REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 65: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (kreditorforfølgning i pensionsordninger for konfiskationskrav og erstatningskrav m.v. i anledning af visse strafbare handlinger, der har medført et udbytte), fra justitsministeren

Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del Bilag 65
Offentligt

UDKAST

Retsudvalget 2024-25

REU Alm.del - Bilag 65

Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsnr.:

Dok.:

22. november 2024

Strafferetskontoret

2022-02003

3522538

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love

(Kreditorforfølgning i pensionsordninger for konfiskationskrav og erstat-

ningskrav m.v. i anledning af visse strafbare handlinger, der har medført et

udbytte)

§1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1160 af 5. november 2024, fore-

tages følgende ændringer:

§ 512, stk. 3, 2. pkt.,

ændres »lov om tilsyn med pensionskasser« til:

»lov om firmapensionskasser«.

§ 512

indsættes som

stk. 4:

»Stk. 4.

Uanset stk. 1 og 3 kan der i krav ifølge en pensionsordning fore-

tages udlæg for krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt.,

2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, samt krav på erstatning og

godtgørelse i anledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er

idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende

karakter, når handlingen har medført et udbytte.«

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 65: Lovudkast: Udkast til forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (kreditorforfølgning i pensionsordninger for konfiskationskrav og erstatningskrav m.v. i anledning af visse strafbare handlinger, der har medført et udbytte), fra justitsministeren

UDKAST

§2

I lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar

2024, som ændret ved § 6 i lov nr. 481 af 22. maj 2024, foretages følgende

ændring:

§ 10

indsættes som

stk. 2:

»Stk. 2.

Uanset stk. 1 kan der foretages udlæg og arrest for krav på kon-

fiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3,

og § 76 a, stk. 5, samt krav på erstatning og godtgørelse i anledning af en

strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har med-

ført et udbytte.«

§3

I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1237 af 9. november

2015, som ændret ved § 1 i lov nr. 638 af 8. juni 2016 og § 8 i lov nr. 550 af

30. maj 2017, foretages følgende ændring:

§ 116

indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3.

Uanset stk. 1 kan der foretages udlæg og arrest for krav på kon-

fiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3,

og § 76 a, stk. 5, samt krav på erstatning og godtgørelse i anledning af en

strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har med-

ført et udbytte.«

§4

I lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinsti-

tutter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1231 af 17. august 2020, foretages følgende

ændring:

§ 11

indsættes som

stk. 2:

»Stk. 2.

Uanset stk. 1 kan der foretages udlæg og arrest for krav på kon-

fiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3,

og § 76 a, stk. 5, samt krav på erstatning og godtgørelse i anledning af en

strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden

UDKAST

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har med-

ført et udbytte.«

§5

I pensionsbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1327 af 10. september

2020, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 2197 af 29. december 2020 og § 1 i

lov nr. 2610 af 28. december 2021 og senest ved § 7 i lov nr. 482 af 22. maj

2024, foretages følgende ændringer:

§ 25 A, stk. 7,

indsættes som

nr. 21:

»21) Ved udbetalinger til fyldestgørelse af krav, for hvilke der er foreta-

get kreditorforfølgning i medfør af retsplejelovens § 512, stk. 4, § 10, stk. 2,

i lov om firmapensionskasser, § 116, stk. 3, i lov om forsikringsaftaler eller

§ 11, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i

pengeinstitutter.«

§ 29, stk. 2,

indsættes som

2. pkt.:

»1. pkt. gælder ikke udbetalinger til fyldestgørelse af krav, for hvilke der

er foretaget kreditorforfølgning i medfør af retsplejelovens § 512, stk. 4, §

10, stk. 2, i lov om firmapensionskasser, § 116, stk. 3, i lov om forsikrings-

aftaler eller § 11, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pen-

sionsopsparing i pengeinstitutter.«

§ 30, stk. 1, 1., 15.

16. pkt.,

ændres »jf. dog § 30 B« til: »jf. dog 17.

pkt. og § 30 B«.

§ 30, stk. 1,

indsættes som

17. pkt.:

»1., 15. og 16. pkt. gælder ikke dispositioner omfattet af retsplejelovens

§ 512, stk. 4, § 10, stk. 2, i lov om firmapensionskasser, § 116, stk. 3, i lov

om forsikringsaftaler eller § 11, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold

m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter.«

38, stk. 1,

indsættes som

6. pkt.:

»Ved udbetalinger til fyldestgørelse af krav, for hvilke der er foretaget

kreditorforfølgning i medfør af retsplejelovens § 512, stk. 4, § 10, stk. 2, i

lov om firmapensionskasser, § 116, stk. 3, i lov om forsikringsaftaler eller

§ 11, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i

pengeinstitutter, påhviler afgiftspligten skyldneren.«

UDKAST

§6

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2025.

Stk. 2.

Loven finder anvendelse på anmodninger om udlæg eller arrest,

der indgives efter lovens ikrafttræden

Stk. 3.

Loven finder ikke anvendelse på inddrivelse af krav i anledning af

en strafbar handling, for hvilken skyldneren før lovens ikrafttræden er en-

delig dømt.

§7

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

§§ 2-4 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft

for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Regler om kreditorforfølgning

2.1. Gældende ret

2.1.1. Regler om vindikation af stjålne genstande og penge

2.1.2. Straffelovens regler om konfiskation

2.1.3. Retsplejelovens regler om beslaglæggelse

2.1.4. Retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse

2.1.5. Regler om kreditorbeskyttelse i lov om firmapensionskasser

2.1.6. Regler om kreditorbeskyttelse i forsikringsaftaleloven

2.1.7. Regler om kreditorbeskyttelse i lov om visse civilretlige forhold m.v.

ved pensionsopsparing i pengeinstitutter

2.1.8. Regler om kreditorbeskyttelse i lov om social pension og lov om hø-

jeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.3. Den foreslåede ordning

UDKAST

3. Regler om beskatning i anledning af kreditorforfølgning i pensioner

3.1. Gældende ret

3.2. Skatteministeriets overvejelser

3.3. Den foreslåede ordning

5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det of-

fentlige

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

8. Klimamæssige konsekvenser

9. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

10. Forholdet til EU-retten

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

12. Sammenfattende skema

UDKAST

1. Indledning

Det må ikke kunne betale sig at begå kriminalitet. For at sikre dette grund-

læggende princip er det afgørende, at personer, der begår kriminalitet, ikke

alene straffes, men tillige fratages en eventuel opnået økonomisk vinding.

Formålet med lovforslaget er derfor at give mulighed for på visse betingelser

at foretage retsforfølgning i pensioner tilhørende den, der er idømt en

fængselsstraf for en forbrydelse, der har medført et udbytte. Muligheden vil

gælde for erstatningskrav og godtgørelseskrav i anledning af forbrydelsen

samt for krav på værdikonfiskation i anledning af forbrydelsen.

Lovforslaget er en opfølgning på forslag til folketingsbeslutning nr. B 46

om mulighed for kreditorforfølgning af pensioner, som blev vedtaget

enstemmigt den 5. maj 2022. Den daværende regering blev ved beslutningen

pålagt at fremsætte de nødvendige forslag til ændring af lovgivningen, såle-

des at kreditor kan foretage retsforfølgning mod indeståender på pensions-

konti i det omfang, det skyldige beløb hidrører fra berigelseskriminalitet.

Baggrunden for folketingsbeslutningen er en i medierne meget omtalt sag,

hvor en tidligere ansat i Socialstyrelsen ved Københavns Byrets dom af 18.

februar 2020 blev idømt 6 år og 6 måneders fængsel for bedrageri af særlig

grov karakter over for sin arbejdsgiver begået i perioden 1993-2018. Ved-

kommende blev ved dommen pålagt at betale straffesagens omkostninger,

og der blev konfiskeret et beløb på ca. 113 mio. kr. i medfør af straffelovens

§ 75, stk. 1, om konfiskation af udbytte ved en strafbar handling eller et

hertil svarende beløb.

Efter dommen anmodede anklagemyndigheden om, at der med henblik på

inddrivelse af de skyldige beløb blev foretaget beslaglæggelse af to pen-

sionskonti tilhørende domfældte. Ved Højesterets kendelse af 18. februar

2022 i sag nr. 77/21, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2022, s. 1805

ff., stadfæstede Højesteret Østre Landsrets kendelse om ikke at foretage be-

slaglæggelse i pensionskontiene. Sagen er omtalt i lovforslagets pkt. 2.1.3.

2. Regler om kreditorforfølgning for konfiskationskrav og erstatnings-

krav m.v. i anledning af visse strafbare handlinger

2.1. Gældende ret

2.1.1. Regler om vindikation af stjålne genstande og penge

Det er det altovervejende udgangspunkt i dansk ret, at stjålne genstande skal

leveres tilbage til ejeren (vindikation), jf. navnlig reglerne i Danske Lov 6-

17-5, 5-8-12 og 5-7-4. Udgangspunktet om vindikation kan kun fraviges i

særlige tilfælde, f.eks. hvor ejeren har handlet meget uforsigtigt.

UDKAST

Hvis politiet finder tyvekoster, bliver de derfor normalt beslaglagt med hen-

blik på tilbagelevering til ejeren, jf. retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 2, og §

803, stk. 1, 1. pkt., jf. nærmere nedenfor under pkt. 2.1.3.

For penge gælder det, at den, der som betaling modtager stjålne penge i god

tro, fortrænger (ekstingverer) ejerens indsigelser om tyveri. Den bestjålne

vil have et krav mod tyven og efter omstændighederne også et krav mod

modtageren af pengene, men vil ikke have krav på at få de stjålne penge

tilbage fra modtageren, selv hvis disse kunne identificeres. Det afgøres efter

formuerettens almindelige regler, i hvilket omfang den bestjålne indrømmes

et sådant krav mod modtageren af pengene, eksempelvis mod den, der har

fået stjålne penge indsat på sin pensionskonto eller bankkonto. Et sådant

krav blev indrømmet i eksempelvis Højesterets dom af 8. juni 1970 i sag nr.

I 103/1969, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1970, s. 588 ff., hvor

A’s mor indsatte 10.000 kr., der tilkom hans fars konkursbo, på A’s konto.

Moderen hævede siden pengene igen, angiveligt til at betale en fordring,

som et selskab, hvori kontohaveren var hovedaktionær og bestyrelsesmed-

lem, var blevet dømt til at betale. Højesteret udtalte, at selv om indbetalingen

var uberettiget, så medførte den en pligt for A til at tilsvare boet et tilsva-

rende beløb, og at det ikke var godtgjort, at der senere var sket en udbetaling

fra kontoen, der kunne frigøre A. Højesteret udtalte videre, at der ikke var

grundlag for at anse boet som umiddelbart berettiget til en bestemt del af det

på kontoen indestående. Det fremgår ikke af sagen, om indbetalingen var

resultat af et strafbart forhold.

Et krav mod modtageren af stjålne penge kan være udelukket, hvis pengene

er blevet forbruget eller lignende, jf. eksempelvis Højesteret dom af 24. april

2006 i sag nr. 464/2004, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2006, s.

2079 ff., hvor en ansat i en virksomhed havde begået underslæb over for en

virksomhed ved bl.a. at overføre penge fra virksomhedens konto til en kom-

munes konto med henblik på at nedbringe sin ægtefælles skattegæld. Hø-

jesteret fastslog bl.a. med henvisning til landsrettens begrundelse, at over-

førslen måtte sidestilles med en kontant betaling, og at virksomheden ikke

kunne kræve beløbet tilbage, da kommunen havde modtaget det i god tro,

og da bankoverførslen måtte sidestilles med kontant betaling af ægtefællens

skattegæld.

2.1.2. Straffelovens regler om konfiskation

Straffelovens § 75, stk. 1, vedrører udbyttekonfiskation. Bestemmelsen son-

drer i 1. pkt. mellem konfiskation af udbytte (1. led) og konfiskation af et

hertil svarende beløb (2. led). Konfiskation efter 1. pkt., 2. led, betegnes

UDKAST

normalt som værdikonfiskation. Bestemmelser om værdikonfiskation findes

også i bl.a. § 76 a, stk. 5 (i relation til udvidet konfiskation).

Det fremgår af § 75, stk. 1, 1. pkt., 1. led, at der kan ske hel eller delvis

konfiskation af udbyttet ved en strafbar handling. Med ”udbytte” sigtes

ifølge forarbejderne til det oprindelige udbytte, dvs. de genstande, herunder

penge, der er indvundet umiddelbart ved det strafbare forhold, jf. Straffe-

lovrådets betænkning 355/1964 om konfiskation, s. 23. Begrebet udbytte

omfatter den økonomiske fordel, herunder en besparelse, der er opnået ved

en lovovertrædelse.

Bestemmelsen kan efter retspraksis anvendes til konfiskation af genstande,

der er erhvervet for midler hidrørende fra tiltaltes strafbare handlinger, jf.

Højesterets dom af 26. april 1999 i sag nr. II 520/1998, offentliggjort i Uge-

skrift for Retsvæsen 1999, s. 1216 ff. I sagen blev den tiltalte dømt for

narkotikakriminalitet, og der blev i den forbindelse konfiskeret en række

smykker med henvisning til, at smykkerne i mangel af anden antagelig for-

klaring måtte anses for at være erhvervet for midler hidrørende fra tiltaltes

strafbare handlinger. Tilsvarende vil det kunne være tilfældet, hvis udbyttet

er blevet indsat på en bankkonto. Her vil der efter bestemmelsen kunne ske

konfiskation af bankkontoen (dvs. af fordringen på banken).

Efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, kan der ske konfiskation af et

til udbyttet svarende beløb (værdikonfiskation). Denne regel er begrundet

med, at der i straffesager sjældent bliver tale om konfiskation af det oprin-

delige udbytte, f.eks. fordi det ikke kan konkretiseres (eksempelvis over-

skud ved ulovlig forretningsvirksomhed), eller fordi det er omsat på tids-

punktet for straffesagen, jf. betænkning 355/1964, s. 23 f., der fremhæver 2.

led som den praktisk relevante del af konfiskationsbestemmelsen.

Konfiskation af udbytte (eller et hertil svarende beløb, dvs. værdikonfiska-

tion) efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., bør ifølge forarbejderne kunne

ske, selv om berigelsen ikke længere er til stede, men f.eks. er forbrugt af

tiltalte, jf. betænkning nr. 355/1964, s. 26.

Af § 75, stk. 1, 2. pkt., fremgår det, at savnes der fornødent grundlag for at

fastslå beløbets størrelse, kan der konfiskeres et beløb, som skønnes at svare

til det indvundne udbytte.

Konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, kan ske hos den, hvem udbyttet

er tilfaldet umiddelbart ved den strafbare handling, jf. § 76, stk. 1.

UDKAST

Efter straffelovens § 76 a, stk. 1, om udvidet konfiskation kan der foretages

hel eller delvis konfiskation af formueaktiver, der tilhører en person, som

findes skyldig i en strafbar handling, når 1) handlingen er af en sådan ka-

rakter, at den kan give betydeligt udbytte, og 2) den efter loven kan straffes

med fængsel i 6 år eller derover eller er en overtrædelse af lovgivningen om

euforiserende stoffer. Hensigten med at kræve, at den pågældende skal være

dømt for en handling, der kan give betydeligt udbytte, er ifølge forarbej-

derne til bestemmelsen at ramme personer, som lever af eller har betydelige

indtægter ved kriminalitet, jf. pkt. 6.4 i de almindelige bemærkninger i lov-

forslag nr. L 98 som fremsat den 28. november 1996, jf. Folketingstidende

1996-97, tillæg A, s. 2503.

