TRU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 60: Orientering om afgivelse af indlæg i udtalelsessag A-1/24 ved EU-Domstolen, om kompetence til indgåelse af lufttransportaftalen med Sultanatet Oman, fra transportministeren

Transportudvalget 2024-25
TRU Alm.del Bilag 60
Offentligt

Transportministeriets Logo

NOTAT

27. november 2024

2024-4028

Notat til Folketingets Europaudvalg og Folke-

tingets Transportudvalg vedrørende afgivelse

af indlæg i udtalelsessagen for EU-Domsto-

len, A-1/24, om kompetence til indgåelse af

lufttransportaftalen med Sultanatet Oman

1. Indledning

Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 218, stk. 11, i

Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) an-

modet EU-Domstolen om en udtalelse om, hvorvidt EU har ene-

kompetence til at indgå en lufttransportaftale med Sultanatet

Oman

(herefter ”Oman”)

på den ene side og Unionen og dens med-

lemsstater på den anden side.

Sagen rejser dermed det principielle spørgsmål, om EU har erhver-

vet enekompetence til at indgå lufttransportaftaler med tredje-

lande, eller om kompetencen hertil fortsat er delt med medlems-

staterne.

2. Sagens faktiske omstændigheder og juridiske

problemstillinger

Reglerne om fordeling af kompetence mellem EU og medlemssta-

terne fremgår af TEUF afsnit I. Artikel 3 fastlægger de områder,

hvor EU er enekompetent, mens artikel 4 fastlægger de områder,

hvor kompetencen er delt mellem EU og medlemsstaterne. For så

vidt angår indgåelse af internationale aftaler følger det af TEUF ar-

tikel 3, stk. 2, at EU’s

enekompetence både kan fremgå eksplicit af

en EU-retsakt, og implicit hvis enekompetence er nødvendig for at

give EU mulighed for at udøve sin kompetence på internt plan, el-

ler for så vidt den kan berøre fælles regler eller ændre deres række-

vidde.

På lufttransportområdet har spørgsmålet om, hvorvidt EU har ene-

kompetence til at indgå luftfartsaftaler med tredjelande længe

TRU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 60: Orientering om afgivelse af indlæg i udtalelsessag A-1/24 ved EU-Domstolen, om kompetence til indgåelse af lufttransportaftalen med Sultanatet Oman, fra transportministeren

Side 2/3

været genstand for uenighed mellem Kommissionen og medlems-

staterne.

Uenigheden mellem Kommissionen og medlemsstaterne om kom-

petencefordelingen på lufttransportområdet førte i slutningen af

halvfemserne til, at Kommissionen anlagde traktatbrudssager mod

en række medlemsstater, deriblandt Danmark, ved EU-Domstolen

med påstand om, at medlemsstaterne ikke havde kompetence til at

indgå bilaterale luftfartsaftaler med USA. I de efterfølgende

domme i sagerne -

de såkaldte ”Open Skies-domme”

- fastslog EU-

Domstolen, at kompetencen til at indgå aftaler med tredjelande på

lufttransportområdet er delt mellem EU og medlemsstaterne.

Domstolens domme indebar således, at medlemsstaterne fortsat

selvstændigt kunne forhandle og indgå bilaterale luftfartsaftaler

med tredjelande. I kølvandet på Open Skies-dommene udviklede

man i EU en praksis på luftfartsområdet for, at Rådet

og medlems-

landene repræsenteret i Rådet

kunne bemyndige Kommissionen et

konkret mandat til at forhandle en luftfartsaftale på vegne af EU og

dets medlemslande med udvalgte tredjelande.

Hvad angår aftalen med Oman bemyndigede Rådet og medlems-

landene repræsenteret i Rådet i 2018 således med vedtagelsen af to

særskilte afgørelser

Kommissionen til at indlede forhandlinger

med Oman. Den ene afgørelse bemyndigede Kommissionen til at

føre forhandlinger med Oman om spørgsmål, som henhører under

EU's enekompetence, såsom konkurrence, statsstøtte, luftfartssik-

kerhed, ejerskab og kontrol,

mens den anden afgørelse bemyndi-

gede Kommissionen til at føre forhandlinger om spørgsmål, som

ikke henhører under EU's enekompetence, navnlig trafikrettighe-

derne. Trafikrettigheder fastslår retten til markedsadgang og speci-

ficerer således, hvilke destinationer der må flyves til og fra mellem

aftaleparterne, hvor ofte der flyves, og hvad der må transporteres

på en bestemt rute.

