MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 362: Materiale fra mødet 2/4-25 om status for sagen om udledninger af miljøfarlige forurenende stoffer til vandmiljøet, fra mljøministeren

Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del Bilag 362
Offentligt

European

Commission

VIRGINUus SINKEvIius

Commissioner for

Environment

Oceans and Fisheries

Brussels, 10/08/2023

Ref Ares (2023) 7674714

Mr Magnus Heunicke

Minister of Environment of Denmark

Frederiksholms Kanal 26

1220 København K

DENMARK

Dear Minister,

I would like to thank you for your letter of 30 June 2023 conceming the Water Framework

Directive following our meeting of 27 June 2023. In your letter, you ask for assistance on the

interpretation of the Water Framework Directive’ (WFD), notably in relation to a recent

ruling from the Danish Environment and Food Board of Appeal which you report will have

major consequences for some projects related to the transition to green energy. I understand

that, since the ruling deviates from the guidance of the Danish Environmental Protection

Agency, this leads to legal uncertainty and suspension ofpermitting procedures.

Acknowledging the urgency of your request, I hereby attach the views of my services on this

complex issue, while noting that only the EU Court of Justice can give an authentic

interpretation of Union law.

I hope that your authorities will find them helpful.

Yours faithfully,

‘Directive 2000/60/EC of the European Parliament and of the Council of 23 October 2000 establishing a

framework for Community action in the field of water policy, OJ L 327, 22.12.2000, p. i

MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 362: Materiale fra mødet 2/4-25 om status for sagen om udledninger af miljøfarlige forurenende stoffer til vandmiljøet, fra mljøministeren

ANNEX

Question

“When the EQSfor a substance has already been exceeded and the water body

has thus been classfied in the lowest class:

o Does any addition of a given substance to a water body constitute deterioration

(regardless of the amount/concentration) or

o Will it only constitute deterioration contrary to Articie 4 if the discharge will lead to

an increase in the concentration ofa given substance in the water body”?

According to Article 2(35) of the

WFD,

‘environmental quality standards’ (EQS) mean “the

concentration

of a particular pollutant or group of pollutants in water, sediment or biota

which should flot be exceeded in order to protect human health and the environment.” EQS

exceedances are therefore always to be measured based on the

concentration of

that

substance in the water body in question. Therefore, where the measured concentration of a

given substance already exceeds the relevant EQS, additional discharges of that substance to a

water body would lead to a detenoration in breach of Article 4 of the

WFD

if they would

lead to a further increase in concentration of that substance in that water body.

a requirement that it

Question 2: “In order to establish an increase in concentration

must be measurable/detectable? In most situations, it will be possible to calculate even

negligible additions does that constitute an increase and therefore a deterioration?”

—

Under Directive 2008/1 05/EC2 (EQSD), EQS are set, for each listed substance, as both

maximum allowable concentration which can never be exceeded at any point in time, and as

thresholds of allowable concentrations averaged over one year (see Annex I, part A).

This means that, in order to assess over time whether the status of a water body has

deteriorated, it is necessary flot only to carry out regular sampling activities to check whether

the maximum allowable concentrations are exceeded at any point in time, but also to assess

whether the measured concentration values, averaged over one year, exceed the threshold of

allowable annual averages (see Annex V, point 1.3

WFD

and Articie 3 EQSD).

This also means that,

ifl

order to prevent possible deterioration of the chemical status of a

water body, e.g., in relation to new projects, it is necessary to estimate the expected increase

in concentration resultmg from their implementation. Tt is clear from recent jurisprudence of

the BU Court of Justice3 that, “where, in the context of the authorisation procedure for a

programme or project, the competent national authorities determine that it is likely to cause

such deterioration, that programme or project may, even if that deterioration is of a

temporary flature, be authorised only if the conditions laid down in Article 4(7,) of that

Directive arefulfilled”.

