SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 160: Henvendelse af 3/2-25 fra Rådet for Socialt Udsatte om notat om handlekommuneproblematikker og forslag til løsninger

Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del Bilag 160
Offentligt

HANDLEKOMMUNEPROBLEMATIKKER

OG FORSLAG TIL LØSNINGER

Rådet for Socialt Udsatte

29. januar 2025

Tegninger: Tankestreger v/ Mette Jeppesen

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 160: Henvendelse af 3/2-25 fra Rådet for Socialt Udsatte om notat om handlekommuneproblematikker og forslag til løsninger

Baggrund for dette notat

Når et menneske i hjemløshed opholder sig i en anden kommune end sin handlekommune, kan

der opstå uenighed mellem kommunerne om, hvor ansvaret for at hjælpe vedkommende skal

placeres. Dermed kan det være svært at sikre, at borgeren får den hjælp, som borgeren har ret til.

Det samme kan være tilfældet, hvis borgeren fx ikke ønsker hjælp til bolig i sin handlekommune.

Den sociale lovgivning er udviklet over mange årtier – i forskellige politiske processer og med

forskellige formål. Derfor er den på flere områder uklar eller flertydig. På socialområdet og bredt

politisk er der et ideal om, at borgerne skal kunne henvende sig ét sted og få hjælp. I praksis

understøttes denne idé ikke af lovgivningen.

Der er brug for afklaring i lovgivningen, så der ikke er tvivl om, hvilken kommune der har handlings-

ansvar, og så ingen kommune kan drage økonomisk fordel af at forsinke afgørelser.

Mennesker i hjemløshed har ikke selv mulighed for at bestemme, hvilken kommune eller landsdel

de ønsker at bo i, da deres behov for hjælp binder dem til deres handlekommune. Det betyder, at

nogle mennesker i hjemløshed fastholdes i en uønsket situation, som kan være kontraproduktiv i

arbejdet med at sikre en vej ud af hjemløshed.

Det skal noteres, at det ikke kun er mennesker i hjemløshed, der oplever problemer, når deres

sager behandles af flere kommuner og/eller af en anden kommune end opholdskommunen. Det

gælder også mennesker på botilbud (§107-109) og anbragte børn. Dette notat omhandler kun

borgere i hjemløshed, selvom nogle af løsningsforslagene kan anvendes ift. andre grupper.

Afgrænsningen er valgt for at tydeliggøre de særlige problemstillinger, der kan opstå, når en borger

ikke har fast bopæl

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 160: Henvendelse af 3/2-25 fra Rådet for Socialt Udsatte om notat om handlekommuneproblematikker og forslag til løsninger

Notatets indhold

1. Nuværende regler for kommunernes ansvarsfordeling ....................................................... 4

Regler om mellemkommunal refusion........................................................................................ 4

Regler om statslig refusion for meget dyre enkeltsager ............................................................. 5

Ansvarsfordeling efter sundhedsloven ....................................................................................... 5

Ansvar efter almenboligloven .................................................................................................... 5

2. Eksempler på problemstillinger ............................................................................................. 6

Hvis ingen kommune vedkender sig ansvaret for en borger ...................................................... 6

Hvis Ankestyrelsen ikke fungerer effektivt som myndighed........................................................ 6

Hvis borgeren ikke ønsker at bo i handlekommunen ................................................................. 6

Hvis borgeren opholder sig langt fra sin handlekommune.......................................................... 7

Hvis der er mangel på betalbare boliger .................................................................................... 7

Ansvarsfordeling for ydelser indenfor for sundhedslov, servicelov og almenboliglov.................. 7

3. Forslag til justeringer af nuværende lovgivning ................................................................... 8

Forslag 1:

Midlertidige straksafgørelser i Ankestyrelsen skal afklare tvister og tvivlsspørgsmål ................. 9

Forslag 2:

Opholdskommunen er midlertidig handlekommune for mennesker i hjemløshed,

hvis der er tvivl om ansvaret ...................................................................................................... 9

