REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del Bilag 47
Offentligt

Fysisk indgriben og andre foranstaltninger

til fremme af god orden i grundskolen –

veje til en bedre retstilstand

HVIDBOG

Af Jørn Vestergaard,

professor emeritus, København Universitet

Maj 2024

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

HVIDBOG

Fysisk indgriben og andre foranstaltninger til fremme af god orden

i grundskolen – veje til en bedre retstilstand

ISBN:

978-87-971090-0-7

Det er tilladt at kopiere og citere med kildeangivelse fra denne hvidbog.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

I forbindelse med overvejelser om tilvejebringelse af et bedre retsgrundlag vedrørende magtanven-

delse og andre foranstaltninger til fremme af god orden i grundskolen har Danmarks Lærerforening

anmodet mig om at udarbejde en redegørelse for den gældende retstilstand som grundlag for et for-

slag til et mere tilfredsstillende regelsæt.

Lærerforeningen har ønsket en juridisk redegørelse som afsæt for det videre arbejde på området,

men har ikke stillet mig en bunden opgave med et givet resultat. Ansvaret for indholdet i fremstil-

lingen og de stillede forslag er udelukkende mit.

Gennem forskning og formidling har jeg over en årrække haft lejlighed til at arbejde med spørgsmå-

let om den retlige regulering af magtanvendelse over for børn og unge. Ved udarbejdelsen af rede-

gørelsen og forslaget til nye regler har jeg kunnet trække på de erfaringer og den indsigt, som jeg på

den måde har erhvervet.

Redegørelsen munder ud i et udkast til ny lovgivning. Der kan muligvis være forskellige meninger

om enkeltheder i forslaget, og enkeltheder i formuleringerne kan måske give anledning til justerin-

ger. Men i hovedsagen indeholder det her præsenterede bud på en bedre retstilstand de grundlæg-

gende byggesten til et opdateret regelgrundlag. Under alle omstændigheder bør der fastlægges mere

tydelige standarder for adgangen til at anvende de forskellige typer af foranstaltninger til fremme af

god orden, således at indgreb kun sker under iagttagelse af grundlæggende principper om saglighed,

proportionalitet og skånsomhed. I overensstemmelse med nutidig retsopfattelse er det en opgave for

lovgivningsmagten at skabe klarhed over reglerne og styrke retssikkerheden for såvel elever som

personale.

Den 15. maj 2024

Jørn Vestergaard,

professor emeritus,

Det Juridiske Fakultet,

Københavns Universitet

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

INDHOLDSFORTEGNELSE

Sammenfatning

Usikkerheden om grænserne for lovlig fysisk indgriben over for skolelever

Den historiske udvikling i reguleringen af fysisk magtanvendelse

Tape-sagen som katalysator for faglig debat og fokus på regelgrundlaget

Folkeskoleloven som grundlag for afgrænsningen af lovlige foranstaltninger

Foranstaltninger ved overtrædelse af skolens ordensregler

Forbuddet mod legemlig afstraffelse

Hjemmelsgrundlaget for fysisk indgriben som led i myndighedsudøvelse

Anstaltsforholdet som hjemmelsgrundlag

Reglerne om magtanvendelse mv. i lov om voksenansvar

Anbefaling af at tillempe voksenansvarslovens regler om fysisk guidning,

afværgehjælp og fysisk magtanvendelse på grundskolens område

Bilag 1:

Den historiske udvikling i de centrale bestemmelser om foranstaltninger

til opretholdelse af god orden i skolen

Bilag 2:

Oversigt over trykte domme om afgrænsningen af strafbar fysisk magtanvendelse

over for børn i skoler og institutioner – med kommentarer

Bilag 3:

Udkast til lovbestemmelser om fremme af god orden i folkeskolen – med

inspiration fra voksenansvarsloven

Fysisk indgriben og andre foranstaltninger til fremme af god orden i

grundskolen – veje til en bedre retstilstand

Af Jørn Vestergaard, professor emeritus, København Universitet

Sammenfatning

Reglerne om opretholdelse af god orden på skoleområdet er uklare og ufuldstændige. I en ministeri-

el bekendtgørelse på folkeskolens område kan man finde bestemmelser om foranstaltninger til

fremme af god orden, men hverken folkeskoleloven eller bekendtgørelsen bidrager synderligt til at

fastlægge grænserne for lovlig fysisk indgriben over for udadreagerende eller forstyrrende elever.

På det øvrige skoleområde er reglerne uensartede og mangelfulde. I lyset heraf hersker der betyde-

lig usikkerhed om grænserne for lovlig magtanvendelse og andre fysiske indgreb over for eleverne.

I det følgende vil der blive redegjort for denne retstilstand, som er utilfredsstillende for både

børn og voksne og kan medføre uhensigtsmæssig håndtering af konfliktsituationer. Efter en nutidig

retsopfattelse er det principiel uholdbart, at reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i elever-

nes selvbestemmelsesret ikke hviler på et sikkert retsgrundlag, men må udledes af en ministeriel

bekendtgørelse eller uskrevne »anstaltsbetragtninger«.

En lignende utidssvarende retstilstand har lovgivningsmagten gjort op med på andre områder,

hvor der nu er tilvejebragt mere klare rammer om beføjelserne til magtanvendelse og anden fysisk

indgriben i forbindelse med myndighedsudøvelse. Således har man med indførelsen af voksenan-

svarsloven om magtanvendelse over for anbragte børn og unge langt hen ad vejen fjernet den usik-

kerhed, der tidligere knyttede sig til grænserne for lovlig fysisk magtanvendelse. Dermed har man

også tilvejebragt et mere sikkert hjemmelsgrundlag for de forskellige foranstaltninger.

Med de fornødne tillempninger kan væsentlige dele af regelsættet vedrørende voksenansvar

over for anbragte børn og unge med fordel overføres til folkeskoleloven. I tilknytning til den be-

kendtgørelse, der ledsager voksenansvarsloven, er der udsendt en udførlig og oplysende vejledning,

som på udmærket vis bidrager til at skabe klarhed over, hvornår de forskellige slags foranstaltninger

er tilladelige. Med en lignende vejledning ville der kunne gives nærmere anvisninger på, hvordan

ansatte i folkeskolen kan forholde sig i forskellige typer af mere eller mindre tilspidsede situationer.

Tilsvarende regler kan med fordel indføres på det øvrige skoleområde.

Redegørelsen i det følgende munder ud i et kommenteret udkast til bestemmelser i folkeskole-

loven om fysisk indgriben over for eleverne med henblik på opretholdelse af god orden. Med et

opdateret regelgrundlag vil der kunne fastlægges mere tydelige standarder for adgangen til at an-

vende de forskellige typer af foranstaltninger under iagttagelse af de grundlæggende principper om

saglighed, proportionalitet og skånsomhed.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

1. Usikkerheden om grænserne for lovlig fysisk indgriben over for skoleelever

Grænserne for lovlig magtanvendelse og andre foranstaltninger over for skoleelever i forbindelse

med mere eller mindre alvorlige ordensproblemer er gentagne gange kommet på den offentlige

dagsorden. Temaet har jævnligt tiltrukket sig politisk opmærksomhed i kraft af oplysninger i medi-

erne om elevers krænkelser af andre elever, forekomsten af tilspidsede konfliktsituationer i skoleti-

den, vanskeligheder med håndhævelse af ro og orden forbindelse med undervisningen og elevers

vold og trusler over for undervisere og pædagoger.

Flere undersøgelser har vist, at mange pædago-

ger og lærere udsættes for verbale og fysiske voldsomheder, herunder ikke mindst fra børn i indsko-

lingen.

Hændelserne forekommer i varierende grader og kan f.eks. bestå i at blive revet, kradset,

nappet, blive truet med vold eller at få genstande kastet efter sig.

Ved flere lejligheder har debatten blandt fagfolk og interesseorganisationer fået tilført næring

gennem konkrete afgørelser i straffesager mod lærere i grundskolen. For tyve år siden fik Børnerå-

det sat lys på temaet på baggrund af frifindelsen af to lærere i den såkaldte Tape-sag, som vil blive

omtalt senere.

I den anledning fik jeg lejlighed til at udrede retstilstanden, hvilket jeg i forskellige

sammenhænge har fulgt op på.

Danmarks Lærerforening har efterfølgende oplevet en markant stigning i tilfælde, hvor forældre

anmelder folkeskolelærere for vold. Det kan være svært at afvise sådanne påstande, hvis der ikke

har været andre voksne til stede.

Efter det foreliggende er lærere og pædagoger er med rette æng-

stelige for mere eller mindre berettiget fyring og retsforfølgning, hvis elever påstår at være blevet

udsat for vold.

Til illustration kan nævnes en sag fra 2014, hvori en 59-årig kvindelig skolelærer ved Retten i Hillerød blev

idømt 10 dagbøder for vold mod en 6-årig børnehaveklasseelev. Drengen var efter det foreliggende ofte uro-

Fagbladet Folkeskolen har ved flere lejligheder behandlet spørgsmålet om magtanvendelse, bl.a. som tema i nr. 15, 2021 og i ad-

skillige artikler efterfølgende. I udsendelsesrækken ’Smertens børn’ afdækkede TV2 den 11. og 18. november 2021 alvorlige pro-

blemer med omfattende forstyrrelse af undervisningen i grundskolen. I de første måneder af 2024 har elevers krænkelser af andre

børn i to bestemte skoler fået stor opmærksomhed.

Se således Børne- og Undervisningsministeriets opsamling af 3. april 2024 med status på sager med udadreagerende og/eller græn-

seoverskridende adfærd på skoler, Børne- og Undervisningsudvalget 2023-24 BUU Alm.del – Bilag 147. Problemerne er bl.a. påvist

i flere undersøgelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, se rapporten

Chikane, trusler og vold mod undervisere i

den danske folkeskole,

november 2021, samt https://nfa.dk/da/nyt/nyheder/2021/vold-mod-laerere-i-skolen-sker-oftest-blandt-de-

yngste-elever.

Danmarks lærerforening får løbende foretaget medlemsundersøgelser, der bekræfter dette billede. Se således https://d

lf.org/nyheder/2024/februar/hver-tredje-laerer-og-boernehaveklasseleder-udsat-for-vold. Se også en serie artikler på tv2.dk fra 28.

marts 2024 og fremefter.

Debatten om magtanvendelse over for børn og unge med eller uden handicap er gennem årene blevet beriget med initiativer iværk-

sat af Børnerådet, til dels i samarbejde med Center for Ligebehandling af Handicappede. De to organisationer holdt i 2005 en to

parallelle konferencer, hvor jeg og andre var inviteret til at holde oplæg, som efterfølgende indgik i publikationen

Magtanvendelse I

folkeskolen – et inspirationshæfte,

som ligger på Undervisningsministeriets hjemmeside.

Se således min artikel i tidsskriftet

Unge Pædagoger

3/2014, s. 3-15, samt mit bidrag i bogen

Afmælisrit. Festskrift til Jónatan

Þórmundsson,

2007, s. 555-577.

Nylige eksempler på to tilfælde med bortvisning og tiltale er beskrevet i

JyskeVestkysten

den 29. marts 2023 og den 30 juni 2023.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

lig, og skolens lærere og pædagoger havde flere gange set sig nødsaget til at anvende magt over for ham. Før

den pågældende episode havde drengen slået en anden dreng, og da læreren spurgte ham hvorfor, sendte han

en spytklat og et knytnæveslag mod hendes ansigt. Læreren ramte derefter drengen på læben, så han kom til

at bløde. Hun forklarede senere, at der var sket et uheld, da hun rakte ud efter drengens skuder. I sin indbe-

retning til ledelsen skrev hun imidlertid, at hun havde »slået« drengen, hvilket blev lagt til grund, da dren-

gens mor politianmeldte læreren, som efterfølgende blev afskediget.

Hun havde undervist i 34 år, heraf de

10 år på den pågældende skole. Sagen gav anledning til såvel faglig som offentlig diskussion om rimelighe-

den af de nævnte reaktioner, herunder i lyset af de vanskeligheder, som udmøntningen af princippet om in-

klusion af elever med særlige behov indebærer i det daglige skolearbejde.

Bestemmelser om foranstaltninger til fremme af god orden i skolen står i en bekendtgørelse udstedt

med hjemmel i folkeskoleloven. Som der vil blive redegjort for senere, er det med god grund, at

retstilstanden opleves som uklar. Debatten præges af usikkerhed og uenighed om grænserne for

lovlig fysisk indgriben over for elever med forstyrrende, krænkende eller farebetonet adfærd. For

nogle lærere og pædagoger involveret i sådanne situationer kan valget være at undgå enhver fysisk

berøring for at undgå belastende efterspil. I tilfælde hvor omsorg og pædagogiske foranstaltninger

ikke afhjælper problemet, kan det imidlertid opleves som utilfredsstillende helt at afstå fra fysisk

indgriben, hvis indsatsen er afpasset efter den givne situation og kun bringes i anvendelse, således

at der er proportionalitet mellem mål og midler.

Formanden for skolelederforeningen har efterlyst revision og nytænkning af lovgivningen og

bekendtgørelsen for at få en afklaring på, hvornår og hvordan lærerne må gribe ind, når eleverne er

voldelige. Han udtalte på et tidspunkt:

Hvis der står et barn og slår løs på en anden, kan man ikke gå hen og trykke på en knap, for at der skal

komme andre lærere ind, før man reagerer. Der er man nødt til at reagere og handle først. Vi oplever nogle

gange, at forældrene klager så mange gange, at politikerne begynder at blive bekymrede, og så bliver en læ-

rer fyret, selv om læreren egentlig havde gjort det rigtige i forhold til at skille nogle elever ad. Lige så snart

der kommer et blåt mærke på et barn, så har du en stor sag.«

Børne- og Undervisningsministeriet har udgivet en vejledning til skoler og fritidsordninger om fo-

rebyggelse og håndtering af vold og trusler.

Vejledningen indeholder bl.a. anvisninger vedrørende

et lokale beredskab, som skal kunne aktiveres i tilfælde af, at en konflikt udvikler sig voldeligt eller

med optræk hertil, herunder med tekniske løsninger til brug for nødkald, der skal kunne udløse akut

hjælp til voldstruede eller voldsramte medarbejdere. I skolernes lokale beredskab indgår der også

Den konkrete sag og den generelle udvikling er nærmere omtalt i Politiken den 30. juni og den 1. juni 2014.

Se således Claus Hjortdal i

Jyllands-Posten

den 20. december 2021. I samme forbindelse udtalte formanden for arbejdsmiljø- og

organisationsudvalget i Danmarks Lærerforening, Thomas Andreasen, at man i en akut situation er nødt til at handle her og nu, men

at der er brug for afklaring, idet lærerne nogle gange får problemer ud af at passe deres arbejde.

Forebyg og håndter vold og trusler – vejledning til skoler og skolernes fritidsordninger,

senest revideret 2021.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

planer for, hvor elever kan placeres i tilfælde af, at det er nødvendigt at fjerne en elev fra undervis-

ningen.

Med fokus på spørgsmål i forbindelse med arbejdsskader opstået i forbindelse med vold og

trusler har Danmarks Lærerforening udgivet en pjece med vejledning om håndtering, indberetning ,

registrering og anmeldelse.

Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg afholdt i oktober 2021 en åben høring om chikane,

trusler om vold og fysisk vold i grundskolen. Formålet var at få belyst omfang og årsager samt at

afklare, om der er behov for nye handle- og sanktionsmuligheder. Udvalget havde inviteret mig og

andre til at holde oplæg ved høringen. Ministeren deltog med et oplæg om regeringens tiltag og

planer på området. Jeg anbefalede ved den lejlighed at søge inspiration til større afklaring på skole-

området i det udførlige regelsæt, som i 2016 blev indført med lov om voksenansvar for anbragte

børn og unge.

Formålet med indførelse af

voksenansvarsloven

var at beskytte de anbragte mod overgreb og at forebygge

unødvendig magtanvendelse og andre indgreb i de anbragtes selvbestemmelsesret samt at værne om deres

retssikkerhed. Loven indeholder bl.a. udtrykkelige bestemmelser om fysisk guidning, om afværgehjælp og

om fysisk magtanvendelse. I tilknytning til den bekendtgørelse, der ledsager voksenansvarsloven, er der

udsendt en udførlig og oplysende vejledning, som på udmærket vis bidrager til at skabe klarhed over, hvor-

når de forskellige slags foranstaltninger er tilladelige. Med en lignende vejledning på skoleområdet ville der

kunne gives nærmere anvisninger på, hvordan personalet kan forholde sig i forskellige typer af mere eller

mindre tilspidsede situationer. I forlængelse af høringen bebudere politikere fra forligskredsen på skoleom-

rådet, at der bl.a. ville blive taget initiativ til forhandlinger om opdatering af det eksisterende regelgrundlag.

Overvejelserne herom har dog endnu ikke udmøntet sig i en revision af bestemmelserne om magtanvendelse.

For et par år siden blev også spørgsmålet om hjemmel til magtanvendelse og andre indgreb i selv-

bestemmelsesretten i forbindelse med undervisning af anbragte og udsatte børn og unge genstand

for politisk opmærksomhed. Temaet blev omfattet af en bred politisk aftale om at styrke undervis-

ningen på området, som alle partier i det daværende Folketing indgik den 16. marts 2022.

Aftalen

indebar bl.a., at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe for at få belyst behovet for hjemmel til magt-

anvendelse i forbindelse med behandlings- og specialundervisningstilbud,

på fri- og privatskoler

Pjecen

Vold, trusler og magtanvendelse

er senest revideret oktober 2020. Pjecen indeholder et antal bilag med anvisninger og

skemaer til brug i forbindelse med konkrete episoder. En lærer, der har været udsat for vold begået af en elev, kan efter omstændig-

hederne være omfattet af offererstatningsloven, også selv om eleven var under den kriminelle lavalder, se herom FED 2003.1121 Ø.

Se tilsvarende min kronik i

Jyllands-Posten

den 5. januar 2022.

En optagelse af høringen ligger på ft.dk som web-tv for den 27. oktober 2021. For høringens program og plancher fra oplægshol-

derne, se to dokumenter under BUU Alm.del – Bilag 6 samt Bilag 27.

Se https://www.uvm.dk/-/media/filer/uvm/aktuelt/pdf22/marts/220316-aftaletekst--002-.pdf.

Lov 1532, 2023 om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge. Tidligere var betegnelsen »dagbehandlingstil-

bud«. Se tillige bekendtgørelse om specialundervisning mv., bkg. 1646, 2023.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

med kostafdeling

samt på efterskoler og frie fagskoler med anbringelsespladser

. Aktuelt afven-

tes resultatet af arbejdsgruppens overvejelser.

I de første måneder af 2024 har beretninger om elevers vold, trusler og krænkelser af seksuel karakter mod

andre børn på to bestemte skoler fyldt meget i medierne, hvilket på ny har givet anledning til politiske over-

vejelser om reaktionsmulighederne, herunder først og fremmest adgangen til at overføre en elev til et andet

undervisningstilbud eller ligefrem at udskrive eller bortvise en elev. Børne- og Undervisningsministeren har

besluttet at påbegynde en modernisering af reglerne og en styrkelse af vejledningsindsatsen.

I det følgende foretages der først et tilbageblik på udviklingen i synet på spørgsmålet om anvendel-

se af fysiske magtmidler som led i tugt af undergivne, herunder særligt skolesøgende børn og unge

(afsnit 2). Derefter omtales debatten i forbindelse med Tape-sagen, som for tyve år siden på ny satte

gang i overvejelserne om de til rådighed stående midler til fremme af god orden (afsnit 3). I det

følgende afsnit redegøres der for folkeskoleloven som grundlag for lovlige foranstaltninger over for

eleverne (snit 4). Dette fører videre til en nærmere beskrivelse af de foranstaltninger, som er hjemlet

i ministerens bekendtgørelse (afsnit 5). I et særligt afsnit uddybes det, hvad der ligger i bekendtgø-

relsens forbud mod legemlig afstraffelse og nedværdigende behandling af eleverne (afsnit 6). Be-

kendtgørelsens henvisning til reglerne om straffrihedsgrundene nødværge, nødret og lovlig retshån-

dhævelse forklares særskilt med omtale af retspraksis (afsnit 7). Dette leder over til en redegørelse

for kravet om hjemmel som forudsætning for indgreb som led i myndighedsudøvelse (afsnit 8). Ef-

terfølgende drøftes den usikre rækkevidde af uskreven hjemmel til opretholdelse af ordensregler i

såkaldte »anstaltsbetragtninger« (afsnit 8). Derefter følger en redegørelse for reglerne i voksenan-

svarsloven om magtanvendelse mv. over for anbragte børn og unge, hvormed der er indført et mere

robust retsgrundlag for mere eller mindre betydningsfulde former for fysisk indgriben (afsnit 9).

Afslutningsvis anbefales det at tilvejebringe et mere sikkert hjemmelsgrundlag for fysiske indgreb i

forbindelse med fremme af god orden i skolen, herunder ved at tillempe voksenansvarslovens regel-

sæt om fysisk guidning, afværgehjælp og egentlig magtanvendelse (afsnit 10).

bilag 1

er der en oversigt over den historiske udvikling i de centrale bestemmelser om foranstalt-

ninger til opretholdelse af god orden i skolen.

bilag 2

er der givet en kommenteret oversigt over trykte domme om afgrænsningen af strafbar

fysisk magtanvendelse over for børn i skoler og institutioner.

bilag 3

er der opstillet et kommenteret udkast til bestemmelser i folkeskoleloven om fysisk indgri-

ben over for eleverne med henblik på opretholdelse af god orden.

Lov om friskoler og private grundskoler, lbk. 161, 2024.

Lov om efterskoler og frie fagskoler, lbk. 1172, 2022.

Se således ministerens brev af 3. april 2024 til Børne- og Undervisningsudvalget, BUU Alm.del – Bilag 147. Ifølge medierne vil

ministeren bl.a. gøre det lettere at sende elever hjem.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

2. Den historiske udvikling i reguleringen af fysisk magtanvendelse

Formålet med dette afsnit er at bidrage til forståelsen af retsudviklingen med hensyn til fastlæggel-

sen af grænserne for fysisk magtanvendelse, særligt over for børn. Afsnittet danner ikke nogen nød-

vendig forudsætning for læsning af de derefter følgende redegørelser, og det er derfor sat med min-

dre skrifttyper i forhold til den gennemgående brødtekst.

De særlige beføjelser til

legemlig afstraffelse

i familiesammenhæng, i tjenesteforhold, i institu-

tionslivet og på uddannelsesområdet hører nu fortiden til.

Fra gammel tid har der været anerkendt en såkaldt

revselsesret,

som gav personer beføjelse til at tugte un-

dergivne, f.eks. familiemedlemmer, tjenestefolk, institutionsanbragte og elever. Forældre havde en vis rev-

selsesret over for deres børn, hvilket betød, at det var straffrit at anvende visse former for korporlig afstraf-

felse, som i andre sammenhænge var strafbare. Revselsesretten er på forskellige områder blevet ophævet lidt

efter lidt.

I Danske Lov 6-5-5, 6-5-6 og 6-9-4 var der bestemmelser om husbondens og hans hustrus revselsesret

over for børn og tyende, mens DL afskaffede husbondens ret til at revse hustruen. De nævnte bestemmelser

blev ophævet med straffeloven af 1866, men det var ikke hermed meningen at ophæve revselsesretten. Med-

hjælperloven af 1921 ophævede retten til at revse tyende.

Imellem 1979 og 1987 afskaffede de øvrige nordiske lande de sidste rester af forældres ret til at revse

deres børn.

I Danmark indsatte man i 1985 en regel i myndighedsloven om, at forældremyndighedens in-

dehaver har pligt til at

beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling«

Det

var dog ikke hermed meningen helt at ophæve revselsesretten.

I 1997 afskaffede Folketinget langt om læn-

ge den sidste rest af den revselsesret, som tidligere tilkom indehavere af forældremyndighed over for deres

børn.

Et barn »skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller

anden krænkende behandling«, som der står i forældreansvarsloven. For at omsorgspligten kan få et egentlig

indhold, må indehaveren af forældremyndighed kunne foretage visse dagligdags ting over for barnet, herun-

der ved at handle mod barnets vilje og ved brug af en vis mængde magt for at sikre, at barnets fysiske og

psykiske behov bliver opfyldt, at barnet bliver socialiseret og modtager undervisning, og at barnet efter be-

hov modager hjælp og behandling fra udenforstående instanser.

Loven siger ikke noget om, hvilke magt-

midler, det er lovligt at anvende i forbindelse med denne handlepligt. Dette må afhænge af det konkrete om-

sorgs-, beskyttelses- eller opdragelseshensyn samt barnets eller den unges alder og modenhedsniveau. For

mindre børn, der ikke kan overskue konsekvenserne af deres handlinger eller undladelser, antages der at

være en forholdsvis vid adgang til at anvende magt. Adgangen til magtanvendelse – særligt i opdragelses-

øjemed – er omvendt generelt mere begrænset i forhold til større børn. Således må det af hensyn til barnets

personlige integritet og selvbestemmelsesret indgå i vurderingen, hvilket udviklingstrin barnet eller den unge

Den Europæiske Menneskeretsdomstol har lidt efter lidt forkastet retten til fysisk afstraffelse af børn og unge. Den banebrydende

afgørelse var

A vs. UK

fra 1998 (25599/94), som fandt UK skyldig i overtrædelse af EMRK art. 3. Europarådets Parlamentariske

Forsamling har vedtaget rekommendation 1666 (2004) om

Europe-wide ban on corporal punishment of children.

Se herom Jørn Vestergaard, »Afskaffelse af revselsesretten«,

Kriminalistisk Instituts Årbog 1993,

s. 21-52; samme i Politikens

kronik 16.08.1994.

Jf. forældreansvarslovens § 2, stk. 1. Om retstilstanden og udviklingen i retspraksis, se Caroline Adolphsen & Nicolai Sivan Holst,

»Forældres magtanvendelse over for børn«,

Ugeskrift for Retsvæsen

2015 B, s. 125-134.

Se nærmere Stine Krone Christensen, Forældreansvarsloven med kommentarer, 3. udg., 2020, kap. 2.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

befinder sig på. Der skal foretages en proportionalitetsvurdering, hvor magtanvendelsen skal vejes op mod

barnets forudgående adfærd og det formål, der søges opnået med indgrebet. Manglende iagttagelse af om-

sorgspligten er ikke direkte sanktioneret i forældreansvarsloven, men utilstrækkelig omsorg kan medføre

reaktioner i det sociale system og kan i yderste konsekvens sanktioneres i det strafferetlige system.

Voksne uden del i forældremyndigheden kan efter omstændighederne være berettiget til at anvende en

vis magt, herunder for at kunne opretholde ro og orden i eget hjem, f.eks. ved at stoppe et barn fra at kaste

med maden.

Også på skoleområdet er tidligere tiders beføjelser til legemlig afstraffelse med tiden blevet afskaf-

fet.

Folkeskolens oprettelse i 1814 skete ved anordninger udstedt af Frederik VI. Disse indeholdt nærmere for-

skrifter om vedligeholdelsen af god orden i skolen.

Børnene skulle vise skolelæreren ærbødighed og lydig-

hed og nøje rette sig efter dennes forskrifter. Hvis formaninger ikke bar frugt, var det tilladt for lærerne at

straffe børn under 10 år med »et lidet ris«, de større børn med »en tynd tamp uden knuder«. Som øvrige

straffe nævntes advarsel, udelukkelse fra deltagelse i fornøjelser, friheder og legetimer samt nedflytning i

klassen. Det blev imidlertid indskærpet, at skolelæreren burde afholde sig fra »al sådan behandling, som

enten kunne have skadelig indflydelse på børnenes legemer, eller være den med straffen tilsigtede forbedring

i vejen«. I forlængelse heraf blev der udtrykkeligt fastsat et forbud mod »at give børnene ørefigen, stød eller

slag med hånden, at knibe dem eller bruge skældsord mod dem«. Lige så lidt måtte der indføres »skambæk

eller skamkrog eller andre vanærende straffe, som kunne kvæle barnets æresfølelse og mere tjene til at for-

hærde end forbedre det«.

I 1860 meddelte ministeriet, at der i stedet for ris kunne bruges spanskrør. For-

buddet mod lussinger blev ikke efterlevet i praksis, og i 1934 måtte det indskærpes i et cirkulære udstedt af

skoledirektøren for København.

I gymnasieskolerne var det lovligt for lærerne at revse eleverne korporligt, idet der dog var forbud mod

»enhver legemlig straf, der kunne pådrage en discipel skade for hans helbred«.

tilfælde af klager til ministe-

rie

t over lussinger var der fast praksis for at give den pågældende lærer en tilrettevisning. Brug af spanskrør

blev i et vist omfang anset for tilladt.

Folkeskoleloven af 1937 forpligtede undervisningsministeren til at fastsætte almindelige regler for,

»hvorledes der skal forholdes med elever, der gennem deres opførsel skader skolens arbejde«.

I medfør

heraf udstedte Undervisningsministeriet i 1938 en bekendtgørelse om forholdsregler til opretholdelse af god

orden i folkeskolen. Bekendtgørelsen fastslog, at der i folkeskolen skulle herske orden og disciplin, således

Se således bemærkningerne til lovforslag L 162 af 30. marts 2016 om indførelse af en lov om voksensvar over for anbragte børn og

unge. Straffeloven indeholder regler om vanrøgt mv., jf. strl. § 213. I barnets lov er der regler om pligt til at underrette kommunen i

tilfælde vedrørende udsatte børn og unge, se § 133 (offentligt ansatte i tilfælde, hvor der kan være behov for særlig støtte), § 135 (alle

borgere i tilfælde af vanrøgt mv.) samt bkg. 1602, 2023 og vejl. 9007, 2014 pkt. 71-94.

Om personkredsen i forældreansvarslovens § 2, se Adolphsen & Sivan Holst, »Forældres magtanvendelse«, op.cit., s. 115, afsnit

2.2.

