder havde handlet inden for
deres skønsmargin. EMD fandt på denne baggrund, at blodtransfusionen var
i overensstemmelse med EMRK artikel 8 læst i lyset af artikel 9.
EMD bemærkede til klagen under EMRK artikel 14 sammenholdt med
artikel 8 og 9, at sundhedslovens § 19 og § 24, stk. 2, hvorefter
livsnødvendig behandling må udføres uden samtykke fra patienter i livsfare,
der mangler evnen til at samtykke, og hvorefter afvisning af modtagelse af
blod skal være givet i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation, kunne
indebære indirekte diskrimination mod medlemmer af Jehovas Vidner.
EMD fandt dog, at denne mulige indirekte diskrimination kunne
retfærdiggøres af objektive og rimelige grunde. EMD afviste derfor denne
del af klagen som åbenbar grundløs, jf. EMRK artikel 35, stk. 3, litra a, og
stk. 4.
Klagerne anmodede den 20. januar 2025 om at få indbragt sagen for EMD’s
storkammer, jf. EMRK artikel 43. Denne anmodning blev afvist den 17.
marts 2025, og dommen er dermed endelig.
Den 12. november 2024 afsagde EMD dom i sagerne
Sharafane, Al-
Habeeb, W.
og
Savran.
Alle fire sager vedrører udvisning af en udlænding
på baggrund af kriminalitet begået i Danmark.
Side 7/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
2992282_0008.png
I sagen
Sharafane mod Danmark
(sagsnr. 5199/23) fandt EMD, at Danmark
har krænket EMRK artikel 8 (retten til bl.a. privatliv) ved at udvise klager
med et indrejseforbud i seks år.
Klager er irakisk statsborger og blev født i Danmark. Ved Vestre Landsrets
dom af 23. marts 2022 blev klager idømt to år og seks måneders fængsel og
udvist med et indrejseforbud i seks år for narkotikakriminalitet. Ifølge
udlændingelovens regler om indrejseforbud skulle klager have været idømt
et indrejseforbud for bestandig, men landsretten nedsatte indrejseforbuddet
til seks år, idet et indrejseforbud af længere varighed med sikkerhed ville
være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens
§ 32, stk. 5, nr. 1. Klager var ikke tidligere straffet og havde ikke stiftet
selvstændig familie.
EMD fandt, at udvisningen af klager med et indrejseforbud på seks år var
uproportional. EMD anførte indledningsvist, at de danske domstole havde
foretaget en grundig vurdering af de relevante kriterier, der følger af EMD’s
praksis om EMRK artikel 8 i udvisningssager og henviste endvidere til
EMD's praksis om, at det kræver særligt tungtvejende grunde (”very serious
reasons”) at retfærdiggøre udvisning af en udlænding, der er født i landet og
som haft lovlig ophold i landet i 23 år.
EMD rejste ikke tvivl om vurderingen af, at den forbrydelse, der førte til
udvisningen af klager, var af sådan karakter, at klager måtte anses for at
udgøre en trussel mod den offentlige orden på tidspunktet for udvisningen.
EMD fandt imidlertid, at såfremt de nationale domstole nedsætter en
udlændings indrejseforbud, fordi et indrejseforbud af længere varighed med
sikkerhed vil være i strid med Danmark internationale forpligtelser, og
dermed lægger afgørende vægt på indrejseforbuddets tidsbegrænsede natur,
skal udlændingen have en vis udsigt til at vende tilbage til Danmark, i det
mindste på besøg, når indrejseforbuddet er udløbet, hvis udvisningen skal
være forenelig med artikel 8 (”some
prospect of one day returning at least
for a visit”).
EMD lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at klagers mulighed for at
indrejse i Danmark, når hans indrejseforbud var udløbet, var ren teoretisk
(”purely
theoretical”),
da klager tilhører visumhovedgruppe 5
1
og ikke har
1
Visumhovedgruppe 5 omfatter lande og regioner, hvis statsborgere som udgangspunkt vurderes at
udgøre en særlig høj risiko for indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan
Side 8/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
2992282_0009.png
reelle udsigter til at få en opholdstilladelse på ny henset til, at han er uden
selvstændig familie. EMD mente på den baggrund, at indrejseforbuddet
de
facto
var for bestandig og fandt på den baggrund en krænkelse af EMRK
artikel 8.
Regeringen anmodede den 29. januar 2025 om at få indbragt sagen for
EMD’s storkammer, jf. EMRK artikel 43. Denne anmodning blev afvist den
17. marts 2025, og dommen er dermed endelig.
I sagen
Al-Habeeb mod Danmark
(sagsnr. 14171/23) fandt EMD, at
Danmark ikke har krænket EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv)
ved at udvise klager med et indrejseforbud i 12 år.
Klager, som er irakisk statsborger, indrejste i Danmark som syvårig og
havde haft lovligt ophold i ca. 21 år. Ved Østre Landsrets dom af 19. maj
2022 blev klager idømt to år og tre måneders fængsel og udvist med et
indrejseforbud i 12 år for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig
karakter med gentagelsesvirkning. Klager var tidligere straffet for røveri og
vold og havde tidligere modtaget en advarsel om udvisning. Klager havde
en hustru og et barn i Danmark.
EMD fandt, at udvisningen af klager med et indrejseforbud på 12 år var
proportional. EMD lagde bl.a. vægt på, at de danske domstole havde
foretaget en grundig vurdering af de relevante kriterier, der følger af EMD’s
praksis om EMRK artikel 8 i udvisningssager. EMD fandt, at indgrebet i
klagers privat- og familieliv var begrundet i relevante og nødvendige
grunde.
Afslutningsvist henviste EMD til subsidiaritetsprincippet, hvorefter det vil
kræve tungtvejende grunde at tilsidesætte de nationale domstoles vurdering,
når afvejningen er blevet foretaget af de nationale myndigheder i
overensstemmelse med de kriterier, der er fastlagt i EMD’s praksis, og når
de nationale domstole har foretaget en tilstrækkelig afvejning af klagers
interesser over for offentlighedens generelle interesse. Derudover
bemærkede EMD, at klagers udsigt til at kunne indrejse i Danmark igen
efter endt indrejseforbud ikke er ren teoretisk, idet klager har både hustru og
børn i landet.
være udsendelsesvanskeligheder. Lande i hovedgruppe 5 er pr. 31. december 2024 Afghanistan,
Eritrea, Irak, Pakistan, Rusland, Somalia og Syrien.
Side 9/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
EMD fandt på denne baggrund, at udvisning med et indrejseforbud i 12 år
var i overensstemmelse med EMRK artikel 8.
Klageren anmodede den 9. februar 2025 om at få indbragt sagen for EMD’s
storkammer, jf. EMRK artikel 43. Denne anmodning blev afvist den 17.
marts 2025, og dommen er dermed endelig.
I sagen
W. mod Danmark
(sagsnr. 9588/21) fandt EMD, at Danmark ikke
har krænket EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv) ved at udvise
klager med et indrejseforbud i seks år.
Klager, som er syrisk statsborger, indrejste i Danmark som 20-årig og havde
haft lovligt ophold i Danmark i ca. tre år. Ved Højesterets dom af 14. august
2020 blev klager idømt otte måneders fængsel og udvist med et
indrejseforbud i seks år for grov vold, afpresning, forsøg på ulovlig tvang
og besiddelse af euforiserende stoffer. Klager var ikke tidligere straffet, og
havde en kæreste og to børn i Danmark.