Forslag 3:

Der ydes refusion for udgifter efter serviceloven fra tidligere handlekommune i seks år,

efter en borger i målgruppe for §110 har flyttet kommune ....................................................... 10

Forslag 4:

Ankestyrelsen skal kunne træffe afgørelse om mulighed for at flytte

for beboere på §110 boformer ................................................................................................. 10

Forslag 5:

Saml det midlertidige ansvar ................................................................................................... 11

Forslag 6:

Gør boliger betalbare for målgruppen ...................................................................................... 11

4. Dilemmaer og overvejelser ved løsningsforslagene .......................................................... 12

Overvejelser om målgruppe for mellemkommunal refusion og flytning

for beboere på §110 -boformer ................................................................................................ 12

Overvejelser om, hvad der skal vægte ved afgørelse af hvilken kommune,

der har ansvaret ...................................................................................................................... 12

Overvejelser ved indførelser af mellemkommunal refusion ...................................................... 13

Overvejelser om konsekvenser ved indførelse af statslig refusion ........................................... 13

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 160: Henvendelse af 3/2-25 fra Rådet for Socialt Udsatte om notat om handlekommuneproblematikker og forslag til løsninger

1. Nuværende regler for kommunernes ansvarsfordeling

Kommunernes ansvar for borgere er beskrevet i retssikkerhedsloven §9. I udgangspunktet påhviler

det handlekommunen at yde hjælp og afholde udgifter for borgerne. Handlekommunen er den

kommune, hvor borgeren har bopæl eller normalt opholder sig.

§9 beskriver desuden en række undtagelser, herunder når en borger opholder sig på boformer efter

§§107-110 eller på boformer, der kan træde i stedet for disse. Natvarmestuer falder umiddelbart i

denne kategori. I sådanne tilfælde vedbliver en kommune at være handlekommune, så længe

borgeren befinder sig på en boform efter nævnte paragraffer, også selvom boformen er beliggende

i en anden kommune.

Ved uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er handlekommune, skal

den kommune, hvor borgeren senest er CPR-registreret, fungere som midlertidig handlekommune

jf. retssikkerhedsloven §9 stk. 8, indtil Ankestyrelsen afgør, hvilken kommune der har ansvaret.

Regler om mellemkommunal refusion

Kommunerne har ret til mellemkommunal refusion i en række situationer, der er beskrevet i

retssikkerhedsloven §9c. Ifølge §9c stk. 1 og 2 i retssikkerhedsloven har handlekommunen ret til

refusion for ydelser efter en række forskellige lovgivninger:

Aktivloven

Lov om aktiv beskæftigelsesindsats,

Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Lov om individuel boligstøtte

§ 52, stk. 1 i lov om social pension

§ 50, stk. 1 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension

m.v.

7) § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige

ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne.

Refusionen skal betales af borgerens tidligere handlekommune eller anden offentlig myndighed,

hvis den tidligere kommune har medvirket til, at en person får ophold på fx en boform efter §§107-

110 eller på en institution under sygehusvæsenet eller kriminalforsorgen.

Ifølge §9c stk. 6 har handlekommunen ret til refusion efter lovene nævnt i stk. 1 samt serviceloven

og Barnets Lov i tilfælde af, at en tidligere kommune var bekendt med forholdet, og det var åbenlyst,

at der burde være grebet ind.

Ifølge §9c stk. 8 ydes der refusion ved visse sociale ydelser, herunder førtidspension, i en periode

på seks år efter en borger er fraflyttet den kommune, der oprindeligt har tildelt ydelsen.

