Vil ministeren redegøre for, hvordan det kan være, at sagsbehandlingstiderne på værgemålsområdet er steget i de seneste måneder – på trods af, at der i sommer blev afsat midler til, at ventetiden skulle nedbringes? At sagsbehandlingstiden er steget, kan konstateres ved besøg på Familieretshusets hjemmeside, hvor det den 18. oktober 2024 fremgik, at sagsbehandlingstiden på behandling af værgemål var 35 uger, mens sagsbehandlingstiden dags dato er 44 uger – altså to måneders stigning. Der henvises i spørgsmålet til Social- og Boligministeriets svar af 30. september 2024 på Folketingets Ombudsmands henvendelse vedrørende Familieretshusets sagsbehandlingstid i sager om værgemål (bilag til besvarelse af SOU alm. del - spørgsmål 105), hvori det bl.a. lyder: ”På den baggrund har ministeriet i 2024 givet Familieretshuset adgang til at anvende 13 mio. kr. ud over den afsatte bevilling i 2024 til værgemålsområdet. Ministeriet noterer sig, at Familieretshuset i sin udtalelse oplyser, at midlerne er udmøntet til ansættelse af yderligere 24 medarbejdere på værgemålsområdet, hvilket forventes at bidrage til en styrkelse af området, og herunder en forbedring af sagsbehandlingstiden på området allerede i indeværende år."
Dato: 18-11-2024
Status: Ikke besvaret
Emne:
familiepolitik og adoption
Afholdelse af samrådet: Socialudvalget 08-01-2025 kl. 09:30