EMD fandt, at udvisningen af klager med et indrejseforbud på seks år var
proportional. EMD lagde bl.a. vægt på, at de danske domstole havde
foretaget en grundig vurdering af de relevante kriterier, der følger af EMD’s
praksis om EMRK artikel 8 i udvisningssager. EMD fandt, at indgrebet i
klagers privat- og familieliv var begrundet i relevante og nødvendige
grunde.
Afslutningsvist henviste EMD til subsidiaritetsprincippet, hvorefter det vil
kræve tungtvejende grunde at tilsidesætte de nationale domstoles vurdering,
når afvejningen er blevet foretaget af de nationale myndigheder i
overensstemmelse med de kriterier, der er fastlagt i EMD’s praksis, og når
de nationale domstole har foretaget en tilstrækkelig afvejning af klagers
interesser over for offentlighedens generelle interesse.
EMD fandt på denne baggrund, at udvisning med et indrejseforbud i seks år
var i overensstemmelse med EMRK artikel 8.
I sagen
Savran mod Danmark
(sagsnr. 3645/23) fandt EMD, at Danmark
ikke havde krænket EMRK artikel 8 (retten til bl.a. privatliv) ved at udvise
klager med et indrejseforbud i seks år.
Klager er tyrkisk statsborger og blev født i Danmark. Ved Østre Landsrets
dom af 19. april 2022 blev klager idømt to år og tre måneders fængsel og
Side 10/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
udvist med et indrejseforbud i seks år for narkotikakriminalitet. Klager var
ikke tidligere straffet og havde ikke stiftet selvstændig familie.
EMD fandt, at udvisningen af klager med et indrejseforbud på seks år var
proportional. EMD lagde bl.a. vægt på, at de danske domstole havde
foretaget en grundig vurdering af de relevante kriterier, der følger af EMD’s
praksis om EMRK artikel 8 i udvisningssager. EMD fandt, at indgrebet i
klagers privatliv var begrundet i relevante og nødvendige grunde. EMD
påpegede desuden, at klager ikke ville være afskåret fra vende tilbage til
Danmark på et besøgsvisum.
Afslutningsvist henviste EMD til subsidiaritetsprincippet, hvorefter det vil
kræve tungtvejende grunde at tilsidesætte de nationale domstoles vurdering,
når afvejningen er blevet foretaget af de nationale myndigheder i
overensstemmelse med de kriterier, der er fastlagt i EMD’s praksis, og når
de nationale domstole har foretaget en tilstrækkelig afvejning af klagers
interesser over for offentlighedens generelle interesse.
EMD fandt på denne baggrund, at udvisning med et indrejseforbud i seks år
var i overensstemmelse med EMRK artikel 8.
Klageren anmodede den 10. februar 2025 om at få indbragt sagen for EMD’s
storkammer, jf. EMRK artikel 43. Denne anmodning blev afvist den 17.
marts 2025, og dommen er dermed endelig.
2.2. Afviste sager
EMD offentliggjorde fra 1. januar 2024 til 31. december 2024 ni
beslutninger om afvisning af sager mod Danmark efter EMRK artikel 35
(kriterier for antagelse af en sag til behandling i realiteten). Det drejer sig
om følgende sager:
-
-
-
-
-
-
-
-
-
Belgacem mod Danmark
(sagsnr. 61126/19)
Fateh mod Danmark
(sagsnr. 60766/19)
Kurland mod Danmark
(sagsnr. 54157/21)
Payam mod Danmark
(sagsnr. 32739/21)
Kirbar mod Danmark
(sagsnr. 11093/22)
Cakmak mod Danmark
(sagsnr. 21783/22)
Duarte Agostinho m.fl. mod Danmark
(sagsnr. 39371/20)
Dian mod Danmark
(sagsnr. 44002/22)
Foreningen imod Ulovlig Logning mod Danmark
(sagsnr. 37050/22)
Side 11/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
Den 15. februar 2024 afviste EMD seks udvisningsklagesager mod
Danmark med henvisning til, at klagerne var åbenbar grundløse, jf. EMRK
artikel 35, stk. 3, litra a, og stk. 4.
Sagen
Belgacem mod Danmark
(sagsnr. 61126/19) omhandler en algerisk
statsborger, der er født i Danmark, og som ved Østre Landsrets dom af 7.
marts 2019 blev idømt tre års fængsel for brud på terrorlovgivningen ved at
have rejst til Syrien og forsøgt at tilslutte sig Islamisk Stat. Han blev
samtidig udvist med et indrejseforbud for bestandig og fik frataget sit danske
statsborgerskab. Klageren var ikke tidligere straffet og havde derfor ikke
fået en betinget udvisning eller en advarsel om udvisning.
Sagen
Fateh mod Danmark
(sagsnr. 60766/19) omhandler en marokkansk
statsborger, der er født i Danmark og som ved Østre Landsrets dom af 7.
marts 2019 blev idømt tre års fængsel for brud på terrorlovgivningen ved at
have rejst til Syrien og forsøgt at tilslutte sig Islamisk Stat. Han blev
samtidig udvist med et indrejseforbud for bestandig og fik frataget sit danske
statsborgerskab. Klageren var ikke tidligere straffet og havde derfor ikke
fået en betinget udvisning eller en advarsel om udvisning.
Sagen
Kurland mod Danmark
(sagsnr. 54157/21) omhandler en svensk
statsborger, der er født i Danmark, og som ved Østre Landsrets dom af 21.
oktober 2020 blev idømt to år og seks måneders fængsel for røveri. Klager
blev samtidig udvist med et indrejseforbud for bestandig. Klageren var
tidligere straffet for røveri og trusler.
Sagen
Payam mod Danmark
(sagsnr. 32739/21) omhandler en afghansk
statsborger, som indrejste i Danmark som treårig og havde haft lovligt
ophold i Danmark i ca. 19 år. Ved Østre Landsrets dom af 4. juni 2020 blev
klageren idømt tre års fængsel for våbenbesiddelse. Klageren blev samtidig
udvist med et indrejseforbud for bestandig.
Sagen
Kirbar mod Danmark
(sagsnr. 11093/22) omhandler en tyrkisk
statsborger, der er født i Danmark, og som ved Østre Landsrets dom af 18.
juni 2020 blev idømt tre år og tre måneders fængsel for våbenbesiddelse.
Klager blev samtidig udvist med et indrejseforbud for bestandig. Klageren
var tidligere straffet for grov vold og våbenbesiddelse, og var tidligere idømt
en betinget udvisning.
Side 12/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
Sagen
Cakmak mod Danmark
(sagsnr. 21783/22) omhandler en tyrkisk
statsborger, der er født i Danmark, og som ved Østre Landsrets dom af 23.
april 2021 blev idømt seks år og tre måneders fængsel for drabsforsøg.
Klager blev samtidig udvist med et indrejseforbud for bestandig. Klageren
var tidligere straffet for vold, forfalskning og våbenbesiddelse, og havde
tidligere modtaget en advarsel om udvisning.
Alle seks klagere anlagde sagen ved EMD med påstand om, at deres
udvisning kombineret med et indrejseforbud for bestandig, udgjorde
uproportionale indgreb i deres privatliv, jf. EMRK artikel 8.
EMD fandt i samtlige seks sager, at udvisningen af klager med et
indrejseforbud for bestandig var proportional. EMD lagde bl.a. vægt på, at
de danske domstole havde foretaget en grundig vurdering af de relevante
kriterier, der følger af EMD’s praksis om EMRK artikel 8 i udvisningssager.
