Det Udenrigspolitiske Nævn 2024-25
UPN Alm.del Bilag 94
Offentligt
2973523_0001.png
Talepunkt til brug for udenrigsministeren ved besvarelse af samrådsspørgsmål E
den 29. januar 2025.
Tak for ordet og for samrådsspørgsmålet.
Regeringen ser med stor alvor på den katastrofale humanitære
situation i Gaza. De rapporter, vi har fået om forholdene på jorden,
giver i den grad anledning til bekymring og understreger situationens
alvor.
Derfor er det også meget glædeligt med våbenhvileaftalen, der
indeholder klare betingelser for forbedring af den humanitære
situation. Alene i våbenhvilens første fire dage kom over 2.400 lastbiler
ind i Gaza, og siden i søndags har et stort antal civile krydset Netzarim-
korridoren til det nordlige Gaza. Det er noget vi fra dansk – og EU’s side
– har presset på for længe. Stadigvæk må vi også konstatere, at der
fortsat er et enormt stort behov for nødhjælp i Gaza, hvor meget af
infrastrukturen også er ødelagt.
-oOo-
I forhold til det konkrete samrådsspørgsmål noterer jeg mig, at den FN-
komité, der undersøger forholdene for menneskerettigheder i de
besatte områder, i en rapport har konkluderet, at Israels adfærd i Gaza
er konsistent med kendetegnene for folkedrab.
1/5
UPN, Alm.del - 2024-25 - Bilag 94: Svar på spørgsmål vedr. krigsforbrydelser i Gaza
Samme argumentation er også blevet fremført af Amnesty
International, hvilket vi også drøftede forbindelse med et §20-
spørgsmål fra Enhedslisten før jul.
Fra regeringens side er vi grundlæggende tilbageholdende med at
fastslå, at den ene eller anden handling under en væbnet konflikt udgør
en krænkelse af folkeretten. Spørgsmålet om, hvorvidt der er begået
folkedrab eller ej, er i sidste ende op til en domstol at vurdere. I
øjeblikket verserer der som bekendt en sag anlagt af Sydafrika ved Den
Internationale Domstol (ICJ) om, hvorvidt Israel har forbrudt sig mod
sine forpligtelser under FN’s folkedrabskonvention.
Fra dansk side har vi været tydelige omkring vores støtte til ICJ som FN’s
primære juridiske organ, og den centrale rolle domstolen spiller i den
regelbaserede verdensorden. Og nu skal vi lade den uafhængige
domstol udføre sit arbejde fremfor at drage forhastede konklusioner.
-oOo-
Tallene fra Højkommissæren for Menneskerettigheders seneste
rapport om, at næsten 70 procent af de dræbte i Gaza er kvinder og
børn, som også fremgår af samrådsspørgsmålet, vidner om den meget
tragiske situation. Og tallene understreger det presserende behov for
beskyttelse af civile.
2/5
UPN, Alm.del - 2024-25 - Bilag 94: Svar på spørgsmål vedr. krigsforbrydelser i Gaza
Det er også noget, som vi fra dansk side har insisteret på helt fra starten
af konflikten; Israel skal selvfølgelig overholde den humanitære folkeret
og beskytte civile. Det har vi løbende taget op i vores dialog med Israel.
-oOo-
Og så har vi fra regeringens side haft stor fokus på at afhjælpe den
katastrofale humanitære situation i Gaza. Det gælder både i FN, i EU og
ikke mindst i vores bilaterale dialog, hvor jeg selv personligt blandt
andet har rejst vores bekymring over den humanitære situation over
for både den nuværende og tidligere israelske udenrigsminister. Senest
under mit besøg i Israel for få uger siden.
Parallelt hermed har regeringen ad flere omgange ydet ekstraordinære
humanitære bidrag for at imødekomme befolkningen i Gazas akutte
behov for livredende hjælp. I forbindelse med nyheden om våbenhvilen
afsatte regeringen derfor yderligere 75 mio. kr. til livreddende indsatser
og tidlig genopbygning, når det bliver muligt. Det bringer Danmarks
samlede humanitære bistand til Palæstina-krisen op på ca. 775 mio. kr.
siden 2023. Regeringen vurderer løbende behovet for nye humanitære
bidrag.
3/5
UPN, Alm.del - 2024-25 - Bilag 94: Svar på spørgsmål vedr. krigsforbrydelser i Gaza
2973523_0004.png
Den alvorlige udvikling i Israel og Palæstina har også – som bekendt –
betydet, at Udenrigsministeriet i marts måned sidste år skærpede
tilgangen for eksport af militært udstyr og dual-use produkter til Israel.
Det betyder, at vi er gået fra en allerede restriktiv tilgang til en meget
restriktiv tilgang i vurderingen af konkrete sager.
-oOo-
Det er som sagt indledningsvist utvivlsomt positivt, at vi nu har en
våbenhvile. Som jeg også sagde i salen tidligere i dag, vil vi fra dansk
side både bilateralt, gennem EU og fra vores plads i FN’s Sikkerhedsråd
arbejde for at understøtte fuld implementering af den nuværende
aftale, så vi forhåbentlig kan bevæge os mod en varig fred. På længere
sigt håber jeg, at aftalen kan bane vejen for en to-statsløsning med en
israelsk og en palæstinensisk stat, der lever side om side i fredelig
sameksistens. Det er den eneste holdbare løsning.
Derfor engagerer vi os også fra regeringens side aktivt i, hvordan vi kan
bidrage til at komme tættere på en to-statsløsning. Under min
rundrejse i regionen drøftede jeg også spørgsmålet med regionale
partnere og aktører på begge sider af konflikten. Derudover deltager vi
fra dansk side i den ’Globale Alliance for Implementering af To-
statsløsningen’, hvor omkring 90 af verdens lande arbejder for at
identificere mulige veje til fred. Det viser den brede internationale
støtte til en to-statsløsning, hvilket er positivt.
4/5
UPN, Alm.del - 2024-25 - Bilag 94: Svar på spørgsmål vedr. krigsforbrydelser i Gaza
Derudover er vi fra dansk side gået forrest i EU for at fremme EU’s støtte
til reform og kapacitetsopbygning af Det Palæstinensiske Selvstyre. Det
gør vi fordi, et demokratisk, effektivt og legitimt Selvstyre er en
forudsætning for en to-statsløsning. Og så Selvstyret kan få kapaciteten
til også at udøve myndighed i Gaza og dermed sikre, at
terrororganisationen Hamas ikke igen kan få fodfæste.
-oOo-
Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at regeringen vil fastholde den
aktive tilgang for at afhjælpe den katastrofale humanitære situation i
Gaza og fremme en varig fred i form af en to-statsløsning. Det vil vi gøre
både bilateralt, gennem EU og ikke mindst i kraft af vores plads i FN’s
Sikkerhedsråd.
Tak for ordet.
5/5