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 160: Henvendelse af 3/2-25 fra Rådet for Socialt Udsatte om notat om handlekommuneproblematikker og forslag til løsninger

Regler om statslig refusion for meget dyre enkeltsager

Der er jf. serviceloven §176 statslig refusion for meget dyre enkeltsager. Der ydes 25 pct. stats-

refusion ved udgifter over kr. 860.000 til indsatser efter serviceloven stigende til 75 pct. refusion for

udgifter over kr. 2,12 mio. Refusionen gælder udelukkende indsatser efter serviceloven. Derudover

vil der typisk inden for beskæftigelses- og boliglovgivningen være udgifter, som ikke er en del af

den statslige refusion for meget dyre enkeltsager. På de områder er der særskilt statsrefusion.

Socialt udsatte borgere, der modtager mange forskellige ydelser efter serviceloven, kan udløse

statsrefusion.

Ansvarsfordeling efter sundhedsloven

Det er som hovedregel bopælskommunen, der afholder udgifter for kommunale sundhedsydelser.

Bopælskommunen er den kommune, hvor borgeren har adresse. Det gælder også, hvis borgeren

har adresse på et botilbud efter §§107-110. På enkelte områder er det opholdskommunen, der er

ansvarlig for betaling. Det gælder fx i forhold til befordring.

Bopælskommunen har kun ret til refusion fra handlekommunen for visse udgifter vedr. borgernes

hospitalsophold jf. sundhedsloven §138 stk. 7. Det resulterer bl.a. i, at for borgere, der har adresse

på et botilbud uden for deres handlekommune og har brug for rusmiddelbehandling, vil ansvaret

for hhv. behandling efter sundhedsloven og socialbehandling efter serviceloven tilfalde forskellige

kommuner. Det giver en indbygget risiko for koordinationsproblemer.

Hvis der opstår uenighed eller tvivl om hvilken kommune, der er ansvarlig for at sikre borgerne

ydelser efter sundhedsloven, så er klageinstansen Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ansvar efter almenboligloven

Retssikkerhedslovens §9 gælder ikke generelt for almenboligloven. Det betyder, at kommuner, der

boliganviser efter almenboligloven, ikke kan undlade at boligindstille borgere, der bor på §110-

boformer i kommunen, selvom det er en anden kommune, der er handlekommune for borgeren.

De fleste kommuner har tidligere arbejdet efter det princip, at det er handlekommunen, der har

ansvar for boligindstilling, men så sent som i efteråret 2024 har der været flere sager i tilsynet, der

bekræfter ovennævnte regler for boliganvisning efter almenboligloven. Det strider dog mod tidligere

praksis, og da forskellige myndigheder giver forskellige meldinger, må det fortsat betragtes som

uklart, hvor ansvaret er placeret i forhold til boligindstilling.

Det er ligeledes uklart, om handlekommunen også skal boligindstille, og hvad det betyder for

kommuner, der ikke benytter sig af deres anvisningsret til almene boliger.

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 160: Henvendelse af 3/2-25 fra Rådet for Socialt Udsatte om notat om handlekommuneproblematikker og forslag til løsninger

2. Eksempler på problemstillinger

Nedenfor er listet en række problemstillinger vedr. handlekommuneansvar for mennesker i

hjemløshed. Nogle af problemerne vedrører afklaring af ansvarlig myndighed. Andre vedrører ikke

ansvarsplaceringen, men det, at delt ansvar, fysisk afstand og borgerens ønsker besværliggør

opgaveløsningen, selvom ansvarshaver er klar.

2.1 Hvis ingen kommune vedkender sig ansvaret for en borger

Når en borger i hjemløshed ikke har en folkeregisteradresse, kan det lovgivningsmæssigt være

kompliceret at fastslå, hvilken kommune, der har ansvaret for borgeren. Borgere i hjemløshed

har ofte har brug for omkostningstunge og langvarige ydelser. Kommunerne er ekstra opmærk-

somme på ikke at påtage sig et ansvar for en borger, så længe der er mulighed for, at dette

ansvar også kunne tilfalde en anden kommune. Det betyder, at borgeren ofte ikke modtager den

hjælp til sociale og sundhedsmæssige problemer, som de har ret til og behov for, inden der er

faldet en afgørelse.