Se anordning af 29. juli 1814 for almueskolevæsenet i købstæderne §§ 38-39 og anordning af 29. juli 1814 for almueskolevæsenet

på landet §§ 31-32.

Jf. anordning for almueskolevæsenet på landet Bilag A § 27.

Jf. forordning om de lærde skoler af 7. november 1809 § 53. Ministeriet fandt i skrivelse af 4. februar 1864 anledning til at udtale,

at slag i hovedet eller ansigtet med hånden — hvor talen ikke var om »en øjeblikkelig tilbagevisning af trods« – måtte anses for »en

mindre passende tugtelse, især når slagene er så stærke, at de efterlader synlige mærker til næste dag«.

Jf. folkeskolelov af 18. maj 1937 § 28, 3. pkt. Bestemmelsen blev videreført i efterfølgende lovgivning, senest i lbk. 220, 1958.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

at skolen kunne være i stand til at opfylde sit formål: »at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, at

styrke deres karakter og give dem nyttige egenskaber«.

Tilsidesættelse af pligten til lydighed, høflighed og

flid, brud på skolens orden eller utilbørlig adfærd over for andre børn kunne give anledning til eftersidning i

op til 1 time, hvis formaninger og irettesættelse havde vist sig frugtesløse.

Den tillod anvendelse »under

særlige omstændigheder« af legemlig revselse over for »særlige og alvorlige forseelser, fortrinsvis over for

børn, der viser rå og hensynsløs optræden over for kammerater«.

»Som legemlig revselse må kun anvendes

slag – ikke over 3 – med et tyndt spanskrør på sædet udenpå tøjet. Straffen skal tildeles med besindighed og

alvor og så vidt muligt umiddelbart efter forseelsen.«

Folkeskoleloven af 1937 pålagde i øvrigt skolekom-

missionen at udfærdige et ordensreglement, og heri skulle der bl.a. optages bestemmelser om, »hvorledes der

skal forholdes over for børn, der ikke møder rene i skolen«.

Med virkning fra 1952 blev legemlig afstraffelse ophævet i de københavnske kommuneskoler.

I 1953 blev det fastslået, at afstraffelse med spanskrør inden for børne- og ungdomsforsorgens skoler var

forbudt. I cirkulæret blev det endvidere fastslået som almindelig regel, at legemlig revselse i form af slag på

kinden med flad hånd ikke burde anvendes i opdragelseshjemmene, og det blev pålagt ledere og medarbejde-

re at arbejde henimod at følge denne linje. For så vidt revselse ved slag på kinden fra en medarbejders side

alligevel undtagelsesvis fandt sted, skulle dette straks indberettes til forstanderen, som hvert kvartal gennem

direktoratet for børne- og ungdomsforsorgen til ministeriet indsende oplysning om samtlige de i kvartalet

foretagne legemlige revselser med angivelse af, i hvilken anledning og af hvem de enkelte revselser er fore-

taget. I særlige tilfælde påhvilede det forstanderen straks efter en revselse at foretage indberetning.

I 1966 afgav et af Undervisningsministeriet nedsat udvalg en betænkning om forholdsregler til oprethol-

delse af god orden i skolen.

Heri konstaterede man bl.a., at skolerne i København klarede sig udmærket

uden korporlig afstraffelse af eleverne. Det var i øvrigt udvalgets indtryk, at spanskrør som disciplinærmid-

del nu blev anvendt i meget ringe omfang i folkeskolen, og at mange skole slet ikke var i besiddelse af et

spanskrør. Udvalget var »ikke fremmed over for den opfattelse«, at et egentligt forbud mod anvendelsen af

spanskrør som disciplinærmiddel, ville kunne skade den rolige udvikling på området, »idet det vil kunne

befrygtes, at nogle børn i bevidstheden om, at de ikke må »røres«, vil søge at provokere lærerne«. Følgelig

mente udvalget ikke at kunne afvise, at bestemmelsen om anvendelse af legemlig afstraffelse – uanset dens

sjældne anvendelse – i visse situationer kunne have en præventiv funktion. Bortfald af adgangen til legemlig

afstraffelse ville derfor kunne nødvendiggøre »anvendelse af andre midler af måske hårdere virkning for en

betydelig del af børnene«. Med henblik på »situationer, hvor en hurtig og kraftig reaktion er ønskelig eller

nødvendig fra lærerens side, f. eks. over for elever som tyranniserer og mishandler deres kammerater«, ville

Jf. bkg. 306, 1938, pkt. 1 og 2.

Jf. bkg. 306, 1938, pkt. 4 og 5. I et cirkulære blev der senere fastsat nærmere regler om eftersidning, se cirk. 228, 1948.

Jf. bkg. 306, 1938, pkt. 4 in fine samt pkt. 6, 1. pkt.

Jf. bkg. 306, 1938, pkt. 6, 2. pkt.

Jf. folkeskolelov af 18. maj 1937 § 28, 1-2. pkt. For så vidt angik folkeskolen i Københavns Kommune, var det i § 41 pålagt skole-

direktionen at udfærdige et ordensreglement.

Jf. ordensregler og disciplinære bestemmelser samt bestemmelser vedrørende forsømmelser og fritagelse for undervisning, vedta-

get af Københavns Skoledirektion den 30. maj 1951, afsnit II, 1, 6: »Legemlig straf er ikke tilladt under nogen form.«

Jf. social- ministeriets cirkulære af 26. november 1953 vedrørende opdragelsesmæssige metoder i opdragelseshjem.

Jf. bet. 407, 1966 vedrørende forholdsregler til opretholdelse af god orden i folkeskolen. Afgivet af det af undervisningsministeriet

den 24. januar 1964 nedsatte udvalg. Ifølge kommissoriet fik udvalget til opgave på grundlag af en undersøgelse af spørgsmålet om

forholdsregler til opretholdelse af god orden i skolen, herunder specielt også spørgsmålet om anvendelse af legemlig revselse som

disciplinærmiddel, at fremkomme med indstilling til ministeriet om eventuel revision af de herom gældende bestemmelser.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

det være vanskeligt til erstatning for spanskrøret at anvise midler med tilsvarende mulighed for hurtig reakti-

on. Alt taget i betragtning fandt udvalget imidlertid, at adgangen til legemlig afstraffelse i skolen kunne und-

væres på vilkår, at spanskrøret blev erstattet af andre disciplinærmidler, samt at det skolepsykologiske arbej-

de blev udbygget. Med inspiration fra en række hørte interessenter fremlagde udvalget følgelig et udkast til

en ny bekendtgørelse om forholdsregler til opretholdelse af god orden i skolen.

I 1967 blev klø så generelt afskaffet i skolevæsenet, sådan som det af Undervisningsministeriet nedsatte

udvalg havde anbefalet. Med hjemmel i folkeskoleloven udstedte ministeriet da en ny bekendtgørelse om

fremme af god orden i skolen.

Samtidig udsendte ministeriet det, der i folkemunde blev kendt som ‘spansk-

rørscirkulæret’, hvori meningen med bekendtgørelsens bestemmelser blev uddybet.

Nu hed det ikke længe-

re »orden og disciplin«, men »arbejdsro og god orden«.

Eleverne skulle »efter bedste evne« udføre det

arbejde, lærerne pålagde dem som led i undervisningen. De skulle i øvrigt følge lærernes anvisninger og »i

alle forhold vise god opførsel«.

De nye regler fremhævede stærkere end hidtil skolens og lærernes indsats til fremme af et godt arbejds-

klima. Børnes forståelse for ordensreglerne og deres betydning skulle søges fremmet »gennem drøftelser og

på anden måde«. Ved samtaler med de enkelte elever og med disses forældre skulle lærerne »søge indblik i

baggrunden for de vanskeligheder ved at tilpasse sig skolens miljø og arbejdsformer, der måtte opstå blandt

børnene«.

Det var fortsat skolekommissionens opgave at udfærdige et fælles ordensreglement for kommunens

skoler.

Senere overgik opgaven til skolenævnet og derefter til skolebestyrelsen.

Med den nye bekendtgørelse blev der i 1967 indført en række disciplinærmidler, »hvis formål ikke pri-

mært er af straffende karakter, men at søge de pågældende elevers adfærdsvanskeligheder afhjulpet, « som

det blev forklaret i cirkulæret. Bekendtgørelsen indeholdt nærmere regler om eftersidning samt om overflyt-

ning til anden klasse eller overflytning til anden skole mv.

Endelig bortvisning fra folkeskolen kunne frem-

over ikke finde sted, heller ikke af lever ud over den undervisningspligtige alder.

I cirkulæret gav ministeriet udtryk for, at det fælles ordensreglement ikke blot skulle indeholde regler

om elevernes færden og optræden, men også burde have bestemmelser om, hvorledes der skulle forholdes

over for eleverne i overtrædelsestilfælde. Bestemmelser herom skulle selvsagt være i overensstemmelse med

bekendtgørelsens regler om anvendelse af disciplinærmidler. Bekendtgørelsens angivelse heraf skulle i prin-

cippet opfattes som udtømmende. Man havde imidlertid ikke hermed villet hindre en fortsat benyttelse af

åbenbart mildere

sanktioner, såsom elevens flytning inden for selve klassen, udførelse af et mindre ekstraar-

bejde eller udelukkelse fra undervisningen i den resterende del af en time.

Det blev dog understreget, at

Jf. bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen, bkg. 276 af 14. juni 1967.

Jf. cirk. 97 af 14. juni 1967.

Se således bkg. 276, 1967 § 1.

Jf. bkg. 276, 1967 § 3.

Se i det hele bkg. 276, 1967 § 2 samt cirk. 97, 1967.

Jf. bkg. 276, 1967 § 4, stk. 1. I stk. 2. blev det nævnt, at hvis der fastsættes ordensregler for den enkelte skole eller klar, bør elever-

ne eller repræsentanter for disse så vidt muligt medvirke ved det forberedende arbejde. Ordensreglerne bør være tilgængelige for

eleverne ved opslag el.lign., jf. stk. 3. Se i øvrigt cirk. 97, 1967.

Se nærmere bkg. 276, 1967 §§ 5-7 samt cirk. 97, 1967. De opregnede foranstaltninger skulle i almindelighed ikke bringes i anven-

delse, hvis elevens utilfredsstillende opførsel kunne være en følge af legemlige eller psykiske lidelser eller afvigelser, eller hvis

barnet levede under forhold, der rummede »en trussel mod dets sjælelige eller legemlige trivsel«. I så tilfælde skulle der i stedet rettes

henvendelse til skolelægen skolepsykologen eller børne- og ungdomsforsorgen, se nærmere herom bkg. 276, 1967 § 9 samt cirk. 97,

1967.

I en senere bekendtgørelse blev der indsat en bestemmelse om, at en elev med skolelederens tilslutning omgående kan overføres til

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

også sådanne disciplinærmidler burde anvendes med fornøden varsomhed, særligt over for de mindre børn,

og i øvrigt kun i begrænset omfang over for den enkelte elev.

Med det nye regelgrundlag bortfaldt adgangen til legemlig revselse. Det blev i bekendtgørelsen udtryk-

keligt bestemt, at: »Legemlig straf må ikke anvendes«.

I bestemmelsen herom blev det tilføjet, at der kunne

anvendes magt i nødvendigt omfang for at afværge, »at elever øver vold mod andre eller ødelægger eller

beskadiger ting«.

Det blev i forbindelse hermed forudsat, at der er tale om »et overhængende eller påbe-

gyndt overgreb fra elevens side, som det ikke er muligt at hindre eller standse på anden måde«.

Det blev i cirkulæret bemærket, at overtrædelser af forbuddet mod at anvende legemlig straf måtte be-

tragtes som tjenesteforseelser, der skulle påtales af skolens leder eller efter omstændighederne indberettes

med henblik på stillingtagen til, hvad der videre burde foretages, herunder om der skulle indledes disciplinær

undersøgelse eller ligefrem rejses tiltale.

I en redegørelse fra Justitsministeriet blev der givet udtryk for, at indførelse ved en ny bekendtgørelse af

et forbud mod legemlig revselse i skolen og den derved udtrykte retsopfattelse måtte tillægges megen meget

væsentlig betydning ved bedømmelsen af, om læreres legemlige revselser af elever kunne anses for straffri

eller måtte anses for omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 244 om legemskrænkelser.

Det blev lagt til

grund, at den nævnte paragraf dengang skulle fortolkes indskrænkende, således at visse legemlige revselser

ikke var omfattet. Området for de straffri revselser var ikke præciseret i loven og måtte antages at være af-

hængigt af den til enhver tid eksisterende almindelige retsopfattelse vedrørende forsvarligheden af sådanne

forhold. I lyset heraf kunne det ikke anses for en sikker følge af at indføre et forbud, at enhver legemlig rev-

selse foretaget af en lærer over for en elev, herefter ville blive anset for en strafbar legemskrænkelse. Princi-

pielt kunne forbuddet alene have den umiddelbare virkning, at »legemlige revselser bliver tjenesteforseelser,

der kan medføre disciplinære reaktioner«. Forbuddet kunne således ikke uden videre medføre en tilsvarende

udvidelse af det strafbare område. I den forbindelse blev der henvist til en antagelse i den strafferetlige litte-

ratur om, at andre end forældre lovligt kan »anvende revselsesmidler over for fremmede uvorne eller uartige

børn«.

I 1986 blev der udstedt en ny bekendtgørelse. Heri blev der indsat en tilføjelse om, at læreren omgående

kan udelukke en elev fra klassen, hvis det har været nødvendigt at anvende magt for at afværge vold mod

andre elever eller ødelæggelse eller beskadigelse af ting. Efterfølgende skal beslutning om de nødvendige

anden undervisning på skolen for enkelte timer eller resten af dagen, hvis hensynet til undervisningen af resten af klassen eller holdet

gør det nødvendigt, f.eks. i situationer, hvor eleven har chikaneret læreren eller en klassekammerat så alvorlig, at elevens fortsatte

tilstedeværelse i klassen vil være nedværdigende eller ærekrænkende for den pågældende. Se bkg. 457, 1967 § 5, stk. 5, samt cirk.

81, 1986 og tilsvarende i senere bekendtgørelser, senest bkg. 1951, 2020§ 6, nr. 2.

Jf. bkg. 276, 1967 § 8, stk. 1. Samme formulering er kom til at fremgå af alle senere bekendtgørelser, senere med tilføjelsen, at

nedværdigende behandling heller ikke er tilladt. Det blev understreget, at bestemmelsen skulle gælde undtagelsesfrit, se cirk. 97,

1967. Samme år blev legemlig afstraffelse af klienterne i døgninstitutioner for børn og unge forbudt i en bekendtgørelse om magtan-

vendelse over for de anbragte.

Jf. bkg. 276, 1967 § 8, stk. 2.

I cirkulærets bemærkninger til § 8 blev det understreget at: »Udstrækkes magtanvendelse, således at den åbenbart går videre, end

det er nødvendigt for at bringe overgrebet til ophør, eller sættes den først ind, efter at det er ophørt, vil der foreligge en overtrædelse

af § 8, stk. 1.« Jf. cirk 7, 1967. I cirk. 81, 1986 og i vejl. 14, 1995 er formuleringen gentaget, i sidstnævnte med tilføjelsen: »idet

indgrebet herved får karakter af legemlig straf«.

Se bet. 407, 1966, Bilag 12, s. 39 ff. Justitsministeriets redegørelse til det af Undervisningsministeriet nedsatte udvalg er under-

skrevet af Lars Nordskov Nielsen, senere mangeårig ombudsmand og professor i forvaltningsret.

I redegørelsen fra Justitsministeriet blev der henvist der til Krabbe, Borgerlig straffelov 4. udg. 1947, s. 85: »… under ganske

særlige omstændigheder kan noget sådant i kraft af et udvidet negotiorum gestio synspunkt eller desl. formentlig være beføjet som

repressivt middel over for groft forulempende opførsel…«.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

foranstaltninger træffes af skolelederen.

Reglen er opretholdt i senere bekendtgørelser.

I bekendtgørelsen

fra 2014 blev der med henvisning til straffeloven og retsplejeloven indsat en tilføjelse i samme paragraf om,

at lovgivningens almindelige regler om nødværge, nødret og lovlig retshåndhævelse gælder. Bestemmelsen

blev indskudt foran det nu gængse forbud mod legemlig afstraffelse og beføjelsen til magtanvendelse.

I den

seneste bekendtgørelse er disse regler fordelt på hele tre bestemmelser.

Se herom senere.

Bilag 1 indeholder en oversigt over den historiske udvikling med hensyn til centrale bestemmelser om

forholdsregler til opretholdelse af god orden i folkeskolen.

3. Tape-sagen som katalysator for faglig debat og fokus på regelgrundlaget

For tyve år siden vakte spørgsmålet om grænserne for fysisk magtanvendelse omfattende røre i for-

bindelse med gennemførelsen af en straffesag mod to medarbejdere ved en specialinstitution for

elever med psykiske handicaps. Sagen blev hen over efteråret 2003 kendt som

Tape-sagen,

fordi

den handlede om behandlingen af en døv elev, som var urolig og skrigende og derfor fik sat et styk-

ke pakketape over munden. Episoden bevirkede en tiltale mod to indblandede medarbejdere for

strafbar legemskrænkelse.

I den brede offentlighed rejste sagen bl.a. spørgsmål om, hvorvidt der

var tale om et enkeltstående tilfælde eller et udtryk for dagligdags hændelser i skolernes hverdag.

Debatten i den forbindelse havde forståeligt nok fokus rettet mod praksis i forbindelse med special-

undervisning; men også forholdene i den almindelige folkeskole påkaldte sig opmærksomhed.

De tiltalte i Tape-sagen blev både i byret og landsret frifundet for den rejste tiltale, hvilket fejl-

agtigt kunne tages som udtryk for, at der efter gældende ret er givet særlige eller udvidede beføjel-

ser på skoleområdet til anvendelse af fysiske magtmidler. En sådan udlægning af lovgivningen og

den konkrete afgørelse er der imidlertid ikke grundlag for.

Efter tiltalen mod de to lærere havde den ene af disse fastholdt den urolige elev på gulvet, mens

den anden placerede tape for munden af den pågældende, indtil drengen kort efter faldt til ro.

Landsretten lagde til grund, at den fastholdte elev »på det pågældende tidspunkt var en stærkt urolig

Se bkg. 457, 1986 § 8, stk. 3. I cirk. 81, 1986 uddybes reglen ved eksemplificering af en situation, hvor eleven har truet med eller

har anvendt fysisk eller psykisk vold over for læreren eller en klassekammerat.

Jf. senest bkg. 1951, 2020 § 9, stk. 2.

Jf.

bkg. 697, 2014 § 10, stk. 3, 1. pkt. Et forslag om at tilføje henvisningen til reglerne straffeloven og retsplejeloven på samme

måde som i bekendtgørelsen om magtanvendelse over for anbragte børn og unge indgik i mit bidrag til publikationen

Magtanvendel-

se I folkeskolen – et inspirationshæfte,

som Børnerådet og Center for Ligebehandling udgav i 2005, og som er publiceret på Under-

visningsministeriets hjemmeside: http://pub.uvm.dk/2005/magtanvendelse/hel.pdf. I mit forslag var henvisningen imidlertid placeret

til sidst i bestemmelsen, hvilket gav en bedre systematik.

Se nærmere bkg. 1951, 2020 § 9, stk. 2. 6, nr. 3 (omgående udelukkelse af eleven fra resten af skoledagen), § 9, stk. 2 (inddragelse

af forældrene i forbindelse med magtanvendelse) og § 17 (henvisning til generel lovgivning om magtanvendelse, forbud mod afstraf-

felse og nedværdigende behandling, beføjelse til magtanvendelse).

Se U 2004.1186 V. Der var i sagen rejst tiltale efter strl. § 244. Dommen er refereret og kommenteret som den sidste af afgørelser-

ne i Bilag 2.

Diskussionen kom på samme tid til at dreje sig om praksis i folkeskolen generelt og om praksis i forbindelse med den vidtgående

specialundervisning af børn med funktionsnedsættelse. Det har klare fordele at behandle hele feltet samlet, for de grundlæggende

principper bør være de samme, og i praksis er overgangene mellem problemstillingerne i de forskellige sammenhænge flydende, om

end der også er klare forskelle med hensyn til den problemskabende adfærds betydning, årsager og håndtering.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

og aggressivt handlende dreng«, og at der efter episoden blev der indledt medicinsk behandling med

Ritalin for at afhjælpe disse problemer.

Retten fandt det bevist, at drengen på det pågældende

tidspunkt opførte sig så aggressivt, at det var berettiget at fastholde ham. Desuden blev det lagt til

grund, at den lærer, der satte tape over drengens mund, alene gjorde dette »med det formål at aflede

hans opmærksomhed for at hjælpe ham ud af den affekt, han befandt sig i

. Retten mente, at dette

havde været nødvendigt. Det blev ikke anset som bevist, at tapen havde været placeret over dren-

gens mund i længere tid end et minut, eller på en måde som forhindrede drengen i at trække vejret

gennem munden. Retten tillagde det afgørende betydning, at de to lærere havde deres fulde op-

mærksomhed rettet mod drengen, mens han havde tapen for munden, at de ikke var ophidsede, og at

de havde kontrol over situationen. I den foreliggende situation havde de derfor ikke handlet retsstri-

digt. De havde i øvrigt ikke forsæt til at begå vold mod eleven, men havde alene søgt at hjælpe ham.

De tiltalte blev enstemmigt frifundet af landsrettens tre juridiske dommere og tre domsmænd.

Dommen skal forstås som resultatet af en konkret bevisbedømmelse efter en temmelig indgåen-

de bevisførelse med mange nuancer og usikkerhedsmomenter. Hvad var der egentlig sket? Hvordan

havde forløbet været? Hvem havde gjort hvad? Hvad kunne der med rimelig sikkerhed udledes af,

hvordan de enkelte aktører havde opfattet situationen og efterfølgende beskrev den? Afgørelsen

siger ikke ret meget om, hvor grænserne går for lovlig fysisk magtanvendelse, hverken i alminde-

lighed eller i et specielt tilfælde som det foreliggende. Og den siger slet ikke noget om, det i almin-

delighed er tilladt at lukke munden på skoleelever med pakketape.

For en sikkerheds skyld bemærkede landsretten, at tilsvarende handlinger under andre omstæn-

digheder kunne være strafbare. Rent juridisk havde retten ikke behøvet at ytre sig om dette spørgs-

mål; men der har åbenbart været et – helt forståeligt behov for at lægge afstand til den opfattelse, at

der med frifindelsen var givet grønt lys for at sætte pakketape over munden på støjende elever.

For jurister er det forholdsvis oplagt, at det som retten tager stilling til i en konkret straffesag, er

den rejste tiltale. Er den anklagede skyldig eller ej, sådan som de fremførte bevisligheder bedømmes

på grundlag af gældende ret? I almindelighed er det ikke rettens opgave at udstikke mere almindeli-

ge retningslinjer for et bestemt område. Andre kan være tilbøjelige til at lægge noget mere generelt i

en afgørelse, selv om denne er afgjort på et helt konkret grundlag.

Dommen i Tape-sagen viste, at der findes et vist område for straffri magtanvendelse i tilfælde,

hvor det må anses for nødvendigt at få kontrol over en situation. Derimod kunne afgørelsen ikke

bruges til at blive klogere på grænserne for lovlig magtanvendelse. Den var ikke retningsgivende

for, hvilke magtmidler der vil være tilladte i forskellige situationer. Imidlertid blev dommen kataly-

sator for en bredere diskussion blandt fagfolk på børne- og ungdomsområdet. Efter et årelangt for-

løb er denne diskussion langt fra afsluttet.

Ritalin er et amfetaminlignende stof, der bl.a. anvendes til såkaldt hyperaktive børn med diagnosen adhd.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

På baggrund af Tape-sagen blev der gennemført en undersøgelse om magtanvendelse i folke-

skolen.

Rapporten herom afdækkede en udbredt opfattelse af, at der på skoleområdet forekommer

mange situationer, hvor anvendelse af magt i en eller anden forstand kan være nødvendig. Hverda-

gen i skolen er »fuld af magtudøvelse«, som det blev bemærket i rapporten. Heri blev der peget på,

at der var behov for at synliggøre de problemer, som trænger sig på, sådan at medarbejderne kan

løse opgaverne bedst muligt. Den efterfølgende diskussion inden for folkeskolens rammer bidrog i

sig selv til at samle og nyttiggøre erfaringer, udvikle de fagetiske standarder og fremme god praksis.

Den bredere offentlige debat havde utvivlsomt også betydning for afklaringen af behovet for tilfør-

sel af særlige ressourcer, f.eks. midler til forsøgsprojekter, efteruddannelse, administrative tiltag

osv. Imidlertid præges debatten blandt de ansatte i folkeskolen fortsat af betydelig usikkerhed og

uenighed vedrørende behovet for, tilladeligheden af og grænserne for fysiske indgreb i forskellige

situationer.

4. Folkeskoleloven som grundlag for afgrænsningen af lovlige foranstaltninger

Folkeskolen omfatter en 10-årig grundskole bestående af en børnehaveklasse og 1.-9. klasse samt

en 1-årig 10. klasse. Børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives special-

undervisning og anden specialpædagogisk bistand i specialklasser og specialskoler. Undervisningen

som kan også gives i behandlings- og specialundervisningstilbud eller specialundervisningstilbud

på et børne- og ungehjem.

For at kunne opfylde skolens formål er skolen og den enkelte lærer beføjet til at stille rimelige

og sagligt begrundede krav til den enkelte elevs opførsel og deltagelse i undervisningen. Inden for

rimelighedens grænser er skolen følgelig berettiget til at håndhæve krav om, at eleverne sommetider

skal sidde stille, skal deltage i aktiviteter og i øvrigt skal opføre sig ordentligt. Skolens bemyndigel-

se i så henseende skal ses i sammenhæng med, at der er almindelig undervisningspligt, sådan som

det nærmere er bestemt i folkeskoleloven.

Denne undervisningspligt har et formål, som er det, der

kommer til udtryk i lovens indledende bestemmelse om skolens formål og opgaver.

Forældre skal

medvirke til, at barnet opfylder undervisningspligten, og må ikke lægge hindringer i vejen herfor.

En stillingtagen til spørgsmålet om berettigelsen af forskellige typer af magtanvendelse og an-

dre indgreb i selvbestemmelsesretten over for elever i grundskolen må nødvendigvis ske med ud-

gangspunkt i

de grundlæggende principper for folkeskolens virksomhed,

sådan som disse er kom-

Se rapport udarbejdet af Center for Ligebehandling af Handicappede:

Magtanvendelse i folkeskolen.

Januar 2005:

http://www.boerneraadet.dk/media/28345/magtanvendelse-i-folkeskolen.pdf.

Lov om folkeskolen er senest bekendtgjort ved lbk. 50 af 29. januar 2024. Om

folkeskolens struktur,

se nærmere folkeskolelovens

§ 3, særligt stk. 1 og 2. Om

skolevæsenets ordning,

se § 20, herunder stk. 5 med henvisning til lov om behandlings- og specialunder-

visningstilbud.

Jf. folkeskolelovens kap. 5.

Jf. folkeskolelovens § 1.

Jf. folkeskolelovens § 35.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

met til udtryk i lovgivningen. Praksis skal selvsagt også være i overensstemmelse med lovgivningen

i almindelighed og almindeligt anerkendte retsgrundsætninger om saglighed, proportionalitet og

skånsomhed.

Folkeskolen er som udgangspunkt en kommunal opgave.

Kommunalbestyrelsen har det overordnede an-

svar for kommunens skolevæsen og fastlægger mål og rammer for skolernes virksomhed. Inden for de givne

rammer har den enkelte skoles leder ansvaret for undervisningens kvalitet samt fastlæggelsen af undervis-

ningens organisering og tilrettelæggelse. Ved hver skole oprettes der en skolebestyrelse, som bl.a. fastsætter

principper for skolens virksomhed, godkender undervisningsmidler og fastsætter ordensregler og værdiregel-

sæt samt fører tilsyn med skolens virksomhed.

Ansvaret for specialundervisning mv. påhviler regionsrå-

det.

Folkeskoleloven indledes med en

formålsparagraf,

der afspejler såvel et sæt brede og ambitiøse

læringsmål som et grundlæggende værdiregelsæt.

Det er skolens opgave i samarbejde med forældrene at »give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbe-

reder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og

historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil

med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling«. Folkeskolen skal »udvikle arbejdsmetoder og

skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid

til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle«. Yderligere skal folkeskolen »forberede ele-

verne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre«. Skolens virke

skal derfor være præget af »åndsfrihed, ligeværd og demokrati«.

Skolen har med andre ord medansvar for såvel elevernes uddannelse som deres opdragelse, og de

ansatte har følgelig ret og pligt til i deres daglige virke at bidrage til opfyldelsen af skolens formål

Grundloven og EMRK sætter visse grænser for adgangen til at udøve magtanvendelse. Børnekonventionen forpligter staterne til at

sikre, at barnets tarv kommer i første række, jf. art. 3. Handicapkonventionen indeholder rettigheder for børn og unge med fysiske

eller psykiske funktionsnedsættelser.

Jf. i det hele folkeskolelovens § 2 smh. § 40.

Jf. folkeskolelovens § 42 og § 44. Alle konkrete afgørelser vedrørende skolens elever træffes af skolens leder, jf. § 45, stk. 2. Om

klageadgang, se § 51.

Jf. lovens § 20, stk. 3.

Se i det hele § 1 i lov nr. 509 af 30. juni 1993 om folkeskolen med senere ændringer, som senest bekendtgjort ved lbk. 90 af 29.

januar 2024.

Friskoler og private grundskoler

skal »efter deres formål og i hele deres virke« forberede deres elever til »at leve i et samfund som

det danske med frihed og folkestyre«, og skolerne skal udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og

respekt for grundlæggende frihedsrettigheder, jf. lov om friskoler og private grundskoler, lbk. 161, 2024 § 1, stk. 2, 2. pkt.

