UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 75: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, repatrieringsloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Ændring af bortfaldsregler for udlændinge med asyl, herunder regler om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering, og udvidelse af adgangen til straksudsendelse), fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2024-25
UUI Alm.del Bilag 75
Offentligt

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven, repatrieringsloven og lov om fuld-

byrdelse af straf m.v.

(Ændring af bortfaldsregler for udlændinge med asyl, herunder regler om

tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering, og udvidelse af adgangen

til straksudsendelse)

§1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1009, som senest ændret ved

lov 1702 af 30. december 2024, foretages følgende ændringer:

§ 17, stk. 4,

ændres »i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tredje

land« til: »uden for landene som omhandlet i § 29 a, stk. 1, eller når udlæn-

dingen i de nævnte tidsrum har taget ophold uden for landene som omhand-

let i § 29 a, stk. 1. 1. pkt. finder dog ikke anvendelse, hvis udlændingen har

opnået beskyttelse uden for Danmark.«

Efter § 17 a indsættes:

»17 b.

For udlændinge, der opholder sig i Danmark, skal en afgørelse om

bortfald af en opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, stk. 1 og 2, tillige indeholde

en afgørelse om, hvorvidt udlændingen skal meddeles en ny opholdstilla-

delse efter § 7.«

§ 33, stk. 3, 1.

2. pkt.,

ændres »4. pkt.« til: »5. pkt.«, og i

§ 33 b, stk.

ændres »5. pkt.« til: »6. pkt.«

§ 53 a, stk. 2,

indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:

»Klage til Flygtningenævnet over

Udlændingestyrelsens afgørelse om

bortfald efter §§ 17 og 17 a,

der indgives senere end 4 uger efter, at udlæn-

dingen har fået meddelelse om afgørelsen, afvises, medmindre særlige

grunde taler derimod.«

§ 53 a, stk. 2, 6. pkt.,

der bliver 7. pkt., indsættes efter »bortfald efter«:

»§ 17 og«.

§2

UUI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 75: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, repatrieringsloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Ændring af bortfaldsregler for udlændinge med asyl, herunder regler om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering, og udvidelse af adgangen til straksudsendelse), fra udlændinge- og integrationsministeren

I repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 27. august 2024, som

ændret ved § 1 i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, § 1 i lov nr. 414 af 23. april

2024 og § 25 i lov nr. 1655 af 30. december 2024, foretages følgende æn-

dring:

§ 9, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes efter »beslutning om tilbagebetaling af hjælp

til repatriering,« til: »hvis en udlændings opholdstilladelse ikke kan anses

for bortfaldet eller ophørt efter udlændingelovens § 17,«.

§3

I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 201 af 28. fe-

bruar 2023, som ændret senest ved § 11 i lov nr. 1656 af 30. december 2024,

foretages følgende ændring:

§ 75 a, stk. 1,

ændres »4 måneder« til: »1 år«.

§4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juni 2025.

Stk. 2.

Lovens § 1, nr. 1 og 2, finder alene anvendelse i tilfælde, hvor en

udlænding efter lovens ikrafttræden opgiver sin bopæl i Danmark eller efter

lovens ikrafttræden opholder sig uden for landet i de i udlændingelovens §

17, stk. 1, nævnte tidsrum. I andre tilfælde skal de hidtil gældende regler

finde anvendelse.

§5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de

ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger,

og § 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færø-

erne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Bestemmelserne i

§ 1 kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

2.1.

Indledning

Lovforslagets hovedpunkter

Ændring af reglerne for bortfald af flygtninges opholdstilladel-

ser

Gældende ret

Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den fo-

reslåede ordning

Straksudsendelse med deraf følgende afbrydelse af straffuldbyr-

delsen

Gældende ret

Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den fo-

reslåede ordning

Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser

for det offentlige

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

m.v.

Administrative konsekvenser for borgerne

Klimamæssige konsekvenser

Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Sammenfattende skema

2.1.1.

2.1.2

2.2.

2.2.1.

2.2.2.

10.

1. Indledning

Efter de almindelige bortfaldsregler ophører en opholdstilladelse normalt,

når en udlænding opgiver sin bopæl i Danmark eller opholder sig uden for

landet i en længerevarende periode. For flygtninge betinges bortfald imid-

lertid af, at den på gældende har taget bopæl i sit hjemland eller opnået be-

skyttelse i et tredje land.

De gældende bortfaldsregler indebærer, at en flygtning i visse tilfælde kan

opholde sig uden for landet i en ubegrænset periode uden at miste sin op-

holdstilladelse, uanset pågældende ikke længere har nogen tilknytning til

Danmark eller har modtaget fuld økonomisk hjælp til repatriering.

Efter regeringens opfattelser bør der i overensstemmelse med de generelle

bortfaldsregler være grænser for, i hvilke tilfælde en udlænding bør bevare

en opholdstilladelse i Danmark, når pågældende forlader Danmark. Dette

gør sig ikke mindst gældende, hvis udlændingen har modtaget fuld økono-

misk hjælp til repatriering.

Med lovforslaget foreslås det derfor at ændre bortfaldsreglerne for flygt-

ninge, så de i videre omfang vil blive sidestillet med reglerne for andre ud-

lændinge samt at ændre reglerne om tilbagebetaling af hjælp til repatriering,

så der også vil skulle ske tilbagebetaling, hvis en repatrieret flygtning gen-

indrejser i Danmark og vedkommendes opholdstilladelse ikke kan anses for

bortfaldet.

Det er i den sammenhæng Udlændinge- og Integrationsministeriets vurde-

ring, at det ikke kan afvises, at der kan være sager, hvor der uberettiget er

blevet krævet tilbagebetaling af hjælp til repatriering, på trods af, at der ikke

har været hjemmel hertil. Udlændinge- og Integrationsministeriet vil derfor

undersøge, om der er truffet beslutning om sådanne uberettigede tilbagebe-

talingskrav og i så fald sikre, at disse vil bortfalde med tilbagevirkende kraft.

Derudover indeholder forslaget enkelte ændringer af reglerne for klagead-

gang til Flygtningenævnet i sager om bortfald.

I dag kan der ske afbrydelse af fuldbyrdelsen af en idømt straf, hvis Hjem-

rejsestyrelsen bestemmer, at en udlænding, som er idømt ubetinget fæng-

selsstraf i op til 4 måneder og udvist af landet, eller som er idømt ubetinget

fængselsstraf for overtrædelse af opholds-, melde- eller underretningsplig-

ten, skal udsendes straks.

Muligheden for straksudsendelse med deraf følgende afbrydelse af straf-

fuldbyrdelsen er et værdifuldt redskab i indsatsen for hurtigst muligt at ud-

sende udlændinge uden lovligt ophold i Danmark.

Regeringen ønsker derfor for det andet at udvide mulighederne for straks-

udsendelse med deraf følgende afbrydelse af straffuldbyrdelsen.

2.1. Ændring af reglerne for bortfald af flygtninges opholdstilladelser

2.1.1. Gældende ret

Efter udlændingelovens § 17, stk. 1, bortfalder en opholdstilladelse, når ud-

lændingen opgiver sin bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder endvidere,

når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden

følgende måneder. Er udlændingen meddelt opholdstilladelse med mulighed

for varigt ophold, og har udlændingen lovligt boet mere end 2 år her i landet,

bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig

uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. I de nævnte

tidsrum medregnes ikke fravær på grund af værnepligt eller tjeneste, der

træder i stedet herfor.

Reglerne om bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 1, gælder alle typer

af opholdsgrundlag, og bestemmelsen omhandler to forskellige situationer,

der indebærer, at en udlændings opholdstilladelse i Danmark bortfalder.

For det første omhandler bestemmelsen den situation, hvor en opholdstilla-

delse bortfalder som følge af en udlændings opgivelse af bopæl i Danmark,

jf. 1. pkt. Det er ved vurderingen heraf principielt ikke afgørende, hvor

længe udlændingen har opholdt sig uden for landet. Det følger af bestem-

melsens forarbejder, jf. Betænkning nr. 968/1982 s. 153, at en opgivelse af

bopæl foreligger, hvis udlændingen ved egne handlinger tilkendegiver dette,

f.eks. ved fraflytning til udlandet, afhændelse af bolig og ejendele, opgivelse

af arbejde, framelding til folkeregister, fagforening m.v., flytning af bohave

eller på anden måde.

For det andet omhandler bestemmelsen den situation, hvor en opholdstilla-

delse bortfalder på baggrund af ophold uden for Danmark i de konkrete tids-

rum, der er angivet i bestemmelsens 2. og 3. pkt. Vurderingen heraf bygger

således på objektive kriterier, og det er ikke afgørende, hvad der har været

udlændingens hensigt med udrejsen.