Se for Danmarks vedkommende Domstolens Dom af

5. november 2002 i sag C-467/98,

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Danmark,

EU:C:2002:625.

Rådets afgørelse om bemyndigelse af Kommissionen til at indlede forhandlinger om en

omfattende lufttransportaftale mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater

og Sultanatet Oman for så vidt angår spørgsmål, der henhører under Unionens enekom-

petence, dokument ref. nr. 11258/18, og afgørelse truffet af repræsentanterne for med-

lemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om bemyndigelse af Europa-Kommissionen

til på medlemsstaternes vegne at føre forhandlinger om bestemmelserne i en omfat-

tende lufttransportaftale mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og Sul-

tanatet Oman for så vidt angår spørgsmål, der ikke henhører under Unionens enekom-

petence, dokument ref. nr. 11273/18.

Side 3/3

Forhandlingerne med Oman blev afsluttet den 7. juni 2020, og tek-

sten til aftalen paraferet af parterne den 1. december 2021, men

Kommissionen har endnu ikke forelagt Rådet et forslag om under-

tegnelse af aftalen, fordi Kommissionen forinden ønsker fastslået,

at EU har enekompetence til at indgå den pågældende aftale.

3. Regeringens interesse og synspunkter i sagen

Regeringen afgiver indlæg i sagen, da spørgsmålet om kompetence

har afgørende betydning for medlemsstaternes fremtidige mulig-

hed for at indgå luftfartsaftaler med tredjelande samt for luftfarts-

området i sin helhed.

Hvis Domstolen vurderer, at EU har enekompetence til at indgå af-

talen med Oman, vil dette således indebære, at det fremadrettet

alene vil være EU, som er kompetent til at indgå luftfartsaftaler

med tredjelande. Dermed vil medlemsstaterne være afskåret fra

selv at forhandle og indgå luftfartsaftaler med tredjelande. Civil

luftfart mellem Danmark og tredjelande vil i så fald fremadrettet

skulle reguleres af Unionens interesser frem for nationale interes-

ser.

Kommissionen har i sin anmodning om udtalelse fremhævet, at

luftfartsområdet i meget høj grad er reguleret af EU-retsakter, som

bl.a. vedrører det indre marked på luftfartsområdet, safety, secu-

rity, luftfartstjenester, passagerrettigheder mv., mens medlemssta-

terne hidtil har fastholdt, at retten til at forhandle luftfartsaftaler

med tredjelande om trafikrettigheder er et nationalt anliggende.

I et dansk indlæg vil der således blive argumenteret for, at enekom-

petence til at indgå aftaler med tredjelande på luftfartsområdet

hverken er nødvendig for, at EU kan udøve sin kompetence på in-

ternt plan, eller for så vidt den kan berøre fælles regler eller ændre

deres rækkevidde, jf. TEUF artikel 3, stk. 2. I forlængelse heraf vil

der blive henvist til, at uanset at EU har udnyttet sin kompetence

til at vedtage regler, som skal iagttages i forbindelse med udøvelsen

af trafikrettigheder i EU, herunder med virkning for tredjelande,

som opererer i EU, medfører dette ikke, at EU samtidig er kompe-

tent til at fastsætte regler om markedsadgang til lufttransport mel-

lem EU og tredjelande, dvs. tildeling af trafikrettigheder.

I et dansk indlæg vil der endvidere blive argumenteret for, at Dom-

stolens domme i ”Open Skies-sagerne” og senere praksis

bekræfter,

at kompetencen på luftfartsområdet er delt mellem EU og med-

lemsstaterne. Den regulering på luftfartsområdet, som er vedtaget

efter denne praksis, ændrer ikke herved.