Efter straffelovens § 76 a, stk. 2 og 3, finder reglerne om udvidet konfiska-

tion under nærmere angivne betingelser også anvendelse på formueaktiver,

som en ægtefælle, samlever eller andre med en særlig tæt relation til den

pågældende har erhvervet, eller som er overdraget til en juridisk person.

I modsætning til, hvad der gælder for konfiskation efter straffelovens § 75,

stk. 1, forudsætter konfiskation efter § 76 a ifølge forarbejderne, at det for-

modede udbytte er i behold. Anvendelsen af fællesbegrebet ”formueaktiv”

indebærer således, at konfiskationen skal rette sig imod identificerbare pen-

gebeløb, værdipapirer, løsøre, fast ejendom m.v., jf. pkt. 6.4 i de almindelige

bemærkninger i lovforslag nr. L 98 som fremsat den 28. november 1996, jf.

Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 2504.

Straffelovens § 76 a, stk. 4, fastslår, at der ikke kan ske udvidet konfiskation

efter stk. 1-3, hvis den pågældende sandsynliggør, at et formueaktiv er er-

hvervet på lovlig måde eller for lovligt erhvervede midler.

Retsvirkningerne af konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 1.

led, og stk. 2, eller § 76 a, stk. 1-3, er, at ejendomsretten til det konfiskerede

overgår til staten. For så vidt angår penge indsat på en bankkonto eller en

pensionsopsparing indebærer dette bl.a., at ejendomsretten til indeståendet

(fordringen på banken/pensionsvirksomheden) overgår til staten uden hen-

syn til retsplejelovens regler om udlægsfritagelse, jf. nærmere nedenfor un-

der pkt. 2.1.4.

Retsvirkningerne af værdikonfiskation er, at staten opnår en fordring på

værdien af det konfiskerede, hvilket bl.a. indebærer, at de almindelige be-

grænsninger, der gælder for inddrivelse af fordringer, vil gælde for krav på

værdikonfiskation, f.eks. reglerne i retsplejelovens kapitel 47 om, hvilke ak-

tiver der kan foretages udlæg i. Dette betyder, at en række regler om ud-

UDKAST

lægsfritagelse vil finde anvendelse, herunder særlige regler om udlægsfrita-

gelse for pensioner, jf. nærmere herom nedenfor under pkt. 2.1.4.

2.1.3. Retsplejelovens regler om beslaglæggelse

Retsplejelovens regler om beslaglæggelse findes i lovens kapitel 74. Efter

reglerne kan der bl.a. foretages beslaglæggelse til sikring af bevismidler, til

sikring af det offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation og bøde

samt til sikring af forurettedes krav på tilbagelevering eller erstatning, jf. §

801, stk. 1, nr. 1-3.

De nærmere betingelser for beslaglæggelse findes i retsplejelovens §§ 802

og 803 afhængig af, om der skal ske beslaglæggelse hos en mistænkt eller

en ikke-mistænkt.

Efter retsplejelovens § 802, stk. 1, kan genstande, som en mistænkt har rå-

dighed over, beslaglægges, såfremt den pågældende med rimelig grund er

mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og der

er grund til at antage, at genstanden kan tjene som bevis eller bør konfiske-

res, jf. dog § 802, stk. 2, eller ved lovovertrædelsen er fravendt nogen, som

kan kræve den tilbage. For beslaglæggelse af genstande hos ikke-mistænkte

findes en lignende regel i § 803, stk. 1, 1. pkt. Disse regler gælder for be-

slaglæggelse med henblik på konfiskation af genstande efter straffelovens §

75, stk. 1, 1. pkt. 1., 1. led, og stk. 2, og § 76 a, stk. 1-3.

Efter retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, kan gods, som en mistænkt

ejer, beslaglægges, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt

for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og beslaglæggelse

anses for nødvendig for bl.a. at sikre det offentliges krav på sagsomkostnin-

ger, krav på konfiskation efter bl.a. straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led,

og 2. pkt., § 75, stk. 3, og § 76 a, stk. 5, dvs. krav på værdikonfiskation,

bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i sagen. Bestemmelsen må

ifølge forarbejderne forstås således, at ”erstatning” omfatter både private

krav på erstatning og godtgørelse og offentlige krav på efterbetaling af f.eks.

skat og moms, jf. Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1223/1991 om

beslaglæggelse og edition under efterforskning, s. 21, 52 og 56. For så vidt

angår krav på efterbetaling af skat og moms kan der henvises til Østre

Landsrets kendelse af 22. maj 1978 i sag nr. 1-96/1978, offentliggjort i Uge-

skrift for Retsvæsen 1978, s. 766 ff., hvor det blev lagt til grund, at krav på

efterbetaling af skat som følge af en strafbar handling måtte sidestilles med

erstatningskrav. Efter § 803, stk. 1, 2. pkt., kan der som led i efterforsknin-

gen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, ske konfiska-

tion af andre formuegoder, herunder penge, som en person, der ikke er

UDKAST

mistænkt, har rådighed over, hvis der er grund til at antage, at disse formu-

egoder bør konfiskeres.

Beslaglæggelse efter retsplejelovens § 802, stk. 1, og § 803, stk. 1, 1. pkt.,

medfører efter § 807 b, stk. 1, at der hverken ved aftale eller kreditorforfølg-

ning kan foretages dispositioner over det beslaglagte, som er i strid med

indgrebets formål.

Efter retsplejelovens § 807 b, stk. 2, har beslaglæggelse efter § 802, stk. 2,

og § 803, stk. 1, 2. pkt., samme virkning som arrest, jf. lovens kapitel 56,

indtil der træffes afgørelse om anvendelse af det beslaglagte, jf. § 807 d, stk.

2 og 3. Om arrest henvises til pkt. 2.1.4.5 nedenfor.

Det følger af retsplejelovens § 805, stk. 1, at beslaglæggelse ikke må fore-

tages, såfremt indgrebet står i misforhold til sagens betydning og det tab

eller den ulempe, som indgrebet kan antages at medføre. Ved beslaglæg-

gelse til sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på

konfiskation efter bl.a. straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, § 75, stk. 3,

og § 76 a, stk. 5 (dvs. værdikonfiskation), bødekrav og forurettedes krav på

erstatning, gælder desuden, at reglerne i retsplejelovens §§ 509-516 finder

anvendelse, jf. § 805, stk. 3. Dette indebærer, at mulighederne for beslag-

læggelse efter de anførte formål begrænses af reglerne, der fritager aktiver

fra udlæg, herunder bl.a. lovens § 512, stk. 3, der fritager pensioner fra kre-

ditorforfølgning.

Der kan henvises til Højesterets kendelse af 18. februar 2022 i sag nr. 77/21,

offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2022, s. 1805 ff., der udspringer af

en i medierne meget omtalt sag, hvor en tidligere ansat i Socialstyrelsen ved

Københavns Byrets dom af 18. februar 2020 blev idømt 6 år og 6 måneders

fængsel for bedrageri af særlig grov karakter over for sin arbejdsgiver begået

i perioden 1993-2018. Vedkommende blev ved dommen pålagt at betale

straffesagens omkostninger, og der blev konfiskeret et beløb på ca. 113 mio.

kr. i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, om konfiskation af udbytte ved en

strafbar handling eller et hertil svarende beløb. Efter dommen anmodede

anklagemyndigheden om, at der med henblik på inddrivelse af de skyldige

beløb blev foretaget beslaglæggelse af to pensionskonti tilhørende dom-

fældte. Ved den omtalte kendelse fra Højesterets, stadfæstede Højesteret

Østre Landsrets kendelse om ikke at foretage beslaglæggelse i pensionskon-

tiene. Højesteret henviste til, at parterne var enige om, at byrettens dom

måtte forstås således, at der var tale om værdikonfiskation (konfiskation af

et til udbyttet svarende beløb, jf. straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led,),

UDKAST

og at retsplejelovens § 805, stk. 3, jf. § 512, stk. 3, derfor var til hinder for,

at der kunne ske beslaglæggelse.

Efter retsplejelovens § 1002, stk. 1, 1. pkt., finder reglerne i kapitel 74 om

beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger,

krav på konfiskation efter bl.a. straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og

stk. 3, og § 76 a, stk. 5, bødekrav eller forurettedes krav på erstatning i sagen

tilsvarende anvendelse, efter dom er afsagt. Reglen indebærer, at beslaglæg-

gelsen kan ske med henblik på at inddrive krav, som følger af en dom i en

straffesag.

2.1.4. Retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse

2.1.4.1. Grundlaget for tvangsfuldbyrdelse m.v.

Retsplejelovens kapitel 47 om udlæggets genstand og retsvirkninger inde-

holder bl.a. regler om, hvilke af en skyldners aktiver der kan gøres til gen-

stand for tvangsfuldbyrdelse ved foretagelse af udlæg. Kapitlet hidrører i det

væsentlige fra lov nr. 258 af 26. maj 1976, der bygger på betænkning nr.

634/1971 om udlæg og udpantning afgivet af det af Justitsministeriet den

19. januar 1952 nedsatte udvalg.

Tvangsfuldbyrdelse forudsætter, at fordringshaveren har et tvangsfuldbyr-

delsesgrundlag, hvilket kan være en dom eller kendelse afsagt af en domstol,

jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1, herunder erstatning tilkendt den foru-

rettede under en straffesag efter reglerne i lovens kapitel 89 (adhæsionspro-

cessen), jf. § 997, stk. 2. Grundlaget for tvangsfuldbyrdelse kan også være

et udenretligt, skriftligt forlig om forfalden gæld, når det udtrykkeligt er be-

stemt i forliget, at det kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. §

478, stk. 1, nr. 4.

Restanceinddrivelsesmyndigheden, der inddriver gæld, som omfattes af lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af

26. september 2024 med senere ændringer, kan for krav tillagt udpantnings-

ret foretage tvangsfuldbyrdelse uden at benytte fogedretten. Udlæg foreta-

ges i disse situationer af personer, der er bemyndiget dertil af restanceind-

drivelsesmyndigheden, jf. skatteinddrivelseslovens § 3, stk. 1, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 322 af 1. marts 2021. Hovedparten af de fordringer, der

inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, er tillagt udpantningsret, jf.

gældsinddrivelseslovens § 11. Det gælder således bl.a. bøder, sagsomkost-

ninger og konfiskationsbeløb, jf. retsplejelovens § 997, stk. 1, 3. pkt., og §

1013, stk. 4. Civilretlige fordringstyper i form af krav på erstatning, der til-

kommer det offentlige, er tillagt udpantningsret, hvis kravet kan tvangsfuld-

byrdes, jf. retsplejelovens § 478, jf. gældsinddrivelseslovens § 11 sammen-

UDKAST

holdt med lovens bilag 1, pkt. II, nr. 1, litra a, nr. v. Der vil således eksem-

pelvis være udpantningsret for offentlige myndigheders erstatningskrav

fastslået ved dom.

Et udlæg i et aktiv giver bl.a. adgang til at begære tvangsauktion over aktivet

og gøre sig betalt af auktionssummen, jf. retsplejelovens § 538, efter de nær-

mere betingelser der er fastsat herfor.

2.1.4.2. Udlæggets genstand m.v.

Efter retsplejelovens § 507, stk. 1, fuldbyrdes pengekrav ved udlæg i så stor

en del af skyldnerens formue, som der efter fogedrettens skøn er nødvendig

til dækning af kravet af omkostninger ved forretning og det udlagtes opbe-

varing indtil auktion.

Reglerne i retsplejelovens kapitel 47 sondrer ikke mellem de krav, for hvilke

der foretages kreditorforfølgning. Bødekrav, krav på værdikonfiskation og

forurettedes erstatningskrav må efter reglerne derfor respektere de begræns-

ninger, der er fastsat om udlægsfritagelse. Udlæg foretaget for sådanne krav

kan ligesom udlæg for andre krav kun foretages i skyldnerens formue, jf. §

507, stk. 1, og må respektere tidligere stiftede rettigheder i skyldnerens ak-

tiver, f.eks. panterettigheder, tidligere foretagne udlæg eller ejendomsforbe-

hold, i overensstemmelse med almindelige ejendomsretlige regler. Ligele-

des vil et udlæg i overensstemmelse med almindelige ejendomsretlige regler

skulle respektere et vindikationskrav, hvis det viser sig, at en udlagt gen-

stand er stjålet. Det samme vil eksempelvis gælde for stjålne penge indsat

på en bankkonto, hvis der indrømmes kreditor et krav på en bestemt del af

det på kontoen indestående, dvs. kreditor tillægges separatiststatus.

Det følger af retsplejelovens § 508, 1. pkt., at udlæg kan foretages i rede

penge samt i fast ejendom, løsøre, fordringer og andre aktiver, hvis identitet

kan fastslås, men ikke i fremtidige erhvervelser. Det fremgår af bestemmel-

sens forarbejder, at der er en glidende overgang mellem på den ene side

fremtidige erhvervelser og på den anden side fordringer, som er stiftede,

men blot er betingede eller uforfaldne. Afgørelsen af, om udlæg kan gøres i

tilfælde, hvor enhver aktuel udøvelse af en rettighed ligger ude i fremtiden,

må træffes ud fra de regler, der gælder om vedkommende rettighed, og med

hensyntagen til, hvilken løsning lovgivning og praksis har valgt for beslæg-

tede rettigheder, jf. betænkning nr. 634/1971, s. 70.

Skyldneren skal efter retsplejelovens § 497, stk. 1, give de oplysninger, som

fogedretten finder nødvendige til gennemførelse af tvangsfuldbyrdelsen.

Urigtig erklæring herom er strafbart, jf. navnlig straffelovens § 162. Vil

UDKAST

skyldneren ikke afgive de krævede oplysninger, kan fogedretten ved ken-

delse bestemme, at skyldneren ved politiets foranstaltning skal tages i for-

varing, indtil han indvilliger i at opfylde sin pligt. Skyldneren kan dog ikke

holdes i forvaring i samme sag ud over 6 måneder, uafbrudt eller sammen-

lagt, jf. § 497, stk. 2.

Fogedretten kan med et af denne fastsat varsel tilsige skyldneren til foged-

forretningen, jf. § 494, stk. 1. Udebliver skyldneren, uanset at lovlig tilsi-

gelse er forkyndt for ham, uden anmeldt lovligt forfald, kan fogedretten ved

kendelse bestemme, at han skal tages i forvaring af politiet, jf. stk. 2. For-

retningen vil også kunne foretages uden for rettens kontor ved en såkaldt

udkørende fogedforretning, jf. § 493, stk. 1.

Fogedretten kan indkalde vidner til fogedforretningen. Vidnerne kan eksem-

pelvis bestemme værdien af et aktiv, jf. retsplejelovens § 491, stk. 4.

Foretages der udlæg i en fordring, vil udlægget sædvanligvis også omfatte

de til fordringen hørende sikkerhedsrettigheder, eksempelvis et krav mod en

kautionist, der har kautioneret for fordringen.

Det må afgøres konkret, om en skyldners krav ifølge en pensionsordning er

så usikkert, at der ikke kan foretages udlæg i det.