Efterskoler og frie fagskoler

skal »efter deres formål og i hele deres virke« forberede deres elever til at leve i et samfund som det

danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grund-

læggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene, jf. lov om efterskoler og frie fagskoler, lbk. 1172,

2022 § 1, stk. 5. Skolernes tilbyder ud fra et selvvagt værdigrundlag undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er livsoplys-

ning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, jf. § 1, stk. 1. Efterskolerne tilbyder kurser med henblik på elevernes hele menne-

skelige udvikling og modning samt deres almene opdragelse og uddannelse, jf. § 1, stk. 2. De frie fagskoler tilbyder kurser i praktiske

og erhvervsrettede fag, eventuelt i kombination med prøveforberedende og kompetencegivende undervisning, jf. § 1, stk. 3

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

og efterlevelsen af værdiregelsættet.

Værdiregelsættet indeholder retningslinjer for god opførsel

og pejlemærker for, hvordan der opnås god trivsel og et godt undervisningsmiljø for elever og an-

satte både psykisk og fysisk.

Værdiregelsættet skal fremme fælles værdier, engagement og ansvar-

lighed. Som en del af værdisættet skal skolebestyrelsen fastsætte en antimobbestrategi, herunder en

strategi mod digital mobning.

En væsentlig forudsætning for, at skolen og dens ansatte kan varetage den i lovgivningen stille-

de opgave, er selvsagt, at undervisningen og samværet i skolens dagligdag foregår under iagttagelse

af en vis grad af ro og orden. Med henblik herpå kan det være nødvendigt at foretage indgreb i ele-

vernes selvbestemmelse, herunder efter omstændighederne at anvende magt. I lyset af hensynet til

opfyldelsen af folkeskolens formål er det almindeligt antaget, at det efteromstændighederne er be-

rettiget at iværksætte visse foranstaltninger, der kan være egnet til at forhindre forstyrrelse af un-

dervisningen for den enkelte elev eller en gruppe af elever. Se nærmere nedenfor.

Skolens

ordensregler

værdiregelsæt

fastsættes af skolebestyrelsen. Dette fremgår af folke-

skoleloven, som derved har fastlagt kompetencen i denne henseende.

Både ordensregler og værdi-

regelsæt skal selvsagt afstemmes med lovgivningen i bred forstand, herunder med respekt af grund-

læggende retsprincipper om saglighed og proportionalitet.

Med hjemmel i folkeskoleloven har ministeren i en bekendtgørelse fastsat nærmere regler om

foranstaltninger til

fremme af god orden

i folkeskolen.

Tillige er der fastsat regler om skolernes

tilsyn med eleverne i skoletiden.

Det er ikke noget nyt, at håndhævelsen af en passende disciplin fra elevernes side kan nødven-

diggøre, at der står forskellige type af foranstaltninger til rådighed. Ved kalibreringen heraf er der

imidlertid to til dels modsatrettede udviklingstræk, som må tages i betragtning. På den ene side er

nutidens skole præget af mere uro og mangel på respekt for voksne end i tidligere tider. På den an-

den side anerkendes det i mere udpræget grad end tidligere, at alle børn og unge har krav på beskyt-

telse af individets menneskeværd og selvbestemmelsesret og ikke må udsættes for vilkårlige eller

Se således bkg. 1951, 2020 § 1 samt vejl 9444, 2021. Elever og forældre skal ved skoleårets begyndelse oplyses om skolens or-

densregler og værdiregelsæt. Se i øvrigt materiale på uvm.dk samt skole-og-foraeldre.dk.

Eleverne har ret til et godt undervisningsmiljø, således at undervisningen kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvar-

ligt. Undervisningsmiljøet på uddannelsessteder skal fremme deltagernes muligheder for udvikling og læring og omfatter derfor også

uddannelsesstedets psykiske og æstetiske miljø. Se herom

lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø,

senest bekendtgjort ved

lbk. 316, 2017 § 1, stk. 1. Se tillige folkeskolelovens § 56 - § 56 b om måling og indberetning af oplysninger om elevernes trivsel.

Jf. undervisningsmiljøloven § 1, b, stk. 2.

Jf. folkeskolelovens § 44, stk. 4. I bekendtgørelsen fra 2010 hed det også, at skolebestyrelsen kunne »fastsætte principper for an-

vendelse af foranstaltninger«, jf. bkg. 320, 2010 § 1, stk. 1. En lignende bestemmelse fandtes i bekendtgørelserne fra 1995 og 2010. I

bekendtgørelsen fra 2014 udgik denne del af bestemmelsen.

Jf. lovens § 52, 1. pkt., samt bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen som senest fastsat ved bkg. 1951 af 11. decem-

ber 2020.

Børne- og undervisningsministeren fastsætter tillige regler om skolernes tilsyn med eleverne i skoletiden, jf. folkeskolelovens § 30

a og § 52, 2. pkt., samt bkg. 703, 2014.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

uforholdsmæssige indgreb i deres grundlæggende rettigheder, heller ikke som led i myndigheds-

udøvelse.

5. Foranstaltninger ved overtrædelse af skolens ordensregler

Skolens leder har den administrative og pædagogiske ledelse af skolen og træffer alle konkrete be-

slutninger vedrørende skolens elever inden for de mål og rammer og principper, som kommunalbe-

styrelsen henholdsvis skolebestyrelsen har fastsat.

Bekendtgørelsen om foranstaltninger til fremme af god orden fastlægger de øvre rammer og

dermed de ydre grænser for de foranstaltninger, der kan iværksættes over for elever, der tilsidesæt-

ter skolens regler for orden og samvær.

De opregnede tiltag udgør dermed de strengeste foran-

staltninger, som det efter omstændighederne kan være lovligt at gribe til.

Reglerne om foranstaltninger, som udgør indgreb i selvbestemmelsen, den personlige integritet

eller de personlige udfoldelsesmuligheder for elever, der mere eller mindre groft tilsidesætter kra-

vene til ro og orden og fredeligt samvær, er fastlagt ud fra det udgangspunkt, at de som alt overve-

jende hovedregel ikke bør gennemtvinges ved fysisk magtanvendelse.

Hvis en elev efter overskridelse af egne eller andres grænser har brug for en pause fra undervis-

ningen og fra klassen, og »overførsel til anden undervisning på skolen eller eftersidning ikke er eg-

nede foranstaltninger«, kan skolen gennemføre

aftalt hjemsendelse

af eleven for resten af skoleda-

gen.

Aftalt hjemsendelse forudsætter ikke nødvendigvis, at eleven har overtrådt ordensregler

el.lign. Foranstaltningen kan f.eks. iværksættes i forhold til en elev, som har mistet besindelsen eller

er blevet så vred eller ked af det, at vedkommende ikke vil få udbytte af undervisningen.

Se nærmere folkeskolelovens § 45, stk. 1 og 2. Om beføjelse til iværksættelse af foranstaltninger til fremme af god orden se, bkg.

1951, 2020 § 3, stk. 1. Skolelederens beslutninger er omfattet af Folketingets Ombudsmands kompetence, så en elev eller dennes

forældre kan klage til ombudsmanden over en beslutning om iværksættelse af en foranstaltning til fremme af god orden. Skolelede-

rens beføjelser vil efter omstændighederne kunne delegeres til andre ansatte enten generelt eller konkret og såvel udtrykkeligt som

stiltiende, jf. folkeskolelovens § 45 og vejl. 9444, 2021 pkt. 25.

Jf. bkg. 1951, 2020 § 4, stk. 2, samt vejl. 94444, 2021 pkt. 14. Foranstaltningerne kan anvendes ved elevens benyttelse af skolens

tilbud, herunder skolefritidsordninger og undervisning i fritiden. Foranstaltningerne kan endvidere anvendes ved elevens adfærd i

fritiden, når denne adfærd, for eksempel digital adfærd på sociale medier, har haft direkte indflydelse på god orden i skolen, herunder

undervisningsmiljøet. Se således bkg. 1951, 2020 § 3, stk. 2, samt vejl. 9444, 2021 pkt. 10-11.

Nogle af foranstaltningerne er sanktioner, hvis anvendelse er omfattet af reglerne om afgørelser i forvaltningsretlig forstand, her-

under med krav om skriftlighed, begrundelse, forelæggelse mv. I cirk. 9444, 2021 er der i forhold til de enkelte foranstaltninger gjort

opmærksom på, om der er tale om afgørelser med de omtalte retsvirkninger. Se i øvrigt

Vejledning i forvaltningsret – for skoleledere

på uvm.dk.

Til illustration kan det også nævnes, at der i studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser er der fastsat en række sanktioner,

jf. bkg. 1338, 2019. Bestemmelserne indeholder intet om anvendelse af fysisk magt. Det er ikke nødvendigvis udtryk for, at sådanne

situationer ikke kan forekomme, men for, at der ikke gælder noget specielt ved siden af lovgivningens almindelige regler.

Jf. § 5, stk. 1. Aftalt hjemsendelse af eleven for resten af skoledagen er betinget af en aftale herom med elevens forældre, således at

forældrene erklærer sig indforstået med hjemsendelsen. Skolen har pligt til at oplyse, at forældrene ikke er forpligtede til at gå med til

denne foranstaltning, jf. § 5, stk. 2. Se nærmere vejl. 9444, 2021 pkt. 15-17.

Reglerne om denne aftalt hjemsendelse er indført med

bekendtgørelsen fra 2020 og fremgår af en særskilt paragraf placeret før den bestemmelse, hvori foranstaltninger i anledning af op-

regnes.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Over for en elev, der trods forudgående samtale, påtale eller advarsel m.v. »ikke overholder skolens

ordensregler, værdiregelsæt eller i øvrigt almindelige normer for god opførsel«, kan følgende

foran-

staltninger

bringes i anvendelse, hvis det er

nødvendigt

under hensyn til eleven selv eller undervisnin-

gen af klassen eller holdet:



Eftersidning

i op til 1 time.

Overførsel

af eleven til anden undervisning på skolen i enkelte timer eller resten af skoledagen.

Omgående

udelukkelse

af eleven for resten af skoledagen.

Udelukkelse

fra undervisningen i

op til 10 skoledage.

Overflytning

til en

parallelklasse

ved samme undervisningssted under samme skole.

Overflytning

til en

klasse på tilsvarende klassetrin

på en anden afdeling ved samme skole.

Overflytning

til en klasse på tilsvarende klassetrin på en

anden skole i kommunen.

Udskrivning

af eleven på 10. klassetrin.

Jf. nærmere bekendtgørelsens § 6. Enhver beslutning om iværksættelse af foranstaltninger til fremme af god orden træffes på bag-

grund af en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder. Foranstaltningen skal stå i rimeligt forhold til elevens forseelse og skal

bl.a. vurderes i forhold til forseelsens grovhed, elevens alder, eventuelle forudgående samtaler, påtaler og advarsler m.v., og om

forseelsen er begået forsætligt eller uagtsomt mv., jf. § 4. I de tilfælde, hvor der er grund til at antage, at en elevs uhensigtsmæssige

opførsel skyldes sociale og emotionelle vanskeligheder, skal skolen rette henvendelse til pædagogisk-psykologisk rådgivning med

henblik på vurdering af behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand eller til de sociale myndigheder, se nær-

mere § 18.

Jf. § 6, nr. 1, smh § 7. Eftersidning er betinget af forudgående meddelelse til hjemmet og af, at eleven er under fornødent tilsyn.

Eftersidning må ikke hindre eller væsentligt forsinke en elevs hjemtransport. Eftersidning er en afgørelse, jf. cirk 9444, 2021 pkt. 22.

Jf. § 6, nr. 2, smh § 8. Overførsel af eleven til anden undervisning på skolen i enkelte timer eller resten af dagen i medfør af § 6, nr.

2, er betinget af, at forældrene samme dag orienteres herom. Overførsel er ikke en afgørelse jf. cirk. 9444, 2021 pkt. 23.

Jf. § 6, nr. 3, smh § 9. Omgående udelukkelse af eleven for resten af skoledagen kan iværksættes over for en elev, der udøver vold

mod sig selv eller andre eller ødelægger eller beskadiger ting. Omgående udelukkelse er betinget af forudgående meddelelse til for-

ældrene og af, at eleven er under fornødent tilsyn i udelukkelsestiden. Omgående udelukkelse kan normalt kun ske to gange inden for

samme skoleår. I særligt grove tilfælde kan omgående udelukkelse finde sted flere gange på samme skoleår. En elev, over for hvem

skolens personale må anvende magt for at afværge, at eleven øver vold mod sig selv eller andre eller ødelægger eller beskadiger ting,

kan af det undervisende personale omgående udelukkes fra klassen. Forældrene skal omgående orienteres herom. Underviseren skal

ved en sådan udelukkelse omgående underrette skolens leder, der herefter træffer beslutning om de nødvendige videre foranstaltnin-

ger. Omgående udelukkelse er ikke en afgørelse, jf. cirk. 9444, 2021 pkt. 26.

Jf. § 6, nr. 4, smh. § 10. Udelukkelse af eleven fra undervisning i hele skoledage i medfør af § 6, nr. 4, er betinget af forudgående

meddelelse til forældrene og af, at eleven i udelukkelsestiden er under fornødent tilsyn. Udelukkelse kan normalt finde sted i op til 7

skoledage på et skoleår. I særligt grove tilfælde, herunder vold mod andre elever eller skolens personale, kan udelukkelse finde sted i

op til 10 skoledage inden for samme skoleår. Udelukkelse fra undervisningen er en afgørelse, jf. cirk. 9444, 2021 pkt. 30.

Se nærmere § 6, nr. 5, smh. § 11. Overflytning af eleven til en parallelklasse på samme afdeling ved samme skole i medfør af § 6,

nr. 5, er betinget af forudgående meddelelse til forældrene. Overflytning er en afgørelse, jf. cirk. 9444, 2021 pkt. 33.

Se nærmere § 6, nr. 6, smh. § 12. Overflytning af eleven til en klasse på tilsvarende klassetrin på en anden afdeling ved samme

skole er betinget af, at eleven og dennes forældre kan tilslutte sig overflytningen. I særligt grove tilfælde eller gentagelsestilfælde kan

skolens leder iværksætte overflytning uden elevens eller forældrenes tilslutning. Overflytning er en afgørelse, jf. cirk. 9444, 2021 pkt.

36.

Se nærmere § 6, nr. 7, smh. § 13. Overflytning af eleven til en klasse på tilsvarende klassetrin på en anden skole i kommunen er

betinget af, at eleven og dennes forældre kan tilslutte sig overflytningen. Overflytning til en anden skole forudsætter også tilslutning

fra lederen ved den nye skole. I særligt grove tilfælde eller gentagelsestilfælde kan skolens leder med tilslutning fra lederen ved den

nye skole iværksætte overflytningen uden elevens og forældrenes tilslutning. Overflytning er en afgørelse, jf. cirk. 9444, 2021 pkt.

39.

Se nærmere § 6, nr. 8, smh. § 14. Beslutningen træffes af kommunalbestyrelsen efter indstilling fra skolens leder eller af skolens

leder, hvis denne er bemyndiget hertil. Beslutningen træffes efter samråd med eleven og forældrene. Udskrivning er en afgørelse, jf.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Mindre indgribende foranstaltninger end de i bekendtgørelsen opregnede kan efter omstændighe-

derne anvendes, hvis kravene om saglighed og forholdsmæssighed iagttages. Dette blev fremhævet i

forbindelse med den oprindelige fastlæggelse i bekendtgørelsen fra 1967 af de til rådighed stående

foranstaltninger og er gentaget i senere forskrifter. En mildere foranstaltning kan f.eks. være at sæt-

te eleven ved sit eget bord, fjerne eleven fra gruppearbejde eller sætte eleven »uden for døren« i

nogle minutter eller op til resten af den pågældende lektion. Skolens leder kan også vælge at give

eleven en

advarsel

eller en

påtale.

Specialundervisning

må

ikke

anvendes som disciplinær sanktion.

Bekendtgørelsen indeholder i øvrigt en bestemmelse om tilbageholdelse af private genstande i til-

fælde, hvor en elev overtræder skolens ordensregler for medbringelse og anvendelse af sådanne

genstande i skoletiden eller ved brug af skolens tilbud i øvrigt, f.eks. ved brug af mobiltelefoner.

fysisk magtanvendelse

har de skiftende bekendtgørelser siden 1967 indeholdt en særlig be-

stemmelse.

Heri bemærkes det indledningsvis, at lovgivningens almindelige regler om

nødværge,

nødret

lovlig retshåndhævelse

gælder. Herefter fastslås det, at

legemlig afstraffelse

nedværdi-

gende behandling

ikke er tilladt, hvilket nu som tidligere omtalt har været retsstillingen i mere end

et halvt århundrede. Og endelig hedder det, at

magt

»i fornødent omfang« kan anvendes for at af-

værge, at elever øver vold mod sig selv eller andre eller ødelægger eller beskadiger ting. Paragraf-

fen har følgende ordlyd:

»For magtanvendelse gælder lovgivningens almindelige regler om nødværge, nødret og lovlig retshåndhæ-

velse, jf. straffeloven og retsplejeloven. Legemlig afstraffelse og nedværdigende behandling er ikke tilladt.

For at afværge, at en elev øver vold mod sig selv eller andre eller ødelægger eller beskadiger ting, kan der

anvendes magt i fornødent omfang.«

Begrebet

magtanvendelse

er ikke nærmere defineret i regelgrundlaget. Det må i den foreliggende

sammenhæng kunne lægges til grund, at udtrykket først og fremmest begrebet omfatter ethvert

fy-

sisk indgreb,

der i almindelighed ville være strafbart som overtrædelse af en bestemmelse om per-

sonfarlig kriminalitet, herunder først og fremmest

vold

eller anden legemskrænkelse, ulovlig

tvang

cirk. 9444, 2021 pkt. 42. Regler om adgang til udskrivning af folkeskolen af en elev på 10. klassetrin blev indsat i bekendtgørelsen

fra 1995, jf. bkg. 27, 1995 § 5, nr. 5, og § 7.

Jf. nærmere vejl. 9444, 2021 pkt. 14.

Se nærmere bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand, bkg. 693, 2014 § 5 smh.

§ 19.

Se nærmere bkg. 1951, 2020 § 16 samt cirk. 9444, 2021 pkt. 46-48.

Se nærmere bkg. 1951, 2020 § 17.

I de tidligere gældende bekendtgørelser stod der: »Legemlig straf må ikke anvendes«, se således bkg. 27, 1995 § 8, stk. 1, og der-

før bkg. 457, 1986.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

eller

frihedsberøvelse.

Iværksættelse af de i bekendtgørelsen opregnede foranstaltninger til opret-

holdelse af god orden kan også siges at have også karakter af magtanvendelse i bred forstand. I den

foreliggende sammenhæng er det imidlertid lovligheden af magtanvendelse i form af fysisk indgri-

ben, der har hovedinteressen.

I den ministerielle uddybende vejledning om fremme af god orden hedder det, at det er en for-

udsætning for indgriben med magt, at der faktisk finder et overgreb eller ødelæggelse sted, eller at

der er en overhængende fare for det, som det ikke er muligt at forhindre eller standse på anden må-

de. Magt må kun bruges i det absolut nødvendige omfang.

Hvis magtanvendelsen åbenbart går

videre end nødvendigt for at stoppe overgrebet eller ødelæggelserne, eller sættes der først ind, efter

at overgrebet eller ødelæggelserne er stoppet, er brugen af magt i strid med bekendtgørelsen, idet

magtanvendelsen så får karakter af legemlig straf.

Videre hedder det i vejledningen, at den involverede underviser bør notere hændelsen og un-

derrette skolens leder hurtigst muligt, så skolens leder ligeledes hurtigst muligt kan orientere for-

ældrene og i samarbejde med dem følge op på det skete, eventuelt med inddragelse af de sociale

myndigheder og/eller indhentelse af pædagogisk-psykologisk rådgivning.

I tilfælde hvor det har været nødvendigt at anvende magt over for et barn eller en ung, kan ele-

ven af det undervisende personale omgående

udelukkes fra klassen,

hvis dette er nødvendigt for at

fortsætte undervisningen på en tilfredsstillende måde.

Det skal her foreløbigt bemærkes, at

voksenansvarslovens bestemmelser

om magtanvendelse er mere udfør-

lige og lægger snittet lidt anderledes. Efter reglerne om »afværgehjælp« kan et barn eller en ung kortvarigt

fastholdes eller føres væk fra en situation, når »det er nødvendigt for at afværge, at barnet eller den unge

ødelægger eller beskadiger ting i et ikke ubetydeligt omfang«.

Efter reglerne om fysisk magtanvendelse

kan et barn eller en ung fastholdes eller føres til et andet opholdsrum, hvis barnet eller den unge »udviser en

adfærd, herunder vedvarende chikane, der er til fare for barnet eller den unge selv, de øvrige anbragte børn

og unge, personalet eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet«.

Hertil kommer regler om »fysisk

guidning« i tilfælde, hvor barnet eller den unge generer eller udøver chikane over for de øvrige anbragte børn

og unge eller andre på anbringelsesstedet.

Regelsættet om voksenansvar gælder også i forhold til anbragte

børn og unge på interne skoler tilknyttet anbringelsessteder, der udfører pædagogisk arbejde eller undervis-

ning, således at handlemulighederne svarer til dem, der gælder for den øvrige del af institutionen.

Nedenfor

redegøres der nærmere for reglerne i voksenansvarsloven.

Se cirk. 9444, 2021 pkt. 50.

Se cirk. 9444, 2021 pkt. 51 m. henv. til pkt. 52 om indhentelse af pædagogisk-psykologisk rådgivning mv., jf. bkg 1951, 2020 §

18.

Jf. § 9, stk. 2, og § 6, nr. 3.

Se voksenansvarslovens § 8.

Se voksenansvarslovens § 9.

Se voksenansvarslovens § 6.

Jf. voksenansvarslovens § 2, stk. 4, som indsat ved lov 1544, 2016. I tillæg til reglerne om fysisk guidning, afværgehjælp og magt-

anvendelse indeholder loven regler om indgreb i relation til selve anbringelsen, herunder nedsættelse eller fratagelse af lommepenge,

rusmiddeltest, tilbageførsel ved rømning, kommunikationskontrol, ransagning samt overvågningssystemer.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

6. Forbuddet mod »legemlig afstraffelse«

Bekendtgørelsens bestemmelse om forbuddet mod legemlig afstraffelse er for det første udtryk for,

at skolen og dens ansatte ikke længere har de særlige beføjelser til fysisk magtanvendelse for at

opretholde god orden, som før i tiden havde udtrykkelig hjemmel. Det er ikke tilladt at uddele lus-

singer eller slag med ris, tamp eller spanskrør eller at knibe en elev. En sådan form for magtudøvel-

se vil tværtimod være strafbar. Man må ikke slå på en fræk elev for at få ro i klassen, for at få en

genstridig elev til at svabre badet efter gymnastiktimen, eller for at få en overstadig elev ind på

rækken, inden der skal synges af morgensang. Læreren må heller ikke irettesætte en elev ved at

sende denne på en udmattende stroppetur eller ved at låse eleven inde i et klasseværelse. En lærer

må ikke give en elev »en nød« ved at slå den pågældende oven i hovedet med knoerne, hive en

dreng i de små hårstrå ved tindingen eller trække et barn i ørerne som straf for dårlig opførsel.

For det andet betyder forbuddet mod legemlig afstraffelse, at en lærer helt generelt ikke må på-

føre en elev nogen form for fysisk smerte eller ubehag, hvis

formålet

hermed er at sanktionere dår-

lig opførsel, dvs. brud på en eller anden norm for almindelig omgangsform eller særlige pligter,

f.eks. hvis eleven møder for sent, råber for højt, snakker i mobiltelefon, hiver pigerne i håret, ikke

afleverer hjemmeopgaver til tiden eller tegner graffiti på væggen. Sådan noget kan der gribes ind

over for med de foranstaltninger, som er opregnet i bekendtgørelsen om fremme af god orden, men

ikke med legemlig afstraffelse. De mest indgribende af de tilladte midler er angivet i bekendtgørel-

sens liste over tilladte foranstaltninger. Visse andre midler kan være tilladte som det mindre i det

mere. Men et sådant middel må aldrig have karakter af legemlig revselse, heller ikke selv om der er

tale om en så lempelig foranstaltning, at den ikke er omfattet af straffeloven, f.eks. ved at falde ind

under bestemmelserne om vold, ulovlig tvang eller frihedsberøvelse.

Om eleven må sendes på løbetur rundt om gymnastiksalen som disciplinær foranstaltning, må

afhænge af de nærmere omstændigheder; men formodningen må klart være imod tilladeligheden af

et sådant skridt, hvis ikke der er en åbenbar sammenhæng mellem arten af forsømmelsen og foran-

staltningen, f.eks. i kraft af at eleven har pjækket i forbindelse med skolernes årlige idrætsdag

el.lign. Hvis en sådan foranstaltning i et konkret tilfælde kan siges at have et sagligt pædagogisk

sigte, skal den i hvert fald opfylde et krav om proportionalitet.

Det udtrykkelige forbud mod »nedværdigende behandling«, som kom ind i bekendtgørelsen i

2010,

var nærmest en tydeliggørelse og kodificering af en allerede gældende retstilstand. En til-

svarende formulering fandtes i forvejen i den magtanvendelsesbekendtgørelse, som dengang knyt-

tede sig til den sociale servicelovs bestemmelser om anbringelse af børn og unge uden for hjem-

met.

100

Denne del af forbuddet retter sig mod foranstaltninger, som uden at have karakter af legem-

Se bkg. 320, 2010 § 10, stk. 1. Et forslag fra mig om at tilføje »nedværdigende behandling« til forbuddet indgik i det oplæg, som

Børnerådet og Center for Ligebehandling i 2005 udgav i publikationen

Magtanvendelse I folkeskolen – et inspirationshæfte.

Begrebet

indgår i EMRK art. 3.

I øvrigt fremgår det af Børnekonventionens art. 28, at disciplin i skolen skal være menneskeværdig. Se også art. 8, art. 16 samt det

generelle forbud i art. 37 mod nedværdigende behandling eller straf. Voksenansvarsloven indeholder et forbud mod »ydmygende

100

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

lig afstraffelse indebærer en krænkelse af individets værdighed og ret til selvbestemmelse. Vejled-

ning til forståelsen af, hvordan forbuddet skal forstås, kan hentes i fortolkningsbidrag til anden lov-

givning, hvor begrebet anvendes. Straffelovens bestemmelse om psykisk vold indeholder et forbud

mod »groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd«.

101

Med »nedværdigende« ad-

færd sigtes der her til handlinger, der er egnet til at ydmyge eller nedgøre forurettede. Der kan f.eks.

være tale om, at krænkeren åbenlyst behandler den forurettede dårligere end andre, at den forurette-

de berøves muligheden for at få indflydelse på egne forhold, eller at den forurettede tvinges til at

gøre eller tåle noget, som den pågældende ikke bryder sig om eller opfatter som uværdigt.

7. Nødværge og nødret mv. som begrundelse for straffrihed samt nyere retspraksis

Bekendtgørelsen om fremme af god orden fastslår som nævnt, at fysisk magtanvendelse kan være

berettiget som udslag af nødværge, nødret eller lovlig retshåndhævelse. Der er ikke hermed fastsat

særlige regler på skoleområdet. Enhver borger har de beføjelser til udøvelse af fysisk magt, som

følger af lovgivningens almindelige regler. Så lovligheden af fysisk magtanvendelse i sådanne si-

tuationer følger ikke af bestemmelsen i bekendtgørelsen, der da også udtrykkeligt henviser til de

almindelige regler herom. Retligt set gør det heller ikke hverken fra eller til, at det i bekendtgørel-

sen tilføjes, at magt i nødvendigt omfang kan anvendes for at afværge, at elever øver vold mod sig

selv eller andre eller ødelægger eller beskadiger ting. Bestemmelsen herom er blot udtryk for en

eksemplificering af, hvornår en handling kan være straffri, herunder fordi den er foretaget i nød-

værge.

En handling, som ellers er forbudt, er straffri, hvis den foretages inden for rammerne af reglerne

nødværge.

102

Dette gælder i alle tænkelige sammenhænge. For at kunne udøve lovlig nødværge

i bestemte institutioner, over for bestemme persongrupper eller i bestemte situationer kræves der

med andre ord ikke nogen særlig hjemmel ud over de generelle regler, som bl.a. har fundet udtryk i

straffeloven.

For at en handling kan bedømmes som straffri nødværge, kræver straffeloven, at den har været nødvendig

»for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb«. Et sådant angreb kan

sådan set være rettet mod hvad som helst, ikke bare en persons liv, legeme eller frihed. I princippet kan der

f.eks. også udøves nødværge over for brandstiftelse, hærværk, tyveri, blufærdighedskrænkelse, fredskræn-

kelser og ærekrænkelser. Men i praksis er det selvsagt nødværge ved forvoldelse af fysisk skade eller tab, der

er det mest relevante.

hånende eller anden nedværdigende behandling«, jf. § 7, stk. 4, 3. pkt. I straffelovens bestemmelse om psykisk vold. Efter den socia-

le servicelovs § 36 har den, »der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes

for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, pligt til at un-

derrette kommunen«.

101

102

Jf. strl. § 243.

Se nærmere straffelovens § 13.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Sommetider kan man bedst afværge et angreb ved at trække sig eller fjerne sig; men man kan ikke sige,

at det aldrig er nødvendigt at handle i nødværge, selv om det er tilfældet. En »modhandling« kan efter om-

stændighederne godt være nødvendig.