EMD fandt, at indgrebet i hver af klagernes privatliv var begrundet i
relevante og nødvendige grunde. Afslutningsvist henviste EMD til
subsidiaritetsprincippet, hvorefter det vil kræve tungtvejende grunde at
tilsidesætte de nationale domstoles vurdering, når afvejningen er blevet
foretaget af de nationale myndigheder i overensstemmelse med de kriterier,
der er fastlagt i EMD’s praksis, og når de nationale domstole har foretaget
en tilstrækkelig afvejning af klagers interesser over for offentlighedens
generelle interesse.
EMD afviste på denne baggrund alle seks sager.
Sagen
Duarte Agostinho m.fl. mod Danmark
(sagsnr. 39371/20), omhandler
33 medlemsstaters, herunder Danmarks, udledning af drivhusgasser, der
ifølge klagerne bidrog til global opvarmning og påvirkede deres levevilkår
og sundhed i Portugal. Sagen blev anlagt af seks portugisiske statsborgere i
alderen 11-24 år. Klagerne gjorde gældende, at de indstævnte
medlemsstater, herunder Danmark, ikke opfyldte staternes (positive)
forpligtelser i henhold til EMRK artikel 2 (retten til liv), artikel 3 (forbud
mod bl.a. umenneskelig behandling) og artikel 8 (retten til privat- og
familieliv), idet klagerne gjorde gældende, at staterne ikke i tilstrækkelig
grad regulerede og begrænsede deres drivhusgasudledninger på en sådan
måde, at de globale temperaturstigninger ikke overstiger 1,5°C. Klagerne
gjorde i den forbindelse også gældende, at staterne krænkede EMRK artikel
14 (forbud mod diskrimination) læst sammen med EMRK artikel 2, 3 og 8,
Side 13/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
herunder med henvisning til, at klimaforandringer vil få en større påvirkning
på deres levevilkår og sundhed sammenholdt med ældre generationer.
EMD fandt alene, at territorial jurisdiktion efter EMRK artikel 1 kunne
etableres for Portugal, hvor klagerne boede. For så vidt angår de øvrige
indstævnede medlemsstater, herunder Danmark, undersøgte EMD, om der
henset til klimaforandringers særlige natur var grundlag for at udvikle
domstolens retspraksis om ekstraterritorial jurisdiktion. EMD anerkendte, at
problemet med klimaforandringer er af eksistentiel karakter for
menneskeheden på en måde, der adskiller sig fra øvrige situationer om
årsagssammenhæng. EMD fastslog dog, at princippet om ekstraterritorial
jurisdiktion ikke kunne udvides til at omfatte klimaforandringer. EMD fandt
på den baggrund ikke, at ekstraterritorial jurisdiktion kunne etableres for de
øvrige indstævnede medlemsstater.
EMD afviste derfor den 9. april 2024 sagen efter EMRK artikel 35, stk. 3
og stk. 4. EMD afviste endvidere sagen for så vidt angår Portugal, da
klagerne ikke havde udtømt de nationale retsmidler, jf. EMRK artikel 35,
stk. 1 og 4.
Sagen
Dian mod Danmark
(sagsnr. 44002/22) blev den 13. juni 2024 afvist
af EMD med henvisning til, at klagen var åbenbar grundløs, jf. EMRK
artikel 35, stk. 3, litra a og stk. 4.
Klager, som er rumænsk statsborger, havde nedlagt påstand om, at det var i
strid med EMRK artikel 8 (retten til privat- og familieliv) samt artikel 10
(retten til ytrings- og informationsfrihed), at idømme klager 20 dages
fængsel for bl.a. et tredjegangstilfælde af overtrædelse af straffelovens §
197, stk. 1, jf. stk. 2 og 3, om utryghedsskabende tiggeri ved at have tigget
på en gågade. Klager anførte, at han ikke kunne modtage sociale ydelser og
desuden var analfabet, hvorfor hans eneste mulighed for at overleve var at
samle flasker, sælge hjemløseblade og tigge.
Ved dom af 11. november 2021 fandt Østre Landsret, at klager ikke havde
godtgjort, at han ikke havde andre muligheder for at overleve end at tigge,
herunder fordi klager tidligere var rejst til Rumænien flere gange og på
gerningstidspunktet havde haft 130 euro på sig.
EMD bemærkede indledningsvist, at EMD ikke med dommen af 19. januar
2021 i
Lăcătuş
mod Schweiz
(sagsnr. 14065/15) havde konkluderet, at der
Side 14/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
var en ret som sådan til at tigge efter EMRK artikel 8. EMD gentog
imidlertid, at begrebet menneskelig værdighed er iboende i EMRK’s ånd, at
en persons værdighed er alvorligt kompromitteret, hvis personen ikke har
tilstrækkelige midler til underhold, og at tiggeri under sådanne
omstændigheder kan have til formål at hæve personen ud af en
umenneskelig og prekær situation. EMD påpegede derfor, at der skal tages
hensyn til de specifikke omstændigheder i hver enkelt sag. EMD undersøgte
på den baggrund klagers økonomiske og sociale situation, men fandt ikke,
at klager var i en sådan økonomisk og social situation, at EMRK artikel 8
fandt anvendelse. EMD lagde vægt på, at tiggeriet ikke var klagers eneste
mulighed for overlevelse, men derimod et (yderligere) indtægtsmiddel for
klager.
EMD bemærkede endvidere, at det danske forbud mod tiggeri – i
modsætning til det schweiziske – ikke udgjorde et generelt forbud mod
tiggeri, da det er lovligt at tigge i Danmark under visse betingelser. EMD
bemærkede i den forbindelse, at klager kan fortsætte med at tigge, såfremt
det ikke foregår på de forbudte steder (gågade, ved stationer eller i offentlige
transportmidler) og ikke sker ved personlig henvendelse til gene for
offentligheden.
EMD afviste på denne baggrund klagen under artikel 8 som uantagelig
ratione materiae,
og klagen under artikel 10 som åbenbart grundløs, jf.
EMRK artikel 35, stk. 3, litra a, og stk. 4.
Sagen
Foreningen imod Ulovlig Logning mod Danmark
(sagsnr. 37050/22)
blev den 5. september 2024 afvist af EMD med henvisning til, at klager ikke
havde udtømt nationale retsmidler i henhold til EMRK artikel 35, stk. 1.
Klager, Foreningen imod Ulovlig Logning, anlagde den 1. juni 2018 sag an
mod Justitsministeriet med påstand om, at den dagældende
logningsbekendtgørelse var ugyldig efter EU-retten og i strid med EMRK,
og at Justitsministeriet ikke hurtigst muligt havde bragt den ugyldige
retstilstand til ophør, som krævet efter EU-retten. Ved dom af 29. juni 2021
frifandt landsretten Justitsministeriet. Klager ankede herefter dommen til
Højesteret. Ved dom af 30. marts 2022 frifandt Højesteret Justitsministeriet
for så vidt angår klagers første påstand under henvisning til, at der hverken
efter EU-retten eller dansk ret var grundlag for at fastslå, at
logningsbekendtgørelsen eller visse af dens bestemmelser var ugyldige eller
uanvendelige helt generelt i forhold til alle og uanset de konkrete
Side 15/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
omstændigheder. Højesteret bemærkede, at domstolene alene ville kunne
fastslå, at logningsbekendtgørelsen er ugyldig eller uanvendelig i konkrete
retsforhold. Højesteret afviste klagers anden påstand, da klager ikke havde
retlig interesse i at få påkendt påstanden. Højesteret frifandt således
Justitsministeriet, da der var tale om et generelt og abstrakt søgsmål.