2.3 Hvis Ankestyrelsen ikke fungerer effektivt som myndighed

En kommune, der har handleansvaret for en borger, men som vurderer, at ansvaret ligger hos

en anden kommune, skal selv afgøre, om de vil indbringe sagen for Ankestyrelsen, så denne

kan afgøre ansvarspligten. Dette kan forhindre, at Ankestyrelsen får sagen forelagt. Når

Ankestyrelsen har modtaget en sag, er der desuden sagsbehandlingstid, som kan forsinke

hjælpen og derved forværre borgerens udsathed. Endvidere kan Ankestyrelsen afvise sagen,

hvis den er åbenbart ubegrundet jf. retssikkerhedslovens §9 stk. 13. Det betyder, at borgere kan

ende i en vanskelig situation, hvis kommunerne undlader at afgøre sagen, selv når det burde

være let.

Hvis kommunerne ikke er enige om ansvar efter sundhedsloven, så er det Styrelsen for Patient-

sikkerhed, der er klageinstans. Borgerne kan klage, hvis de har MitID.

2.4 Hvis borgeren ikke ønsker at bo i handlekommunen

Hjemløsereformen bygger på Housing First, hvor grundprincippet er, at boligen er fundament

for, at der kan arbejdes med borgerens øvrige problemstillinger. Det er samtidig et princip, at

indsatsen, inklusive boligplaceringen, skal tage udgangspunkt i borgerens egne ønsker, fordi

der er evidens for, at dette øger effekten af indsatsen. Hvis borgere i hjemløshed opholder sig i

en anden kommune end deres handlekommune, enten som §110-beboer eller på gaden, kan

det være fordi, de ikke ønsker at bo i handlekommunen. Hvis forudsætningen for at få en indsats

og en bolig er, at de bor i handlekommunen, vil de derfor risikere at forblive i hjemløshed.

Problemerne kan også opstå, hvis en borger fx har flyttet sin adresse hjem til en kæreste eller

ven i en ny kommune, men relationen kort efter brydes med hjemløshed til følge. Borgeren har

således en ny handlekommune, men ingen tilknytning hertil eller et ønske om at bo der.

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 160: Henvendelse af 3/2-25 fra Rådet for Socialt Udsatte om notat om handlekommuneproblematikker og forslag til løsninger

2.5 Hvis borgeren opholder sig langt fra sin handlekommune

Hvis en borger opholder sig langt fra sin handlekommune, kan det besværliggøre det opsøgende

arbejde fra handlekommunen og medføre, at kommunens indsatser bliver svært tilgængelige for

borgeren. Dermed kan den geografiske afstand være en hindring for, at borgeren får nødvendig

hjælp.

Problemet opstår, når borgeren opholder sig langt fra sin handlekommune på en boform eller

uden at få ny adresse. Det kan også opstå, når en midlertidig handlekommune bliver tildelt på

baggrund af seneste CPR.-registrering, uanset borgerens opholdssted.

2.6 Hvis der er mangel på betalbare boliger

Der er stor forskel på huslejeniveauet på tværs af landet, og der mangler betalbare boliger i

mange kommuner, ikke mindst i hovedstadsområdet. Det kan være en barriere for borgernes

mulighed for at bo i den kommune, de ønsker. For kommuner, der har handleansvar for mange

borgere i hjemløshed, men har for få betalbare boliger, er det en udfordring.

2.7 Ansvarsfordeling for ydelser indenfor for sundhedslov, servicelov og almenboliglov

Ved rusmiddelbehandling er handlekommunen ansvarlig for social behandling, og bopæls-

kommunen er ansvarlig for medicinsk behandling. Det komplicerer visitationsprocessen til

rusmiddelbehandling, at socialt udsatte borgere på herberg skal visiteres af flere forskellige

kommuner, inden de kan opstartes i behandling.

