Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del Bilag 291
Offentligt
2981812_0001.png
EUROPA-
KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 4.2.2025
COM(2025) 2 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET
om gennemførelsen af vandrammedirektivet (2000/60/EF) og oversvømmelsesdirektivet
(2007/60/EF)
Tredje runde vandområdeplaner
Anden runde risikostyringsplaner for oversvømmelser
{SWD(2025) 13 final} - {SWD(2025) 14 final} - {SWD(2025) 15 final} -
{SWD(2025) 16 final} - {SWD(2025) 17 final} - {SWD(2025) 18 final} -
{SWD(2025) 19 final} - {SWD(2025) 20 final} - {SWD(2025) 21 final} -
{SWD(2025) 22 final} - {SWD(2025) 23 final} - {SWD(2025) 24 final} -
{SWD(2025) 25 final} - {SWD(2025) 26 final} - {SWD(2025) 27 final} -
{SWD(2025) 28 final} - {SWD(2025) 29 final} - {SWD(2025) 30 final} -
{SWD(2025) 31 final} - {SWD(2025) 32 final} - {SWD(2025) 33 final} -
{SWD(2025) 34 final} - {SWD(2025) 35 final}
DA
DA
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0002.png
1.
INDLEDNING
Vand er en forudsætning for liv og dermed for vores samfund og økonomi. EU's
vandressourcer er imidlertid fortsat under alvorligt pres på grund af strukturel dårlig
forvaltning, ikkebæredygtig arealanvendelse, hydromorfologiske ændringer, forurening,
klimaændringer, øget efterspørgsel efter vand og urbanisering. Som beskrevet i den
europæiske klimarisikovurdering
1
forværrer klimaændringerne dette pres og øger de
vandrelaterede risici i form af hyppigere, længerevarende tørkeperioder og ekstrem nedbør,
der truer Europas fødevaresikkerhed, folkesundhed, økosystemer, infrastruktur og økonomi.
Bare i de seneste måneder har Europa endnu en gang været vidne til de betydelige
konsekvenser af ekstreme vandrelaterede begivenheder, der har forårsaget tragiske tab af
menneskeliv og mange milliarder euro i skader. I 2024 var der langvarige tørkeperioder i flere
Middelhavslande, navnlig i det centrale og sydlige Italien, det nordvestlige Spanien og
Grækenland, og de blev efterfulgt af alvorlige oversvømmelser, der ramte det meste af
Central- og Østeuropa, og senere også i Italien og Spanien.
Bæredygtig vandforvaltning, der er nedfældet i EU's centrale vandrammedirektiv
2
og
oversvømmelsesdirektivet
3
, er kernen i reaktionen på den tredobbelte verdensomspændende
krise med klimaændringer, tab af biodiversitet og forurening. Den spiller en central rolle med
hensyn til at styrke EU's modstandsdygtighed.
Vedtagelsen af denne gennemførelsesrapport, som er en retlig forpligtelse for Kommissionen
4
,
kommer på et afgørende tidspunkt, hvor erkendelsen af vands betydning, både på EU-plan og
globalt plan, vokser i alle dele af samfundet. Et stort flertal af EU's befolkning, der deltog i
den seneste Eurobarometerundersøgelse om miljøet
5
, betragter forurening, overforbrug og
klimaændringer som de største trusler mod vand og støtter yderligere EU-foranstaltninger til
håndtering af vandproblemer i Europa. De mener også, at næsten ingen af de vigtigste
økonomiske sektorer gør nok for at bruge vand effektivt. Disse bekymringer er også blevet
afspejlet af EU-institutioner og interessenter. Europa-Parlamentet opfordrede til udvikling af
en EU-vandstrategi
6
. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget har
opfordret til en "blå EU-aftale"
7
. I den strategiske dagsorden 2024-2029
8
, forpligtede Det
Europæiske Råd sig til at styrke "vandresiliens i hele Unionen" i den næste mandatperiode.
Den private sektor og civilsamfundsorganisationerne har også i stigende grad opfordret til
yderligere tiltag på EU-plan vedrørende vand, som det fremgår af brevet til det højeste niveau
inden for Kommissionen
9
. På globalt plan skabte FN's vandkonference i marts 2023, hvor EU
1
Det Europæiske Miljøagentur (2024), European climate risk assessment, Nr. 1/2024,
https://www.eea.europa.eu/publications/european-climate-risk-assessment.
2
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for
Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1).
3
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/60/EF af 23. oktober 2007 om vurdering og styring af risikoen
for oversvømmelser (EUT L 288 af 6.11.2007, s. 27).
4
Som krævet i vandrammedirektivets artikel 18 og oversvømmelsesdirektivets artikel 16.
5
https://europa.eu/eurobarometer/surveys/detail/3173.
6
Europa-Parlamentets beslutning af 15. september 2022 om konsekvenserne af tørke, brand og andre ekstreme
vejrfænomener: en øget EU-indsats for at bekæmpe klimaændringer (2022/2829(RSP)) og efterfølgende EP-
plenardebatter.
7
EØSU's paraplyudtalelse "Opfordring til en blå EU-pagt", CCMI/209 (25. oktober 2023).
8
https://www.consilium.europa.eu/da/european-council/strategic-agenda-2024-2029/.
9
Joint-Letter-on-the-Water-resilience-Initiative_-Final-Version-1.pdf (euase.net).
1
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0003.png
fremlagde sin vision for en vandresilient verden senest i 2050, et stærkt momentum på
internationalt plan.
Som reaktion på disse opfordringer er der i de politiske retningslinjer for 2024-2029 for det
næste kollegium udmeldt en vedtagelse af en
ny europæisk strategi for vandresiliens
med
henblik på at styrke Europas vandsikkerhed ved at bevare vandkvaliteten og -kvantiteten i og
uden for EU, styrke vores vandindustris konkurrencedygtige innovative forspring og tackle de
grundlæggende årsager til udfordringer i forbindelse med vand, herunder forurening, tab af
biodiversitet og virkningerne af klimaændringer.