The conditions laid out by Article 4(7)

WFD

need to be cumulatively fulfilled and are as

follows:

(a) all practicable steps are taken to mitigate the negative impact of the project on the

status of the relevant water body;

Direetive 200811051EC of the European Parliament and of the Council of 16 December 2008 on environmental

quality standards in the field ofwaterpolicy, OJ L 348, 24.12.2008, p. 84

Case C-525120 ‘Association France Nature Environnement contre Premier ministre, Ministre de la Transition

écologique et solidaire’, conciusions

MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 362: Materiale fra mødet 2/4-25 om status for sagen om udledninger af miljøfarlige forurenende stoffer til vandmiljøet, fra mljøministeren

(b) the reasons for the project have been specifically set out and explained in the river

basm management plans (RBMPs) which Member States have to adopt and

subsequently report to the Commission every six years;

benefits to human health, maintenance of human safety or sustainable development

outweigh the benefits of reaching good water status; and

(d) the objective pursued by the proj ect cannot be achieved through alternative

measures which would be a significantly better environmental option, for reasons of

technical feasibility or disproportionate cost.

As set out in

CIS

Guidance n° 36, for an Article 4(7) exemption to be applicable, the

deterioration needs to result from activities falling within the scope of Articie 4(7), i.e. new

modifications to the physical characteristics of a surface water body, alterations to the level of

groundwater and/or new sustainable human development activities. If a project does flot fall

within the scope of Articie 4(7) (e.g. because it cannot be considered as a new human

sustainable development activity), it cannot be allowed if it is expected to result in breaches to

the EQS Such projects can only be allowed if further deterioration of the chemical status can

be prevented, amongst others through mitigation measures which may include nature based

solutions.

Finally, it is of utmost importance to secure, in line with Articie 4(8) WFD, that the longer

term objective of achieving good water status is not permanently excluded or compromised in

other water bodies within the same river basin district and that consistency is ensured with

other EU environmental law.

Question

3: “At what scale shall the assessment be conducted at? (water body level or other

units?) Is there a distinction between surface water and bodies ofground water?”

Under the

WFD,

the obligation to achieve good status and avoid deterioration is set at the

level of the water body and thus any assessment should be made at the level of the water

body. However, it is necessary to take account of the obligation set out in Articie 4(8)

WFD

and avoid compromising the achievement of good status in (downstream) water bodies in the

wider river basin district.

The Directive takes this approach for both groundwater and surface water bodies.

See in particular pages 30

and

52 of Guidance n° 36 established in the framework of the Common

Iniplementation Strategy

MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 362: Materiale fra mødet 2/4-25 om status for sagen om udledninger af miljøfarlige forurenende stoffer til vandmiljøet, fra mljøministeren

MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 362: Materiale fra mødet 2/4-25 om status for sagen om udledninger af miljøfarlige forurenende stoffer til vandmiljøet, fra mljøministeren

Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24

MOF AIm.del endeligt svar på spørgsmål 175

Offentligt

NOTAT

ççj

Miljøministeriet

epar emen e

Den 6. oktober 2023

Notat om fortoikning og håndtering af Miljø- og Fødeva

reklagenævnets afgørelse af

23.

februar

2023

(sag

22/02461)

Miljøministeriet har som følge af en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet af

23.

februar

2023

haft suspenderet dele af ministeriets vejledninger. Afgørelsen vedrører udledning af miljøfarlige forure

nende stoffer (tungmetaller, lægemidler, pesticid- og biocidmidler, PFOS mv.) til vandløb, søer og kyst-

vande. Pga. usikkerheden om fortoikning af EU-reglerne har mange miljømyndigheder de facto sat til

ladelser til udledning af miljøfarlige stoffer i bero.

Berørte aktiviteter er den grønne omstilling, som f.eks. etablering af PtX-anlæg, vindmøller og solceller.

Derudover er infrastrukturprojekter, generel virksomhedsproduktion, havbrug, medicinalindustrien,

forbrændingsanlæg og rensningsanlæg mm omfattet. Det er en EU-forpligtelse at forebygge forringelse

af vandområders tilstand.