Efter udlændingelovens § 17, stk. 2, kan en udlænding ansøge om, at en

opholdstilladelse ikke skal anses for bortfadet, selvom der foreligger et til-

fælde som nævnt i stk. 1. En sådan ansøgning kan f.eks. imødekommes, hvis

det må anses for godtgjort, at udlændingen har haft til hensigt at vende til-

bage til Danmark inden udløbet af den fastsatte periode, men er blevet for-

hindret heri på grund af sygdom eller andre uforudsete hindringer, jf. Be-

tænkning nr. 968/1982 s. 153. Derudover skal myndighedernes bortfaldsaf-

gørelser være i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtel-

ser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Efter udlændingelovens § 17, stk. 4, ophører en opholdstilladelse meddelt

efter udlændingelovens §§ 7-8 først efter stk. 1, når udlændingen frivilligt

har taget bopæl i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tredjeland. Der

gælder således supplerende betingelser for, at en opholdstilladelse meddelt

efter reglerne om asyl bortfalder. Det bemærkes, at en opholdstilladelser ef-

ter reglerne om asyl meddeles med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingelovens § 17, stk. 4, afspejler flygtningekonventionens artikel 1

C, nr. 4, hvorefter en person kan miste sin status som konventionsflygtning,

såfremt pågældende på ny har bosat sig i det land, som vedkommende har

forladt, eller uden for hvilket vedkommende er forblevet af frygt for forføl-

gelse.

Bestemmelsen tilsigter derudover særligt at mindske de betænkeligheder,

som en flygtning måtte have ved at tage bopæl i hjemlandet eller et tredje-

land, hvis følgen heraf ville være, at opholdstilladelsen bortfaldt, jf. Betænk-

ning nr. 968/1982 s. 154. Bestemmelsen skal også ses i sammenhæng med

det såkaldte ”første asyllandsprincip”, idet en flygtning vil kunne have van-

skeligt ved at opnå beskyttelse i et tredjeland, hvis den pågældende er med-

delt opholdstilladelse i et andet land, f.eks. Danmark, der i et sådant tilfælde

anses som det første asylland.

Det er efter bestemmelsen en betingelse, at udlændingen i hjemlandet må

anses at have taget bopæl. I praksis er det således en betingelse for en op-

holdstilladelses bortfald, at udlændingen i et vist omfang må anses at have

etableret sig i hjemlandet med henblik på et varigt ophold, og det er således

en forudsætning, at udlændingen er indrejst i hjemlandet. Den nærmere vur-

dering vil i praksis afhænge af en konkret vurdering, hvori udlændingens

handlinger, bevæggrunde samt varigheden af opholdet i det pågældende

hjemland vil kunne indgå. Det vil eksempelvis have betydning om udlæn-

dingen har fået en bolig, et arbejde, faste udgifter, indskrevet sine børn i

skole eller har erhvervet sig en bil. Det bemærkes, at varigheden af opholdet

ikke i sig selv er afgørende, og en udlænding vil således også efter kort tids

ophold kunne anses for at have taget bopæl i hjemlandet. Dette gælder sær-

ligt i tilfælde, hvor udlændingen må anses for at have opgivet sin bopæl i

Danmark.

Modsat kan der dog også være særlige tilfælde, hvor et ophold af længere

varighed ikke nødvendigvis betyder, at udlændingen kan anses for at have

taget bopæl i hjemlandet. Det vil f.eks. kunne være i tilfælde, hvor udlæn-

dingen i forbindelse med indrejsen bliver tilbageholdt af myndighederne og

i en længere periode er frihedsberøvet. I et sådan tilfælde vil udlændingen

efter omstændighederne ikke kunne anses for at have taget bopæl i hjemlan-

det, uanset at pågældende har opgivet sin bopæl i Danmark.

Det følger af udlændingelovens § 17 a, stk. 1, at uanset bestemmelsen i § 17

bortfalder en opholdstilladelse først, jf. dog stk. 4, når en udlænding, der

med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet, det tidli-

gere opholdsland eller et land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig

tilknytning, har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden føl-

gende måneder og har opholdstilladelse efter 1) §§ 7 eller 8, 2) § 9 b, 3) § 9

c, stk. 1, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9 b, 4) § 9

c, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om

opholdstilladelse efter § 7, 5) § 9 e, når tilladelsen er meddelt tidsubegræn-

set, 6) § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en

person omfattet af nr. 1-5, jf. dog stk. 3, eller 7) et andet grundlag end nævnt

i nr. 1-6, hvis det bestemmes efter ansøgning.

Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 464 af 27. maj 1993 om hjælp til

frivillig repatriering, som indførte en permanent ordning for repatriering.

Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1992-

93, tillæg A, spalte 10463-10464, at risikoen for, at man vil fortryde repa-

triering, formentlig bevirker, at nogle ikke vil turde at repatriere, såfremt der

ikke findes en fortrydelsesret. Bestemmelsen giver derfor en tidsbegrænset

ret til at bevare opholdstilladelsen i Danmark uden tab af status. Fortrydel-

sesretten gælder for alle persongrupper, der er omfattet af repatrieringsord-

ningen, uanset om de, fordi de selv er i besiddelse af tilstrækkelige midler,

er afskåret fra at modtage repatrieringshjælp.

Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 2, kan det efter ansøgning bestemmes,

at opholdstilladelsen for en udlænding omfattet af stk. 1 først skal anses for

bortfaldet efter en periode på op til 12 måneder efter den i stk. 1 nævnte

periode, jf. dog stk. 4. Ansøgning efter 1. pkt., som indgives efter den peri-

ode, der er nævnt i stk. 1, afvises, medmindre der foreligger helt særlige

omstændigheder.

Bestemmelsen i udlændingelovens § 17 a giver dermed en særlig retsstilling

sammenlignet med udgangspunktet i § 17 i forbindelse med, at en udlæn-

ding med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet, det

tidligere opholdsland eller et land, hvortil udlændingen har nær familiemæs-

sig tilknytning, herunder ved repatriering, idet den 12 måneder lange fortry-

delsesret ikke er afhængig af, om man har opholdstilladelse med mulighed

for varigt ophold og lovligt har boet mere end 2 år her i landet eller at man

har en tidsubegrænset opholdstilladelse. En udlænding har desuden mulig-

hed for at få forlænget de 12 måneders fortrydelsesret med yderligere 12

måneder, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 2.

Hjælp til repatriering omfatter udgifter til rejsen fra Danmark til hjemlandet,

det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær fa-

miliemæssig tilknytning, udgifter til transport af personlige ejendele eller

hjælp til udgifter til køb af personligt bohave, udgifter til transport af er-

hvervsudstyr, etableringshjælp, køb af erhvervsudstyr, sygeforsikring i et år

i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende

har nær familiemæssig tilknytning, udgifter til medbragt lægeordineret me-

dicin, udgifter til nødvendige personlige hjælpemidler og nødvendig vacci-

nation samt udgifter til skolegang, jf. repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 1-

10.

Hjælp til etablering i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land,

hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, jf. repatrierings-

lovens § 7 a, stk. 1, nr. 4, udgifter til sygeforsikring i hjemlandet, det tidli-

gere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæs-

sig tilknytning, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 6, og udgifter til skolegang, jf. § 7 a, stk.

1, nr. 9, samt hjælp til dækning af behandlingsudgifter, jf. § 7 a, stk. 4, ud-

betales i to dele, jf. § 7 a, stk. 2-5. Første del af hjælpen udbetales således i

Danmark i forbindelse med tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere op-

holdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig til-

knytning.

For udlændinge, der efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, har en

fortrydelsesret på 12 måneder eller mere, udbetales den resterende del af

hjælp til repatriering, jf. ovenfor, efter fortrydelsesrettens udløb. For andre

udlændinge

–

hvor fortrydelsesretten efter udlændingelovens § 17 a er af

kortere varighed end 12 måneder, eller hvor der ikke gælder nogen fortry-

delsesret

–

udbetales den resterende del af hjælp til repatriering 12 måneder

efter udrejsen af Danmark.

For udlændinge gælder det således, at den resterende del af hjælp til repatri-

ering kan udbetales, når de tidsmæssige betingelser er opfyldt, dvs. typisk

når der er forløbet 12 måneder fra udrejsen af Danmark, eller når fortrydel-

sesretten herefter udløber.

Formålet med opdeling af udbetaling af hjælp til repatriering er at forhindre

misbrug af ordningen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 1246.

Opdelingen af støtten øger samtidig motivationen til at blive i hjemlandet.

Den enkelte person skal selv rette henvendelse til de danske myndigheder

med oplysninger om nuværende adresse og bankforbindelse for at få udbe-

talt den sidste del af hjælpen.

Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 4, finder stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., om

fortrydelsesretten for udlændinge, der med henblik på at tage varigt ophold

vender tilbage til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil

udlændingen har nær familiemæssig tilknytning, kun anvendelse for udlæn-

dinge, der ikke benytter sig af adgangen til udbetaling af hjælp til repatrie-

ring efter repatrieringslovens § 14 a.