Klager gjorde for EMD gældende, at de daværende og nuværende danske
logningsregler er i strid med EMRK artikel 8 om bl.a. ret til respekt for
privatliv og artikel 10 (retten til ytrings- og informationsfrihed). Endvidere
blev det gjort gældende, at Højesterets dom havde efterladt klager uden
adgang til effektive retsmidler i strid med EMRK artikel 13 (retten til
effektive retsmidler).
EMD afviste i det hele klagen som uantagelig, da klager ikke havde udtømt
nationale retsmidler i overensstemmelse med EMRK artikel 35, stk. 1, og at
der havde været et effektivt retsmiddel til rådighed for klageren. EMD
bemærkede – ligesom anført af Højesteret – at klagers påstande var
formuleret så abstrakt og generelt, at de ikke efter dansk ret kunne prøves,
og at klager ikke var forhindret i at anlægge søgsmål af mindre abstrakt
karakter.
EMD afviste på denne baggrund sagen i henhold til EMRK artikel 35, stk.
4.
2.3. Afsluttede sager
EMD offentliggjorde i perioden 1. januar 2024 til 31. december 2024 tre
beslutninger om afslutning af sager mod Danmark. Det drejer sig om
følgende sager:
-
-
-
Ahmadi mod Danmark
(sagsnr. 26597/23)
Taskiran mod Danmark
(sagsnr. 19840/23)
Quasimi mod Danmark
(sagsnr. 38589/23)
Sagen
Ahmadi mod Danmark
(sagsnr. 26597/23) blev den 25. april 2024
afsluttet af EMD med henvisning til, at der var indgået forlig i sagen, jf.
EMRK artikel 39.
Sagen vedrørte, om det var i overensstemmelse med EMRK artikel 3
(forbud mod bl.a. nedværdigende eller umenneskelig behandling), at klager
i perioden 28. december 2020 kl. 11.50 til 8. januar 2021 kl. 13.10 blev
Side 16/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
tvangsfikseret med bælte og remme under sin anbringelse på
Sikringsafdelingen i Slagelse (psykiatrisk afdeling). Klager påklagede
bæltefikseringen til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som ikke gav klager
medhold. Klager indbragte herefter sagen for Retten i Næstved, som gav
klager medhold, og fandt, at der delvist var sket en krænkelse af EMRK
artikel 3. Byretten tilkendte på den baggrund klager en godtgørelse på
75.000 kr. Østre Landsret fandt efterfølgende, at tvangsfikseringen af klager
i hele perioden var nødvendiggjort af hensynet til andres liv, førlighed eller
sikkerhed, og at tvangsfikseringen derfor var lovlig.
Ved beslutning af 25. april 2024 fandt EMD, at det indgåede forlig bygger
på menneskerettighederne som defineret i EMRK og protokollerne hertil,
og fandt ingen grund til at fortsætte behandlingen af klagen. EMD afsluttede
derfor sagen.
Sagen
Taskiran mod Danmark
(sagsnr. 19840/23) blev den 25. april 2024
afsluttet af EMD med henvisning til, at der var indgået forlig i sagen, jf.
EMRK artikel 39.
Sagen vedrørte, om det var i overensstemmelse med EMRK artikel 3
(forbud mod bl.a. nedværdigende eller umenneskelig behandling), artikel 5
(retten til frihed og sikkerhed), artikel 6 (retten til retfærdig rettergang),
artikel 8 (retten til privat- og familieliv) eller artikel 13 (retten til effektive
retsmidler) samt de nævnte artikler sammenholdt med EMRK artikel 14
(forbud mod diskrimination), at klager ikke havde adgang til den forenklede
domstolsprøvelse i retsplejelovens kapitel 43 a af et erstatningskrav som
følge af en ulovlig tvangsfiksering (administrativ frihedsberøvelse). Klager
blev i stedet henvist til at anlægge et civilt søgsmål. Erstatningskravet
udsprang af to tvangsfikseringer, som Det Psykiatriske Patientklagenævn
havde fundet ulovlige. Det Psykiatriske Patientklagenævn begærede den 7.
april 2021 sagen indbragt for domstolene efter retsplejelovens kapitel 43 a.
Da Region Hovedstaden ikke bestred, at tvangsfikseringerne var ulovlige,
angik sagen alene spørgsmålet om godtgørelse herfor.
Retten i Glostrup fandt ved dom af 20. august 2021, at spørgsmålet om
godtgørelse ikke kunne behandles efter retsplejelovens kapitel 43 a og
afviste sagen. Byrettens dom blev stadfæstet af Østre Landsret den 15.
februar 2022. Højesteret stadfæstede den 11. januar 2023 landsrettens dom
og udtalte, at retsplejelovens § 469, stk. 6, efter bestemmelsens ordlyd og
forarbejder indebærer, at spørgsmål om godtgørelse kun kan behandles efter
Side 17/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
kapitel 43 a, hvis der for retten er tvivl om, hvorvidt frihedsberøvelsen er
lovlig. Højesteret bemærkede, at Højesteret var opmærksom på, at patienten
herved var processuelt dårligere stillet med hensyn til at opnå godtgørelse,
end hvis patienten ikke havde fået medhold i Det Psykiatriske
Patientklagenævn.
Ved beslutning af 25. april 2024 fandt EMD, at det indgåede forlig bygger
på menneskerettighederne som defineret i EMRK og protokollerne hertil,
og fandt ingen grund til at fortsætte behandlingen af klagen. EMD afsluttede
derfor sagen.
Det bemærkes, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet orienterede Folketinget
om de indgåede forlig. Der henvises til vedlagte ”Orientering om forlig af
to klagesager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – Ahmadi
v. Danmark og Taskiran v. Danmark” af 28. februar 2024, jf. Tilsynet i
henhold til grundlovens § 71 2023-24 (2. samling), bilag 44 (Alm.del).
Sagen
Quasimi mod Danmark
(sagsnr. 38589/23) blev den 24. oktober 2024
afsluttet af EMD med henvisning til, at klager var afgået ved døden og
klager ikke havde arvinger, som ønskede at forfølge klagen, jf. EMRK
artikel 37, stk. 1, litra a. Sagen vedrørte, om det var i strid med EMRK artikel
8 (retten til privat- og familieliv) at udvise klager med et indrejseforbud i
seks år. Klager, som var afghansk statsborger, var indrejst i Danmark som
13-årig. Ved Højesterets dom af 20. september 2020 blev klageren idømt tre
års fængsel og udvist med et indrejseforbud i seks år for våbenbesiddelse.
2.4. Verserende sager
Der verserer i alt 14 sager ved EMD, hvori Danmark enten er anmodet om
eller har afgivet bemærkninger.
Der verserer aktuelt fire sager, der vedrører en krænkelse af EMRK artikel
8 (retten til privat- og familieliv) i forbindelse med en udvisning af en
udlænding på baggrund af kriminalitet begået i Danmark:
-
-
-
-
Hussain mod Danmark
(sagsnr. 15860/22)
Miari mod Danmark
(sagsnr. 2852/24)
M.S. mod Danmark
(sagsnr. 20848/24)
Abukar mod Danmark
(sagsnr. 24837/24)
Side 18/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
Sagerne – som beskrives samlet – vedrører fire udlændinge, hvor tre
udlændinge er kommet til Danmark i en ung alder og én udlænding er født
i Danmark. Alle fire udlændinge er således ’settled migrants’. De fire
udlændinge er dømt for forskellige typer af kriminalitet, f.eks. røveri,
narkotikakriminalitet og vold, og idømt straffe fra seks måneder og op til tre
års fængsel. Overtrædelserne er begået i perioden 2016 til 2022. Som følge
af overtrædelserne er de alle blevet udvist af Danmark – én er blevet udvist
med et indrejseforbud for bestandig, én er blevet udvist med et
indrejseforbud i 12 år, og to er blevet udvist med et indrejseforbud i seks år.
