Folketingets Grønlandsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 247
Doknr.
2443274
Dato
03-04-2025
Folketingets Grønlandsudvalg har d. 6. marts 2025 stillet følgende spørgsmål
nr. 27 (L 139) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Aaja Chemnitz (IA).
Spørgsmål nr. 27:
”Hvordan sikrer man, at frivillige anbringelser med samtykke sker med
kendskab og hensyn til barnets og forældrenes kulturelle og sproglige
rettigheder, herunder at sagsbehandler har kendskab til grønlandske forhold?”
Svar:
Jeg kan indledningsvist oplyse, at L 139 ikke ændrer på, hvilke myndigheder
der har ansvaret for at sikre, at en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan
træffes afgørelse i sagen, herunder om anbringelse uden for hjemmet.
Det gælder således fortsat generelt, at kommunerne i sagsbehandlingen skal
foretage en konkret, individuel og helhedsorienteret vurdering af barnets eller
den unges og families samlede situation, herunder tage højde for sproglig og
kulturel baggrund. Dette gælder både i anbringelsessager med og uden
samtykke.
Ved valg af anbringelsessted til børn og unge med grønlandsk baggrund –
såvel som andre børn og unge – bør kommunen tage hensyn til de særlige
forhold, som barnets eller den unges etniske, religiøse, kulturelle og sproglige
baggrund giver anledning til.
Regeringen har fremsat nærværende lovforslag om, at kommunerne fremover
skal benytte den særlige enhed under Social- og Boligstyrelsen med ekspertise
i grønlandsk sprog og kultur i anbringelsessager med børn med grønlandsk
baggrund, hvor kommunen ellers ville få foretaget standardiserede
psykologiske tests.
Derudover har Social- og Boligstyrelsen siden den 1. januar 2025 haft en
særlig opmærksomhed på at bistå danske kommuner med rådgivning og
vejledning i sager med familier med grønlandsk baggrund – herunder også
sager vedr. familier med grønlandsk baggrund, der ikke vil være omfattet af
nærværende lovforslag. Den nye særlige enhed, som foreslås oprettet med
lovforslaget, skal således ses som et supplement til de kompetencer, der
allerede findes i VISO, og den rådgivning, vejledning og udredning, som VISO
allerede i dag stiller til rådighed for kommunerne.
1