Efter repatrieringslovens § 14 a fastsætter udlændinge- og integrationsmini-

steren nærmere regler om, at hjælp til repatriering, jf. § 7 a, kan udbetales

på særlig vis, hvis udbetalingen af ydelserne til hjemlandet, det tidligere op-

holdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig til-

knytning, i væsentlig grad er vanskeliggjort af udfordringer med finansielle

transaktioner til det pågældende land fra danske pengeinstitutter.

Bestemmelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1493 af 6. december 2023

om fleksibel udbetaling af hjælp til repatriering og hjemrejsestøtte ved til-

bagevenden til Syrien eller Iran. Med bekendtgørelsen er det muligt at få en

samlet kontant udbetaling af den samlede hjælp til repatriering eller hjem-

rejsestøtte i forbindelse med udrejse til Syrien eller Iran, hvortil det på grund

af internationale sanktioner ikke er muligt at foretage bankoverførsler af

hjælp til repatriering.

Det er på baggrund heraf en del af ansøgningen om fleksibel udbetaling af

hjælp til repatriering til Syrien eller Iran, at man frasiger sig fortrydelsesret-

ten efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2.

Den omstændighed, at man er omfattet af udlændingelovens § 17 a, eller i

forbindelse med udbetaling af hjælp til repatriering efter repatrieringslovens

§ 14 a har frasagt sig fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, medfører

ikke i sig selv, at man ikke fortsat kan have ret til at bevare en opholdstilla-

delse efter de almindelige bortfaldsregler i § 17.

Hvis den pågældende har en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7

eller 8, vil opholdstilladelsen således først bortfalde, når den pågældende

har taget bopæl i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tredjeland, og

dette gælder uanset om udlændingen har frasagt sig en fortrydelsesret. En

flygtning, som er repatrieret til et tidligere opholdsland eller et land, hvortil

den pågældende har nær familiemæssige tilknytning, men som ikke kan an-

ses for at have opnået beskyttelse her, vil således bevare sin opholdstilla-

delse efter udlændingelovens § 17, stk. 4, uanset at opholdstilladelsen for-

udsættes bortfaldet efter § 17 a, stk. 1.

Dette har ikke kun betydning for spørgsmålet om bevarelse af en opholds-

tilladelse, men ligeledes for spørgsmålet om tilbagebetaling af den udbetalte

hjælp til repatriering.

Det fremgår således bl.a. af repatrieringslovens § 9, stk. 1, 2. pkt., at kom-

munalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til re-

patriering, hvis en udlænding anvender fortrydelsesretten i udlændingelo-

vens § 17 a, stk. 1 eller 2.

Det betyder, at hvis en udlænding ikke har fortrydelsesret efter udlændinge-

lovens § 17 a, stk. 1 eller 2, men vedkommendes opholdstilladelse ikke kan

anses for bortfaldet eller ophørt efter udlændingelovens § 17, vil der ikke

kunne rettes et tilbagebetalingskrav mod den pågældende i tilfælde af gen-

indrejse i Danmark.

Det bemærkes, at som det klare udgangspunkt i repatrieringssager foretages

rejsen tilbage til hjemlandet på udlændingens eget nationalitetspas. Såfremt

dette ikke er muligt, kan der i visse tilfælde udstedes særlig rejselegitimation

efter reglerne i udlændingelovens § 39 a. Udlændingestyrelsen kan således

i særlige tilfælde udstede et laissez-passer til en rejse til nærmeste pasudste-

dende ambassade eller til hjemlandet, såfremt det på anden vis ikke har væ-

ret muligt at få udstedt et nationalitetspas. Hvis myndighederne i udlændin-

gens hjemland

–

eller de lande, som udlændingen skal rejse igennem

–

ikke

anerkender et dansk udstedt laissez-passer, kan der udstedes et fremmedpas

med begrænset gyldighed.

Bortfald af en opholdstilladelse indtræder automatisk (ex lege), når betin-

gelserne for bortfald er opfyldt, og en opholdstilladelses bortfald afhænger

således principielt ikke af, om myndighederne har konstateret, at bortfalds-

betingelserne er opfyldt. Retsvirkningerne af en opholdstilladelses bortfald

vil dog i praksis reelt først kunne håndhæves ved Udlændingestyrelsens

konstatering af, at opholdstilladelsen er bortfaldet. Såfremt opholdstilladel-

sen er bortfaldet, kan udlændingen ansøge om, at opholdstilladelsen ikke

skal anses for bortfaldet efter reglerne i udlændingelovens § 17, stk. 2.

Udlændingestyrelsens afgørelser i bortfaldssager kan påklages til Flygtnin-

genævnet, jf. udlændingelovens § 53 a, der omhandler reglerne for Flygt-

ningenævnets kompetence.

Det fremgår således af § 53 a, stk. 1, nr. 3, at Udlændingestyrelsens afgørel-

ser om bortfald efter §§ 17, 17 a og 21 b, nægtelse af forlængelse efter § 11,

stk. 2, og inddragelse efter §§ 19 eller 20 af en opholdstilladelse, der er givet

efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, og i den forbindelse udsendelse efter § 32 a,

og afgørelser efter § 33, stk. 4, kan indbringes for Flygtningenævnet.

Af § 53 a, stk. 2, 5. pkt., fremgår det, at klager over afgørelser som nævnt i

stk. 1, nr. 3, har opsættende virkning. Det betyder, at Udlændingestyrelsens

afgørelse ikke får retsvirkning under Flygtningenævnets behandling. For

udlændinge, der opholder sig i Danmark, vil dette normalt indebære, at ud-

lændingen har ret til at blive i Danmark under Flygtningenævnets behand-

ling.

Ligesom det er tilfældet for de fleste andre afgørelser, der kan indbringes

for Flygtningenævnet, fastsætter udlændingelovens regler ikke nogen krav

til, hvornår en afgørelse om bortfald senest skal påklages. Dette står i mod-

sætning til reglerne for klageadgang til Udlændingenævnet, hvor klager over

f.eks. afgørelser om bortfald af andre typer af opholdstilladelser skal være

indgivet 8 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. ud-

lændingelovens § 46 a, stk. 3.

Såfremt der efter § 17 er truffet en endelig afgørelse om bortfald, og udlæn-

dingen indrejser i Danmark på ny, vil udlændingen være berettiget til at få

behandlet en ny ansøgning om asyl. I sådanne tilfælde vil ansøgeren dog i

visse tilfælde kunne overføres til en anden EU-medlemsstat, der vurderes at

være ansvarlig for ansøgeren efter Dublinforordningen, der fastlægger kri-

terierne og procedurerne for afgørelse af, hvilken medlemsstat der er an-

svarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, jf.

udlændingelovens § 29 a.

En beslutning om overførsel forudsætter imidlertid, at der foreligger en en-

delig afgørelse om bortfald, hvilket ikke anses for at være tilfældet, hvis

udlændingen ikke har påklaget Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald

til Flygtningenævnet. Da der ikke er nogen klagefrist, kan dette i praksis

resultere i, at det ikke er muligt at overføre udlændingen efter Dublinforord-

ningen. Tilsvarende er det en forudsætning for, at der efter Dublinforord-

ningen kan overføres en udlænding til Danmark, at der er truffet en endelig

afgørelse om bortfald af Flygtningenævnet.

2.1.2. Udlændinge- og integrationsministeriets overvejelser

Efter de almindelige bortfaldsregler bortfalder en opholdstilladelse i Dan-

mark som udgangspunkt, hvis en udlænding opgiver sin bopæl i Danmark

eller opholder sig uden for landet i henholdsvis 6 eller 12 måneder. For op-

holdstilladelser meddelt efter reglerne om asyl gælder dette dog alene, hvis

udlændingen bosætter sig i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tred-

jeland. Efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse indebærer

de særlige bortfaldsregler for flygtninge en uhensigtsmæssig retstilstand, da

en udlænding, uden nødvendigvis at have nogen særlig tilknytning til Dan-

mark, i princippet vil kunne opholde sig i udlandet i en ubegrænset periode

og samtidig bevare en opholdstilladelse i Danmark. Efter Udlændinge- og

Integrationsministeriets opfattelse er der ikke nogen væsentlige hensyn, der

taler for, at en udlænding i en sådan situation skal have mulighed for at op-

holde sig uden for landet i flere år og samtidig skal kunne bevare en op-

holdstilladelse i strid med de hensyn, der begrunder bortfaldsreglerne for

alle andre udlændinge.