Afgørelsen vedrører tilførsel af miljøfarlige forurenende stoffer til vandområder, som i forvejen er i

“ikke-god tilstand”. Mange danske vandområder er i “ikke-god tilstand” pga. overskridelser af miljøkva

litetskrav. Miljøministeriet har i lyset af Klagenævnets afgørelse foretaget en fornyet analyse af EU

Domstolens praksis og vil på denne baggrund præcisere ministeriets vejledninger. I de følgende afsnit

redegøres for den konkrete sag, Miljøministeriets fortoikning af afgørelsen og de reviderede vejlednin

ger, som ministeriet vil sende i høring på baggrund heraf.

Sammenfatning

Miljøministeriet vurderer, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af

23.

februar

2023

kan læses

således, at Klagenævnet alene har forholdt sig til en situation, hvor et projekt vil føre til en stigning i

koncentrationen af et forurenende stof i et vandområde, og at Klagenævnets præmis om, at “enhver

mertilførsel vil betyde en forringelse af tilstanden” i den forbindelse skal læses som “enhver stigning i

koncentrationen vil betyde en forringelse.”

Afgørelsen kan endvidere læses således, at Klagenævnet kun har underkendt Miljøstyrelsens vejledning,

i det omfang vejledningen tillader en konkret vurdering af, hvorvidt en forventet koncentrationsstigning

er væsentlig (“betydelig”) og herefter kan tillades, hvis det vurderes ikke at være tilfældet.

Nævnet udtaler dermed ikke andet og mere, end hvad der kan siges allerede at følge af EU-Domstolens

praksis.

MIIjern i,teriet. Frederiksholms Kanal 26

•

1220 København K

Tlf. 38 1421 42

•

CVR 12854358

•

EAN 5798000862005• [email protected]

www.rnirn.dk

MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 362: Materiale fra mødet 2/4-25 om status for sagen om udledninger af miljøfarlige forurenende stoffer til vandmiljøet, fra mljøministeren

Miljøministeriet har på baggrund af denne fortoikning revideret sine vejledninger således, at det afgø

rende for, om der kan tillades en udledning af et forurenende stof til et overfladevandområde, hvor mil

jøkvalitetskravet for det pågældende stof allerede er overskredet, er, om der vil ske en målbar stigning i

koncentration af stoffet på et repræsentativt overvågningspunkt i vandområdet. Det bliver i vejlednin

gen nærmere præciseret, hvorledes denne vurdering skal foretages i praksis.

Nærmere om Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet (Klagenævnet) har i en afgørelse af

23.

februar

2023

i sagen

22/02461

fortolket EU-Domstolens praksis om forpligtelsen til at forebygge “forringelse af tilstanden” i vandram

meclirektivet i forhold til forurenende stoffer således, at når miljøkvalitetskravet for et forurenede stof

allerede er overskredet, og vandområdet dermed er i det lavest mulige tilstandsniveau, skal enhver ef

terfølgende stigning i koncentrationen af stoffet anses som en forringelse af vandområdets tilstand i

strid med direktivets artikel 4, stk.

Miljøministeriet kan tilslutte sig denne fortoikning.

Klagenævnet udtalte imidlertid i samme afgørelse, at “størrelsen af inertilførslen [af kobber] ikke er

afgørende, når kvalitetskravet allerede er overskredet, idet enhver mertilførsel vil betyde en forrin

gelse af tilstanden”.

Denne udtalelse har givet anledning til tvivl, idet det ikke er klart, hvad Klagenævnet mener med “enhver

mertilførsel” i denne sammenhæng.

Sagen ved Klagenævnet vedrørte konkret en udledning af kobber. Det er Miljøministeriets vurdering, at

Klagenævnets vurdering som udgangspunkt må overføres på øvrige forurenede stoffer, uanset om der

er fastsat et miljøkvalitetskrav nationalt, eller om miljøkvalitetskravet følger af direktiv om miljøkvali

tetskrav.