Regeringen har afgivet hovedprocesskrift i
Hussain mod Danmark
(sagsnr.
15860/22) den 15. november 2022 og sendt supplerende bemærkninger i
sagen den 10. februar 2023. I
Miari mod Danmark
(sagsnr. 2852/24) har
regeringen afgivet hovedprocesskrift den 9. juli 2024 og sendt supplerende
bemærkninger i sagen den 27. november 2024. I
M.S. mod Danmark
(sagsnr. 20848/24) har regeringen afgivet hovedprocesskrift den 12. februar
2025. Der er overordnet argumenteret for, at sagerne bør afvises som
åbenbart grundløse i medfør af EMRK artikel 35, stk. 3, jf. stk. 4. Hvis EMD
antager sagerne til behandling, har regeringen argumenteret for, at de danske
domstole har foretaget en udførlig og grundig vurdering af sagernes
omstændigheder i overensstemmelse med EMD’s praksis vedrørende
EMRK artikel 8 på udvisningsområdet, og at de nationale domstoles
vurderinger som følge af subsidiaritetsprincippet ikke bør tilsidesættes.
Der afgives senest processkrift i
Abukar mod Danmark
(sagsnr. 24837/24)
den 4. marts 2025.
Der verserer herudover yderligere ti sager mod Danmark ved EMD:
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
A.B. Larsen mod Danmark
(sagsnr. 18649/22)
Kalkan mod Danmark
(sagsnr. 51781/22)
Abdulaal Naser m.fl. mod Danmark
(sagsnr. 46571/22)
Makki mod Danmark
(sagsnr. 10297/23)
Ahmadi mod Danmark
(sagsnr. 34608/23)
Rasmussen m.fl. mod Danmark
(sagsnr. 2390/24)
Ahmad mod Danmark
(sagsnr. 5712/24)
Makki mod Danmark
(sagsnr. 24292/24)
Mortensen mod Danmark
(sagsnr. 16756/24)
Poulsen mod Danmark
(sagsnr. 24837/24)
Side 19/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
Sagen
A.B. Larsen mod Danmark
(sagsnr. 18649/22) vedrører, om klager
har været udsat for nedværdigende behandling af politiet i forbindelse med
en kropsvisitation i strid med EMRK artikel 3 (forbud mod bl.a.
nedværdigende eller umenneskelig behandling), samt om myndighedernes
beslutning om ikke at indlede en straffesag herom var i strid med EMRK
artikel 3. Klager har anført, at han har været udsat for en visitation af fire
politibetjente, hvor han skulle afklæde sig med det formål at ydmyge og
nedværdige ham. Sagen blev indbragt for Den Uafhængige
Politiklagemyndighed, som fandt, at der ikke forelå konkrete oplysninger
eller forhold, der støttede anmeldelsen, og at anmeldelsen ikke i sig selv
skabte mistanke om et strafbart forhold, der kunne danne grundlag for
efterforskning. Denne afgørelse blev indbragt til Statsadvokaten, som
stadfæstede afgørelsen den 1. oktober 2021. Klager anlagde den 15. juli
2021 en civil sag ved domstolene, hvor klager bl.a. gør gældende, at den
behandling, han blev udsat for under frihedsberøvelsen, var i strid med
EMRK artikel 3. Som følge heraf er sagen berostillet ved EMD, indtil de
danske domstole har truffet afgørelse i sagen.
Retten på Frederiksberg afsagde dom i sagen den 16. februar 2023 og fandt
for så vidt angår kropsvisitationen, at der ikke var fuldt tilstrækkeligt
grundlag for at fastslå, at visitationen var en krænkelse af EMRK art. 3.
Klager ankede byrettens dom til Østre Landsret, der afsagde dom i sagen
den 21. juni 2024. Landsretten stadfæstede byrettens dom for så vidt angår
kropsvisitationen.
Klager
fik
efterfølgende
tilladelse
fra
Procesbevillingsnævnet til at indbringe sagen for Højesteret. Sagen er
berammet til hovedforhandling i Højesteret i maj 2025.
Sagen
Kalkan mod Danmark
(sagsnr. 51781/22) vedrører, om det var i strid
med EMRK artikel 2 (retten til liv) og/eller artikel 3 (forbud mod bl.a.
nedværdigende eller umenneskelig behandling), at fængselsbetjentene i en
arrest anvendte et magtanvendelsesgreb, der kaldes ”brystvendt benlås” på
en indsat, herunder mens vedkommende var ilagt håndjern.
Fængselsbetjentene konstaterede umiddelbart efter, at de havde sluppet
grebet og lagt strips om klagers ben, at de ikke kunne mærke hans puls, og
der blev påbegyndt førstehjælp. Klager blev genoplivet, men tre dage efter
episoden døde han uden at være kommet til bevidsthed. Dødsårsagen kunne
på baggrund af obduktionsrapporter og lægeerklæringer ikke fastlægges
entydigt, men fastholdelse i bugleje og fænomenet ExDS (excited
delirium
syndrome)
kan have haft betydning for dødens indtræden. Magtanvendelsen
Side 20/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
fandt sted i 2011, og blev efterfølgende prøvet administrativt og herefter i
byretten den 17. oktober 2019 og i landsretten den 2. november 2021.
Både byretten og landsretten frifandt Kriminalforsorgen. Landsretten lagde
bl.a. vægt på, at Kriminalforsorgen havde sikret tilstrækkelig information
og uddannelse om magtanvendelsesgrebet ”brystvendt benlås”, og at
fængselsbetjentene under episoden havde overholdt de relevante
anvisninger ved brug af grebet, herunder at der ikke må lægges pres på
vedkommendes ryg.
Regeringen afgav processkrift i sagen den 19. september 2023 og sendte
supplerende bemærkninger i sagen den 15. januar 2024.
Sagen
Abdulaal Naser m.fl. mod Danmark
(sagsnr. 46571/22) vedrører 21
irakiske statsborgere, som den 25. november 2004 i forbindelse med en
irakisk ledet militær operation (”Operation Green Desert”) blev anholdt og
tilbageholdt af irakiske sikkerhedsstyrker, der gennemførte operationer i
samarbejde med de danske militære styrker. Spørgsmålene i sagen er bl.a.,
om klagerne i den forbindelse blev udsat for en behandling i strid med
EMRK artikel 3 (forbud mod bl.a. nedværdigende eller umenneskelig
behandling), som den danske stat kan drages til ansvar for, jf. EMRK artikel
1 (jurisdiktion og pligten til at respektere menneskerettighederne). Sagen
angår endvidere, om den efterfølgende retssag i Danmark var i
overensstemmelse med EMRK artikel 6, stk. 1 (retten til retfærdig
rettergang) og artikel 13 (retten til effektive retsmidler), herunder om
klagerne havde adgang til en retfærdig rettergang, og om retssagens længde
var i strid med kravet om en rettergang inden en rimelig frist.
Klagerne anlagde i 2011 og 2012 erstatningssager mod Forsvarsministeriet
med påstand om, at de var blevet udsat for behandling i strid med EMRK
artikel 3 af danske soldater. Sagerne blev oprindeligt afvist, men genanlagt
i 2014, hvorefter de blev sammenlagt og henvist til landsretten grundet deres
principielle karakter.