Når en borger skal boligindstilles, foregår det i kommuner, der benytter den kommunale anvis-

ning, efter almenboligloven. Almenboligloven er ikke omfattet af retssikkerhedsloven §9, og der

er derfor usikkerhed om, hvorvidt det er handlekommunen eller opholdskommunen, der skal

boligindstille – også selvom borgeren bor på herberg.

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 160: Henvendelse af 3/2-25 fra Rådet for Socialt Udsatte om notat om handlekommuneproblematikker og forslag til løsninger

3. Forslag til justeringer af nuværende lovgivning

På de følgende sider er beskrevet seks forslag til justeringer af nuværende lovgivning. Forslagene

adresserer problemstillingerne beskrevet i det foregående afsnit 2. Forslagene kan gennemføres

samlet eller hver for sig.

Forslagenes karakter og indhold



Forslag 1

bidrager til at sikre hurtig afklaring i tvivlstilfælde og til at sikre, at der altid

er en myndighed, der har ansvar for at hjælpe borgerne. Forslaget ændrer ikke på

de nuværende regler om kommunernes ansvarsfordeling, men kræver en

investering i Ankestyrelsens kapacitet.

Forslag 2-5

er forskellige justeringer af lovgivningen ift. ansvar for handling og

betaling. Forsla-gene forsøger at imødegå/mindske nogle af de beskrevne

problemstillinger i det foregående afsnit 2. Ingen af forslagene indeholder nye

udgifter for staten.

Forslag 6

omhandler en bedre udnyttelse af de puljer, der blev vedtaget som del

af loven om Fonden for blandede byer, der skal bidrage til at sikre billige boliger.



SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 160: Henvendelse af 3/2-25 fra Rådet for Socialt Udsatte om notat om handlekommuneproblematikker og forslag til løsninger

Forslag 1

Midlertidige straksafgørelser i Ankestyrelsen skal afklare tvister og tvivlsspørgsmål

Hvis ingen kommune påtager sig ansvaret som handlekommune for en borger, skal det være muligt

for borger eller fagperson at henvende sig til Ankestyrelsen og få en straksafgørelse af hvilken

kommune, der skal være midlertidig handlekommune, så ydelser og indsatser kan igangsættes

med det samme.

Viser det sig senere, at en anden kommune er handlekommune, skal denne refundere alle udgifter

for den midlertidige handlekommune, sådan som loven allerede foreskriver. Ankestyrelsen skal

høre relevante kommuner og borgeren (eller dennes repræsentant). Hvis kommunerne ikke

umiddelbart besvarer henvendelsen, skal Ankestyrelsen alligevel træffe en midlertidig afgørelse

om hvilken kommune, der har ansvaret for borgeren.

Det er i forvejen Ankestyrelsens opgave at fastslå handlekommune i tvivlsspørgsmål jf. retssikker-

hedslovens §9 stk. 13. Der findes allerede en fasttrack-ordning i Ankestyrelsen, der bl.a. behandler

sager om bortvisning fra herberger. Fasttrack-ordningen har en sagsbehandlingstid på højst otte

uger. De foreløbige lynafgørelser adskiller sig ved at træffe en midlertidig afgørelse inden for få

timer. Det skal sikre, at en myndighed kan sætte gang i øjeblikkelig hjælp, imens almindelig sags-

behandling foretages (gerne i fasttrack). Sidstnævnte skal herefter træffe endelig afgørelse på

tvisten. De foreløbige straksafgørelser skal også kunne afgøre “åbenbart ubegrundede” anmod-

ninger. Ved tvister skal Ankestyrelsen også kunne træffe en foreløbig straksafgørelse om hvilken

kommune, der er ansvarlig for borgere i sager vedrørende sundhedsloven og almenboligloven.

I udformningen kan der hentes inspiration fra børneområdet, hvor der i akutte sager kan træffes

formandsafgørelser.

