Valby, den 16. oktober 2024.
Til medlemmer af Folketingets miljø- og fødevareudvalg
Forslag vedr. fejlsortering af emballage: Indfør krav om, hvordan mademballage skal sorteres som affald
Kære udvalgsmedlem
Jeg skriver til dig og dine udvalgskollegaer, fordi jeg gang på gang bliver frustreret over at der ligger affald,
som er sorteret forkert, i affaldscontainerne i miljørummet i vores bebyggelse. Jeg tænker, at det ikke kun er
et lokalt problem, men at det eksisterer flere steder, og derfor mener jeg, at der bør gøres noget politisk –
og derfor denne henvendelse til Miljø og Fødevareudvalget.
Min frustration over forkert sorteret affald skyldes ikke mindst, at containeren til madaffald bruges til meget
andet end madaffald. Jeg oplever, at der ofte er smidt pizzabakker, flamingobokse fra sushi, plastikbestik,
plastikbeholdere med soyasauce, plastikbæreposer og lignende sammen med madrester i containeren.
Herudover har jeg også oplevet, at der er blevet smidt tøj, mælkekartoner, almindeligt køkkenaffald og
endog en ødelagt fodbold i containeren til madaffald.
Det frustrerer mig, fordi jeg har hørt fra en renovationsmedarbejder, at der nogle steder er så meget
”forkert sorteret affald” i containerne til madaffald, at man er nødt til at køre det hele til forbrænding – og
så giver det jo ingen mening at bruge tid på at sortere affaldet. Problemet er størst i weekenderne, hvor
man af affaldet kan se, at mange har fået leveret take-away mad – bl.a. fordi al emballage og bestik sammen
med eventuelle madrester er proppet sammen i den bærepose med firmanavn, maden blev leveret i.
Jeg vil derfor foreslå, at der indføres regler om, at al emballage til mad (plast, pap mv.) skal forsynes med en
deklaration om, hvordan de respektive dele skal sorteres som affald. Ligesom man i dag kan se, at der fx på
havregrynsposen står, at den skal sorteres som papir (eller hvad den nu er lavet af). I forvejen er der jo trykt
firmanavn eller andet på de fleste pizzabakker mv., så det kan ikke være særlig besværligt at indføre et
sådant krav.
PS. Jeg bor i en bebyggelse, hvor hovedparten af beboerne er unge, da en del af bebyggelsen er
ungdomsboliger. Herudover bor der en del unge familier i bebyggelsen og nogle få, der er 50+.
Bedste hilsner
Bent Dahl Jensen
Ingrid Marievej 15, 5.tv.
2500 Valby