En isoleret naturlig sproglig forståelse af en enhver “mertilførsel” af et stof vil være en enhver “udled

ning” af et forurenende stof. Imidlertid synes Klagenævnet i afgørelsen at anvende begreberne “mertil

førsel” og “merudledning” som synonym for “stigning i koncentrationen”.

Idet en udledning af et forurenende stof i en given koncentration (f.eks. i spildevand) ikke nødvendigvis

vil føre til en stigning i koncentrationen af det pågældende forurenende stof i vandområdet, er det væ

sentligt at afklare, hvad Klagenævnet mener med “enhver mertilførsel” i relation til forringelse. Neden

for gennemgås på den baggrund de væsentligste præmisser i Klagenævnets afgørelse og Miljøministeri

ets læsning heraf. Understregninger og fremhævelser er foretaget her.

3. Den konkrete sag og det faglige

grundlag

for Klagenævnets vurdering

Sagen vedrørte konkret etablering af en forbindelsesvej i Horsens, som ville blive ført over Bygholm

Å.

Tilstanden for miljøfarlige forurenende stoffer i Bygholm

var i forvejen “ikke-god”, hvilket bl.a. skyldes

en overskridelse af kobber i vandet. Der ville i forbindelse med vejprojektet ske en udledning afvejvand

fra vejanlæggets regnvandsbassiner til Bygholm

indeholdende kobber.

Under Klagenævnets gennemgang af miljøkonsekvensrapporten, side

fremgår bl.a., at:

under overskriften “Kobber”,

MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 362: Materiale fra mødet 2/4-25 om status for sagen om udledninger af miljøfarlige forurenende stoffer til vandmiljøet, fra mljøministeren

den beregnede middel stofkoncentration af kobber i udløbsuandet fra vejbassiner er opgjort til

0,028

mg/i.”

“...

miljøkvaiitetskravetfor kobber i vand er 1,66 jig/l, og at data fra basisanalysen

2021 -2027

viser

en overskridelse af

dette

stof i Bygholm

Å,

idet koncentrationen er

1,717/Ig/l”.

“...

I forhold til betydningen for Bygholm

fremgår det videre af Klagenævnets reference til miljøkonse

kvensrapporten, side

25,

at:

den resulterende koncentration afkobber ved en middelvandføring på

1.600

l/s i Bygholm

og en

udledning på

2,1

l/sfra bassinerne i et worst-case-scenario vil resultere i en koncentration af kobber i

Bygholm

på

i,zçi

pa/l ved en udledningskoncentration på

pg/l total kobber. Selvom en stigning

fra

1,717/ig/l

til mindre end i,zçi jtg/l er en meget begrænsetpåvirkning. er grænseværdien dog over

skredet.”

“...

Den konkrete udledning, som sagen drejer sig om, vil ifølge dette føre til en stigning i koncentrationen

af kobber i Bygholm

på o.o4 u/l (fra

1,717

ug/l til

1,751

ug/l).

Klagenævnet udtaler herefter:

“Videre fremgår det af miljøkonsekvensrapporten,

at den meget lille merpåvirkning afkobber.

som her er o.o.a pg/l i en middelsituation svarende til en

% påvirkning afgrænseværdien, ikke

vil være afgørendefor, om der opnås målsætningsopfyldelsepå de økologiske parametre (fisk, smådyr

og planter), der ligeledes skal vurderes under den økologiske tilstand. Videre fremgår det, at

på

virk

ningen er så lille, at den kan defineres som ikke betudende i overensstemmelse med den grænse for

mertilførsel af miljøfremmede stoffer på

%, som fremgår af Miljøstyrelsens FAO om udlednina af

miijøfremmede stoffer.

Samlet er det vurderet i miljøkunsekvensrapporten, at afløbetfra regnvandsbassinerne til Bygholm

ikke medfører enforringelse afoverfladevandområdets tilstand eller hindrer opfyldelse afdefastlagte

miljømål.”

