Transportudvalget 2024-25
TRU Alm.del Bilag 3
Offentligt
København d. 2. oktober 2024
Til medlemmer af Folketingets Transportudvalg
Vi er, som medlemmer af det statslige Cykelråd og som aktører på cykelområdet, blevet orienteret
om udarbejdelse af en ny national cykelstrategi samt involveret i drøftelse om strategiens
indsatsområder.
På det seneste møde den 19. september blev det tydeligt for os, at der lægges op til, at
cykelstrategien primært skal prioritere hvilke indsatsområder, der kan danne grundlag for
udmøntning af den nationale cykelpulje. Med andre ord lægges der primært op til
cykelpuljeudmøntningsstrategi og ikke en overordnet cykelstrategi med et bredt sigte, der skal styrke
Danmark som cykelland på både kort og lang sigt.
Det er i vores optik uhensigtsmæssigt, hvis selve strategien ikke adskilles fra udmøntningsgrundlaget
for cykelpuljen. Vi anbefaler derfor, at cykelstrategien bliver en langsigtet plan med en ambitiøs
vision og politisk fastsatte mål for udviklingen af cykeltrafikken i Danmark. Den skal være
rammesættende for beslutninger på tværs af ministerielle ressortområder og derfor både forholde
sig til rammebetingelser, forankring, organisering og koordinering samtidig med, at den peger på
centrale indsatsområder og målgrupper.
Den nationale cykelpulje er et meget vigtigt indsatsområde, men vi anbefaler at den konkrete
udmøntning behandles selvstændigt. Udmøntningsgrundlaget bør til enhver tid tage udgangspunkt i
den langsigtede cykelstrategis overordnede mål og bidrage til at konkretisere specifikke indsatser.
Beslutningen om udarbejdelse af en ny strategi kom året efter, at 31 organisationer og den dengang
siddende Transportminister i juni 2022 underskrev en fælles deklaration om at ville arbejde for en 20
pct. stigning i cykeltrafikken inden 2030. Dette er et konkret eksempel på et mål, som kunne samle
mange involverede aktører – og et middel til at sætte fokus på cyklen på tværs af sektorer.
Med denne henvendelse sender vi en opfordring til at gribe chancen for at sætte en ny retning for
cykellandet Danmark med en ambitiøs national cykelstrategi. Vi ser frem til at bidrage konstruktivt i
det videre arbejde.
Med venlig hilsen
Emil Maj Christensen, Cyklistforbundet
Lise Bjørg Pedersen, DI Transport
René Nielsen, Dansk Metal
Lotte Holten, Danske Regioner
Signe Helledi, Supercykelstisamarbejdet i hovedstadsregionen
Lone Andersen, Det Kommunale Cykelfagråd
Mogens Kirkeby, DGI
Anders Fjendbo Jensen, DTU
Jasper Schipperijn, SDU
TRU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 3: Henvendelse af 2/10-24 vedrørende den kommende cykelstrategi, fra Det statslige Cykelråd
Giulio Bianchi Piccinini, AAU
Hans Skov-Petersen, KU
Michael Szell, ITU
Jesper Pørksen, Dansk Cykelturisme
Kristian Jager Nykrog, Friluftsrådet
Marianne Weinreich, Cykelambassaden