Derudover giver bortfaldsreglerne for flygtninge anledning til særlige pro-

blemstillinger i forhold til repatrieringsordningen, idet udbetaling af den re-

sterende del af hjælpen til repatriering er betinget af, at modtagerens even-

tuelle fortrydelsesret efter § 17 a, stk. 1 eller 2, er ophørt, og opholdstilla-

delsen derved bortfalder. I lyset af de særlige bortfaldsregler for flygtninge

i § 17, stk. 4, kan en flygtning imidlertid modtage den resterende del af hjælp

til repatriering og samtidig vedblive med at bevare sin opholdstilladelse,

uanset at fortrydelsesretten i § 17 a, stk. 1 eller 2, er udløbet. Dette kan f.eks.

forekomme i tilfælde, hvor en udlænding repatrierer til et land, hvor den

pågældende ikke er statsborger, men har nær familiemæssig tilknytning.

Forudsat at udlændingen i et sådan tilfælde ikke har opnået en egentlig be-

skyttelse i tredjelandet, vil pågældende kunne bevare sin opholdstilladelse

selvom fortrydelsesretten efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, er

udløbet.

Det kan endvidere have betydning for den pågældendes pligt til at tilbage-

betale den udbetalte hjælp til repatriering, hvis vedkommende genindrejser

i Danmark. Således pålægger bestemmelsen om tilbagebetaling i repatrie-

ringslovens § 9, stk. 1, 2. pkt., alene kommunalbestyrelsen at træffe en af-

gørelse om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis vedkommende an-

vender sin fortrydelsesret i udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2. Har ud-

lændingen ikke fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2,

men kan udlændingens opholdstilladelse ikke anses for bortfaldet eller op-

hørt efter udlændingelovens § 17, vil vedkommende således ikke være for-

pligtet til at tilbagebetale den udbetalte hjælp.

Det bemærkes, at udfordringerne særligt kan give sig til udtryk i de tilfælde,

hvor repatrieringshjælpen bliver udbetalt som fleksibel udbetaling, da den

fulde hjælp i disse tilfælde bliver udbetalt ved udrejsen af Danmark, og der

således ikke efterfølgende er mulighed for sikre sig, at udlændingen er rejst

til sit hjemland.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriet opfattelse, at disse situationer

fremstår at være i uoverensstemmelse med hensigten bag reglerne om repa-

trieringsordningen, herunder i forhold til tilbagebetaling af den udbetalte

hjælp, og samtidig indebærer risiko for misbrug af ordningen.

Dertil kommer, at det ud fra mere generelle betragtninger, herunder ligebe-

handlingshensyn, kan fremstå uretfærdigt, at en udlænding kan opholde sig

uden for Danmark i en ubegrænset periode ved blot ikke at bosætte sig i

hjemlandet, mens andre udlændinge, der repatrierer til hjemlandet, kan mi-

ste deres opholdstilladelse, når de har opgivet deres bopæl i Danmark eller

har opholdt sig uden for Danmark i 6 eller 12 på hinanden følgende måne-

der.

Det er endvidere Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at hen-

synene bag de nuværende bortfaldsregler for flygtninge i væsentligt omfang

synes at have mistet deres relevans. Det bemærkes i den forbindelse, at de

gældende bortfaldsregler for flygtninge særligt tilsigter ikke at svække

flygtninges motivation for at repatriere, men at der siden indsættelsen af

disse regler i udlændingeloven er indført andre ordninger, herunder om for-

trydelsesretten, der tjener samme formål.

Det er på ovenstående baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets

opfattelse, at bortfaldsreglerne for flygtninge bør ændres således, at flygt-

ninge i højere grad sidestilles med andre udlændinge i det omfang, det er

foreneligt med internationale forpligtelser og hensynet til repatrieringsind-

satsen. For så vidt angår overvejelserne om forholdet til Danmarks interna-

tionale forpligtelser henvises der til pkt. 3.

Udlændinge- og Integrationsministeriets finder derudover, at der i forbin-

delse med en ændring af bortfaldsreglerne tilsvarende bør foretages visse

justeringer af proceduren for behandlingen af bortfaldssager og reglerne om

klageadgang til Flygtningenævnet. Efter ministeriets opfattelse er det såle-

des uhensigtsmæssigt, at der efter gældende ret ikke er en frist for at klage

til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald på

samme måde, som der er for klager til Udlændingenævnet i sager vedrø-

rende afgørelse om bortfald af andre typer af opholdsgrundlag. Den mang-

lende klagefrist og det forhold, at klager tillægges opsættende virkning, kan

således bl.a. indebære, at en udlænding, der opholder sig i Danmark, vil

kunne spekulere i, hvornår det vil være mest opportunt at indgive en klage

med henblik på at kunne opholde sig i Danmark længst muligt.

Dertil kommer, at den manglende klagefrist kan give anledning til udfor-

dringer i forhold til Dublinsamarbejdet, da overførsler efter forordningen

forudsætter, at der er truffet en endelig afgørelse. At der ikke er nogen kla-

gefrist, kan således være til hinder for, at Danmark eller andre medlemssta-

ter vil kunne overføre en udlænding til den medlemsstat, der er ansvarlig

efter kriterierne i forordningen.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at udlændingelovens § 17, stk. 4, ændres således, at en op-

holdstilladelse, der er givet i medfør af §§ 7-8, fremover først vil bortfalde

efter § 17, stk. 1, når udlændingen frivilligt har taget bopæl eller et længe-

revarende ophold, jf. stk. 1, uden for EU. Det foreslås endvidere, at denne

undtagelse dog ikke finder anvendelse, hvis udlændingen har opnået beskyt-

telse uden for Danmark.

Ændringen af § 17, stk. 4, vil medføre, at det ikke længere vil være en be-

tingelse for bortfald af en opholdstilladelse efter §§ 7-8, stk. 1 og 2, at ud-

lændingen frivilligt har taget bopæl i hjemlandet eller opnået beskyttelse i

et tredjeland. Bortfaldsreglerne for flygtninge vil således i videre omfang

blive sidestillet med bortfaldsreglerne for andre udlændinge, for hvem en

opholdstilladelse som udgangspunkt bortfalder efter opgivelse af bopælen i

Danmark eller efter udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end

henholdsvis 6 eller 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens

§ 17, stk. 1.

Med det foreslåede 1. pkt. vil en flygtning dog fortsat kunne bevare sin op-

holdstilladelse, såfremt den pågældende ikke kan anses at have taget bopæl

uden for EU og ikke har opholdt sig uden for EU i de i stk. 1 nævnte tidsrum.

Det tilsigtes med disse betingelser at undgå, at lovændringen får en afskræk-

kende effekt på udlændinge, der ønsker at vende tilbage til deres hjemland,

samt at undgå situationer, hvor det vil kunne være uhensigtsmæssigt ikke at

tillade udlændingen at vende tilbage til Danmark. Det vil f.eks. kunne være

i et tilfælde, hvor en udlænding opgiver sin bopæl i Danmark med henblik

på at repatriere, men umiddelbart efter udrejsen ikke er i stand til at gen-

nemføre repatrieringen, f.eks. som følge af nye oplysninger om sikkerheds-

situationen i hjemlandet eller mulighederne for at opholde sig i et konkret

tredjeland. I en sådan situation vil den foreslåede ordning sikre, at opholds-

tilladelsen først bortfalder, når udlændingen er indrejst og har bosat sig i

hjemlandet eller et andet land uden for EU, og at udlændingen ikke bliver

tvunget til indrejse i et land, hvor den pågældende f.eks. frygter at blive ud-

sat for overgreb.

Derudover tilsigtes det at undgå, at en opholdstilladelse vil bortfalde efter §

17 i tilfælde, hvor

udlændingen ikke er udrejst af EU’s område,

forudsat at

pågældende ikke kan anses at have opnået beskyttelse i et andet land inden

for området.

Ved EU’s område forstås i denne

sammenhæng EU-landene og

andre lande, der er tilsluttet Dublinforordningen, jf. udlændingelovens § 29

Baggrunden herfor er, at det vil kunne give anledning til samarbejdsvanske-

ligheder med andre EU-lande, navnlig i lyset af Dublinsamarbejdet, hvis en

opholdstilladelse i sådan tilfælde ville bortfalde, og en anden medlemsstat

derfor vil være forhindret i at henvise udlændingen til at tage ophold i Dan-

mark. Som omtalt under pkt. 2.1.2 vil det i en sådan situation nødvendigvis

heller ikke være muligt at overføre den pågældende efter Dublinforordnin-

gen, da dette vil forudsætte, at der foreligger en endelig afgørelse fra Flygt-

ningenævnet om bortfald. Medlemsstaten vil således som konsekvens kunne

blive nødsaget til at afvente Flygtningenævnets stillingtagen eller blive an-

svarlig for en asylansøger, der allerede har fået behandlet sin sag i Danmark.