Efter retsplejelovens § 517, stk. 1, har skyldneren ret til at påvise de aktiver,

i hvilke udlæg skal foretages (såkaldt ”påvisningsret”). Skyldneren kan dog

ikke forlange, at udlæg skal foretages i bl.a. aktiver, hvis værdi er usikker,

eller aktiver, hvis opbevaring eller afhændelse er særlig vanskelig, hvis han

ejer andre aktiver, hvori udlæg kan ske, jf. stk. 3.

Påvisningsretten kan i praksis anvendes af skyldneren under fogedforretnin-

gen, som skyldneren indkaldes til i medfør af retsplejelovens § 493, stk. 1.

Forretningen kan dog foretages, uanset at skyldneren ikke er tilstede, jf. §

495, stk. 1, 1. pkt. På rettens kontor kan der dog, hvis skyldneren ikke er

mødt, ikke foretages udlæg i andet end fast ejendom og andele i andelsbo-

ligforeninger m.v., jf. § 495, stk. 1, 2. pkt.

Udlæg i en fordring kan tvangsfuldbyrdes ved, at udlægshaveren sætter for-

dringen på tvangsauktion eller inddriver fordringen, som den forfalder, ved

en inkassator, jf. retsplejelovens § 558, stk. 1, 1. pkt. De indkomne penge-

beløb skal indbetales til fogedretten, jf. retsplejelovens § 559, der herefter

udbetaler dem til rekvirenten efter reglerne i §§ 554 og 555. Det mulig til-

oversblevne beløb udbetales til skyldner. Ved auktion over pantsatte for-

dringer skal fordringshaveren, skyldneren og kautionister samt så vidt mu-

UDKAST

ligt enhver anden, hvis rettigheder eller forpligtelser med hensyn til fordrin-

gen må antages at ville blive berørt af salget, underrettes om auktionen, for

så vidt vedkommende har bopæl her i landet, jf. retsplejelovens § 544, stk.

3. Bestemmelsen må antages også at gælde udlagte fordringer.

Efter retsplejelovens § 524 frigøres skyldneren ifølge fordringen (f.eks. en

bank) ved betaling til den, hos hvem udlæg er gjort, under samme betingel-

ser som ved betaling efter overdragelse af fordringen. Med henblik på at

sikre, at skyldneren ifølge en fordring ikke betaler med frigørende virkning

til skyldneren, bør udlægshaveren orientere skyldneren ifølge fordringen,

der er foretaget udlæg i, om udlægget, jf. herved gældsbrevslovens § 29 ana-

logt, for så vidt angår simple fordringer. Formålet med orienteringen er, at

fratage skyldneren sin legitimation til at modtage betaling fra skyldneren

ifølge fordringen.

Udlægget i en fordring sker i skyldnerens ret ifølge fordringen. Et udlæg

giver som altovervejende hovedregel ikke kreditor bedre ret til at indkræve

pengene, end skyldneren selv har. Derfor påvirkes eksempelvis fordringens

forfaldstid ikke af udlægget.

Fogedretten foretager efter retsplejelovens § 518, stk. 1, 1. pkt., en opteg-

ning af de aktiver, hvori udlæg er foretaget. Rekvisitus har ret til en kopi

heraf, jf. § 255 a, stk. 1.

Efter retsplejelovens § 519 stk. 1, er skyldneren uberettiget til at råde over

de udlagte aktiver på en måde, som kan være til skade for udlægshaveren.

Det er i betænkningen, der ligger til grund for bestemmelsen forudsat, at

dispositioner, der udsætter udlægshaveren for en betydelig risiko for tab af

dækningsadgangen, også er forbudt, jf. betænkning nr. 634/1971, s. 92.

Ikke enhver råden i videre forstand er efter forarbejderne udelukket. Udlæg

i indbo eller maskiner hindrer ikke, at skyldneren vedblivende benytter det

udlagte som hidtil, men han må ikke ødelægge det, behandle det uforsvarligt

eller sælge det. Dispositioner, som udlægshaveren har givet sit samtykke til,

vil heller ikke være uberettiget i henhold til retsplejelovens § 519, stk. 1.

Efter retsplejelovens § 519, stk. 2, skal fogedretten gøre skyldneren bekendt

med udlæggets retsvirkninger, herunder at overtrædelse af bestemmelsen i

stk. 1 kan medføre strafansvar. Den straffebestemmelse, som kan komme i

anvendelse, hvis skyldneren uberettiget til egen eller andres fordel dispone-

rer over det udlagte, vil sædvanligvis være straffelovens § 283, stk. 1, nr. 1,

om skyldnersvig. Tilintetgørelse eller ødelæggelse af de udlagte aktiver vil

kunne straffes efter § 292. Kravet om tilkendegivelse er opfyldt, blot foged-

UDKAST

retten angiver, at overtrædelse kan straffes, jf. betænkning nr. 634/1971, s.

92.

Er skyldneren ikke til stede, kan tilkendegivelsen ske enten ved en skriftlig

meddelelse eller ved tilkendegivelse til den, der varetager hans interesser,

jf. retsplejelovens § 519, stk. 2, 2. pkt., jf. § 495, stk. 2.

2.1.4.3. Aktiver fritaget for udlæg

Retsplejelovens kapitel 47 indeholder en række regler om udlægsfritagelse.

Reglerne om udlægsfritagelser betyder, at der eksempelvis ikke kan foreta-

ges udlæg i aktiver bortset fra fast ejendom, der er nødvendige til oprethol-

delse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og hans

husstand, jf. § 509, stk. 1 (”trangsbeneficiet”). Efter § 509, stk. 3, kan udlæg

heller ikke foretages i aktiver af indtil 3.000 kroners værdi, som er nødven-

dige til skyldnerens eller hans husstands erhverv eller uddannelse. Det er

forudsat i forarbejderne til § 509, stk. 1, at skyldnerens fordringer på andre

skyldnere efter omstændighederne kan være nødvendige til opretholdelse af

en beskeden levefod, jf. betænkning nr. 634/1971, s. 74.

I forhold til en lønmodtager kan der efter retsplejelovens § 511, stk. 1, ikke

foretages udlæg i endnu ikke udbetalt løn eller andet vederlag for personligt

arbejde, før der er forløbet mere end syv dage efter slutningen af den peri-

ode, i hvilken lønnen er indtjent, eller vederlaget er fortjent.

Retsplejelovens § 512 regulerer adgangen til at foretage udlæg i personlige

rettigheder, krav på underholdsbidrag, pension, sociale ydelser m.v.

Efter retsplejelovens § 512, stk. 1, kan udlæg ikke foretages i retten til ydel-

ser, der ikke kan kræves betalt til andre end den berettigede personligt. Det

fremgår af forarbejderne, at en forpligtelse til at betale en pengesum ikke i

almindelighed berøres af, om beløbet skal betales til den ene eller den anden,

jf. betænkning nr. 634/1971, s. 83. Bestemmelsen tager, jf. Højesterets ken-

delse af 20. december 2012 i sag 185/2012, offentliggjort i Ugeskrift for

Retsvæsen 2013 s. 858 ff., sigte på tilfælde, hvor det har været af betydning

for yderen, hvem der skal betales til.

Efter retsplejelovens § 512, stk. 3, 1. pkt., kan udlæg ikke foretages i krav

på pension eller i krav på understøttelse eller anden hjælp fra det offentlige

eller fra stiftelser eller andre velgørende institutioner, medmindre der er for-

løbet 3 måneder fra den dag, beløbet kunne fordres udbetalt.

Retsplejelovens § 512, stk. 3, blev nyaffattet ved lov nr. 258 af 26. maj 1976,

og den omfatter ifølge forarbejderne alle former for pension, herunder både

UDKAST

pension fra det offentlige og fra private pensionsordninger, jf. betænkning

nr. 634/1971, s. 84. Bestemmelsen omfattede før nyaffattelsen kun pensio-

ner fra offentlige kasser, men blev med nyaffattelsen udvidet til også at om-

fatte pensioner fra private. Begrundelse for at fritage pensioner var, at disse

burde ligestilles med løn, jf. Udkast til lov om den borgerlige Retspleje,

1877, motiverne, jf. s. 199 f. (bemærkningerne til udkastets § 471).

Udlægsfritagelsen i retsplejelovens § 512, stk. 3, 1. pkt., omfatter alene selve

kravet på pension. Når pensionen m.v. derimod er udbetalt, eller der er for-

løbet 3 måneder efter den dag, beløbet kunne fordres udbetalt, er bestem-

melsen ikke til hinder for udlæg. 3-månedersreglen sikrer, at skyldneren

ikke blot kan lade pensionen henstå i længere tid under beskyttelse mod kre-

ditorforfølgning. Reglen er begrundet i, at det anses for rimeligt, at en pen-

sionist har en noget længere frist end en lønmodtager til at få udbetalt pen-

sionen, jf. betænkning nr. 634/1971, s. 84.

Efter retsplejelovens § 512, stk. 3, 2. pkt., berøres reglerne om udlægsfrita-

gelse i lov om tilsyn med pensionskasser, forsikringsaftaleloven og lov om

visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparinger i pengeinstitutter

(pensionsopsparingsloven) ikke af udlægsfritagelse i retsplejelovens § 512,

stk. 3, 1. pkt. Bestemmelserne i disse love er beskrevet nærmere nedenfor i

pkt. 2.1.5-2.1.7.

Lov om tilsyn med firmapensionskasser er siden blevet ophævet, og de re-

levante regler findes nu i lov om firmapensionskasser (firmapensionskasse-

loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024 med senere ændrin-

ger.

Udover de i retsplejelovens § 512, stk. 3, nævnte speciallove findes der reg-

ler om udlægsfritagelse i forskellige andre speciallove, f.eks. i ATP-loven.

Retsplejelovens regler om udlægsfritagelse gælder også ved kreditorforfølg-

ning i form af konkurs, jf. konkurslovens § 36, hvorefter aktiver, hvori ud-

læg for skyldnerens gæld ikke kan foretages, kun indgår i konkursmassen,

når dette særligt er bestemt. Der kan heller ikke foretages arrest i aktiver,

der er fritaget for udlæg, jf. henvisningen til reglerne om udlægsfritagelse i

retsplejelovens § 631, stk. 2, jf. om arrest nedenfor i pkt. 2.1.4.5.

Reglerne om udlægsfritagelse er kun relevante for aktiver, der er en del af

skyldnerens formue. Aktiver, der ikke tilhører skyldneren, eksempelvis

fordi de er stjålne, vil der allerede af den grund ikke kunne foretages udlæg

i. Ejeren vil kunne vindicere sådanne aktiver efter ejendomsrettens regler.

Det samme vil eksempelvis gælde stjålne penge indsat på en bankkonto,

UDKAST

hvis der indrømmes kreditor et krav på bestemt del af det på kontoen inde-

stående.

2.1.4.4. Genoptagelse af fogedforretningen

Ved kreditorforfølgning i pensionsordninger for konfiskationskrav og er-

statningskrav m.v. i anledning af visse strafbare handlinger, der har medført

et udbytte, vil det kunne komme på tale, at fogedforretningen skal genopta-

ges. Der kan gå lang tid fra kreditorforfølgning er foretaget, til kravet ifølge

pensionsordningen kan komme til udbetaling.

Efter retsplejelovens § 504 kan en fogedforretning genoptages, når parterne

er enige derom, eller når fogedretten finder det påkrævet. Bestemmelsen

nævner en række tilfælde, hvor genoptagelse i almindelighed kan anses for

at være påkrævet, men der er ikke tale om en udtømmende opregning. Det

fremgår af § 504, nr. 4, at forretningen kan genoptages, når fogedretten fin-

der det påkrævet, fordi skyldneren ikke har været til stede under forretnin-

gen og nu anmoder om adgang til at benytte sine rettigheder efter §§ 509-

516. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at hvis skyldneren har

være til stede under fogedforretningen og af retten er blevet oplyst om ud-

tagelsesretten, jf. § 500, stk. 1, om fogedrettens vejledningspligt, kan han i

almindelighed ikke senere begære genoptagelse for at benytte sin udtagel-

sesret. Der henvises til betænkning nr. 634/1971, s. 64.

Retspraksis har tilladt genoptagelse efter § 504 med henblik på, at skyldne-

ren kan udøve sine rettigheder efter §§ 509-516 i tilfælde, hvor et aktiv, der

har været genstand for udlæg, senere bliver omfattet af bestemmelserne, jf.

eksempelvis Vestre Landsrets kendelse af 17. marts 1986 i sag nr. 6-B.

213/1986, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen, 1986, s. 592 ff. I sagen

tillod landsretten genoptagelse af en fogedforretning, hvor skyldneren havde

været til stede, med henvisning til at der var forløbet mere end 3 år fra ud-

lægsforretningen og til, at der efter det oplyste var mulighed for, at den ud-

lagte bil i mellemtiden var faldet så meget i værdi og benyttedes på en sådan

måde, at den nu kunne anses for omfattet af den dagældende § 509, stk. 2

(nu § 509, stk. 3).

Genoptagelse kan ikke ske på begæring af de oprindelige parter, når der er

sket tvangsauktionssalg, jf. § 583, stk. 2, og Vestre Landsrets kendelse af 1.

november 1982 i sag nr. 2-B 2121/1982, offentliggjort i Ugeskrift for

Retsvæsen, 1983, s. 184 ff.

2.1.4.5. Arrest

UDKAST

Retsplejelovens kapitel 56 indeholder regler om arrest. Arrest er et forelø-

bigt retsmiddel, der giver en fordringshaver mulighed for med fogedrettens

mellemkomst at forhindre, at en skyldner kan råde faktisk eller retligt over

et aktiv. Arrest forudsætter ikke som udlæg, at der foreligger en dom eller

andet tvangsfuldbyrdelsesgrundlag overfor skyldner, jf. pkt. 2.1.4.1.

Fogedretten kan, jf. lovens § 627, foretage arrest til sikkerhed for et penge-

krav, når 1) der ikke kan foretages udlæg for fordringen, og 2) det må anta-

ges, at muligheden for senere at opnå dækning ellers ville blive væsentligt

forringet. Arrest indebærer, at skyldneren vil være uberettiget til at råde over

det arrestede på en måde, som kan være til skade for udlægshaveren, jf. §

631, stk. 2, jf. § 519, stk. 1. Eksempelvis hvis en arresteret opsparing hæves

og overføres til udlandet. Dette vil efter omstændighederne kunne straffes

som skyldnersvig, jf. straffelovens § 283, stk. 1, nr. 1. Arrest vil desuden

indebære beskyttelse over for skyldnerens godtroende omsætningserhver-

vere, men ikke over for øvrige kreditorer, jf. Retsplejerådets betænkning nr.

1107/1987 om arrest og forbud, s. 26 ff. og 50 f. Fogedretten kan desuden

bestemme, at arresteret løsøre skal fratages skyldneren, når det må antages,

at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet, jf.

retsplejelovens § 633, stk. 1. Ved arrest i en fordring, herunder en bankkonto

eller et krav ifølge en pensionsordning, frigøres skyldneren (banken/den

som skal udbetale pensionen) ved betaling til den, hos hvem der er foretaget

arrest, under samme betingelser, som ved overdragelse af en fordring, jf. §

631, stk. 2, jf. § 524. Kreditor bør derfor som ved udlæg underrette skyld-

nerne ifølge fordringen om arresten, jf. ovenfor i pkt. 2.1.4.2.