Denne rapport har til formål at forelægge Rådet, det nye Parlament samt de øvrige EU-
institutioner og interessenter den seneste dokumentation om vandets tilstand, presset på
vandressourcerne og medlemsstaternes foranstaltninger til at nå de miljømål, der er fastsat i
disse to direktiver. Den indeholder en omfattende kortlægning af udfordringerne i forbindelse
med vand i EU, som vil danne grundlag for udviklingen af den fremtidige strategi for
vandresiliens.
I betragtning af den frist i 2027, der er fastsat i vandrammedirektivet for at opnå en god
tilstand for alle Unionens vandforekomster, giver denne rapport desuden en enestående
mulighed for at gøre status over situationen på stedet og fremsætte anbefalinger til
medlemsstaterne om at intensivere deres indsats. Det samme gælder for
oversvømmelsesrisikostyringsmål i henhold til oversvømmelsesdirektivet, som er mere
relevante end nogensinde.
Da dette er den første gennemførelsesrapport siden vedtagelsen af den europæiske grønne
pagt, er medlemsstaternes fremskridt blevet vurderet ud fra målet om at nå EU's
biodiversitets-, nulforurenings- og klimamål og en stadig renere og cirkulær økonomi.
Rapporten er derfor struktureret omkring bidraget fra medlemsstaternes foranstaltninger til
håndtering af disse tre indbyrdes forbundne nødsituationer.
Rapporten er baseret på Kommissionens vurdering af tredje runde vandområdeplaner og
anden runde risikostyringsplaner for oversvømmelser for 2022-2027
10
som udarbejdet og
rapporteret af medlemsstaterne. Disse planer er baseret på overvågningsdata indsamlet
mellem 2016 og 2021. Det betyder, at selv om rapporten offentliggøres efter den grønne pagt,
skildrer den i vid udstrækning situationen før den grønne pagt. Den tager ikke højde for de
forventede fordele ved de banebrydende initiativer, der er fastsat i den grønne pagt.
Rapporten ledsages af en række arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene, der
giver et EU-overblik over gennemførelsen af vandrammedirektivet, relaterede direktiver og
oversvømmelsesdirektivet. Rapporten indeholder vurderinger af de enkelte medlemsstater og
landespecifikke anbefalinger.
Disse anbefalinger vil danne grundlag for en struktureret dialog med medlemsstaterne for i
væsentlig grad at forbedre gennemførelsen af denne lovgivning med udgangspunkt i de
mange fremragende praksiseksempler og resultater i hele EU.
Ferskvandsøkosystemer og marine økosystemer er indbyrdes forbundne. Flodforurening,
afbrydelse af sedimentstrømme og vandmangel har alle en meget stor indvirkning på de
10
Første runde vandområdeplaner dækkede perioden 2009-2015. Anden runde vandområdeplaner og første
runde risikostyringsplaner for oversvømmelser dækkede perioden 2016-2021.
2
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0004.png
marine økosystemers sundhed, navnlig de kystnære økosystemer, og levedygtigheden af de
sociale og økonomiske aktiviteter, der er afhængige af dem, såsom transport, fiskeri,
akvakultur og turisme. Havstrategirammedirektivet supplerer vandrammedirektivet og bygger
på vandrelaterede og andre EU-politiske instrumenter for at nå sine mål. For at fremskynde en
effektiv gennemførelse sigter Kommissionen mod at tilskynde til en mere integreret og
sammenhængende tilgang til gennemførelsen af lovgivningen om ferskvand og havvand i
overensstemmelse med en "kilde-til-hav"-tilgang
11
. Derfor er denne rapport blevet udarbejdet
i tæt samarbejde med og offentliggøres samtidig med vurderingerne af anden runde
indsatsprogrammer,
som
medlemsstaterne
har
udarbejdet
i
henhold
til
havstrategirammedirektivet.
Der
er
lagt
særlig
vægt
på
at
fremhæve
koordineringsbestræbelserne i forbindelse med gennemførelsen af direktiverne og
sammenhængen mellem indsatsen i henhold til vandrammedirektivet og opfyldelsen af
målene i havstrategirammedirektivet.
2.
VANDOMRÅDEPLANER
OG
RISIKOSTYRINGSPLANER
FOR
OVERSVØMMELSER: STATUS FOR VEDTAGELSE OG RAPPORTERING
Selv om medlemsstaterne havde pligt til at vedtage deres planer senest i marts 2022, vedtog
mange dem desværre for sent. Dette fik Kommissionen til at anlægge sag mod alle
medlemsstater, der overtrådte de retlige krav. Selv på det tidspunkt, hvor denne vurdering blev
afsluttet, var det ikke alle medlemsstater, der havde vedtaget deres vandområdeplaner og
risikostyringsplaner for oversvømmelser og forelagt dem for Kommissionen
12
. Derfor
omfatter denne rapport ikke disse lande eller regioner.
De syv medlemsstater, der ikke indgår i den nuværende vurdering af vandområdeplanerne, er
Bulgarien, Cypern, Grækenland, Malta, Portugal, Slovenien og Irland, og de seks
medlemsstater, der ikke indgår i den nuværende vurdering af risikostyringsplanerne for
oversvømmelser, er Bulgarien, Cypern, Grækenland, Malta, Portugal og Slovakiet. Dataene
fra deres vandområdeplaner og risikostyringsplaner for oversvømmelser vil blive
offentliggjort, når de er indsendt elektronisk på Det Europæiske Miljøagenturs (EEA)
platform for vandinformationssystemet for Europa (WISE)
13
. Desuden vil Kommissionen
udarbejde landespecifikke arbejdsdokumenter med en vurdering af planerne og
landespecifikke anbefalinger. Dataene vil også blive en del af overvågnings- og
prognoserapporten om nulforurening i 2026 ud over at danne grundlag for arbejdet med
gennemførelsen af EU's biodiversitets- og klimatilpasningsstrategier.