Klagenævnet benytter her begrebet “merpåvirkning” som synonym for “en stigning i koncentrationen”,

idet den omtalte “merpåvirkning” af kobber på

0,034

jig/l, er den stigning i koncentrationen, som ud-

ledningen vil medføre (fra

1,717

ug/l til

1,751

ug/l), jf. ovenfor.

4. Klagenævnets bemærkninger og afgørelse

Klagenævnets bemærkninger og afgørelse vedrørende påvirkningen af målsatte overfladevandområder

fremgår af afgørelsen s. 47 og frem.

Klagenævnet gennemgår indledningsvis målsætningen for Bygholm

Å,

forpligtelsen til at forebygge for

ringelse af overfladevand som fortolket af EU-Domstolen, de danske gennemførelsesbestemmelser og

Miljøstyrelsens vejledninger.

Klagenævnet udtaler herefter følgende på side

52:

MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 362: Materiale fra mødet 2/4-25 om status for sagen om udledninger af miljøfarlige forurenende stoffer til vandmiljøet, fra mljøministeren

“Det er etfiertal i Miljø- og Fødevareklagenævnets opfattelse på baggrund af navnlig Weser- og Land

Nordrhein-Westfalen-dorn mene, atforringelse af tilstanden iforhold tilforurenende stoffer

skalforstås således. at når miljøkvalitetskravetfor etforurenende stof allerede er overskredet, og

vandområdet dermed er i den lavest mulige tilstandsniveau, skal enhver efterfølgende stigning

afkoncentrationen afstoffet anses som en forringelse afvandområdets tilstand i strid med

vandrammedirektivets art. 4, stk.

i.”

Klagenævnet konstaterer her, at forringelse af tilstanden i forhold til et forurende stof, hvor grænsevær

dien i forvejen er overskredet, skal forstås således, at enhver efterfølgende stigning i koncentrationen af

stoffet anses som forringelse.

Klagenævnet udtaler i forlængelse heraf på side

52:

“Etflertal i Miljø- og Fødevareklagenævnetfinder på den baggrund, at 2g-tilladelsen ikke er i

overensstemmelse med indsatsbekendtgørelsens 8, stk. idet projektet vil medføre enforrin

gelse afBygholmÅ’s økologiske tilstand iform af en forringelse af kvalitetselementetfor miljøfarlige

forurenende stoffer. 25-tilladelsen lider derfor af en væsentlig retlig mangel.

Klagenævnet har lige ovenfor defineret forringelse som enhver efterfølgende stigning i koncentrationen.

Når Klagenævnet på den baggrund konkluderer, at tilladelsen er i strid med indsatsbekendtgørelsens §

8, stk. 3, idet projektet

vil

medføre “en forringelse”, må det i denne sammenhæng forstås således, at det

er fordi, at projektet

vil

medføre “en stigning i koncentrationen”.

Klagenævnet udtaler herefter på side

52:

“Flertallet har lagt vægt på at miljøkvalitetskravetfor kobber er overskredet, at tilstandenfor miljø-

farlige forurenende stoffer dermed er ikke-god, hvilket er det lavest mulige tilstandsniveau, samt

pypjektet ifølge miljøkonsekvensvurdering vil medføre en merudledning af kobber til

vandløbet på op til o.o.g,j pg/l svarende til Ca.

% af det generelle kvalitetskrav for kobber i en

middelsituation. Flertallet bemærker i den forbindelse, at der ikke i sagen er grundlag for at tilside-

sætte Horsens Kommunes vurdering af. atprojektet vil medføre en mertilførsel afkobber til vandløbet,

hvorforflertallet har lagt dette til grundfor sagen.”

Den “merudledning” af kobber på op til

0,034

jig/l, som flertallet lægger vægt på i første punktum, skal

som det fremgår ovenfor forstås som en “stigning i koncentiationen” på

0,034

ig/l.

Flertallet

har

således lagt vægt på, at projektet

vil

medføre en stigning i koncentrationen (på

0,034

ig/l).