Forslag 2:

Opholdskommunen er midlertidig handlekommune for mennesker i hjemløshed, hvis der

er tvivl om ansvaret

Mennesker, der lever i hjemløshed, har ofte komplekse problemer og et kaotisk liv, der gør det

uhensigtsmæssigt, at udredning og støtte/behandling foretages af en kommune, der er langt væk.

Derfor foreslås det, at det er den kommune, borgeren opholder sig i, der er midlertidig

handlekommune, hvis der er tvivl om, hvilken kommune, der har ansvaret. Det er allerede tilfældet

for beboere på herberg, som typisk vil blive CPR-registreret på boformen, men med dette forslag

vil det også gælde for mennesker i andre hjemløsesituationer.

Ifølge gældende lovgivning er den kommune, hvor borgeren sædvanligvis opholder sig som

udgangspunkt handlekommune, og derfor bør dette også være princippet, når der tildeles en

midlertidig handlekommune. På den måde sikres kontinuitet i indsatsen bedst muligt.

Der kan sættes en kilometergrænse på forslaget, så ændringen kun gælder for borgere i en

opholdskommune, hvis grænse befinder sig mere end fx 15 km fra, hvor borgeren senest er

bopælsregistreret.

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 160: Henvendelse af 3/2-25 fra Rådet for Socialt Udsatte om notat om handlekommuneproblematikker og forslag til løsninger

Forslag 3:

Der ydes refusion for udgifter efter serviceloven fra tidligere handlekommune i seks år,

efter en borger i målgruppe for §110 har flyttet kommune

For borgere i hjemløshed eller i risiko for hjemløshed indføres mellemkommunal refusion for ydelser

direkte relateret til borgeren efter serviceloven svarende til vilkårene for refusion ift. førtidspension

mm. Omfanget af indsatserne beror på en faglig afgørelse i den kommune, der skal levere ydelsen.

Den mellemkommunale refusion skal gøre det lettere for kommunerne at påtage sig de opgaver,

der følger med tilflytning af borgere i denne målgruppe.

Refusionen gøres tidsbegrænset, så kommunerne får interesse i at sætte hurtigt ind med tilstræk-

kelig hjælp, da de efter en overskuelig årrække selv vil skulle afholde udgifterne.

Refusionsordningen kan også bidrage til, at kommuner får incitament til at hjælpe borgere, der er

flyttet ud af kommunen i en kortere periode til at flytte hjem igen, da det uanset borgerens adresse

er samme kommune, der betaler.

Forslag 4:

Ankestyrelsen skal kunne træffe afgørelse om mulighed for at flytte for beboere på §110

boformer

Beboere på §110-boformer og mennesker i andre hjemløsesituationer skal have bedre mulighed

for at skifte handlekommune. Derfor foreslås det, at Ankestyrelsen ud fra en helhedsvurdering skal

kunne træffe afgørelse om at give en borger på §110-boformer en ny handlekommune, hvis

borgeren ønsker hjælp til at flytte.

Der kan oprettes en fælles kommunal pulje, der kan kompensere de kommuner, som borgere i

hjemløshed flytter til efter denne ordning, eller midlerne kan tages fra en pulje fra det fælles

bloktilskud ligesom refusion i forbindelse med særligt dyre enkeltsager. Alternativt kan flytningerne

finansieres gennem en bredere mellemkommunal refusion jf. forslag 3.

I Finland kan mennesker i hjemløshed selv vælge hvilken kommune, de ønsker at bo i. Det er den

nye kommune, der afholder udgifter for borgeren. Indsatsen er understøttet af en boligpolitik, der i

højere grad tilvejebringer de nødvendige boliger, samt giver op til 80 pct. statsfinansieret bolig-

støtte. I Danmark er der mangel på betalbare boliger, og særligt storbykommunerne har ikke

tilstrækkeligt med boliger til hjemløse. Derfor er modellen svær at overføre direkte. Det ændrer ikke

på, at der er brug for, at hjemløse får bedre mulighed for selv at bestemme, hvor de vil bo.