11
Kilde-til-hav-tilgang henviser til etablering af en styreform, der øger samarbejdet og sammenhængen på tværs
af kilde-til-hav-systemet og reducerer ændringer i vigtige strømme (vand, forurening, sediment, materialer, biota
og økosystemtjenester), hvilket resulterer i målbare økonomiske, sociale og miljømæssige forbedringer på tværs
af ferskvands-, kyst-, nærkyst-, overgangs- og havmiljøer. Den tager hele kilde-til-hav-systemet i betragtning og
lægger vægt på miljømæssige, sociale og økonomiske forbindelser opstrøms og nedstrøms og stimulerer
koordineringen på tværs af sektorer og segmenter.
12
På skæringsdatoen den 30. september 2023 for denne rapports vurdering havde Bulgarien, Cypern,
Grækenland, Malta og Portugal ikke indsendt deres vandområdeplaner og risikostyringsplaner for
oversvømmelser. Slovenien og Irland indberettede kun risikostyringsplaner for oversvømmelser, og Slovakiet
indberettede kun sine vandområdeplaner. Spanien indberettede ikke vandområdeplaner for De Kanariske Øer.
13
https://water.europa.eu/freshwater.
3
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0005.png
3.
M
ETODOLOGI OG OVERVEJELSER VEDRØRENDE DATASAMMENLIGNELIGHED
Både vandområdeplanerne og risikostyringsplanerne for oversvømmelser er omfattende
dokumenter, der består af flere hundrede til tusinde sider med oplysninger, som er
offentliggjort på nationale sprog. Vurderingen af dem, der indebærer behandling af
omfattende oplysninger på mere end 20 sprog, er en meget udfordrende og kompleks opgave.
Kvaliteten af Kommissionens vurderinger afhænger af kvaliteten af medlemsstaternes
rapporter. Dårlige eller ufuldstændige rapporter kan føre til ukorrekte eller ufuldstændige
vurderinger.
Manglen på elektronisk rapportering
14
eller visse medlemsstaters delvise elektroniske
rapportering
15
i WISE-databasen
16
gjorde Kommissionens vurdering endnu mere udfordrende.
Denne situation skyldes dels de tekniske vanskeligheder, som medlemsstaterne står over for,
når de anvender EEA's rapporteringsplatform, og dels medlemsstaternes utilstrækkelige
fremskridt med digitaliseringen af vanddata. Som følge heraf måtte Kommissionen basere sin
vurdering på data og oplysninger, der var delvist tilgængelige i digitalt, let sammenligneligt
format og delvist udtrukket manuelt fra vandområdeplanerne, risikostyringsplanerne for
oversvømmelser og andre relevante kilder.
Ud over ovenstående bør det ved læsningen af denne rapport bemærkes, at
sammenligneligheden af resultaterne fra vurderingen af den nuværende vandområdeplan for
2022-2027 med resultaterne fra den foregående periode 2016-2021 hæmmes af forskellige
faktorer som følger.
1) Nogle medlemsstater har i væsentlig grad omklassificeret og omdefineret en del af
deres vandforekomster, hvilket i nogle tilfælde har ført til en væsentlig ændring i deres
samlede antal.
2) Væsentlige forbedringer i overvågningssystemernes geografiske dækning på tværs af
medlemsstaterne har reduceret antallet af organer med en hidtil ukendt tilstand.
3) Antallet af stoffer, der indgår i medlemsstaternes overvågningsprogrammer, er også
steget
17
, og nogle kvalitetsstandarder er blevet strengere siden den foregående rapport.
Forskellige nationale tilgange til udpegning og overvågning af forurenende stoffer, der ikke
berører hele EU, men kun nogle steder (kendt som "vandområdespecifikke forurenende
stoffer"), kan have stor indvirkning på vurderingen af tilstanden. Ud over et fælles sæt
forurenende stoffer overvåger nogle lande mange flere end andre.
14
Formatet for elektronisk rapportering og rapporteringsvejledningen blev udarbejdet i fællesskab af
medlemsstaterne, interessenterne og Kommissionen som led i en samarbejdsproces kaldet den fælles
gennemførelsesstrategi.
15
For Italien, Tyskland og Belgien var analysen baseret på delvis fuldstændig elektronisk rapportering suppleret
med data i PDF-filer, der var indsendt for nogle vandområdeplaner. Da Danmark, Finland, Ungarn,
Luxembourg, Polen, Slovakiet og Sverige enten ikke indsendte data elektronisk eller gjorde det på et meget
senere tidspunkt, efter at PDF-dokumenterne blev indsendt, er deres analyse kun (eller for det meste) baseret på
PDF-dokumenterne.
16
https://water.europa.eu/freshwater.
17
Ikke kun de 12 nye prioriterede stoffer, der blev tilføjet i 2013, er blevet overvåget og anvendt af nogle
medlemsstater til vurderingen af tilstanden (selv om overholdelsesdatoen først er den 22. december 2027), men
også stoffer fra de oprindelige 33 prioriterede stoffer, der ikke tidligere var omfattet, selv om de burde have
været det.
4
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0006.png
4.
HVAD ER TILSTANDEN AF UNIONENS VANDFOREKOMSTER?
Denne rapports vurdering af tredje runde vandområdeplaner omfatter 20 medlemsstater. Dette
udgør ca. 90 % af EU's overfladevandområder (floder, søer og overgangs- og kystvande) og
en tilsvarende procentdel af EU's grundvandsforekomster (eller ca. 97 000
overfladevandområder og 15 000 grundvandsforekomster).
Yderligere indsigt i tilstanden af Europas vandforekomster findes i EEA's rapport om de
europæiske vandområders tilstand fra 2024
18
offentliggjort den 15. oktober 2024
. Det skal dog
bemærkes, at EEA's rapport dækker en lidt mindre (19 EU-medlemsstater) og anden
undergruppe af medlemsstater, da den kun er baseret på elektroniske data, der er indsendt til
WISE.
