REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del Bilag 90
Offentligt

Straffelovrådets udtalelse om forvaring

Betænkning nr. 1584

Kronologisk fortegnelse over betænkninger

2014

1544 Folkekirkens styre

1545 Straffelovrådets betænkning om sam-

fundstjeneste mv.

1546 Betænkning om inkorporering inden

for menneskeretsområdet

1547 Betænkning om sagsomkostninger i

straffesager

1548 Straffelovrådets udtalelse om de juridi-

ske konsekvenser af en ophævelse af

straffelovens § 140 om blasfemi

1549 Betænkning om afhøring af forurettede

før tiltalte i straffesager

2015

1550 Betænkning om åbenhed om økono-

misk støtte til politiske partier

1551 Betænkning om magtanvendelse over

for børn og unge, der er anbragt uden

for hjemmet

1552 Ægtefællers økonomiske forhold

1553 Betænkning om offentligt ansattes yt-

ringsfrihed og whistleblowerordninger

1554 Betænkning om videoafhøring af børn

og unge i straffesager

1555 Ansattes retsstilling under insolvensbe-

handling

1556 Straffelovrådets udtalelse om visse

spørgsmål vedrørende deltagelse i og

hvervning til væbnede konflikter i ud-

landet, som den danske stat er part i

1557 Betænkning om opfølgning på Christi-

ania-sagen: Betænkning fra Udvalget

om opfølgning på Christiania-sagen

2016

1558 Sagkyndig bevisførelse mv.: Reform af

den civile retspleje

1559 Straffelovrådets betænkning om væb-

nede konflikter i udlandet

1560 Betænkning om inddragelse af uhen-

sigtsmæssig adfærd i fængsler og arre-

sthuse ved varetægtsfængsling og stra-

fudmåling

1561 Betænkning om bødesanktioner på det

finansielle område

1562 Betænkning om indsatsen over for ro-

ckerborge mv.

2017

1563 Straffelovrådets betænkning om freds-

og ærekrænkelser

1564 En samlet lovregulering om andre tros-

samfund end folkekirken

1565 Betænkning om Databeskyttelsesfor-

ordningen (2016/679) – og de retlige

rammer for dansk lovgivning

1578 Betænkning om modernisering og revi-

sion af reglerne om gældssanering, her-

under implementering af rekonstruk-

tions- og insolvensdirektivet

1579 Betænkning om revision af reglerne

om rekonstruktion, herunder imple-

mentering af rekonstruktions- og insol-

vensdirektivet

1580 Betænkning om revision af auktionsle-

derloven og lov om pantelånervirksom-

hed

2023

1581 Betænkning om strafudmåling

1582 Betænkning om revision af konkurska-

rantænereglerne

2024

1583 Betænkning om visse internationale

forbrydelser

1584 Straffelovrådets udtalelse om forvaring

1585 Straffelovrådets delbetænkning om

fodlænkeordning og samfundstjeneste

1566 De praktiske erfaringer med undersø-

gelseskommissioner: Udvalget om un-

dersøgelseskommissioners deludtalelse

1567 Menighedsrådsvalg i fremtiden

1568 Ny ferielov og overgang til samtidig-

hedsferie

2018

1569 Betænkning om ekspropriation efter

planloven

1570 Almindelige betingelser i bygge- og

anlægsvirksomhed: Betænkning afgi-

vet af AB-udvalget til revision af AB

92, ABR 89 og ABT 93

1571 Undersøgelseskommissioner og parla-

mentariske undersøgelsesformer

2019

1572 Reform af den civile retspleje: X Rets-

afgifter afgivet af Retsplejerådet

1573 Betænkning om ytringsfrihedens ram-

mer og vilkår i Danmark

2020

1574 Straffelovrådets betænkning om en fri-

villighedsbaseret voldtægtsbestem-

melse

2021

1575 Betænkning om skærpet ansvarsvurde-

ring af ledelsesmedlemmer m.fl. i fi-

nansielle virksomheder

1576 Delbetænkning I om gennemførelse af

varedirektivet og direktivet om digitalt

indhold

1577 Delbetænkning om gennemførelse af

direktivpakken

2022

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Straffelovrådets udtalelse om forvaring

Betænkning nr. 1584

København 2024

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Straffelovrådets udtalelse om forvaring

Betænkning nr. 1584

Publikationen kan bestilles hos

Stibo Complete

Vandtårnsvej 83a

2860 Søborg

Telefon: 43 22 73 00

[email protected]

www.boghandel.stibocomplete.com

ISBN: 978-87-94425-33-9

ISBN: 978-87-94425-31-5 (e-udgave)

Pris: Kr. 150 pr. bog inkl. moms

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1 Indledning............................................................................................7

1. Straffelovrådets kommissorium ..............................................................................................7

2. Straffelovrådets sammensætning ..........................................................................................12

3. Resumé af Straffelovrådets overvejelser og forslag .............................................................12

Kapitel 2 Gældende ret .....................................................................................20

1. Straffelovens § 70, stk. 1.......................................................................................................20

2. Straffelovens § 70, stk. 2.......................................................................................................24

3. Retspraksis ............................................................................................................................25

4. Forløbet forud for dom i sager med spørgsmål om forvaring ...............................................28

5. Fuldbyrdelse af forvaringsdomme, herunder behandling af forvaringsdømte......................30

5.1. Behandling af forvaringsdømte i Herstedvester Fængsel ..............................................31

5.2. Særligt om behandling af sædelighedsdømte i Herstedvester Fængsel .........................32

5.3. Behandling af forvaringsdømte, der ikke er anbragt i Herstedvester Fængsel ..............33

6. Udslusningsforløb og udskrivning fra forvaring...................................................................34

6.1. Udslusningsforløb for forvaringsdømte .........................................................................35

6.2. Skærpelser af reglerne om udgang .................................................................................38

6.3. Prøveudskrivning og endelig ophævelse af forvaring ...................................................39

6.4. Anklagemyndighedens kontrol med forvaringsdømte ...................................................41

7. Forvaring i praksis ................................................................................................................43

7.1. Perioden før år 2000.......................................................................................................43

7.2. Antal forvaringsdømte ...................................................................................................43

7.3. Antal anbragte i forvaring i kriminalforsorgens institutioner ........................................44

7.4. Gennemsnitlig anbringelsestid i forvaring .....................................................................44

7.5. Udvikling i udgangstilladelser .......................................................................................46

7.6. Sammenligning med livstidsdømte ................................................................................46

Kapitel 3 Straffelovrådets overvejelser ...........................................................47

1. Udvikling i antal forvaringsdømte og gennemsnitlig varighed af forvaring ........................47

2. Er der behov for at ændre betingelserne for at idømme forvaring i straffelovens § 70? ......49

3. Er der behov for nye initiativer for at sikre, at forvaringsdømte ikke er anbragt i længere tid

end nødvendigt? ........................................................................................................................51

3.1. Længstetid ......................................................................................................................51

3.2. Frister for at indbringe spørgsmål om ophævelse af forvaring for domstolene .............53

3.3. Forholdet mellem forvaring og udgang .........................................................................57

4. Er der behov for at kunne fastsætte en mindstetid for forvaring?.........................................58

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

5. Er der behov for at kunne ændre en forvaringsdom til en tidsbestemt fængselsstraf eller anden

foranstaltning?...........................................................................................................................58

6. Er der behov for i videre omfang at fastsætte vilkår ved prøveudskrivning fra forvaring?..60

7. Er der behov for at tilbyde mere eller anden behandling af forvaringsdømte under anbringel-

sesforløbet? ...............................................................................................................................61

Kapitel

4 Lovudkast med bemærkninger

.......................................................63

1. Straffelovrådets lovudkast om indbringelse af forvaringssager............................................63

1.1. Straffelovrådets lovudkast .............................................................................................63

1.2. Bemærkninger til Straffelovrådets lovudkast ................................................................63

2. Mindretallets supplerende lovudkast om faste frister for indbringelse af forvaringssager ...65

2.1. Mindretallets supplerende lovudkast .............................................................................65

2.2. Bemærkninger til mindretallets supplerende lovudkast .................................................65

Bilag

....................................................................................................................67

Bilag 1

Forvaring i Norge.........................................................................................................67

Bilag 2

Antal forvaringsdømte .................................................................................................70

Bilag 3

Antal anbragte i forvaring i kriminalforsorgens institutioner ......................................72

Bilag 4

Anbringelsestid for forvaringsdømte ...........................................................................73

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Kapitel 1

Indledning

1. Straffelovrådets kommissorium

Straffelovrådet blev nedsat ved Justitsministeriets brev af 3. oktober 1960 og har til opgave

1) efter Justitsministeriets anmodning at afgive indstilling om strafferetlige lovgivnings-

spørgsmål og principielle spørgsmål vedrørende fastsættelsen af administrative bestem-

melser af strafferetlig karakter og den praktiske gennemførelse af kriminalpolitiske for-

anstaltninger og

2) efter Justitsministeriets nærmere bestemmelse at medvirke i det internationale straffe-

retlige samarbejde, herunder navnlig det nordiske strafferetlige lovsamarbejde.

Justitsministeriet anmodede den 30. maj 2023 Straffelovrådet om at behandle følgende kom-

missorium om sanktionsformer i dansk ret:

”1. Det er afgørende for samfundets evne til at imødegå kriminalitet, at domstolene

har de rette sanktionsmuligheder til rådighed, og at kriminelle kan idømmes straffe,

der afspejler forbrydelsens grovhed.

Fængselsstraf er samfundets hårdeste reaktion over for personer, der har begået

strafbare forhold, og udgør et både nødvendigt og vigtigt redskab til imødegåelse

af kriminalitet. Anvendelse af fængselsstraf er imidlertid særdeles ressource- og

omkostningstungt. Fængselsstraf udgør samtidig det mest indgribende indgreb i den

dømtes liv. Fængselsstraf er dermed den straf, der tydeligst markerer samfundets

afstandtagen til alvorlig kriminalitet, men også en straf, der – hvis den anvendes

uhensigtsmæssigt – indebærer en risiko for, at den dømte kommer længere væk fra

at deltage lovlydigt i det danske samfund. Det er således vigtigt, at fængselsstraf

anvendes klogt, i et passende omfang og over for de rette personer.

Det har længe været erkendt, at det i en række tilfælde ikke er tilstrækkeligt i sig

selv, at domstolene kan idømme f.eks. fængsel eller bøde. Domstolene har således,

afhængig af sagens omstændigheder, mulighed for at fastsætte en række frihedsbe-

grænsende vilkår for og følger af straffedommen, herunder indskrænkninger af den

dømtes erhvervsmuligheder, bevægelsesfrihed, kontakt med bestemte personer og

rådighed over indtægter og formue. De senere år er muligheden herfor på specifikke

områder, herunder navnlig terror- og bandeområdet, styrket betydeligt.

Samtidig kan det nuværende anvendelsesområde for reglerne om forvaring og an-

tallet af domfældelser for terrorrelaterede forbrydelser give anledning til at over-

veje, om der er behov for, at domstolene kan idømme en anden form for sanktion

over for personer, som frembyder en særlig fare for det omgivende samfund.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

På den baggrund bør der – under inddragelse af relevante erfaringer fra fremmed

ret – foretages et gennemsyn af straffelovens regler om straf og andre retsfølger af

strafbare forhold med henblik på at vurdere, om reglerne fortsat udgør en passende

ramme for domstolenes fastsættelse af sanktioner mv., herunder hvordan hensyn til

forebyggelse og tilkendegivelse af samfundets afstandtagen til kriminalitet af hen-

syn til ofrene tilgodeses på en måde, som også udgør en hensigtsmæssig udnyttelse

af samfundets samlede ressourcer.

Straffelovens 6.-8. kapitel regulerer anvendelsen af straf. Det fremgår af straffe-

lovens § 31, at de almindelige straffe er bøde og fængsel. Fængsel idømmes på

livstid eller på tid, ikke under 7 dage og som udgangspunkt ikke over 16 år, jf.

nærmere § 33. Den, der er idømt ubetinget fængsel i indtil 6 måneder, kan efter

ansøgning og under visse betingelser meddeles tilladelse til, at straffen fuldbyrdes

på den dømtes bopæl under intensiv overvågning og kontrol efter reglerne i straf-

fuldbyrdelseslovens kapitel 13 a (afsoning i fodlænke).

Hvis retten finder det upåkrævet, at fængselsstraf kommer til fuldbyrdelse, kan fuld-

byrdelsen udsættes, og fængselsstraffen dermed gøres betinget, indtil udløbet af en

prøvetid, jf. straffelovens § 56, stk. 1. Udsættelsen er i så fald betinget af, at den

dømte ikke begår strafbare forhold i prøvetiden, jf. § 56, stk. 2, ligesom retten kan

betinge udsættelsen af, at den dømte undergives tilsyn og overholder øvrige af ret-

ten fastsatte vilkår, jf. nærmere §§ 57-57 a. Bl.a. kan retten fastsætte vilkår om, at

den dømte underkaster sig forskellige former for behandling eller retter sig efter

bestemmelser om indskrænkninger i rådigheden over indtægter og formue.

Hvis betinget dom efter reglerne i §§ 56 og 57 ikke findes tilstrækkelig, kan retten

– hvis den tiltalte findes egnet hertil – tillige fastsætte vilkår om samfundstjeneste,

jf. § 62. En fængselsstraf kan endvidere gøres delvis betinget, ligesom der kan

idømmes bøder i forbindelse med betinget straf, jf. nærmere § 58.

Det fremgår af § 50, stk. 2, at bøde kan idømmes som tillægsstraf til anden strafart,

når tiltalte ved lovovertrædelsen har opnået eller tilsigtet at opnå økonomisk vin-

ding for sig selv eller andre.

Straffelovens 9. kapitel indeholder en række forskelligartede øvrige retsfølger af

den strafbare handling.

Det følger af straffelovens § 70, at særligt farlige kriminelle efter omstændighe-

derne kan idømmes forvaring, hvis anvendelse heraf i stedet for fængsel er påkrævet

for at forebygge nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

Straffelovens §§ 75-77 a indeholder de almindelige regler om konfiskation. Der kan

bl.a. foretages konfiskation af udbyttet ved en strafbar handling eller et hertil sva-

rende beløb, jf. § 75, stk. 1, og af genstande mv., der har forbindelse til en begået

strafbar handling, jf. § 75, stk. 2, eller som må befrygtes at ville blive brugt ved en

strafbar handling, jf. § 77 a. Det følger endvidere af § 76 a om udvidet udbyttekon-

fiskation, at der kan foretages hel eller delvis konfiskation af formuegoder tilhø-

rende en person, som findes skyldig i en strafbar handling, der kan give et betydeligt

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

udbytte, og som kan straffes med fængsel i 6 år eller derover eller udgør en over-

trædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

Straffelovens §§ 78 og 79 indeholder regler om rettighedsfrakendelse i forbindelse

med dom for strafbart forhold. Efter bestemmelserne kan personer, der dømmes for

strafbare forhold, efter omstændighederne udelukkes fra eller frakendes retten til

fortsat at udøve visse former for virksomhed, hvis det udviste forhold begrunder en

nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet.

Straffelovens §§ 79 a, 79 b og 79 c indeholder forskellige muligheder for at idømme

kontakt- og opholdsforbud i forbindelse med dom for visse overtrædelser af straf-

feloven og våbenlovgivningen. Straffelovens § 236 indeholder endvidere regler om

opholdsforbud, boligforbud, besøgsforbud, kontaktforbud og udrejseforbud for per-

soner, der dømmes for visse seksualforbrydelser.