Ved dom af 15. juni 2018 om tortgodtgørelse fandt Østre Landsret, at 18 ud
af de dengang 23 irakere (heraf 12 af klagerne) havde været udsat for
behandling i strid med artikel 3 og tilkendte dem en godtgørelse på 30.000
kr. hver. Landsretten fandt, at de danske styrker hverken havde tilbageholdt,
transporteret, overgivet, screenet eller mishandlet klagerne, og at de i øvrigt
ikke havde overværet mishandling af klagerne. Landsretten fandt imidlertid,
Side 21/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
at de danske styrker burde have vidst, at der var en reel risiko for
umenneskelig eller nedværdigende behandling, og fandt på den baggrund
Forsvarsministeriet ansvarlig for de retsstridige krænkelser af de 18
tilbageholdte i form af inhuman behandling. Landsretten fandt det ikke
godtgjort, at de resterende fem irakere (heraf fire af klagerne) havde været
udsat for retsstridige krænkelser, hvorfor Forsvarsministeriet ikke var
ansvarlig herfor. Landsretten fandt endvidere, at der ikke var sket en
krænkelse af EMRK artikel 6.
Sagen blev anket til Højesteret, som ved dom af 31. maj 2022 frifandt
Forsvarsministeriet for ansvar for alle de 23 irakere med henvisning til, at
de danske myndigheder ikke havde jurisdiktion over dem efter EMRK
artikel 1. Højesteret lagde desuden landsrettens bevisresultat til grund,
herunder bl.a. at danske styrker ikke deltog i tilbageholdelsen af irakerne
eller udsatte dem for inhuman behandling. Højesteret fandt endvidere, at der
ikke var sket en krænkelse af EMRK artikel 6.
Den danske regering afgav processkrift i sagen den 3. april 2024 og sendte
supplerende bemærkninger i sagen den 18. oktober 2024.
Sagen
Makki mod Danmark
(sagsnr. 10297/23) vedrører, om det var i strid
med EMRK artikel 3 (forbud mod bl.a. nedværdigende eller umenneskelig
behandling), at klager i perioden 5. juni 2016 kl. 09.30 til 16. juni 2016 kl.
20.18 blev tvangsfikseret med bælte og remme under sin indlæggelse på
psykiatrisk afsnit på et sygehus.
Ved afgørelse af 5. marts 2019 godkendte Det Psykiatriske
Patientklagenævn
tvangsfikseringens
iværksættelse,
men
fandt
tvangsfikseringens udstrækning fra den 5. juni 2016 til den 16. juni 2016
ulovlig. Retten i Næstved fandt ved dom af 3. september 2019, at fikseringen
havde været berettiget i hele perioden. Østre Landsret fandt ved dom af 6.
oktober 2020, at tvangsfikseringen havde været uberettiget i perioden fra
den 5. juni 2016 til den 16. juni 2016. Landsretten tilkendte på den baggrund
klager en godtgørelse på 50.000 kr.
Ved dom af 26. oktober 2022 fandt Højesteret, at tvangsfikseringen havde
været berettiget i hele perioden og frifandt myndighederne for den af klager
nedlagte erstatningspåstand, hvorved byrettens dom blev stadfæstet.
Retslægerådet havde den 25. april 2022 i sagen for Højesteret afgivet en
udtalelse, og bekræftede i det hele, at det havde været lægeligt korrekt at
Side 22/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
tvangsfiksere klager i hele perioden. Højesteret fandt det godtgjort, at klager
i hele perioden udgjorde en nærliggende fare for andres liv, førlighed eller
sikkerhed, og at det ikke var muligt at imødegå denne fare ved mindre
indgribende foranstaltninger. Regeringen indleverede processkrift i sagen
den 14. december 2023 og sendte supplerende bemærkninger i sagen den
27. juni 2024.
Sagen
Ahmadi mod Danmark
(sagsnr. 34608/23) vedrører, om det var i strid
med EMRK artikel 3 (forbud mod bl.a. nedværdigende eller umenneskelig
behandling) og/eller EMRK artikel 5 (retten til frihed og sikkerhed), at
klager i en periode fra den 8. februar 2019 til den 4. december 2020 blev
døraflåst under sin anbringelse på en særligt sikret psykiatrisk afdeling
(Sikringsafdelingen).
Klager påklagede beslutningen herom samt den fortsatte opretholdelse af
døraflåsningen til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Ved afgørelse af 2.
marts 2019 godkendte Det Psykiatriske Patientklagenævn beslutningen om
at aflåse klager i den pågældende periode. Klager indbragte efterfølgende
spørgsmålet om lovligheden af døraflåsningen for domstolene. Retten i
Næstved fandt ved dom af 14. oktober 2021, at indgrebet havde været
lovligt. Dog havde døraflåsningen i perioden fra 11. august 2020 til 17.
september 2020 været ulovlig, idet Region Sjælland ikke havde indbragt
sagen for domstolene med spørgsmål om døraflåsningens lovlighed i
overensstemmelse med fristen i retsplejelovens § 469, stk. 2, på fem
søgnedage. Byretten tilkendte derfor klager en godtgørelse på 25.000 kr.
Landsretten stadfæstede ved sin dom af 21. november 2022 byrettens
afgørelse vedrørende lovligheden af døraflåsningen, men nedsatte
godtgørelsen til 7.500 kr. Regeringen indleverede hovedprocesskrift i sagen
den 17. maj 2024 og sendte supplerende bemærkninger i sagen den 22.
oktober 2024.
Sagen
Rasmussen m.fl. mod Danmark
(sagsnr. 2390/24) vedrører et
dødsfald i Kragskovhede Fængsel i november 2017, hvor en indsat afgik
ved døden i kriminalforsorgens varetægt som følge af en forgiftning med
bl.a. metadon.
Sagen er indbragt af afdødes pårørende (klagerne), som gør gældende,
at Danmark har krænket EMRK artikel 2 (retten til liv) og artikel 3
(forbud mod bl.a. nedværdigende eller umenneskelig behandling) som følge
af kriminalforsorgens utilstrækkelige tilsyn med den pågældende, herunder
Side 23/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
manglende lægetilsyn. Klagerne påstår bl.a. i den forbindelse, at den
indsatte har haft uberettiget adgang til fængslets medicin, som ikke blev
opbevaret forsvarligt, hvorved den indsatte angiveligt stjal et glas med 100
stk. metadontabletter. Klagerne gør desuden gældende, at
fængselspersonalet fandt den indsatte svært påvirket, hvorefter han blev
anbragt i en isolationscelle til observation, hvor han efter nogle timer blev
fundet død. Herudover gør klagerne gældende, at den indsatte på intet
tidspunkt blev tilset af sundhedspersonale.
I forbindelse med sagens behandling ved de danske domstole fandt Retten i
Aalborg, at kriminalforsorgen havde krænket EMRK artikel 2. I Vestre
Landsrets dom fra marts 2023 fandt landsretten på baggrund af de afgivne
vidneudsagn derimod, at der hverken var sket en krænkelse af EMRK artikel
2 eller EMRK artikel 3.
Den danske regering afgav processkrift i sagen den 25. september 2024 og
sendte supplerende bemærkninger i sagen den 19. februar 2025.