Handlingen må ikke

åbenbart« gå ud over, hvad der er forsvarligt »under hensyn til angrebets farlig-

hed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning«. Dette krav om proportionalitet kan også be-

tegnes som »det mindste middels princip«. Hvad der ligger heri, afhænger af den konkrete situation, og der

kan ikke trækkes en knivskarp grænse. Det kræver loven heller ikke, at man er i stand til, jævnfør lovens

forudsætning om »åbenbar« overskridelse af det forsvarlige. Dette indebærer dels en erkendelse af, at der må

være visse frihedsgrader for udøvelsen af et skøn i den konkrete situation, ikke mindst for den der har en

handlepligt i den konkrete situation, dels at tvivl ved bevisbedømmelsen kan forventes at komme den til go-

de, som mener at have foretaget en retsmæssig nødværgehandling. Juridisk set anlægger retten dog en objek-

tiv målestok på grænserne for nødværge, så det tilkommer ikke den enkelte frit at anvende sin egen ideologi

på det spørgsmål.

Straffeloven har også på anden vis taget højde for det forhold, at det i en konkret nødværgesituation kan

være svært at holde sig inden for de nævnte grænser, og man kan komme til at gå for vidt. Det er derfor be-

stemt, at man også er straffri i tilfælde, hvor man overskrider grænserne for lovligt nødværge, »hvis over-

skridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse«.

Som eksempel på en sag, hvor en tiltalt lærer i et grænsetilfælde blev frikendt for vold som følge af lov-

lig nødværge, se Bilag 2 om dommen TfK 2019.1008 V. I andre sager blev påstande om berettiget nød-

værge afvist som begrundelse for straffrihed, se TfK 2016.860 V, TfK 2013.90/2, TfK 2011.300/2 V og

TfK 2008.336 Ø.

Regler og principper svarende til dem om nødværge gælder tilsvarende, hvis handlingen har været

nødvendig i forbindelse med

lovlig retshåndhævelse,

herunder for »på retmæssig måde at skaffe

lovlige påbud adlydt« eller for at kunne iværksætte en lovlig pågribelse.

103

Også handlinger, der foretages som udslag af

nødret

er efter omstændighederne straffri.

104

Dette

gælder i alle tænkelige sammenhænge, og der kræves med andre ord ikke nogen særlig hjemmel for

at udøve nødret i bestemte institutioner, over for bestemme persongrupper eller i bestemte situatio-

ner. Også det har bestemmelsen i straffeloven gjort op med helt generelt.

For at en handling kan bedømmes som straffri nødret, kræver straffeloven, at den har været nødvendig »til

afværgelse af truende skade på person eller gods«. Men der forudsættes ikke her nødvendigvis et »angreb«,

så der kan godt være tale om en fare, der f.eks. skyldes et barns uforsigtighed eller uansvarlighed. Handlin-

gen må ikke »åbenbart« gå ud over, hvad der er forsvarligt i den forstand, at »lovovertrædelsen måtte anses

for at være af forholdsvis underordnet betydning«. Hvad der ligger i disse betingelser, afhænger igen af den

Jf. strl. § 13, stk. 3, der foruden handlinger udført som udslag af nødværge eller nødret vedrører »handlinger, som er nødvendige

for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt«. I bekendtgørelsen om fremme af god orden i folkeskolen har der siden 2014

været en henvisning til lovgivningens almindelige regler om nødværge, nødret og »lovlig retshåndhævelse«, jf. § 10, stk. 3, i 697,

2014 og bkg. 1951, 2020 § 17.

103

104

Se nærmere strl. § 14 samt bkg. 1951, 2020 § 17.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

konkrete situation, og der kan heller ikke her trækkes en knivskarp grænse. Det kræver loven heller ikke, at

man er i stand til, for bedømmelsen følger de samme principper som i sager om nødværge.

Som eksempel på en dom, hvor en af de voterende ville frifinde for strafbar legemskrænkelse som følge

af lovlig nødret, se Bilag 2 om dommen TfK 2014.300/2 V.

Reglerne om nødværge, nødret mv. regulerer tilfælde, hvor handlinger, der som udgangspunkt er

strafbare, alligevel bedømmes som straffri, fordi de er begået i tilspidsede situationer som de oven-

for beskrevne, hvor det ville være urimeligt at stille krav om at afstå fra at begå den strafbare hand-

ling. Under de i loven opstillede betingelser har man i sådanne situationer lov til at overtræde loven.

Handlingen er ikke i sig selv lovlig, men den bliver straffri som følge af, at den er foretaget i en

situation, hvor hensynet til overholdelse af loven må vige for hensynet til at varetage mere betyd-

ningsfulde interesser, f.eks. i selvforsvar.

Reglerne om de omtalte straffrihedsgrunde sætter så at sige ydergrænserne for, hvornår der i

forbindelse med iværksættelse af foranstaltninger over for skoleelever kan ifaldes strafansvar.

Overholder man betingelserne om nødvendighed og forsvarlighed i de situationer, som reglerne

dækker, kan man ikke pålægges strafansvar, selv om handlingen i almindelighed ville kunne straf-

fes. Ved at anskue spørgsmålet om lovligheden af magtanvendelse med udgangspunkt disse regler

får man imidlertid ikke afklaret, om der kan forekomme magtanvendelse eller fysiske indgreb, som

er lovlige, selv om betingelserne for at handle i nødværge el.lign. ikke er opfyldt. Hvis en under-

grænse for, hvad der overhovedet kan bedømmes som strafbart som legemskrænkelse, ulovlig tvang

eller frihedsberøvelse, slet ikke er overskredet i en konkret situation, vil det selvsagt ikke være ak-

tuelt at forholde sig til, om der kan blive tale om straffrihed som følge af lovlig nødværge el.lign.

Med hensyn til vold og andre legemsangreb sættes undergrænsen for det strafbare område sæd-

vanligvis ved »et ikke helt ubetydeligt indgreb mod en andens legeme« iværksat med midler som

slag, kraftigt skub, førergreb, fast greb i nakken, benspænd, vælten omkuld, kast med genstande,

bid, kradsen, spark etc. Også spyt i ansigtet er omfattet af straffelovens bestemmelse om legemsan-

greb. Omvendt vil det ikke være strafbart at praktisere et løst greb om håndled, et let tag i armen, et

puf, et lille skub, et tjat, at tvinge tilbage ved selv at gå fremad, let fastholdelse af hovedet. Som

handlingstyper i et gråzoneområder, hvor bedømmelsen vil afhænge af den nærmere omstændighe-

der kan nævnes fastholdelse af hoved/ fast greb i armen/ et lempeligt greb i nakken/ fysisk fasthol-

delse af kroppen. Det kan efter omstændighederne være relevant at skele til et barns alder, moden-

hed og funktionsevne, se herom senere.

Retten i Helsingør frifandt den 21. september 2022 en tidligere forstander på en kostskole for overtræ-

delse af straffelovens § 244 ved ifølge tiltalen bl.a. at have væltet elever ud af deres senge, når de ikke

selv stod op om morgenen. Ifølge referater i pressen udtalte retsformanden, at forholdene var under en

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

nedre grænse for vold. Han tilføjede dog, at det som forstanderen havde gjort, ikke var i orden, selv om

det ikke var strafbart.

105

På visse livsområder kan en straffebestemmelse blive fortolket sådan, at en given handling ikke

bedømmes som strafbar, selv om den i andre tilfælde ville være det. En handling, der i almindelig-

hed kunne straffes som vold, kan i en bestemt kontekst være straffri, f.eks. hvis den udøves i for-

bindelse med sportsudøvelse eller inden for familien. I sådanne tilfælde begrunder man straffrihe-

den med, at loven fortolkes indskrænkende, eller at der mangler retsstridighed eller materiel typici-

tet. I sådanne tilfælde er der ikke grund til at inddrage overvejelser om straffrihed på grund af nød-

værge el.lign., idet handlingen slet ikke er omfattet af det kriminaliserede område.

Det kan godt tænkes, at et fysisk indgreb, som det ikke i almindelighed er tilladt for en borger at

foretage over for en anden, i konkrete situationer kan betragtes som fuldt lovlige og berettigede,

hvis det iværksættes inden for rammerne af skolen eller en anden institution for børn og unge.

Som eksempel på sager, hvor retten afviste påstande som følge af materiel atypicitet, se Bilag 2 om

dommene TfK 2017.750 V og TfK 2016.1355 V.

På den anden side skal det tages i betragtning, at en handling godt kan være ansvarspådragende,

selv om den ikke er strafbar. Iværksættelse af et indgreb over for en elev i en konkret situation kan

få belastende retsvirkninger for den ansvarlige, selv om handlingen bedømmes som straffri. Over-

skridelse af de i bekendtgørelsen anordnede grænser kan således efter omstændighederne have an-

sættelsesretlige konsekvenser, selv om der ikke i det konkrete tilfælde er grundlag for strafan-

svar.

106

Som eksempel på tildeling af en tjenstlig advarsel samt efterfølgende afskedigelse i en sag, hvor tiltalte

blev dømt i byretten, men frifundet i landsretten, se Bilag 2 om TfK 2011.300/2 V.

I det følgende vil der blive redegjort for, hvordan spørgsmålet om grænserne for lovlig magtanven-

delse kan besvares ud fra forvaltningsretligretlige grundsætninger.

8. Hjemmelsgrundlaget for fysisk indgriben som led i myndighedsudøvelse

Som det fremgår af ovenstående, kan spørgsmålet om, hvorvidt det i en given situation er tilladt at

iværksætte et fysisk indgreb eller en anden foranstaltning over for en elev, ikke fuldt ud besvares på

grundlag af strafferetlige overvejelser. I visse tilfælde kan reglerne om nødværge mv. udgøre fornø-

den hjemmel til fysisk indgriben eller iværksættelse af andre foranstaltninger med henblik på opret-

holdelse af god orden. I så fald udgør disse regler siges at udgøre en positiv bemyndigelse af en vis

105

106

Se f.eks. Avisen Danmark med Ritzau som kilde. Dommen er ikke trykt.

Efter omstændighederne kan en straffri handling udløse et erstatningsansvar, hvilket dog som altovervejende hovedregel ikke vil

blive aktuelt i forbindelse med nødværge.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

rækkevidde. I andre tilfælde må det overvejes, om der på anden vis foreligger et relevant retsgrund-

lag for en foranstaltning.

107

Derved anlægges der et forvaltningsretligt perspektiv på problemstillin-

gen, frem for at emnet behandles ved at stille spørgsmålet om, hvornår den enkelte offentligt ansatte

har begået noget strafbart.

Iværksættelse af et konkret indgreb af en vis styrke i individets frihed eller personlige integritet

som led i myndighedsudøvelse er kun lovlig, hvis der af lovgivning eller et andet anerkendt rets-

grundlag kan udledes en bemyndigelse til at foretage handlingen. Magtanvendelse som led i vareta-

gelse af myndighedsopgaver forudsætter med andre ord hjemmel, og lovmæssig forvaltning forud-

sætter, at dette hjemmelskrav er opfyldt. For nogle foranstaltningers vedkommende skal bemyndi-

gelsen til at iværksætte indgreb være lovfæstet, således at der foreligger et særlig sikkert holdepunkt

for hjemmelen. Bemyndigelsen kan være skrevet direkte ind i loven, men kan også fremgå af be-

stemmelser i en ministeriel bekendtgørelse udstedt på grundlag af en overordnet ramme fastsat ved

lov. På andre områder kræves der ikke udtrykkelig lovhjemmel.

Ud fra en forvaltningsretlig synsvinkel bliver spørgsmålet herefter, hvilket hjemmelsgrundlag

indgreb af forskellig art forudsætter for lovligt at kunne iværksættes. I den forbindelse må der son-

dres mellem foranstaltninger af forskellig intensitet, idet ikke ethvert indgreb nødvendigvis skal

betegnes som magtanvendelse i retlig forstand med dertil knyttede retsgarantier for de berørte. Ved

bedømmelsen af, om en foranstaltning er mere eller mindre indgribende, kan det efter omstændig-

hederne være relevant at skele til et barns alder, modenhed og funktionsevne.

108

Før i tiden, da borgernes retsstilling ikke var så intensivt reguleret som nu, var bemyndigelsen

til at anvende fysisk magt på et givet retsområde ikke nødvendigvis afledt af skrevne forskrifter

udstedt af lovgivningsmagten, men blev opfattet som berettiget i lyset af forestillinger om nødrets-

lignende hensyn eller såkaldte »anstaltsbetragtninger«, se herom senere. Efterhånden er udviklingen

gået i retning af en retsstilling, hvorefter magtbeføjelser som led i myndighedsudøvelse ud over

dem, der kan støttes på de generelle regler om nødværge mv., forudsætter et klart og sikkert lov-

grundlag, i hvert fald hvis der er tale om mere indgribende foranstaltninger.

109

På bestemte områder er der i lovgivningen tildelt visse grupper udvidede magtbeføjelser. På det

sociale område gælder dette under voksenansvarsloven i forhold til anbragte børn og unge samt

under serviceloven i forhold til voksne med betydelig og varigt nedsat funktionsevne.

110

Herudover

Dette er med rette påpeget af Caroline Adolphsen & Nicolaj Sivan Holst, “Magtanvendelse i danske skoler og dagtilbud«,

Nordisk

socialrättslig tidsskrift,

2015, s. 113-148.

107

Til illustration nævner Adolphsen & Sivan Holst, at en lærer eller pædagog, der er på udflugt med et mindre barn, vil kunne be-

stemme, at parterne skal holde hinanden i hånden, mens et lignende krav i sagens natur ikke vil kunne stilles over for en voksen elev,

se »Magtanvendelse i danske skoler«, op.cit., s. 118.

108

Om det skærpede hjemmelskrav, se således FOB 2016-41, s. 6. Ombudsmandens udtalte i sagen, at anvendelse af fysisk magt er

et så stort indgreb, at magtanvendelsen skal have udtrykkelig hjemmel i lov.

109

Bestemmelserne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for forskellige grupper af voksne med bety-

delig og varigt nedsat psykisk funktionsevne er reguleret i serviceloven. Bestemmelserne herom blev gennemgribende revideret ved

lov 498, 2019. Se servicelovens kap. 24-24 b og bkg. 1219, 2019 samt vejl. 10148, 2019. Reglerne er aktuelt under revision, se lov-

110

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

er der kun videregående adgang til magtanvendelse og til anvendelse af særlige magtmidler for poli-

tifolk, fængselsfolk, personale i psykiatrien og militæret.

På skoleområdet findes der ikke længere regler om særlig og udvidet adgang til anvendelse af

fysisk magt over for eleverne, sådan som det indtil 1967 var tilfældet med de dagældende regler om

legelig afstraffelse. Hverken folkeskoleloven eller bekendtgørelsen om fremme af god orden inde-

holder nogen om fysisk magtanvendelse i tilfælde, hvor der ikke foreligger en situation, som gør det

berettiget at udøve nødværge, nødret eller lovlig retshåndhævelse. Der findes kun de ovenfor gen-

nemgåede regler om

andre foranstaltninger

og om

afgørelser,

som kan iværksættes og træffes i

forhold til elever, der ikke indpasser sig af sig selv eller ved anvendelse af almindeligt anerkendte

pædagogiske metoder.

Folkeskoleloven med dens bemyndigelse af ministeren til at fastsætte »almindelige regler om

foranstaltninger til fremme af god orden i skolerne«,

111

tilfredsstiller ikke kravet om et skærpet

hjemmelsgrundlag med hensyn til udstedelse af regler om iværksættelse af fysiske indgreb eller

anvendelse af fysiske magtmidler over for eleverne. Det kunne tværtimod være nærliggende at slut-

te modsætningsvis fra den udtrykkelige afstandtagen fra tidligere tiders anvendelse af legemlig straf

i opdragelsen til, at der kun er beføjelser til anvendelse af visse foranstaltninger af ikke-fysisk ka-

rakter. En sådan læsning er imidlertid ikke tvingende. Men regelgrundlaget er præget af uklarhed. I

det væsentlige har bekendtgørelsen om fremme af god orden fat i det rigtige. Den giver imidlertid

ikke en fyldestgørende beskrivelse af retstilstanden som helhed.

I reglerne om foranstaltninger til fremme af god orden er der ikke givet nærmere anvisninger

på, hvordan de hjemlede ikke-fysiske foranstaltninger skal kunne gennemtvinges, hvis de i et kon-

kret tilfælde ikke lader sig gennemføre uden modstand. Folkeskoleloven indeholder hjemmel til at

tilbageholde private genstande, men hverken loven eller de administrative forskrifter siger noget om

adgang til at anvende fysisk magt, hvis en elev ikke vil aflevere sin mobiltelefon, f.eks. i tilfælde

hvor eleven forstyrrer undervisningen ved at afspille lydoptagelser. Bekendtgørelsen indeholder

hjemmel til udelukkelse af en elev fra klassen, men ikke noget om, hvorvidt udelukkelsen kan gen-

nemtvinges med fysisk magt, hvis eleven ikke frivilligt går uden for døren.

Herefter opstår spørgsmålet, om der kan være situationer, hvor den enkelte lærer eller pædagog

er beføjet til at fastholde, flytte eller i det mindste tage fat i en uregerlig elev, selv om der ikke i det

konkrete tilfælde er grundlag for at anvende reglerne om nødværge, nødret eller lovlig retshåndhæ-

velse. Dette må bero på, hvad det er for konkrete situationer, der kan nødvendiggøre og berettige en

sådan foranstaltning. Hvilke typer af elever drejer det sig om: yngre/ ældre – almindelige klasser/

specialskoler – problemer med social tilpasning/ funktionshandicaps/ etc.? Hvilke situationer og

forhold kan aktualisere specifikke foranstaltninger: støjen/ råben/ skrigen/ omkringfaren/ uefterret-

forslag L 188 af 30. april 2024

til lov om ændring af lov om social service, lov om voksenansvar for anbragte børn og unge mv.

(Ændringer af reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten mv.).

111

Jf. folkeskolelovens § 52, 1. pkt.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

telighed/ ukvemsord/ aggression/ hærværk/ spytten/ riven/ kradsen/ sparken/ vold? Hvilke situatio-

ner aktualiserer i praksis fysisk berøring som en hensigtsmæssig foranstaltning? Hvor skal toleran-

ce-niveauet ligge, hvem afgør dette, på hvilket grundlag, efter hvilke procedurer? Hvilke teknikker

kan anvendes for at undgå fysisk magtanvendelse: instruktion/ ignorering/ afglidning/ afledning/

tilbagetrækning/ timeout/ trøst/ omsorg/fysisk guidning, etc.?

8. Anstaltsforholdet som hjemmelsgrundlag

Reglerne i folkeskoleloven og de deraf afledte bestemmelser i bekendtgørelsen om god orden tager

ikke højde for alle situationer, hvor der kan være behov for ved fysisk indgriben at opretholde god

orden i skoletiden. Der siges ikke noget om tilfælde, hvor det uden egentlig magtanvendelse kan

være hensigtsmæssigt med fysisk kontakt mellem den voksne og eleven i form af såkaldt fysisk

guidning, som eleven ikke modsætter sig. Der sondres heller ikke klart imellem afværgelse af tings-

beskadigelse og magtanvendelse i situationer med fare for eleven selv eller andre, hvilket indebæ-

rer, at der heller ikke er nogen klar sondring imellem de midler, der må anvendes i de forskellige

situationer. Der er heller ikke bestemmelser om adgangen til at håndhæve overtrædelse af ordens-

regler ved fysisk indgriben. Bestemmelser, der bygger på sådanne sondringer, findes nu i anden

lovgivning, nemlig i voksenansvarslovens bestemmelser om indgreb over for anbragte børn og un-

ge. Hertil kommer nye bestemmelser i serviceloven om indgreb over for voksne med betydelig og

varig nedsat funktionsevne. Her har man langt hen ad vejen gjort op med den usikkerhed, der tidli-

gere knyttede sig til grænserne for lovlig fysisk magtanvendelse. Dermed har man også på disse

retsområder tilvejebragt et mere sikkert hjemmelsgrundlag for de forskellige foranstaltninger.

På skoleområdet er det fortsat sådan, at beføjelsen til fysisk indgriben i situationer, hvor en elev

forstyrrer undervisningen, men uden at der er tale om vold eller tingsødelæggelse, må søges i be-

tragtninger om det, der i forvaltningsretlig begrebsbrug betegnes som »anstaltsforholdet«.

112

For årtier tilbage var der i et vist omfang tradition for, at hjemmelen til magtanvendelse inden for rammerne

af visse institutioner blev udledt af mere eller mindre velbegrundede nødretshensyn, retssædvaner, forholdets

natur eller såkaldte »anstaltsbetragtninger«. På nogle områder blev der udstedt og håndhævet administrative

forskrifter uden grundlag i skreven lov. Dette indebar en uklar retsstilling med vage retsgarantier for berørte

borgere. I takt med den øgede betydning af respekten for individets personlige integritet og retten til selvbe-

stemmelse er der efterhånden gennemført en gennemgribende lovregulering på en række områder af adgan-

gen til fysisk magtanvendelse og andre indgreb i retten til selvbestemmelse, herunder i psykiatrien, i krimi-

nalforsorgen og på det sociale område.

113

Udtalelser fra Folketingets Ombudsmand har gennem årene bidra-

ge til at fremme denne udvikling.

Om anstaltsforholdet som hjemmelsgrundlag for indgreb som led i myndighedsudøvelse, se Poul Andersen,

Dansk Statsforfat-

ningsret,

1954, s. 542; Jens Peter Christensen & Jørgen Albæk Jensen,

Dansk Statsret,

3. udg. 2020, s. 215 ff., og Karsten Revsbech,

Forvaltningsret – Almindelige emner,

6. udg. 2016, 2. 208 ff. Se tillige

Betænkning om magtanvendelse over for børn og unge, der er

anbragt uden for hjemmet,

bet. 1551, 2015, afsnittene 2.6 og 5.3.

112

113

Se herom psykiatriloven, straffuldbyrdelsesloven og serviceloven samt de dertil knyttede administrative forskrifter.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Folkeskolen er en offentlig institution med ansvar for uddannelse af børn og unge. Fra en forvalt-

ningsretlig synsvinkel og i forvaltningsretlig begrebsbrug kan folkeskolen betegnes som en »an-

stalt« med de dertil knyttede retsvirkninger. Udtrykket er en lidt gammeldags betegnelse for en in-

stitution, der f.eks. har ansvar for pasning, behandling, frihedsberøvelse eller uddannelse, eller som

i øvrigt stiller offentlige tilbud til rådighed for borgerne, herunder bl.a. fængsler, hospitaler, skoler

og uddannelsesinstitutioner. Det er en almindeligt antaget retsgrundsætning, at ledelsen af en sådan

institution uden hjemmel i lov eller anordning kan fastsætte konkrete eller generelle bestemmelser

for institutionens brugere, som har til formål at sikre institutionens overordnede funktion, herunder

ordensforskrifter.

114

I skoletiden har skolen som institution og den enkelte lærer en vis beføjelse til at sørge for al-

mindelig god husorden og ordentlig omgangstone. Dette følger af almindelige retsgrundsætninger

og forholdets natur inden for rammerne af forskellige typer af institutioner, hvor man er nødt til at

tage hensyn til hinanden under et udefra anordnet samvær.

Så udgangspunktet er, at skolen og dens medarbejdere i skolens dagligdag har lov til at anvende

visse af den slags midler, som andre i sammenlignelige dagligdags situationer ville kunne tage i

anvendelse. Dermed være ikke sagt, at skolens personale i enhver henseende kan bestemme over

barnets opførsel og adfærd i øvrigt. Indehaveren af forældremyndigheden har i et vist omfang ret til

at bestemme, hvilken særlige skikke og ritualer af religiøs eller anden art, man praktiserer i famili-

en, og må inden for lovens almindelige rammer gennemtvinge sådanne krav.

115

En tilsvarende befø-

jelse tilkommer ikke skolen.

116

Der findes med andre ord et lidt ubestemt område, der tillader den, der har ansvar for et barns

opførsel og færden inden for en given ramme, at anvende en vis fysisk magt, der ellers ville blive

bedømt som ulovlig tvang eller strafbar legemskrænkelse. For skolens vedkommende kan sådanne

beføjelser i et vist omfang udspringe af »anstaltsforholdet«.

Se f.eks. FOB 2017-13 om anerkendelse af begrænsninger i adgangen til at bære udendørs fodtøj i en institution. De fastsatte

begrænsninger blev anset for at ligge inden for de ordensmæssige hensyn, som lovligt kunne varetages på baggrund af anstaltsbe-

tragtninger. Jo mere intensivt der gribes ind i grundlæggende rettigheder, jo større krav stilles der dog til hjemlen. Det antages i

almindelighed, at der ikke er hjemmel i anstaltsbetragtninger til indgreb i personlig frihed eller integritet, se herom Kaj Larsen i FOB

2020.

114

Om gennemtvingelse af samvittighedsspørgsmål, se Adolphsen & Sivan Holst, »Forældres magtanvendelse«, op.cit., afsnittene

3.5 og 4.3.3. Forfatterne omtaler bl.a. religionsvalg, omskærelse af drengebørn samt indmeldelse i ideologisk funderede skoler og

institutioner. De bemærker, at i hvert fald mindre børn i sagens natur må acceptere, »at familiens liv leves ud fra fælles præmisser«,

mens større børn ikke med magt vil kunne tvinges til f.eks. religiøse aktiviteter imod deres bestemte vilje, hvis dette indebærer en

fysisk overvindelse af barnets modstand. Bortset fra spredt lovgivning om disse spørgsmål er familiens daglige praksis ikke nærmere

reguleret.

115

Skolens beføjelser til på visse betingelser at anvende fysisk magt over for elever og til i øvrigt at iværksætte foranstaltninger til

opretholdelse af god orden beror ikke på en bemyndigelse fra forældrene, som selvsagt ikke kan uddelegere sine beføjelser som

ansvarlig efter forældreansvarsloven, og beføjelsen er ikke afhængig af et samtykke fra forældrene. Se herom Adolphsen & Sivan

Holst, »Magtanvendelse i danske skoler«, op.cit., afsnit 3.2

116

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

For personer, der befinder sig inden for rammerne af en institution for at modtage en offentlig

serviceydelse, kan der således i visse henseender og i en vis udstrækning fastsættes generelle be-

stemmelser og træffes konkrete beslutninger uden særskilt lovhjemmel. Det såkaldte »anstaltsfor-

hold« udgør så i sig selv det fornødne grundlag for visse retsakter. Fra et forvaltningsretligt syns-

punkt forholder det sig følgelig sådan, at der ledelsen af en offentlig institution (en »anstalt«) på

visse områder kan fastsætte ordensforskrifter og andre generelle regler om forholdet mellem institu-

tionen og institutionens brugere med hjemmel i selve »anstaltsforholdet«. Endvidere kan institutio-

nen træffe konkrete beslutninger om regulering af institutionens indre forhold, herunder af drifts- og

ordensmæssig karakter. På skoleområdet kan der selvsagt fastsættes regler om mødetider, skema-

lægning, frikvarterer og spisepauser.

I lyset af formålet med den virksomhed, som en institution skal varetage, vil det efter omstæn-

dighederne kunne være lovligt at foretage enkeltstående dispositioner i forhold til den enkelte, hvis

dette er nødvendigt af hensyn til opretholdelse af ro og orden i institutionen, varetagelse af hygiej-

nemæssige minimumskrav, gennemførelse af almindeligt anerkendte pædagogiske tiltag mv.

Ordensregler afledt af anstaltsforholdet og handlinger, der foretages på grundlag heraf, skal væ-

re båret af saglige hensyn og må ikke gå videre end nødvendigt af hensyn til institutionens formål

og virke. Derudover gælder almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder om saglighed,

proportionalitet og skånsomhed. Desuden gælder frihedsrettighederne i grundloven og EMRK, som

sætter grænser for, hvordan en institution ud fra anstaltsbetragtninger kan regulere sine interne for-

hold. Indgreb med hjemmel i anstaltsbetragtninger må ikke udgøre en uforholdsmæssig begræns-

ning i individets frihed, ret til medinddragelse, medbestemmelse, selvbestemmelse og øvrige rets-

forhold.

Anerkendelsen af »anstaltsbetragtninger« som tilstrækkeligt retsgrundlag er udtryk for den tan-

kegang, at når en institutions eksistens er fastsat eller forudsat i lovgivningen, er der heri indbygget

en underforstået hjemmel til at fastsætte generelle regler og træffe konkrete beslutninger, som er

nødvendige for at få institutionen til at fungere i overensstemmelse med sit formål, herunder også

indførelse og praktisering af foranstaltninger, der indebærer begrænsninger i individernes frie ud-

foldelse.

117

Dermed er der imidlertid ikke sagt noget om, hvilket foranstaltninger i form af fysiske

indgreb og anden magtanvendelse der med hjemmel i anstaltsforholdet kan iværksættes med hen-

blik på håndhævelse af sådanne regler og beslutninger. En beføjelse til iværksættelse af fysiske ind-

greb har efter nugældende retsopfattelse formodningen imod sig og kræver i princippet et mere sik-

kert retsgrundlag end betragtninger over anstaltsforholdet.

Anstaltsforholdet som hjemmelsgrundlag er behandlet af Folketingets Ombudsmand, professor Niels Fenger, i

Ugeskrift for Rets-

væsen

2021 B, s. 243-249. Artiklen indeholder en redegørelse for embedets praksis og en besvarelse af kritik fra professorerne Loui-

se Halleskov & Søren Højgaard Mørup fremsatte,

Ugeskrift for Retsvæsen

2021 B, s. 231-242. Hvis institutionen ikke er oprettet ved

lov, kan hjemlen siges at udspringe af »forholdets natur« en retssædvane eller »en uskreven retsgrundsætning på lovs niveau«, se

Halleskov & Mørup, a.st. s. 232.

117

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Behovet for klar og sikker lovhjemmel er større, jo mere direkte og indgribende reguleringen

er.

118

I overensstemmelse dette synspunkt udøver Folketingets Ombudsmand sin praksis i lyset af

den grundholdning, at »indgreb af en vis intensitet af bl.a. retssikkerhedsmæssige årsager bør lovre-

guleres«. I tilfælde hvor lovgivningsmagten ikke klart har forholdt sig til, om anstaltsforholdet kan

udgøre hjemmel til en disposition, har det i almindelighed »formodningen imod sig at der som følge

af anstaltsforhold kan træffes afgørelser eller fastsættes regler om indgreb i borgernes forhold, som

med hensyn til formål og intensitet må sidestilles med indgreb, der allerede er udtrykkeligt reguleret

i regler«.