Arrest medfører ikke, at den arresterede fordring bliver udbetalt til kreditor.

Arrest kan eksempelvis anvendes, hvis skyldneren er ved at bortskaffe sine

aktiver eller flytte disse til udlandet, og der derfor ikke er tid til at opnå et

tvangsfuldbyrdelsesgrundlag i form af en dom. Fra retspraksis kan eksem-

pelvis henvises til Højesterets kendelse af 20. december 2012 i sag nr.

185/2012, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2013, s. 858 ff., hvor der

blev foretaget arrest i bl.a. indeståender på en bankkonto og i fordringer på

en fond.

Fogedretten kan inden arrestforretning påbegyndes eller arrest foretages be-

stemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal stille sikkerhed

for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved arresten, jf. § 629,

stk. 1.

Arrest er undergivet mange af de samme regler som udlæg, jf. retspleje-

lovens § 631, stk. 2. Eksempelvis vil der ikke kunne foretages arrest i akti-

UDKAST

ver, der er fritaget for udlæg. Beslaglæggelse efter lovens § 802, stk. 2, har

samme retsvirkninger som arrest, jf. § 807 b, stk. 2.

2.1.5. Regler om kreditorbeskyttelse i lov om firmapensionskasser

Det følger af § 2, stk. 1, i lov om firmapensionskasser (firmapensionskasse-

loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024 med senere ændrin-

ger, at loven finder anvendelse på enhver sammenslutning (pensionskasse),

der har til formål på grundlag af et løfte om pension at sikre de ansatte pen-

sion i forbindelse med ansættelse i et pensionstegnende firma eller i pen-

sionstegnende firmaer inden for samme koncern. Det følger af stk. 2, at for-

sikringsselskaber og pensionskasser, der er under tilsyn efter lov om finan-

siel virksomhed, ikke er omfattet af loven.

Firmapensionskasseloven erstattede den tidligere lov om tilsyn med pen-

sionskasser, senest bekendtgjort som lovbekendtgørelse nr. 4 af 12. januar

1984 med senere ændringer.

Det følger af den gældende § 10, 1. pkt., i firmapensionskasseloven, at med-

lemmer, pensionsmodtagere og personer, der er berettiget til pension, ikke

til eje eller pant kan overdrage eller på anden måde råde over rettigheder,

som de har krav på i en firmapensionskasse. Sådanne rettigheder kan ikke

gøres til genstand for retsforfølgning, jf. 2. pkt.

Bestemmelsen begrænser bl.a. de almindelige regler om kreditorforfølgning

for så vidt angår pensionsrettigheder i firmapensionskasser. Bestemmelsen

har til formål at sikre rettigheder i en firmapensionskasse mod retsforfølg-

ning og at sikre, at der ikke sker pantsætning eller overdragelse til eje til

tredjemand. Rettigheder i en firmapensionskasse er øremærket til forsør-

gelse for pensionsmodtagere under pensionstilværelsen og er dermed under-

lagt et særligt beskyttelsesbehov.

Firmapensionskasselovens regler om fritagelse for retsforfølgning berøres

ikke af retsplejelovens § 512, stk. 3, jf. udtrykkeligt 2. pkt. i denne bestem-

melse, der dog henviser til den tidligere lov om tilsyn med pensionskasser.

2.1.6. Regler om kreditorbeskyttelse i forsikringsaftaleloven

Forsikringsaftalelovens kapitel III vedrører livsforsikringer. En livsforsik-

ring kan tegnes, så den enten udbetales til forsikringstageren selv eller en

anden som begunstiget, jf. lovens § 102. En livsforsikring kan tegnes, så den

udbetales ved forsikringstagerens eller en anden persons død, ved opnåelse

af en bestemt alder eller på et senere tidspunkt. Forsikringen kan tegnes en-

ten som en kapitalforsikring eller renteforsikring (sidstnævnte omfatter bl.a.

livrente) afhængig af, om der skal udbetales en sum en gang for alle eller

UDKAST

løbende. Pension kan dermed tilvejebringes ved tegning af en forsikring ef-

ter forsikringsaftalelovens regler, jf. betænkning nr. 634/1971 om udlæg og

udpantning, s. 84.

Livsforsikringer kan overdrages eller tilbagekøbes i overensstemmelse med

forsikringsaftalen, jf. forudsætningsvist forsikringsaftalelovens § 108 og §

116, stk. 2.

Efter forsikringsaftalelovens § 116, stk. 1, kan hverken forsikringstagerens

eller den begunstigedes ret over for selskabet gøres til genstand for retsfor-

følgning fra deres kreditorers side, jf. dog § 117.

Forsikringsaftalelovens § 116 gælder for livsforsikringer tegnet som kapi-

talforsikring. Efter § 118, stk. 1, finder bl.a. § 116, stk. 1, som udgangspunkt

også anvendelse for livsforsikringer tegnet som renteforsikring. Beskyttel-

sen gælder ifølge forarbejderne lige til det øjeblik, hvor selskabet har udbe-

talt forsikringsydelsen (eller eventuelt tilbagekøbsværdien). Selv efter for-

faldstid vil kreditorforfølgning være udelukket, jf. bemærkningerne ad §

116 i Udkast til Lov om Forsikringsaftaler med tilhørende Bemærkninger

(1925), s. 156.

Er en livsforsikringspolice overdraget, kan erhververens ret, jf. § 116, stk.

2, 1. pkt., gøres til genstand for retsforfølgning fra hans kreditorers side,

medmindre erhververen er forsikringstagerens ægtefælle, eller erhvervelsen

har fundet sted uden vederlag.

Kreditorbeskyttelsen bliver i forarbejderne begrundet med, at livsforsikrin-

ger kan have et dobbelt formål: Dels at tjene til forsørgelse, dels at skabe et

let omsætteligt aktiv for forsikringstageren til brug i dennes økonomiske

virksomhed. Livsforsikringen kan ikke fyldestgøre disse formål, hvis ikke

den er beskyttet mod angreb fra kreditorernes side, jf. bemærkningerne til

§§ 116 og 117 i Udkast til Lov om Forsikringsaftaler med tilhørende Be-

mærkninger (1925), s. 154 ff. Hensynet til at undgå kreditorbesvigelser er

varetaget med forsikringsaftalelovens § 117.

Kommer forsikringstageren under konkurs, og findes det, at han i løbet af

de sidste 3 år inden fristdagen til betaling af præmier har anvendt et efter

hans formuetilstand på det tidspunkt, betalingen fandt sted, uforholdsmæs-

sigt stort beløb, kan konkursboet overfor selskabet forlange, at det for meget

erlagte indbetales i boet, for så vidt det kan udredes af forsikringens tilba-

gekøbsværdi eller, såfremt en sådan ikke findes, af kapitalværdien af den

fripolice, hvortil forsikringstageren ville have ret på grundlag af de sted-

fundne betalinger, jf. forsikringsaftalelovens § 117, stk. 1. Er de opsparede

UDKAST

midler forfaldne uden at være udbetalt inden fristdagen, eller forfalder de

under konkursbehandlingen, kan konkursboet, jf. § 117, stk. 2, under de i

stk. 1 nævnte betingelser forlange en tilsvarende del af de opsparede midler

indbetalt til boet.

Forsikringsaftalelovens regler om fritagelse for retsforfølgning berøres ikke

af retsplejelovens § 512, stk. 3, jf. udtrykkeligt 2. pkt. i denne bestemmelse.

Lov nr. 406 af 28. august 1945 om tillæg til lov nr. 259 af 1. juni 1945 om

tillæg til borgerlig straffelov angående forræderi og anden landsskadelig

virksomhed indeholder i § 7 en særlig regel, hvorefter det kan bestemmes,

at en forskyldt bøde kan dækkes i rettighederne i henhold til en af sigtede

tegnet livsforsikring eller livrente. Reglen har formentlig kun meget be-

grænset betydning i dag.

2.1.7. Regler om kreditorbeskyttelse i lov om visse civilretlige

forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter

Efter § 1, stk. 1, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopspa-

ring i pengeinstitutter (pensionsopsparingsloven), jf. lovbekendtgørelse nr.

1231 af 17. august 2020, gælder loven for opsparing i pensionsøjemed, ra-

teopsparing i pensionsøjemed og aldersopsparing i pengeinstitutter, når op-

sparingsordningen opfylder betingelserne for skattemæssig begunstigelse i

pensionsbeskatningslovens afsnit I, kapitel 1.

Efter pensionsopsparingslovens § 11 kan hverken kontohaverens eller den

begunstigedes ret over for pengeinstituttet gøres til genstand for retsforfølg-

ning fra deres kreditorers side, jf. dog § 12. Reglen i § 11 svarer ifølge for-

arbejderne til forsikringsaftalelovens § 116, stk. 1, og gælder ikke, når pen-

sionen er kommet til udbetaling, jf. pkt. 3.9 i de almindelige bemærkninger

samt bemærkningerne til § 11 i lovforslag nr. L 163 som fremsat den 17.

januar 1996, jf. Folketingstidende 1995-96, tillæg A, s. 3326 f. og 3330 f.

Det følger af pensionsopsparingslovens § 12, stk. 1, at hvis en kontohaver

kommer under konkurs, og den pågældende i løbet af de sidste 3 år inden

fristdagen til betaling af indskud på en opsparingsordning omfattet af loven

har anvendt et efter den pågældendes formuetilstand på det tidspunkt, beta-

lingen fandt sted, uforholdsmæssigt stort beløb, kan konkursboet over for

pengeinstituttet forlange, at det for meget erlagte indbetales i boet, for så

vidt det kan udredes af opsparingsordningens værdi. Er de opsparede midler

forfaldne uden at være udbetalt inden fristdagen, eller forfalder de under

konkursbehandlingen, kan konkursboet efter pensionsopsparingslovens §

12, stk. 2, under de i stk. 1 nævnte betingelser forlange en tilsvarende del af

de opsparede midler indbetalt til boet. Reglen i § 12 svarer ifølge forarbej-

UDKAST

derne til forsikringsaftalelovens § 117, jf. pkt. 3.10 i de almindelige be-

mærkninger i lovforslag nr. L 163 som fremsat den 17. januar 1996, jf. Fol-

ketingstidende 1995-96, tillæg A, s. 3327 f.

Pensionsopsparingslovens regler om fritagelse for retsforfølgning berøres

ikke af retsplejelovens § 512, stk. 3, jf. udtrykkeligt 2. pkt. i denne bestem-

melse.

2.1.8. Regler om kreditorbeskyttelse i lov om social pension og

lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig før-

tidspension m.v.

Lov om social pension indeholder regler om ret til folkepension, seniorpen-

sion, tidlig pension og førtidspension på ny ordning (dvs. førtidspension til-

kendt efter reglerne fra 2003), jf. lovbekendtgørelse nr. 1123 af 21. oktober

2024.

Efter § 47, stk. 1, i lov om social pension kan krav på pension ikke gøres til

genstand for udlæg eller andre former for retsforfølgning, medmindre der er

forløbet 3 måneder fra den dag, beløbet kunne kræves udbetalt. Aftaler om

sådanne krav er ugyldige.

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspen-

sion m.v. indeholder regler om ret til førtidspension tilkendt efter reglerne,

der var gældende indtil 2003.

Efter § 46, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almin-

delig førtidspension m.v. kan krav på pension ikke gøres til genstand for

udlæg eller andre former for retsforfølgning, medmindre der er forløbet 3

måneder fra den dag, beløbet kunne kræves udbetalt. Aftaler om sådanne

krav er ugyldige.

Ydelserne efter de nævnte love er skattefinansierede offentlige ydelser, der

opnås ret til, når en række betingelser i lovene er opfyldt. Ret til pension

efter lovene er således ikke afhængig af en opsparing fra pensionisten selv

eller en arbejdsgiver, og adskiller sig derved fra arbejdsmarkedspensioner

og individuelle pensionsordninger.

2.2. Justitsministeriets overvejelser

De gældende regler undtager i meget vidt omfang pensioner fra kreditorfor-

følgning. Kreditorbeskyttelsen har imidlertid den uhensigtsmæssige konse-

kvens, at en person, der er dømt for en forbrydelse, kan skjule udbytte fra

kriminalitet på pensionsordninger eller indbetale løn eller øvrige lovlige

UDKAST

indtægter på pensionsordninger, mens udgifterne til det daglige underhold

afholdes af udbyttet fra kriminalitet.

Formuerettens almindelige regler vil i nogen grad yde den, der er blevet be-

stjålet eller bedraget, et krav mod modtageren af pengene. Er eksempelvis

penge, der stammer fra bedrageri eller tyveri, blevet indsat på en bankkonto

eller en pensionsordning, vil der kunne rettes et krav mod indehaveren, uan-

set om denne er i god tro. Det er dog usikkert, i hvilket omfang et sådant

krav indrømmes, hvis pengene er blevet forbrugt, og kontoindehaveren var

i god tro. Den bestjålne vil endvidere ikke kunne regne med at blive tillagt

separatiststatus, dvs. at være berettiget til en bestemt del af det på kontoen

indestående, men typisk få samme status som en almindelig kreditor med

krav mod kontoindehaveren.

Der findes allerede efter gældende ret enkelte muligheder for kreditorfor-

følgning i pensioner, f.eks. omstødelsesreglerne i konkursloven, forsikrings-

aftaleloven og lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing

i pengeinstitutter (pensionsopsparingsloven). Der vil også efter omstændig-

hederne være mulighed for at konfiskere indeståendet på en pensionsopspa-

ring eller som formueaktiv efter reglen om udvidet konfiskation.

I praksis vil konfiskation af udbytte ofte ske efter reglerne om værdikon-

fiskation. Det gælder eksempelvis, hvis det ikke under efterforskningen er

lykkedes at finde aktiver, der kan konfiskeres. Krav på værdikonfiskation

giver ikke ejendomsret over et bestemt aktiv, men etablerer en fordring mod

skyldneren. Denne fordring er ikke bedre stillet end andre fordringer, og

reglerne om fritagelse for tvangsfuldbyrdelse vil derfor gælde, herunder reg-

lerne om udlægsfritagelse for pensioner. Som illustreret i eksempelvis Hø-

jesterets afgørelse fra 2022, jf. lovforslagets pkt. 2.1.3, indebærer dette, at

selv hvis en skyldner er dømt for grov økonomisk kriminalitet, vil vedkom-

mendes pensionsopsparing ikke kunne tjene til fyldestgørelse af et krav på

værdikonfiskation.

Efter Justitsministeriets opfattelse er de eksisterende, begrænsede mulighe-

der for kreditorforfølgning i pensioner til hinder for at imødegå urimelige

tilfælde af kreditorbeskyttelse, hvor udbytte fra kriminalitet direkte eller in-

direkte kan gemmes væk på pensionsopsparinger og lignende.

Justitsministeriet finder derfor, at der bør gennemføres en ændring af visse

af de eksisterende kreditorbeskyttelsesregler, så muligheden for kreditorfor-

følgning i pensioner og lignende udvides.