Sagen
Ahmad mod Danmark
(sagsnr. 5712/24) vedrører, om det var i strid
med EMRK artikel 3 (forbud mod bl.a. nedværdigende eller umenneskelig
behandling), artikel 5 (retten til frihed og sikkerhed) og artikel 8 (retten til
bl.a privatliv), at klager blev underlagt en ordning om ophold på egen stue
på en retspsykiatrisk afdeling i perioden 26. oktober 2015 til 8. juli 2016,
mens han afventede at blive overflyttet til Sikringsafdelingen i Slagelse.
Klager har fået prøvet lovligheden af ordningen om ophold på egen stue i
Højesteret, som ved dom af 20. oktober 2023 fandt, at ordningen var
nødvendig for at beskytte medpatienter og personale mod at blive udsat for
voldelige angreb fra klager, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte
den retspsykiatriske afdelings vurdering af, at mindre indgribende
foranstaltninger ikke var tilstrækkelige til at imødegå den nævnte fare.
Højesteret fandt endvidere, at ordningen i et vist omfang måtte sidestilles
med aflåsning af patientstuen, og at klager kunne være blevet underlagt
lignende fareafværgende foranstaltninger på Sikringsafdelingen. Højesteret
fandt ikke, at ordningen havde den fornødne hjemmel i anstalts- eller
nødretsbetragtninger eller analogibetragtninger, men fandt ikke, at der var
sket krænkelse af EMRK artikel 3. Højesteret fandt heller ikke, at ordningen
indebar en frihedsberøvelse efter artikel 5 eller et indgreb i artikel 8. På den
baggrund fandt Højesteret ikke grundlag for at tilkende klager en
godtgørelse.
Side 24/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
Den danske regering afgav processkrift i sagen den 10. september 2024.
Sagen
Mortensen mod Danmark
(sagsnr. 16756/24) vedrører, om det var i
strid med EMRK artikel 10 (retten til ytrings- og informationsfrihed), at
klager i en privat straffesag bl.a. blev idømt 10 dagbøder af 1.000 kr. for at
have overtrådt straffelovens § 267 om ærekrænkelser ved i et offentligt
opslag på Twitter bl.a. at have omtalt sagsøger som nazist.
Retten i Randers fandt ved dom af 18. november 2022, at klager ved sit
opslag havde overtrådt i straffelovens § 267, og at EMRK artikel 10 ikke
kunne føre til andet resultat. Byretten kendte endvidere udtalelsen ”nazist”
ubeføjet, pålagde klager at slette opslaget fra Twitter og tilkendte sagsøger
45.000 kr. i tortgodtgørelse. Vestre Landsret stadfæstede den 5. oktober
2023 byrettens dom, men nedsatte tortgodtgørelsen til 30.000 kr.
Den danske regering afgav processkrift i sagen den 15. januar 2025.
Sagen
Makki mod Danmark
(sagsnr. 24292/24) vedrører, om det var i strid
med EMRK artikel 3 (forbud mod bl.a. nedværdigende eller umenneskelig
behandling), artikel 5 (retten til frihed og sikkerhed) og artikel 8 (retten til
bl.a. privatliv), at der skete dørlåsning af klagers patientstue på
Sikringsafdelingen i Slagelse fra den 4. marts 2019 til den 18. oktober 2022.
Retten i Næstved fandt ved dom af 23. december 2022, at døraflåsningen af
klagers patientstue fra den 4. marts 2019 til den 29. september 2022 havde
været lovlig. Dog havde døraflåsningen i perioden fra den 2. september 2020
til den 25. september 2020 været ulovlig, idet Region Sjælland ikke havde
indbragt sagen for domstolen med spørgsmål om døraflåsningens lovlighed
i overensstemmelse med fristen i retsplejelovens § 469, stk. 2, på fem
søgnedage. Byretten fandt, at den ulovlige periode af døraflåsningen
udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 5, stk. 1, og tilkendte derfor klager
en godtgørelse på 7.500 kr. Østre Landsret stadfæstede ved sin dom af 22.
november 2023 byrettens dom vedrørende lovligheden af døraflåsningen,
og fandt desuden, at døraflåsningen fra den 30. september 2022 til den 18.
oktober 2022 havde været lovlig.
Den danske regering afgav processkrift i sagen den 26. februar 2025.
Side 25/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
Sagen
Poulsen mod Danmark
(sagsnr. 34232/24) vedrører, om klager har
været udsat for behandling i strid med EMRK artikel 3 (forbud mod bl.a.
nedværdigende behandling), da klager ved sin indsættelse i et fængsel i
august 2023 var bæltefikseret i en sikringscelle i en periode på ca. 21 timer,
og om Statsadvokatens afgørelse om ikke at indlede en strafferetlig
efterforskning er i strid med den processuelle del af EMRK artikel 3.
Klager anmeldte hændelsen til politiet, der den 19. april 2024 traf afgørelse
om at standse efterforskningen i sagen, da der ikke var nogen rimelig
formodning for, at der er begået noget strafbart. Klager klagede over
afgørelsen den 3. maj 2024. Statsadvokaten stadfæstede den 12. juli 2024
afgørelsen, da Statsadvokaten heller ikke fandt, at der var en rimelig
formodning for, at der er begået noget strafbart.
Den danske regering har anmodet EMD om at berostille sagen, da sagen
verserer ved de nationale myndigheder.
2.5. Tredjepartsinterventioner
Fra 1. januar 2024 til 31. december 2024 har Danmark i tre sager ved EMD
afgivet tredjepartsindlæg efter EMRK artikel 36.
Sagerne
C.O.C.G. m.fl. mod Litauen
(sagsnr. 17764/22),
R.A. m.fl. mod
Polen
(sagsnr. 42120/21) og
H.M.M. m.fl. mod Letland
(sagsnr. 42165/21)
vedrører tredjelandsborgere, der fra Belarus forsøgte at krydse grænsen til
henholdsvis Polen, Letland og Litauen med henblik på at søge asyl.
Klagerne påstår, at de blev tvunget tilbage til belarussisk område af
grænsevagter ved grænsen til henholdsvis Polen, Letland og Litauen, uden
mulighed for at indgive anmodning om asyl, og derved var udsat for såkaldte
”push backs”. Klagerne påstår, at der er sket krænkelse af EMRK artikel 2
(retten til liv), artikel 3 (forbud mod bl.a. nedværdigende eller umenneskelig
behandling), artikel 5 (retten til frihed og sikkerhed), artikel 13 (retten til
effektive retsmidler) og artikel 34 (retten til individuel klageadgang) samt
artikel 4 i tillægsprotokol nr. 4 (forbud mod kollektiv udvisning). De
faktuelle omstændigheder i de tre sager er bestridt mellem klagerne og
medlemsstaterne.
Sagerne
C.O.C.G. m.fl. mod Litauen, R.A. m.fl. mod Polen
og
H.M.M. m.fl.
mod Letland
er af dansk interesse, da de rejser principielle politiske
overvejelser om beskyttelsen af EU’s eksterne grænser, navnlig for så vidt
angår fremmede staters anvendelse af instrumentalisering og
Side 26/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
medlemsstaternes ret til håndtering heraf. Sagerne rejser endvidere
spørgsmål om fortolkning af EMRK artikel 4 i tillægsprotokol nr. 4 (forbud
mod kollektiv udvisning). Regeringen afgav tredjepartsindlæg i sagen
C.O.C.G. m.fl. mod Litauen
den 30. september 2024. Regeringen afgav
tredjepartsindlæg i sagerne
R.A. m.fl. mod Polen
og
H.M.M. m.fl. mod
Letland
den 9. oktober 2024. Der var mundtlig høring i Storkammeret i
sagerne den 12. februar 2025.