119

Ombudsmanden har i en konkret sag om en udtalt, at »anvendelse af fysisk magt er så stort et

indgreb, at magtanvendelse skal have udtrykkelig hjemmel i lov«. I det foreliggende tilfælde afviste

ombudsmanden, at den konkrete magtanvendelse var hjemlet i almindelige retsprincipper og for-

tolkningsregler, herunder princippet om forholdets natur.

120

På folkeskolens område er det uden videre klart, at der er hjemmel i loven til at håndhæve or-

densregler ved anvendelse af de i den af ministeren fastsatte ikke-fysiske foranstaltninger. Derimod

er der ikke sagt noget om beføjelser til fysisk indgriben i andre tilfælde end dem, der ud fra hensy-

net til beskyttelse af særligt væsentlige retsgoder er reguleret i generelle regler om nødværge mv.

Efter alt foreliggende om skolens hverdag har spørgsmålet herom imidlertid både praktisk og prin-

cipiel betydning i relation til muligheden for at foretage fastholdelse eller flytning af udadreageren-

de eller på anden måde forstyrrende elever. I det omfang, sådanne beføjelser eksisterer, kan hjem-

melen næppe findes ved indfortolkning i lovens konturløse bemyndigelsesbestemmelse eller gen-

nem tvivlsomme følgeslutninger af bekendtgørelsens hjemmel til anvendelse af ikke-fysiske foran-

staltninger, som ikke giver noget sikkert grundlag for hverken udvidende fortolkning eller modsæt-

ningsslutninger.

121

Indtil videre må hjemmelen søges i anstaltsbetragtninger, som imidlertid udgør

et såre usikkert grundlag for grænsedragninger.

122

Også andre juridiske konstruktioner kan tænkes opstillet for at begrunde retten til at gennemtvinge overhol-

delsen af ordensregler ved fysisk indgriben over for elever, der forstyrrer undervisningen. I svensk ret udle-

des hjemmelen til dels af reglerne om skolens tilsynspligt med eleverne. Heller ikke et sådant retsgrundlag

kan siges at være præget at større klarhed og præcision. Den svenske

skollag

indeholder en bestemmelse om,

118

119

120

Se således Halleskov & Mørup, a.st. s. 232.

Se således Niels Fenger, a.st. s. 249.

Se nærmere FOB 2016-41 om gennemtvingelse ved fysisk magt af en afgørelse om flytning af en 11-årig pige fra en plejefamilie

til et andet anbringelsessted. Sagen var genstand for omfattende offentlig opmærksomhed.

Det kan med rette anses for tvivlsomt, om bemyndigelsesbestemmelsen i folkeskolelovens § 52 lever op til kravet om skærpet

hjemmel i forhold til anvendelse af fysisk magt, se således Adolphsen & Sivan Holst, »Magtanvendelse i skolen«, op.cit. afsnittene

4.3.1 og 4.3.3, hvor det også bemærkes, at det alligevel er utvivlsomt, »at der i praksis administreres ud fra netop denne bemyndigel-

se«.

121

I forvaltningsretlig doktrin antages det sædvanligvis, at der gælder et »skærpet hjemmelskrav« som forudsætning for håndhævelse

af ordensforskrifter ved fysisk magtanvendelse. Se således Adolphsen & Sivan Holst, »Magtanvendelse i danske skoler«, afsnit 3 m.

yderligere henvisninger.

122

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

at skolens personale er beføjet til at træffe beslutning om umiddelbare og midlertidige foranstaltninger for at

opretholde elevernes tryghed og studiero, herunder at indgribe fysisk for at afværge vold, krænkelser eller

andre ordensforstyrrelser.

123

I retspraksis tolkes dette på den måde, at der inden for rammerne af personalets

tilsynspligt er en vis ret til at foretage kropslige indgreb også i tilfælde, hvor der ikke foreligger en nødvær-

ge- eller nødsituation.

124

Hvis lille Peter har rodet sig ud i en heftig, men ikke umiddelbart personfarlig brydekamp med en

klassekammerat, må lærer Jensen så godt tage ham op og bære ham ud på gangen for at trøste ham,

mens resten af klassen passer sig selv et øjeblik, uden at det kræver udtrykkelig hjemmel nogen

steder? Hvis Knud sidder og fløjter højlydt, og ikke vil holde op trods lærerens vedvarende opfor-

dring, må lærer Hansen så lægge armen om ham og føre ham ud af lokalet? Hvad gælder der, hvis

en elev bliver ved med at kaste omkring sig med mad eller andre elevers ting? Må en lærer, der har

det fornødne mentale overskud og den nødvendige fysiske styrke, fastholde, flytte eller fjerne en

meget urolig elev eller et vildt skrigende barn? Forudsætningen givetvis være, at det drejer sig om

et barn, som man regner med at kunne magte uden at komme i håndgemæng eller slagsmål med

udsigt til skade på en af parterne. Det duer i almindelighed ikke, hvis det er en stor kleppert eller en

meget voldsom elev, i hvert fald ikke medmindre man har sørget for at vedligeholde sine færdighe-

der fra seneste kursus i fastholdelses- og frigørelsesteknikker. Hvis en stor og kraftig fyr i 9. klasse

skruer voldsomt op for sit medbragte lydanlæg, bliver ved med at ligge hen over bordet, eller sidder

i vindueskarmen og råber ukvemsord, så er situationen en anden. Her er det i almindelighed ikke en

del af lærerens funktion eller beføjelser at gå i fysisk nærkontakt. Grænsedragningen er vanskelig

ud fra både en principiel synsvinkel, og det eksisterende regelgrundlag er ikke til megen hjælp.

9. Reglerne om magtanvendelse mv. i lov om voksenansvar

Brug af magt over for børn og unge anbragt uden for hjemmet som led i omsorgsvaretagelse blev i

2016 reguleret i en særlig

lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.

125

Loven ledsages af en

bekendtgørelse og en udførlig vejledning, hvori reglerne er tydeliggjort.

126

Desuden er der på Soci-

alstyrelsens hjemmeside lagt materiale med formidling af viden om metoder til forebyggelse af

Skollagen

5 kap. 6 §: Personalen får vidta de omedelbara och tillfälliga åtgärder som är befogade för att tillförsäkra eleverna

trygghet och studiero. Detta innefattar en befogenhet att ingripa fysiskt för att avvärja våld, kränkningar eller andra ordningsstör-

ningar.

123

Se således kommentaren i den svenske udgave af Karnov. Om de to relevante afgørelser fra den svenske højesteret, se den udfør-

lige redegørelse hos Adolphsen & Sivan Holst, »Magtanvendelse i danske skoler«, op.cit., afsnittene 4.3.1.1 og 4.3.5.

124

Lov 619, 2016 om voksenansvar for anbragte børn og unge, bekendtgjort med senere ændringer ved lbk. 224, 2024. Voksenan-

svarsloven bygger på

Betænkning om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet,

bet. 1551, 2015.

Udvalget blev nedsat i 2013 på foranledning af, at Folketingets Ombudsmand i forbindelse med tilsyn på en række socialpædagogi-

ske opholdssteder havde påpeget, at reglerne om magtanvendelse var uklare. I november 2015 blev der indgået en politisk aftale om

Klare rammer for voksenansvar for anbragte børn og unge:

https://sm.dk/media/7753/fakta-om-aftalen-klare-rammer-for-

voksenansvar-over-for-anbragte-boern-og-unge.pdf.

125

126

Se bkg. 810, 2019 og vejl. 10229, 2019.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

magtanvendelse, bl.a. via filmklip, cases og andet materiale, som kan understøtte anvendelsen af

reglerne i praksis. Yderligere er der links til undervisningsmaterialer, eksempler på ordensregler,

indberetningsskemaer mv.

Lovgivningens formål er at beskytte børn og unge på anbringelsessteder mod overgreb og at

forebygge unødvendig magtanvendelse og andre indgreb i de anbragtes selvbestemmelsesret. Vok-

senansvarsloven fastsætter rammer for plejefamilier og personales adgang til »som led i varetagel-

sen af den daglige omsorg at anvende magt og foretage andre indgreb i anbragte børn og unges

selvbestemmelsesret« og skal i forbindelse hermed sikre de anbragte børn og unges retssikker-

hed.

127

Reglerne beskriver, i hvilke situationer, der undtagelsesvist må anvendes magt eller iværk-

sættes mindre indgribende fysiske foranstaltninger.

Voksenansvarsloven bygger på den forudsætning, at anbragte børn og unge har de samme ret-

tigheder som alle andre børn og unge, herunder ret til omsorg og beskyttelse. Når et barn eller en

ung anbringes uden for hjemmet, overgår forpligtelsen til at varetage den daglige omsorg fra foræl-

drene til plejefamilierne eller personalet på anbringelsesstederne. I bemærkningerne til lovforslaget

blev det fremhævet, at varetagelse af omsorgen betyder, at »man hjælper barnet eller den unge i

svære situationer, hvor barnet eller den unge ikke kan overskue konsekvenserne af egne handlin-

ger«. Der kan følgelig være behov for, at en voksen griber ind i en konkret situation og drager om-

sorg for, at barnet eller den unge ikke volder skade på sig selv, på andre eller på ting.

I forarbejderne til voksenansvarsloven indgik følgende almindelige bemærkninger:

At drage omsorg for et barn kan således indebære, at det kan være nødvendigt at

tage fat i barnet og fast-

holde det

eller

føre det ind i et andet rum

(forf. kursivering). En sådan handling er et indgreb i barnet eller

den unges selvbestemmelsesret og kategoriseres som magtanvendelse. Anvendelse af magt er en balance-

gang mellem hensynet til at yde barnet eller den unge den nødvendige omsorg og beskyttelse og hensynet til

barnet eller den unges personlige integritet og selvbestemmelsesret. Det er helt afgørende, at anvendelsen af

magt ikke erstatter omsorg og pædagogisk støtte og kun anvendes i de situationer, hvor det er nødvendigt.

Det forudsættes således, at alle andre pædagogiske muligheder er udtømt, og der dermed ikke er andre red-

skaber til at hjælpe barnet eller den unge.

Indgreb i et barn eller en unges selvbestemmelsesret skal altid være proportionalt. Det er samtidig afgø-

rende, at det altid overvejes, hvilke konsekvenser anvendelsen af magt kan have for relationen og tilliden

mellem barnet eller den unge og plejefamilien eller personalet. Enhver anvendelse af magt over for et barn

eller en ung skal således give anledning til refleksion blandt det pædagogiske personale på anbringelsesste-

det, bl. a. i forbindelse med supervision.«

Baggrunden for indførelsen af voksenansvarsloven var, at der herskede betydelig tvivl om, hvad

plejefamilierne og personalet på anbringelsesstederne måtte foretage sig over for de anbragte børn

og unge. Loven skulle gøre det helt tydeligt, hvornår der er adgang til at anvende magt over for et

barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, og hvornår der ikke er adgang hertil.

127

voksenansvarslovens §§ 1 og 3.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Retstilstanden forud for lovreformen blev beskrevet på den måde, at plejefamilier og personalet på anbrin-

gelsesstederne »efter forholdets natur« i praksis varetager forældrerollen over for de anbragte børn og unge,

og at deres ansvar for at yde omsorg derfor må tage udgangspunkt i det, som anses for at være »god og for-

svarlig forældreomsorg med henblik på at sikre barnet eller den unges bedste«. I lyset heraf var det antaget,

at anbringelsesstederne uden udtrykkelig lovhjemmel kunne foretage visse indgreb som led i varetagelsen af

den daglige omsorg over for de anbragte børn og unge, herunder ved f.eks. at lægge en arm om skulderen på

barnet eller den unge for at angive, at man ønsker, at vedkommende skulle følge med. Dette var kun beskre-

vet i en vejledning.

128

Dertil kom adgangen for plejefamilier til – i lighed med andre familier – at fastsætte

og opretholde regler i deres eget hjem ved f.eks. at stoppe og irettesætte børn, der kaster med mad, løber

rundt med mudrede sko osv. Dette princip blev udledt af

anstaltsbetragtninger

som dem, der kan danne

grundlag for ordensforskrifter på institutioner. Derudover indeholdt serviceloven og en deraf afledt bekendt-

gørelse en række særskilte hjemler til at anvende egentlig magt og foretage andre indgreb i selvbestemmel-

sesretten.

129

I øvrigt blev der henvist til reglerne om nødværge i straffelovens § 13.

Usikkerheden om reglernes rækkevidde kunne medføre en risiko for, at plejefamilier og personale

af frygt for at overskride deres beføjelser og at blive pålagt et strafferetligt ansvar ville afstå fra at

udøve tilstrækkelig omsorg over for anbragte børn og unge. Omvendt kunne usikkerheden også

medføre risiko for, at plejefamilier eller personale gik for langt og foretog uhjemlede eller ikke-

proportionale indskrænkninger i de anbragtes rettigheder. Denne tvivl blev anset for holdbar i for-

hold til såvel de anbragte børn og unge som plejefamilierne og personalet på anbringelsesstederne.

Med lovreformen blev det tydeliggjort, at der som led i varetagelsen af den daglige omsorg for

anbragte børn og unge kan foretages nødvendige indgreb i selvbestemmelsesretten »for at sikre bar-

nets eller den unges interesser, herunder sikre, at fysiske og psykiske behov opfyldes, og at barnet

eller den unge opbygger kompetencer til at indgå i sociale relationer, trives og modtager læring«.

130

Vurderingen af, hvordan omsorgen for et barn eller en ung bedst varetages, skal ske ud fra en kon-

kret afvejning af barnet eller den unges grundlæggende rettigheder og under hensyntagen til barnet

eller den unges alder, modenhed og funktionsevne. Endvidere skal proportionalitetsprincippet iagt-

tages.

131

Indsatsen skal ydes med henblik på at sikre barnet eller den unges bedste. Magtanvendelse

128

129

130

Jf. vejl. nr. 9293 af 23. maj 2013 om magtanvendelse og andre indgreb over for børn og unge.

Jf. servicelovens dagældende kap. 24 samt bkg. nr. 186 af 20. februar 2015.

Såvel den konkrete tilrettelæggelse som gennemførelse af foranstaltninger skal så vidt muligt ske i dialog med barnet eller den

unge. Dog kan der i den daglige omsorg for barnet eller den unge opstå situationer, hvor der er uoverensstemmelse mellem barnet

eller den unges ønsker og plejefamiliens vurdering eller personalets faglige vurdering af, hvad der er det bedste for den pågældende. I

sådanne situationer skal der ske en afvejning af barnet og den unges ret til med- og selvbestemmelse over for barnet eller den unges

ret til omsorg. Indgrebet skal ske ud fra en konkret afvejning af barnet eller den unges ret til omsorg over for retten til selvbestem-

melse. Se således bemærkningerne til lovforslagets § 1.

Jf. voksenansvarslovens § 3, stk. 2. Iværksættelse af mindre indgribende beskyttelses- og omsorgstiltag i forholdsvis dagligdags

situationer bedømmes formelt set ikke som egentlig magtanvendelse og er derfor ikke undergiver pligt til registrering og indberet-

ning. I mere eller mindre risikobetonede situationer kan et indgreb f.eks. bestå i, at et barn spændes fast i en sikkerhedssele, holdes

tilbage fra at løbe ud på vejen, fra at lege med en kniv eller at kravle op på en høj stol. I opdragelsesøjemed kan et indgreb bestå i at

fastholde et barn i hygiejnesituationer, få et mindre barn ind i eller ud af en bus eller en bil eller »i et afgrænset tidsrum at sende

barnet eller den unge ind på sit værelse«. Se således bemærkningerne til lovforslagets § 3.

131

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

og andre indgreb i selvbestemmelsesretten må kun ske undtagelsesvis og må aldrig erstatte omsorg

og socialpædagogisk indsats.

132

Indførelsen af voksenansvarsloven skulle som nævnt medvirke til at skabe klarhed over regler-

ne og styrke retssikkerheden for de anbragte børn og unge samt plejefamilier og personalet på an-

bringelsesstederne. Samtidig skulle lovændringerne bidrage til, at plejefamilier og personale på an-

bringelsesstederne har de nødvendige redskaber i deres arbejde til at fremme de anbragte børn og

unges trivsel og den socialpædagogiske behandling. Med et klart regelsæt ville man understøtte, at

personalet på anbringelsesstederne ikke overskrider deres beføjelser over for et barn eller en ung,

men samtidig sikre, at personalet ikke undlader at yde den tilstrækkelige omsorg af frygt for at

overskride deres beføjelser.

I voksenansvarsloven og de tilhørende administrative forskrifter er der fastsat regler om ram-

merne for ophold på anbringelsessteder, herunder udtrykkelige bestemmelser og om såkaldt »fysisk

guidning«, om såkaldt »afværgehjælp« og om »fysisk magtanvendelse«. Reglerne er ikke ens for de

forskellige anbringelsesformer, se herom senere.

133

Udgangspunktet er, at indgreb skal ske under hensyntagen til barnet eller den unges personlige

integritet og selvbestemmelse. Berettigelsen af magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestem-

melsesretten har undtagelsens karakter og forudsætter som nævnt, at forholdene i det enkelte tilfæl-

de gør indgrebet absolut påkrævet og ikke er en erstatning for omsorg og pædagogisk indsats.

134

I forarbejderne til voksenansvarsloven blev det fremhævet, at brug af magtanvendelse eller an-

dre indgreb i selvbestemmelsesretten ikke er tilladt i straffe- eller behandlingsøjemed. Magt må ikke

anvendes med det formål at straffe et barn eller en ung. Magt må heller ikke anvendes for at tvinge

et barn eller en ung til at deltage i pædagogiske eller andre behandlingsmæssige tiltag. Magt kan

således kun anvendes, når de særskilte kriterier i medfør af hjemlerne i loven er til stede.

135

Jf. voksenansvarslovens § 3, stk. 1. Paragraffen fastlægger i sin helhed de generelle principper for magtanvendelse og andre ind-

greb i selvbestemmelsen. Af stk. 2-4 fremgår følgende: Forud for enhver form for et indgreb skal alle muligheder for at opnå frivillig

medvirken til en nødvendig foranstaltning afsøges. Indgreb skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået. Er mindre indgribende

foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes. Indgreb skal udøves så skånsomt og kortvarigt, som omstændighederne tillader,

og med størst mulig hensyntagen til barnets eller den unges personlige integritet. Der skal tages hensyn til andre tilstedeværende,

således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe. Fiksering og ydmygende, hånende eller anden nedværdigende behand-

ling er ikke tilladt.

132

Om voksenansvarslovens anvendelsesområde, se § 2, herunder med henvisning i stk. 1 til opregningen af anbringelsestyper i

barnets lov § 43, stk. 1. I § 2, stk. 2 er det bestemt, at loven ikke finder anvendelse over for børn og unge, der er anbragt på eftersko-

ler, frie fagskoler og frie grundskoler med en kostafdeling, se herom senere.

133

Se nærmere voksenansvarslovens § 7, stk. 1-4. Med voksenansvarsloven blev der desuden etableret hjemmel til rusmiddeltest med

samtykke. I øvrigt blev der foretaget visse udvidelser af adgangen til at anvende magt, herunder med hensyn til tilbageholdelse på

anbringelsessteder, undersøgelse af et barn eller en ungs person og opholdsrum på sikrede døgninstitutioner, afværgehjælp mv. i

specialiserede plejefamilier samt tilbageførelse ved rømning.

134

135

Se således lovforslag L 162 af 30. marts 2016 s. 35.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Voksenansvarsloven indeholder bestemmelser om registrering og indberetning af afværgehjælp

og fysisk magtanvendelse.

136

Indberetningerne skal sendes til henholdsvis socialtilsynet og til den

anbringende kommune. Anvendelse af fysisk guidning skal ikke registreres og indberettes.

Foranstaltningen

fysisk guidning

indebærer

fysisk kontakt, som barnet eller den unge ikke modsætter

sig.

Et sådant tiltag anses

ikke

for omfattet af reglerne om magtanvendelse, herunder med hensyn til

regler vedrørende registrering og indberetning. Den omhandlede fysiske kontakt kan f.eks. bestå i,

at den voksne lægger en hånd på barnets skulder og uden modstand fører barnet til en anden lokali-

tet. I den fysiske guidning ligger også, at barnet eller den unge kortvarigt kan fastholdes. Den øvre

tidsgrænse for, hvad der anses for »kortvarigt« beror på en individuel vurdering af de konkrete om-

stændigheder.

Beføjelsen til at foretage fysisk guidning tilkommer personalet på børne- og ungehjem samt

specialiserede plejefamilier.

137

Betingelsen for at foretage fysisk guidning er, at det vurderes at være nødvendigt af hensyn til

anbringelsesstedets ansvar for at varetage den daglige omsorg eller af hensyn til tryghed og trivsel

på anbringelsesstedet i tilfælde, hvor barnet eller den unge generer eller udøver chikane over for de

øvrige anbragte børn og unge, personalet, plejefamilien eller andre, der opholder sig på anbringel-

sesstedet.

138

I forarbejderne til voksenansvarsloven er det forklaret, at det som led i den fysiske guidning er muligt at

bortvise barnet eller den unge fra fællesskabet. Ved »bortvisning« forstås, at barnet eller den unge vises bort

fra en situation, før den eskalerer yderligere. Det kan f.eks. ske ved, at man kortvarigt lægger en arm om

skulderen på barnet eller den unge, og på den måde får barnet eller den unge til at følge med væk fra episo-

den. Man kan f.eks. sende barnet ind på sit værelse og evt. følge vedkommende derind.

Der er kun tale om fysisk guidning, så længe barnet eller den unge ikke gør fysisk modstand mod f.eks.

at bliveført et andet sted hen, dvs. barnet eller den unge følger med uden modstand. Gør barnet eller den un-

ge fysiskmodstand mod den fysiske kontakt og/eller det, den voksne ønsker, at barnet eller den unge skal

gøre, skal den fysiske kontakt øjeblikkeligt ophøre, idet fysisk kontakt herefter vil være at betragte som fy-

sisk magtanvendelse. Kun i de tilfælde, hvor betingelserne i bestemmelsen herom er opfyldt, vil det være

tilladt at føre eller fastholde et barn eller en ung, der gør modstand.

Det er en betingelse for at anvende fysisk guidning, at det vurderes at være nødvendigt af hensyn til an-

bringelsesstedets ansvar for at varetage den daglige omsorg, eller af hensyn til tryghed og trivsel på anbrin-

gelsesstedet i tilfælde, hvor barnet eller den ungegenerer eller udøver chikane over for de øvrige anbragte

børn og unge, personalet, plejefamilien eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet.

Beskyttelseshensynet og adgangen til at gribe ind for at varetage den daglige omsorg vil således typisk

være større, jo yngre et barn der er tale om.

136

137

Voksenansvarslovens § 21. Om tilsynet med forholdene på anbringelsesstederne, se lovens § 22.

Børne- og ungehjem kan oprettes og drives som

døgninstitutioner,

herunder delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede

afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, eller som

opholdssteder

for børn og unge.

138

Se voksenansvarslovens § 6. Bestemmelsen omfatter også interne skoler på anbringelsessteder.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

I tilfælde, hvor et barn eller en ung under et måltid opfører sig provokerende over for de andre børn og

unge, personalet eller den kommunale plejefamilieverbalt eller ved at kaste med maden eller sætte benene op

på bordet, kan barnet eller den unge blive bedt om at forlade spisesituationen og eventuelt med en hjælpende

hånd på skulderen følges væk derfra, indtil den pågældende er faldet til ro og kan vende tilbage til fællesska-

bet. Tilsvarende vil kunne opstå i forbindelse med f.eks. sports- eller andre fællesaktiviteter. Hvis et anbragt

barn eller en ung f.eks. bliver ved med at være for voldsom og tackle de andre, vil vedkommende kunne bli-

ve bedt om at tage en time-out på 5 minutter på bænken og eventuelt fysisk følges derhen.

Anvendelse af fysisk guidning skal

ikke

registreres og indberettes. Men hvis anvendelse af fysisk guid-

ning udvikler sig til fysisk magtanvendelse, vil episoden skulle registreres og indberettes.

Det socialtilsyn, der fører driftsorienteret tilsyn med et anbringelsessted, fører som led heri tilsyn med

anbringelsesstedets anvendelse af reglerne i voksenansvarsloven, herunder brugen af fysisk guidning. Social-

tilsynet skal ved varetagelsen af tilsynsopgaven indhente relevant information, herunder ved at aflægge-

mindst ét årligt tilsynsbesøg på anbringelsesstedet og inddrage oplysninger fra personalet og anbragte børn

og unge på anbringelsesstedet. Tilsynet skal i den forbindelse spørge ind til omfanget af anvendelsen af fy-

siskguidning med henblik på at sikre, at anbringelsesstedet anvender faglige tilgange og metoder, der er rele-

vante i forhold til den anbragte målgruppe.

139

Foranstaltningen

afværgehjælp

indebærer, at et barn eller en ung »kortvarigt« kan

fastholdes eller

føres væk fra en situation,

når det er nødvendigt for at afværge ødelæggelse eller beskadigelse af

egne eller andres ting i et ikke ubetydeligt omfang.

140

Beføjelsen til at iværksætte afværgehjælp tilkommer personalet på børne- og ungehjem samt

specialiserede plejefamilier.

I forarbejderne til voksenansvarsloven er det forklaret, at afværgehjælp kan være relevant i en situation, hvor

et barn i et anfald af raseri er ved at ødelægge fjernsynet i opholdsstuen på anbringelsesstedet, men kan også

være relevant i en situation, hvor barnet eller den unge i et raserianfald kaster med anbringelsesstedets ser-

vice. Gentagen ødelæggelse af ting af mindre værdi, fx billige drikkeglas, er således omfattet af bestemmel-

sen. Afværgehjælp kan desuden anvendes for at afværge tingskade, allerede før det første glas smadres. Det

afgørende er, at der foreligger en reel fare for, at et barn eller en ung vil foretage gentagen ødelæggelse eller

beskadigelse af ting.

Udtrykket »ikke ubetydeligt omfang« dækker både over genstande af høj økonomisk eller affektions-

mæssig værdi og gentagen ødelæggelse af genstande, der ikke nødvendigvis er af hverken højøkonomisk

eller affektionsmæssig værdi.

Ved kortvarig fastholdelse og føren af et barn eller en ung forstås, at barnet eller den unge kan fasthol-

des kortvarigt eller føres væk fra situationen for at markere, at den uønskede adfærd skal bringes til ophør,

herunder ved at den pågældende føres væk fra situationen. Den øvre tidsgrænse for, hvad der anses som

kortvarigt, afhænger af en individuel vurdering af de konkrete omstændigheder, herunder til barnets eller den

unges alder, modenhed og funktionsevne samt under iagttagelse af proportionalitetsprincippet.

139

140

Se socialtilsynslovens § 2.

Jf. voksenansvarslovens § 8.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Hvis barnet eller den unge undervejs i en kortvarig fastholdelse begynder at gøre markant fysisk mod-

stand, må barnet kun fastholdes og føres til et andet opholdsrum, hvis betingelserne i bestemmelsen om

egentlig fysisk magtanvendelse er opfyldt.

Ved føren væk fra en situation forstås, at et barn eller en ung fjernes fra den konkrete situation, så den

igangværende handling afbrydes. Det vil afhænge af en konkret vurdering, hvor barnet eller den unge skal

føres hen for at afbryde den igangværende handling.

Hvis det er tilstrækkeligt at anvende mindre indgribende metoder for at afværge skaden på genstanden,

f.eks. ved at tale barnet eller den unge fra det eller ved at sikre genstanden, der er i fare for at blive påført

skade, er der ikke adgang til at anvende afværgehjælp.

I de tilfælde, hvor der anvendes afværgehjælp, skal der ske registrering samt indberetning af episoden til

den anbringende kommune samt socialtilsynet.

Foranstaltningen

fysisk magtanvendelse

indebærer, at et barn eller en ung

fastholdes eller føres til et

andet rum.

Betingelsen for fysisk magtanvendelse er, at barnet eller den unge udviser en adfærd,

herunder vedvarende chikane, der er til fare for barnet eller den unge selv, de øvrige anbragte

børn og unge, personalet eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet.

141

Beføjelsen til at iværksætte fysisk magtanvendelse tilkommer personalet på børne- og unge-

hjem, men ikke specialiserede plejefamilier.

I forarbejderne til voksenansvarsloven er det forklaret, at der ved fastholdelse forstås, at et barn eller en ung

kan fastholdes fysisk. Fastholdelse af barnet eller den unge må aldrig omfatte vold, herunder voldelige fører-

greb, slag eller spark. Ved føren til et andet opholdsrum forstås, at et barn eller en ung kan føres til et andet

lokale, f.eks. vedkommendes værelse. Når det drejer sig om mindre børn kan fastholdelse og føren ske ved,

at barnet bæres til et andet opholdsrum. Når det drejer sig om større børn eller unge kan fastholdelse og føren

f.eks. ske ved, at barnet eller den unge holdes fast om hånden og føres til det andet opholdsrum. Bestemmel-

sen giver ikke hjemmel til, at barnet eller den unge låses inde.

Som udgangspunkt er fysisk magtanvendelse kun tilladt i en situation, hvor barnet dermed forhindres i at

skade sig selv eller andre.

Med kriteriet om, at barnet eller den unge skal udvise en adfærd, der er til fare for barnet eller den unge

selv, sigtes på situationer, hvor barnet eller den unge står lige over for eller er i gang med at skade sig selv.

Det kan f.eks. være selvskadende adfærd som at snitte eller skære i sig selv.