Medlemsstaternes viden om vandforekomsternes tilstand er øget. Der er sket betydelige
forbedringer i overvågningssystemernes geografiske dækning i de fleste medlemsstater og i
antallet af biologiske og kemiske vandkvalitetselementer, der er omfattet. Desuden er antallet
af prioriterede stoffer
19
, som medlemsstaterne overvåger, steget
20
, og kvalitetsstandarderne er i
nogle tilfælde blevet strengere siden sidste rapport. Ikke desto mindre er der stadig mangler i
overvågningen af visse stoffer i nogle medlemsstater
21
, mens forskelle i de metoder, som
medlemsstaterne anvender, når de overvåger prioriterede stoffer, kan medføre, at resultaterne
ikke altid er sammenlignelige. Det betyder, at medlemsstaterne ved meget mere om deres
vandforekomsters karakteristika og tilstand. Problemer, der engang var ukendte eller
uopdagede, bliver nu afdækket, og nogle gange peger disse opdagelser i retning af en dårlig
vandtilstand
22
. Ikke desto mindre rapporterer tre ud af de 20 vurderede medlemsstater stadig
mere end to årtier efter vandrammedirektivets ikrafttræden, at langt størstedelen af deres
overfladevandområder har en ukendt kemisk tilstand. Det drejer sig om Litauen (94,6 % af
overfladevandet som ukendt tilstand), Danmark (92,5 %) og Estland (82,7 %).
Samtidig viser vurderingen klart, at selv om vandrammedirektivet foreskriver nogle fælles
elementer for overvågning, er der store forskelle mellem medlemsstaternes
praksis,
overvågningshyppighed og målte parametre.
Dette er en stor udfordring med hensyn til
sammenlignelighed af vurderingen af tilstanden.
Ud over disse forskelle og på trods af fremskridtene,
er der fortsat store mangler i
overvågningen af den økologiske tilstand,
både med hensyn til geografisk dækning og
tilliden til vurderingerne. En lige så afslørende observation er, at medlemsstaterne i stedet for
18
EEA's rapport nr. 7/2024, "Europe's
state of water 2024. The need for improved water resilience"
(https://www.eea.europa.eu/en/analysis/publications/europes-state-of-water-2024).
19
Stoffer, der udgør en betydelig risiko for eller via vandmiljøet, og som er opført i direktivet om
miljøkvalitetskrav, som ændret i 2013, og i grundvandsdirektivet.
20
Ikke kun de 12 nye prioriterede stoffer, der blev tilføjet i 2013, er blevet overvåget og anvendt af nogle
medlemsstater til vurderingen af tilstanden (selv om overholdelsesdatoen først er den 22. december 2027), men
også stoffer fra de oprindelige 33 prioriterede stoffer, der ikke tidligere har været omfattet, selv om de burde
have været det.
21
De stoffer, der oftest udelades, er korte chlorparaffiner. Andre stoffer, der ikke indgik i alle
overvågningsprogrammer, omfattede diuron, quinoxyfen og tributyltin. Feedback fra vandområdeplanerne viste,
at hovedårsagen til, at disse stoffer blev udeladt, var tekniske udfordringer i analysen eller mangel på
tilgængelige standarder til at fuldføre analysen.
22
Overvågning af forekomsten af forurening på tværs af sedimenter og levende arter med henblik på vurdering
af den langsigtede tendens varierer fortsat inden for og på tværs af medlemsstaterne og er i vid udstrækning
ufuldstændig.
5
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0007.png
empirisk at overvåge parametrene meget ofte anvender ekspertvurderinger eller ekstrapolering
til grupper af vandforekomster, der er udsat for lignende belastninger.
Overfladevand: Hvad er deres økologiske tilstand eller økologiske potentiale?
Kommissionen konkluderer på grundlag af de data, der hovedsagelig er fra 2016-2021 og
rapporteret i tredje runde vandområdeplaner for 2022-2027, at 39,5 % af
overfladevandområderne i Europa synes at have en god økologisk tilstand eller et godt
økologisk potentiale
23
. Dette tal er omtrent det samme (39,1 %) som det, der blev rapporteret
af de samme lande i den anden runde vandområdeplaner for 2016-2021, som hovedsagelig
anvendte data fra 2009-2015
24
. Dette er i overensstemmelse med resultaterne fra
nitratdirektiverne, som viser, at 36 % af floderne, 32 % af søerne, 31 % af kystområder, 32 %
af overgangsvandet og 81 % af havområderne på EU-plan blev indberettet som eutrofierede
25
.
Figur 1 – Ændring i vurderingen af den økologiske tilstand for EU's overfladevandområder
fra første, anden og tredje runde vandområdeplaner (Kilde: WISE Freshwater og PDF-
datamining)
Selv om der er konstateret nogle begrænsede forbedringer i nogle medlemsstater, angav andre
medlemsstater enten ingen forbedring eller en betydelig reduktion i procentdelen af
overfladevandområder med god eller høj økologisk tilstand eller økologisk potentiale. Den
betydelige reduktion i antallet af vandforekomster i god økologisk tilstand eller med godt
økologisk potentiale blev indberettet af Polen (-22,9 %), Litauen (-15,5 %), Slovakiet
(-14,9 %), Tjekkiet (-13,3 %), Kroatien (-9,1 %) og Estland (-7,6 %). Denne reduktion kan i
høj grad skyldes en meget bedre viden og en bedre forståelse af tilstanden af deres
vandforekomster i forhold til den foregående periode.
På trods af den generelt begrænsede forbedring af procentdelen af vandforekomster med en
god eller høj økologisk tilstand er det opmuntrende at se, at der i forhold til de to foregående
23
24
Et godt økologisk potentiale er det mål, der skal nås for et stærkt modificeret eller kunstigt vandområde.
Data fra WISE Freshwater (https://water.europa.eu/freshwater).
25
Se Europa-Kommissionens rapport om gennemførelsen af nitratdirektivet fra 2021, s. 5,
https://eur-
lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52021DC1000.