Desuden bemærkes, at i det tilfælde, at der skulle foreligge en endelig afgø-

relse om bortfald fra Flygtningenævnet, ville Danmark som følge af Dubl-

inforordningen alligevel være forpligtet til at tillade udlændingen indrejse

og i relevant omfang meddele en ny opholdstilladelse. Det ville således i

mindre omfang tjene noget formål at anse opholdstilladelsen for at være

bortfaldet, hvis udlændingen ikke er udrejst af EU.

For så vidt angår tilfælde, hvor en opholdstilladelse efter den foreslåede ord-

ning vil bortfalde som følge af, at udlændingen har taget bopæl i et land

uden for EU, bemærkes, at i modsætning til gældende udlændingelovs § 17,

stk. 4, vil det ikke længere være en betingelse, at det land, som udlændingen

bosætter sig i, er pågældendes hjemland eller et land, hvor den pågældende

har opnået beskyttelse. Derudover vil den foreslåede ordning indebære, at

udlændingens opholdstilladelse vil kunne bortfalde, hvis udlændingen har

opholdt sig uden for EU i de i stk. 1, 2. og 3. pkt. nævnte tidsrum, uanset om

udlændingen ikke kan anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark eller

at have taget bopæl i hjemlandet. Den foreslåede betingelse om opnåelse af

bopæl vil i modsætning til gældende udlændingelovs § 17, stk. 4, således få

særlig betydning i de tilfælde, hvor udlændingen ikke har opholdt sig uden

for landet i disse tidsrum, men har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. stk. 1,

1. pkt.

Vurderingen af, om udlændingen kan anses at have taget bopæl, vil efter den

foreslåede ordning være den samme som efter gældende udlændingelovs §

17, stk. 4. Det betyder, at bortfald efter den foreslåede bestemmelses 1. pkt.

vil være betinget af, at udlændingen er indrejst i et land uden for EU, og at

udlændingen i et vist omfang må anses at have etableret sig i det pågældende

land med henblik på et ophold af varig karakter. Det vil dog ikke i sig selv

være afgørende, hvor lang tid udlændingen har opholdt sig i det pågældende

land.

Den nærmere vurdering af, hvornår udlændingen kan anses at have taget

bopæl uden for EU, vil afhænge af en konkret vurdering, hvori udlændin-

gens handlinger, bevæggrunde samt varigheden af opholdet i det pågæl-

dende land vil kunne indgå. Der kan i øvrigt henvises til omtalen af gæl-

dende ret under pkt. 2.1.2.

For en udlænding, der opgiver sin bopæl i Danmark, men ikke tager tilbage

til sit hjemland, må det antages at kunne give anledning til særlige overve-

jelser, om udlændingen kan anses at have taget bopæl i et andet land end

hjemlandet.

I det tilfælde, at udlændingen er indrejst i et andet land end hjemlandet, vil

det således f.eks. kunne være relevant for vurderingen, om den pågældende

har opnået en opholdstilladelse, men det vil dog ikke i sig selv være afgø-

rende. Det bemærkes, at hvis en udlænding f.eks. opgiver sin bopæl og i en

kortere periode opholder sig ulovligt i et tredjeland, vil opholdstilladelsen

tilsvarende kunne bortfalde, hvis udlændingen efter en konkret vurdering

må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark og have bosat sig i det

pågældende tredjeland. At udlændingen har opnået en opholdstilladelse, vil

imidlertid kunne give en klar formodning for, at den pågældende efter ind-

rejsen har taget bopæl i det pågældende land. Dette gælder uanset varighe-

den af opholdstilladelsen, hvortil det bemærkes, at det ikke er en forudsæt-

ning for, at udlændingen kan anses at have taget bopæl i et land, at pågæl-

dende har haft et ophold i landet af længere varighed eller har haft hensigt

om et mere varigt ophold. Desuden vil det være uden betydning, om op-

holdstilladelsen i det pågældende land er udløbet, hvis det må lægges til

grund, at den pågældende forud herfor har taget bopæl i landet.

For så vidt angår tilfælde, hvor en opholdstilladelse efter den foreslåede ord-

ning vil bortfalde som følge af et ophold uden for EU i de i § 17, stk. 1, 2.

og 3. pkt., nævnte tidsrum, vil det som nævnt ikke være en betingelse, at

udlændingen kan anses at have taget bopæl uden for EU. Vurderingen heraf

vil i overensstemmelse med § 17, stk. 1, 2. og 3. pkt., således alene bygge

på objektive kriterier, og det vil som udgangspunkt være uden betydning,

hvad der er årsagen til, at udlændingen ikke er indrejst i Danmark på ny.

Den foreslåede ordning indebærer ingen ændringer af de generelle bort-

faldsregler i § 17, stk. 1 og 2, eller reglerne om fortrydelsesret efter § 17 a.

Det betyder bl.a., at der efter § 17, stk. 2, vil kunne ansøges om, at en op-

holdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, f.eks. i tilfælde, hvor udlæn-

dingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden for de i stk. 1

nævnte tidsrum, men er blevet forhindret på grund af sygdom eller uforud-

sete hindringer. Derudover vil en udlænding forsat kunne være omfattet af

reglerne om fortrydelsesret efter § 17 a, stk. 1 og 2.

Det følger af det foreslåede § 17, stk. 4, 2. pkt., at 1. pkt. ikke finder anven-

delse, hvis udlændingen har opnået beskyttelse uden for Danmark. Det be-

tyder, at en opholdstilladelse, uanset om betingelserne i 1. pkt. er opfyldt,

vil bortfalde, hvis udlændingen har opnået beskyttelse i et land uden for

Danmark. Den foreslåede ordning svarer således til gældende udlændinge-

lovs § 17, stk. 4, hvorefter en opholdstilladelse bortfalder efter stk. 1, hvis

udlændingen har opnået beskyttelse i et tredjeland. Det forudsættes således,

at vurderingen af, hvorvidt en udlænding har opnået beskyttelse i et land

uden for Danmark, skal foretages i overensstemmelse med gældende ret.

Det bemærkes, at det foreslåede 2. pkt. særligt tilsigter at få selvstændig

betydning i de tilfælde, hvor udlændingen har opnået beskyttelse i et andet

EU-land, og som derfor ikke vil være omfattet af 1. pkt.

Det foreslås endvidere, at der efter udlændingelovens § 17 a, indsættes en

ny § 17 b, hvorefter afgørelser, for udlændinge der opholder sig i Danmark,

om bortfald af en opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, stk. 1 og 2, tillige skal

indeholde en afgørelse om, hvorvidt udlændingen skal meddeles en ny op-

holdstilladelse efter § 7.

Det betyder, at såfremt udlændingemyndighederne vurderer, at en udlæn-

dings opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, stk. 1 og 2, er bortfaldet, og udlæn-

dingen opholder sig i Danmark, vil myndighederne efter bestemmelsen

skulle tage stilling til, om udlændingen opfylder betingelserne for at blive

meddelt en ny opholdstilladelse efter § 7.

Den foreslåede ordning skal særligt ses i lyset af flygtningekonventionens

rettigheder om bevarelse af flygtningestatus, der efter gældende ret bl.a. er

afspejlet i udlændingelovens § 17, stk. 4, som der med lovforslagets § 1, nr.

1, foreslås ændret. Proceduren har således særligt til formål at sikre, at bort-

faldsreglerne fortsat vil være forenelige med rettighederne efter flygtninge-

konventionen. Det bemærkes, at flygtningekonventionens artikel 1 C ud-

tømmende oplister de tilfælde, hvor flygtningestatus ophører, og at en kon-

ventionsflygtning, hvis opholdstilladelse er bortfaldet, således efter om-

stændighederne vil kunne påberåbe sig rettighederne efter flygtningekon-

ventionen, hvis pågældende på ny indrejser i Danmark.

Det bemærkes endvidere, at en flygtning i disse tilfælde ikke nødvendigvis

fortsat vil kunne anses at have et beskyttelsesbehov efter de almindelige kri-

terier i § 7, hvilket skal ses i lyset af, at der efter konventionen gælder sær-

lige regler om ophør af flygtningestatus, når først flygtningestatus er aner-

kendt. Der kan om forholdet til rettighederne efter flygtningekonventionen

i øvrigt henvises til pkt. 3.0.

Det forudsættes således med den foreslåede ordning, at der i forbindelse

med vurderingen af, om udlændingen kan meddeles en ny opholdstilladelse

efter § 7, i relevant omfang vil skulle tages stilling til, om udlændingen må

anses for at opfylde betingelserne efter flygtningekonventionen og herun-

der, om der foreligger en ophørsgrund efter flygtningekonventionens artikel

1 C. Det betyder, at en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændinge-

lovens § 7, stk. 1, er bortfaldet efter § 17, stk. 1 og 2, vil have mulighed for

at kunne blive meddelt en ny opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7,

stk. 1, hvis pågældende på ny opholder sig i Danmark. Meddelelse af en ny

opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, vil herved være betinget af, at den pågæl-

dende enten forsat kan anses at risikere forfølgelse af de i flygtningekon-

ventionen nævnte grunde, eller at der ikke foreligger én af flygtningekon-

ventionens ophørsgrunde.