UDKAST

De forsørgelseshensyn, der ligger bag pensioner, taler efter Justitsministeri-

ets opfattelse imod en fuldstændig afskaffelse af kreditorbeskyttelsen for

pensioner. Pensioner, der har karakter af sociale ydelser, f.eks. folkepension

og førtidspension, bør efter Justitsministeriets opfattelse fortsat være omfat-

tet af kreditorbeskyttelsen. Reglerne om begrænsning af kreditorforfølgning

i eksempelvis lov om social pension og lov om lov om højeste, mellemste,

forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. bør efter Justitsmini-

steriets opfattelse derfor ikke ændres. Udbetalingerne efter disse love har

karakter af skattefinansierede, sociale ydelser og har ikke karakter af en op-

sparing.

Af samme grund bør udvidelsen af muligheden for kreditorforfølgning i

pensioner efter Justitsministeriets opfattelse begrænses til at gælde krav

mod den dømte i anledning af forbrydelsen, der er dømt for. En mere generel

udvidelse af muligheden for kreditorforfølgning i pensioner findes i betyde-

lig grad at forringe kreditorbeskyttelsen og dermed underminere de forsør-

gelseshensyn, der kan ligge bag pensioner.

Justitsministeriet skal i forlængelse heraf bemærke, at reglerne om trangs-

beneficiet i retsplejeloven fortsat vil gælde uændret.

Justitsministeriet finder derudover, at den foreslåede ordning om udvidelse

af mulighederne for kreditorforfølgning i pensioner kun bør gælde i samme

omfang, som skyldneren selv har et krav mod den, der skal udbetale pensio-

nen. Der lægges dermed ikke op til, at kreditorerne skal kunne fortrænge

vilkårene i pensionsaftalen eller tidligere stiftede rettigheder over pensions-

kravet. Hvis skyldneren således eksempelvis først har mulighed for at få

pensionen udbetalt, når en bestemt alder opnås, kan heller ikke kreditor for-

lange pensionen udbetalt på et tidligere tidspunkt end dette. Har skyldneren

derimod en mulighed for at genkøbe eller få udbetalt sin pension på et tidli-

gere tidspunkt, bør det samme gælde for den kreditor, der foretager retsfor-

følgning i et sådant pensionskrav.

Forsikring & Pension, brancheorganisation for forsikrings- og pensionssel-

skaber, skønner med en vis usikkerhed, at godt halvdelen af alle pensions-

indbetalinger sker til ordninger, hvor tilbagekøb eller tidlig udbetaling ikke

er muligt.

Størrelsen af visse sociale ydelser vil blive beregnet ud fra størrelsen af en

privat pensionsordning, eksempelvis efterløn. Dette lægges der ikke op til

at ændre på. Disse ydelser vil skulle beregnes ud fra den størrelse, pensions-

ordningen har på det relevante beregningstidspunkt, uanset om ordningens

størrelse måtte være blevet mindre som følge af den foreslåede ordning. Der

UDKAST

vil være mulighed for at få visse ydelser omberegnet, eksempelvis som følge

af, at kreditorforfølgning efter beregningstidspunktet.

2.3. Den foreslåede ordning

Justitsministeriet foreslår at ændre reglerne om kreditorbeskyttelse i hen-

holdsvis § 512 i retsplejeloven, § 10 i lov om firmapensionskasser, § 116 i

forsikringsaftaleloven og § 11 i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved

pensionsopsparing i pengeinstitutter.

Bestemmelserne vedrører udlægsfritagelse for henholdsvis krav på pension,

rettigheder i en firmapensionskasse, rettigheder ifølge en livsforsikring og

rettigheder til en pensionsopsparing i et pengeinstitut. I alle bestemmelserne

foreslås der indført en undtagelse til kreditorbeskyttelsen, hvorefter der kan

foretages retsforfølgning i de aktiver, der beskyttes efter de konkrete be-

stemmelser.

Den foreslåede udvidede adgang til kreditorforfølgning foreslås at skulle

gælde for krav på værdikonfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt.,

2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk. 5, i anledning af en strafbar hand-

ling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et ud-

bytte. Adgangen til kreditorforfølgning vil ligeledes gælde for alle, der har

et krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af en sådan forbrydelse.

”Erstatning” skal forstås på samme måde som i retsplejelovens § 802, stk.

2, nr. 2, litra a, der bl.a. giver mulighed for beslaglæggelse til sikkerhed for

forurettedes krav på erstatning i sagen, og vil som efter gældende ret også

omfatte det offentliges krav på efterbetaling af f.eks. skat og moms i anled-

ning af en strafbar handling. ”Godtgørelse” er efter gældende ret allerede

omfattet af § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, men det er Justitsministeriets vurde-

ring, at det er rigtigst, at det fremgår udtrykkeligt af lovteksten, at godtgø-

relseskrav også er omfattede, og at den foreslåede ordning også vil gælde

for den, der måtte have et krav på godtgørelse i anledning af en forbrydelse,

jf. f.eks. erstatningsansvarslovens § 3 om godtgørelse for svie og smerte og

§ 26 om godtgørelse for tort.

Der vil således være mulighed for at foretage udlæg i pensionsordninger for

eksempelvis den, der er blevet bestjålet eller bedraget af den domfældte,

herunder tilfælde hvor forurettede er en offentlig myndighed. Det må i øv-

rigt afgøres efter almindelige erstatningsretlige principper, hvem der har et

krav mod den dømte i anledning af forbrydelsen.

UDKAST

Personfarlig kriminalitet, som eksempelvis vold og lignende, vil formentlig

kun sjældent i sig selv være af en sådan karakter, at det kan give et udbytte,

men dette kan være tilfældet ved eksempelvis røveri, jf. straffelovens § 288.

Da formålet med den foreslåede ordning er at give en særlig mulighed for

tvangsfuldbyrdelse af værdikonfiskationskrav samt erstatnings- og godtgø-

relseskrav i anledning af en forbrydelse, som skyldneren er fundet skyldig

i, begrænses ordningen til retsforfølgning i form af udlæg, herunder udlæg

foretaget af offentlige myndigheder for krav tillagt udpantningsret, og arrest

(individualforfølgning). Kreditorbeskyttelsen vil stadig gælde for insolvens-

behandling (universalforfølgning). De beskyttede aktiver vil således ikke

indgå som et aktiv i eksempelvis et konkursbo i videre omfang, end dette er

tilfældet efter gældende ret.

Tvangsfuldbyrdelse vil skulle ske efter de gældende regler for den pågæl-

dende aktivtype, hvilket typisk vil være efter reglerne om udlæg i simple

fordringer.

Reglerne om trangsbeneficiet i retsplejelovens § 509, stk. 1, vil fortsat

gælde. Der kan således ikke foretages udlæg eller arrest i et krav på pension,

i det omfang det er nødvendigt til opretholdelse af en beskeden levefod for

skyldneren og hans husstand.

Den foreslåede ordning vil indebære mulighed for kreditorforfølgning i

krav, der først kommer til udbetaling måske 10-20 år efter domstidspunktet.

Dette giver anledning til en række problemstillinger om bl.a. forældelse og

mulighed for genoptagelse af en fogedforretning, hvis omstændighederne

senere ændrer sig. Herom henvises til bemærkningerne til de enkelte be-

stemmelser.

Reglerne om rådighedsbegrænsning i retsplejelovens § 519, stk. 1, vil fortsat

gælde. Skyldneren må således ikke råde over sin pension på en måde, der

kan være til skade for udlægshaveren. Det vil skulle afgøres efter en konkret

vurdering, hvornår dette er tilfældet. Det vil eksempelvis være i strid med §

519, stk. 1, hvis skyldneren efter udlæggets foretagelse, benytter en mulig-

hed for at tilbagekøbe sin pension og forbruger pengene, bruger pengene til

at betale anden gæld eller på anden måde unddrager dem fra at tjene udlægs-

haveren. Denne situation vil eksempelvis kunne opstå, hvis pensionsvirk-

somheden ikke er blevet gjort bekendt med udlæggets foretagelse. Ligeledes

vil skyldnerens udnyttelse af vilkår i pensionsaftalen efter omstændighe-

derne kunne være i strid med kreditors interesser.

UDKAST

Tilsvarende vil gælde, hvis skyldneren har en ret til at flytte sine pensions-

midler over i en anden pensionsvirksomhed uden aftale med kreditor. Dette

vil også kunne blive betegnet som råden over fordringen til skade for kredi-

tor, ligesom hvis pengene hæves.

3. Regler om beskatning i anledning af kreditorforfølgning i pensioner

3.1. Gældende ret

Efter pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 1, 1. pkt., jf. lovbekendtgørelse

nr. 1327 af 10. september 2020 med senere ændringer, svares der ved over-

dragelse eller anden overførsel til eje eller pant samt ved andre dispositioner

m.v., der medfører, at en pensionsordning med løbende udbetalinger eller

en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed ikke længere opfylder

betingelserne i pensionsbeskatningslovens kapitel 1, en afgift på 60 pct. af

det beløb, som på tidspunktet for dispositionen m.v. kunne være udbetalt

ved ordningens ophævelse, eventuelt af kapitalværdien af fripolice eller lig-

nende. Er der i stedet tale om dispositioner over en kapitalpension eller sup-

plerende engangsydelse svares en afgift på 52 pct., mens der svares en afgift

på 20 pct., hvis der er tale om dispositioner over aldersopsparinger, jf. 30,

stk. 1, hhv. 15. og 16. pkt. Der henvises til bemærkningerne til § 30 (ad stk.

1) i lovforslag nr. L 13 som fremsat den 9. juni 1971, jf. Folketingstidende

1970-71, tillæg A, sp. 688, samt til § 1, hhv. nr. 26 og 27, i lovforslag nr. L

196 som fremsat den 14. august 2012, jf. Folketingstidende 2011-12, tillæg

A, s. 23.

Reglen om afgift ved overdragelse eller anden overførsel til eje eller pant

samt ved andre dispositioner m.v. omfatter også kreditorforfølgning i form

af udlæg, udpantning eller arrest, hvis kreditorforfølgning retsgyldigt kan

ske.

Efter pensionsbeskatningslovens § 20, stk. 1, medregnes løbende udbetalin-

ger fra livrenter m.v., og ratevise udbetalinger fra ratepension til pensions-

opsparerens skattepligtige indkomst, når udbetalingerne sker til pensionsop-

spareren selv. Løbende udbetalinger fra livrenter m.v., og ratevise udbeta-

linger fra ratepension til pensionsopsparerens efterladte ægtefælle, fraskilte

ægtefælle eller samlever eller dennes livsarvinger under 24 år eller forsik-

redes livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger under 24 år, er ind-

komstskattepligtige for disse.

Udbetalinger af livrenter m.v. og ratepensioner er i andre situationer end de

nævnte afgiftspligtige. Som udgangspunkt er udbetalinger af livrenter m.v.

og ratepensioner, der ikke er indkomstskattepligtige, afgiftspligtige med 60

pct., jf. pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 1, 1. pkt. Afgiften på 60 pct.

UDKAST

gælder udbetalinger fra pensionsordninger i strid med pensionsformålet,

dvs. udbetalinger der ikke sker til aldersdomsforsørgelse eller forsørgelse af

efterlevende. Det gælder eksempelvis engangsudbetalinger af ratepension

og livrente til pensionsopspareren selv.

Ved udbetaling efter den tidligere ejers død udgør afgiften alene 40 pct., jf.

pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 1, 3. pkt. Samme afgiftssats gælder,

hvis retten til udbetalinger fra en pensionsordning med løbende udbetalinger

eller en ratepension tilfalder en person, der ikke er indkomstskattepligtig

efter pensionsbeskatningslovens § 20. Det følger af pensionsbeskatningslo-

vens § 29, stk. 2.

Efter pensionsbeskatningslovens § 28, stk. 1, betales der en afgift på 52 pct.

af udbetalinger af kapitalpension, der sker til andre end pensionsopspareren.

Ved udbetaling efter pensionsopsparerens død udgør afgiften dog alene 40

pct., jf. pensionsbeskatningslovens § 25, stk. 1, nr. 6. Samme afgiftsmæssige

behandling gælder udbetalinger af supplerende engangsydelser, jf. pen-

sionsbeskatningslovens § 29, stk. 1, 2. og 3. pkt.

Efter pensionsbeskatningslovens § 28, stk. 2, betales der en afgift på 20 pct.

af udbetalinger af aldersopsparing, der sker til andre end pensionsopspare-

ren. Ved udbetaling efter pensionsopsparerens død er udbetalingen dog af-

giftsfri, jf. pensionsbeskatningslovens § 25, stk. 1, nr. 6, jf. § 25 A, stk. 1.

Samme afgiftsmæssige behandling gælder udbetalinger af supplerende en-

gangssummer, jf. pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 1, 6. og 7. pkt.

Når afgiftspligt indtræder som følge af en udbetaling, påhviler pligten den

eller dem, der efter pensionsordningen eller forsikringen er berettiget til ud-

betalingen. Når afgiftspligt indtræder i andre tilfælde, påhviler afgiftspligten

den eller dem, der ville være berettiget til udbetalingen, hvis ordningen var

blevet ophævet på dette tidspunkt. Det følger af pensionsbeskatningslovens

§ 38, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Pensionsinstituttet skal tilbageholde afgiften og indbetale den til statskassen

inden 3 hverdage efter, at pensionsinstituttet har udbetalt den afgiftspligtige

ydelse. Hvor afgiftspligten ikke indtræder som følge af en udbetaling, skal

pensionsinstituttet tilbageholde afgiften og indbetale den til statskassen in-

den 1 måned efter, at forsikringsselskabet m.v. har fået kendskab til afgifts-

pligten. Det følger af pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1, 3. og 4. pkt.

Det er således et nettobeløb, der udbetales.

Hvis en person påbegynder udbetalinger fra eller foretager afgiftspligtige

dispositioner over en ratepension eller en pensionsordning med løbende ud-

UDKAST

betalinger, betales der af indbetalinger til aldersopsparing omfattet af det

aldersbetingede, forhøjede loft på 61.200 kr. (2025-niveau), som sker i ef-

terfølgende indkomstår, en afgift på 40 pct. af den del af det indbetalte be-

løb, der overstiger den lave indbetalingsgrænse på 9.400 kr. (2025-niveau).

Dette følger af pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk. 6.

Sådanne udbetalinger benævnes ofte diskvalificerende pensionsudbetalin-

ger. Der er tale om en værnsregel, som forhindrer, at eksisterende pensions-

opsparing i form af ratepensioner og livrenter m.v. flyttes til aldersopspa-

ring, da en aldersopsparing i modsætning til ratepensioner og pensionsord-

ninger med løbende udbetalinger ikke har betydning for modtagelse af so-

ciale ydelser, herunder folkepensionens tillægsbeløb og boligstøtte. Hvis det

uden konsekvenser for mulighederne for indskud på aldersopsparing var

muligt at påbegynde udbetaling af en ratepension eller livrente m.v., ville

det være muligt at nedbringe eksisterende pensionsopsparing, som til sin tid

kan føre til indkomstaftrapning af offentlige ydelser, og lade udbetalingerne

finansiere indskuddene på aldersopsparing, der ikke medfører aftrapning.

Dermed ville der kunne spekuleres i ydelsesoptimering.