Klagenævnet henviser i præmissen desuden til kommunens vurdering af, at projektet

vil

medføre en

“mertilførsel” af kobber. Det bemærkes i den forbindelse, at kommunens vurdering, som refereret i

Kla

genævnets afgørelse, side 9, også

knytter

sig til koncentrationsstigninger:

“Da koncentrationsstigningerne i kumulation med andre kendte kilder er aanske lille, vurderes

udledningen ikke at have nogen signifikant samlet betudning for vandløbet.

[...]

Horsens Kommune

har derfor vurderet, at afløbetfra bassinerne til BygholmÅ ikke medfører en forringelse afovertlade

MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 362: Materiale fra mødet 2/4-25 om status for sagen om udledninger af miljøfarlige forurenende stoffer til vandmiljøet, fra mljøministeren

vandområdets tilstand, ikke medfører risiko forfald i nogen afkvalitetselementerne, eller hindrer op

fyldelse afdetfastlagte miljømål iforhold til de stoffer, hvor deri dag er overskridelserjf. Miljøstyrel

sens undersøgelserfra

2015.”

Klagenævnet udtaler som begrundelse for sin afgørelse videre på side 53:

“Endvidere harflertallet lagt vægt på, at detfølger afEU-Domstolens praksis, at også midlertidige og

lokalt afgrænsede forringelser af tilstanden for et overfladevand er i strid med forpligtigelsen til at

forebygge forringelse af tilstanden, og at den tærskel, over hvilken der konstateres en tilsidesættelse

afforpligtigelsen til atforebyggeforringelser af et vandområdets tilstand, skal være så lav som mu

ligt.

Derudover har flertallet lagt vægt på, at størrelsen af mertilførslen af kobber ikke er afgø

rende, når kvalitetskravet allerede er overskredet, idet enhver mertilførsel vil betude en for

ringelse aftilstanden, når tilstandsniveauet er det lavest mulige. Videre harflertallet lagt vægt på,

at mertilførslen af kobbers påvirkning af de andre økologiske parametre ikke i sig selv er afgørende

for, om der er tale om en

forringelse

af tilstanden, idet en overskridelse af kvalitetskravet i sig selv må

anses som en forringelse af vandløbets tilstand, jf. EU-Domstolens dom i Land Nordrhein-Westfa

len. At det i miljøkonsekvensrapporten er vurderet, at mertilførslen afkobber ikke vil være afgørende

for, om der opnås målopfyldelse for kvalitetselementerneforfisk, smådyr og vandplanter, kan ikke

føre til, at mertilførslen kan tillades, idet mertilførslen afkobber medfører en selvstændig forringelse

i forhold til kvalitetselementetfor miliøfarlige forurenende stoffer.”

Når Klagenævnets udtalelse om “størrelsen af mertilførslen af kobber ikke er afgørende” læses i sam

menhæng med de foregående præmisser, hvor Klagenævnet dels definerer forringelse som “enhver stig

ning i koncentration”, dels anvender begrebet “mertilførsel” som synonym for “stigning i koncentratio

nen” (som i sagen var vurderet til

0,034

pg/l), kan udtalelsen forstås således, at størrelsen af koncen

trationsstigningen ikke er afgørende, idet enhver stigning i koncentrationen, som fastslået ovenfor,

vil

betyde en forringelse af tilstanden. Denne konklusion er i overensstemmelse med EU-Domstolens ud

talelse i Land Nordrhein-Westfalen.