Idømmelse af andre retsfølger af den strafbare handling kan efter omstændighe-

derne have betydning for strafudmålingen. Det følger således af straffelovens § 82,

nr. 12, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en formil-

dende omstændighed, hvis gerningspersonen på grund af den strafbare handling fra-

kendes en af de i § 79 omhandlede rettigheder eller påføres andre følger, der kan

sidestilles med straf.

Andre retsfølger af den strafbare handling har typisk et mere konkret formål end

straf, eksempelvis at afværge eller forebygge en mere konkret fare for ligeartet kri-

minalitet. Ved anvendelsen af andre retsfølger, herunder opholds-, kontakt- og ud-

rejseforbud, indgår det i almindelighed i videre omfang end ved straf, om de pågæl-

dende retsfølger i relation til den konkrete gerningsperson er egnede og proportio-

nale for at opnå det konkrete formål.

En hensigtsmæssig brug af straf bør respektere befolkningens retsfølelse og

kunne forebygge og forhindre fremtidig kriminalitet. Straffen bør virke afskræk-

kende på potentielle lovovertrædere med henblik på i almindelighed at forebygge

kriminalitet i befolkningen (generalprævention). Straffen bør endvidere bidrage til

at afholde dømte personer fra at begå yderligere strafbare forhold (individualpræ-

vention). Efter omstændighederne skal brugen af straf også beskytte samfundet og

ofre fra en særlig fare, som den dømte udgør.

Det er på den baggrund vigtigt, at en straffedom indebærer en passende, klar og

mærkbar konsekvens for den dømte, samtidig med at de samlede følger af dommen

kan tilpasses, så dommen udgør en passende reaktion i lyset af den enkelte sags

omstændigheder og den dømtes personlige forhold.

Som det fremgår ovenfor, har domstolene i dag en række forskellige reaktionsmu-

ligheder til rådighed ved pådømmelsen af strafbare forhold. Reaktionsmulighe-

derne har forskelligt sigte og varetager i forskelligt omfang navnlig pønale, fore-

byggende, resocialiserende og fareafværgende hensyn. Som anført ovenfor har an-

dre retsfølger af den strafbare handling typisk et mere konkret formål end straf,

eksempelvis at afværge eller forebygge en mere konkret fare for ligeartet krimina-

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

litet. Straffelovens sondring mellem straf og andre retsfølger af strafbare forhold

er bl.a. begrundet i disse forskelligartede hovedhensyn.

Hensynene bag de enkelte reaktionsmuligheder kan imidlertid være overlappende,

og det er et fællestræk for reaktionerne over for den dømte, at de i forskellig form

og grad griber ind i og begrænser dennes frihed og rettigheder. En straf er dermed

heller ikke nødvendigvis en mere indgribende sanktion end en anden retsfølge. Ef-

ter omstændighederne vil f.eks. et opholdsforbud eller en frakendelse af retten til at

udføre sit erhverv for den enkelte kunne opleves som mere indgribende end en kor-

tere eller betinget frihedsstraf.

Disse forhold rejser flere principielle spørgsmål om rammerne for domstolenes fast-

sættelse af straf og andre retsfølger af strafbare forhold. Det rejser bl.a. spørgsmål

om, hvorvidt den nuværende sondring mellem straf og andre retsfølger i tilstrække-

lig grad tilgodeser de ofte overlappende hensyn, som samfundets reaktionsmulig-

heder over for kriminalitet skal varetage, herunder navnlig pønale, forebyggende,

resocialiserende og fareafværgende hensyn, og om de nuværende regler sikrer, at

samfundets ressourcer anvendes mest hensigtsmæssigt.

Det kan bl.a. overvejes, hvorvidt det kan være hensigtsmæssigt i højere grad end i

dag at anvende frihedsbegrænsende tiltag, dvs. mærkbare begrænsninger i den døm-

tes frihed og rettigheder, der dog ikke udgør frihedsberøvelse, som hele eller en del

af straffen. Det kan også overvejes, hvorvidt domstolene i videre omfang end i dag

som straf skal kunne fastsætte en samlet pakke af forskellige tiltag over for den

dømte, ligesom det kan overvejes, om der som alternativ eller supplement til forva-

ring kan indføres en ny sanktion, der på anden vis kan forebygge og afværge en

særlig fare, som en gerningsperson udgør.

På den baggrund anmodes Straffelovrådet om at foretage en vurdering af, om der

er behov for at revidere straffelovens regler om straf og andre retsfølger af strafbare

forhold, herunder forholde sig til:

om domstolene med de eksisterende regler har et passende udvalg af straffe

og retsfølger til rådighed,

om der er grundlag for indførelse eller øget anvendelse af sanktionsformer

af frihedsbegrænsende karakter, dvs. mærkbare begrænsninger af den døm-

tes frihed og rettigheder, som dog ikke udgør frihedsberøvelse,

om den eksisterende sondring mellem straf og andre retsfølger er hensigts-

mæssig, herunder om det vil kunne være relevant at anvende foranstaltnin-

ger, der i dag rubriceres som anden retsfølge, som hele eller en del af straf-

fen,

om domstolene i tilstrækkelig grad har mulighed for at kombinere forskel-

lige sanktionsformer med henblik på at fastsætte en passende samlet reak-

tion over for den dømte (f.eks. fængselsstraf kombineret med bøde, bøde-

eller fængselsstraf kombineret med rettighedsfrakendelse eller bøde kombi-

neret med opholdsforbud),

om domstolene i højere grad bør kunne tilpasse sanktionsvalget til gernings-

personen, eksempelvis hvor en stor mængde forstraffe viser, at det normale

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

sanktionsvalg for den pågældende kriminalitet ikke har haft den ønskede

præventive effekt,

om og hvordan det vil være hensigtsmæssigt at ændre straffelovens regler

om rettighedsfrakendelse, således at reglerne kan anvendes oftere, mere ef-

fektivt og evt. som en del af straffen,

om det kan være hensigtsmæssigt at udvide rammerne for og anvendelsen

af samfundstjeneste,

om der kan være grundlag for, som en del af dommen, at lade den dømte

være undergivet skærpet tilsyn og andre frihedsbegrænsninger efter udstået

fængselsstraf,

om det kan være hensigtsmæssigt at indføre mulighed for at fastsætte en

mindstetid for forvaringsdømte,

om der som alternativ eller supplement til forvaring kan indføres en ny sank-

tion, som har et bredere anvendelsesområde end forvaring, og som på anden

vis kan forebygge og afværge en særlig fare, som en gerningsperson udgør,

om der i øvrigt og i lyset af erfaringer fra andre lande bør indføres nye sank-

tioner, som ikke i dag er tilgængelige.

Med henblik på belysning af disse spørgsmål bedes rådet indhente relevante erfa-

ringer med anvendelse af alternative strafformer, navnlig af frihedsbegrænsende ka-

rakter, samt med kombination af forskellige sanktionsformer ved fastsættelsen af

straf fra lande, der er sammenlignelige med Danmark, herunder Holland.

Rådet bedes i relevant omfang overveje og på overordnet niveau beskrive, i hvilken

udstrækning rådets anbefalinger vurderes at ville have konsekvenser for ressource-

anvendelsen i det strafferetlige system, herunder i forbindelse med behandlingen af

straffesager.

Rådet bedes i sit arbejde inddrage straffuldbyrdelseslovens regler om anvendelse af

fodlænke. Rådet bedes ikke vurdere behovet for ændringer i reglerne om foranstalt-

ninger efter straffelovens §§ 68 og 69 over for psykisk afvigende og utilregnelige

lovovertrædere samt reglerne om ungdomssanktioner.

I det omfang rådet finder det relevant og hensigtsmæssigt for den videre drøftelse

af rådets konklusioner, bedes rådet udarbejde konkrete forslag til lovændringer.

Med henblik på behandling af dette kommissoriums dele om forvaring beskikkes et

ad hoc-medlem af Straffelovrådet efter indstilling fra Retspsykiatrisk Klinik.”

Efter aftale med Justitsministeriet afgiver Straffelovrådet nærværende udtalelse om forvaring.

Rådet afgiver samtidig en delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste (betænk-

ning nr. 1585).

Kommissoriets andre spørgsmål behandler Straffelovrådet efterfølgende.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Straffelovrådet har behandlet kommissoriets spørgsmål om forvaring i 4 møder.

2. Straffelovrådets sammensætning

Straffelovrådet havde ved afgivelsen af denne udtalelse følgende sammensætning:

Højesteretsdommer Ole Hasselgaard (formand)

Professor Trine Baumbach, Københavns Universitet

Byretsdommer Niels Deichmann, Retten i Kolding

Professor Thomas Elholm, Københavns Universitet

Direktør for Kriminalforsorgen Ina Eliasen

Afdelingschef i Justitsministeriet Thomas Højgaard

Højesteretsdommer Poul Dahl Jensen

Politidirektør Helle Kyndesen, Midt- og Vestjyllands Politi

Advokat Hanne Rahbæk

Rigsadvokat Jan Reckendorff

Ledende overlæge ved Retspsykiatrisk Klinik Dorte Sestoft

Forskningsdirektør Torben Tranæs, VIVE

Pr. 10 november 2023 indtrådte afdelingschef i Justitsministeriet Thomas Højgaard som med-

lem af rådet i stedet for forhenværende afdelingschef i Justitsministeriet Lene Steen.

Som sekretær for Straffelovrådet under arbejdet med denne udtalelse har fungeret fuldmægtig

i Justitsministeriet Søren Rams Rasmussen.

3. Resumé af Straffelovrådets overvejelser og forslag

Straffelovrådet har foretaget en gennemgang af regler og praksis om forvaring og vurderet, om

der er behov for at revidere reglerne. I det følgende er udarbejdet et resumé af rådets væsent-

ligste overvejelser og forslag.

3.1.

Forvaring er en særlig sanktion, som reelt er en tidsubestemt straf, og som kan anvendes

over for personer, som er særligt farlige, oftest på grund af personlighedsafvigelser. Det speci-

elle ved forvaring er, at forvaring ud over som straf at varetage et pønalt (dvs. straffende) formål

tager sigte på at forebygge den fare, som den dømte udgør for andre.

Der er i de senere år sket en stigning i antallet af personer, som bliver idømt forvaring. I de 9

år i perioden 2006-2014 var der i alt 32 personer, som blev idømt forvaring – dvs. i gennemsnit

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

lidt over 3,5 personer om året – mens der i de 9 år i perioden 2015-2023 var i alt 67 personer,

som blev idømt forvaring – dvs. i gennemsnit lidt under 7,5 personer om året. Der er dermed

sket mere end en fordobling i det årlige antal forvaringsdømte. Det absolutte antal af personer,

som bliver idømt forvaring, er dog fortsat relativt lavt (siden 2015 mellem 3 og 14 personer

årligt).

Der har også været en udvikling, hvor forvaringsdømte i dag er anbragt i forvaring i markant

længere tid end tidligere inden prøveudskrivning eller ophævelse af foranstaltningen. Mens den

gennemsnitlige anbringelsestid inden løsladelse i perioden 1984-1994 tidligere er opgjort til 7

år og 10 måneder, var den gennemsnitlige anbringelsestid inden prøveudskrivning i perioden

2016/2017 til oktober 2023 ca. 15 år og 2 måneder. Der er således også sket næsten en fordob-

ling af den gennemsnitlige anbringelsestid.

Efter Straffelovrådets opfattelse er det navnlig den beskrevne udvikling dels i antallet af forva-

ringsdomme, dels i den gennemsnitlige varighed af idømt forvaring, der giver anledning til at

overveje, om der er behov for at ændre reglerne om forvaring. Til brug for de overvejelser er

det derfor relevant at se på, hvilke årsager der kan være til udviklingen i antallet af forvarings-

domme og forvarings gennemsnitlige varighed.

Her bemærkes først, at det er en udvikling, der er sket i en periode, hvor hverken straffelovens

§ 70 om betingelserne for at idømme forvaring eller § 72 om betingelserne for at ophæve idømt

forvaring er blevet ændret, og at udviklingen derfor må have andre årsager. Uanset at det ikke

er muligt ganske præcist at udpege disse årsager og deres indbyrdes vægt, er det efter Straffe-

lovrådets opfattelse muligt at pege på en række forhold, der kan have haft betydning for udvik-

lingen.

For så vidt angår

antallet af forvaringsdømte

kan udviklingen blive påvirket af almindelige

faktorer, der ikke er specifikt knyttet til forvaring, såsom ændringer i kriminalitetsbilledet og

den demografiske udvikling. Hertil kommer, at det absolutte antal af forvaringsdømte hvert år

er så lavt, at selv nogle ganske få yderligere forvaringsdømte kan rykke statistisk ved de relative

tal for udviklingen gennem årene.

For så vidt angår den

gennemsnitlige varighed af forvaring

kan det være særlig vanskeligt en-

tydigt at pege på årsagerne til udviklingen. Vurderingen af, om der skal gives udgangstilladelse

som led i et udslusningsforløb, ske prøveudskrivning eller ske endelig ophævelse af en forva-

ringsdom, beror på de konkrete omstændigheder i hver enkelt sag, og der bør derfor udvises

varsomhed med meget håndfast at drage generelle konklusioner på den baggrund. Efter rådets

opfattelse kan det imidlertid ikke afvises, at der ved anvendelsen af reglerne om forvaring er

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

sket en vis udvikling i praksis, sådan at myndighederne ved deres afvejning af de misbrugs- og

retshåndhævelseshensyn, herunder hensynet til at undgå ny kriminalitet og pønale hensyn, der

taler for (fortsat) forvaring, over for de hensyn til domfældte, der taler imod, lader misbrugs-

og retshåndhævelseshensynene få en vis indbyrdes større vægt end tidligere.

Straffelovrådet skal dernæst pege på den betydning, som skærpelser af regler og praksis for

udgang kan have for den gennemsnitlige varighed af forvaring. Bl.a. er det sådan, at det i alle

tilfælde er en betingelse for udgang, at der ikke skønnes at foreligge risiko for misbrug af ud-

gangen, og at hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod en udgangstilladelse. Som nævnt

ovenfor kan det i den forbindelse ikke afvises, at der er sket en vis udvikling i praksis i retning

af yderligere fokus på misbrugs- og retshåndhævelseshensyn.

Skærpelser på udgangsområdet kan dermed have den konsekvens, at der i nogle sager kan gå

længere tid, inden der gennem et udgangsforløb bliver tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger

til at vurdere, om betingelserne for prøveudskrivning eller endelig ophævelse af en forvarings-

dom i straffelovens § 72 er opfyldt.

3.2.

Straffelovrådet har overvejet, om de gældende regler om forvaring er tilstrækkelige, eller

om betingelserne i straffelovens § 70 bør lempes eller skærpes.

Herom bemærker rådet, at forvaring er en meget indgribende og for domfældte meget bela-

stende foranstaltning, og der er derfor – og bør efter rådets opfattelse fortsat være – snævre

betingelser for at idømme forvaring. Straffelovens § 70 blev senest ændret i 1997, hvor der

skete en vis lempelse af adgangen til at idømme forvaring for voldtægt og andre alvorlige seksu-

alforbrydelser.

Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå yderligere lempelser af betingelserne for at

idømme forvaring. I den forbindelse skal rådet også bemærke, at det som anført ovenfor ikke

kan afvises, at der ved anvendelsen af straffelovens § 70 er sket en vis udvikling i praksis i

retning af en vis indbyrdes større vægt på misbrugs- og retshåndhævelseshensyn, herunder ri-

sikoen for ny kriminalitet, over for hensynet til domfældte, når det skal vurderes, om betingel-

serne for forvaring og fortsat forvaring er opfyldt. Det vil sige, at der inden for rammerne af

den gældende § 70 er rum til, at der i praksis kan ske en vis udvikling af denne karakter i lyset

af anden retsudvikling i samfundet, kriminalitetsbilledet mv.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der heller ikke grundlag for at foreslå en skærpelse af betin-

gelserne for at idømme forvaring i straffelovens § 70. Betingelserne er som anført snævre efter

den gældende bestemmelse, og den udvikling, der har været i antallet af forvaringsdømte, viser,

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

at det – trods stigningen i de senere år – fortsat er relativt få personer, som bliver idømt forvaring

(siden 2015 mellem 3 og 14 personer årligt).

Samlet finder Straffelovrådet herefter – hverken ud fra retshåndhævelseshensyn eller retssik-

kerhedshensyn – at kunne påvise et behov for at ændre betingelserne for at idømme forvaring i

straffelovens § 70.

3.3.

Straffelovrådet har overvejet, om der er behov for nye initiativer for at sikre, at forvarings-

dømte ikke er anbragt i længere tid end nødvendigt.

3.3.1.

Efter de gældende regler i straffeloven er der ikke mulighed for at fastsætte en længstetid

for forvaring. Straffelovrådet har overvejet, om der bør indføres regler om længstetid for for-

varing.

Til støtte for at indføre regler om længstetid for forvaring kan anføres, at det vil understrege, at

forvaring er en indgribende foranstaltning, der ikke må udstrækkes længere end nødvendigt.

Heroverfor står imidlertid, at det principielt afgørende for, om forvaring i det enkelte tilfælde

skal ophøre eller ej, er, om det fortsat er nødvendigt at opretholde forvaringen under hensyn til

fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed. Regler om længstetid må derfor efter rådets

opfattelse under alle omstændigheder kombineres med en mulighed for at gå ud over længste-

tiden, hvis det fortsat er nødvendigt at opretholde forvaringen under hensyn til en sådan fare.

I sidste ende vil der dermed ikke være vundet noget væsentligt ved at indføre regler om læng-

stetid, idet en fastsat længstetid efter rådets opfattelse alligevel skal kunne fraviges, hvis de

betingelser for ophævelse af forvaring, der gælder i dag, ikke er opfyldt i den enkelte sag.

Rådet finder imidlertid anledning til at fremhæve, at pønale hensyn naturligvis får aftagende

betydning over tid ved vurderingen af muligheden for prøveudskrivning. Efter rådets opfattelse

må der antages at gælde en ”øvre grænse” i den forstand, at selv i de groveste af de sager, hvor

der bliver idømt forvaring, kan pønale hensyn normalt aldrig antages at være til hinder for prø-

veudskrivning, hvis vedkommende har været i forvaring i omkring 18-20 år. Det vil sige, at det

er en vurdering af vedkommendes farlighed, der vil være afgørende for, om der kan ske prø-

veudskrivning.

3.3.2.

Rådet har overvejet, om der kan være anledning til at ændre de gældende tidsfrister i

straffelovens § 72 for, hvornår forvaringsdømte eller bistandsværger kan anmode anklagemyn-

digheden om at indbringe spørgsmål om ændring eller ophævelse af foranstaltningen for dom-

stolene.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Rådet finder, at det i lyset af de praktiske erfaringer vil være hensigtsmæssigt at indføre en

ordning, hvor den dømte først kan anmode om domstolsprøvelse i forvaringssager 3 år efter

domsafsigelsen og derefter hvert år (mod i dag hvert halve år). Det skal ses i lyset af, at der i

almindelighed ikke kan antages at være forvaringssager, hvor betingelserne for prøveudskriv-

ning eller endelig ophævelse af forvaringsdommen vil være opfyldt inden for de første 3 år efter

domsafsigelsen, og at der i lyset af udslusningsforløbet i forvaringssager meget sjældent vil

være sket en udvikling over 6 måneder, der kan gøre en fornyet domstolsprøvelse relevant.

Rådet bemærker i den forbindelse også, at anklagemyndigheden i de ganske særlige tilfælde,

hvor betingelserne for prøveudskrivning eller endelig ophævelse af forvaringsdommen måtte

være til stede, før de omtalte tidsmæssige betingelser er opfyldt, i medfør af straffelovens § 72,

stk. 1, vil have pligt til at indbringe spørgsmålet for domstolene.

Rådet anbefaler, at den beskrevne ordning gennemføres ved en ændring af straffelovens § 72.

Rådet har også overvejet, om der kan være anledning til at indsætte faste frister i straffelovens

§ 72 for, hvornår anklagemyndigheden skal indbringe spørgsmål om ændring eller ophævelse

af forvaringsdomme for domstolene.

flertal

på 10 af rådets medlemmer finder ikke at kunne påvise et behov for at indføre faste

frister af denne karakter på forvaringsområdet. Flertallet peger dog samtidig på, at det er vigtigt

at sikre, at der ved kriminalforsorgens og anklagemyndighedens løbende udtagelse af de sager,

hvor der bør fremsættes anmodning over for domstolene om prøveudskrivning eller endelig

ophævelse af foranstaltningen, ikke opstår risiko for, at en sag, der burde være indbragt for

domstolene, ikke bliver indbragt. Ikke mindst er det afgørende – bl.a. på baggrund af den mar-

kante stigning i gennemsnitstiden for forvaring – at sikre, at der ikke opstår risiko for, at meget

langvarig anbringelse i forvaring anvendes i videre omfang end påkrævet.

mindretal

på 2 af rådets medlemmer kan som udgangspunkt tilslutte sig det, som flertallet

har anført. Mindretallet finder imidlertid, at der derudover er behov for, at det bliver obligato-

risk, at anklagemyndigheden forelægger alle forvaringssager for domstolene inden for nogle

faste frister.

3.3.3.

Som nævnt er det efter Straffelovrådets opfattelse nærliggende at antage, at skærpelser

af regler og praksis på udgangsområdet har medvirket til, at der er sket en markant forlængelse

af den gennemsnitlige anbringelsestid for forvaringsdømte. Skærpelserne på udgangsområdet

kan således have den konsekvens, at der i nogle sager kan gå længere tid, inden der gennem et

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

udgangsforløb bliver tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om betingelserne for

prøveudskrivning eller endelig ophævelse af en forvaringsdom er opfyldt.

Regler og praksis på udgangsområdet indebærer dermed efter rådets opfattelse en risiko for, at

nogle forvaringsdømte er anbragt i forvaring i længere tid, end hvad der ville være blevet anset

for nødvendigt, hvis domstolene havde haft mulighed for på et tidligere tidspunkt på grundlag

af bl.a. et udgangsforløb at vurdere spørgsmålet om prøveudskrivning mv. Dermed kan skær-

pelserne på udgangsområdet have helt særlige konsekvenser for forvaringsdømte sammenlignet

med indsatte, som har fået en tidsbestemt straf, og som selvsagt uanset skærpelse af udgangs-

reglerne i alle tilfælde skal løslades senest ved den fastsatte straffetids udløb.

Der er efter rådets opfattelse ikke tvivl om, at skærpede regler og praksis for indsattes udgang

fra kriminalforsorgens institutioner kan være velbegrundet ud fra hensyn til retshåndhævelsen,

risikoen for misbrug af udgangstilladelsen og konsekvent ordenshåndhævelse. Heroverfor står

imidlertid, at det kan udgøre et retssikkerhedsmæssigt problem, hvis konsekvensen er, at nogle

forvaringsdømte i realiteten er anbragt i forvaring i længere tid, end hvad der kan anses for

nødvendigt efter straffelovens § 72. Det gælder i særlig grad, fordi spørgsmål om nægtelse og

begrænsning af udgang ikke er undergivet en særlig let adgang til domstolsprøvelse.

Regler om udgang gælder som udgangspunkt generelt for indsatte i kriminalforsorgens institu-

tioner, og regler og praksis på området skal som nævnt varetage flere forskellige hensyn. Hertil

kommer, at ændringer af regler og praksis af hensyn til at sikre, at forvaringsdømte ikke er

anbragt i længere tid end nødvendigt, muligvis kan få betydning også for andre indsatte.

På baggrund af det anførte anbefaler rådet, at det overvejes, om der ud fra en afvejning af de

nævnte hensyn kan være anledning til at ændre regler og praksis på udgangsområdet, i det om-

fang det kan være egnet til at afbøde de særlige konsekvenser, som nægtelse og begrænsning

af udgang kan have for anbringelsestiden for forvaringsdømte.

3.4.

Efter de gældende regler i straffelovens § 70 er der ikke mulighed for at fastsætte en mind-

stetid for forvaring. Straffelovrådet skal efter kommissoriet overveje, om der bør indføres en

sådan mulighed.

På baggrund af udviklingen i brugen af forvaring, herunder at den gennemsnitlige anbringel-

sestid er steget markant, er der formentlig ikke i væsentligt omfang eksempler på, at forvarings-

dømte bliver prøveudskrevet tidligere fra forvaring, end hvis der var idømt en tidsbestemt

fængselsstraf. Tværtimod ser det ud til, at forvaringsdømte generelt set er anbragt længere tid,

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

end en alternativ tidsbestemt fængselsstraf havde ført til. Der ses derfor ikke i praksis at være

behov for at indføre regler om mindstetid.

Det kan desuden anføres, at en mindstetid vil kunne reducere den dømtes motivation til at gen-

nemføre behandlingsforløb, hvis vedkommende under alle omstændigheder først kan komme

ud efter et bestemt tidspunkt. Der vil også kunne være risiko for, at mindstetiden bliver opfattet

som om, at der herefter ikke skal så meget til, for at der kan ske prøveudskrivning.

På den baggrund finder rådet ikke grundlag for at anbefale, at der bliver indført mulighed for at

fastsætte en mindstetid for forvaring.

3.5.

Ved prøveudskrivning af forvaringsdømte fastsættes i praksis en række vilkår, som den

prøveudskrevne skal overholde. I praksis drejer det sig om vilkår om, at vedkommende ikke

begår nyt strafbart forhold, at vedkommende skal undergive sig tilsyn, og at vedkommende kan

tilbageføres til fængslet, hvis der sker brud på vilkårene, eller der er grund til at antage, at der

er risiko for nye lovovertrædelser.

Herom bemærker rådet, at det afhænger af den konkrete sag, i hvilket omfang det kan være

relevant at fastsætte vilkår ved prøveudskrivning. Eksempelvis vil det kunne være relevant at

fastsætte vilkår om afvænningsbehandling, hvis vedkommendes farlighed vurderes at være

knyttet til misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer. Hvis vedkommende er dømt for en

seksualforbrydelse, vil et vilkår om fortsættelse af påbegyndt behandling med kønsdriftsdæm-

pende medicin kunne være relevant.

På den baggrund finder Straffelovrådet, at det ikke vil være hensigtsmæssigt med en udtøm-

mende liste over, hvilke vilkår der kan fastsættes ved prøveudskrivning. Det afgørende for fast-

sættelsen af vilkår bør efter rådets opfattelse fortsat være, om et vilkår er relevant og sagligt i

den konkrete sag. Rådet skal fremhæve, at det er vigtigt, at myndighederne fortsat er opmærk-

somme på, om fastsættelsen af saglige og relevante vilkår i en konkret sag vil kunne føre til, at

der kan ske prøveudskrivning tidligere, end det ellers ville være tilfældet.

3.6.

Straffelovrådet har endelig overvejet, om der er behov for at tilbyde mere eller anden be-

handling af forvaringsdømte.

Rådet finder ikke at kunne påvise specifikke behov eller muligheder for behandling, der ikke

bliver tilbudt i dag. I denne sammenhæng skal rådet derfor begrænse sig til at fremhæve, at det

er vigtigt, at der i videst muligt omfang bliver tilbudt relevant behandling af den enkelte forva-

ringsdømte.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

København, oktober 2024

Ole Hasselgaard (formand)

Trine Baumbach

Niels Deichmann

Thomas Elholm

Ina Eliasen

Thomas Højgaard

Poul Dahl Jensen

Helle Kyndesen

Hanne Rahbæk

Jan Reckendorff

Dorte Sestoft

Torben Tranæs

___________________

Søren Rams Rasmussen

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Kapitel 2

Gældende ret

Straffelovens § 70, stk. 1, indeholder en regel om forvaring, mens straffelovens § 70, stk. 2,

indeholder en særlig regel om anvendelse af forvaring i sager om seksualforbrydelser. En per-

son, der idømmes forvaring efter straffelovens § 70, er ikke omfattet af straffelovens § 16 om

straffrihed som følge af utilregnelighed.

Hvis der bliver tale om at idømme forvaring, kan der af retten beskikkes en bistandsværge, der

så vidt muligt skal være en person fra kredsen af nærmeste pårørende, som sammen med den

beskikkede forsvarer skal bistå tiltalte under sagen, jf. straffelovens § 71, stk. 1. Er tiltalte dømt

til forvaring, beskikkes en bistandsværge, jf. bestemmelsens stk. 2. Bistandsværgen skal holde

sig underrettet om den dømtes tilstand og drage omsorg for, at opholdet og andre foranstaltnin-

ger ikke udstrækkes længere end nødvendigt.

Bistandsværgernes opgaver er nærmere beskrevet i bekendtgørelse nr. 947 af 24. september

2009 om bistandsværger. Ifølge bekendtgørelsens § 8, stk. 2, skal bistandsværgen bl.a. rådgive

og vejlede den sigtede, tiltalte eller dømte om klageadgang samt om muligheden for at søge en

idømt foranstaltning ændret eller ophævet. Endvidere følger det af bekendtgørelsens § 9, stk. 1,

at bistandsværgen snarest muligt efter beskikkelsen skal besøge den sigtede, tiltalte eller dømte

og til stadighed holde sig i forbindelse med denne.

Forvaring er en tidsubestemt foranstaltning, der alene kan ændres eller ophæves af retten. I

medfør af bestemmelsen i straffelovens § 72 påhviler det anklagemyndigheden at påse, at en

foranstaltning efter straffelovens § 70 ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nød-

vendigt.

Straffelovens § 70 om forvaring er placeret efter straffelovens §§ 68 og 69, der omhandler for-

anstaltninger over for psykisk afvigende mv. Det skal ses i lyset af, at personer, der idømmes

forvaring, i reglen er personlighedsafvigende, og at reglerne i straffelovens §§ 71 og 72 er et

fælles regelsæt, der også gælder for foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 og 69.

1. Straffelovens § 70, stk. 1

Bestemmelsen i straffelovens § 70, stk. 1, blev indført i 1973 og udformet i overensstemmelse

med § 67 i det lovudkast, som Straffelovrådet udarbejdede i rådets betænkning nr. 667/1972

om strafferetlige særforanstaltninger. Det var Straffelovrådets opfattelse, at der fortsat burde

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

være mulighed for at anvende forvaring på ubestemt tid som middel til at forebygge fysisk

aggression eller anden krænkelse af individets integritet. Når det drejer sig om sådan alvorlig

fare, kunne man efter rådets opfattelse ikke regne med, at sædvanlig strafudmåling for den på-

dømte kriminalitet ville udgøre et tilstrækkeligt eller hensigtsmæssigt grundlag for en reaktion

med forebyggende sigte.