Forskellige typer af pensionsudbetalinger fra og dispositioner over ratepen-

sioner, pensionsordninger med løbende udbetalinger og indeksordninger an-

ses dog ikke som diskvalificerende pensionsudbetalinger. Det gælder bl.a.

udbetaling af invalidepension m.v., udbetaling af ægtefælle-, samlever- eller

børnepension, udbetalinger af tjenestemandspension i en række tilfælde, ud-

betalinger fra ATP, herunder af supplerende arbejdsmarkedspension for før-

tidspensionister, der udbetales af ATP, og udbetalinger af bagatelagtig ka-

rakter. Disse undtagelser er oplistet i pensionsbeskatningslovens § 25 A, stk.

7. Fællestrækket for disse undtagne udbetalingstyper og dispositioner er, at

de beror på omstændigheder, som ikke vil kunne tilskrives et ønske om at

reducere pensionsudbetalingerne i de år, hvor der er indkomstaftrapning af

offentlige pensioner.

3.2. Skatteministeriets overvejelser

Hvis retten til udbetalinger fra en pensionsordning med løbende udbetalin-

ger eller en ratepension tilfalder en person, der ikke er indkomstskattepligtig

efter pensionsbeskatningslovens § 20, betales der alene en afgift på 40 pct.,

jf. pensionsbeskatningslovens § 29, stk. 2. Reglen vedrører tilfælde, hvor

retten til eksempelvis rateudbetalinger fra en ratepension tilfalder en pen-

sionsopsparers livsarving over 24 år eller eventuelt en fjernere beslægtet el-

ler ubeslægtet arving. Den vedrører også tilfælde, hvor en livsarving under

udbetalingsperioden fylder 24 år, hvorefter der skal svares afgift af pen-

sionsordningens værdi ved det fyldte 24. år.

UDKAST

Reglen er dermed ikke tiltænkt situationer, hvor udbetaling ikke sker til al-

dersdomsforsørgelse eller forsørgelse af efterlevende, men som den er for-

muleret, vil den også gælde udbetalinger af livrenter og ratepensioner, der

sker til en forurettet, der har foretaget udlæg i pensionsordningen. Reglen

bør ikke omfatte disse tilfælde, men i stedet følge de almindelige regler for

afgift af udbetalinger, der ikke sker til aldersdomsforsørgelse eller forsør-

gelse af efterlevende.

Udlæg og arrest i en pensionsordning efter den foreslåede udvidelse af mu-

ligheden for kreditorforfølgning i pensioner vil umiddelbart medføre, at der

efter de gældende afgiftsregler i pensionsbeskatningsloven vil skulle betales

pensionsafgift til staten på tidspunktet for udlægget eller arresten. Det gæl-

der, uanset at selve fyldestgørelsen af den forurettedes krav på baggrund af

udlægget og arresten først sker i forbindelse med, at der sker udbetaling fra

pensionsordningen, og uanset om udlægget og arresten måtte bortfalde in-

den da. Med andre ord vil beskatningen af pensionsordningen – efter de nu-

gældende regler i skattelovgivningen – blive fremrykket alene på grund af

udlægget og arresten.

Udlæg og arrest i medfør af den foreslåede regel om udvidelse af mulighe-

den for kreditorforfølgning i pensioner bør ikke have denne skattemæssige

konsekvens.

For så vidt angår de gældende undtagelser til reglen om diskvalificerende

pensionsudbetalinger, som medfører, at der fortsat kan foretages større ind-

betalinger til aldersopsparing, er det et fællestræk for de undtagne udbeta-

linger, at de beror på omstændigheder, som ikke vil kunne tilskrives et ønske

om at reducere pensionsudbetalingerne i de år, hvor der er indkomstaftrap-

ning af offentlige pensioner.

Dette træk gælder også den foreslåede udvidelse af muligheden for kredi-

torforfølgning i pensioner. Derfor bør en udbetaling til fyldestgørelse af ud-

læg og arrest samt konfiskationskrav efter den foreslåede udvidelse ikke

skulle anses som en diskvalificerende pensionsudbetaling.

Det bemærkes i øvrigt, at udbetaling fra en pension efter den foreslåede ud-

videlse af muligheden for kreditorforfølgning i pensioner vil være afgifts-

pligtige. Som pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1, 1. pkt., er formuleret,

fremgår det dog ikke klart, hvem der er afgiftssubjekt i tilfælde, hvor der

sker udbetaling til forurettede på baggrund af dennes udlæg i pensionsord-

ningen. Afgiften påhviler således den, der efter pensionsordningen eller for-

sikringen er berettiget til udbetalingen. Umiddelbart er det skyldneren, der

er berettiget til udbetalingen efter pensionsordningen eller forsikringen, men

UDKAST

den sker så i tilfælde af kreditorforfølgning efter de foreslåede regler ikke

desto mindre til en forurettet, der ikke efter pensionsordningen eller forsik-

ringen kan siges at være berettiget til udbetalingen.

Det bemærkes i øvrigt, at såfremt fogedretten efter reglerne om trangsbeni-

ficiet i retsplejelovens § 509, stk. 1, måtte bestemme, at et vis andel af den

månedlige udbetaling af en ratepension eller livrente hver måned udbetales

til skyldneren, vil denne andel være indkomstskattepligtig efter pensionsbe-

skatningslovens § 20.

Ligeledes bemærkes det, at pensionsinstitutter m.fl. vil indberette pensions-

opsparerens pensionsformue til Skattestyrelsens Pensionsregister (PERE) til

brug for opgørelsen af pensionsfradrag i efterløn, fleksydelse og tidlig pen-

sion, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om fleksydelse og lov om

social pension, uanset om hele eller dele af pensionsudbetalingerne senere

vil tilfalde kreditor.

3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der ikke skal betales afgift efter reglerne i pensionsbeskat-

ningsloven ved udlæg og arrest i en pensionsordning efter den foreslåede

udvidede adgang til kreditorforfølgning i pensioner. Der vil således først

skulle betales pensionsafgift af udbetalinger fra pensionsordningen i forbin-

delse med, at sker udbetaling til fyldestgørelse af udlægget.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 3 og 4, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås desuden, at reglen om, at udbetalinger fra en pensionsordning

med løbende udbetalinger eller en ratepension, der tilfalder en person, der

ikke er indkomstskattepligtig efter pensionsbeskatningslovens § 20, afgifts-

belægges med 40 pct., alene skal gælde de situationer, den er tiltænkt, og

ikke udbetalinger af livrenter og ratepensioner, der sker til en forurettet, der

har foretaget udlæg i pensionsordningen.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås endvidere at tydeliggøre, at det er pensionsopspareren, dvs.

skyldneren, der er afgiftssubjekt i tilfælde, hvor der sker udbetaling fra en

pensionsordning til en forurettet, der har foretaget udlæg i pensionsordnin-

gen.

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

For så vidt angår pensionsbeskatningslovens regel om diskvalificerende

pensionsudbetalinger, jf. pkt. 3.1, foreslås det, at udbetalinger til fyldestgø-

UDKAST

relse af udlæg og arrest i medfør af de foreslåede regler om udvidelse af

muligheden for kreditorforfølgning i pensioner ikke vil skulle anses som en

diskvalificerende pensionsudbetaling.

De pågældende skyldnere vil dermed fortsat kunne foretage indbetalinger

til aldersopsparing omfattet af det aldersbetingede, forhøjede loft på 61.200

kr. (2025-niveau), som sker i efterfølgende indkomstår, uden at der skal be-

tales afgift på 40 pct. af den del af det indbetalte beløb, der overstiger den

lave indbetalingsgrænse på 9.400 kr. (2025-niveau).

Der henvises til lovforslagets § 5, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Lovforslaget skønnes med betydelig usikkerhed at medføre et umiddelbart

merprovenu ca. 5 mio. kr. i 2027-30. Efter tilbageløb og adfærd skønnes et

merprovenu på ca. 5 mio. kr. i 2028-30. Den varige virkning efter tilbageløb

og adfærd skønnes til ca. 10 mio. kr.

Lovforslaget har ingen økonomisk virkning for finansåret 2025. Lovforsla-

gets skønnes derudover ikke at have implementeringskonsekvenser for det

offentlige.

Tabel 1. Samlede økonomiske konsekvenser af lovforslaget

Varig

virk-

ning

-20

Mio. kr. (2025-niveau)

Umiddelbar virkning

- heraf inddrivelsesprovenu

- heraf pensionsafgifter

- heraf folkepension

- heraf personskatter

Virkning efter tilbageløb

Virkning efter tilbageløb og adfærd

Umiddelbar virkning for kommu-

nerne

2025

2026

-5

2027

-5

2028

-10

-5

2029

-10

-5

2030

-15

-10

-5

Med lovforslaget får det offentlige udvidet mulighed for at inddrive

erstatnings-, godtgørelses- og værdikonfiskationskrav. Ordningen vil også

gælde krav, som har en nær sammenhæng med de nævnte krav, f.eks.

sagsomkostninger og morarenter. Ordningen vil kun gælde personer, der

idømmes fængsel for forbrydelser, der har medført et udbytte. Ordningen

vil desuden kun gælde personer, der er endeligt dømt efter lovens ikrafttræ-

den. De provenumæssige konsekvenser vil derfor indtræffe gradvist.

UDKAST

Kreditorforfølgningen vil ikke give kreditor bedre rettigheder, end skyldner

havde. Kreditor vil således i overensstemmelse med gældende ret skulle

respektere eventuelle aftaler om udbetaling etc., som måtte være indgået

med pensionsvirksomheden eller som led i en kollektiv overenskomst. Dette

vil også betyde, at der potentielt kan gå lang tid fra kreditorforfølgning fo-

retages ved et udlæg, til udlægget kan effektueres.

Den umiddelbare provenuvirkning kan først og fremmest henføres til, at ind-

drivelsesprovenuet i forbindelse med udbetaling fra pensionsordningen til

fyldestgørelse af udlægget skønnes at være større, end hvis kravet blev ind-

drevet via normal lønindeholdelse. I forbindelse med fyldestgørelse af ud-

lægget skal der imidlertid betales pensionsafgift på 60 pct. af udbetalingen,

hvilket reducerer inddrivelsesprovenuet. Opgjort i årlig varig virkning skøn-

nes inddrivelsesprovenuet med betydelig usikkerhed at blive forøget med

ca. 10 mio. kr., mens pensionsafgifterne skønnes at blive forøget med ca. 40

mio. kr.

I forbindelse med fyldestgørelse af udlægget vil udbetalingen fra pensions-

ordningen være afgiftspligtige, og vil derfor ikke kunne reducere folkepen-

sionens pensionstillæg, hvilket den ville kunne i fravær af lovforslaget, da

udbetalingerne i så fald ville indgå i den skattepligtige indkomst. Da pen-

sionstillægget beregnes på baggrund af den skattepligtige indkomst, skøn-

nes udgifterne til pensionstillæg med betydelig usikkerhed på sigt at blive

forøget med ca. 20 mio. kr., mens skattebetalingerne skønnes at blive redu-

ceret med ca. 20 mio. kr.

Det vurderes herudover, at lovforslaget årligt vil indebære ca. 150 yderligere

almindelige fogedsager ved domstolene. Dette som følge af, at flere kredi-

torer vil forsøge at inddrive deres krav pga. muligheden for kreditorforfølg-

ning i pensioner. De yderligere sager vurderes samlet at medføre merudgif-

ter for ca. 0,1 mio. kr. årligt, som kan håndteres inden for domstolenes ek-

sisterende økonomiske rammer.

Lovforslaget skønnes at medføre et umiddelbart mindreprovenu for kom-

munerne på ca. -5 mio. kr. fra 2027. Lovforslaget har endvidere ikke øko-

nomiske konsekvenser for regionerne.

Lovforslaget vurderes at overholde principperne for digitaliseringsklar lov-

givning.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

På baggrund af præhøringssvar fra Forsikring & Pension skønnes lovforsla-

get at have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

UDKAST

De nærmere konsekvenser er under konsolidering og en nærmere vurdering

forventes at blive fremlagt i forbindelse med lovforslagets fremsættelse.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vil have positive konsekvenser for borgere, der har behov for

at inddrive gæld, der hidrører fra strafbare handlinger, da dette gøres lettere.

Forslaget kan have negative administrative konsekvenser for borgere, der

skylder penge som følge af strafbare handlinger omfattet af lovforslaget.

8. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have væsentlige klimamæssige konsekvenser.

9. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have væsentlige miljø- og naturmæssige kon-

sekvenser.

10. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 22. november til den 20. de-

cember 2024 (29 dage) været sendt i høring hos følgende myndigheder og

organisationer m.v.:

Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter,

Domstolsstyrelsen, Datatilsynet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Advo-

katrådet, Aktive Ejere, Amnesty International, Ankenævnet for Forsikring,

Ankestyrelsen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ASE, Association of Da-

nish Intellectual Property Attorneys (ADIPA), ATP, Auktionslederforenin-

gen, BDO Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, Beskæftigelsesrådet, Be-

vismiddeltilsynet, BL – Danmarks Almene Boliger, Borger- og retssikker-

hedschefen i Skatteforvaltningen, Børsmæglerforening Danmark, Copenha-

gen Business School (Juridisk Institut), CEPOS, Cevea, Danish Seafood As-

sociation, Danmarks Automobilforhandler Forening, Danmarks Jurist- og

Økonomforbund (DJØF), Danmarks Eksport- og Investeringsfond, Dan-

marks Nationalbank, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverfore-

ning, Dansk Detail, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Erhverv,

Dansk Finansanalytikerforening, Dansk Industri, Dansk Inkassobranchefor-

ening, Dansk Investor Relations Forening – DIRF, Dansk Journalistforbund,

Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Transport og Logistik, Danske Advo-

kater, Danske Gallerier, Danske Guldsmede og Urmagere, Danske Rederier,

Danske Regioner, Danske Seniorer, Danske Speditører, Den Danske Aktu-

UDKAST

arforening, Den Danske Dommerforening, Den Danske Fondsmæglerfore-

ning, Den Europæiske Centralbank (ECB), Det Kriminalpræventive Råd,

Digitaliseringsstyrelsen, Dommerfuldmægtigforeningen, Erhvervslejernes

Landsorganisation, Erhvervsstyrelsen – Område for Bedre Regulering

(OBR), Faggruppen af Socialrådgivere i Kriminalforsorgen, Faglige Senio-

rer, FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation, Finans Danmark, Finans og

Leasing, Finansforbundet, Finansiel Stabilitet A/S, Finansforeningen/CFA

Society Denmark, Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Fi-

nanstilsynet, Forbrugerklagenævnet, Forbrugerrådet Tænk, Forenede Dan-

ske Motorejere, Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspek-

tører, Foreningen af J. A. K. Pengeinstitutter, Foreningen af Offentlige An-

klagere, Foreningen af Statsadvokater, Foreningen Danske Revisorer, For-

sikring & Pension, Forsikringsmæglerforeningen i Danmark, Forsikrings-

mæglernes Brancheforening, Hjælp Voldsofre, FSR - danske revisorer,

Fængselsforbundet, Færøernes Landsstyre, Garantifonden for indskydere

og investorer, HK Landsklubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben

Kriminalforsorgen, HK Landsklubben Politiet, HORESTA, Håndværksrå-

det, Institut for Menneskerettigheder, Investering Danmark, Justitia, KMD,

Kraka, KL, Kriminalforsorgsforeningen, Kuratorforeningen, Københavns

Universitet (Det Juridiske Fakultet), LAFS – Landsforeningen Af Fleks- og

Skånejobbere, Landbrug og Fødevarer, Landsdækkende Banker, Landsfor-

eningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen KRIM, Landsskatteretten,

LD Fonde, Lejernes Landsorganisation, Lokale Pengeinstitutter, Miljøsty-

relsen, Naalakkersuisut (Grønlands landsstyre), Nasdaq Copenhagen A/S,

Offerrådgivningen, Pengeinstitutankenævnet, Pension Danmark, Politidi-

rektørforeningen, Politiforbundet, Retspolitisk Forening, Retssikkerheds-

fonden, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne,

SAVN, SEGES, SMVdanmark, Skatteankestyrelsen, Skatterevisorforenin-

gen, Syddansk Universitet (Juridisk Institut), Tekniq Arbejdsgiverne, Ud-

betaling Danmark, Voldgiftsinstituttet, Voldgiftsnævnet for Bygge- og An-

lægsvirksomhed, VP Securities A/S, Western Union, Ældre Sagen, Aalborg

Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet (Juridisk Institut) og Aar-

hus Retshjælp.

12. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske

Lovforslaget skønnes at medføre et Ingen

konsekvenser for umiddelbart merprovenu på ca. 5 mio.

UDKAST

stat, kommuner kr. årligt fra 2027 til 2030. Efter tilba-

og regioner

geløb og adfærd skønnes et mer-

provenu på ca. 5 mio. kr. årligt fra

2028 til 2030. Lovforslaget skønnes

ikke at have provenumæssige konse-

kvenser for finansåret 2025. For kom-

munerne skønnes et umiddelbart min-

dreprovenu på ca. 5 mio. kr. årligt fra

2027 til 2030.

Implemente-

Lovforslagets skønnes ikke at have Lovforslagets skønnes ikke at have

ringskonsekven- positive implementeringskonsekven- negative

implementeringskonse-

ser for stat, kom- ser for det offentlige.

kvenser for det offentlige.

muner og regio-

ner

Økonomiske

De foreslåede ændringer af reglerne De foreslåede ændringer af reglerne

konsekvenser for om kreditorforfølgning i pensioner om kreditorforfølgning i pensioner

erhvervslivet

vurderes ikke at have positive økono- vurderes ikke at have negative øko-

miske konsekvenser for erhvervslivet. nomiske konsekvenser for erhvervs-

livet.

Administrative Undr konsolidering

konsekvenser for

erhvervslivet

Under konsolidering

Administrative Lovforslaget kan have negative admi- Lovforslaget kan have positive admi-

konsekvenser for nistrative konsekvenser for borgere, nistrative konsekvenser for borgere,

borgerne

der skylder penge som følge af straf- der har behov for at inddrive gæld.

bare handlinger omfattet af lovforsla-

get.

Klimamæssige

konsekvenser

Ingen

Miljø- og natur- Ingen

mæssige konse-

kvenser

Ingen

Forholdet til EU- Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter

retten

UDKAST

Er i strid med de

fem principper

for implemente-

ring af EU-regu-

lering (der i rele-

vant

omfang

også gælder ved

implementering

af ikke-erhvervs-

rettet EU-regule-

ring (sæt X)

Nej X

UDKAST

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Retsplejelovens § 512, stk. 3, 2. pkt., henviser til reglerne om fritagelse for

retsforfølgning i bl.a. lov om tilsyn med pensionskasser.

Det foreslås at ændre henvisningen, så der henvises til lov om firmapen-

sionskasser.

Ændringen er en konsekvens af, at lov om tilsyn med firmapensionskasser

med virkning fra den 13. januar 2019 blev ophævet med § 119, stk. 2, i lov

om firmapensionskasser.

Til nr. 2

Det fremgår af retsplejelovens § 512, stk. 1, at udlæg ikke kan foretages i

retten til ydelser, der ikke kan kræves betalt til andre end den berettigede

personligt. Efter stk. 3, 1, pkt., kan udlæg ikke foretages i krav på pension

eller i krav på understøttelse eller anden hjælp fra det offentlige eller fra

stiftelser eller andre velgørende institutioner, medmindre der er forløbet 3

måneder fra den dag, beløbet kunne fordres udbetalt. Reglerne om fritagelse

for kreditorforfølgning i lov om tilsyn med pensionskasser samt i lov om

forsikringsaftaler og lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsop-

sparing i pengeinstitutter berøres ikke heraf, jf. stk. 3. 2. pkt. For en nærmere

beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1.4 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Det foreslås at indsætte et

stk. 4

i retsplejelovens § 512, hvorefter der uanset

stk. 1 og 3 kan foretages udlæg i krav ifølge en pensionsordning for krav på

UDKAST

konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk.

3, og § 76 a, stk. 5, samt krav på erstatning og godtgørelse i anledning af en

strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har med-

ført et udbytte.

Den foreslåede bestemmelse vil gælde, uanset om et krav på pensionsop-

sparing måtte være beskyttet i medfør af retsplejelovens § 512, stk. 1, fordi

kravet ikke kan kræves betalt til andre end skyldneren personligt, eller i

medfør af særreglen i § 512, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte alle former for pensionsordninger,

som er omfattet af beskyttelsen i retsplejelovens § 512, stk. 1 eller 3, herun-

der private pensionsordninger. Den foreslåede bestemmelse vil ligeledes

omfatte private ordninger, der ikke har karakter af egentlig opsparing, f.eks.

hvor en virksomhed eller en offentlig myndighed giver en medarbejder et

løfte om pension (pensionstilsagn). Sådanne løfte vil dog ofte være omfattet

af lov om firmapensionskasser, jf. udlægsfritagelsen i denne lovs § 10, der

foreslås ændret med lovforslagets § 2, nr. 1. Sociale pensioner, som f.eks.

folkepension, har karakter af sociale ydelser, der følger af lov, og vil ikke

være omfattet, da de hverken har karakter af opsparing eller hviler på et

afgivet løfte.

Mange sociale pensioner vil endvidere være undtaget fra retsforfølgning i

medfør af bl.a. § 47 i lov om socialpension, der ikke foreslås ændret.

Krav på pension efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension forudsættes

heller ikke omfattet af den foreslåede bestemmelse og vil fortsat være be-

skyttet mod kreditorforfølgning, jf. § 29 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægs-

pension, der ikke foreslås ændret.

Den foreslåede bestemmelse vil udover krav på værdikonfiskation efter

straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk.

5, gælde for alle, der har et erstatningskrav eller krav på godtgørelse i an-

ledning af en strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængsels-

straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, når

handlingen har medført et udbytte. ”Erstatning” skal forstås på samme måde

som i retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, og vil som efter gældende

ret også omfatte det offentliges krav på efterbetaling af f.eks. skat og moms

i anledning af en strafbar handling.

Den foreslåede bestemmelse vil derfor komme til at gælde for eksempelvis

den, der er blevet bestjålet eller bedraget af skyldneren, herunder tilfælde,

UDKAST

hvor forurettede er en offentlig myndighed. Det må i øvrigt afgøres efter

almindelige erstatningsretlige principper, hvem der har et krav mod skyld-

neren i anledning af forbrydelsen. Bestemmelsen vil også gælde for den, der

har et krav på godtgørelse i anledning af en forbrydelse, jf. f.eks. erstatnings-

ansvarslovens § 3 om godtgørelse for svie og smerte og § 26 om godtgørelse

for tort.

Den foreslåede ordning vil også gælde krav, som har en nær sammenhæng

med de nævnte krav, f.eks. sagsomkostninger og morarenter, som kreditor

måtte have krav på, og som kan danne grundlag for udlæg, jf. retsplejelovens

§ 507, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil også gælde for den, som den skadelidte

måtte overdrage sit krav til, f.eks. et forsikringsselskab. Bestemmelsen vil

også gælde for andre, der på andet grundlag end overdragelse indtræder i

skadelidtes krav, f.eks. i tilfælde hvor staten indtræder i skadelidtes krav

mod skadevolderen efter § 17, 1. pkt., i lov om erstatning til ofre for forbry-

delser.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte krav i anledning af en strafbar

handling, for hvilken skyldneren er idømt enten ubetinget eller betinget

fængselsstraf eller en kombination heraf. Bestemmelsen vil ikke gælde,

hvor straffen alene er bøde. Det samme gælder i den situation, hvor en per-

son dømmes for berigelseskriminalitet, som konkret ikke har medført et ud-

bytte, eksempelvis en forsøgshandling.

Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte krav i anledning af en strafbar

handling, for hvilken skyldneren er idømt anden strafferetlig retsfølge af fri-

hedsberøvende karakter. Anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende

karakter skal forstås på samme måde som i straffelovens § 79 a og omfatter

anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffelovens §§ 68 eller

69, hvor der sker frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens § 70 og ung-

domssanktion efter straffelovens § 74 a. Bestemmelsen vil derimod ikke

gælde, hvor den pågældende er idømt en anden strafferetlig retsfølge, som

ikke er af frihedsberøvende karakter, f.eks. dom til ambulant behandling el-

ler til tilsyn efter straffelovens §§ 68 eller 69. Der henvises til forarbejderne

til straffelovens § 79 a, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 6, i lovforslag nr. L

150 som fremsat den 10. april 2024, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg

A, s. 93 f. For en nærmere beskrivelse af, hvornår der påstås anvendelse af

de forskellige foranstaltninger, kan der henvises til pkt. 5 i Rigsadvokatmed-

delelsens afsnit om psykisk afvigende kriminelle, offentliggjort som cirku-

lære nr. 10136 af 30. august 2022.

UDKAST

Som udgangspunktet er i dag, vil straffen for tyveri, bedrageri og underslæb

blive fastsat efter straffelovens § 285, hvor strafferammens minimum er

fængsel, hvis det stjålnes værdi overstiger 8.000 kr., jf. eksempelvis fra rets-

praksis Vestre Landsrets dom af 11. juni 2014 i sag nr. S-2772-13, offent-

liggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2014, s. 830 ff., hvor retten udtalte, at

der konkret var grundlag for at henføre forholdet under straffelovens § 285,

uanset at det stjålnes værdi konkret var under 8.000 kr. Tilsvarende i Vestre

Landsrets dom af 15. juni 2023 i sag nr. S-1409-23, offentliggjort i Tids-

skrift for Kriminalret 2024, s. 25 f., hvor fire butikstyverier med en samlet

værdi på 850 kr. blev henført under straffelovens § 285, stk. 1, og straffet

med fængsel i 30 dage på grund af tiltaltes mange forstraffe og hurtige reci-

div. Anklagemyndigheden vil nedlægge påstand om fængselsstraf, jf. § 285,

stk. 1, hvis værdierne overstiger 8.000 kr. Der henvises til pkt. 5.1.1 og 5.1.3

i Rigsadvokatmeddelelsens afsnit om formueforbrydelser - de almindelige

berigelsesforbrydelser, offentliggjort som cirkulære nr. 9610 af 23. juni

2023.

I sager angående hæleri vil anklagemyndighedens påstand være, at der i sa-

ger omfattet af straffelovens § 291, stk. 1, fastsættes en fængselsstraf ved

hæleri med hensyn til værdier, der overstiger 8.000 kr., jf. pkt. 5.5 i Rigsad-

vokatmeddelelsens afsnit om formueforbrydelser - de almindelige berigel-

sesforbrydelser, offentliggjort som cirkulære nr. 9610 af 23. juni 2023.

Straffen kan dog konkret være højere ved værdier under beløbsgrænsen, jf.

eksempelvis fra retspraksis Østre Landsrets dom af 20. februar 2018 i sag

nr. S-2406-17, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 2018, s. 502 ff.,

hvor tiltalte konkret blev idømt fængsel for hæleri til en værdi af 2.503 kr.

med henvisning til, at tiltalte tidligere var straffet for berigelseskriminalitet.

Der vil kunne forekomme situationer, hvor en person i en sag idømmes

fængselsstraf for flere strafbare handlinger, hvor eksempelvis kun en af

handlingerne har medført et udbytte. Det gælder eksempelvis, hvis der døm-

mes for vold efter straffelovens §§ 244 eller 245 samt for simpelt tyveri efter

straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1. Her vil der efter straffelovens § 88, stk.

1, 1. pkt., blive fastsat en fællesstraf for disse handlinger inden for den stren-

geste af de foreskrevne strafferammer, jf. straffelovens § 88, stk. 1, 1. pkt. I

sådanne situationer forudsættes den foreslåede bestemmelse kun at finde an-

vendelse, hvis den udbyttegivende strafbare handling i sig selv vil kunne

medføre fængselsstraf. Det må vurderes konkret med udgangspunkt i den

enkelte dom, om dette er tilfældet. Fremgår det eksempelvis af dommen, at

der er domfældt for vold, jf. straffelovens § 244, og tyveri efter lovens §

276, jf. § 285, stk. 1, eller § 286, vil det udbyttegivende forhold i sig selv

kunne have begrundet fængselsstraf, da der ikke i § 285, stk. 1, eller § 286

UDKAST

er mulighed for idømmelse af bødestraf for tyveri. Er der ikke holdepunkter

i dommen for det modsatte, må der normalt være en formodning for, at dom-

fældelse for tyveri af værdier på under 8.000 kr., ikke i sig selv ville kunne

medføre en fængselsstraf som følge af de nuværende retningslinjer for an-

klagemyndighedens strafpåstand.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke omfatte krav mod personer, der ikke

er dømt for kriminalitet, uanset om de måtte være indehavere af en pensions-

ordning, der direkte eller indirekte stammer fra kriminalitet begået af en an-

den. Personer, der har modtaget sådanne pensionsmidler, vil dog efter om-

stændighederne kunne dømmes for hæleri, hvis de har handlet forsætligt el-

ler groft uagtsomt, jf. straffelovens § 290 og § 303.

Den foreslåede bestemmelse vil gælde for værdikonfiskationskrav samt er-

statnings- og godtgørelseskrav i anledning af strafbare handlinger, der har

medført et udbytte. ”Udbytte” skal forstås på samme måde som i straffe-

lovens § 75, stk. 1, om udbyttekonfiskation, dvs. at det navnlig omfatter

genstande, herunder penge, der er indvundet umiddelbart ved et strafbart

forhold.

Den foreslåede bestemmelse vil derfor navnlig være relevant ved berigel-

sesforbrydelser. Bestemmelsen kan dog også være relevant ved andre for-

mueforbrydelser, herunder hæleri eller hvidvask, jf. straffelovens §§ 290 og

290 a. Ligeledes vil bestemmelsen kunne være relevant ved pengefalsk eller

dokumentfalsk, jf. straffelovens §§ 166 og 171. Eksemplerne er ikke udtøm-

mende.

Personfarlig kriminalitet, som eksempelvis vold og lignende, vil formentlig

kun sjældent i sig selv være af en sådan karakter, at det kan give et udbytte,

men dette kan være tilfældet ved eksempelvis røveri, jf. straffelovens § 288.

Nogle forbrydelser kan give udbytte, men uden at nogen har et erstatnings-

krav i anledning af forbrydelsen. Dette vil eksempelvis være tilfældet ved

overtrædelser af straffelovens § 191 om overtrædelse af lovgivningen om

euforiserende stoffer under særligt skærpende omstændigheder. Denne form

for udbytte vil være omfattet af bestemmelsen i det omfang, der er tale om

en tvangsfuldbyrdelse af et krav på værdikonfiskation.