Klagenævnet udtaler herefter på side 53:

“Som konsekvens af ovenstående bemærkerflertallet endvidere, at det efterflertallets vurdering

er i overensstemmelse med forpligtigelsen til at forebygge forringelser af tilstanden afoverfladevand

at tillade en mertilførsel af kobber efter en konkret væsentlighedsvurdering som anført i

Miljøstyrelses vejledning til indsatsbekendtgørelsen, når kvalitetskravet allerede er overskredet. yjz

ledningen er ikke i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis om. at enhver efter

følgende stigning i koncentrationen afetforurenende stofudgør enforringelse, når kva

litetskravet allerede er overskredet, hvorfor der i sagen ikke kan lægges vægtpå, at Horsens Kommune

har

fulgt

vejledningen. Nævnet konstaterer, at der i miljøkonsekvensrapporten desuden er henvist til

Miljøstyrelsens FAQ-spørgsmål 43 om, at en merudledning ikke må medføre en forhøielse af den i

fQrveien

forekommende koncentration ved blandingszonens rand på mere end

•ç

%, men at der i den

konkrete sag ikke er udpeget en blandingszone.

f. .1”

MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 362: Materiale fra mødet 2/4-25 om status for sagen om udledninger af miljøfarlige forurenende stoffer til vandmiljøet, fra mljøministeren

Klagenævnets udtalelser om “mertilførsel” må på baggrund af ovenstående forstås som en “stigning i

koncentrationen”. Klagenævnet må i det lys forstås at læse Miljøstyrelsens vejledning om indsatsbe

kendtgørelsen således, at den giver mulighed for en konkret vurdering af, hvorvidt en stigning i koncen

trationen er “væsentlig”. Vejledningsteksten (refereret i afgørelsen, side

51)

lyder bLa, således:

“Hvorvidt derfor disse vandområder kan træffes afgørelse, der medfører en tilførsel afMFS fmiljø

farligeforurenende stoffer], beror på en helt konkret vurdering afpåvirkningens betydelighed (signi

fikans) for vandområdets tilstand.

[...]

Vurderes påvirkningen at være ubetydelig, kan der som ud

gangspunkt gives tilladelse til påvirkningen.”

Klagenævnet fastslår således, at det ikke er i overensstemmelse med forpligtelsen til at forebygge forrin

gelse at tillade en stigning i koncentrationen (“påvirkning”) efter en konkret væsentlighedsvurdering,

som anført i Miljøstyrelsens vejledning.

Klagenævnet udtaler herefter i forhold til Miljøstyrelsens vejledning, jf.

punktum i Klagenævnets ud

talelse ovenfor, at vejledningen ikke er i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis om, at enhver

stigning i koncentrationen udgør forringelse.

Afgørelsen kan dermed læses således, at lClagenævnet kun har underkendt Miljøstyrelsens vejledning, i

det omfang vejledningen tillader en konkret vurdering

af,

hvorvidt en koncentrationsstigning er væsent

lig (“betydelig”/”signiflkant”) idet dette ikke er i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis, sær

ligt Land Nordrhein-Westfalen, som fastslår, at “enhver stigning i koncentrationen” skal anses for en

forringelse.

—

5. Konklusion Miljøministeriets vurdering af Klagenævnets afgørelse fsva. betyd

ningen af et absolut forbud mod “mertilførsel”

Klagenævnets afgørelse kan på baggrund af ovenstående analyse læses således, at Klagenævnet alene

hæ forholdt sig til en situation, hvor et projekt vil føre til en stigning i koncentrationen af et forurenende

stof, og at Klagenævnets præmis om, at “enhver mertilførsel vil betyde en forringelse af tilstanden” i den

forbindelse skal læses som “enhver stigning i koncentrationen vil betyde en forringelse.”

—

Afgørelsen kan i det lys endvidere læses således, at Klagenævnet kun har underkendt Miljøstyrelsens

vejledning til bekendtgørelse om indsatsprogrammer i det omfang vejledningen tillader en konkret vur

dering af, hvorvidt en forventet koncentrationsstigning er væsentlig (“betydelig”) og herefter kan tilla

des, hvis det vurderes ikke at være tilfældet.

Nævnet udtaler dermed ikke andet og mere, end hvad der kan siges allerede at følge af EU-Domstolens

praksis.