Efter straffelovens § 70, stk. 1, kan en person dømmes til forvaring, hvis

1) denne findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler

af den i straffelovens § 266 nævnte art eller brandstiftelse eller i forsøg på en af de

nævnte forbrydelser (kriminalitetskravet), og

2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysninger om dennes person, herunder

navnlig om tidligere kriminalitet, må antages, at personen frembyder nærliggende fare

for andres liv, legeme, helbred eller frihed (farlighedskravet), og

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare

(nødvendighedskravet).

Med bestemmelsen skete en skærpelse af betingelserne for at idømme forvaring. Af betænkning

nr. 667/1972, side 74 ff., fremgår, at det ved forslaget til bestemmelsen var tilsigtet at give

forvaring et snævert anvendelsesområde og at sikre en grundig prøvelse af dens betingelser.

Med bestemmelsen foreslog rådet bl.a., at anvendelsen af tidsubestemt forvaring blev begræn-

set til tilfælde, hvor der er tale om at forebygge fare for liv, legeme, helbred eller frihed.

Efter den hidtidige retstilstand var anvendelsen af forvaring bredere og kunne idømmes, hvis

det af hensyn til retssikkerheden blev skønnet fornødent, at der anvendtes andre foranstaltninger

end straf, og sikkerhed herfor ikke kunne opnås ved mindre indgribende foranstaltninger.

Bestemmelsens

kriminalitetskrav

indebærer, at personen skal være fundet skyldig i en af de

nævnte lovovertrædelser.

Efter retspraksis kan vold efter straffelovens § 245 anses for en alvorlig voldsforbrydelse, jf.

Højesterets dom trykt i UfR 2003, side 1543. Det er derimod anført i den juridiske litteratur, at

vold efter straffelovens § 244 ikke opfylder betingelsen, jf. Knud Waaben, Strafferettens almin-

delige del II. Sanktionslæren (5. udg., 2001), side 144.

Efter den nugældende bestemmelse kan berigelsesforbrydelser (bortset fra røveri) ikke medføre

forvaring, hvilket var en af de væsentligste ændringer i 1973 i forhold til den hidtidige retstil-

stand. I betænkning nr. 667/1972, side 76, fandt Straffelovrådet bl.a., at de mulige fordele ved

en tidsubestemt dom til forvaring for berigelsesforbrydelser måtte afvejes over bl.a. den psyko-

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

logiske belastning og de pågældendes retsbeskyttelse, og at der for sådanne forbrydelser alene

foreligger risiko for krænkelse af økonomiske goder og ikke individets integritet.

Bestemmelsens

farlighedskrav

indebærer, at det efter karakteren af det begåede forhold og op-

lysninger om tiltales person, herunder navnlig om tidligere kriminalitet, skal kunne antages, at

tiltalte frembyder en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

Om dette udtryk fremgår af betænkning nr. 667/1972, side 77 f.:

”De her nævnte udtryk dækker efter rådets opfattelse de former for fare, som det

kan være begrundet at forebygge gennem en sådan foranstaltning. En risiko for øko-

nomiske krænkelser (herunder hærværk og andre fysiske angreb på fast ejendom

eller løsøre) vil ikke være tilstrækkelig. Det samme gælder fare for trusler eller an-

dre personlige forulempelser af psykologisk eller fredsforstyrrende karakter, blu-

færdighedskrænkelse i form af ekshibitionisme, beluring eller krænkelse i ord eller

skrift, samt pengefalsk, dokumentfalsk og i øvrigt krænkelser af offentligretlige el-

ler almene interesser. På den anden side må ordet »legeme« efter omstændighe-

derne kunne fortolkes således, at bestemmelsen omfatter visse andre sædeligheds-

forbrydelser end dem, der indebærer legemsangreb o. 1.; også brandstiftelse,

sprængning og røveri, der rummer fare for enkeltpersoner, kan være omfattet af

bestemmelsen om fare for andres »legeme«. Ligeledes må ordet »frihed« kunne

fortolkes således, at der herved sigtes til andre krænkelser end den af § 261 omfat-

tede frihedsberøvelse. Bedømmelsen af, om den pågældende form for fare kan på-

regnes, skal efter udkastet tage hensyn til karakteren af det begåede forhold og til

oplysningerne om tiltaltes »person, herunder navnlig om tidligere kriminalitet«.

Der vil således ikke – modsat den nuværende ordning efter § 70, jfr. § 17 - være

tale om at knytte anvendelsen af forvaring til bestemte forudsætninger med hensyn

til psykisk unormalitet hos gerningsmanden. I praksis må det påregnes, at området

for forvaring helt overvejende vil udgøres af tilfælde, hvor skønnet over en persons

farlighed baseres på en kombination af oplysninger om hans kriminalitet og om

alvorlige karaktermæssige defekter (…).”

Af betænkning nr. 667/1972, side 146, fremgår også, at det må antages, at behovet for at an-

vende forvaring i første række vil foreligge i sager, hvor alvorlig kriminalitet af aggressiv ka-

rakter og faren for ny tilsvarende grov kriminalitet har sin baggrund i udtalte personligheds-

mæssige afvigelser.

Det afgørende for, om

nødvendighedskravet

er opfyldt, er, at anvendelsen af forvaring findes

påkrævet for at forebygge den fare, som tiltalte udgør. Bestemmelsens forarbejder giver ikke

vejledning for denne vurdering.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

I vurderingen af, om nødvendighedskravet er opfyldt, indgår det i praksis navnlig, om en tids-

bestemt straf vil være af en sådan længde, at den må antages at opveje den fare, som tiltalte

udgør.

Om nødvendighedskravet anfører Knud Waaben, a.st., side 144, således:

”Endelig er det en betingelse at retten finder det påkrævet at anvende forvaring i

stedet for fængsel med henblik på forebyggelse af faren. Retten må herved navnlig

lægge vægt på hvilken strafstørrelse der ville blive tale om i det konkrete tilfælde.

I farlighedstilfælde kan en tidsbestemt straf for trusler være utilstrækkelig, medens

der i drabssager normalt ikke er grund til at foretrække forvaring frem for en lang-

varig straf. Afgørelsen rummer flere vanskeligheder. Retten skal ikke blot finde

grundlag for at antage en nu foreliggende farlighed, men skal også kunne formode

at der er en farlighed, der vil holde sig så længe at en udmålt straf er utilstrækkelig.

Domstolene vil måske undertiden lægge til grund at forvaring kombineres med en

behandlingsform, der er egnet til at reducere farligheden. Der er imidlertid ikke

hjemmel til i dommen at foreskrive noget der angår fuldbyrdelsesformen.”

Thomas Elholm m.fl., Kommenteret straffelov, Almindelig del (12. udg., 2023), side 468 f.,

anfører:

”Forarbejderne giver ingen vejledning mht. forståelsen af den i nr. 3 nævnte betin-

gelse, om at forvaring skal være påkrævet for at forebygge faren (nødvendigheds-

betingelsen). Under den tidligere retstilstand var det sædvanligt at foretrække

fængsel frem for forvaring, når den fængselsstraf, der kom i betragtning, var

fængsel på livstid, jf. Knud Waaben: Utilregnelighed og særbehandling, 1968, s. 87

ff., og f.eks. U 1967.106 H kommenteret i NTFK 1967.252 og U 1984.966 H. Det

er nærliggende at antage, at forbeholdet tager sigte på sådanne tilfælde og andre

tilfælde, hvor alternativet er en langvarig tidsbestemt straf, jf. U 1986.898 H (14

år). I U.2018.1843 Ø gennemgås undersøgelse af den gennemsnitlige udstrækning

af forvaring til prøveudskrivning (14 år og 7 mdr. for perioden 2007-2011), og

landsretten stadfæster herefter dom til forvaring som alternativ til fg. i 16 år for drab

med skydevåben på politiassistent. Se U 1992.849 H (9 år), der med nyere praksis

formentlig må anses for enkeltstående. I U 1998.1377 H stadfæstede Højesteret

dom til forvaring for § 246, jf. § 245, stk. 1, vold (i landsretten dissens for 10 års

fængsel). Med nogen forsigtighed kan man måske af nyere praksis udlede, at for-

varing vil blive anset som nødvendig, hvis alternativet til forvaring vil være en dom

på tid.

I vurderingen af, om forvaring skal idømmes, indgår også en nedre grænse i den

forstand, at forvaring ikke må være uproportional i forhold til den aktuelle krimi-

nalitet. Hvis den aktuelle kriminalitet kun ville udløse en straf på nogle måneders

fængsel, kan forvaring ikke anvendes, jf. herved den ovenfor omtalte dom i U

2007.2399 H, hvor alternativet til forvaring ville være en straf på fængsel i 1 år og

6 måneder.”

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

I Anklagemyndighedens Årsberetning 2003-04, side 99 ff., er det efter en gennemgang af den

daværende domspraksis sammenfattende konkluderet, at det i sager, hvor valget står mellem på

den ene side påstand om fængsel på livstid eller 14-16 år og på den anden side påstand om

forvaring, er Rigsadvokatens opfattelse, at der som udgangspunkt bør nedlægges påstand om

fængselsstraf, samt at der i sager, hvor sanktionen ville ligge på 10-12 års fængsel eller derun-

der, som udgangspunkt bør nedlægges påstand om forvaring, hvis betingelserne herfor i øvrigt

er opfyldt.

I nyere retspraksis er der imidlertid eksempler på, at der i overensstemmelse med anklagemyn-

dighedens påstand er idømt forvaring i sager, hvor alternativet var en meget langvarig tidsbe-

stemt fængselsstraf på op til 16 år. Det skal ses i lyset af den udvikling, som også i de senere år

har været i den gennemsnitlige anbringelsestid for personer idømt forvaring, og som indebærer,

at personer, som bliver idømt forvaring, i gennemsnit er anbragt i betydeligt længere tid end

tidligere inden prøveudskrivning, jf. nærmere dette kapitels pkt. 7. Et eksempel fra de senere

års retspraksis er Østre Landsrets dom trykt i UfR 2018, side 1843, hvor anklagemyndigheden

havde nedlagt endelig påstand principalt om forvaring, subsidiært om 16 års fængsel, og hvor

landsretten efter at have omtalt den nævnte udvikling i anbringelsestiden for forvaringsdømte

idømte den tiltalte forvaring i stedet for alternativt fængsel i 16 år for overtrædelse af straffe-

lovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. nr. 3, og § 237 ved fra en skytteforening at have stjålet en pistol

med ammunition og efterfølgende at have dræbt en politiassistent hermed.

Det anførte afspejler, at fængsel på livstid i alle tilfælde anses for en strengere sanktion end

forvaring.

2. Straffelovens § 70, stk. 2

I 1997 blev der i straffelovens § 70, stk. 2, fastsat særskilte regler om anvendelse af forvaring

ved seksualforbrydelser. Efter bestemmelsen kan en person dømmes til forvaring, hvis

1) denne findes skyldig i voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse eller i forsøg

herpå (kriminalitetskravet), og

2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om dennes person, herun-

der om tidligere kriminalitet, må antages, at personen frembyder væsentlig fare for an-

dres liv, legeme, helbred eller frihed (farlighedskravet), og

3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare

(nødvendighedskravet).

Straffelovens § 70, stk. 2, er udtryk for en mindre lempelse af betingelserne for anvendelse af

forvaring i sager om seksualforbrydelser sammenlignet med bestemmelsen i straffelovens § 70,

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

stk. 1. Formålet med straffelovens § 70, stk. 2, var ”i lidt videre omfang end hidtil” at anvende

forvaring over for personer, hvor behandling skønnes at kunne forhindre yderligere kriminalitet

af den nævnte art (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 101).

Bestemmelsens

kriminalitetskrav

indebærer, at det alene er voldtægt eller anden alvorlig seksu-

alforbrydelse eller forsøg herpå, der omfattes. Det er anført i Thomas Elholm m.fl., a.st., side

469, at afgrænsningen af ”anden alvorlig seksualforbrydelse” ifølge betænkning nr. 667/1972,

side 77, må skulle fortolkes sådan, at den også omfatter visse andre seksualforbrydelser end

dem, der indebærer legemsangreb og lignende.

Sammenlignet med straffelovens § 70, stk. 1, indebar bestemmelsen i øvrigt, at ordet ”navnlig”

udgik af

farlighedskravet,

ligesom ordet ”nærliggende” blev ændret til ”væsentlig”. Det blev i

den forbindelse forudsat, at en ”væsentlig fare” ikke altid er ”nærliggende”, mens en ”nærlig-

gende fare” altid forudsættes at være ”væsentlig” (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side

111).

Med indførelsen af bestemmelsen i straffelovens § 70, stk. 2, blev det endvidere forudsat, at

forvaring fremover kunne komme på tale anden gang, vedkommende bliver dømt, hvis grovhe-

den af den seneste seksualforbrydelse eller antallet af forhold under denne straffesag sammen-

holdt med oplysninger om tiltaltes aktuelle farlighed taler for en tidsubestemt foranstaltning,

hvor der bliver mulighed for ved behandling at modvirke risikoen for gentagelse. Det blev end-

videre forudsat, at det heller ikke skulle være udelukket at idømme forvaring første gang, en

person dømmes for grove seksualforbrydelser, hvis der efter oplysningerne om tiltaltes person

er betydelig risiko for gentagelse, som bør forhindres. Der henvises til Folketingstidende 1996-

97, tillæg A, side 111.

Bestemmelsen i straffelovens § 70, stk. 2, er kort behandlet i Straffelovrådets betænkning nr.

1534/2012 om seksualforbrydelser, bind 1, side 379 ff. Ved den lejlighed fandt Straffelovrådet

ikke grundlag for at foreslå lempelser af betingelserne for at idømme forvaring. Rådet fandt, at

de gældende regler var udtryk for en passende afvejning af hensynet til at beskytte mod dømte,

farlige kriminelle og hensynet til, at der bør være proportionalitet mellem sanktionen og risi-

koen for ny kriminalitet.

3. Retspraksis

Som eksempler fra retspraksis, hvor betingelserne for at idømme forvaring

var opfyldt,

kan

nævnes:

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Højesterets dom trykt i UfR 1999, side 965/2: Tiltalte, der i 1996 (Højesterets dom trykt

i UfR 1996, side 103/2) var idømt fængsel i 2 år 6 måneder for bl.a. røveri (dissens for

forvaring), idømt forvaring efter straffelovens § 70, stk. 1, for at have gjort sig skyldig

i vold mod fængselsfunktionær, røveri og ulovlig tvang. Ifølge en udtalelse fra Retslæ-

gerådet led tiltalte bl.a. af en pseudopsykopatisk skizotypisk tilstand, og muligheden for

en senere udvikling af egentlig skizofreni kunne ikke udelukkes. Der blev bl.a. lagt vægt

på karakteren af det begåede røveriforhold sammenholdt med tiltaltes tidligere krimina-

litet og på de lægelige oplysninger om tiltaltes helt særegne personlighed og hermed

sammenhængende farlighed.

