1
Foretræde for sundhedsudvalget
To nye rapporter fra DCE på Århus universitet, fra april og oktober 2024, viser meget høje forekomster af
støj-og luftforurening på Amager. I lyset af den gennemførte ’lov om rammerne for udvikling af Københavns
lufthavn, Kastrup’ fra november 2023, er vi mange borgere på Amager der er bekymrede for både det
nuværende niveau af støj-og luftforurening, samt udsigten til en øgning af disse i fremtiden.
Københavns lufthavn er en af de mest bynære lufthavne i Europa, og er i de seneste år vokset til
Nordeuropas største hub for både passager-, transit-og fragtfly, på trods af dens meget tætte placering på
beboelse og bymidte. Vi mener der er brug for en større regulering af lufthavnens drift og mener, at
miljøministeriet, trafikministeriet og sundhedsministeriet har en forpligtelse til at sikre lovgivning, der
beskytter de lokale borgere mod støj-og luftforurening.
I den forbindelse vil vi som borgergruppe gerne anmode om foretræde for sundhedsudvalget.
Vi håber at få mulighed for, fra et borgerperspektiv, at fortælle om konsekvenserne af lufthavnens øgede
drift. Vi vil bl.a. uddybe nedenstående:
•
Lufthavnens årlige brændstofforbrug er over 90.000.000 kg dieselfuel (starter og landinger) som
forurener luften over Amager, og bidrager til høj støj-og lugtforurening, der med den planlagte
udvidelse kun vil blive større.
Siden juni 2021 er antallet af klager over både støj-og lugtgener vokset markant i takt med
lufthavnens øgede drift. Via den borgerdrevne app, ’CPH miljømåler’, er der modtaget 48.625
støjklager og 14.135 lugtklager som er registreret og for en stor dels vedkommende videresendt til
både CPH og miljøstyrelsen. Denne borgerdrevne data tydeliggør, hvor mange borgere der døgnet
rundt oplever lufthavnen som en stor gene, med forstyrret nattesøvn, stress, luftvejssymptomer,
astma, hovedpine m.m. som resultat.
I andre europæiske lande ses en øget regulering af lufthavnes drift, fx i form af forbud mod
natflyvninger og loft over antal flyvninger i døgnet af hensyn til lokalbefolkningen og den stigende
bevidsthed om helbredseffekterne ved luftfarts-emission. I Københavns lufthavn reklamerer de
derimod for ubegrænset drift døgnet rundt, og har gjort sig til aftager af andre lufthavnes afviste
fragt-, transit-og natflyvninger. Den lempelige lovgivning på området tillader at lufthavnen
udelukkende kan fokusere på kommerciel vækst, uden hensyntagen til deres sårbare geografiske
placering tæt på beboelse.
Den nyeste undersøgelse fra DCE, Århus universitet påviser meget høje forekomster af ultrafine
partikler og støjforurening ved en række børneinstitutioner i Tårnby kommune. Den af
miljøministeriet igangsatte undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse skal udføre over de næste to
år, har i sit design kun fokus på helbredseffekterne hos voksne over 40 år. Vi ser et stort behov for at
helbredseffekterne hos børn og unge også inddrages i undersøgelsen, som man har set i fx
undersøgelser fra Shiphol lufthavn i Amsterdam.
•
•
•
Som borgergruppe på over 2000 medlemmer arbejder vi for en øget regulering af lufthavnen på
følgende områder:
•
•
•
•
•
Loft over antal fly i døgnet.
Stop for natteflyvninger.
Flyenes standpladser skal flyttes væk fra tætbefolkede boligområder.
Krav om mindre forurenende brændstoffer (lavaromatiske brændstoffer).
Begrænsning af fragt-og transitflyvning.