Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del Bilag 71
Offentligt
2925856_0001.png
Åbent brev til Miljøministeren og Minister for Grøn Trepart
Nykøbing Mors d. 5/9-2024
Kære Magnus Heunicke og Jeppe Bruus,
Jeg befinder mig ved en skillevej og jeg er nødt til at beslutte, om min virksomhed skal fortsætte eller
lukkes. Jeg startede min virksomhed i 1986, hvor vi forarbejder muslinger og sælger dem til hele verden.
Dengang var der fire andre virksomheder i Danmark, men i dag er vi den eneste tilbage, der producerer
hvad vi gør og desværre kører vi nu kun på 30% af vores kapacitet.
Tilbagegangen skyldes en reduktion i råvaretilgangen, som er et resultat af forfejlet miljøpolitik, kraftigt
påvirket af emotionelle og useriøse kampagner fra Danmarks Naturfredningsforening. Derudover er
Miljøministeriets ensidige rådgivning fra Aarhus Universitet et stort problem. Hverken ministeriet eller
Aarhus Universitet respekterer DTU Aqua, som har en betydelig tilstedeværelse inden for forskning og
rådgivning på området.
I mange år har der eksisteret et muslingeudvalg for at sikre et bæredygtigt fiskeri, men Miljøministeriet
rådfører sig ikke med dette udvalg, når vigtig lovgivning kan påvirke fiskeriet. For eksempel er der ingen
ordentlighed i den seneste fortolkning af Vandplan 3, hvilket nok lukker erhvervet. I årenes løb er
fiskevande blevet taget ud af drift for miljøets skyld, uden hensyntagen til den enorme positive effekt
muslinger har på vandkvaliteten. Vores erhverv er nævnt i den nye rapport fra Fiskerikommissionen som en
sektor, der kan understøtte lokalsamfund, men dette tages heller ikke i betragtning af Miljøministeriet.
Vi har i virksomheden i mange år forsøgt at opstille en fremtidig strategi, som enhver virksomhed gør, men
det er fuldstændig umuligt med denne lemfældige og uordentlige ageren fra Danmarks
Naturfredningsforening og Miljøministeriet.
Hvordan skal min virksomhed og vores branche overleve under disse forudsætninger. Vi er et så lille
erhverv, at vi ikke kan tage til genmæle mod Miljøministeriet og Danmarks Naturfredningsforening. Vi
bliver
"kørt over"!!.
Taberne i dette bliver vandkvaliteten, fiskerne, industrien, arbejdspladser,
lokalsamfund og eksporten.
Vores markedsandel bliver i stedet overtaget af produktion af muslinger fra Chile, hvor varerne fragtes til
Europa, med miljøet som den store taber.
Vil I inden 2-3 uger svare på dette spørgsmål:
Vil I lukke erhvervet og kompensere os, eller vil I give os den nødvendige råvaretilgang, så vi kan
overleve?
Med venlig hilsen,
Poul Kærgaard
Ejer
Vilsund Blue