Med kriteriet om, at barnet eller den unge skal udvise en adfærd, der er til fare for øvrige anbragte børn,

personalet eller andre, der opholder sig på anbringelsesstedet, sigtes på situationer, hvor barnet eller den un-

getruer med eller udøver vold over for den ovenfor nævnte gruppe. Der skal i den enkelte situation være tale

om en reel og begrundet risiko for, at det omhandlende barn eller den unge vil foretage handlinger, der er til

skade for de andre børn og unge eller personalet. Der kan f.eks. være tale om situationer, hvor to anbragte

børn eller unge er kommet op at toppes, og der er optakt til et regulært slagsmål.

Jf. voksenansvarslovens § 9 som affattet ved lov 1720, 2018, hvorved det blev tydeliggjort, at adgangen til magtanvendelse også

vil kunne være relevant,

hvis barnet eller den unge udøver vedvarende chikane af en sådan karakter, at barnet eller den unge vur-

deres at være til fare for sig selv eller andre, der opholder sig på institutionen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis et barn eller en

ung chikanerer et andet barn eller en anden ung i en sådan grad, at der fremprovokeres en konflikt, som kan være optakt til et

regulært slagsmål. I så fald kan det være nødvendigt, at personalet anvender fysisk magt for at skille parterne ad.

141

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

For begge kriterier gælder, at barnet eller den unge skal være insisterende og vedholdende i sin udtryks-

form og adfærd og ikke vise tegn på at ville ændre adfærd.

Til det nævnte udgangspunkt er der nu for visse institutioner tilføjet regler om magtanvendelse ved overtræ-

delse af regler i en

husorden.

Med voksenansvarsloven blev adgangen til at fastsætte en husorden lovfæ-

stet.

142

Oprindeligt blev det samtidig bestemt, at fysisk magtanvendelse til håndhævelse af regler i en husor-

den kun var tilladt, i det omfang de særskilte kriterier herfor var opfyldt. Efterfølgende blev der imidlertid for

delvis lukkede samt sikrede døgninstitutioner og afdelinger indført skærpede regler, herunder om pligt til at

fastsætte en skriftlig husorden.

143

Socialministeren fik samtidig bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler

om indholdet af sådanne (obligatoriske) husordener.

144

Desuden fik personalet ved sådanne enheder beføjelse til at håndhæve reglerne i en obligatorisk husor-

den ved at »fastsætte passende reaktioner« med opdragende eller pædagogisk formål.

145

Yderligere blev reg-

lerne ændret, således at personalet ved sådanne enheder fik beføjelse til at anvende fysisk magt ved overtræ-

delse af regler i den obligatoriske husorden, hvis magtanvendelsen er nødvendig for at bringe overtrædel-

sen til ophør, selv om situationen ikke indebærer fare for barnet eller den unge selv eller andre.

146

I hen-

hold til den af ministeren på området udstedte bekendtgørelse kan dette f.eks. være tilfældet, hvis reglerne

om ophold og ro på værelset i nattetimerne ikke overholdes, eller hvis regler om mødetid til undervisning

ikke efterleves. Det kan også være tilfældet ved overtrædelse af reglerne om god adfærd på fællesarealer,

forstået som »adfærd der ikke er til gene for fællesskabet eller for børnenes og de unges sikkerhed og

tryghed, og en adfærd med fravær af uacceptabel sprogbrug, og hvor voldelig, krænkende og larmende

adfærd er uacceptabel«.

Der er ikke ændret på de generelle principper for magtanvendelse. I almindelighed vil det kun være

grovere overtrædelser af husordenen, der kan føre til anvendelse af fysisk magt. Forud for anvendelsen af

fysisk magtanvendelse ved overtrædelser af den obligatoriske husorden skal personalet afsøge alle mulig-

heder for at opnå barnets eller den unges frivillige medvirken til en mindre indgribende reaktion. Er min-

dre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal de i stedet anvendes. Magtanvendelsen skal endvidere

være afpasset barnets eller den unges alder, modenhed og funktionsniveau. En bestemt adfærd vil således

ikke automatisk medføre en bestemt reaktion. Der skal altid foretages en konkret og individuel vurdering.

Magtanvendelsen må alene anvendes for at bringe overtrædelsen af husordenen til ophør og må således

ikke anvendes som en sanktion over for barnet eller den unge. De almindelige principper for anvendelse af

142

143

Se i det hele voksenansvarslovens § 4.

De ændrede regler om husordener blev indført ved lov 1720, 2018, se nu § 4, stk. 2 og stk. 5. Lovændringen udmøntede en poli-

tisk aftale om reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet og medførte en række andre opstramninger og justeringer i serviceloven

og voksenansvarsloven.

De nærmere regler om indholdet af husordener er fastsat af social- og indenrigsministeren efter forhandling med justitsministeren

i bekendtgørelse om voksenansvar, se senest bkg. 263, 2024 § 2, som indeholder regler om vækketid, sengetid, nattero, mødepligt,

forbud mod alkohol og stoffer, rygeforbud samt regler om god adfærd på fællesarealer. Navnlig sidstnævnte punkt kan være af inte-

resse i forbindelse med overvejelser om tillempning af tilsvarende regler på skoleområdet.

144

Se nu § 4, stk. 4, som indført ved lov 1720, 2018. Det er alene de obligatoriske regler i en skriftlig husorden, der kan håndhæves

med

»passende

reaktioner«. Eventuelle øvrige regler i en husorden kan ikke håndhæves med tilsvarende indgreb. For nylig har Folke-

tingets Ombudsmand henstillet til en region at sikre, at anvendelse af et nærmere beskrevet pædagogisk udviklingsforløb alene an-

vendes som reaktion ved overtrædelse af den obligatoriske husorden på sikrede institutioner, se FOB 2023-11.

145

146

Se nu § 9, stk. 3, som indført ved lov 1720, 2018.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

fysisk magt skal altid iagttages, herunder med hensyn til proportionalitet, mindstemiddelprincippet,

skånsomhed, kortvarighed, etc.

147

Anvendelse af fysisk magt skal altid registreres og indberettes.

Aktuelt behandler Folketinget et lovforslag, som bl.a. indebærer udvidelser af adgangen til fysisk magtan-

vendelse over for anbragte børn og unge.

148

Der vil således kunne anvendes fysisk magt med henblik på fra-

tagelse af euforiserende stoffer og alkohol samt ved midlertidig inddragelse af en mobiltelefon eller andet

elektronisk kommunikations- og spilleudstyr. Lederen af et børne- og ungehjem eller dennes stedfortræder

vil uden retskendelse beslutte, at der skal foretages en undersøgelse af et anbragt barns eller en anbragt ungs

opholdsrum, hvis betingelserne for sådan fratagelse eller inddragelse opfyldt.

Voksenansvarslovens regler om fysisk guidning, afværgehjælp og fysisk magtanvendelse gælder

også i forholdet mellem undervisere, der er ansat på

børne- og ungehjem,

og elever, der er anbragt

på institutionen, og som går i intern skole på denne eller en anden institution, således at handlemu-

lighederne svarer til dem, der gælder for det øvrige pædagogiske personale.

149

Formålet med denne

ordning er at undgå, at personalet skal navigere efter to forskellige regelsæt afhængigt af, om der i

forhold til anbragte børn er tale om en undervisningssituation eller ej. I forhold til fysiske foran-

staltninger er der derfor ikke reglerne i bekendtgørelsen om fremme af god orden i folkeskolen, der

gælder, men kun de øvrige dele af bekendtgørelsens regler om iværksættelse af foranstaltninger.

Voksenansvarslovens regler gælder imidlertid

ikke

i forhold til børn og unge, der bor hjemme

hos deres forældre

eller er

anbragt i en plejefamilie,

og som med mellemrum er i

aflastning

på et

børne- og ungehjem med elever, der går i intern skole.

150

I forhold til disse to grupper af elever

gælder reglerne i bekendtgørelsen om god orden i folkeskolen fuldt ud, herunder også reglerne om

iværksættelse af fysiske foranstaltninger.

Reglerne i voksenansvarsloven finder heller

ikke

anvendelse på interne skoler i

behandlings- og

specialbehandlingstilbud

for børn og unge (tidligere betegnet som »dagbehandlingstilbud«), også

her gælder reglerne i bekendtgørelsen om fremme af god orden i folkeskolen fuldt ud i forhold til

såvel anbragte som øvrige børn og unge på skolerne.

151

I bemærkningerne til lovforslag L 85, 2018 er det lagt til grund, at ordningen med de fastlagte forskrifter for anvendelse af magt

til håndhævelse af regler i en husorden kan gennemføres inden for rammerne af EMRK art. 8 om respekt for privatliv mv., art. 10 om

ytrings- og informationsfrihed samt reglerne i Børnekonventionen. Der blev bl.a. lagt vægt på, at der i visse tilfælde af husordens-

overtrædelser konkret over for hensynet til barnets eller den unges selvbestemmelsesret kan være væsentlige modstående hensyn til

barnets eller den unges egen omsorg eller hensynet til de andre anbragte børn og unge.

147

Se lovforslag L 188 af 30. april 2024 til lov om ændring af lov om social service, lov om voksenansvar for anbragte børn og unge

mv. (Ændringer af reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten mv.).

148

149

150

151

Jf. voksenansvarslovens § 2, stk. 4, som indsat ved lov 1544, 2016. Se nærmere vejl. 10229, 2019 pkt. 27.

Se herom FOB 2021-9 med opfordring til at tydeliggøre retsstillingen.

Jf. folkeskolelovens § 52 a, som der redegøres nærmere for i den afsluttende del af bemærkningerne til forslaget om nye lovregler,

se herom bilag 3 in fine.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

10. Anbefaling af at tillempe voksenansvarslovens regler om fysisk guidning, afværgehjælp og

fysisk magtanvendelse på grundskolens område

Som det fremgår af ovenstående gennemgang, er reglerne om opretholdelse af god orden på skole-

området uklare og ufuldstændige. Der hersker betydelig usikkerhed om grænserne for lovlig iværk-

sættelse af fysisk indgriben over for skolebørn, som er udadreagerende eller forstyrrende. Denne

retstilstand er utidssvarende og utilfredsstillende for både børn og voksne og kan medføre uhen-

sigtsmæssig håndtering af konfliktsituationer.

Reglerne i folkeskoleloven og de deraf afledte bestemmelser i bekendtgørelsen om god orden

tager ikke højde for alle situationer, hvor der kan være behov for ved fysisk indgriben at opretholde

god orden. Der siges ikke noget om tilfælde, hvor det uden egentlig magtanvendelse kan være hen-

sigtsmæssigt med fysisk kontakt mellem den voksne og eleven i form af såkaldt fysisk guidning,

som eleven ikke modsætter sig. Der sondres heller ikke klart imellem afværgelse af tingsbeskadi-

gelse og magtanvendelse i situationer med fare for eleven selv eller andre, hvilket indebærer, at der

ikke er nogen klar sondring imellem de midler, der må anvendes i de forskellige situationer. Der er

ikke bestemmelser om adgangen til at håndhæve overtrædelse af ordensregler ved fysisk indgriben.

På skoleområdet er det fortsat sådan, at beføjelsen til fysisk indgriben i situationer, hvor en elev

forstyrrer undervisningen, men uden at der er tale om vold eller tingsødelæggelse, må søges i be-

tragtninger om det, der i forvaltningsretlig begrebsbrug betegnes som »anstaltsforholdet«. Efter en

nutidig retsopfattelse er det principiel uholdbart, at reglerne på området ikke hviler på et sikkert

retsgrundlag, men må udledes af en ministeriel bekendtgørelse suppleret af uskrevne »anstaltsbe-

tragtninger«.

En sådan retstilstand har lovgivningsmagten gjort op med på andre områder, hvor der med et

gennemarbejdet hjemmelsgrundlag er tilvejebragt mere klare rammer om beføjelserne til magtan-

vendelse og anden fysisk indgriben i forbindelse med myndighedsudøvelse. Dette gælder bl.a. med

hensyn til indførelsen af voksenansvarsloven om magtanvendelse over for anbragte børn og unge.

Noget tilsvarende gælder med hensyn til de for nyligt indførte bestemmelser i serviceloven om ind-

greb over for voksne med betydelig og varig nedsat funktionsevne. Her har man langt hen ad vejen

fjernet den usikkerhed, der tidligere knyttede sig til grænserne for lovlig fysisk magtanvendelse.

Dermed har man også på disse retsområder tilvejebragt et mere sikkert hjemmelsgrundlag for de

forskellige foranstaltninger.

Med de fornødne tillempninger kan væsentlige dele af regelsættet vedrørende voksenansvar

over for anbragte børn og unge med fordel overføres til folkeskoleloven. I tilknytning til den be-

kendtgørelse, der ledsager voksenansvarsloven, er der som nævnt udsendt en udførlig og oplysende

vejledning, som på udmærket vis bidrager til at skabe klarhed over, hvornår de forskellige slags

foranstaltninger er tilladelige. Med en lignende vejledning på skoleområdet ville der kunne gives

nærmere anvisninger på, hvordan personalet kan forholde sig i forskellige typer af mere eller min-

dre tilspidsede situationer.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Den praksis, som man allerede følger i nogle kommuner med hensyn til registrering og indbe-

retning, kan være en god rettesnor for udvikling af transparens og retningslinjer. Imidlertid er der

gode grunde til at fastsætte generelle regler herom, sådan som man kender det på det sociale områ-

de. Derved vil den faglige bevidsthed om god praksis på området kunne understøttes både lokalt og

med et bredere sigte. Kurser om både regelgrundlaget og god konflikthåndter

ing uden magtanvendel-

se kan også anbefales.

På friskolernes område er der de samme gode grunde som på folkeskolens område til at klargøre institutio-

nernes og de enkelte underviseres beføjelser samt at gøre det lovpligtigt at registrere og indberette egentlig

magtanvendelse.

152

Et regelsæt som det, der her anbefales indsat i folkeskoleloven, vil også kunne indsættes

i friskoleloven. Tilsvarende gælder i forhold til efterskoler og frie fagskoler.

Bilag 3

er der opstillet et kommenteret udkast til bestemmelser i folkeskoleloven om fysisk ind-

griben over for eleverne med henblik på opretholdelse af god orden. Med et opdateret regelgrundlag

vil der kunne fastlægges mere tydelige standarder for adgangen til at anvende de forskellige typer af

foranstaltninger under iagttagelse af de grundlæggende principper om saglighed, proportionalitet og

skånsomhed.

Se herom fuldmægtig i Ankestyrelsen Pia Christiansen og lektor Caroline Adolphsen,

Juristen

nr. 4/2021, s. 149-158, særligt

afsnit 5. Reglerne på området findes nu i lbk. 161, 2024 om friskoler og private grundskoler mv. Se tillige den delvist forældede vejl.

145, 2001 om undervisningspligtens opfyldelse i friskoler og private grundskoler og tilsynet hermed.

152

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Bilag 1

Den historiske udvikling i de centrale bestemmelser om foranstaltninger til opretholdelse af

god orden i skolen

Af Jørn Vestergaard

Anordning af 29. juni 1814 for Almue-Skolevæsenet i Købstæderne, 4de Kapitel:

»Om Skoledisciplinen.

§ 36. Børnene skulle møde i Skolerne til de bestemte Tider, reenlige og sømmeligen paaklædte. samt med-

bringe de Bøger, de der bruge, saasom ABC Bogen, Luthers Katekismus. Lærebogen i Religionen, Psalme-

bogen. eller hvilke andre Bøger, der i Fremtiden for dem allernaadigst maatte anordnes.

§ 37. Naar Skolebørn ikke holdes reenlige, bør deres Forældre, Værger eller Huusbonder, ifald disse befin-

des at have Skyld deri, betale en Mulkt af 4 til 8 Rbsk. S. V. efter Skolekommissionens Sigelse, for hver

Gang, de i denne Henseende befindes i Brøde.

§ 38. Børnene skulle vise Skolelæreren Ærbødighed og Lydighed, og nøie rette sig efter de Forskrifter, han

maatte give i Henseende til god Ordens Vedligeholdelse i Skolen.

§ 39. Alle haarde Straffe-Instrumenter i Skolerne skulle afskaffes, og ingen Mishandling mod Børnene

finde Sted. Men naar et Barn begaaer nogen Feil, da bør Skolelæreren søge at rette det ved Formaninger: og,

naar disse ikke frugte, straffes Barnet saaledes, som i Instruktionen for Skolelærerne bestemmes. - Skulde

nogen Skolelærer forsee sig, ved at bruge haard og vilkaarlig Adfærd mod et Barn, da have dets Forældre,

Værge eller Huusbond, i dette, som i andre Tilfælde, hvor de maatte finde sig beføiede til Anke over Skole-

lærerne, at henvende sig til Stedets Skolekommission, som, efterat have undersøgt Klagens Rigtighed, drager

Omsorg for, at Skolelæreren, saafremt han findes skyldig, vorder straffet med Irettesættelse, Mulkt eller Af-

sættelse, efter Omstændighederne.

§ 40. De Børn i de almindelige Borgerskoler, som udmærke sig ved god Opførsel og Flid. skulle af Skole-

læreren, ved passende Midler, opmuntres, i Overeensstemmelse med det, som desangaaende i Instruktionen

for Skolelærerne er anordnet.«

Bekendtgørelse 306, 1938:

»1. Der skal i folkeskolen herske orden og disciplin, således at skolen kan være i stand til at opfylde sit

formål: at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, at styrke deres karakter og give dem nyttige kund-

skaber.

2. Børnene skal med flid og påpasselighed følge skolens arbejde og i alle forhold vise lydig, høflig og

sømmelig optræden.«

153

Nogle af begreberne hørte nok efterhånden en anden tid til, så i bekendtgørelsen af 1967 blev sam-

taler og dialog til fremme af et godt arbejdsklima som forudsætning for tryghed og gensidig tillid

fremhævet:

153

Jf. bkg. 306, 1938 pkt. 1-2.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Skolen må stadig tilstræbe sådanne rammer for børnenes tilværelse i skolen, at deres holdning til skolearbej-

det og til samværet med lærere og kammerater kan være præget af tryghed og gensidig tillid.

§ 2. Lærerne bør hver for sig og i indbyrdes samarbejde bestræbe sig på at skabe et godt samarbejdsklima

såvel i skolen som helhed som i de enkelte klasser. Børnenes forståelse for ordensreglerne og deres betyd-

ning må søges fremmet gennem drøftelser og på anden måde.

Stk. 2. Lærerne bør i øvrigt ved samtaler med de enkelte elever og med disses forældre søge indblik i

baggrunden for de vanskeligheder ved at tilpasse sig skolens miljø og arbejdsformer, der måtte opstå blandt

børnene.

§ 3. Eleverne skal efter bedste evne udføre det arbejde, lærerne pålægger dem som led i undervisningen.

De skal i øvrigt følge de anvisninger, der gives dem, og i alle forhold vise god opførsel.

154

»§ 1.

Der må i skolen være arbejdsro og god orden, for at skolen kan være i stand til at opfylde sit formål.

I bekendtgørelsen fra 1995 blev fandt dette et lidt mere kortfattet udtryk:

§ 2. Eleverne og lærerne skal i samarbejde medvirke til et godt samarbejdsklima i skolen og de enkelte

klasser og til, at eleverne får forståelse for skolens regler for orden og samvær.

Stk. 2. Hvis en elev ikke overholder skolens regler or orden og samvær, skal lærerne gennem samtaler

med eleven og hjemmet søge afklaret årsagen hertil med henblik på at bidringe eleven forståelse for ordens-

reglernes betydning.

155

»§ 1.

Skolens regler for orden og samvær skal bidrage til opfyldelsen af skolens formål.

I bekendtgørelsen fra 2010 fik formålet med, at der nu efter en ændring af folkeskoleloven året for-

inden skulle fastsættes et værdiregelsæt en fremtrædende plads:

»Værdiregelsættet skal bidrage til opfyldelsen af folkeskolens formål og være retningsgivende for god ad-

færd og give pejlemærker for, hvordan der opnås god trivsel på skolen samt et godt psykisk undervisnings-

miljø med respektfulde relationer mellem skolens elever indbyrdes og mellem elever og ansatte. Værdiregel-

sættet skal herunder indeholde en antimobbestrategi.

156

I bekendtgørelsen fra 2014 og i den gældende bekendtgørelse fra 2020 er formålet med forskrifterne

udeladt. De gældende bestemmelser fremhæver pligten til at søge årsagen til dårlig opførsel afklaret

gennem samtaler og angår ellers i det væsentlige kun anvendelse af foranstaltninger. Ingen af disse

har karakter af fysiske magtmidler, og anvendelsen af sådanne afgrænses alene negativt i forhold til

lovgivningens almindelige regler.

154

155

156

Jf. bkg. 276, 1967 §§ 1-2.

Jf. bkg. 27, 1995 §§ 1-2.

Jf. bkg. 320, 2010 § 1, stk. 2, smh. lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø, lbk. 316, 2017 § 1 b, stk. 2.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Bilag 2

Oversigt over trykte domme om afgrænsningen af strafbar fysisk magtanvendelse over for

børn i skoler og institutioner – med kommentarer

Af Jørn Vestergaard

TfK = Tidsskrift for Kriminalret

UfR = Ugeskrift for Retsvæsen

Sammenfatning

Afgørelserne viser, at der gennemgående er forskellige opfattelser af de pådømte hændelsesforløb.

Der er i flere af sagerne rejst tiltale for forhold, som umiddelbart kunne forekomme at være for-

holdsvis alvorlige tilfælde af voldsudøvelse over for børn, men som i lyset af bevisførelsen i retten

er blevet bedømt som mindre alvorlige eller straffri.

Dommene efterlader ingen tvivl om, at det indebærer en overtrædelse af straffelovens § 244 om

vold og anden form for legemsangreb at

give et barn en lussing,

tage fat i en arm på et barn med mærker på armen til følge,

ruske et barn, herunder ved at gøre dette med et greb i barnets arme eller ører,

løfte et barn med et hårdt greb om barnets arm eller hals,

tage et fast greb om et barns ører og trække det ind til sig,

trække et barn bide et barn i armen eller i fingeren, heller ikke i forbindelse med leg, hvis

dette sker som en forsætlig legemskrænkelse.

Det vil være en skærpende omstændighed, hvis volden udøves af en ansat voksen med barnet i sin

varetægt.

Det kan være en formildende omstændighed, hvis der har været tale om en forholdsvis mild form

for voldsudøvelse som reaktion på en opkørt og presset situation.

Afgørelserne bidrager ikke til en nærmere afklaring af grænserne for straffri nødværge eller nødret.

Det kan af flere afgørelser udledes, at der i tillæg til lovlig nødværge og nødret er et straffrit områ-

de, hvor en lærer kan anvende magt over for en elev for at opretholde ro og orden og få kontrol over

en situation. Retspraksis siger imidlertid ikke noget mere præcist om, hvor grænsen går, eller hvil-

ken magtudøvelse der i en given situation vil blive bedømt som straffri. I øvrigt er der ikke nødven-

digvis hjemmel til en given form for magtudøvelse, idet handlingen godt kan være ulovlig, selv om

den efter omstændighederne i det konkrete tilfælde er straffri. Hvis magtanvendelsen i et konkret

tilfælde er strafbar, har der selvsagt ikke været hjemmel til iværksættelse af indgrebet. Men selv om

en handling ikke bliver anset for strafbar, er dette ikke ensbetydende med, at der er hjemmel til at

foretage

den.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

TfK 2022.317 V

En 57-årig mandlig pædagog i en børnehave blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 244, stk.

1, begået over for en 5-årig dreng. Forholdet var begået en dag, da børnehaven var på udflugt til et

museum. En medarbejder ved museet forklarede i retten, at hun havde set tiltalte tage fat i drengens

tøj, og at han trak eller slæbte drengen hen til en mur, »dunkede« drengen ind i muren og holdt ham

fast op mod muren. Ifølge vidnets forklaring ruskede tiltalte drengen og råbte for at få hans op-

mærksomhed.

Tiltalte forklarede selv, at han havde mistet tålmodigheden, da drengen stod og fjollede, efter at

tiltalte havde bedt børnene stå i en kø for at vaske hænder. Han tog fat i drengens tøj ved skuldrene

og løftede ham 5-10 cm op og flyttede ham maksimalt 1 meter. Han hverken ruskede eller råbte ad

drengen, men sagde højt, at nu skulle han høre efter. Han klaskede ikke drengen op ad muren eller

daskede drengens hoved ind i muren, og han skubbede heller ikke drengen ind i muren. Han havde

orienteret sin nærmeste leder om episoden og orienterede også samme dag drengens far om, at han

havde flyttet drengen.

Det blev under sagen oplyst at det af en psykiatrisk erklæring fremgik, at tiltalte hele livet havde lidt

af adhd og Aspergers syndrom, hvilket gav ham vanskeligheder i forhold til overblik, fleksibilitet

og planlægning, koncentration, forståelse af sociale sammenhænge, tolkning af non verbal kommu-

nikation samt vanskeligheder med at reagere adækvat på sanseindtryk – især hurtigt nok. Derudover

blev han tillagt kvaliteter som ærlighed, pålidelighed, evne til fordybelse i konkrete emner, enga-

gement, kreativitet og udtalt evne til at opfatte og huske detaljer. Han var nu tilknyttet lokalpsyki-

atrien og fik medicin.

Landsretten fandt det bevist, at tiltalte med et greb med begge hænder i drengens tøj havde trukket

ham over til en mur, hvor tiltalte stillede drengen op ad muren, råbte højt ind i hovedet på drengen

og ruskede ham. Efter tiltalen havde tiltalte også løftet drengen op, så fødderne ikke kunne nå jor-

den, og klasket ham op ad muren, men dette fandt landsretten ikke bevist. (På sidstnævnte punkt var

der stemmelighed for og imod domfældelse).

Straffen blev udmålt til fængsel i 14 dage og gjort betinget. Der blev ved straffastsættelsen lagt

vægt på voldens karakter og begrænsede omfang, samt at den var udøvet i forbindelse med håndte-

ring af en gruppe børn under udfordrende omstændigheder. I sidstnævnte henseende tog landsretten

hensyn til, at det efter tiltaltes forklaring om situationen og baggrunden for hans fremgangsmåde

måtte lægges til grund, at han tidligere på dagen havde forsøgt at guide drengen, og at denne stod og

fjollede i køen ved håndvasken.

Kommentar:

Afgørelsen efterlader et indtryk af, at der er reageret konsekvent på de umiddelbart foreliggende

oplysninger, og at sagens alvor senere i forløbet er blevet væsentligt nedtonet, herunder i lyset af en

vis usikkerhed om, hvad der faktisk var foregået. Det er ikke i dommen nærmere uddybet, hvad

retten har lagt til grund for at finde tiltalte skyldig i at have rusket drengen, eller hvor voldsomt det-

te indgreb er blevet vurderet til at have været. Det må imidlertid antages, at der er lagt afgørende

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

vægt på denne omstændighed. Strafudmålingen i sagen afspejler dog, at det konkrete forhold samlet

set er bedømt som mindre alvorligt.

TfK 2020.260 V

En 19-årig mandlig pædagogmedhjælper blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1,

ved at have bidt en 13-årig pige i armen. Pigen, der ikke var alderssvarende udviklet, var tvangsan-

bragt uden for hjemmet i et sommerhus, hvor hun hele døgnet var under opsyn af to pædagogansat-

te. Som led i en leg bed pigen flere gange pædagogmedhjælperen, som derefter tilkendegav, at hvis

hun gjorde det igen, ville den store krokodille bide den lille krokodille. Efter at pigen på ny havde

bidt tiltalte, bed han hende gennem tøjet i overarmen. Efterfølgende opdagede hans teamleder et

bidemærke på pigens arm og indberettede dette, hvorefter han blev bortvist.

Tiltalte forklarede i retten, at han oplevede pigen som ekstremt udadreagerende og aggressiv. Han

og pigen havde leget og pjattet. Hans bid var blevet lidt hårdere, end han havde regnet med, og han

havde sagt undskyld, det var ikke hans mening at gøre det. Han havde ikke skrevet noget om episo-

den i journalen, da han ikke havde lagt noget særligt i det, da episoden skete i leg. Han mente, at

bidemærket måtte være blevet større af, at pigen trak armen tilbage.

Tiltalte blev frifundet i både byret og landsret (dissens i byretten). Landsretten begrundede afgørel-

sen med, at episoden som beskrevet af såvel tiltalte som dennes teamleder og pigen foregik under

leg. At tiltaltes bid var så hårdt, at pigen fik et blåt mærke, kunne i den konkrete sammenhæng alene

anses for uagtsomt. Der var ikke grundlag for at anse episoden som udtryk for magtanvendelse.

Kommentar:

Afgørelsen efterlader et indtryk af, at der er reageret konsekvent på de umiddelbart foreliggende

oplysninger, og at sagen rette sammenhæng senere i forløbet er blevet afklaret. Tiltaltes handling

havde ikke karakter af magtanvendelse og udgjorde heller ikke forsætlig vold. Dermed god retten

imidlertid ikke stilling til, om det er lovligt for en pædagogansat at bide et barn i armen, hvilket det

som altovervejende udgangspunkt ikke er, heller ikke i forbindelse med leg.

TfK 2019.1236 V

En mandlig lærer ansat ved en privatskole blev tiltalt for overtrædelser af straffelovens § 244 begået

over en periode på et par år over for ni drenge på fra 0. til 2. klassetrin, herunder ved i et antal til-

fælde at have taget fat om halsen på eleverne.

Tiltalte nægtede sig skyldig og forklarede, at han havde været nødt til at gribe ind, når der var kon-

flikter mellem drengene. Han oplyste, at han alene havde haft fysisk kontakt med børnene i form af

kontrollerede berøringer, f.eks. ved at tage fat i skulderen eller overarmen på en dreng for at kunne

føre ham ud.

