Transportudvalget 2024-25
TRU Alm.del Bilag 13
Offentligt
2919829_0001.png
Forslag om støtte til samkørsel som del af kollektiv transport i landdistriktskommuner
10. oktober 2024
Kære transportminister, minister for byer og landdistrikter og transportordførere
I forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger samt forhandlingerne om regeringens
landdistriktsudspil,
Sammenhæng og balance
ønsker vi, at der sættes fokus på behovet for samkørsel, og at
der etableres en pulje til at udbrede mulighederne for samkørsel i landdistrikterne.
I udspillet slås det fast, at: ”Det er et vilkår, at der er længere mellem husene på landet. Derfor er
transportmuligheder en afgørende del af det gode liv på landet. Det gælder ikke mindst for unge under
uddannelse eller med lærepladser langt fra hjemmet”.
Vi sætter pris på, at udspillet indeholder finansiering til to forslag fra ekspertudvalget om kollektiv mobilitet i
hele Danmark, hhv. bus på bestilling og frivilligbusser.
Dog ser vi det som væsentligt og nødvendigt også at inkludere udvalgets forslag om
samkørsel integreret
med kollektiv transport.
Landdistriktskommuner og regionerne har gennem de seneste fem år investereret i pilotprojekter med
samkørsel. Resultaterne viser, at særligt unge mennesker under uddannelser får gavn af dette tilbud, og at det
er meget efterspurgt. Data tyder også på, at flere begynder at bruge den øvrige kollektive transport, når
samkørsel er en del af mobilitetstilbuddet i landdistrikterne.
Udfordringen er dog, at særligt landdistriktskommuner med vigende befolkningstal har meget svært ved at
investere i nye, attraktive mobilitetstilbud som samkørsel, når de er fanget i en ond spiral med årlige og akutte
forringelser i trafikbetjeningen. Der er stor opbakning til samkørsel fra kommunerne og regionerne.
Vi foreslår derfor, at Folketingets partier etablerer en
pulje på 30 mio. kr.
til samkørsel integreret med kollektiv
transport. Dette i tillæg til de puljer på i alt 70 mio. kr. i landdistriktsudspillet, som er sat af til hhv. bus på
bestilling og frivilligbusser.
De ekstra 30 mio. kr. kan f.eks. finansieres af den pulje på 100 mio. kr., som allerede er øremærket til kollektiv
transport i landdistrikter på finansloven i 2024.
Puljen skal kunne søges af
landdistriktskommuner og regioner
til at udbrede samkørsel i landdistrikter.
Puljen vil bygge bro frem til et eventuelt større initiativ, når ekspertgruppens arbejde er afsluttet.
Dette initiativ er vigtigt for at undgå, at udviklingen går i stå.
Med venlig hilsen
Steffen Damsgaard,
formand for
Landdistrikternes Fællesråd
Anders G. Christensen,
formand for udvalget for
regional udvikling og EU
i Danske Regioner
Steen Vindum,
formand for
Trafikselskaberne