Det bemærkes, at den foreslåede ordning ikke udvider mulighederne for at

bevare en opholdstilladelse i Danmark og alene tilsigter at få selvstændig

materiel betydning i de tilfælde, hvor en udlænding efter gældende ret vil

kunne bevare en opholdstilladelse i lyset af flygtningekonventionens artikel

1 C, stk. 4, jf. gældende udlændingelovs § 17, stk. 4. Ordningen vil således

alene have selvstændig materiel betydning for udlændinge, som er omfattet

af flygtningekonventionen, og som derfor har haft opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1.

Af hensyn til en ensartet procedure for behandlingen af bortfaldssager er

forslaget dog ikke afgrænset til at finde anvendelse for konventionsflygt-

ninge, og udlændinge med beskyttelsesstatus efter § 7, stk. 2, og midlertidig

beskyttelsesstatus efter § 7, stk. 3, samt kvoteflygtninge med opholdstilla-

delse efter § 8, stk. 2, vil således tilsvarende være omfattet af den foreslåede

procedure. For disse grupper vil den foreslåede ordning dog alene betyde,

at i det tilfælde, at udlændingen opholder sig i Danmark, vil der i forbindelse

med en bortfaldssag automatisk skulle tages stilling til, om pågældende kan

anses for at opfylde de gældende betingelser for at blive meddelt en opholds-

tilladelse efter § 7. I praksis foretages denne vurdering dog allerede i dag.

Det foreslås desuden at ændre reglerne om tilbagebetaling i repatrieringslo-

ven sådan, at kommunalbestyrelsen fremover også skal træffe beslutning om

tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering, hvis en udlændings op-

holdstilladelse ikke kan anses for bortfaldet eller ophørt efter udlændinge-

lovens § 17.

Med den foreslåede ændring rettes der op på den uhensigtsmæssighed, der

har været i de hidtil gældende regler, som betyder, at der i de formentlig få

tilfælde, hvor en udlændings opholdstilladelse ikke har kunnet anses for

bortfaldet efter udlændingelovens § 17, og udlændingen ikke har haft en

fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, ikke har været

hjemmel til at kræve udbetalt hjælp til repatriering tilbagebetalt.

Det kan ikke afvises, at der kan være sager, hvor der på denne baggrund

uberettiget er blevet truffet beslutning om tilbagebetaling, uanset at udlæn-

dingen ikke har haft en fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1

eller 2, men hvor opholdstilladelsen heller ikke har kunnet anses for bortfal-

det efter udlændingelovens § 17, og hvor der derfor ikke er hjemmel til at

kræve tilbagebetaling efter den nugældende § 9, stk. 1, 2. pkt.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vil derfor undersøge, om der bag-

udrettet er krævet tilbagebetaling af hjælp til repatriering i sager, hvor der

ikke har været hjemmel hertil, og i så fald sikre, at sådanne evt. tilbagebeta-

lingskrav bortfalder med tilbagevirkende krav. Det er Udlændinge- og Inte-

grationsministeriets vurdering, at der alene vil være ganske få sager, der kan

være omfattet heraf.

Med lovforslaget foreslås der derudover en ændring af udlændingelovens §

53 a, stk. 2, 6. pkt., hvormed det vil blive fastslået, at klager over afgørelser

om bortfald efter § 17 ikke har opsættende virkning, når udlændingen på

tidspunktet for klagen opholder sig i udlandet.

Forslaget skal ses i lyset af, at det fremgår af de gældende regler i udlæn-

dingelovens § 53 a, at en klage over en afgørelse om bortfald har opsættende

virkning, men det kan fremstå uklart, hvilken betydning dette har, hvis ud-

lændingen på tidspunktet for klagen opholder sig i udlandet, men ikke læn-

gere har en opholdstilladelse, idet den er bortfaldet automatisk (ex lege).

Reglerne kan således give det indtryk, at en klager vil kunne have ret til at

indrejse i Danmark på ny og eventuelt genindtræde i sine tidligere rettighe-

der, uanset hvor lang tid siden pågældende udrejste.

Forslaget indebærer, at det vil blive slået fast, at klager til Flygtningenævnet

over afgørelser om bortfald ikke har opsættende virkning i de tilfælde, hvor

klageren ikke opholder sig i Danmark. En sådan klage vil således ikke inde-

bære nogen ret i forhold til at opholde sig i Danmark under sagens behand-

ling.

Endelig foreslås det, at der for klager til Flygtningenævnet over

Udlændin-

gestyrelsens afgørelse om bortfald efter §§ 17 og 17 a

fastsættes en frist på

4 uger fra, at udlændingen har fået meddelelse om afgørelsen.

Den foreslåede ordning vil indebære, at klager, der indgives efter 4 uger, vil

skulle afvises, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Der er ved fastsættelsen af den foreslåede frist på 4 uger lagt vægt på, at

denne periode på den ene side må anses at give udlændingen rimelig tid til

at overveje, om Udlændingestyrelsens afgørelse bør påklages og eventuelt

søge bistand hertil. På den anden side vil en frist på 4 uger sikre, at der ikke

går unødigt lang tid før en sag om bortfald vil kunne anses for endeligt af-

sluttet. Der henvises herved i øvrigt særligt til de anførte hensyn til Dublin-

forordningens regler, jf. lovforslagets pkt. 2.1.2.

I vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder, der vil kunne

give anledning til dispensation, vil fristoverskridelsens længde, sandsynlig-

heden for, at Flygtningenævnet vil give klageren medhold samt årsagen til

fristoverskridelsen, som f.eks. alvorlig sygdom, der har medført, at udlæn-

dingen ikke har haft mulighed for at indgive en klage, eller at udlændingen

har været afskåret fra gængse kommunikationsmidler, kunne inddrages i

vurderingen. I det tilfælde, at udlændingen opholder sig i Danmark, vil der

normalt også kunne dispenseres for fristen, navnlig når Udlændingestyrel-

sen i forbindelse med bortfaldssagen har taget stilling til, om udlændingen

kan meddeles en ny opholdstilladelse efter § 7. Det bemærkes, at det i disse

tilfælde vil være unødigt ressourcekrævende, såfremt Udlændingestyrelsen

skulle oprette en ny asylsag for at starte forfra. Desuden bemærkes, at der i

disse tilfælde tilsvarende vil kunne dispenseres for fristen, hvis de ovenfor

nævnte rettigheder efter flygtningekonventionen tilsiger, at der meddeles en

ny opholdstilladelse. Der er ikke tale om en udtømmende opregning af for-

hold, der vil kunne indgå i vurderingen.

Det vil efter den foreslåede bestemmelse være Flygtningenævnets formand

eller den, formanden bemyndiger dertil, der vil kunne beslutte, om der skal

dispenseres fra en overskridelse af klagefristen.

Den foreslående ændring indebærer, at Flygtningenævnets formand eller

den, formanden bemyndiger dertil, efter en konkret vurdering vil kunne di-

spensere fra klagefristen på 4 uger, således at en klage, der ikke er indgivet

rettidigt, alligevel behandles af Flygtningenævnet.

Forslaget ændrer ikke på mulighederne for at opnå eller indgive ansøgning

om asyl. En udlænding, hvis opholdstilladelse er bortfaldet, men ikke har

klaget inden for fristen, vil således kunne indgive en ny ansøgning om asyl,

hvis pågældende opholder sig i Danmark. Som nævnt ovenfor vil det dog i

praksis kunne afhænge af de nærmere omstændigheder, om ansøgningen vil

skulle behandles som en ny ansøgning, en anmodning om genoptagelse eller

som en klage til Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsens afgørelse.

2.2. Straksudsendelse med deraf følgende afbrydelse af straffuldbyrdel-

sen

2.2.1. Gældende ret

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 75 a, stk. 1, at fuldbyrdelsen af en

fængselsstraf afbrydes, hvis Hjemrejsestyrelsen bestemmer, at en udlæn-

ding, som er idømt fængselsstraf i op til 4 måneder og udvist af landet,

eller som er idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af hjemrejse-

lovens § 12, stk. 2-4, eller § 13, stk. 2 eller 4, skal udsendes straks.

Inden det bestemmes, om udlændingen skal udsendes straks, vurderer

Hjemrejsestyrelsen, om hensynet til retshåndhævelsen eller andre særlige

omstændigheder taler for, at straffen ikke bør afbrydes efter stk. 1, jf. straf-

fuldbyrdelseslovens § 75 a, stk. 2.

