Bekendtgørelse om undersøgelser af konkrete tilsætningsstoffer i
tobaksvarer og nærmere krav til mærkning og emballering af
cigaretter og rulletobak, standardisering af enkeltstyk cigaretter
og enkeltstyk nikotinposer, bestanddele i enkeltpakning med
tyggetobak og tobakssurrogater mv.
1
I medfør af § 4, stk. 2, § 5, stk. 4, § 20, stk. 3, og § 21 i lov om tobaksvarer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
1161 af 4. november 2024, som ændret ved lov nr. 1669 af 30. december 2024, fastsættes:
Kapitel 1
Definitioner
§ 1.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Nikotinpose: Tobakssurrogat, der indtages oralt, og som er i portionsbreve eller porøse breve.
Kapitel 2
Undersøgelser af cigaretter og rulletobak indeholdende tilsætningsstoffer på den prioriterede liste
§ 2.
I forbindelse med undersøgelser af cigaretter og rulletobak i medfør af lovens § 4 skal det undersøges
om det konkrete tilsætningsstof på den prioriterede liste:
1) Bidrager til de pågældende produkters toksicitet eller afhængighedsskabende egenskaber, og om dette
bevirker, at nogle af de berørte produkters toksicitet eller afhængighedsskabende egenskaber øges
væsentligt eller måleligt.
2) Giver en kendetegnende aroma.
3) Letter inhaleringen eller nikotinoptagelsen.
4) Medfører dannelse af stoffer, der har kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske
egenskaber (CMR-egenskaber), mængden heraf, og om dette bevirker, at nogle af de berørte produkters
CMR-egenskaber øges væsentligt eller måleligt.
Stk. 2.
Undersøgelserne i medfør af stk. 1 skal tage hensyn til den påtænkte anvendelse af den pågældende
tobaksvare.
Stk. 3.
Undersøgelserne i medfør af stk. 1 skal især omfatte undersøgelse af de emissioner, der forårsages
af den forbrændingsproces, der omfatter det pågældende tilsætningsstof og en undersøgelse af
interaktionen af det pågældende tilsætningsstof med andre ingredienser, der er indeholdt i den
pågældende tobaksvare.
§ 3.
Fabrikanter eller importører, der anvender det samme tilsætningsstof på den prioriterede liste i deres
tobaksvarer, kan foretage en fælles undersøgelse efter § 2 og indsende en fælles rapport efter lovens § 5,
når de bruger det pågældende tilsætningsstof i en sammenlignelig produktsammensætning.
Stk. 2.
Vælger fabrikanter eller importører at foretage en fælles undersøgelse, har alle parterne ansvar for
at kunne levere dokumentation på anmodning fra Sikkerhedsstyrelsen efter lovens § 5, stk. 1-3.
1
Bekendtgørelsen har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2015/1535 (EU) om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for
informationssamfundets tjenester (kodifikation).