Ankestyrelsen skal sikre, at opgaven er rimeligt fordelt mellem kommunerne, samtidig med at

hjemløses ønsker imødekommes.

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 160: Henvendelse af 3/2-25 fra Rådet for Socialt Udsatte om notat om handlekommuneproblematikker og forslag til løsninger

Forslag 5:

Saml det midlertidige ansvar

Det er en fordel, hvis samme kommune har det fulde ansvar for indsatsen for en borger, og hvis

den ansvarlige myndighed ikke er langt væk. Derfor bør ansvar for alle de indsatser, en borger har

brug for, imens de midlertidigt opholder sig uden for deres kommune, samles i opholdskommunen.

Lige nu skal den midlertidige opholdskommune levere visse ydelser til borgeren. Med dette forslag

udvides mængden af ydelser, en midlertidig opholdskommune skal give, imens en borger fx er på

§110-boform. Opholdskommunen bliver ansvarlig for alle de typer ydelser og indsatser, der er

relevante for at stabilisere og hjælpe borgeren til at kunne komme videre. Handlekommunen, hvor

borgeren skal bo fast, er ansvarlig for, at der udarbejdes en handleplan og findes en permanent

boligløsning. Opholdskommunen får refusion fra handlekommunen til indsatserne

Forslag 6:

Gør boliger betalbare for målgruppen

Antallet af boliger, der er betalbare for mennesker med den laveste betalingsevne, er drastisk

faldende. Dertil er boligpriserne meget forskellige på tværs af landet, og det er generelt dyrere og

sværere at finde en betalbar bolig i større byer og hovedstadskommuner end i landkommuner. Det

betyder, at der ikke er boliger nok til at hjælpe mennesker ud af hjemløshed, og det er samtidig en

stor barriere for, at mennesker i hjemløshed kan bo i den kommune, de ønsker.

Som en del af den politiske aftale om Fonden for blandede byer blev der afsat puljer til midlertidige

huslejetilskud i allerede eksisterende boliger og til nybyggeri af særligt billige boliger. Puljen til

nybyggeri på 900 mio. kr. er stort set ikke brugt. Derfor anbefales det, at puljen tilpasses, så det

sikres, at midlerne bliver brugt på betalbare boliger der, hvor der er mest brug for dem, og at der

tages øvrige nødvendige initiativer for at sikre den fremtidige forsyning af boliger, der kan betales

af mennesker med de laveste indtægter.

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 160: Henvendelse af 3/2-25 fra Rådet for Socialt Udsatte om notat om handlekommuneproblematikker og forslag til løsninger

4. Dilemmaer og overvejelser ved løsningsforslagene

4.1 Overvejelser om målgruppe for mellemkommunal refusion og flytning for beboere på

§110 -boformer

Forslag 3 om mellemkommunal refusion kræver, at målgruppen afgrænses, så det er tydeligt, hvem

ordningen gælder for.

Ifølge seneste hjemløsetælling er mindst 1200 mennesker registreret i en anden kommune end

deres handlekommune. Det er ikke nødvendigvis et problem, at en borger opholder sig i en anden

kommune end handlekommunen. Loven siger tydeligt, at borgere, der fx bor på §110-boformer,

beholder deres tidligere handlekommune. Hvis både borger og kommune accepterer det, er der

ikke nogen uklarhed ift. betaling og ansvar. Da der ikke er §110-boformer i alle kommuner, vil

mange beboere på §110-boformer opholde sig et andet sted end i deres handlekommune.

Målgruppeafgrænsningen kan være mennesker i hjemløshed eller i risiko for hjemløshed, der selv

flytter til en anden kommune (fx i lejlighed, på gaden eller på en sofa), hvis de ellers ville være i

målgruppen for §110-boformer.

For at kommunerne får incitament til at lukke §110-boformer, er det væsentligt, at den tidligere

kommune vedbliver med at være handlekommune i tilfælde af, at borgere bliver optaget på den

slags tilbud.