Det fremgår af bemærkningerne til straffuldbyrdelseslovens § 75 a, stk. 2,

jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 203 som fremsat, side 240-241,

at hensynet til retshåndhævelsen eller andre særlige omstændigheder i

visse tilfælde vejer tungere end hensynet til en hurtig udsendelse. Bestem-

melsen skal sikre, at en udlænding ikke udsendes kort efter domfældelse i

sager, hvor hensynet til retshåndhævelsen er særligt tungtvejende, eller

hvor andre særlige omstændigheder gør, at udlændingen ikke bør udsendes

straks, dvs. før straffen er afsonet fuldt ud.

Hensynet til retshåndhævelsen indebærer, at en udlænding, der er dømt for

kvalificeret vold, seksualforbrydelser, forbrydelser som led i organiseret

kriminalitet eller bandekriminalitet eller andre forbrydelser, hvor der er

særligt tungtvejende hensyn til ofrene og deres pårørende, ikke skal kunne

straksudsendes som led i strafafbrydelse efter straffuldbyrdelseslovens §

75 a. Andre særlige omstændigheder kan navnlig være f.eks. forhold af

politimæssig eller retsforfølgningsmæssig karakter, herunder som i dag

hvis der verserer en straffesag mod pågældende, eller hvis pågældende skal

vidne i verserende straffesag, eller hvis der er særlige forhold om den på-

gældende udlænding, der bør tages i betragtning som f.eks. sikkerheds-

mæssige hensyn, herunder hvis den dømte (udlændingen) af politiet skøn-

nes at have tilknytning til en bandegruppering, eller forhold som led i ind-

satsen mod radikalisering og ekstremisme, og medfører ligeledes, at ud-

lændingen ikke skal udsendes.

Derudover fremgår det, at det er Hjemrejsestyrelsen, der efter relevant ind-

dragelse af f.eks. politiet og anklagemyndigheden vil skulle foretage vur-

deringen af, om hensynet til retshåndhævelsen eller andre særlige omstæn-

digheder taler for, at den dømte ikke bør udsendes. Hvis udlændingen er

idømt en fængselsstraf for kvalificeret vold, seksualforbrydelser, forbry-

delser som led i organiseret kriminalitet eller bandekriminalitet, bør den

pågældende som udgangspunkt ikke udsendes straks. Hjemrejsestyrelsen

skal i tilfælde, hvor det overvejes at udsende en udlænding, der er dømt

for en af de førnævnte kriminalitetstyper og i de øvrige tilfælde, foretage

en vurdering af, om hensynet til retshåndhævelsen eller andre særlige om-

stændigheder taler for, at udlændingen ikke bør udsendes, før der kan ske

prøveløsladelse efter de almindelige regler, eller straffen er afsonet fuldt

ud, herunder med bistand fra de relevante myndigheder som f.eks. politiet

og anklagemyndigheden.

Justitsministeren fastsætter efter forhandling med udlændinge- og integra-

tionsministeren nærmere regler om strafafbrydelse efter stk. 1 og 2 og om

genoptagelse eller iværksættelse af strafafsoning efter § 77, stk. 2, jf. straf-

fuldbyrdelseslovens § 75 a, stk. 3.

Bemyndigelsen til at fastsætte nærmere bestemmelser om rammerne for

strafafbrydelse er udmøntet i bekendtgørelse nr. 2709 af 22. december

2021 om straksudsendelse med deraf følgende strafafbrydelse. Bekendt-

gørelsen fastsætter regler om anvendelsesområde, afgørelsen om straksud-

sendelse med deraf følgende strafafbrydelse, tidspunktet for strafafbrydel-

sen, gennemførelse af straksudsendelse, iværksættelse eller genoptagelse

af straffuldbyrdelsen samt bestemmelser om administrativ klageadgang.

2.2.2. Justitsministeriets og Udlændinge- og Integrationsministe-

riets overvejelser

En udlænding, der opholder sig her i landet uden lovligt ophold, skal ud-

sendes, så snart muligheden herfor opstår. Det forhold, at en udlænding er

idømt og afsoner en fængselsstraf, ændrer efter regeringens opfattelse som

udgangspunkt ikke herved.

Det er en væsentlig målsætning i regeringens

udlændingepolitik at flest mulige udlændinge, som ikke har lovligt ophold i

Danmark, forlader landet så hurtigt som muligt.

Der findes i lovgivningen på hjemrejse- og udsendelsesområdet forskellige

redskaber, som understøtter indsatsen for, at flest mulige udlændinge, som

ikke har lovligt ophold i landet, udrejser eller udsendes. Blandt disse red-

skaber er muligheden for at gennemføre en straksudsendelse med deraf føl-

gende afbrydelse af straffuldbyrdelsen.

Det bemærkes i den forbindelse, at det er en forudsætning for strafafbry-

delse, at udsendelsen gennemføres som forudsat. Viser det sig ikke at være

muligt, genoptages straffuldbyrdelsen.

Det er Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriets vur-

dering, at muligheden for straksudsendelse med deraf følgende afbrydelse

af straffuldbyrdelsen er et virkningsfuldt og anvendeligt redskab, som i en

lang række konkrete sager har været med til at sikre, at en udvisningsdom

har kunnet effektueres, straks det har stået klart, at der var mulighed herfor.

Redskabet understøtter således regeringens målsætning om, at flest mulige

udlændinge, som ikke har lovligt ophold i landet, udsendes, og at en mu-

lighed for udsendelse ikke forspildes, mens udlændingen afsoner en idømt

fængselsstraf. Dertil kommer, at det ved straksudsendelse med deraf føl-

gende afbrydelse af straffuldbyrdelsen undgås, at udlændingen efter endt

afsoning skal tage ophold på et udrejsecenter.

Reglerne om straksudsendelse med deraf følgende afbrydelse af straffuld-

byrdelsen finder i dag blandt andet anvendelse i tilfælde, hvor udlændin-

gen er idømt ubetinget fængselsstraf i op til 4 måneder, og hvor det påhvi-

ler udlændingen at udrejse som følge af en udvisning. Det er i dag en be-

tingelse, at hensynet til retshåndhævelsen eller andre særlige omstændig-

heder ikke taler for, at straffen ikke bør afbrydes.

Ordningen om straksudsendelse med deraf følgende afbrydelse af straf-

fuldbyrdelsen er efter ministeriernes opfattelse velfungerende og effektiv.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for bestemmelsen i straffuld-

byrdelseslovens § 75 a, stk. 1, så det fremover vil være muligt at strafaf-

bryde ubetingede fængselsstraffe på op til 1 år.

Forslaget tilsigter ud over at hæve den øvre grænse for, hvornår der kan

ske strafafbrydelse, ingen ændringer af retstilstanden. Der skal derfor fort-

sat i alle sager foretages en konkret og individuel vurdering af, om hensy-

net til retshåndhævelsen eller andre særlige omstændigheder taler for, at

straffen ikke bør afbrydes.

Det er Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriets opfat-

telse, at hensynet til effektiv udsendelse i en række tilfælde som udgangs-

punkt skal veje tungere end hensynet til, at den pågældende udlænding skal

afsone fuldt ud, medmindre hensynet til retshåndhævelsen eller andre sær-

lige omstændigheder taler imod strafafbrydelse. Efter ministeriernes op-

fattelse gælder dette således også i de tilfælde, hvor en udlænding er idømt

en ubetinget fængselsstraf på op til 1 år. Det afgørende vil fortsat være, at

udsendelse af den udviste udlænding kan blive effektueret, når muligheden

herfor opstår. Det betyder således, at det vil være en forudsætning for straf-

afbrydelse, at udsendelsen gennemføres som forudsat. Kan udsendelsen

ikke gennemføres, genoptages straffuldbyrdelsen.

Den foreslåede ordning indebærer således, at der vil kunne ske straksud-

sendelse med deraf følgende afbrydelse af straffuldbyrdelsen, hvis Hjem-

rejsestyrelsen bestemmer, at en udlænding, som er idømt ubetinget fæng-

selsstraf i op til 1 år og udvist af landet, eller som er idømt ubetinget fæng-

selsstraf for overtrædelse af hjemrejselovens § 12, stk. 2-4, eller § 13, stk.

2 eller 4, skal udsendes straks, medmindre hensynet til retshåndhævelsen

eller andre særlige omstændigheder taler for, at straffen ikke bør afbrydes,

jf. straffuldbyrdelseslovens § 75 a, stk. 2.

3. Forholdet til internationale forpligtelser

Lovforslagets § 1, nr. 1, ændrer reglerne for, i hvilke tilfælde en flygtnings

opholdstilladelse bortfalder.