6
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0008.png
vandområdeplanperioder (2009-2015 og 2016-2021) er sket en forbedring af visse biologiske
og kemiske kvalitetsparametre. Dette kan afspejle de positive virkninger af gennemførelsen af
tidligere foranstaltninger. Navnlig viser EEA's nylige rapport om vandtilstanden fra 2024
26
, at
tilstanden for fytoplankton, bentisk flora og hvirvelløse dyr er blevet forbedret i søer, og at der
er synlige forbedringer for bentiske hvirvelløse dyr i floder og overgangsvande. Selv om det
er bemærkelsesværdigt, er disse delvise forbedringer imidlertid ikke tilstrækkelige til at
forbedre vandforekomsternes generelle tilstand og mindske de dermed forbundne risici for
sundheden og miljøet. Desuden er der en tendens til, at disse forbedringer overses, da
vandrammedirektivet anvender en "én ud, alle ud"-tilgang, hvilket indebærer, at et
vandområde kun kan opnå en god tilstand, hvis alle biologiske og kemiske kvalitetselementer
som minimum vurderes som "gode".
Disse delvise og oversete forbedringer kan i det mindste delvist forklare, hvorfor vurderingen
af den økologiske tilstand i tredje runde vandområdeplaner (der dækker 2022-2027) viser en
overordnet begrænset forbedring i forhold til den tidligere rapport om vurdering af anden
runder vandområdeplaner (der dækker 2016-2021). Denne mangel på fremskridt kan ud over
ovennævnte øgede viden og nøjagtighed også skyldes en mulig stigning i de underliggende
belastninger, utilstrækkelige foranstaltninger og utilstrækkelige fremskridt med hensyn til at
iværksætte de planlagte foranstaltninger.
På denne baggrund er det ikke overraskende, at de fleste medlemsstater anførte, at de ikke
forventer at opnå en god økologisk tilstand eller et godt økologisk potentiale for alle deres
vandforekomster senest i 2027.
Medlemsstaterne har gjort betydelige fremskridt med hensyn til at fastlægge
referenceforhold
27
for forskellige vandtyper. Sådanne betingelser er afgørende for at fastsætte
benchmarks og måle virkningerne af menneskelige aktiviteter på biologiske, fysisk-kemiske
og hydromorfologiske elementer. Desuden er der gjort store fremskridt på EU-plan takket
være interkalibreringen
28
, som harmoniserer de nationale klassifikationer af en god økologisk
tilstand. Der er dog stadig en
harmoniseringskløft på EU-plan,
hvilket gør det vanskeligt at
sammenligne den samlede vurdering af tilstanden.
Overfladevand: Hvad er deres kemiske tilstand?
Opnåelse af en god kemisk tilstand er en indikator for bevægelse
hen imod nulforurening.
Som i den foregående rapporteringsperiode er der en meget stor forskel mellem overfladevand
og grundvand, hvor sidstnævnte ofte er bedre beskyttet.
Oplysningerne i tredje runde vandområdeplaner viser, at kun 26,8 % af
overfladevandområderne i 2021 havde en god kemisk tilstand sammenlignet med 33,5 % i
2015. Dette synes at vise en betydelig forværring.
Mens andelen af overfladevand i god tilstand er forblevet stabil eller forbedret en smule i
nogle medlemsstater i forhold til 2015, er den faldet og i nogle tilfælde faldet betydeligt i
andre. Sidstnævnte er f.eks. tilfældet i Litauen (-98,7 %), Finland (-49,5 %), Polen (-34,2 %),
26
27
https://www.eea.europa.eu/en/analysis/publications/europes-state-of-water-2024.
I vandrammedirektivet defineres referenceforholdet for et økologisk system som de forhold, der gør sig
gældende i fravær eller næsten fravær af menneskelige forstyrrelser.
28
EUT L 2024/721 af 8.3.2024:
http://data.europa.eu/eli/dec/2024/721/oj.
7
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0009.png
Tjekkiet (-29,9 %), Nederlandene (-29,8 %), Slovakiet (-26,3 %), Kroatien (-11,4 %) og
Letland (-10,6 %).
Denne forringelse kan i vid udstrækning skyldes forbedret overvågning af og bedre viden om
"allestedsnærværende persistente, bioakkumulerende og toksiske" stoffer (uPBT'er), større
ændringer i afgrænsningen af vandforekomster og strengere standarder for visse stoffer.
Hvad angår
overfladevand
skyldes den betydelige manglende overholdelse i vid udstrækning
uPBT'er. De mest almindelige af disse forbindelser er
kviksølv
og
polycykliske aromatiske
kulbrinter
(PAH'er). Disse er allerede til stede i store mængder på grund af historisk
forurening og ny forurening, der fortsætter med at komme ind i vandmiljøet via atmosfæriske
emissioner fra forbrænding af fossile brændstoffer og andre brændstoffer. En anden stor
gruppe af uPBT'er er
polybromerede diphenylethere
(PBDE'er), som i høj grad anvendes i
maling, plast, skummøbelpolstring, tekstiler, byggematerialer og industrielle processer. Disse
"sædvanlige mistænkte" har en meget dominerende virkning på klassificeringen af kemisk
tilstand, fordi miljøet har en begrænset evne til at rense sig selv for disse meget hyppige og
persistente forurenende stoffer. Uden disse uPBT-forbindelser ville 81 % af
overfladevandområderne have opnået en god kemisk tilstand, hvilket er omtrent den samme
procentdel som i den foregående rapporteringsperiode.
De andre stoffer, der forårsager overskridelse af miljøkvalitetsstandarderne og manglende
opnåelse af god kemisk tilstand, varierer fra medlemsstat til medlemsstat. Det skal dog
bemærkes, at
metaller
(f.eks. bly, cadmium, nikkel, som typisk er forbundet med mineaffald,
kommunalt og industrielt spildevand og byafstrømning),
biocider
og
pesticider
(tributyltin,
chlorpyrifos) og
visse persistente organiske miljøgifte
(f.eks. hexachlorbenzen) fortsat er
almindeligt forekommende øverst på listen over stoffer, der fører til manglende opnåelse af
god kemisk tilstand, selv om anvendelsen af nogle af disse stoffer har været forbudt i mange
år.