Derfor inkluderer forslag 4 også, at der skal ansøges, hvis en beboer på §110-boformer skal have

godkendt skift i handlekommunen. Grunde til at skifte er først og fremmest borgerens ønske, da

det er fundamentet for borgerens motivation og forudsætninger for at tage imod bolig og støtte.

Afgørelsen må være baseret på en helhedsvurdering.

4.2 Overvejelser om, hvad der skal vægte ved afgørelse af hvilken kommune, der har

ansvaret

Handlekommunen er den kommune, hvor en person har bopæl eller normalt opholder sig. Hvis

borgeren opholder sig på en §110-boform eller tilsvarende, vil handlekommunen være der, hvor

vedkommende senest har haft bopæl/folkeregisteradresse. Det er dog ikke nødvendigvis den

kommune, hvortil borgeren har stærkest tilknytning eller ønsker at bo.

Ved at bestemme handlekommune efter bopæl eller senest registrerede folkeregisteradresse bliver

det oftest forholdsvist simpelt at afgøre, hvilken kommune der har ansvaret. Det giver dog ikke

nødvendigvis de bedste vilkår, for at borgere kan komme videre. Fx kan hjælpsomme netværk og

muligheder være langt væk. Borgeren kan også blive fastholdt i en uhensigtsmæssig lokal

omgangskreds, eller have en traumatisk fortid i nærmiljøet og derved fastholdes i udsathed.

Derfor vil det være mere ideelt, hvis vurderingen af hvilken kommune, der er handlekommune, kan

ske ud fra en konkret helhedsvurdering af borgerens ønske, situation og tilknytning. Problemet er,

at det er en mere kompliceret og skønsbaseret løsning, og at der derfor vil være en øget risiko for

SOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 160: Henvendelse af 3/2-25 fra Rådet for Socialt Udsatte om notat om handlekommuneproblematikker og forslag til løsninger

uenighed mellem kommuner. Denne løsning kræver derfor en velfungerende og hurtig Anke-

styrelse, der kan forestå helhedsvurderingen.

Bortset fra forslag 6, fastholder ovenstående forslag de nuværende regler for at afgøre hvilken

kommune, der er handlekommune. Samtidig åbner det op for, at der i særlige tilfælde kan træffes

afgørelser baseret på en helhedsvurdering, så borgere i hjemløshed, der ikke ønsker hjælp af deres

handlekommune, kan komme videre jf. forslag 4.

4.3 Overvejelser ved indførelser af mellemkommunal refusion

Den mellemkommunale refusion skal sikre, at en ny handlekommune kan påtage sig ansvaret uden

umiddelbare økonomiske byrder. Forskellige serviceniveauer i handle- og betalingskommunen kan

dog i praksis betyde, at det ikke er tilfældet. Forslag 3 ændrer på princippet om, at bevilling og

betaling følges ad. Overvejelsen er, at det giver for meget bureaukrati og risiko for fejlagtige

afgørelser, at en kommune, der ikke kender borgeren og ikke skal gennemføre indsatsen, men blot

betale, skal være med til at vurdere, hvad der er den rigtige indsats. Da kommunernes afgørelser

danner præcedens for deres øvrige afgørelser, vurderes det ikke, at ændringen vil medføre risiko

for, at borgere får flere indsatser, end de har ret til.

4.4 Overvejelser om konsekvenser ved indførelse af statslig refusion

Udgangspunktet for de øvrige forslag er, at ansvaret samt betaling og handling bevares hos

kommunerne for at undgå uhensigtsmæssige incitamenter. Hvis staten får et særligt betalings-

ansvar for hjemløse borgere, der opholder sig i anden kommune, kan det skabe et uheldigt incita-

ment til at fremme en borgers flytning fra kommunen.

Derfor bør statsrefusionen være generel for alle udsatte borgere i målgruppen uanset flyttemønster.

Forslag 5 omhandler huslejeniveauer, hvorfor det ikke har betydning for statsrefusionen.