Afhøringerne af drengene og nogle af deres klassekammerater var optaget på video, som blev af-

spillet i retten. Foruden tiltalte aflagde nogle af forældrene, skolelederen og andre lærere fra skolen

forklaring i retten. En forælder, som havde indgivet politianmeldelse, og flere andre forældre gen-

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

gav i retten beretninger, som de havde fra deres børn. På tidspunktet omkring anmeldelsen var der

blevet kommunikeret livligt i en del af forældregruppen, til dels i en Facebookgruppe. I den forbin-

delse havde nogen blandt forældrene fået det indtryk, at de involverede forældre hidsede hinanden

op. I øvrigt gav tiltaltes kollegaer ham et godt skudsmål og omtalte nogle af børnene som fantasi-

fulde. Retten bemærkede imidlertid, at drengenes forklaringer ved videoafhøringerne fremstod som

detaljerede, sikre og troværdige. Ved bevisbedømmelsen lagde retten desuden vægt på, at flere af

børnene ved flere lejligheder havde fortalt om vold fra tiltaltes side til deres forældre og andre lære-

re, og at dette var sket forud for politianmeldelsen.

Både byretten og landsretten lagde til grund, at der i de omhandlede to skoleklasser havde været

særlige udfordringer med tilbagevendende konflikter, bl.a. i form af slagsmål mellem eleverne.

Endvidere lagde landsretten til grund, at konflikterne af og til havde en karakter, som nødvendig-

gjorde »magtanvendelse i form af fysisk indgriben« fra lærernes side.

Byretten fandt i det væsentlige tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet, idet det sær-

ligt blev fremhævet, at volden efter børnenes forklaringer havde bestået af halsgreb med en eller to

hænder, herunder i flere tilfælde samtidig med, at barnet var blevet løftet op således, at barnets fød-

der ikke kunne nå jorden, og barnet ikke kunne trække vejret. Byretten fastsatte straffen til fængsel i

1 år.

Efter omfattende bevisførelse i både byretten og landsretten fandt landsretten tiltalte skyldig i at

have taget halsgreb med en eller to hænder på urolige elever og i nogle tilfælde at have løftet dem

op, så drengenes fødder ikke nåede jorden, og så de kortvarigt fik vejrtrækningsproblemer. Yderli-

gere blev han fundet skyldig i at have taget så hårdt fat i armen på en elev, at grebet medførte blå

mærker og buler, samt at have taget hårdt fat i en elevs armhuler og løftet ham op i luften. Derimod

blev tiltalte frifundet for ved forskellige lejligheder at have skubbet til elever, at have taget et par af

eleverne hårdt i armen, uden at dette efter det oplyste medførte mærker, samt for at have trykket en

dreng hårdt ned på skuldrene for at holde ham nede på en stol.

Landsretten fastsatte i medfør af § 244, stk. 1, straffen til 9 måneders fængsel, heraf 3 måneder ube-

tinget. Ved strafudmålingen lagde retten vægt på omfanget af volden, at volden var begået over for

mindre børn, som tiltalte havde i sin varetægt i forbindelse med sin stilling som lærer.

Kommentar:

Dommen viser, at fysisk magtanvendelse i form af halsgreb bedømmes som forholdsvis alvorlig

voldsudøvelse, hvis barnet løftes op. Strafudmålingen afspejler dog også, at der i det foreliggende

tilfælde var tale om en flerhed af forhold.

I øvrigt er afgørelsen udtryk for, at bevisfastlæggelsen i en sag om magtanvendelse over for skole-

børn kan være vanskelig og kræve indgående bevisførelse.

Landsretten frifandt tiltalte for tre gange ved forskellige lejligheder at have taget en bestemt elev

hårdt i armen, uden at dette efter det foreliggende havde medført mærker (forhold 1). Om frifindel-

sen for dette forhold står der i dommen, at efter oplysningerne om »karakteren af tiltaltes handlin-

ger« sammenholdt med oplysningerne om »de særlige udfordringer i klassen« kan det ikke afvises,

at grebene har været nødvendige for at forhindre konflikter. Landsretten fandt der derfor ikke be-

vist, at tiltalte i dette forhold havde anvendt magt i unødvendigt omfang. Begrundelsen for frifindel-

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

sen må forstås på den måde, at de hårde greb var omfattet af straffelovens § 244, selv om der ikke

forelå oplysninger om, at de havde medført mærker. Ellers ville det ikke give mening at forholde sig

til, om grebene var nødvendige og forholdsmæssige for at forhindre konflikter. Dommen indeholder

ikke nærmere oplysninger om to af de tre situationer, bortset fra at tiltaltes forklaring om, at han

ikke huskede dem. Den tredje situation er af tiltalte beskrevet på den måde, at han tog fat i overar-

men på en dreng og gentog, at »Nu går vi«, efter at han tre gange forinden forgæves havde givet

besked om dette. Det fremgår ikke af dommen, om denne beskrivelse af situationen er retvisende.

Der er imidlertid ikke holdepunkter for, at der skulle have været grundlag for udøvelse af nødværge

el.lign., hvilket landsretten da heller ikke giver udtryk for. Så dommen kan på dette punkt afspejle

den opfattelse, at der i tillæg til reglerne om lovlig nødværge el.lign. findes et ulovbestemt område,

inden for hvilket det i hvert fald ikke er strafbart tilladt for en skolelærer at anvende magt i form af

fysisk indgriben for at opretholde ro og orden.

Efter bevisførelsen blev det i øvrigt lagt til grund, at tiltalte i flere tilfælde havde taget nogle af

drengene hårdt i armen (forholdene 3 og 8). Der var imidlertid ikke grundlag for at anse disse greb

som vold efter straffelovens § 244. Det sammen gjaldt vedrørende tiltaltes tryk på en drengs skuldre

for at holde ham nede på en stol (forhold 7). I disse forhold blev tiltalte således frifundet, fordi hans

handlinger ikke blev bedømt som strafbare.

Selv om tiltalte blev frifundet i de nævnte forhold, har retten imidlertid ikke taget stilling til, om der

i situationer som de omhandlede på et eller andet retsgrundlag er hjemmel til lovligt at foretage den

form for fysisk indgriben.

TfK 2019.1008 V

En 32-årig mandlig socialpædagog, der var ansat som AKT-lærer på en skole for elever med særlige

vanskeligheder, blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, begået over for en 13-årig

dreng. Efter anklageskiftet havde tiltalte grebet hårdt fat i nakken og armen på eleven og presset

denne ned mod jorden med ansigtet nedad, hvorefter han vred drengens arm rundt og satte et knæ

mod drengens ryg.

Tiltalte forklarede i retten, at han sammen med eleverne fra 6. klasse havde været på besøg på en

anden skole, hvor der blev spillet rundbold, mens tiltalte og nogle lokale gårdvagter holdt opsyn. På

nogle meters afstand så han, at en af drengene fra hans egen skole sparkede til en lille dreng fra 3.

klasse, der lå på jorden i fosterstilling med arme og hænder beskyttende over hovedet. Efter forgæ-

ves at have råbt til drengen, at han skulle stoppe, gik læreren hen og greb med begge hænder fat i

den større drengs venstre arm, som han trak ud fra kroppen. Derpå førte han drengen fremad og

tvang ham ned på jorden, hvor han kom til at ligge på maven med ansigtet nedad. Tiltalte greb ikke

fat i nakken på drengen eller satte et knæ i ryggen på ham. Tiltalte havde kendskab til, at der forelå

en skriftlig risikoprofil på drengen, som ifølge denne havde aggressive tendenser.

En pædagog fra den anden skole havde på afstand set episoden og opfattede denne som så voldsom,

at han orienterede skolens ledelse om, hvad han havde overværet.

Byretten fandt tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet, idet det bl.a. blev lagt til

grund, at drengen var blevet fastholdt ned mod jorden i op til et minut, og at tiltalte i hvert fald hav-

de lænet sin krop ind over drengen. Efter bevisførelsen fandt retten, at tiltalte klart havde overskre-

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

det grænsen for nødvendig magtanvendelse. Byretten fastsatte straffen til fængsel i 30 dage, som

blev gjort betinget.

Landsretten fandt, at gerningsholdet i § 244 var opfyldt. Fire voterende mente imidlertid, at tiltalte

havde handlet i lovlig nødværge for at afværge drengens angreb på den yngre dreng. Efter en samlet

vurdering havde tiltaltes handling været nødvendig, og den lå ikke ud over, hvad der under hensyn

til angrebets farlighed og de implicerede var forsvarligt, navnlig fordi den angrebne dreng lå ned,

mens han blev sparket. Tiltalte blev derfor frifundet, idet hans handlinger var straffri efter straffelo-

vens § 13, stk. 1.

Et mindretal på to voterende mente, at betingelserne for lovlig nødværge ikke var opfyldt, da angre-

bet kunne have været afværget ved mindre indgribende handlinger.

Kommentar:

De forskellige vurderinger i to instanser af tiltaltes handlinger viser, at sagen befinder sig i et straf-

feretligt grænseområde. Frifindelsen i landsretten kan ikke tages som udtryk for, at der i situationer

som de omhandlede på et eller andet retsgrundlag er hjemmel til lovligt at foretage den form for

fysisk indgriben.

TfK 2017.750 V

En 40-årig mandlig pædagog blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244 begået over for en

7-årig pige, der var anbragt uden for hjemmet på en åben døgninstitution. Efter anklageskriftet hav-

de han taget hårdt fat omkring pigens overarm og løftet hende op i armen, hvorved der fremkom

røde striber og blodudtrædninger på armen. Ved en undersøgelse en uge senere blev der konstateret

mærker, der var forenelige med et fast håndgreb på armen.

Tiltalte forklarede, at pigen var hoppet ud af et vindue og var løbet væk. Han fandt hende og tog

hende med ind og satte hende i en sofa. Da pigen nu kravlede og hoppede rundt i sofaen, satte han

sig ned på hug og bøjede sig frem for at få hende til at falde til ro. Hun skreg ham derefter højt ind i

øret. Det fik ham til at tage fat i hendes arm, hvorefter han rejste sig op, så hun fulgte med op og

ikke kunne nå gulvet eller sofaen med sine fødder. Han indberettede ikke episoden som magtanven-

delse.

Byretten fandt tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet. Retten fandt ikke grundlag

for at fastslå, at voldsudøvelsen var sket under formildende omstændigheder. Retten lagde vægt på,

at de fysiske skader i sig selv måtte anses for beskedne, men at volden var udøvet over for et 7-årigt

barn i tiltaltes professionelle varetægt. Straffen blev fast til 30 dages fængsel, der blev gjort betinget

med samfundstjeneste i 40 timer.

Landsretten henviste til den dagældende bekendtgørelse og dennes udtrykkelige krav om hjemmel

til magtanvendelse over for anbragte børn. Bekendtgørelsen tillod fysiske indgreb inden for ram-

merne af en åben døgninstitution, hvis forholdene i det enkelte tilfælde gjorde det absolut nødven-

digt at fastholde eller føre et barn til et andet opholdssted, fordi fortsat ophold i fællesskabet var

uforsvarligt, eller barnet derved blev forhindret i at skade sig selv eller andre. Det blev lagt til

grund, at ingen af disse betingelser var opfyldt. Forsvareren havde gjort gældende, at der var tale

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

om lovlig magtanvendelse, og at der i forhold til straffelovens voldsbestemmelse forelå materiel

atypicitet. Med henvisning til »voldens karakter« blev dette afvist af landeretten, som derefter stad-

fæstede byrettens dom.

Kommentar:

Landsrettens henvisning til »voldens karakter« må forstås som udtryk for, at der i det konkrete til-

fælde var tale om uforholdsmæssig voldsom og allerede derfor strafbar fysisk magtanvendelse. Iret-

tesættelse ved at løfte et barn op med et fast greb i armen er ikke tilladt. Dermed tog retten imidler-

tid ikke mere generelt stilling til, om der ud over reglerne i magtanvendelsesbekendtgørelsen kunne

have været hjemmel til mildere fysiske indgreb for at opretholde ro og orden i en institution for an-

bragte børn.

TfK 2016.1355 V

En 52-årig mandlig lærer på en friskole blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244 begået

over for en 12-årig pige, som han bed i armen. Pigen og læreren var uenige om, hvorvidt en terras-

sedør skulle være åben, og da pigen ikke ville give slip på dørgrebet, tilkendegav læreren, at han

ville bide hende i armen.

I retten forklarede tiltalte, at det hele foregik i en spøgefuld tone. Han satte i en langsom bevægelse

tænderne i pigens underarm. Det foregik på en teatralsk måde, og han opfattede det nærmest som en

leg. Pigen tog et foto med sin telefon af bidemærket på armen og sendte det til sin mor, som foretog

politianmeldelse. På tredjedagen efter episoden var mærket forsvundet.

To voterende i byretten frifandt tiltalte, mens en voterende fandt det bevist, at tiltalte havde haft

forsæt til voldsudøvelse.

I landsretten forklarede tiltalte, at han havde haft en fri omgangsform med eleverne, og at skolen

havde bakket op om dette, hvilket skolelederen bekræftede.

Landsretten fandt det bevist, at biddet havde været bevist, og at tiltalte med forsæt havde gjort sig

skyldig i vold. Det blev lagt til grund, at forholdet var begået af en lærer over for en 12-årig elev, og

at der efter det oplyste ikke var grundlag for, at pigen skule have samtykket til biddet. Retten mente

i øvrigt ikke, at der forelå materiel atypicitet, eller at der var grundlag for at lade straffen bortfalde.

Tiltalte blev idømt fængsel i 14 dage, som blev gjort betinget.

Kommentar:

Dommen har fastslået, at det er strafbart, hvis en lærer for at få elev til at adlyde bider eleven på en

måde, der efterlader mærker, uanset om læreren gør det for sjov og mener, at eleven er indforstået.

Strafudmålingen i sagen afspejler dog, at det konkrete forhold er bedømt som mindre alvorligt.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

TfK 2016.860 V

En 58-årig kvindelig skolelærer blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244 begået over for

en 13-årig dreng. Efter anklageskriftet havde tiltalte slået eleven i ansigtet med flad hånd samt taget

ham i ørerne og rusket ham. Episoden udspandt sig i forbindelse med, at tre 6. klasser var samlet i et

fællesrum, hvor eleverne sad på rækker. En af drengene inde på en række var højrøstet, og tiltalte

ville gå ind til ham for at få ham med ud, så han ikke forstyrrede undervisningen. Da hun på vej ind

i rækken passerede eleven F, faldt hun og væltede hen over de næste drenge i rækken.

Tiltalte forklarede i både byretten og landsretten, at hun i situationen oplevede, at drengen havde

spændt ben for hende. Da hun kom på benene igen, tog hun ham i begge ører med en hånd på hver

side og sagde: »Det gør du aldrig mere imod mig«. I byretten oplyste hun, at hun bevægede armene

frem og tilbage, mens hun holdt i ørerne. I landsretten forklarede hun, at hun tog fat med begge

hænder om drengens ører og trak ham én gang ind til sig, hvorved hans hoved fulgte med. Hun ru-

skede ikke, hvilket heller ikke var, hvad hun mente at have forklaret i byretten. Hun slog ikke dren-

gen eller gjorde noget, der kunne opfattes som en lussing, og hun var meget bevidst om ikke at slå.

Efterfølgende talte hun med drengen, som forklarede, at han ikke havde spændt ben med vilje. Hun

undskyldte, at hun havde overreageret og skrev med det samme til drengens forældre i den elektro-

niske kontaktbog. Hun forklarede i øvrigt, at hun har knæprotese, er dårligt gående og er bange for

at falde.

Drengen forklarede i retten, at da læreren skulle forbi ham, fjernede han sine ben, som han havde

haft på stolen foran. Hun snublede over hans knæ eller noget andet. Han forklarede desuden, at læ-

reren slog ham hårdt med flad hånd på den venstre kind, som blev helt rød. Læreren tog fat i begge

hans ører og rev i dem med begge hænder. Bagefter havde læreren sagt undskyld.

Drengen henvendte sig på skadestuen. Undersøgelsen viste ingen mærker eller andet at bemærke.

Byretten fandt tiltalte skyldig overtrædelse af § 244 ved at have taget fat om drengens ører og rusket

ham. Det var ikke bevist, at drengen havde spændt ben og derved udsat tiltalte for et angreb, der

berettigede til anvendelse af fysisk magt, eller som kunne danne grundlag for straffrihed som følge

af rimeligt begrundet overskridelse af grænserne for lovligt nødværge. To voterende fandt, at der

ikke forelå fornødent bevis for, at tiltalte havde tildelt drengen en lussing, mens én voterende fandt

dette bevist.

Byretten udmålte straffen til fængsel i 14 dage, der blev gjort betinget. Ved straffastsættelsen blev

der lagt vægt på, at volden ikke havde medført skader, samt på, at tiltaltes reaktion var affødt af, at

hun forud for episoden havde været ved at falde, hvorved hun blev forskrækket og var af den over-

bevisning, at drengen havde spændt ben for hende.

Landsretten tiltrådte frifindelsen af tiltalte for at have slået drengen i ansigtet. I overensstemmelse

med hendes forklaring i landsretten blev hun imidlertid fundet skyldig i vold efter § 244 og idømt

10 dagbøder.

Kommentar:

Dommen har fastslået, at det er strafbart, hvis en lærer for at irettesætte en elev trækker denne i

ørerne. Strafudmålingen i sagen afspejler dog, at det konkrete forhold er bedømt som mindre alvor-

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

ligt. Det må antages, at det har været et væsentligt led i begrundelsen for anklagemyndighedens

beslutning om at rejse tiltale, at der i tiltalen også indgik en anklage om at have givet en skoleelev

en lussing og have rusket eleven ved med begge hænder at tage fat i dennes ører. Både landsretten

og et flertal at de voterende i byretten afviste førstnævnte anklage, og i landsretten blev tiltalte alene

dømt for at have taget fat med begge hænder om drengens ører og én gang trukket drengen ind til

sig, hvorved hans hoved fulgte med.

TfK 2013.90/2

En kvindelig lærer, som i en årrække havde undervist elever i en specialklasse for elever med for-

skellige problemer, herunder adhd og atypisk autisme, blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens §

244 begået over for en 11-årig dreng, som hun havde bidt i fingeren, så den blødte. Episoden fandt

sted i skolegården, da drengen først kastede en kæp mod læreren, hvorefter han kom løbende hen

mod hende med hånden formet som en pistol og stak hånden helt op i ansigtet på hende.

Tiltalte forklarede i retten, at hun tog fat om drengens håndled og skubbede ham væk, men han fort-

satte med at fægte med fingeren så tæt på, at hun blinkede med øjnene. Da drengen trods hendes

henstillinger ikke holdt op, bed hun ham i fingeren. Hun kunne ikke helt erindre, hvad der faktisk

skete, men oplyste, at hun ikke bevidst havde valgt at bide drengen. Efterfølgende ringede hun til

drengens mor og fortalte, hvad der var sket.

Drengens mor tog ham med til lægen, som konstaterede en 8 mm lang overfladisk rift på oversiden

af højre langfinder og en lidt diffus hævelse af yderstykket på fingere. Derefter tog de til politiet og

anmeldte forholdet.

I byretten blev tiltalte frifundet. Domsmandsretten lagde til grund, at der forud for biddet var en

overordentlig tilspidset situation, fordi drengens opførsel var grænseoverskridende, og at han til

trods for henstillinger om at holde op fortsatte med på klods hold at prikke ud efter lærerens øjne.

Byretten fandt ikke, at anklagemyndigheden havde ført det for domfældelse tilstrækkelige bevis for,

at tiltalte havde forsæt til at begå vold.

Anklagemyndigheden ankede byrettens frifindende dom.

I landsretten fandt fem voterende tiltalte skyldig i forsætlig overtrædelse af § 244, mens én voteren-

de ikke fandt det bevist, at tiltalte havde haft forsæt til at bide drengen. Uanset at landsretten vurde-

rede drengens provokationer som meget ubehagelige, voldsomme og grænseoverskridende for lære-

ren, fandt retten ikke grundlag for straffrihed som følge af rimeligt begrundet overskridelse af græn-

serne for lovligt nødværge eller grundlag for strafbortfald. Fire voterende stemte for at fastsætte

fængsel i 10 dage, mens to voterende stemte for fængsel i 20 dage. Samtlige voterende tillagde det

vægt, at drengen havde optrådt særdeles provokerende og grænseoverskridende, og at tiltalte havde

været i en presset og oprevet tilstand, samt at der var tale om en enkeltstående handling. Straffen på

fængsel i 10 dage blev derfor gjort betinget.

Kommentar:

Dommen har fastslået, at det er strafbart, hvis en lærer for at få elev til at adlyde bider eleven på en

måde, der efterlader mærker, uanset om eleven er provokerende, og læreren er presset og oprevet.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Strafudmålingen i sagen afspejler dog, at der ud fra en samlet bedømmelse kan tages hensyn til de

konkrete omstændigheder i situationen som en formildende omstændighed.

TfK 2011.300/2 V

En 59-årig mandlig skolelærer blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244 begået over for en

10-årig dreng i en AKT-klasse. Ifølge anklageskriftet havde læreren flere gange taget hårdt fat i

drengens arme og rusket ham hårdt, hvorunder han blev presset op mod en mur. Episoden udspændt

sig i forlængelse af, at drengen nægtede at slukke og aflevere sin telefon.

En forælder, som havde overværet episoden, forklarede som vidne, at læreren tog fat i begge dren-

gens arme og pressede ham ind mod en mur. Drengen forsøgte at komme fri ved at vride sig og

sparke ud efter læreren, hvorefter denne tog fat i drengen bagfra, så drengen havde ryggen mod læ-

reren. Herunder sparkede drengen og havde nogle gange begge fødder fra jorden.

Tiltalte forklarede, at drengen blev ved med at lege med sin telefon, og at han blev næsvis og fræk,

da tiltalte bad ham om at slukke den. Da tiltalte ville følge drengen til inspektøren, gik drengen først

frivilligt med, men stoppede så op og ville ikke med længere. Tiltalte tog så fat i drengens venstre

arm. Han forklarede, at drengen gjorde modstand og ville sparke og bide. Da han slap sit greb, gik

drengen selv hen til inspektørens kontor. Tiltalte mente ikke at have taget hårdt i armen eller at have

skubbet drengen ind mod muren. Han var sikker på, at han ikke havde fat i begge drengens arme på

samme tid, og han havde ikke taget fat i ham bagfra og løftet ham op.

En læge forklarede i retten, at drengens mor havde henvendt sig med drengen. Lægen havde ikke

kunnet se noget på drengens arm.

I byretten fandt to voterende det ikke bevist, at tiltalte havde rusket drengen eller presset ham op ad

en mur. Disse voterende mente dog, at tiltalte ved at tage hårdt fat i drengen havde øvet vold mod

denne, og at volden ikke havde været nødvendig som udøvelse af lovlig nødværge eller nødret. Ef-

ter bevisførelsen mente én af de voterende, at tiltalte ikke havde anvendt yderligere magt end nød-

vendigt for at undgå, at drengen voldte skade på sig selv eller andre. Sidstnævnte voterende henvi-

ste i den forbindelse til straffelovens § 14 om nødret, ikke § 13 om nødværge. Alle voterende henvi-

ste til bestemmelserne i både den dagældende og den tidligere gældende bekendtgørelse om foran-

staltninger til fremme af god orden.

I landsretten stemte fem voterende for at frifinde tiltalte. De lagde til grund, at drengen havde opført

sig på en sådan måde, at »det havde været nødvendigt at fastholde ham for at få ham til at udlevere

telefonen og følge med til kontoret«. Uanset at læreren havde haft hårdt fat i drengen, og at episo-

den for udenforstående kunne have virket voldsom, mente disse voterende ikke, at der var anvendt

magt i ufornødent omfang. Dissens fra én voterende.

Kommentar:

Det må antages, at det har været et væsentligt led i begrundelsen for anklagemyndighedens beslut-

ning om at rejse tiltale, at der i denne også indgik en anklage om at have rusket eleven hårdt. Både

byretten og landsretten byretten afviste imidlertid denne anklage.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Landsrettens afgørelsen er udtryk for, at der i tillæg til lovlig nødværge og nødret findes et straffrit

område, hvor en lærer kan anvende magt over for en elev for at opretholde ro og orden. Afgørelsen

er imidlertid konkret, og den siger ikke noget mere præcist om, hvor grænsen går, eller hvilken

magtudøvelse der i en given situation vil blive bedømt som straffri. Der ligger heller ikke i afgørel-

sen, at der er hjemmel til den form for magtudøvelse, som sagen drejede sig om. Magtanvendelsen

kan godt være ulovlig, selv om den efter omstændighederne i det konkrete tilfælde er straffri. Det

bemærkes, at læreren i første omgang blev fritaget for undervisning i 11 dage, hvorefter han starte-

de på arbejdet igen. Han fik imidlertid en skriftlig advarsel af kommunen på grund af episoden.

Umiddelbart forud for afsigelsen af landsrettens dom blev han afskediget. Der foreligger ikke op-

lysninger om hans forhold efter landsrettens afgørelse.

TfK 2009.391 V

En 44-årig kvindelig uddannet pædagog blev i en tilståelsessag dømt for overtrædelse af straffelo-

vens § 244 ved at have slået en 6-årig børnehavedreng i ansigtet. Hun havde set, at drengen slog en

pige. Da de to børn efterfølgende skulle lege sammen i et tov, svingede drengen benet op i tovet og

ramte pigen i ryggen, så hun kom til at græde. Da Pædagogen derefter tog drengen i hånden for at

tage ham med væk, snottede han ud over hendes hånd. Det fik hende til at slå ham med flad hånd på

siden af hovedet. Hun fortalte umiddelbart lederen af børnehaven, hvad der var sket, og blev afske-

diget på stedet.

I byretten blev tiltalte idømt fængsel i 10 dage, som blev gjort betinget. Dommeren lagde vægt på

omstændighederne forud for slaget »og i et vist omfang forældrenes indstilling til sagen«.

I ankesagen påstod tiltalte strafbortfald, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod skær-

pelse.

Landsretten fandt ikke grundlag for strafbortfald, men anså det som formildende omstændigheder,

at voldsudøvelsen havde haft et begrænset omfang, og at pædagogen selv havde underrettet børne-

havens ledelse om episoden. Straffen blev fast til 10 dagbøder, sådan som tre voterende stemte for.

De andre tre voterende stemte for at idømme en betinget dom uden straffastsættelse.

Kommentar:

Afgørelsen efterlader ingen tvivl om, at det er strafbar vold at slå et barn med flad hånd i ansigtet,

og at det kan være en skærpende omstændighed, hvis volden udøves i en institution af en ansat vok-

sen med barnet i sin varetægt. Det kan dog være en formildende omstændighed, hvis der har været

tale om en forholdsvis mild form for voldsudøvelse som reaktion på en opkørt og presset situation.

TfK 2008.736 Ø

En 38-årig kvindelig pædagog blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244 ved at have bidt en

11-årig dreng i fingeren. Episoden opstod i forbindelse med et arrangement en fredag eftermiddag i

anledning af indvielsen af en ny SFO, hvor tiltalte som souschef havde ledelsen i lederens fravær.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Tiltalte forklarede, at hun var gået hen for at adskille to drenge, som var oppe at slås. Den ene dreng

var hendes egen søn. Den anden dreng havde forinden sparket og slået en mindre dreng og derefter

slået og sparket hendes søn. Nu sparkede han hende på benet, kaldte hende smatso og slog hende i

ansigtet. Hun prøvede at berolige ham ved at omklamre ham, men nu rev han hende på halsen og

rev hendes halskæde af, så den gik i stykker. Da han så tog fat i hendes hænder og låste dem fast

ved at holde dem over kors, løftede hun sin egen hånd og drengens hånd op og bed ham i fingeren

for at få ham til at slippe. Hun fortalte skoleinspektøren, hvad der var sket, og talte om mandagen

med forældrene, som gav udtryk for, at hun havde overreageret.

Byretten lagde til grund, at tiltalte forsætligt havde bidt drengen. Selv om drengen forud herfor hav-

de slået ud efter hende med flad hånd og ramt hende på kinden og havde fat i hendes håndled, da

hun bed ham, fandtes hendes bid åbenbart at gå ud over det forsvarlige, og overskridelsen blev ikke

anset for rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse. Byretten fastsatte

herefter straffen til 10 dagbøder.

Landsretten tog i betragtning, at drengen havde fat i tiltaltes håndled, da hun bed ham i fingeren for

at få ham til at slippe sit greb. Desuden lagde landsretten vægt på, at drengen forinden havde været i

slagsmål med en anden dreng, og at tiltalte som pædagog og leder greb ind for at standse dette.

Yderligere blev det fremhævet, at drengen havde brugt skældsord mod tiltalte samt slået, sparket og

revet hende. Tiltaltes handling kunne ikke anses for lovlig nødværge, men efter en samlet vurdering

fandt landsretten, at overskridelsen af grænserne for lovligt nødværge var rimeligt begrundet i den

ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse, jf. straffelovens § 13, stk. 2.

Kommentar:

Landsrettens afgørelse efterlader ingen tvivl om, at det er strafbart at bide en anden i fingeren. I det

konkrete tilfælde blev handlingen imidlertid anses for straffri i lyset af en samlet bedømmelse af de

foreliggende omstændigheder, som ganske vist ikke gav den karakter af lovlig nødværge, men som

dog udgjorde en undskyldelig overskridelse af reglerne herom.

TfK 2008.64 Ø

En mandlig lærer på en skole for adfærdsvanskelige børn blev tiltalt for overtrædelse af straffelo-

vens § 244 begået over for to store drenge på skolen. Efter anklageskriftet havde han med en hånd

taget en 12-årige elev forfra om halsen og lagt ham på ryggen på en bænk, hvorefter læreren satte

sig på drengen og flere gange hoppede op og ned på drengens mave. Da en 14-årig elev ville kom-

me den anden dreng til undsætning, tog han med armen halsgreb på denne, lagde ham ned på jorden

og trykkede med knæet drengen i brystkassen, ligesom han pressede underarmen mod drengens

hals.