Den foreslåede bestemmelse vil også gælde udlæg foretaget af offentlige

myndigheder for krav tillagt udpantningsret.

Den foreslåede ændring vil også finde anvendelse på arrest, jf. henvisningen

til retsplejelovens § 512 i § 631, stk. 2. Kreditorbeskyttelsen i retspleje-

UDKAST

lovens § 512, stk. 1 og 3, vil derimod stadig gælde for insolvensbehandling

(universalforfølgning). De beskyttede aktiver vil således ikke indgå som et

aktiv i eksempelvis et konkursbo i videre omfang, end dette er tilfældet efter

gældende ret.

Tvangsfuldbyrdelse vil skulle ske efter de gældende regler for den pågæl-

dende aktivtype, dvs. ved at der skaffes et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag,

f.eks. en dom, og foretages udlæg i kravet på pensionen, hvorefter kravet

enten sælges på tvangsauktion eller inddrives, som det forfalder, jf. retsplej-

elovens § 558. Tilkendes den forurettede erstatning under straffesagen, jf.

lovens kapitel 89 om påtale af borgerlige krav under straffesager, vil foru-

rettede kunne anvende denne afgørelse som grundlag for tvangsfuldbyr-

delse, jf. § 997, stk. 2, 1. pkt., jf. § 478, stk. 1, nr. 1. Den forurettede vil,

ligesom alle andre, der har fremsat et borgerligt krav i en offentlig straf-

fesag, blive underrettet om rettens afgørelse om kravet, og forurettede med-

deles en udskrift af dommen, hvis forurettede anmoder om det, jf. retsplej-

elovens § 219 a, stk. 7. Tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget vil efter omstændig-

hederne kunne foreligge allerede inden dommen i straffesagen, men i så fald

vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse, før skyldneren er ble-

vet dømt for den strafbare handling.

Foretages der udlæg i kravet på pension, vil dette krav enten kunne sælges

på tvangsauktion eller inddrives via en inkassator, jf. retsplejelovens § 538,

stk. 1, og § 558, stk. 1. I begge tilfælde skal pensionsvirksomheden under-

rettes om, at pengene ikke længere skal udbetales til skyldneren, hvilket kre-

ditor eller dennes advokat i praksis vil gøre. Pensionsvirksomheden kan

blive ved med at udbetale penge fra ordningen til den domfældte, indtil den

bliver bekendt med, at der er foretaget udlæg i pensionskravet, jf. § 524, jf.

gældsbrevslovens § 29 analogt.

Det vil forekomme, at der foretages udlæg i flere forskellige pensionsord-

ninger hos domfældte for at være sikker på, at kreditors krav er dækket. I

sådan et tilfælde vil det ende med, at provenuet bliver større end kreditors

krav. Eksempelvis hvis kreditor for et krav på 100.000 kr. foretager udlæg i

to pensionsopsparinger, der skønnes samlet at have denne værdi (efter pen-

sionsafgift, som vil skulle betales i forbindelse med en udbetaling til kredi-

tor). Det viser sig senere, at pensionsordningerne indbringer 150.000 kr. på

tvangsauktion, eller at en inkassator lykkedes at inddrive et tilsvarende be-

løb på anden måde. I begge tilfælde vil pensionsvirksomhederne have betalt

de 150.000 kr. til fogedretten, der så vil fordele de 100.000 kr. til kreditor

og det resterende beløb på 50.000 kr. til domfældte, jf. retsplejelovens §§

554 og 555 sammenholdt med § 559.

UDKAST

Har kreditor ikke et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, kan der som efter gæl-

dende ret eventuelt foretages arrest, jf. retsplejelovens kapitel 56, eller be-

slaglæggelse med virkning som arrest, jf. § 802, stk. 2, nr. 2, sammenholdt

med § 807 b, stk. 2, med henblik på at sikre, at kravet på pension ikke bliver

udbetalt.

Er et erstatnings- eller godtgørelseskrav fastslået ved en dom i en straffesag,

jf. retsplejelovens kapitel 89 om påtale af borgerlige krav under straffesager,

vil det normalt være klart, om der er tale om erstatning i anledning af en

strafbar handling, for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Hvis erstatning eller

godtgørelse idømmes i en civil sag, vil det også normalt fremgå af afgørel-

sen, der skal tvangsfuldbyrdes, hvad der er grundlag for kravet. Sagsøgeren

bør dog i alle tilfælde gøre det klart af sine påstande og anbringender, at et

krav angår erstatning eller godtgørelse i anledning af en strafbar handling,

navnlig hvis der er flere krav med forskellige grundlag i sagen. Er det af en

afgørelse uklart, hvad et idømt erstatnings- eller godtgørelseskrav angår, vil

dette skulle afklares i fogedretten under iagttagelse af den bevisførelse, der

kan finde sted i en fogedsag, jf. § 501, stk. 4. For så vidt angår de omfattede

værdikonfiskationskrav vil der i praksis formentlig kun sjældent opstå tvivl

om, hvorvidt et idømt konfiskationskrav er i anledning af en strafbar hand-

ling.

Skyldnerens krav på pension vil være at anse som en del af skyldnerens

formue, jf. retsplejelovens § 507, stk. 1, hvori der kan foretages udlæg eller

arrest, i det omfang identiteten kan fastslås, og rettigheden ikke er så usik-

ker, at den må anses for en fremtidig erhvervelse, jf. retsplejelovens § 508.

Der vil kunne forekomme situationer, hvor et krav på pension er så usikkert,

at der ikke vil kunne foretages udlæg eller arrest i kravet, fordi det må anses

for en fremtidig erhvervelse, jf. retsplejelovens § 508. Spørgsmålet må vur-

deres konkret for den enkelte ordning og de vilkår, der gælder for den.

Vurderingen vil være et skøn. Hvis ordningen indebærer et opsparingsele-

ment, må skønnet tage udgangspunkt i, hvor mange penge der er betalt ind

på ordningen, samt et skøn over genkøbsværdien eller værdien på tidspunk-

tet, hvor pengene kan kræves udbetalt fra ordningen. I vurderingen kan ek-

sempelvis tænkes at indgå oplysninger fra Pensionsinfo. Pensionsselskaber

laver også til deres kunder individuelle rapporter, der kan indgå i vurderin-

gen. Medarbejdere fra pensionsvirksomheden vil også kunne indkaldes som

vidner til at forklare om ordningen og dens sammensætning, jf. retspleje-

UDKAST

lovens § 491, stk. 4. I vurderingen vil også skulle indgå om skyldneren eller

andre vil fortsætte med at indbetale til en udlagt ordning.

Er værdien af kravet på pensionen usikker, vil skyldneren som efter gæl-

dende ret ikke kunne forlange, at der foretages udlæg eller arrest i det, hvis

skyldneren har andre aktiver, hvori udlæg eller arrest kan ske, jf. retspleje-

lovens § 517, stk. 3, hvorefter skyldneren ikke kan forlange, at udlæg (eller

arrest) foretages i aktiver, hvis værdi er usikker.

Kan der ikke foretages udlæg eller arrest, fordi kravet på pension er for usik-

kert, vil begæring om udlæg eller arrest i alle tilfælde afbryde forældelsen i

overensstemmelse med reglerne i forældelseslovens § 18, stk. 1, samt stk.

3, nr. 1. Tvangsfuldbyrdelse i pensionskravet må i sådanne tilfælde eventu-

elt forsøges foretaget på et senere tidspunkt.

Et idømt erstatningskrav eller godtgørelseskrav vil ligesom et konfiskations-

krav forældes på 10 år, jf. hhv. forældelseslovens § 10, stk. 1, nr. 3, og straf-

felovens § 97 a, stk. 4. Der vil derfor kunne opstå en situation, hvor der

indtræder forældelse, inden fordringshaveren kan få inddrevet sit krav ved

retsforfølgning i krav på pension, hvor der er mere end 10 år til forfaldstiden.

I sådanne situationer vil fordringshaveren kunne afbryde forældelsen ved

f.eks. at anmode om udlæg hvert 10. år.

Genstanden for retsforfølgning efter de foreslåede bestemmelser vil være

skyldnerens krav på pension. Dette må bl.a. fastlægges med udgangspunkt i

pensionsaftalen og den relevante lovgivning, der gælder for den konkrete

ordning. Den foreslåede bestemmelse medfører ikke, at en retsforfølgende

kreditor får bedre rettigheder over for den, der skal udbetale pensionen, end

skyldneren selv har efter gældende ret. En retsforfølgende kreditor vil såle-

des skulle respektere eksempelvis aftaler om, hvornår pensionen kan kræves

udbetalt. Hvis pensionen således først kan kræves udbetalt, hvis skyldneren

er i live på et nærmere angivet tidspunkt, må kreditor derfor respektere

denne betingelse. Tilsvarende vil kreditor skulle respektere de tidligere stif-

tede rettigheder over pensionen, som retsforfølgende kreditorer vil skulle

respektere efter gældende ret, eksempelvis at pensionen efter omstændighe-

derne vil kunne blive udbetalt til andre, hvis skyldneren dør før pensionsal-

deren.

Da genstanden for tvangsfuldbyrdelse er skyldnerens krav på pension, er det

i sig selv uden betydning for, om tvangsfuldbyrdelse kan ske, om det er

skyldneren selv eller en anden, f.eks. en arbejdsgiver eller et familiemedlem,

der har foretaget indbetalingen på ordningen eller stillet denne til rådighed.

UDKAST

Det afgørende er, om kravet på pension kan siges at være en del af skyldne-

rens formue.

Skyldneren vil som efter gældende ret blive indkaldt til fogedforretningen,

jf. retsplejelovens § 493, stk. 1; og der vil ikke på fogedens kontor kunne

foretages udlæg eller arrest i pensionskravet, hvis ikke skyldneren er mødt,

jf. § 495, stk. 1, 2. pkt. e.c. Ligeledes vil der som efter gældende ret ved

efterfølgende auktion over kravet skulle ske underretning af fordringshave-

ren (den der har krav på pensionen), skyldneren ifølge fordringen (den der

skal udbetale pensionen) m.fl., jf. lovens § 544, stk. 3.

Skyldnerens almindelige påvisningsret, jf. retsplejelovens § 517, stk. 1, vil

fortsat gælde, og skyldneren eller den, der varetager hans interesser, jf. §

495, stk. 2, har således ret til at påvise de aktiver, i hvilke udlæg eller arrest

skal foretages. Skyldneren kan derfor påvise andre aktiver end sin pensions-

ordning som genstand for udlæg eller arrest.

Reglerne om trangsbeneficiet i retsplejelovens § 509, stk. 1, vil fortsat

gælde. Der kan således ikke foretages udlæg eller arrest i et krav på pension,

i det omfang det er nødvendigt til opretholdelse af en beskeden levefod for

skyldneren og hans husstand. Fogedretten vil eksempelvis kunne bestemme,

at der foretages udlæg eller arrest i et krav på pension, som løbende udbeta-

les til skyldneren, men således at et vist beløb dog hver måned udbetales til

skyldneren.

Skyldneren vil kunne benytte de muligheder, der efter gældende ret følger

af retsplejelovens § 504, til på et senere tidspunkt at begære udlægsforret-

ningen genoptaget, hvis omstændighederne siden udlæggets foretagelse har

ændret sig således, at det nu er aktuelt at påberåbe sig trangsbeneficiet. Dette

vil eksempelvis kunne være relevant, hvis der foretages udlæg i et krav på

pension, der først kommer til udbetaling flere år senere, og skyldnerens for-

hold senere ændrer sig således, at pensionen nu er nødvendig til oprethol-

delse af et beskedent hjem og en beskeden levefod, jf. § 509, stk. 1. Hvis

skyldneren har været til stede under udlægsforretningen, og omstændighe-

derne ikke har ændret sig siden denne, vil der som efter gældende ret almin-

deligvis ikke kunne begæres genoptagelse, da skyldneren da ville have haft

mulighed for at varetage sine interesser.

Den foreslåede bestemmelse er en særlig undtagelse for værdikonfiskations-

krav samt erstatnings- og godtgørelseskrav i anledning af straffesager. Den

foreslåede bestemmelse ændrer således ikke ved, at krav på pension fortsat

ikke vil kunne gøres til genstand for universalforfølgning i videre omfang,

end hvad der følger af gældende ret. Den foreslåede bestemmelse vil således

UDKAST

heller ikke have betydning for den konkursretlige behandling af skyldnerens

indbetalinger til pensionsordninger m.v., der således vil følge de gældende

regler, jf. de særlige regler herom i forsikringsaftaleloves § 117 og § 12 i

lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinsti-

tutter.

Da de beskyttede aktiver ikke kan gøres til genstand for universalforfølg-

ning, vil udlæg og arrest, der foretages i overensstemmelse med den fore-

slåede bestemmelse, ikke blive påvirket af, at skyldneren måtte komme un-

der konkurs eller anden insolvensbehandling. Konkurslovens § 71, stk. 1,

hvorefter udlæg, der er foretaget hos skyldneren senere end 3 måneder før

fristdagen, ingen retsvirkning har over for boet, vil derfor ikke have nogen

betydning i forhold til udlæg foretaget i overensstemmelse med den foreslå-

ede bestemmelse. Tilsvarende vil arrest i de aktiver, der ikke er omfattet af

konkursmassen, ikke bortfalde som følge af konkursen, jf. konkurslovens §

31, stk. 3. Beslaglæggelse til sikring af krav på konfiskation eller forurette-

des krav på erstatning i sagen, jf. retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a,

vil af samme grund heller ikke blive berørt af konkursen, da denne form for

beslaglæggelse har retsvirkning som arrest, jf. § 807 b, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil have den virkning, at der vil kunne ske be-

slaglæggelse af krav på pension med henblik på sikring af krav på værdi-

konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk.

3, og § 76 a, stk. 5, eller forurettedes krav på erstatning i sagen, jf. retsplej-

elovens § 802, stk. 2, nr. 2, litra a, jf. § 807 b, stk. 2, jf. det foreslåede § 512,

stk. 4. Dette vil også give mulighed for at beslaglægge med henblik på at

sikre forurettedes krav på godtgørelse i sagen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Til nr. 1

Det følger af § 10, 1. pkt., i lov om firmapensionskasser (firmapensionskas-

seloven), jf. lovbekendtgørelse 183 af 26. februar 2024 med senere ændrin-

ger, at medlemmer, pensionsmodtagere og personer, der er berettiget til pen-

sion, ikke til eje eller pant kan overdrage eller på anden måde råde over

rettigheder, som de har krav på i en firmapensionskasse. Sådanne rettigheder

kan ikke gøres til genstand for retsforfølgning, jf. 2. pkt. Der henvises nær-

mere til pkt. 2.1.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

UDKAST

Det foreslås at indsætte et

stk. 2

i firmapensionskasselovens § 10, hvorefter

der uanset stk. 1 kan foretages udlæg og arrest for krav på konfiskation efter

straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, og § 76 a, stk.

5, samt krav på erstatning og godtgørelse i anledning af en strafbar handling,

for hvilken skyldneren er idømt fængselsstraf eller anden strafferetlig rets-

følge af frihedsberøvende karakter, når handlingen har medført et udbytte.

Den foreslåede ændring indebærer en undtagelse til kreditorbeskyttelsesreg-

len i stk. 1.