Det skal bemærkes, at uPBT'er også fortsat er ansvarlige for den manglende opfyldelse af
målet om god miljøtilstand for forurening i henhold til havstrategirammedirektivet for 80 % af
havområdet
29
.
Figur 2 – Ændring i vurderingen af den kemiske tilstand for EU's overfladevandområder fra
første, anden og tredje runde vandområdeplaner (alle stoffer, herunder uPBT'er) (Kilde:
WISE Freshwater og PDF-datamining)
29
Rapport fra Kommissionen, Første overvågnings- og perspektivrapport om nulforurening "Veje til renere luft,
vand og jord i Europa" (COM(2022) 674 final af 8.12.2022).
8
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0010.png
9
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0011.png
Figur 3 – Ændring i vurderingen af den kemiske tilstand for EU's overfladevandområder fra
anden og tredje runde vandområdeplaner (uden uPBT'er) (Kilde: WISE Freshwater og PDF-
datamining)
Grundvandsforekomster: Hvad er deres kemiske tilstand?
Hvad angår
grundvandsforekomster
var 86 % af grundvandsforekomsterne i god kemisk
tilstand i 2021 baseret på oplysningerne i tredje runde vandområdeplaner. Dette er en lille
forbedring sammenlignet med 82,2 % for samme undergruppe af lande i 2015.
De hyppigst rapporterede forurenende stoffer, der fører til dårlig kemisk tilstand, er
nitrater
30
.
Disse stammer hovedsagelig fra intensivt landbrug og husdyrbrug gennem ukorrekt eller
overdreven brug af gødning og gylle/husdyrgødning, som alle indeholder kvælstof og fosfor.
Dette er tilfældet for 17 ud af de 20 medlemsstater. Kun Estland, Letland og Litauen angiver
ikke nitrater som årsag til manglende kemisk tilstand i deres grundvand.
Pesticider
og deres
metabolitter er ansvarlige for den manglende opnåelse af god kemisk tilstand i ni
medlemsstater (Østrig, Belgien, Tjekkiet, Danmark, Estland, Frankrig, Luxembourg,
Nederlandene og Spanien).
Fosfat
og
ammonium,
som også hovedsagelig kommer fra
intensivt landbrug og husdyrbrug, fører også til dårlig kemisk tilstand med særlig indvirkning
i lande som Slovakiet og Tjekkiet.
Andre stoffer, der nævnes som årsag til en mindre procentdel af grundvandsforekomster med
ringe kemisk tilstand (dvs. mindre end 10 % ifølge nogle medlemsstater), omfatter naturligt
forekommende forurenende stoffer såsom chlorid, sulfat, kalium, jern og total organisk
kulstof. Industrielle opløsningsmidler, PAH'er, methyltert-butylether (MTBE – primært
anvendt som brændstoftilsætningsstof) og anioniske overfladeaktive stoffer (almindelige i
30
Ifølge EEA har den gennemsnitlige nitratkoncentration i EU's grundvandsforekomster ikke ændret sig
væsentligt siden 2021 (EEA, 2023).
10
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0012.png
sæber og vaskemidler) nævnes i mindre grad som årsag til dårlig tilstand (men blev angivet af
Finland, Frankrig, Italien og Letland).
Figur 4 – Ændring i vurderingen af den kemiske tilstand for grundvandsforekomster i EU fra
første, anden og tredje runde vandområdeplaner (Kilde: WISE Freshwater og PDF-
datamining)
Grundvandsforekomsternes kvantitative tilstand – har de tilstrækkeligt med vand?
Når man sammenligner grundvandets kvantitative tilstand i de samme medlemsstater, er det
opmuntrende at se en lille forbedring: 95 % af grundvandsforekomsterne blev rapporteret som
værende i en god tilstand i 2016-2021 sammenlignet med 92,4 % i 2009-2015. De
rapporterede data viser, at genopfyldningen af grundvandsforekomster, som udgør en stor del
af EU's reserver, for det meste synes at være sikret. Selv om dette kan tyde på, at
klimaændringerne (endnu) ikke har påvirket EU's grundvand, skal det understreges, at ikke
alle medlemsstater tager tilstrækkeligt hensyn til behovene i grundvandsafhængige
økosystemer, og at dette billede taget i 2021 ikke tager højde for virkningerne af de
efterfølgende år, som har været de tørreste i dette århundrede.
Figur 5 – Ændring i vurderingen af den kvantitative tilstand af EU's grundvandsforekomster
fra første, anden og tredje runde vandområdeplaner (Kilde: WISE Freshwater og PDF-
datamining)
11
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0013.png
Ikke desto mindre er der betydelige geografiske forskelle mellem de 20 medlemsstater, der er
omfattet af denne rapport (se figur 6).
Figur 6
–
Oversigt over grundvandsforekomsternes kvantitative tilstand pr. medlemsstat i
2021
I 84 % af de identificerede tilfælde opnåede grundvandsforekomsterne ikke en god kvantitativ
tilstand, fordi der indvindes mere vand fra grundvandsmagasinet end dets naturlige evne til at
gendanne. Andre årsager til manglende god kvantitativ tilstand er indtrængen af saltvand
(25 %), indvirkninger på akvatiske økosystemer, der er forbundet med
grundvandsforekomster (20 %), og afhængige terrestriske økosystemer (9 %).
12
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0014.png
Næsten alle rapporterende medlemsstater
31
udførte en
vurdering af vandbalancen
32
til tredje
runde vandområdeplaner, hvor de fleste også vurderede langsigtede tendenser. I strid med
grundvandsdirektivets bestemmelser tager medlemsstaterne ved vurderingen af den
kvantitative tilstand for grundvandsforekomster ikke altid hensyn til
grundvandsrelaterede
vandøkosystemer
og
grundvandsafhængige terrestriske økosystemer.
Dette er en stor
mangel, da menneskelige aktiviteter, der ændrer grundvandsstanden, i væsentlig grad kan
påvirke overfladevandområders tilstand eller skade værdifulde økosystemer såsom
vådområder.
