Pyrolyse er nævnt i regeringsgrundlaget af december 2022 som et middel til minimering af spredning af miljøskadelige stoffer i forbindelse med spildevandsrensningen, hvor det producerede spildevandsslam i dag, som udgangspunkt, udbringes på landbrugsjord for udnyttelse af næringsstoffer, men desværre samtidig indeholder en lang række miljøfremmed stoffer som PFAS, medicinrester, mikroplast m.m. I den grønne trepartsaftale af juni 2024 er pyrolyse nævnt som en løsning på landbrugets klimaudfordringer ved CO2-fiksering i biokul (biochar). Lovgivningen på området halter bagefter og er ikke tilpasset de miljømæssigt - og økonomisk nye attraktive tekniske løsninger. Det hindrer anvendelse af tilgængelig procesteknik, og det begrænser derved udvikling og optimering, samt udvikling og eksport af miljø- og klimateknologi. Vil ministeren oplyse, hvilke initiativer ministeren har taget, for at gøre det muligt at udnytte pyrolyseteknikker til slambehandling og udvikling af spildevandsrensningen i Danmark med henblik på at minimere spredningen af miljøfremmed stoffer?
Dato: 10-10-2024
Status: Endeligt besvaret
Emne:
affald og kemikalier, vand- og havmiljø