Byretten fandt tiltalte skyldig efter § 244, men med en mere afdæmpet beskrivelse af forholdet end i

anklageskriftet. Det blev således lagt til grund, at læreren havde taget den 12-årige elev i kraven og

sat ham ned på en bænk, hvor han blev holdt fast af tiltalte, der lagde sit ene ben hen over eleven for

at forhindre ham i at sparke ham. Da den 14-årige elev kom den anden dreng til hjælp og tog fat i

tiltalte, brugte denne et trick med at sætte sit ene ben frem, så drengen faldt, hvorefter tiltalte lagde

sin ene arm om drengens hals og tilkendegav, at nu var det nok. Retten bemærkede, at drengene fik

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

»nogle småknubs«. Retten mente ikke, at magtanvendelsen havde været rimeligt begrundet i forhold

fra de to elevers side. Straffen blev fastsat til 10 dagbøder.

Landsretten fandt ikke, at tiltalte havde anvendt magt i ufornødent omfang, og frifandt følgelig til-

talte.

Kommentar:

Hændelsesforløbet er i den trykte dom beskrevet meget summarisk, så der kan næppe udledes noget

særlig generelt af den konkrete afgørelse. Det må antages, at det har været et væsentligt led i be-

grundelsen for anklagemyndighedens beslutning om at rejse tiltale, at der i denne bl.a. indgik an-

klager om at have tage halsgreb på drengene. Hverken byretten eller landsretten lagde imidlertid

noget sådant til grund.

UfR 2004.1186 V / TfK 2004.254/1

En kvindelig og en mandlig lærer blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244 begået ved at,

den kvindelige lærer fastholdt en urolig dreng på gulvet, mens den mandlige lærer satte tape for

munden af eleven, indtil denne kort tid senere faldt til ro.

Byretten lagde til grund, at tapen blev anbragt i et kryds over drengens mund, således at mundvige-

ne var frie, og drengen kunne trække vejret. Tapen var anbragt i cirka 1 minut. To voterende fandt

ikke grundlag for at henføre forholdet under § 244 og stemte for frifindelse. Dissens.

Landsretten lagde til grund, at den fastholdte elev »på det pågældende tidspunkt var en stærkt urolig

og aggressivt handlende dreng«, og at der efter episoden blev der indledt medicinsk behandling med

Ritalin for at afhjælpe disse problemer. Retten fandt det bevist, at drengen på det pågældende tids-

punkt opførte sig så aggressivt, at det var berettiget at fastholde ham. Den mandlige lærer kom sin

kollega til undsætning, fordi han vurderede, at situationen var for vanskelig for hende at klare på

egen hånd. Det blev ikke anset som bevist, at tapen havde været placeret over drengens mund i læn-

gere tid end et minut, eller på en måde som forhindrede drengen i at trække vejret gennem munden.

Desuden blev det lagt til grund, at den lærer, der satte tape over drengens mund, alene gjorde dette

»med det formål at aflede hans opmærksomhed for at hjælpe ham ud af den affekt, han befandt sig

i«. Retten mente, at dette havde været nødvendigt. Retten tillagde det afgørende betydning, at de to

lærere havde deres fulde opmærksomhed rettet mod drengen, mens han havde tapen for munden, at

de ikke var ophidsede, og at de havde kontrol over situationen. I den foreliggende situation havde

de derfor ikke handlet retsstridigt. De havde i øvrigt ikke forsæt til at begå vold mod eleven, men

havde alene søgt at hjælpe ham. De tiltalte blev enstemmigt frifundet af landsrettens tre juridiske

dommere og tre domsmænd.

Kommentar:

Den trykte dom i den såkaldte Tape-sag er gengivet forholdsvis summarisk med udeladelse af for-

klaringerne i begge instanser. Afgørelsen er resultatet af en konkret bevisbedømmelse efter en tem-

melig indgående bevisførelse med mange nuancer og usikkerhedsmomenter. Hvad var der egentlig

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

sket? Hvordan havde forløbet været? Hvem havde gjort hvad? Hvad kunne der med rimelig sikker-

hed udledes af, hvordan de enkelte aktører havde opfattet situationen og efterfølgende beskrev den?

Afgørelsen siger ikke ret meget om, hvor grænserne går for lovlig fysisk magtanvendelse, hverken i

almindelighed eller i et specielt tilfælde som det foreliggende. Og den siger slet ikke noget om, det i

almindelighed er tilladt at lukke munden på skoleelever med pakketape.

For alle tilfældes skyld bemærkede landsretten, at tilsvarende handlinger under andre omstændighe-

der kunne være strafbare. Rent juridisk havde retten ikke behøvet at ytre sig om dette spørgsmål;

men der har åbenbart været behov for at lægge afstand til den opfattelse, at der med frifindelsen var

givet grønt lys for at sætte pakketape over munden på støjende elever.

Dommen i Tape-sagen viste, at der findes et vist område for straffri magtanvendelse i tilfælde, hvor

det må anses for nødvendigt at få kontrol over en situation. Afgørelsen kan imidlertid ikke bruges til

at blive klogere på grænserne for lovlig magtanvendelse. Den er ikke retningsgivende for, hvilke

magtmidler der kan være tilladte i forskellige situationer. Når retten lagde til grund, at forholdet

ikke var »retsstridigt«, skal dette ikke forstås som udtryk for, at forholdet var lovligt, men alene

som en konstatering af, at der ikke i strafferetlig forstand var tale om et retsstridigt forhold. Hvis

magtanvendelse i et konkret tilfælde er strafbar, har der selvsagt ikke været hjemmel til iværksæt-

telse af indgrebet. Men selv om en handling ikke bliver anset for strafbar, er dette ikke ensbetyden-

de med, at der er hjemmel til at foretage den.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Bilag 3

Udkast til lovbestemmelser om fremme af god orden i folkeskolen –

med inspiration fra voksenansvarsloven

Af Jørn Vestergaard

I folkeskoleloven erstattes § 52 a af følgende bestemmelser:

Generelle principper for fysiske foranstaltninger –

fysisk guidning, afværgehjælp og fysisk magtanvendelse

§ 52 a. En fysisk foranstaltning omfattet af §§ 52 b, 52 c eller 52 d må kun undtagelsesvis iværksættes over

for den enkelte elev og må aldrig erstatte en pædagogisk indsats. Sådanne foranstaltninger skal begrænses til

det absolut nødvendige og må kun forekomme for at sikre,

skolens lever modtager læring i overensstemmelse med skolens formål, jf. § 1, og

alle elever trives i skolens faglige og sociale fællesskaber, jf. § 18, stk. 2.

Stk. 2.

Forud for enhver form for fysisk indgriben over for en elev skal det undervisende personale fore-

tage, hvad der er muligt for at opnå elevens frivillige medvirken til en nødvendig foranstaltning.

Stk. 3.

Anvendelse af magt eller anden fysisk indgriben over for en elev skal stå i rimeligt forhold til

formålet med indgrebet. Enhver beslutning om fysisk indgriben skal træffes på baggrund af en samlet vur-

dering af de foreliggende omstændigheder, herunder ved en konkret afvejning af hensynet til elevens selv-

bestemmelse og personlige integritet over for formålet med indgrebet. Dette skal ske under hensyntagen til

elevens alder, modenhed og funktionsevne. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal dis-

se anvendes.

Stk. 4.

Iværksættelse af en fysisk foranstaltning skal ske så skånsomt og kortvarigt, som omstændighe-

derne tillader, og med størst mulig hensyntagen til både eleven og andre tilstedeværende, således at der

ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Stk. 5.

Legemlig afstraffelse, ydmygende, hånende eller anden nedværdigende behandling er ikke tilladt.

Fysisk guidning

§ 52 b. Det undervisende personale kan fysisk guide en elev.

Stk. 2.

Det er en betingelse for fysisk guidning efter stk. 1, at det vurderes at være nødvendigt af hensyn til

skolens ansvar for at fremme god orden, herunder hvis eleven generer eller udøver chikane over for de øvri-

ge elever, personalet eller andre, der opholder sig på skolen.

Afværgehjælp

§ 52 c. Personalet kan kortvarigt fastholde eller føre en elev væk fra en situation, når det er nødvendigt for

at afværge, at eleven ødelægger eller beskadiger ting i et ikke ubetydeligt omfang.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Fysisk magtanvendelse

§ 52 d. Personalet kan fastholde eller føre en elev til et andet opholdsrum.

Stk. 2.

Det er en betingelse for fysisk magtanvendelse efter stk. 1, at eleven udviser en adfærd, der er til fare

for eleven selv, de øvrige elever, personalet eller andre, der opholder sig på skolen. Tilsvarende gælder, når

eleven vedvarende udviser uacceptabel adfærd, herunder vedvarende chikane, der er til alvorlig gene for

fællesskabet eller for elevernes sikkerhed og tryghed, og magtanvendelsen er nødvendig for at bringe over-

trædelsen til ophør.

Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten på børne- og ungehjem

§ 52 e. For undervisere, der er ansat på børne- og ungehjem, og elever, der er anbragt på børne- og unge-

hjem, gælder bestemmelserne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten i lov om vok-

senansvar for anbragte børn og unge.

Almindelige bemærkninger til udkastet – med inspiration fra voksenansvarsloven

Formålet med de foreslåede bestemmelser er at tydeliggøre de grundlæggende betingelser for magtanvendel-

se og andre fysiske foranstaltninger over for skoleelever, herunder med udtrykkelige bestemmelser om så-

kaldt »fysisk guidning«, såkaldt »afværgehjælp« og »fysisk magtanvendelse«.

Det forudsættes at den nugældende bestemmelse i folkeskolens § 52 opretholdes. Efter denne bestemmelse

kan Børne- og undervisningsministeren fastsætte almindelige regler om foranstaltninger til fremme af god

orden i skolerne. Den senest udstedte bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen hjemler en ræk-

ke ikke-fysiske foranstaltninger, jf. bkg. nr. 1951 af 11. december 2020. I en særlig bestemmelse om magt-

anvendelse er der henvist til lovgivningens almindelige regler om nødværge, nødret og lovlig retshåndhævel-

se, jf. § 17. I samme bestemmelse bemærkes det, at legemlig afstraffelse ikke er tilladt. Bestemmelsen har

ikke længere nogen selvstændig retlig betydning. Den er utidssvarende, og reglerne om opretholdelse af god

orden på skoleområdet er uklare og ufuldstændige.

Hverken folkeskoleloven eller bekendtgørelsen bidrager til at fastlægge grænserne for lovlig fysisk indgriben

over for udadreagerende eller forstyrrende skolebørn. I lyset heraf hersker der betydelig usikkerhed om

grænserne for lovlig magtanvendelse. Denne retstilstand er utilfredsstillende for både børn og voksne og kan

medføre uhensigtsmæssig håndtering af konfliktsituationer. Efter en nutidig retsopfattelse er det principiel

uholdbart, at reglerne på området ikke hviler på et sikkert retsgrundlag, men må udledes af en ministeriel

bekendtgørelse suppleret af uskrevne »anstaltsbetragtninger«.

På andre områder er der tilvejebragt mere klare rammer om beføjelserne til magtanvendelse og anden fysisk

indgriben i forbindelse med myndighedsudøvelse. Med indførelsen af voksenansvarsloven om magtanven-

delse over for anbragte børn og unge har man således fjernet meget af den usikkerhed, der tidligere knyttede

sig til grænserne for lovlig fysisk magtanvendelse. Dermed har man også tilvejebragt et mere sikkert hjem-

melsgrundlag for de forskellige foranstaltninger.

Med de fornødne tillempninger kan væsentlige dele af regelsættet vedrørende voksenansvar over for anbrag-

te børn og unge med fordel overføres til folkeskoleloven. I tilknytning til den bekendtgørelse, der ledsager

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

voksenansvarsloven, er der udsendt en udførlig og oplysende vejledning, som bidrager til at skabe klarhed

over, hvornår de forskellige slags foranstaltninger er tilladelige. Med en lignende vejledning på skoleområdet

ville der kunne gives nærmere anvisninger på, hvordan personalet kan forholde sig i forskellige typer af mere

eller mindre tilspidsede situationer.

I skoletiden har skolen som institution og den enkelte lærer et ansvar for at passe godt på eleverne og dermed

visse beføjelser til at sørge for almindelig god orden og ordentlig omgangstone. I en situation, hvor en elev er

voldsomt udadreagerende eller vedvarende forstyrrende og derved skader både sine egne og andre elevers

muligheder for at udvikle sig fagligt og socialt i et godt læringsmiljø, kan det efter omstændighederne være

berettiget at gribe fysisk ind over for eleven, hvis det undtagelsesvist ikke er muligt at tale denne til rette.

Dette gælder særligt i tilfælde, hvor der er nærliggende risiko for umiddelbar optrapning af en konflikt. Der

kan følgelig være behov for, at en voksen i en konkret situation drager omsorg for, at en elev ikke volder

skade på sig selv, på andre eller på ting. Der kan også forekomme tilfælde, hvor det undtagelsesvist vil være

berettiget at gribe fysisk ind over for en elev, som med vedvarende chikane krænker og skaber væsentlig

utryghed for andre elever. I sådanne situationer kan det være nødvendigt at tage fat i barnet og fastholde det

eller føre det ind i et andet rum.

Iværksættelse af et fysisk indgreb forudsætter en afvejning af hensynet til at opretholde god orden og hensy-

net til elevens personlige integritet og selvbestemmelsesret. Det er afgørende, at fysisk indgriben over for en

elev ikke erstatter en pædagogisk indsats og kun anvendes i de situationer, hvor det er absolut nødvendigt.

Det forudsættes således, at andre muligheder er udtømt, og at der ikke er andre redskaber til at opretholde

den orden, som er en forudsætning for et godt læringsmiljø og dermed et godt fællesskab for alle elever.

Et fysisk indgreb over for en elev skal altid være proportionalt og udøves med størst mulige skånsomhed.

Det er samtidig afgørende, at det altid overvejes, hvilke konsekvenser anvendelsen af magt kan have for rela-

tionen og tilliden mellem eleven og den voksne. Enhver anvendelse af magt over for en elev må således give

anledning til refleksion blandt det pædagogiske personale.

Bestemmelserne i § 52 a - § 52 d gælder tilsvarende for behandlings- og specialundervisningstilbud omfattet

af lov nr. 1532 af 12. december 2023, jf. folkeskolelovens § 20, stk. 5, 1. pkt.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i udkastet – med inspiration fra voksenansvarsloven

Ad 1 (§ 52 a)

Bestemmelsen fastslår de generelle principper for magtanvendelse eller iværksættelse af mindre indgribende

fysiske foranstaltninger over for den enkelte elev. I de tre følgende bestemmelser fastlægges betingelserne

for, at skolens personale i en given situation er beføjet til at foretage

fysisk guidning, afværgehjælp,

hen-

holdsvis

fysisk magtanvendelse.

Det følger af § 52 a, at iværksættelse af fysiske foranstaltninger har den klare undtagelses karakter og forud-

sætter, at forholdene i det enkelte tilfælde gør indgrebet absolut påkrævet for at varetage hensynet til, at sko-

len kan virke i overensstemmelse med sit formål, sådan som dette er fastlagt i folkeskoleloven. Skolen skal

sikre, at eleverne modtager læring, og at alle elever trives i skolens faglige og sociale fællesskaber. Dette

fremgår af folkeskolens § 1 og § 18, stk. 2.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Enhver beslutning om iværksættelse af foranstaltninger til fremme af god orden skal træffes på baggrund

af en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder. Dette gælder såvel med hensyn til fysiske indgreb

som andre foranstaltninger. En foranstaltning i anledning af en forseelse skal stå i rimeligt forhold til forse-

elsens grovhed, elevens alder, eventuel forudgående samtale, påtale og advarsel mv., og om forseelsen er

begået forsætligt eller uagtsomt.

Magtanvendelse eller anden fysisk indgriben over for en elev forudsætter en konkret afvejning af hensynet

til elevens selvbestemmelse og personlige integritet over for formålet med indgrebet. Dette skal ske under

hensyntagen til elevens alder, modenhed og funktionsevne samt under iagttagelse af proportionalitetsprin-

cippet. Forud for enhver form for magtanvendelse eller anden fysisk indgriben over for en elev skal det

undervisende personale foretage, hvad der er muligt for at opnå elevens frivillige medvirken til en nød-

vendig foranstaltning. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes. Anven-

delse af magt skal ske så skånsomt og kortvarigt som muligt og med størst mulig hensyntagen til eleven og

til andre tilstedeværende, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Det foreslås samtidig, at folkeskoleloven kommer til at indeholde bestemmelser om registrering og indberet-

ning af afværgehjælp og fysisk magtanvendelse.

Ad 2 (§ 52 b)

Foranstaltningen

fysisk guidning

indebærer

fysisk kontakt, som barnet eller den unge ikke modsætter sig.

sådant tiltag anses

ikke

for omfattet af reglerne om magtanvendelse, herunder med hensyn til regler vedrø-

rende registrering og indberetning. Den fysiske kontakt kan f.eks. bestå i, at den voksne lægger en hånd på

barnets skulder og uden modstand fører barnet til en anden lokalitet. I den fysiske guidning ligger også, at

eleven kortvarigt kan fastholdes. Den øvre tidsgrænse for, hvad der anses for »kortvarigt« beror på en indivi-

duel vurdering af de konkrete omstændigheder.

Betingelsen for at foretage fysisk guidning er, at det vurderes at være nødvendigt af hensyn til skolens ansvar

for at et godt læringsmiljø for alle elever, herunder hensynet til tryghed og trivsel i skolen i tilfælde, hvor

eleven generer eller udøver chikane over for de øvrige børn og unge, personalet eller andre, der opholder sig

på stedet.

Som led i den fysiske guidning er det muligt at fjerne eleven fra en situation, før den eskalerer yderligere.

Det kan f.eks. ske ved, at man kortvarigt lægger en arm om skulderen på eleven, og på den måde får eleven

til at følge med væk fra episoden. Man kan f.eks. følge eleven ud på gangen eller hen til et andet rum.

Der er kun tale om fysisk guidning, så længe eleven ikke gør fysisk modstand mod f.eks. at blive ført et an-

det sted hen, dvs. barnet eller den unge følger med uden modstand. Gør eleven fysisk modstand mod den

fysiske kontakt og/eller det, den voksne ønsker, at barnet eller den unge skal gøre, skal den fysiske kontakt

øjeblikkeligt ophøre, idet fysisk kontakt herefter vil være at betragte som afværgehjælp eller egentlig fysisk

magtanvendelse efter reglerne herom. Kun i de tilfælde, hvor betingelserne i bestemmelsen herom er opfyldt,

vil det være tilladt at føre eller fastholde en elev, der gør modstand.

I tilfælde, hvor en elev under et måltid opfører sig verbalt provokerende over for de andre elever eller perso-

nalet eller ved vedvarende at kaste med maden, kan eleven blive bedt om at forlade spisesituationen og even-

tuelt med en hjælpende hånd på skulderen følges væk derfra, indtil den pågældende er faldet til ro og kan

vende tilbage til fællesskabet. Tilsvarende vil kunne opstå i forbindelse med f.eks. sports- eller andre fælles-

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

aktiviteter. Hvis en elev f.eks. bliver ved med at være for voldsom og tackle de andre, vil vedkommende

kunne blive bedt om at tage en time-out på fem minutter på bænken og eventuelt fysisk følges derhen.

Hensynet til at bringe eleven ud af en uholdbar situation ved at gribe ind med fysisk guidning vil alt andet

lige kunne være større, jo yngre et barn der er tale om.

Anvendelse af fysisk guidning skal

ikke

registreres og indberettes. Men hvis anvendelse af fysisk guidning

udvikler sig til afværgehjælp eller fysisk magtanvendelse, vil episoden skulle registreres og indberettes efter

reglerne herom.

Ad 4 (§ 52 c)

Foranstaltningen

afværgehjælp

indebærer, at en elev kortvarigt kan

fastholdes eller føres væk fra en situati-

on,

når det er nødvendigt for at afværge ødelæggelse eller beskadigelse af egne eller andres ting i et ikke

ubetydeligt omfang.

Afværgehjælp kan være relevant i en situation, hvor en elev i et anfald af raseri er ved at ødelægge kostbart

udstyr, men kan også være relevant i en situation, hvor en elev vedholdende kaster med ting af mindre værdi,

f.eks. glas eller andet service. Afværgehjælp kan anvendes for at afværge tingskade, allerede før den første

genstand smadres. Det afgørende er, at der foreligger en reel fare for, at eleven vil fortsætte med at ødelægge

eller beskadige ting.

Udtrykket »ikke ubetydeligt omfang« dækker både over genstande af høj økonomisk eller affektionsmæssig

værdi og gentagen ødelæggelse af genstande, der ikke nødvendigvis er af hverken høj økonomisk eller affek-

tionsmæssig værdi.

Ved kortvarig fastholdelse og føren af et barn eller en ung forstås, at eleven kan fastholdes kortvarigt eller

føres væk fra situationen for at markere, at den uønskede adfærd skal bringes til ophør, herunder ved at den

pågældende føres væk fra situationen. Den øvre tidsgrænse for, hvad der anses som kortvarigt, afhænger af

en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder, herunder under hensyntagen til elevens alder, mo-

denhed og funktionsevne samt under iagttagelse af proportionalitetsprincippet.

Hvis eleven undervejs i en kortvarig fastholdelse begynder at gøre markant fysisk modstand, må eleven kun

fortsat fastholdes og føres til et andet rum, hvis betingelserne i bestemmelsen om egentlig fysisk magtanven-

delse er opfyldt.

Ved føren væk fra en situation forstås, at et barn eller en ung fjernes fra den konkrete situation, så den igang-

værende handling afbrydes. Det vil afhænge af en konkret vurdering, hvor eleven skal føres hen for at afbry-

de den igangværende handling.

Hvis det er tilstrækkeligt at anvende mindre indgribende metoder for at afværge skade på en genstand, f.eks.

ved at tale eleven fra det eller ved at sikre genstanden, er der ikke adgang til at anvende afværgehjælp.

I de tilfælde, hvor der anvendes afværgehjælp, skal der ske registrering samt indberetning af episoden efter

reglerne herom.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Ad 5 (§ 52 d)

Foranstaltningen

fysisk magtanvendelse

indebærer, at et barn eller en ung

fastholdes eller føres til et andet

rum.

Betingelsen for fysisk magtanvendelse er, at eleven udviser en adfærd, herunder vedvarende chikane, der er

til fare for eleven selv, de øvrige børn og unge, personalet eller andre, der opholder sig på stedet, eller at

eleven vedvarende udviser uacceptabel adfærd, der er til alvorlig gene for fællesskabet eller for elevernes

sikkerhed og tryghed, og magtanvendelsen er nødvendig for at bringe overtrædelsen til ophør.

Ved fastholdelse forstås, at et barn eller en ung kan fastholdes fysisk. Fastholdelse af eleven må aldrig omfat-

te vold, herunder voldelige førergreb, slag eller spark. Ved føren til et andet rum forstås, at et barn eller en

ung kan føres til et andet lokale, f.eks. ud på gangen eller hen til inspektørens kontor. Når det drejer sig om

mindre børn kan fastholdelse og føren ske ved, at barnet bæres til et andet rum. Når det drejer sig om større

børn eller unge kan fastholdelse og føren f.eks. ske ved, at eleven holdes fast om hånden og føres til det an-

det opholdsrum.

Med kriteriet om, at eleven skal udvise en adfærd, der er til fare for barnet eller den unge selv, sigtes på til-

fælde, hvor der udøves eller er optræk til selvskadende adfærd, eller hvor eleven har skabt eller er ved at

skabe en farlig situation for sig selv, f.eks. med risiko for at falde ned med fysisk skade til følge.

Med kriteriet om, at eleven skal udvise en adfærd, der er til fare for øvrige børn, personalet eller andre, der

opholder sig på stedet, sigtes på situationer, hvor eleven truer med eller udøver vold over for den ovenfor

nævnte gruppe. Der skal i den enkelte situation være tale om en reel og begrundet risiko for, at eleven vil

foretage handlinger, der er til skade for de andre børn og unge eller personalet. Der kan f.eks. være tale om

situationer, hvor to elever er kommet op at toppes, og der er optakt til et regulært slagsmål.

Med kriteriet om, at eleven vedvarende udviser uacceptabel adfærd, der er til alvorlig gene for fællesska-

bet eller for elevernes sikkerhed og tryghed, sigtes på situationer, hvor eleven vedvarende udviser adfærd,

der er til alvorlig gene for fællesskabet, herunder ved uacceptabel sprogbrug eller voldelig, krænkende og

larmende adfærd. I almindelighed er det kun grovere overtrædelser af ordensreglerne, der kan føre til an-

vendelse af fysisk magt.

For alle de nævnte kriterier gælder, at eleven skal være insisterende og vedholdende i sin udtryksform og

adfærd og ikke vise tegn på at ville ændre adfærd.

Forud for anvendelsen af fysisk magt skal personalet afsøge alle muligheder for at opnå elevens frivillige

medvirken til en mindre indgribende foranstaltning. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige,

skal de i stedet anvendes. Magtanvendelsen skal endvidere være afpasset elevens alder, modenhed og

funktionsniveau. Der skal altid foretages en konkret og individuel vurdering. En bestemt adfærd vil såle-

des ikke automatisk medføre en bestemt reaktion. Magt må alene anvendes for at bringe den uacceptable

adfærd til ophør og må således ikke anvendes som en sanktion over for eleven.

De almindelige principper for anvendelse af fysisk magt og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal

altid iagttages, herunder med hensyn til proportionalitet, mindstemiddelprincippet, skånsomhed og kortva-

righed.

Anvendelse af fysisk magt skal registreres og indberettes efter reglerne herom.

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

Ad 6 (§ 52 e)

Bestemmelsen svarer til nugældende § 52 a. Efter denne bestemmelse gælder voksenansvarslovens regler om

fysisk guidning, afværgehjælp og fysisk magtanvendelse også i forholdet mellem undervisere, der er ansat på

børne- og ungehjem,

og elever, der er anbragt på institutionen. Herved svarer handlemulighederne i forhold

til disse børn og unge til dem, der gælder for det øvrige personale på institutionen.

Reglerne i voksenansvarsloven gælder ikke i forhold til for børn og unge, der bor hjemme hos deres forældre

eller er anbragt i en plejefamilie, og som med mellemrum er i

aflastning

på et børne- og ungehjem med ele-

ver, der går i intern skole. I forhold til disse to grupper af elever gælder reglerne i bekendtgørelsen om god

orden i folkeskolen.

Reglerne i voksenansvarsloven finder i øvrigt heller ikke anvendelse på interne skoler i

behandlings- og spe-

cialbehandlingstilbud

for børn og unge (tidligere betegnet som »dagbehandlingstilbud«). Her gælder regler-

ne i bekendtgørelsen om fremme af god orden i folkeskolen i forhold til såvel anbragte som øvrige børn og

unge på skolerne. Se herom bestemmelsen i folkeskolelovens § 52 a.

Nogle børne- og ungehjem har udelukkende anbragte børn og unge, mens andre udelukkende har børn og

unge i aflastning. Nogle børne- og ungehjem har imidlertid både anbragte børn og unge og børn og unge i

aflastning. Endelig er der steder, der både har anbragte børn og unge og børn og unge i aflastning samt en

intern skole, hvor der både går børn og unge, der er anbragt på stedet, børn og unge, der er anbragt på et an-

det børne- og ungehjem, børn og unge, der bor hjemme hos deres forældre, samt børn og unge, der er anbragt

i en plejefamilie.

Hvilket regelsæt der finder anvendelse afhænger af, om barnet eller den unge bor hjemme hos sine forældre

eller er anbragt uden for hjemmet på et børne- og ungehjem eller i en plejefamilie – og i de tilfælde, hvor

barnet eller den unge er i aflastning, også af, hvilken type plejefamilie barnet eller den unge er anbragt i. En

korrekt anvendelse af reglerne kræver således, at personalet dels har konkret viden om, hvor hver enkelt barn

eller ung bor eller er anbragt, dels har kendskab til de forskellige regelsæt og overblik over disse.

Socialministeriet har over for Folketingets Ombudsmand erkendt, at det stiller store krav til personalet, at der

gælder forskellige regler for anvendelse af magt mv. i forhold til de enkelte børn og unge, der er i aflastning

på et børne- og ungehjem, og i forhold til børn og unge, der går i interne skoler (se FOB 2021-13). Ombuds-

manden har i den forbindelse givet udtryk for, at den nuværende retstilstand kan vanskeliggøre personalets,

herunder vikarers, overholdelse af reglerne. Dette gælder ikke mindst, når der ved udøvelse af magt er tale

om situationer, hvor der må handles hurtigt. Det er erfaringen fra Ombudsmandens tilsynsbesøg på børne- og

ungehjem, der både har anbragte børn og unge og børn og unge i aflastning, at der flere steder mangler til-

strækkeligt kendskab til voksenansvarslovens regler og reglernes anvendelsesområde. Det er også erfaringen

fra tilsynsbesøg på børne- og ungehjem med interne skoler, at der generelt er usikkerhed om, hvilke regler

der gælder i forhold til magtanvendelse, når der går elever i den interne skole, der ikke er anbragt på børne-

og ungehjemmet.

I lyset af ovenstående har Ombudsmanden givet udtryk for en forventning om, at Socialministeriet vil tyde-

liggøre retsstillingen på området. Aktuelt afventes resultatet af ministeriets overvejelser.

Med en gennemførelse af de foreslåede bestemmelser i folkeskolelovens § 52 a - § 52 d vil retstilstanden

vedrørende adgangen til fysisk guidning, afværgehjælp og fysisk magtanvendelse over for skoleelever i det

væsentlige blive den samme på folkeskolelovens og voksenansvarslovens område. Ensartede regler vil skabe

REU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 47: Materiale om magtanvendelse i skolen fra professor Jørn Vestergaard

større klarhed over de beføjelser, det undervisende personale på børne- og ungehjem med interne skoler har i

forhold til elever i den interne skole, der ikke er anbragt på børne- og ungehjemmet.