Miljøministeriets forståelse af forringelsesbegrebet understøttes endvidere af EU-Kommissionens

skriftlige tilkendegivelse over for Miljøministeriet, hvoraf bl.a. fremgår, at Kommissionen fortolker

vandrammedirektivet således, at det afgørende for, om der indtræder forringelse, er, hvorvidt der sker

en stigning i koncentrationen i vandområdet. Miljøministeriets nabotjek viser tillige, at flere nabo

lande, som vi sammenligner os med, generelt har en tilsvarende forståelse af vandrammedirektivet og

EU-Domstolens afgørelser.

MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 362: Materiale fra mødet 2/4-25 om status for sagen om udledninger af miljøfarlige forurenende stoffer til vandmiljøet, fra mljøministeren

Det kan dog uanset ovenstående ikke udelukkes, at Miljøministeriets udlægning af afgørelsen og den

nærmere udmøntning af ministeriets fortoikning i Miljøstyrelsens nye vejledning kan blive underkendt

i nye sager ved Kiagenævnet.

Ovenstående læsning af Klagenævnets afgørelse og Miljøministeriets udmøntning heraf ændrer endvi

dere ikke på, at det afgørende i sidste ende er, hvorledes EU-Domstolen vil fortolke begrebet “enhver

forringelse” i denne sammenhæng.

6. Nærmere om udmøntningen afMiljøministeriets fortolkning

På baggrund af ovenstående fortolkning af Klagenævnets afgørelse har Miljøministeriet nu revideret de

dele af vejledningerne, som

var

suspenderet. Ovenstående fortolkning er dermed udmøntet i revideret

udkast

til

vejledning til indsatsbekendtgørelsen og til Miljøstyrelsens spørgsmål og svar om krav

til

ud-

ledning af visse forurenende stoffer til vandmiljøet. Det er bl.a. præciseret, hvordan forringelsesbegrebet

skal forstås, og hvilke elementer der skal inddrages i den konkrete vurdering af, om en udledning vil

medføre en forringelse.

Miljømyndighederne skal altid foretage en konkret vurdering af, om en udledning af et givet forure

nende stof vil medføre en stigning i koncentrationen og dermed udgøre en forringelse. Miljøministeriet

lægger til grund, at det afgørende for denne vurdering er, om der vil ske en målbar stigning i koncentra

tion af stoffet på et repræsentativt overvågningspunkt i vandområdet.

En tilførsel af et forurenende stof medfører ikke automatisk, at der sker en stigning i koncentrationen af

det pågældende stof. Tilførsel af et forurenende stof i en koncentration i udledningen, der er lavere end

eller lig den koncentration, der i forvejen er i vandområdet, medfører således som udgangspunkt ikke

en stigning i koncentrationen.

Tilførsel af et forurenende stof i en koncentration i udledningen, der er højere end den koncentration,

der er i forvejen i vandområdet, kan medføre en stigning i koncentrationen, som dog ikke nødvendigvis

vil være målbar i et for vandområdet repræsentativt målepunkt.

Det afhænger af koncentrationen af det tilførte stof, den i forvejen forekommende koncentration i vand

området, vandudvekslingen med tilstødende vandområder og stoffets skæbne i miljøet, herunder even

tuel omdannelse eller nedbrydning.

Fører en udledning af et forurenende stof

til

en målbar stigning i koncentrationen i et repræsentativt

målepunkt i et overfladevandområde, sådan at koncentrationen herefter påviseligt vil overskride miljø-

kvalitetskrav for stoffet i målepunktet, eller i de tilfælde, hvor kvalitetskrav for et eller flere stoffer alle

rede er overskredet i punktet, påviseligt stiger yderligere, sker der en forringelse af det pågældende

vandområdes tilstand. Dette vil stride mod forpligtelsen til at forebygge forringelser.

De reviderede vejledningerne offentliggøres endeligt efter høringsperioden.

MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 362: Materiale fra mødet 2/4-25 om status for sagen om udledninger af miljøfarlige forurenende stoffer til vandmiljøet, fra mljøministeren