I løbet af de seneste tre gennemførelsesperioder har medlemsstaterne rapporteret, at en stor
andel af grundvandet har en god kvantitativ tilstand. Dette står imidlertid i modsætning til den
stigende vandknaphed i hele EU og den observerede øgede afhængighed af
grundvandsforekomster som forsyningskilde for offentlige tjenester og kunstvanding, hvilket
fører til øget indvinding
33
. Dette understreger betydningen af, at medlemsstaterne i højere grad
anvender aftalte metoder til at vurdere den kvantitative tilstand ved behørigt at tage højde for
sæsonudsving og de stigende virkninger af klimaændringer, samtidig med at de i mindre grad
forlader sig på historiske tendenser og fuldt ud tager hensyn til grundvandets rolle med
hensyn til at støtte floder og økosystemer. En vurdering, der kun er baseret på
grundvandsstanden, er utilstrækkelig
34
. Situationen viser også, som foreslået af EEA, at der
kan være behov for at revidere de eksisterende metoder.
Det er bemærkelsesværdigt, at flere medlemsstater forventer, at situationen forværres, da de
forudser, at antallet af grundvandsforekomster, der risikerer ikke at opnå en god kvantitativ
tilstand senest i 2027, i nogle tilfælde vil stige ganske betydeligt (se figur 7 nedenfor).
Figur 7 – Procentdel af grundvandsforekomster, som medlemsstaterne rapporterer som
værende i risiko for ikke at opnå en god kvantitativ tilstand senest i 2027 (kun lande med
elektronisk rapportering)
31
32
Undtagen Luxembourg, hvor arbejdet er i gang.
En vandbalance er den mængde vand, der er til rådighed til tildeling, regnet som tilstrømning minus
udstrømning i et givet vandløbsopland eller delopland.
33
Ifølge EEA er grundvandets andel af den samlede vandindvinding steget fra 19 % i 2000 til 23 % i 2019.
34
Se den fælles gennemførelsesstrategis vejledningsdokument nr. 18.
13
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0015.png
100%
90%
80%
70%
60%
50%
40%
30%
20%
10%
0%
3%
28%
23%
43%
32%
13%
6%
13%
13%
10%
0%
13%
0%
AT
BE
CZ
DE
EE
ES
FR
HR
IT
LT
LV
NL
RO
•
•
•
Tekstboks 1: Hvorfor er EU stadig så langt fra at nå vandrammedirektivets
mål?
I årenes løb har gennemførelsen af vandrammedirektivet gradvist forbedret
kendskabet til og forståelsen af tilstanden i EU's floder, søer, overgangsvande,
kystvande og grundvand. Denne forbedrede viden forklarer til dels nogle af de
tendenser, der er skitseret ovenfor.
Som veldokumenteret i kvalitetskontrollen af vandrammedirektivet i 2019
35
har
mange faktorer imidlertid spillet og spiller fortsat en rolle med hensyn til at hindre en
effektiv gennemførelse af vandrammedirektivet og har bidraget til de generelt
langsomme fremskridt, siden det blev indført. Der er tale om følgende faktorer:
o
sen identifikation eller undervurdering af belastningerne samt af den indsats, der er
nødvendig for at skabe en forvaltningsramme, som passer til specifikke forhold i
medlemsstaterne
o
en utilstrækkelig reduktion af de samlede belastninger af vandforekomster, navnlig i
forbindelse med diffus forurening (i modsætning til den relative succes med at
håndtere punktkildeforurening), og forringelse af levesteder (for hvilket der vil være et
stort behov for genopretningsforanstaltninger for at imødegå tidligere belastninger,
herunder hydromorfologiske ændringer og historisk forurening)
o
den langsomme indførelse af effektive politiske foranstaltninger, da medlemsstaternes
indsatsprogrammer ofte ikke i tilstrækkelig grad er baseret på en analyse af
belastninger og virkninger, og der er en tendens til at forlade sig på lette teknologiske
løsninger, der tager fat på punktkildeforurening, men lader andre forureningskilder
være stort set urørte
o
begrænset konsekvens på tværs af relevante politikker, da en god tilstand for
vandforekomster også i høj grad afhænger af, at vandmålene integreres i andre
35
SWD(2019) 439 final, s. 116.
14
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0016.png
o
o
o
o
o
5.
politikområder såsom landbrug, energi og transport
foranstaltninger til opnåelse af god vandtilstand prioriteres ikke i modsætning til andre
økonomiske aktiviteter
en overvejende afhængighed af grundlæggende foranstaltninger
36
i stedet for yderligere
supplerende foranstaltninger, der gennemføres i et omfang, der er tilstrækkeligt til at
nå vandrammedirektivets mål
den tid, det tager naturen at reagere på foranstaltningerne, før de forventede resultater
opnås
de stadig mere mærkbare virkninger af klimaændringerne (dvs. stigning i
vandtemperaturen)
manglende finansiering og begrænsninger i den administrative kapacitet.
FORVALTNING OG TVÆRGÅENDE ASPEKTER
Korrekt forvaltning er afgørende for, at komplekse vandforvaltningssystemer i
medlemsstaterne, som er afhængige af inddragelse af mange forskellige administrative
niveauer og berørte parter, kan fungere gnidningsløst. Alle medlemsstater har udpeget deres
kompetente myndigheder
for hvert vandområdedistrikt. Disse distrikter involverer ofte flere
myndigheder med ansvar for forskellige aspekter af vandområdeplanerne. På samme måde
har alle medlemsstater udpeget kompetente myndigheder for oversvømmelsesdirektivet. Disse
kan være forskellige fra dem, der er udpeget i henhold til vandrammedirektivet, og i visse
medlemsstater er de forvaltningsenheder, der er udpeget i overensstemmelse med
vandrammedirektivet, ikke de samme som dem, der er udpeget for vandområdedistrikterne.