2.6. Status i sager som Danmark tidligere har interveneret i
Ud over de ovennævnte sager, hvori Danmark har afgivet tredjepartsindlæg
fra den 1. januar 2024 til 31. december 2024, verserede der to sager ved
EMD, hvori Danmark tidligere har afgivet tredjepartsindlæg efter EMRK
artikel 36. En af sagerne blev afgjort ved dom den 13. februar 2024, mens
den anden afventer afgørelse fra EMD.
Sagen
Executif van de moslims van Belgîe m.fl. mod Belgien
(sagsnr.
16760/22) vedrørte, om regionslovgivning vedtaget i Flandern og
Vallonien, hvorefter slagtning ikke må foretages uden forudgående
bedøvelse, er i strid med EMRK artikel 9 (retten til at tænke frit og til
samvittigheds- og religionsfrihed) og artikel 14 (forbud det mod
diskrimination) sammenholdt med artikel 9. Sagen var anlagt af en række
religiøse foreninger, der repræsenterer muslimske og jødiske trossamfund i
Belgien.
Sagen havde dansk interesse, idet dansk lovgivning også indeholder et krav
om forudgående bedøvelse ved slagtning, herunder rituel slagtning.
Regeringen afgav tredjepartsindlæg i sagen den 31. januar 2023.
EMD afsagde dom den 13. februar 2024 og fandt enstemmigt, at Belgien
hverken havde krænket EMRK artikel 9 eller artikel 14 sammenholdt med
artikel 9. EMD konstaterede, at medlemsstaterne på dette område må
tildeles en skønsmargin, der ikke er snæver, og fandt at Belgien havde
foretaget en grundig afvejning af de religiøse hensyn over for beskyttelsen
af dyrevelfærd og konkluderede, at indgrebet var både nødvendigt og
proportionalt samt, at Belgien ikke havde overskredet medlemsstatens
skønsmargin.
Sagen
Ukraine og Nederlandene mod Rusland
(sagsnr. 8019/16, 43800/14,
28525/20 og 11055/22) vedrører, om Rusland har begået omfattende og
grove menneskerettighedskrænkelser under invasionen af Ukraine. EMD
Side 27/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
udtalte i en resolution af 22. marts 2022, at EMD forbliver kompetent til at
behandle sager om Ruslands overtrædelser af EMRK, hvis de relevante
forhold har fundet sted inden den 16. september 2022, uagtet at Rusland ved
Europarådets Ministerkomités beslutning af 16. marts 2022, blev
ekskluderet fra Europarådet med øjeblikkelig virkning.
Sagen er af dansk interesse, da sagen har almen offentlig betydning,
herunder fordi sagen rejser spørgsmål om jurisdiktion efter EMRK artikel 1
(jurisdiktion og pligten til at respektere menneskerettighederne). Derudover
har regeringen et ønske om i videst muligt omfang at bistå Ukraine i at stille
Rusland til ansvar for alvorlige menneskerettighedskrænkelser begået i
Ukraine. Regeringen afgav tredjepartsindlæg den 28. juni 2023.
Storkammeret afholdt høring den 12. juni 2024, og sagen afventer nu
afgørelse.
3. FN-komitéers udtalelser i klagesager mod Danmark fra 1. januar
2024 til og med 31. december 2024
Danmark har tiltrådt den individuelle klageadgang til FN’s
Menneskerettighedskomité, FN’s Handicapkomité, FN’s Torturkomité,
FN’s Kvindekomité, FN’s Racediskriminationskomité og FN’s
Børnekomité.
Komitéernes udtalelser er ikke retligt bindende for Danmark.
I det følgende redegøres der for komitéernes udtalelser i klagesager mod
Danmark i perioden fra 1. januar 2024 til 31. december 2024, hvor der er
blevet udtalt kritik af Danmark. Det bemærkes, at redegørelsen ikke
omfatter sager, som er blevet lukket eller afvist, fordi FN’s komitéer af
formelle eller indholdsmæssige grunde har fundet klagerne grundløse.
3.1. FN’s Menneskerettighedskomité
FN’s Menneskerettighedskomité fremkom ikke med nogle udtalelser i
klagesager mod Danmark fra 1. januar 2024 til 31. december 2024.
3.2. FN’s Handicapkomité
FN’s Handicapkomité fremkom ikke med nogle udtalelser i klagesager mod
Danmark fra 1. januar 2024 til 31. december 2024.
Side 28/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
3.3. FN’s Torturkomité
FN’s Torturkomité fremkom ikke med nogle udtalelser i klagesager mod
Danmark fra 1. januar 2024 til 31. december 2024.
3.4. FN’s Kvindekomité
FN’s Kvindekomité fremkom ikke med nogle udtalelser i klagesager mod
Danmark fra 1. januar 2024 til 31. december 2024.
3.5. FN’s Racediskriminationskomité
FN’s Racediskriminationskomité fremkom ikke med nogle udtalelser i
klagesager mod Danmark fra 1. januar 2024 til 31. december 2024.
3.6. FN’s Børnekomité
FN’s Børnekomité fremkom med én udtalelse mod Danmark i 2024, hvor
der blev udtalt kritik af Danmark.
Klagesagen
H.H. m.fl. mod Danmark
(169/2021) vedrørte, om det var i strid
med to børns rettigheder efter FN’s Børnekonvention (Børnekonvention) at
udvise dem og deres somaliske mor (H.H.). Klagerne henviste i den
forbindelse til artikel 3 (pligten til at lade hensynet til barnets tarv komme i
første række), artikel 12 (børns ret til at udforme egne synspunkter og ret til
at blive inddraget) og artikel 19 (beskyttelse mod alle former for fysisk eller
psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling,
mishandling eller udnyttelse). H.H. påstod på vegne af børnene, at en
udsendelse til Somalia ville sætte dem i stor risiko for at blive omskåret
tvangsmæssigt, hvilket ville være i strid med Børnekonventionen.
Børnekomitéen fandt indledningsvist i sin udtalelse af 24. maj 2024, at
klagers påstande under artikel 12 var
inadmissible,
idet børnenes unge alder
betød, at de på tidspunktet for behandlingen af deres ansøgning om asyl ikke
var i stand til at udforme egne holdninger til udsendelsen til Somalia.
Børnekomitéen fandt i relation til sønnen, at klagers påstande under artikel
3 og 19 var
inadmissible,
idet klager ikke havde godtgjort, at udsendelse af
sønnen til Somalia ville udsætte ham for en reel og personlig risiko for
tvangsmæssig omskæring.
Børnekomitéen fandt desuden i sin udtalelse, at de danske myndigheder i
relation til datteren ikke havde taget hensyn til barnets tarv ved vurderingen
af den påståede risiko for tvangsmæssig omskæring ved udsendelse, idet
Flygtningenævnet ikke havde foretaget en tilstrækkelig individuel vurdering
Side 29/30
 UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 76: Orientering om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2024, fra justitsministeren
af klagers mulighed for at hindre tvangsmæssig omskæring af datteren.
Børnekomitéen fandt på den baggrund, at de danske myndigheder havde
krænket datterens rettigheder efter Børnekonventions artikel 3 og 19.
Regeringen har frist for at sende sine opfølgende bemærkninger i sagen den
5. marts 2025.
Flygtningenævnet genoptog behandlingen af sagen den 31. juli 2024 og
meddelte den 13. januar 2025 moren og hendes to børn opholdstilladelse i
medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.
Side 30/30