Højesterets dom trykt i UfR 2004, side 2154: Tiltalte, der tidligere var straffet for bl.a.

røveri, idømt forvaring efter straffelovens § 70, stk. 1, for 30 dage efter sin prøveløsla-

delse fra afsoning af en dom for bl.a. ildspåsættelse at sætte ild til en sparekasse med

skader for 13-14 millioner kr. til følge. Der blev bl.a. lagt vægt på, at kriminaliteten var

planlagt udelukkende med den hensigt at komme i fængsel, og at det på baggrund af

tiltaltes psykiske egenart, vedholdende udtalelser om at fortsætte med sådanne handlin-

ger og begrænsede overblik ikke kunne afvises, at tiltalte frembød nærliggende fare for

andres liv, legeme, helbred eller frihed. Dissens for fængselsstraf på 5 år.

Højesterets dom trykt i UfR 2007, side 2399: Tiltalte, der siden 1986 i 12 tilfælde var

blevet straffet for vold eller trusler om vold, idømt forvaring efter straffelovens § 70,

stk. 1, for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter ved at have stukket sin

daværende kæreste i brystet med en kniv og ved samme aften bl.a. i to tilfælde at have

begået vold mod hende. Forholdene var begået efter flugt fra afsoning af en fængsels-

straf. Der blev bl.a. lagt vægt på en udtalelse fra Retslægerådet, hvorefter tiltalte i svær

grad blev fundet afvigende, ulystbetonet, ansvarsfralæggende, styret af impulser, her-

under aggressive impulser, med manglende evner til at sætte sig ind i andre menneskers

tanker og følelsesliv samt vanskelighed ved udsættelse af behov. Dissens for fængsels-

straf på 1 år og 6 måneder.

Østre Landsrets dom trykt i UfR 2015, side 2801: Tiltalte, der flere gange i perioden

2001-2008 var idømt længere fængselsstraffe for vold og trusler, herunder overtrædelse

af straffelovens § 119, og anbragt på sikret afdeling for personer med vidtgående psy-

kiske handicap på Kofoedsminde, idømt forvaring for under anbringelsen på Kofoeds-

minde i 14 tilfælde at have udsat ansatte for bl.a. trusler på livet og vold efter straffe-

lovens § 119, stk. 1. Af de 14 forhold vedrørte de 10 trusler omfattet af straffelovens §

266. Der blev bl.a. lagt vægt på en udtalelse fra Retslægerådet, hvorefter tiltalte ikke var

omfattet af straffelovens § 16, stk. 1 eller 2, og hvorefter tiltalte frembød en nærliggende

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

fare, sådan at anvendelsen af forvaring måtte antages at være nødvendig for at forebygge

denne fare.

Højesterets dom trykt i UfR 2021, side 5275: Tiltalte, der ikke tidligere var straffet,

idømt forvaring efter straffelovens § 70, stk. 2, for alvorlig personfarlig kriminalitet i

form af bl.a. voldtægt, mishandling og frihedsberøvelse af to kvinder, som tiltalte havde

mødt på en datingside og herefter levet sammen med. Retslægerådet havde udtalt, at der

var høj risiko for, at tiltalte ville begå fremtidig vold, herunder seksuel vold, og rådet

vurderede, at tiltalte udgjorde både en nærliggende og væsentlig fare, samt at anven-

delse af forvaring i stedet for fængsel var påkrævet for at forebygge denne fare. Højeste-

ret lagde bl.a. vægt på, at voldtægtsforholdene var begået som led i systematisk og lang-

varig mishandling af to kvinder, og at der samlet set var tale om omfattende personfarlig

kriminalitet.

Som eksempler fra retspraksis, hvor betingelserne for at idømme forvaring

ikke var opfyldt,

kan

nævnes:

Højesterets dom trykt i UfR 2005, side 639: Tiltalte, der tidligere var straffet for røveri,

men ikke – bortset fra et tilfælde af simpel vold efter straffelovens § 244 – for krimina-

litet, der havde medført fysisk personskade, idømt 3 år og 6 måneders fængsel, inklusive

en reststraf på ca. 17 måneder, for bl.a. 2 væbnede røveriforsøg. Røverierne var i det

ene tilfælde opgivet, fordi der kom kunder, og i det andet tilfælde, fordi kioskens ejer

bevæbnede sig med en kølle. Retslægerådet udtalte, at rådet ikke kunne afvise, at tiltalte

udgjorde en sådan fare, at anvendelse af forvaring var påkrævet. Højesteret fandt efter

karakteren af de nu begåede forhold og tiltaltes tidligere kriminalitet sammenholdt med

de lægelige udtalelser ikke grundlag for at fastslå, at tiltalte frembød en så nærliggende

fare, at anvendelse af forvaring var påkrævet.

Højesterets dom trykt i UfR 2005, side 2104: Tiltalte, der siden 1987 var blevet dømt 6

gange for bl.a. vold og trusler, idømt 3 års fængsel for overtrædelse af bl.a. straffelovens

§§ 119, 244 og 266 over for bl.a. en tidligere samleverskes familie og offentligt ansatte.

Retslægerådet vurderede, at tiltalte i betydelig grad var personlighedsmæssigt afvi-

gende, herunder impuls- og affektstyret, og at tiltalte frembød en så nærliggende fare,

at anvendelse af forvaring var påkrævet. Højesteret fandt efter en samlet bedømmelse

af de begåede forhold og tidligere begåede kriminalitet, at der ikke var tilstrækkeligt

grundlag for at antage, at tiltalte frembød en sådan nærliggende fare, at betingelserne

for at idømme forvaring var opfyldt.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Højesterets dom trykt i UfR 2012, side 2297: En 17-årig tiltalt, der ikke tidligere var

straffet, idømt 7 års fængsel for voldtægt af en 14-årig pige og for forsøg på drab og på

voldtægt mod en kvinde, der besøgte tiltalte under varetægtsfængslingen. Retslægerådet

vurderede, at tiltalte havde en svært forstyrret personlighed, at tiltalte frembød en nær-

liggende fare, og at anvendelse af forvaring med stor sandsynlighed var nødvendig til

forebyggelse af denne fare. Under hensyn til, at tiltalte var 17 år på gerningstidspunk-

terne og ikke tidligere straffet, fandt Højesteret, at der – uanset karakteren af den på-

dømte kriminalitet og oplysningerne om hans person – ikke var fuldt tilstrækkeligt

grundlag for at anvende forvaring i stedet for fængsel i medfør af straffelovens § 70,

stk. 2. Se tilsvarende om en ung lovovertræder Højesterets dom trykt i UfR 2006, side

2406, hvor en 17-årig tiltalt, der havde dræbt en 18-årig kvinde, blev idømt 8 års

fængsel.

4. Forløbet forud for dom i sager med spørgsmål om forvaring

Efter retsplejelovens § 809, stk. 1, 1.-2. pkt., skal sigtede underkastes mentalundersøgelse, når

det findes at være af betydning for sagens afgørelse. Hvis sigtede ikke udtrykkeligt samtykker

i undersøgelsen, kan denne kun finde sted efter retskendelse.

De nærmere retningslinjer for fremgangsmåde mv. ved mentalundersøgelser er beskrevet i

Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om psykisk afvigende kriminelle, pkt. 3.1. I det følgende om-

tales udvalgte dele heraf.

Om mentalundersøgelse skal foretages, skal afklares hurtigst muligt og beror i praksis på en

samlet vurdering, der foruden det umiddelbare indtryk af sigtede under afhøringerne og dennes

adfærd under en eventuel varetægtsfængsling omfatter den aktuelle sag, tidligere sager, oplys-

ningerne om hans eller hendes personlige forhold i en eventuel personundersøgelse efter rets-

plejelovens § 808 og oplysninger om tidligere psykiatrisk behandling eller sociale hjælpefor-

anstaltninger.

Mentalundersøgelse vil bl.a. være indiceret, når kriminalitetsbetingelserne for anvendelse af

forvaring efter straffelovens § 70 er opfyldt, herunder f.eks. gentagen voldtægt, røveri mv.,

uanset om der er mistanke om psykisk sygdom.

Mentalundersøgelse sker som udgangspunkt ambulant. Ambulante mentalundersøgelser skal så

vidt muligt være gennemført senest 6 uger efter, at anklagemyndigheden har rekvireret en am-

bulant mentalundersøgelse. Kan erklæringen ikke foreligge inden dette tidspunkt, oplyser ved-

kommende læge anklagemyndigheden herom og om, hvornår erklæringen kan forventes at fo-

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

religge. Til brug for rådets arbejde har Rigsadvokaten oplyst, at den gennemsnitlige sagsbe-

handlingstid i praksis er væsentlig længere end 6 uger.

Mentalundersøgelse under indlæggelse kan være indiceret, hvis 1) den undersøgende læge an-

befaler, at undersøgelsen skal ske under indlæggelse, eller 2) sigtede nægter at medvirke til en

ambulant mentalundersøgelse. Hvis der er klart misforhold til sagens betydning og den forven-

tede straf, kan der ikke ske mentalundersøgelse under indlæggelse, jf. herved Højesterets ken-

delse trykt i UfR 2011, side 2643/2. Begæring om mentalundersøgelse under indlæggelse kan

alene fremsættes, hvis den regionale statsadvokat har godkendt det.

Mentalundersøgelse kan efter omstændighederne endvidere foretages på Sikringsafdelingen

under Afdeling for Retspsykiatri, Region Sjælland. Opstår der spørgsmål om mentalobservation

under indlæggelse på sikringsafdelingen, forelægges sagen for statsadvokaten, der vurderer, om

der er grundlag for, at mentalundersøgelsen sker på sikringsafdelingen.

Mentalundersøgelsen forelægges som regel for Retslægerådet, når der er rejst spørgsmål om

anvendelse af forvaring efter straffelovens § 70. Retslægerådet afgiver herefter en udtalelse om

spørgsmålet, herunder pågældendes farlighed.

Om Retslægerådets vurdering i forvaringssager fremgår af Retslægerådets beretning fra 2018,

side 23 ff., bl.a.:

”Retslægerådet har i tidligere årsberetninger fra 2000, 2012, 2013 og 2014 omtalt

lægelige synspunkter på anvendelse af forvaring, som først og fremmest er en juri-

disk afgørelse og et straffuldbyrdelsesmæssigt anliggende. Dog indgår et psykia-

trisk aspekt ved vurderingen af den sigtedes eller den dømtes farlighed. Stillingta-

gen til spørgsmålet om forvaring rejses af anklagemyndigheden i forbindelse med

udfærdigelse af mentalundersøgelse, hvorfor den mentalundersøgende overlæge i

erklæringen bør lægge nøje vægt på vurdering af observandens farlighed, herunder

især personlighedsmæssige karaktertræk. Når der er tale om seksualforbrydelse, bør

erklæringen tillige omfatte en grundig seksualanamnese og en vurdering af, om der

foreligger en seksuel afvigelse, idet en sådan diagnose indgår i vurderingen af far-

lighed. Dette indebærer blandt andet krav til den psykologiske undersøgelse, hvor

der forventes anvendt validerede og strukturerede risikovurderinger med hensyn til

fremtidig vold og/eller seksualiseret vold.

Anvendelsen af strukturerede risikovurderingsinstrumenter med hensyn til fremti-

dig vold er efterhånden blevet indført i psykiatrien generelt, og i særdeleshed i

retspsykiatrien, og er almindeligt anerkendt, men kan ikke stå alene og bør kombi-

neres med en klinisk vurdering (…).

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Klinisk psykiatrisk vurdering af farlighed af ikke-sindssyge og generelt er tidligere

omtalt i Retslægerådets årsberetninger for 1988 og 1995, og det må herfra gentages,

at farlighedsvurderinger hviler på et skøn, der sammenfatter lægefaglige såvel som

mere almene ikke specielt lægefaglige forhold. De lægefaglige forhold omfatter

især beskrivelse af personlighedstræk med en bedømmelse af forsvarsmekanismer

og reaktionsmåder, desuden en vurdering af tankeindhold inklusiv forestillinger og

modforestillinger vedrørende kriminaliteten og fremtiden. De almene forhold ved-

rører en række kriminalitetsrelaterede samt sociale og konkrete situationsrelaterede

omstændigheder. En sådan syntese af lægefaglig og almen vurdering udgør sam-

menholdt med den strukturerede risikovurdering den samlede aktuelle og fremti-

dige farlighedsvurdering. Der er således tale om et skøn, som ikke har nøjagtighe-

dens karakter, og som ikke kan angives med et tal eller en procentsats.

(…).

I de senere år har Retslægerådet haft et sted mellem 5 og 10 sager årligt med an-

modning om stillingtagen til spørgsmålet om forvaring, hvor anbefalingerne har

varieret. Dette kan selvsagt bero på flere forskellige forhold, som hver især og in-

teragerende med hinanden påvirker den endelige anbefaling. Ikke sjældent ser

Retslægerådet derfor et behov for at graduere anbefalingen, således at det bliver

mere tydeligt for domstolene at udlede, hvor sikkert skønnet bedømmes at være.

Retslægerådet vil ved spørgsmål om forvaring tilstræbe at svare så konsistent som

muligt med en graduering indenfor 4 niveauer: 1) klar anbefaling 2) næsten anbe-

faling 3) måske anbefaling og 4) klar afvisning.”

Sager, hvor der er spørgsmål om at nedlægge påstand om forvaring, skal forelægges for den

regionale statsadvokat, inden der rejses tiltale.

5. Fuldbyrdelse af forvaringsdomme, herunder behandling af forvarings-

dømte

Forvaringsdomme fuldbyrdes af kriminalforsorgen. Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens §

105, stk. 1, at forvaring som udgangspunkt fuldbyrdes efter straffuldbyrdelseslovens alminde-

lige bestemmelser om fuldbyrdelse af fængselsstraffe med den undtagelse, at forvaring normalt

fuldbyrdes i Anstalten ved Herstedvester (nu Herstedvester Fængsel). Der kan dog være for-

hold, herunder sikkerhedsmæssige forhold, der gør, at forvaringsdømte er anbragt andre steder.

Valget af Herstedvester Fængsel er begrundet i, at institutionen personalemæssigt er særligt

indrettet til at modtage indsatte, der har behov for psykiatrisk behandling eller bistand eller for

at være på en institution med et mere specialiseret behandlingspersonale.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Ved indførelsen af straffuldbyrdelsesloven blev der ikke i øvrigt fundet grundlag for at stille

forvarede anderledes end fængselsdømte. Det blev dog forudsat, at den særlige forsigtighed,

som under hensyn til forvaringsdømtes farlighed bør udvises i forbindelse med fuldbyrdelsen

af forvaring, skulle komme til udtryk i fastsættelsen af sagsbehandlingsregler, der sikrer, at

afgørelse om visse særlig væsentlige spørgsmål under fuldbyrdelsen af forvaring træffes efter

en særlig omfattende og grundig sagsbehandling (Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side

3802). Sådanne regler kan fastsættes i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 105, stk. 2. Som

eksempel kan nævnes bekendtgørelse nr. 1018 af 28. juni 2022 om behandlingen af sager om

prøveudskrivning af forvaringsdømte (prøveudskrivningsbekendtgørelsen).

Forvaringsdømte er underlagt de almindelige regler for fængselsopholdet i forhold til bl.a. be-

skæftigelse, undervisning, fritid mv. De har samme rettigheder og pligter under anbringelsen

som andre indsatte og kan ifalde disciplinærstraf mv. på samme måde som andre indsatte.

Det samme gør sig i udgangspunktet gældende med hensyn til udredning og behandling af for-

varingsdømte. Der er dog en række tilfælde, hvor der til brug for beslutning om lempelser i

forvaringsforløbet skal være udarbejdet en psykiatrisk speciallægeerklæring, jf. herom dette

kapitels pkt. 6.