Det følger af flygtningekonventionens artikel 1 C, at konventionen ikke læn-

gere skal finde anvendelse på en person, såfremt den pågældende 1) på ny

frivilligt har søgt det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret, 2)

efter at have mistet sin statsborgerret frivilligt har generhvervet denne, 3)

har erhvervet en ny statsborgerret og nyder godt af det lands beskyttelse, i

hvilket han er blevet statsborger, 4) frivilligt på ny har bosat sig i det land,

som han har forladt, eller udenfor hvilket han er forblevet af frygt for for-

følgelse, 5) ikke længere kan afslå at søge det lands beskyttelse, i hvilket

han har statsborgerret, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke han er blevet

anerkendt som flygtning, er bortfaldet eller 6) uden at være i besiddelse af

nogen statsborgerret er i stand til at vende tilbage til det land, i hvilket han

tidligere har haft fast bopæl, fordi de forhold, som førte til, at han er blevet

anerkendt som flygtning, ikke længere er til stede.

Ophørsbestemmelserne er udtømmende opregnet og fortolkes restriktivt, og

ingen andre grunde kan anføres analogt som årsag til at tilbagekalde flygt-

ningestatus.

Det følger af flygtningekonventionens artikel 28, stk. 1, at de kontraherende

stater skal udstede rejsedokumenter til flygtninge, der lovligt bor inden for

deres område, til brug for rejse uden for deres område, medmindre tvingende

hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger andet.

På sådanne dokumenter skal bestemmelserne i tillægget til flygtningekon-

ventionen finde anvendelse. De kontraherende stater kan udstede et rejsedo-

kument til enhver flygtning inden for deres område og skal navnlig velvilligt

overveje muligheden for at udstede et rejsedokument til flygtningen inden

for deres område, som ikke er i stand til at opnå et rejsedokument fra det

land, i hvilket de lovligt er bosat.

Det fremgår af artikel 13, nr. 1, i tillægget til flygtningekonventionen, at

enhver kontraherende stat forpligter sig til at lade indehaveren af et af den i

henhold til konventionens artikel 28 udstedt rejsedokument genindrejse i

dens område på et hvilket som helst tidspunkt inden for dokumentets gyl-

dighedstid.

Lovforslagets § 1, nr. 1 vil indebære, at en flygtnings opholdstilladelse i

Danmark som udgangspunkt vil bortfalde, såfremt betingelserne i udlæn-

dingelovens § 17, stk. 1, er opfyldt. I modsætning til gældende ret betyder

dette, at en flygtnings opholdstilladelse vil kunne bortfalde, uanset at ud-

lændingen ikke frivilligt har taget bopæl i hjemlandet, og der således ikke

foreligger en ophørsgrund i overensstemmelse med flygtningekonventio-

nens artikel 1 C, stk. 4.

Det vurderes, at den foreslåede ordning vil være forenelig med Danmarks

internationale forpligtelser. Der er i vurderingen heraf bl.a. lagt vægt på, at

uanset, at der ikke foreligger en ophørsgrund i overensstemmelse med flygt-

ningekonventionens artikel 1 C, kan det ikke anses at være formålet med

ophørsgrundene, at en flygtning skal kunne opholde sig uden for et land,

hvor pågældende er blevet anerkendt som flygtning, i en ubegrænset periode

og samtidig bevare sin opholdstilladelse i det pågældende land. Flygtninge-

konventionens artikel 1 C kan således ikke anses at indeholde nogen ret til

at bevare en opholdstilladelse for en flygtning, der har valgt ikke længere at

opholde sig i Danmark.

Der er endvidere lagt vægt på, at det som det klare udgangspunkt er en for-

udsætning for at kunne beråbe sig flygtningekonventionens rettigheder over

for et givent land, at flygtningen opholder sig i det pågældende land. De

kontraherende stater er imidlertid i et vist omfang forpligtet til at indrømme

flygtninge rejselegitimation og mulighed for at rejse ud og ind af landet efter

flygtningekonventionens artikel 28 og artikel 13 i tillægget til flygtninge-

konventionen. Det sikres således med disse regler visse rammer for, i hvilke

tilfælde en kontraherende stat kan afskære en udlænding for på ny at tage

ophold i staten.

Der skal i denne forbindelse henvises til, at den foreslåede ordning ikke æn-

drer på reglerne for flygtninges adgang til rejselegitimation og anvendelsen

heraf til at rejse ud og ind i landet. Det bemærkes, at i lyset af flygtninge-

konventionens rettigheder inddrager eller spærrer Udlændingestyrelsen ef-

ter gældende praksis ikke konventionspas, som er gyldige, selvom udlæn-

dingen måtte tage ophold i et andet land.

Der er endelig lagt vægt på, at det med den foreslåede ordning sikres, at en

flygtning, hvis opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, er bortfaldet, vil kunne

meddeles en ny opholdstilladelse i Danmark, hvis den pågældende har be-

varet sin status som flygtning efter flygtningekonventionen.

Det må antages, at en konventionsflytning, der har taget varigt ophold i et

land, der ikke har tiltrådt eller respekterer rettighederne efter flygtningekon-

ventionen, på sigt vil kunne komme i risiko for at blive refouleret til sit

hjemland af det pågældende lands myndigheder, og at den foreslåede ord-

ning vil kunne indebære, at den pågældende i en sådan situation ikke vil

have nogen ret til at kunne rejse til Danmark. Det er imidlertid Udlændinge

og Integrationsministeriets opfattelse, at Danmark i en sådan situation ikke

vil være ansvarlig for udlændingens valg om at bosætte sig i det pågældende

land eller det pågældende lands handlinger. Det skal i øvrigt bemærkes, at

efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse adskiller denne si-

tuation sig ikke væsentligt fra et tilfælde, hvor en udlændings opholdstilla-

delse efter gældende regler bortfalder som følge af ophold i hjemlandet,

selvom udlændingen fortsat risikerer forfølgelse eller efterfølgende på ny

kommer i risiko for forfølgelse.

4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Lovforslagets § 3 om udvidelse af adgangen til strafafbrydelse med henblik

på straksudsendelse forventes at medføre en mindre besparelse i kriminal-

forsorgen, da den foreslåede ændring vil medføre, at det vil være muligt at

strafafbryde ubetingede fængselsstraffe på op til 1 år for udvisningsdømte

med henblik på straksudsendelse. Den foreslåede ændring vil dermed med-

føre en mindre frigivelse af kapacitet i kriminalforsorgen.

Derudover forventes lovforslagets § 3 at medføre begrænsede merudgifter

for politiet og anklagemyndigheden. Lovforslagets § 3 forventes på denne

baggrund samlet set at være udgiftsneutralt for myndighederne på Justitsmi-

nisteriets område.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

[Under udarbejdelse]

5. Administrative konsekvenser for borgerne

[Under udarbejdelse]

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Miljø- og naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Ikke relevant.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den … til den … (… dage) været

sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

…

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreud-

Negative konsekvenser/merudgif-

gifter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej, ter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej,

anfør »Ingen«)

Økonomiske

Lovforslagets § 2 forventes at medføre Lovforslagets § 2 forventes at med-

konsekvenser for en mindre besparelse for kriminalfor- føre begrænsede merudgifter for po-

litiet og anklagemyndigheden.

stat, kommuner sorgen.

og regioner

Implemente-

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

konsekvenser

for erhvervslivet

m.v.

Administrative

konsekvenser

for erhvervslivet

m.v.

Administrative

konsekvenser

for borgerne

Klimamæssige

konsekvenser

Miljø- og natur-

mæssige konse-

kvenser

Forholdet til

EU-retten

Er i strid med de

fem principper

(Beskriv forholdet til EU-retten/anfør »Lovforslaget indeholder ingen EU-

retlige aspekter.«)

Nej

for implemente-

ring af erhvervs-

rettet EU-regule-

ring (der i rele-

vant omfang

også gælder ved

implementering

af ikke-erhvervs-

rettet EU-regule-

ring) (sæt X)

[X]

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det fremgår af udlændingelovens § 17, stk. 1, at en opholdstilladelse bort-

falder, når udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder

endvidere, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på

hinanden følgende måneder. Er udlændingen meddelt opholdstilladelse med

mulighed for varigt ophold, og har udlændingen lovligt boet mere end 2 år

her i landet, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har

opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. I

de nævnte tidsrum medregnes ikke fravær på grund af værnepligt eller tje-

neste, der træder i stedet herfor.

Efter udlændingelovens § 17, stk. 4, ophører en opholdstilladelse, der er gi-

vet efter udlændingelovens §§ 7-8, først efter stk. 1, når udlændingen frivil-

ligt har taget bopæl i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tredjeland.

Det foreslås, at udlændingelovens

§ 17, stk. 4,

ændres således, at en opholds-

tilladelse, der er givet i medfør af §§ 7-8, fremover først vil bortfalde efter

§ 17, stk. 1, når udlændingen frivilligt har taget bopæl eller et længereva-

rende ophold, jf. stk. 1, uden for EU. Det foreslås endvidere, at denne und-

tagelse dog ikke finder anvendelse, hvis udlændingen har opnået beskyttelse

uden for Danmark.