Sundhedsudvalget 2024-25
SUU Alm.del Bilag 154
Offentligt
2976282_0001.png
Sundhedsminister
Sophie Løhde
[email protected]
Gigtforeningen
Tobaksvejen 2A
2860 Søborg
[email protected]
Tlf. 39 77 80 00
28. januar 2025
Kære Sophie Løhde
Tak for den vigtige prioritering af kroniske sygdomme i ”Aftalen om sundhedsreform 2024”. Det er
afgørende, at vi styrker indsatsen, så flere mennesker med kroniske sygdomme kan leve et godt liv på trods
af deres udfordringer.
For patientgrupper med svære og progredierende lidelser som muskelsvind, hjerneskade, sclerose, muskel-
og skeletsygdomme, epilepsi og rygmarvsskader spiller de foreningsejede specialsygehuse en helt særlig
rolle. Disse sygehuse tilbyder tværfaglig rehabilitering og højt specialiseret rådgivning, som ikke findes andre
steder i sundhedsvæsenet.
På specialsygehusene arbejder vi målrettet for at udvikle og højne kvaliteten i vores evidensbaserede
behandling. Dog er de økonomiske rammer primært rettet mod basal drift, hvilket begrænser mulighederne
for nødvendige investeringer i nybyggeri, bygningsrenoveringer og moderne behandlingsudstyr.
Vi ser derfor et stort potentiale i, at specialsygehusene inkluderes i Sundhedsfondens investeringsplan. Vi
foreslår konkret, at der øremærkes i omegnen af 200 mio. kr. af de 22 mia. kr. i Sundhedsfonden til
specialsygehusene. Det vil sikre, at vi kan modernisere bygninger og behandlingsapparatur, så vi fortsat kan
levere højkvalitetsbehandling.
Samtidig håber vi, at specialsygehusene kan blive en del af investeringsrammen på 2 mia. kr. til digitale
løsninger. Det vil understøtte vores ambition om at skabe sammenhængende behandlingsforløb og sikre, at
vores patienter ikke oplever barrierer i overgangen mellem sektorer.
Der findes gode historiske eksempler på, hvordan lignende tiltag har styrket specialsygehusene. I
forbindelse med supersygehus-investeringerne blev der afsat 100 mio. kr. via finansloven til at modernisere
foreningsejede specialsygehuse. Med en tilsvarende indsats i dag kan vi skabe moderne rammer, der
matcher behovene hos nogle af de mest sårbare patienter.
Vi håber, at vi sammen kan finde en løsning, der sikrer, at specialsygehusene fortsat kan spille en afgørende
rolle for mennesker med komplekse behov i sundhedsvæsenet.
Med venlig hilsen
Henrik Kjær Hansen
Vicedirektør i Gigtforeningen
På vegne af sammenslutningen af de foreningsejede specialsygehuse:
Center for Hjerneskade, PTU-Landsforeningen af Polio-, Trafik- og ulykkesskadede, Sclerosehospitalerne,
RehabiliteringsCenter for Muskelsvind, Vejlefjord Rehabilitering, Epilepsihospitalet Filadelfia og
Gigtforeningens behandlingssteder.