Under pkt. 5.1-5.3 nedenfor beskrives på baggrund af et bidrag, som Direktoratet for Kriminal-

forsorgen har udarbejdet til brug for rådets arbejde, den behandling, som forvaringsdømte kan

modtage under anbringelsen.

5.1. Behandling af forvaringsdømte i Herstedvester Fængsel

Forvaringsdømte omfatter personer, der er dømt for forskellige former for personfarlig krimi-

nalitet, herunder drab, vold, ildspåsættelse, røveri, voldtægt og andre seksualforbrydelser. Der-

for er der også behov for en bred vifte af behandlingsmuligheder i Herstedvester Fængsel, her-

under adfærdskorrigerende behandling, medicinsk behandling, terapeutisk behandling, mis-

brugsbehandling samt kognitive adfærdsprogrammer i form af VFP (voldsforebyggende pro-

gram), ligesom der er en lang række behandlingstiltag, som kan iværksættes i et samarbejde

mellem Herstedvester Fængsel og eksterne behandlingsansvarlige, f.eks. de sexologiske klinik-

ker. Det overordnede formål med behandling af forvaringsdømte er at mindske vedkommendes

farlighed, således at vedkommende kan leve et liv uden kriminalitet.

Når den forvaringsdømte ankommer til Herstedvester Fængsel, vil der indledningsvist

blive

udarbejdet en såkaldt LS/RNR-vurdering. LS/RNR er et struktureret risiko- og behovsvurde-

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

ringsredskab, der bl.a. bruges af kriminalforsorgen til at vurdere, hvilke af kriminalforsorgens

indsatser der bør prioriteres, når den enkelte anbringelses- og handleplan udarbejdes.

Der vil tillige blive foretaget en psykiatrisk og psykologisk/sexologisk udredning, der har til

formål at afdække, om der er behov for at iværksætte relevant behandling. Det kan f.eks. være

medicinsk og/eller terapeutisk behandling og misbrugsbehandling, ligesom der i visse tilfælde

vil blive foretaget en udredning for neurologiske sygdomme. I visse tilfælde kan det også være

nødvendigt at udrede den forvaringsdømtes intelligensniveau, ligesom der kan anvendes for-

skellige test til vurderingen af psykopatiske træk og adfærd. Endelig anvendes en række risiko-

vurderingsinstrumenter, hvormed vedkommendes risiko for ny kriminalitet kan vurderes.

Medicinsk behandling har til formål at dæmpe eller fjerne symptomer hos den forvaringsdømte

i forbindelse med f.eks. psykisk sygdom, mens terapeutisk behandling har til formål at bringe

den indsatte videre i sin personlige udvikling ved bl.a. at sikre indsigt og erkendelse for en

begået kriminalitet, således at den indsatte gøres i stand til på sigt at kunne løse sine problemer,

forebygge risikoadfærd og få redskaber til adfærdsændring. Psykologerne i Herstedvester

Fængsel tilbyder også individuel psykoterapi til de forvaringsdømte. Terapien kan omfatte støt-

tende psykoterapi, indsigtsorienteret psykoterapi og psykoedukation samt egentlig krisebe-

handling ved særligt belastende forhold.

Behandling af indsatte, herunder forvaringsdømte, er frivillig og forudsætter således, at den

indsatte samtykker heri.

5.2. Særligt om behandling af sædelighedsdømte i Herstedvester Fængsel

Behandlingen i Herstedvester Fængsel af personer, herunder forvaringsdømte, der har begået

seksualforbrydelser, består i dag af individuel samtaleterapi, eventuelt suppleret med medi-

cinsk, kønsdriftsdæmpende behandling eller medicinsk behandling af psykiske lidelser. Samta-

leterapien tilrettelægges individuelt efter den enkelte indsatte. Den varierer meget i intensitet

og hyppighed og kan bestå i traditionel psykoterapi, hvis den indsatte f.eks. har en indre kon-

flikt, der er medvirkende til, at vedkommende begår kriminalitet, og som kan løses ved psyko-

terapeutisk bearbejdning.

Der kan også være tale om støttende psykoterapi, hvor den indsatte f.eks. har en udviklingsfor-

styrrelse, der er medvirkende til, at vedkommende begår kriminalitet, og som er forårsaget af

en defekt, som den indsatte først skal erkende og siden hjælpes til at forholde sig til. I de alvor-

ligste tilfælde medfører en sådan defekt, at den indsatte ikke kan begå sig på fri fod og leve et

kriminalitetsfrit liv, uden at vedkommende er i vedvarende kønsdriftsdæmpende behandling.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Kønsdriftsdæmpende behandling blev introduceret i Herstedvester Fængsel i 1989. Der er tale

om en medicinsk behandling med opfølgning af psykiater- og psykologsamtaler, hvor målet er

at nedsætte recidivrisikoen. Behandlingen tilbydes derfor alene til en helt særlig gruppe ind-

satte, hvor andre, mindre indgribende behandlingsformer ikke anses for tilstrækkelige til at ned-

sætte risikoen for tilbagefald til ny ligeartet kriminalitet.

De indsatte, som kan komme i betragt-

ning til behandlingen, har som udgangspunkt begået alvorlige seksualforbrydelser og er typisk

recidivister. De er som oftest idømt en tidsubestemt straf eller en længerevarende tidsbestemt

straf på over 6 år og 6 måneder.

Den medicinske del af kønsdriftsdæmpende behandling er tosporet. Det ene stof sænker te-

stosteronniveauet til præpubertetsniveau, mens det andet stof er et kontrolstof, der hæmmer

virkningen af uautoriseret indtagelse af testosteron. Behandlingen kan medføre alvorlige bi-

virkninger som f.eks. afkalkning af knoglerne, påvirkning af leveren og/eller dannelse af me-

ningiomer, og tæt sundhedsfaglig kontrol er derfor påkrævet, hvilket bl.a. forudsætter, at de

personer, der modtager behandlingen, er motiverede for at samarbejde herom.

Der pågår et langt udredningsforløb, inden der tages stilling til, om kønsdriftsdæmpende be-

handling skal tilbydes. I samtaleforløb med psykolog, psykiater og socialrådgiver, efterfulgt af

en klinisk konference, vurderes indikation for behandlingen, herunder tilstedeværelse af seksu-

elle afvigelser, sandsynlighed for recidiv til nye seksualforbrydelser, graden af psykopati og

andre psykiatriske diagnoser, samt om mindre indgribende behandlingsmuligheder er tilstræk-

keligt til at sænke recidivrisikoen. Hvis den indsatte vurderes i målgruppen for behandlingen,

udarbejdes en erklæring af en speciallæge i psykiatri til brug for høring af Retslægerådet.

Be-

handlingen tilbydes kun, hvor andre behandlingsformer, f.eks. psykoterapeutisk eller anden be-

handling, har vist sig eller vurderes ikke at kunne nedbringe en høj risiko for recidiv til ligear-

tede seksualforbrydelser.

I forbindelse med udgangsforløb og prøveudskrivning vil den forvarede få tilknyttet et vilkår

om at fortsætte behandlingen, jf. dette kapitels pkt. 6.1.

5.3. Behandling af forvaringsdømte, der ikke er anbragt i Herstedvester Fængsel

Forvaringsdømte, der ikke er anbragt i Herstedvester Fængsel, har adgang til samme sundheds-

behandling som andre indsatte, herunder psykologbistand ved behov, ligesom der er mulighed

for at tale med en psykiater eller have et samtaleforløb med en psykiatrisk sygeplejerske. Til-

svarende har de adgang til misbrugsbehandling og eventuelle kognitive adfærdsprogrammer,

hvis den indledende risiko- og behovsvurdering taler for det.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Hertil kommer, at der udarbejdes speciallægeerklæringer i forbindelse med beslutning om even-

tuelle lempelser i forvaringsforløbet, jf. dette kapitels pkt. 6.

I udslusningsfængsler kan forvaringsdømte tilbydes misbrugsbehandling, psykologsamtaler og

sexologisk behandling efter behov. Forvaringsdømte, der er udstationerede til udslusnings-

fængsler, er omfattet af sygesikringsgruppe 1, hvilket betyder, at øvrig sundhedsbehandling

varetages hos den indsattes egen læge, tandlæge m.m.

Forvaringsdømte, der er udstationerede til eget hjem, vil – hvis risiko- og behovsvurderingen

taler derfor – indgå i MOSAIK (Motiverende Samtaleintervention i Kriminalforsorgen).

MOSAIK er kriminalforsorgens strukturerede tilsynsmodel, som bl.a. bygger på principper fra

kognitiv adfærdsterapi og social læringsteori, og som består af en række øvelser og motiverende

samtaler, der skal motivere tilsynsklienter og støtte dem i at leve et kriminalitetsfrit liv.

6. Udslusningsforløb og udskrivning fra forvaring

Efter straffelovens § 72, stk. 1, påhviler det anklagemyndigheden at påse, at en foranstaltning

efter straffelovens § 70 ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt.

Efter straffelovens § 72, stk. 2, træffes bestemmelse om ændring eller endelig ophævelse af en

foranstaltning efter straffelovens § 70 ved kendelse efter anmodning fra den dømte, bistands-

værgen, anklagemyndigheden, institutionens ledelse eller kriminalforsorgen. Anmodning fra

den dømte, bistandsværgen, institutionens ledelse eller kriminalforsorgen fremsættes over for

anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten. Tages en anmod-

ning fra den dømte eller bistandsværgen ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før

der er forløbet et halvt år fra kendelsens afsigelse.

Der er ikke hjemmel til at ændre en forvaringsdom efter straffelovens § 70 til en mindre indgri-

bende foranstaltning, herunder en foranstaltning efter straffelovens §§ 68 og 69, jf. herved Ve-

stre Landsrets kendelse trykt i UfR 2010, side 3077, og Højesterets kendelse trykt i UfR 2020,

side 17. En forvaringsdom efter straffelovens § 70 kan således alene enten ændres til prøveud-

skrivning eller endeligt ophæves.

Personer, som er omfattet af straffelovens § 68, fordi den pågældende er straffri efter straffe-

lovens § 16, kan idømmes en forvaringsdom efter straffelovens § 68, sidste pkt., jf. § 70, og en

sådan forvaringsdom kan ændres til en af de øvrige foranstaltninger nævnt i § 68, jf. herved

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Vestre Landsrets kendelse trykt i UfR 2010, side 3077. I praksis vil dom til forvaring efter

straffelovens § 68, sidste pkt., jf. § 70, kun sjældent være aktuelt.

Straffelovens § 72, stk. 1, indeholder en pligt for anklagemyndigheden til løbende at påse, at en

foranstaltning efter straffelovens § 70 ikke opretholdes i længere tid og i videre omfang end

nødvendigt. Efter den gældende retstilstand er der ikke regler om længstetid for forvaring eller

faste frister for domstolsprøvelse af forvaringssager, men for så vidt angår foranstaltninger efter

straffelovens §§ 68 og 69 indebærer bestemmelsen i § 72, stk. 1, at der kan være pligt for an-

klagemyndigheden til at indbringe spørgsmål om ændring eller endelig ophævelse af foranstalt-

ningen før udløbet af de frister, der i medfør af §§ 68 a og 69 a kan være fastsat herfor.

Straffelovens § 72, stk. 2, indeholder en ret for den dømte eller dennes bistandsværge til hvert

halve år at få prøvet spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen som

følge af, at foranstaltningen ikke længere er nødvendig, ved domstolene. Domstolsprøvelse af

andre spørgsmål, herunder af spørgsmål om udgang, er ikke omfattet af en prøvelse efter straf-

felovens § 72, men reguleres af reglerne i straffuldbyrdelsesloven og grundlovens § 63.

6.1. Udslusningsforløb for forvaringsdømte

Udgang og andre elementer i et udslusningsforløb for forvaringsdømte sker efter regler i straf-

fuldbyrdelsesloven med tilhørende bekendtgørelser. Det er forudsat, at udgang er et almindeligt

led i fuldbyrdelsen af forvaringsdomme, og udgang udgør et væsentligt led i forvaringsdømtes

udslusningsforløb frem mod prøveudskrivning.

Et udslusningsforløb for en forvaringsdømt består i praksis af en ”trappe” med forskellige gra-

der af udgang, hvor den forvaringsdømte gradvis prøves af. Et typisk udgangsforløb begynder

med et antal enkeltstående ledsagede udgange (til besøg hos bestemte personer eller en indivi-

duel udflugt el.lign., hvis den forvaringsdømte ikke har bestemte personer at besøge) over et

par år og dernæst overgang til regelmæssige ledsagede udgange over et par år. Herefter vil den

forvaringsdømte kunne overgå til uledsagede udgange uden overnatning og dernæst med først

én og efterfølgende to overnatninger. Det er en forudsætning for et fortsat udgangsforløb, at de

hidtil afviklede udgange er gået godt, og at der ikke er disciplinære forseelser i institutionen,

der kan give anledning til at formode, at der er risiko for, at den pågældende misbruger udgan-

gen.

Spørgsmålet om udgang til besøg hos bestemte personer eller en individuel udflugt mv. skal

tages op til overvejelse af kriminalforsorgsområdet, når en forvaringsdømt har været anbragt i

forvaring i 2 år, jf. § 24, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 1754 af 21. december 2023 om udgang

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangs-

bekendtgørelsen). En indsat, der er idømt forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som

hjemler straf på livstid, kan ikke opnå tilladelse til udgang, indtil vedkommende har været an-

bragt i forvaring i 10 år, medmindre der er tale om udgang til bestemte særlige formål eller med

henblik på at vurdere den forvaringsdømtes farlighed, jf. straffuldbyrdelseslovens § 49 a. Ifølge

bemærkningerne til bestemmelsen (Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 76 som fremsat, side

21 f.) skal undtagelsen til reglen ses i lyset af anklagemyndighedens overholdelse af straffe-

lovens § 72, idet det ikke kan udelukkes, at en psykiater vil vurdere, at det er nødvendigt, at den

forvaringsdømte kommer på udgang før de 10 år for at kunne vurdere farligheden af den på-

gældende.

Som hovedregel gives udgang med henblik på besøg hos bestemte nærtstående personer, jf.

udgangsbekendtgørelsens § 35, stk. 1. Hvis ganske særlige forhold i det enkelte tilfælde taler

derfor, og det i øvrigt findes formålstjenligt, kan indsatte få tilladelse til besøg hos andre be-

stemte personer end nærtstående, jf. udgangsbekendtgørelsens § 35, stk. 2. Har den forvarings-

dømte ikke bestemte personer at besøge, kan der i stedet gives udgang med henblik på ophold

i egen bolig eller tilladelse til en individuel udflugt eller lignende, hvis særlige omstændigheder

taler derfor, jf. udgangsbekendtgørelsens § 40, stk. 2.

Afgørelse om udgang til at besøge bestemte personer eller en individuel udflugt mv. træffes af

Direktoratet for Kriminalforsorgen efter indstilling fra det kriminalforsorgsområde, hvor den

forvaringsdømte er placeret. Inden der gives tilladelse til enkeltstående ledsaget udgang, ind-

hentes en udtalelse fra den relevante politidirektør.

Efter udgangsbekendtgørelsens § 18 skal der, inden der gives tilladelse til regelmæssig udgang,

ske høring af den statsadvokat, som straffesagen henhører under. Sådan høring skal endvidere

ske, hvis der senere gives tilladelse til udgang, der vil medføre yderligere lempelser i anbrin-

gelsesforløbet. Til brug for vurderingen af spørgsmålet om tilladelse til regelmæssig udgang

indhentes endvidere en erklæring fra en speciallæge i psykiatri eller efter omstændighederne

fra autoriseret psykolog, jf. udgangsbekendtgørelsens § 19.

Det beror på en konkret og individuel vurdering, hvornår en forvaringsdømt, der opfylder de

tidsmæssige betingelser, i praksis kan påbegynde udgang med henblik på besøg hos bestemte

personer eller en individuel udflugt mv.

Det er en forudsætning for udgang, at der ikke skønnes at foreligge risiko for misbrug af ud-

gangen, herunder risiko for ny kriminalitet under udgangen, og at hensynet til retshåndhævelsen

ikke taler imod en tilladelse til udgang, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, nr. 2 og 3. Da

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

forvaringsdømte er dømt for meget alvorlig personfarlig kriminalitet, foretages der en skærpet

vurdering af misbrugsrisikoen og hensynet til retshåndhævelsen. Vurderingen beror bl.a. på

karakteren af og omstændighederne i forbindelse med den idømte kriminalitet, eventuel tidli-

gere kriminalitet og karakteren heraf, hvor hurtigt den forvaringsdømte eventuelt er recidiveret

efter tidligere løsladelser, eventuel tidligere udgangsmisbrug, og om den forvaringsdømte er

indforstået med at undergive sig relevante særvilkår for udgang. Det indgår endvidere, om den

forvaringsdømte indgår i relevant behandling, og i så fald om vedkommende har haft gavn

heraf.

I vurderingen indgår endvidere oplysninger om eventuelle disciplinære forseelser i anbringel-

sesinstitutionen, i det omfang disse kan give anledning til at formode, at der er risiko for, at

vedkommende misbruger udgangen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den indsatte i institutio-

nen bruger euforiserende stoffer, og hvor der er en sammenhæng mellem brug af euforiserende

stoffer og den begåede kriminalitet.

Der kan knyttes særlige vilkår til alle former for udgangstilladelser. Disse vilkår fastsættes efter

en konkret vurdering med henblik på at mindske risikoen for misbrug af den givne tilladelse

og/eller af hensyn til retshåndhævelsen. Dette kan eksempelvis være vilkår om alkoholistbe-

handling, sexologisk behandling, herunder kønsdriftsdæmpende medicinsk behandling, eller

vilkår om, at indsatte under udgang ikke må forlade udgangsadressen, udover hvad der følger

af rejseplanen (opholdsvilkår).

Når den forvaringsdømte har afviklet regelmæssig uledsaget udgang i en periode på typisk et

år, kan der ske udstationering til udslusningsfængsel i typisk to år. Det første år af udstatione-

ringen sker på ”fængselsvilkår”, hvilket betyder, at den indsatte er underlagt de samme regler,

som gælder for udgang fra åbent fængsel. Det andet år sker typisk på ”institutionsvilkår”, hvil-

ket betyder, at den indsatte fra søndag til fredag skal være i udslusningsfængslet fra typisk kl.

23 til kl. 7 og har weekendudgang hver weekend. Herefter vil den forvaringsdømte kunne ud-

stationeres til egen bolig i typisk et år, inden der indledes en sag om prøveudskrivning fra for-

varing.

Et typisk udslusningsforløb vil illustrativt kunne se ud som følger:

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Prøveudskrivning

1 år

Udstationering til

egen bolig

2 år

Enkeltstående

ledsagede udgange

2 år

Regelmæssige

ledsagede udgange

1 år

Uledsagede ud-

gange først uden

overnatning, deref-

ter med 1 overnat-

ning og til sidst med

2 overnatninger (re-

gelmæssig weeken-

dudgang)

2 år

Udstationering til

udslusningsfængsel

- det første år af ud-

stationeringen sker

på fængselsvilkår,

og det andet år sker

på institutionsvilkår

Et sædvanligt udslusningsforløb vil således kunne have en varighed på 8 år. Som anført ovenfor

beror det på en konkret og individuel vurdering, hvornår en forvaringsdømt, der opfylder de

tidsmæssige betingelser, i praksis kan påbegynde udgang med henblik på besøg hos bestemte

personer. Endvidere kan det enkelte udslusningstrin enten forlænges eller forkortes afhængig

af omstændighederne i den konkrete sag.

6.2. Skærpelser af reglerne om udgang

Der er gennemført en række skærpelser af reglerne om udgang, som bl.a. har haft betydning for

forvaringsdømte.

I efteråret 2004 indførtes en skærpet indsats over for narkotika i fængslerne. Med lov nr. 445

af 9. juni 2004 om ændring af lov om euforiserende stoffer og straffuldbyrdelsesloven (Skærpet

indsats mod narkotika m.v.) blev der i straffuldbyrdelseslovens § 60 a fastsat hjemmel til at

foretage stikprøvevise urinprøver. Som led i den skærpede indsats skulle også små mængder

narkotika anmeldes til politiet og straffes, og disciplinærreaktionerne for brug og besiddelse af

narkotika blev skærpet. Denne skærpede kurs medførte en ændret praksis for afvikling af ud-

gang, idet udgang som altovervejende hovedregel forudsætter aflæggelse af negativ urinprøve.

For de indsatte har det haft den konsekvens, at mange udgange er blevet udskudt eller aflyst,

hvilket har bevirket, at udgangs- og udslusningsforløb er blevet forlænget.

Med lov nr. 641 af 8. juni 2016 om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven

og retsplejeloven (Styrket indsats mod mobiltelefoner i fængsler m.v.) blev der indsat en ny

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 4, hvorefter udgang ikke kan finde sted, hvis

den dømte inden for de seneste 3 måneder er ikendt disciplinærstraf for overtrædelse af forbud-

det mod at medtage, besidde eller råde over en mobiltelefon. Der kan dog undtagelsesvis gives

tilladelse til udgang, hvis helt særlige omstændigheder taler derfor.

I 2018 indførtes som en del af kriminalforsorgens flerårsaftale 2017-2021 desuden en skærpelse

af udgangskarantænen ved ny kriminalitet begået under udgang eller i institutionen. Før skær-

pelsen kunne en indsat blive ikendt en udgangskarantæne i højst 6 måneder, hvis den pågæl-

dende havde begået ny kriminalitet under udgang eller i institutionen. Hvis der var tale om ny

farlig kriminalitet, kunne karantænen fastsættes til højst 12 måneder. Efter skærpelsen kan der

fastsættes op til 12 måneders udgangskarantæne ved ny kriminalitet under udgang eller i insti-

tutionen og op til 18 måneders udgangskarantæne, hvis der er tale om ny farlig kriminalitet.

Endvidere blev der med lov nr. 157 af 31. januar 2022 om ændring af lov om fuldbyrdelse af

straf m.v. (Indskrænkning af livstidsdømte og forvaringsdømtes rettigheder) indsat en bestem-

melse i straffuldbyrdelseslovens § 49 a, hvorefter en indsat, der er idømt fængselsstraf på livstid

eller forvaring for overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, ikke

kan opnå tilladelse til udgang, før der er udstået 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid,

eller indtil vedkommende har været anbragt i forvaring i 10 år, medmindre udgang sker til be-

stemte særlige formål eller med henblik på at vurdere den forvaringsdømtes farlighed.

Endelig blev det med lov nr. 893 af 21. juni 2022 om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf

m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen for

kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision

af disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusnings-

fængsel m.v.) muligt for kriminalforsorgen at ikende et midlertidigt udgangsforbud og en mid-

lertidig begrænsning af retten til besøg, brevveksling og telefoni. Ved ikendelse af midlertidigt

udgangsforbud som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art

og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder. Hvis den indsatte er ikendt midlertidigt udgangs-

forbud, kan der alene meddeles tilladelse til udgang, hvis helt særlige omstændigheder taler

derfor. Bestemmelsen indebærer således, at udgang som udgangspunkt ikke kan finde sted i

den pågældende periode.

6.3. Prøveudskrivning og endelig ophævelse af forvaring

Efter prøveudskrivningsbekendtgørelsens § 1 skal kriminalforsorgsområdet, efter forudgående

drøftelse med Direktoratet for Kriminalforsorgen, anmode anklagemyndigheden om at ind-

bringe spørgsmålet om prøveudskrivning for retten, når det må antages, at betingelserne for

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

prøveudskrivning er opfyldt. Når en forvaringsdømt har været anbragt 3 år i forvaring, påhviler

det kriminalforsorgsområdet årligt at vurdere og drøfte med Direktoratet for Kriminalforsorgen,

om der skal fremsættes en anmodning over for anklagemyndigheden, jf. bekendtgørelsens § 2.

Det gælder også de sager, hvor udgang som det klare udgangspunkt først kan gives, når den

dømte har været anbragt i forvaring i 10 år.

Til brug for den årlige vurdering af, hvorvidt anklagemyndigheden skal anmodes om at ind-

bringe spørgsmålet om prøveudskrivning for retten, indhenter kriminalforsorgsområdet en

ud-

talelse

fra en speciallæge i psykiatri, jf. prøveudskrivningsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Til brug

for den årlige vurdering har kriminalforsorgsområdet desuden udarbejdet en indstilling til di-

rektoratet, som bl.a. beskriver den forvaringsdømtes udrednings- og behandlingsforløb. Som

det fremgår i dette kapitels pkt. 5, skal forvaringsdømte under udståelsen udredes i relation til

relevante behandlingsbehov, herunder psykiatriske diagnoser, misbrug mv., og relevant og re-

cidivhæmmende behandling skal søges iværksat, hvis den indsatte vil indgå i en sådan behand-

ling.

En sag om prøveudskrivning vil blive anbefalet af kriminalforsorgen, når den forvaringsdømte

har gennemgået et længerevarende, problemfrit udslusningsforløb, og den forvaringsdømte

ikke længere vurderes at være farlig.

Til brug for farlighedvurderingen indhentes i medfør af prøveudskrivningsbekendtgørelsens §

3, stk. 2, en

erklæring

fra en speciallæge i psykiatri. Speciallægen er typisk knyttet til det kri-

minalforsorgsområde, hvor den forvaringsdømte er placeret. I tilfælde, hvor anklagemyndighe-

den forelægger prøveudskrivningsspørgsmålet for retten på baggrund af en anmodning fra den

forvaringsdømte eller bistandsværgen, indhentes ligeledes en sådan erklæring, jf. prøveudskriv-

ningsbekendtgørelsens § 7, stk. 1. I Retslægerådets beretning fra 2021, side 70 ff., er det nær-

mere beskrevet, hvilket indhold erklæringen bør have, herunder at den bør indeholde en samlet

gennemgang af behandlingsforløbet.

Der kan opstå situationer, hvor kriminalforsorgen vurderer, at den forvaringsdømte skal deltage

i behandling for at få tilladelse til f.eks. udgang eller prøveudskrivning, men hvor den forva-

ringsdømte ikke indvilger heri. I sådanne situationer forelægges spørgsmålet om farlighed i

visse tilfælde Retslægerådet, der foretager en uvildig lægefaglig vurdering af, om den forva-

ringsdømte vil være farlig uden behandling. Hvis vedkommende vurderes at være farlig uden

behandling, vil den forvaringsdømte ikke blive meddelt tilladelse til udgang eller prøveudskriv-

ning uden behandling. Spørgsmålet er nærmere omtalt i Direktoratet for Kriminalforsorgens

retningslinjer af 31. august 2020 for høring af Retslægerådet i sager, hvor indsatte er idømt en

tidsubestemt straf, der blev udarbejdet i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

dom af 9. juli 2019 (sagsnummer 51072/15). I sagen fandtes Danmark at have krænket Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 1, ved, at domstolene i 2015 ikke

imødekom en anmodning om at indhente en psykiatrisk vurdering af den forvaredes fortsatte

farlighed fra andre end de ansatte psykiatere i Herstedvester Fængsel, hvor han sad i forvaring.

Der vil normalt være knyttet en række vilkår til prøveudskrivningen. Der findes ikke i lovgiv-

ningen en udtømmende liste over de vilkår, der kan fastsættes ved prøveudskrivning fra forva-

ring. Det afgørende er, om et vilkår i den konkrete sag vurderes at være relevant og sagligt, og

at det vurderes at nedsætte risikoen for ny kriminalitet.

I praksis fastsættes der vilkår om, at den forvaringsdømte ikke må begå strafbart forhold, og at

vedkommende undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen. Endvidere fastsættes der vilkår om,

at vedkommende kan føres tilbage til anbringelse, hvis de fastsatte vilkår ikke overholdes, eller

der er grund til at antage, at der er risiko for nye lovovertrædelser.

Der vil desuden kunne knyttes særlige vilkår til prøveudskrivningen med henblik på at mindske

risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet. Det kan f.eks. være vilkår om:

at vedkommende undergiver sig afvænningsbehandling for misbrug af euforiserende

stoffer og/eller alkohol, herunder en lægeligt godkendt behandling (i visse tilfælde

alene, hvis tilsynsmyndigheden finder det fornødent),

at vedkommende fortsætter en før prøveudskrivningen påbegyndt psykiatrisk behand-

ling, herunder behandling med kønsdriftsdæmpende medicin, og følger tilsynsmyndig-

hedens anvisninger med hensyn til behandlingens gennemførelse, og/eller

at vedkommende ikke uden tilsynsmyndighedens samtykke modtager besøg af børn un-

der 15 eller 18 år og heller ikke selv tager ophold hos personer, hvor der opholder sig

børn under denne alder.

Når den forvarede har været prøveudskrevet i typisk en årrække, og forløbet har været problem-

frit, kan der efter rettens bestemmelse ske endelig ophævelse af foranstaltningen.

6.4. Anklagemyndighedens kontrol med forvaringsdømte

Efter straffelovens § 72, stk. 1, påhviler det anklagemyndigheden at påse, at en foranstaltning

efter straffelovens § 70 ikke opretholdes i længere tid end nødvendigt.

I Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om psykisk afvigende kriminelle er udskrivning af forva-

ringsdømte og de regionale statsadvokaters kontrol med forvaringsdomme beskrevet nærmere.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Det fremgår heraf bl.a., at statsadvokaternes kontrol med forvaringsdomme indebærer en årlig

gennemgang af samtlige forvaringssager, hvor statsadvokaten bl.a. vurderer, om der skal ind-

hentes en udtalelse fra kriminalforsorgen om behovet for at opretholde, ændre eller ophæve den

idømte foranstaltning. Der afholdes årligt et møde med Direktoratet for Kriminalforsorgen,

hvor udvalgte sager drøftes, jf. udgangsbekendtgørelsens § 18, stk. 2.

I sager, hvor der rejses spørgsmål om ændring, herunder prøveudskrivning eller endelig ophæ-

velse, af en forvaringsdom, indhenter statsadvokaten snarest muligt en erklæring fra en speci-

allæge i psykiatri, jf. herved §§ 3 og 7 i prøveudskrivningsbekendtgørelsen, samt en udtalelse

fra Direktoratet for Kriminalforsorgen. Statsadvokaten afgør herefter, om der skal indhentes

yderligere erklæringer mv. vedrørende den forvaringsdømte, samt om spørgsmålet skal fore-

lægges Retslægerådet. I statsadvokaternes vurdering af, om en sag skal forelægges Retslæge-

rådet, indgår bl.a., hvor lang tid der er forløbet, siden sagen sidst har været forelagt Retslæge-

rådet, om der er udvikling i udslusningsforløbet, samt om den forvarede ønsker sagen forelagt

Retslægerådet. Der er i praksis et tæt samarbejde mellem de regionale statsadvokater (Statsad-

vokaten i København og Statsadvokaten i Viborg), bl.a. sådan at der i forbindelse med gennem-

gangen af de konkrete forvaringssager er drøftelser, hvor det tilstræbes at lægge en ensartet

linje i sammenlignelige sager.

Ved vurderingen af, om en forvaring idømt efter straffelovens § 70 skal opretholdes, skal der

lægges vægt på, om dette er nødvendigt af hensyn til fare for andres liv, legeme, helbred eller

frihed, jf. Højesterets kendelse trykt i UfR 2020, side 17. Ved afgørelsen af, om en forvarings-

dom skal påstås opretholdt eller ændret, foretager anklagemyndigheden en helhedsvurdering af

sagens omstændigheder og lægger bl.a. vægt på de lægelige oplysninger, de momenter, der

førte til, at domfældte blev idømt en forvaringsdom (kriminalitetens art, pågældendes farlighed,

tidligere kriminalitet, personlige forhold mv.), om domfældte har gennemført et længereva-

rende udslusningsforløb, og om domfældte er sigtet for ny kriminalitet.

I Højesterets kendelse trykt i UfR 2006, side 427, havde A, der var prøveudskrevet fra forvaring

med vilkår om antabusbehandling og behandling med kønsdriftsdæmpende medicin, anmodet

om at få ophævet vilkårene. Højesteret udtalte, at den tid, A havde været undergivet forvarings-

dommen fra 1986, klart oversteg den tidsbestemte straf, A ellers ville være blevet idømt, men

at A efter de foreliggende lægelige oplysninger frembød en fortsat væsentlig fare, hvis han ikke

var undergivet behandlingerne. Opretholdelsen af vilkårene var derfor fortsat nødvendig.

I Højesterets kendelse trykt i UfR 2020, side 3389, var T i 2009 blevet idømt forvaring for

voldtægt under særligt skærpende omstændigheder og forsøg på voldtægt samt dømt til udvis-

ning. I maj 2014 anmodede T om, at sagen blev indbragt for retten med henblik på ophævelse

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

af forvaringen. I august 2014 blev sagen indbragt for byretten, og i september 2015 traf byretten

afgørelse om, at foranstaltningen ikke skulle ophæves. Det blev stadfæstet af landsretten i april

2019. Af en speciallægeerklæring fra oktober 2017 fremgik bl.a., at T i mindst 4 år ikke havde

udvist tegn på farlighed, og at det var nødvendigt at vurdere ham under friere rammer, bl.a. i

forbindelse med udgange, for at vurdere hans farlighed efter en eventuel prøveudskrivning fra

forvaring. Årsagen til, at et sådant forløb, hvor T kunne vurderes under friere rammer, ikke var

iværksat, var, at T var dømt til udvisning, og at der verserede en sag om overførsel til Rumæ-

nien. Højesteret fandt, at anklagemyndigheden efter straffelovens § 72 i hvert fald efter udta-

lelserne i lægeerklæringen fra oktober 2017 skulle have taget initiativ til, at der blev iværksat

et forløb, der ville gøre det muligt at vurdere Ts farlighed under friere forhold. Højesteret

fastslog samtidig, at der som følge af de lægelige udtalelser og under hensyn til grovheden af

kriminaliteten ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at fortsat forvaring ikke var nød-

vendigt for at forebygge fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, jf. straffelovens § 70,

og forvaringen skulle derfor ikke ophæves eller ændres. Den manglende iværksættelse af det

nævnte forløb kunne endvidere ikke føre til, at forvaringen skulle ophæves eller ændres.

7. Forvaring i praksis

Straffelovrådet har til brug for rådets overvejelser tilvejebragt oplysninger om, i hvilket omfang

forvaring anvendes i praksis og udviklingen heri.

7.1. Perioden før år 2000

I bemærkningerne til lov nr. 274 af 15. april 1997, der indførte den nuværende bestemmelse i

straffelovens § 70, stk. 2, er det anført (Folketingstidende 1996-97, Tillæg A, side 98 og 111),

at det efter den dagældende bestemmelse i straffelovens § 70, stk. 1, alene var 2-3 personer, der

årligt blev idømt forvaring, og at en opgørelse foretaget i 1994 viste, at den gennemsnitlige

faktiske opholdstid for personer idømt forvaring og løsladt siden 1984 var 7 år og 10 måneder.

Indførelsen af straffelovens § 70, stk. 2, der i visse henseender lempede betingelserne for an-

vendelse af forvaring i sager om seksualforbrydelser, blev i lovforslaget antaget højst at inde-

bære, at yderligere 2-3 personer i gennemsnit blev dømt til forvaring årligt.

7.2. Antal forvaringsdømte

En opgørelse foretaget af Rigsadvokaten over antal forvaringsdømte fordelt på sagsområder og

fordelt på politikredse siden år 2000 er vedlagt som bilag 2. Som det fremgår af bilagets tabel

1, er der sket mere end en fordobling i antallet af forvaringsdømte i de senere år. Mens der i

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

perioden 2006 til 2014 i alt blev idømt forvaring i 32 sager, blev der i den næste niårige periode

fra 2015 til 2023 i alt idømt forvaring i 67 sager. Det absolutte antal af forvaringsdømte er dog

fortsat relativt lavt (siden 2015 mellem 3 og 14 årligt).

Samtidig fremgår det, at der idømmes flest forvaringsdomme på sædelighedsområdet (samlet

set 44 domme siden år 2000), voldsområdet (samlet set 28 domme siden år 2000) og for drab,

brand mv. (samlet set 23 domme siden år 2000).

7.3. Antal anbragte i forvaring i kriminalforsorgens institutioner

En opgørelse foretaget af Direktoratet for Kriminalforsorgen over det gennemsnitlige daglige

antal forvaringsdømte i kriminalforsorgens institutioner i perioden fra år 2006 til 2023 og over

antal forvaringsdømte i kriminalforsorgens institutioner pr. år i perioden 2006 til 2023 er ved-

lagt som bilag 3. Som det fremgår heraf, er såvel det gennemsnitlige daglige antal og antallet

af forvaringsdømte i kriminalforsorgens institutioner pr. år steget markant gennem perioden.

Det gennemsnitlige daglige antal er steget fra 30,3 til 89,3, og antallet af forvaringsdømte i

kriminalforsorgens institutioner pr. år er steget fra 36 til 98.

7.4. Gennemsnitlig anbringelsestid i forvaring

I en offentligt tilgængelig undersøgelse foretaget af Anstalten ved Herstedvester i 2014 (For-

varing og udstrækningen heraf)

er udviklingen i anvendelsen af forvaring og udstrækningen af

forvaring undersøgt for perioden 1. januar 1990 til 31. december 2011. Undersøgelsens resul-

tater kan kort gengives som følger:

Forvaringsdømte er generelt anbragt i forvaring i længere tid end tidligere, inden de

opnår tilladelse til frihedsgoder.

Der er i undersøgelsesperioden sket en markant mindre stigning i tid i forvaring inden

opnåelse af tilladelse til ledsaget udgang, end det er tilfældet for tid i forvaring inden

opnåelse af andre frihedsgoder, herunder uledsaget udgang og udstationering på pen-

sion.

Udstrækningen af forvaring inden prøveudskrivning i hele undersøgelsesperioden fra

1990-2011 var 10 år og 8 måneder. Udstrækningen af forvaring i undersøgelsen fra 1997

(se dette kapitels pkt. 7.1) var 7 år og 10 måneder i gennemsnit inden prøveudskrivning.

Udstrækningen af forvaring inden prøveudskrivning i perioden fra 2007-2011 var 14 år

og 7 måneder i gennemsnit. Der var således i perioden fra 2007-2011 tale om næsten en

fordobling af den gennemsnitlige udstrækning af forvaring i forhold til undersøgelsen

for perioden 1984-1994 omtalt i dette kapitels pkt. 7.1.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Der er en fortsat stigende tendens i udstrækningen af forvaring for den gruppe af forva-

rede, som er i den sidste del af et udslusningsforløb og derved relativt tæt på tidspunktet

for prøveudskrivning fra forvaring.

Til brug for rådets arbejde har Rigsadvokaten fået foretaget et manuelt opslag i de danske for-

varingssager, som de regionale statsadvokater har ført kontrol med i perioden 1. juli 2017 til

11. oktober 2023 (Statsadvokaten i København) og 9. juni 2016 til 12. oktober 2023 (Statsad-

vokaten i Viborg). For sagerne er beregnet den gennemsnitlige anbringelsestid fra varetægts-

dato til prøveudskrivning og til ophør af forvaringsdom samt den gennemsnitlige anbringelses-

tid for aktuelt anbragte i forvaring. Opgørelsen er vedlagt som bilag 4, og resultaterne er indsat

nedenfor.

Gennemsnitlig anbringelsestid fra varetægtsdato til prøveudskrivning

Antal prøveudskrevne

Statsadvokatur

Antal dage

personer

Statsadvokaten i København

(1. juli 2017 til 11. oktober

4.026

2023)

Statsadvokaten i Viborg (9.

juni 2016 til 12 oktober

18*

5.893

2023)

Gennemsnit

5.542

Antal år, måneder og

dage

11 år, 3 måneder og 6

dage

16 år, 1 måned og 23

dage

15 år, 2 måneder og 7

dage

*Af disse 18 er 4 genindsat til forvaring, og 1 af disse er prøveudskrevet på ny.

Gennemsnitlig anbringelsestid inden endelig ophævelse af forvaringsdomme

Antal ophørte forva-

Statsadvokatur

Antal dage

ringsdomme

Statsadvokaten i København

(1. juli 2017 til 11. oktober

2023)

Statsadvokaten i Viborg (9.

7.895 (9.837 dage i den

juni 2016 til 12. oktober

ene sag og 5.952 dage i

2023)

den anden sag)

Gennemsnit

7.895

Antal år, måneder og

dage

21 år, 7 måneder og 11

dage

21 år, 7 måneder og

11 dage

Gennemsnitlig anbringelsestid, aktuelt undergivet forvaring

Antal aktuelt forva-

Statsadvokatur

Antal dage

rede personer

Statsadvokaten i København

(1. juli 2017 til 11. oktober

3.810**

2023)

Antal år, måneder og

dage

10 år, 5 måneder og 10

dage

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Statsadvokaten i Viborg (9.

juni 2016 til 12. oktober

4.248

11 år og 5 måneder

2023)

Gennemsnit

3.920

10 år og 9 måneder

**Det bemærkes, at der er i gennemgangen er identificeret en sag, hvor der ikke foreligger oplysninger om vare-

tægtsdatoen. I det tilfælde er datoen for endelig dom anvendt.

Som det fremgår af ovenstående, har tendensen siden 1990 været, at forvaringsdømte gennem-

snitligt set er anbragt i forvaring i betydelig længere tid inden prøveudskrivning og ophævelse

af foranstaltningen.

7.5. Udvikling i udgangstilladelser

Det er i praksis normalt en forudsætning for prøveudskrivning fra forvaring, at den dømte har

gennemført et udslusningsforløb, herunder med udgang.

Kriminalforsorgen har i den forbindelse oplyst, at det i 2023 var 33 pct. af de forvaringsdømte

i kriminalforsorgens institutioner, der fik afslag på udgang. Det er en stigning sammenlignet

med årene 2013, hvor det var 28 pct., der fik afslag, og 2003, hvor det var 12,5 pct., der fik

afslag. Kriminalforsorgen har desuden oplyst, at begrundelsen for afslag i alle 3 år primært har

været misbrugsrisikoen, herunder risikoen for ny kriminalitet, eller misbrugsrisikoen kombine-

ret med hensynet til retshåndhævelsen, herunder pønale hensyn.

7.6. Sammenligning med livstidsdømte

Til sammenligning med oplysningerne om udviklingen i brugen af forvaring bemærkes, at det

fremgår af justitsministerens besvarelse af 22. juni 2023 af spørgsmål nr. 807 (Alm. del) fra

Folketingets Retsudvalg, at der siden 1980 er idømt 77 livstidsstraffe. Besvarelsen indeholder

herudover en oversigt over afsoningstiden i de 30 sager, hvor der er sket løsladelse i perioden

1976 til maj 2023, og en oversigt over afsoningstiden i de 47 sager, hvor der pr. 30. maj 2023

blev afsonet livstidsstraffe. Til brug for rådets arbejde er der på den baggrund foretaget en be-

regning af den gennemsnitlige afsoningstid. Beregningen viser, at den gennemsnitlige afso-

ningstid for løsladte livstidsdømte i perioden 1976 til maj 2023 var ca. 15 år og 4 måneder,

mens den gennemsnitlige afsoningstid for aktuelle livstidsdømte (pr. 30. maj 2023) er ca. 13 år.

Selv om opgørelsen for livstidsdømte vedrører en længere periode end opgørelserne for forva-

ringsdømte, kan det konstateres, at den ovenfor beskrevne udvikling i længden af det tidsrum,

som forvaringsdømte i gennemsnit er anbragt i forvaring, har indebåret, at der er sket en stig-

ning i antallet af tilfælde, hvor forvaringsdømte er undergivet forvaring i længere tid end den

gennemsnitlige afsoningstid for personer, som er idømt fængsel på livstid.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 90: Straffelovrådets udtalelse om forvaring og rådets delbetænkning om fodlænkeordninger og samfundstjeneste, fra justitsministeren

Kapitel 3

Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet har foretaget en gennemgang af regler og praksis om forvaring og vurderet, om

der er behov for at revidere reglerne. I det følgende er overvejelserne inddelt således, at der

først redegøres for mulige årsager til den udvikling i brugen af forvaring, som rådets undersø-

gelser har afdækket (pkt. 1). Herefter beskrives rådets overvejelser om behovet for at revidere

reglerne om forvaring (pkt. 2-7).

1. Udvikling i antal forvaringsdømte og gennemsnitlig varighed af forvaring

Der er i de senere år sket en stigning i antallet af personer, som bliver idømt forvaring. Som det

fremgår af kapitel 2, pkt. 7, var der i de 9 år i perioden 2006-2014 i alt 32 personer, som blev

idømt forvaring – dvs. i gennemsnit lidt over 3,5 personer om året – mens der i de 9 år i perioden

2015-2023 var i alt 67 personer, som blev idømt forvaring – dvs. i gennemsnit lidt under 7,5

personer om året. Når de to perioder sammenholdes, er der dermed sket mere end en fordobling

i det årlige antal forvaringsdømte. Det absolutte antal af personer, som bliver idømt forvaring,

er dog fortsat relativt lavt (siden 2015 mellem 3 og 14 personer årligt).

Det fremgår af kapitel 2, pkt. 7, også, at der har været en udvikling, der indebærer, at forva-

ringsdømte er anbragt i forvaring i markant længere tid end tidligere inden prøveudskrivning

eller ophævelse af foranstaltningen. Mens den gennemsnitlige anbringelsestid inden løsladelse

i perioden 1984-1994 tidligere er opgjort til 7 år og 10 måneder, viser en opgørelse fra Rigsad-

vokaten, at den gennemsnitlige anbringelsestid inden prøveudskrivning i perioden 2016/2017

til oktober 2023 var ca. 15 år og 2 måneder. Med forbehold for forskelle i opgørelsesmetoder

mv. kan det, når perioderne sammenholdes, således konstateres, at der er sket næsten en for-

dobling af den gennemsnitlige anbringelsestid.