Som krævet i oversvømmelsesdirektivet angiver mange medlemsstater, at
risikostyringsplanerne og vandområdeplanerne er blevet udarbejdet på en koordineret måde
og undertiden samtidigt
37
. Langt de fleste medlemsstater har gennemført en fælles høring af
deres vandområdeplaner og risikostyringsplaner for oversvømmelser
38
, og nogle få har
integreret de to planer i en enkelt plan. Situationen blandt medlemsstaterne er klart mere
uensartet med hensyn til indsatsprogrammerne i henhold til havstrategirammedirektivet. Kun
nogle få medlemsstater viser tegn på klar koordinering i udviklingen af indsatsprogrammer i
henhold til vandrammedirektivet og havstrategirammedirektivet med hensyn til proces,
indhold og konsekvens som reaktion på de samme belastninger. Lignende tegn på ringe
koordinering fremgår af den parallelle rapportering i henhold til havstrategirammedirektivet
om andet runde indsatsprogrammer
39
. Dette er derfor et område, hvor medlemsstaterne er
nødt til at intensivere indsatsen for at gennemføre en
kilde-til-hav-tilgang.
Selv om
koordineringsmekanismer
generelt findes, synes de primært at være utilstrækkelige
til at sikre, at der er fuldstændige synergier og passende konsekvens på tværs af forskellige
36
Navnlig direktivet om rensning af byspildevand og nitratdirektivet, der optræder som "grundlæggende
foranstaltninger" i indsatsprogrammerne i henhold til vandrammedirektivet.
37
Samlet set fremlagde 15 af de 21 medlemsstater overbevisende dokumentation i deres risikostyringsplaner for
oversvømmelser for, at der var sikret koordinering med vandrammedirektivet, mens de øvrige seks i det mindste
havde en vis dokumentation.
38
Med hensyn til fælles høringer af udkast til risikostyringsplaner for oversvømmelser og vandområdeplaner
rapporterede 15 medlemsstater, at de havde gennemført dem, sammenlignet med 13 medlemsstater i den
foregående periode.
39
Kommissionens rapport til Rådet og Europa-Parlamentet om Kommissionens vurdering af medlemsstaternes
indsatsprogrammer som ajourført i henhold til artikel 17 i direktiv 2008/56/EF, COM(2025) 3, og det tilhørende
arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene SWD(2025) 1.
15
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0017.png
forvaltningsniveauer (f.eks. utilstrækkeligt harmoniserede tilgange til gennemførelse af
vandrammedirektivet på regionalt plan). Koordineringen med andre sektorpolitikker (f.eks.
landbrug og energi) er også utilstrækkelig, navnlig med hensyn til de foranstaltninger, der er
nødvendige for at imødegå de største belastninger. Selv om korrekt gennemførelse og
håndhævelse af vandrammedirektivet og anden miljølovgivning er de kompetente
miljømyndigheders ansvar, er det vigtigt at sikre en mere effektiv integration af
vandrammedirektivets mål i sektorpolitikker og finansieringsinstrumenter (såsom den fælles
landbrugspolitik). Dette indebærer tilpasning af de interventioner, der støttes af den fælles
landbrugspolitik, til foranstaltningerne i vandområdeplanerne.
De fleste medlemsstater har gjort en betydelig indsats for at fremme
offentlig deltagelse og
aktiv inddragelse af interessenter
ved udarbejdelsen af deres vandområdeplaner og
risikostyringsplaner for oversvømmelser ved hjælp af en række forskellige høringskanaler og
-mekanismer. Generelt var en bred vifte af interessenter involveret i de fleste medlemsstater. I
mange planer forklares det imidlertid ikke, hvordan der blev taget hensyn til de modtagne
input, og om de hørte blev informeret om, hvordan deres synspunkter blev taget i betragtning.
En sådan gennemsigtig kommunikation vil øge det kollektive ejerskab til planerne.
Belastninger
De væsentligste belastninger for overfladevandområder
40
i alle rapporterende medlemsstater
er:
forurening fra atmosfærisk deposition
(der berører 59 % af vandforekomsterne)
hydromorfologiske ændringer
(57 %) som følge af dræning og kunstvanding inden for
landbrug, vandkraft, beskyttelse mod oversvømmelse, sejlads eller drikkevandsforsyning, og
forurening fra landbruget
(32 %). Andre store belastninger i hele EU er
udledning af
byspildevand
(14 %)
udledninger, der ikke er tilsluttet kloaksystemet
9 % og
indvinding
9 % til flere formål. Andre belastninger, der oftest identificeres i vandområdeplanerne, er
forurening fra
byafstrømning
(8 %)
stormfloder
(5 %) og
udledninger fra industrianlæg
(6 %). Det skal bemærkes, at det samme vandområde kan være udsat for flere belastninger, så
det samlede tal ikke giver 100 %.
Desværre er 13 % af EU's vandforekomster også fortsat påvirket af uidentificerede
menneskeskabte belastninger, så der er stadig plads til øget viden på dette område. Ingen
væsentlig belastning er kun identificeret i 10 % af de rapporterede vandforekomster.
Presset fra
invasive ikkehjemmehørende arter –
dem, som er problematiske for både EU
41
og på nationalt plan – på ferskvands- og havøkosystemer i Europa er stigende, hvilket fremgår
af en række rapporter
42
. På trods af den direkte indvirkning, som disse arter kan have på
opnåelsen af en god økologisk tilstand, synes dette pres at være undervurderet og er kun
identificeret i 2,2 % af de rapporterede vandforekomster. Oplysninger om invasive
ikkehjemmehørende arter og de foranstaltninger, der er truffet for at løse problemet, mangler
meget ofte eller er ikke særlig detaljerede i vandområdeplanerne.
40
Baseret på data fra WISE Freshwater, der dækker 18 af de 20 medlemsstater, for hvilke dataene er
tilgængelige elektronisk pr. juni 2024.
41
Som anført i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1143/2014 af 22. oktober 2014 om
forebyggelse og håndtering af introduktion og spredning af invasive ikkehjemmehørende arter.
42
F.eks. er antallet af ferskvandsinvasive ikkehjemmehørende arter syvdoblet i løbet af de seneste 100 år ifølge
N. Cid og A. C. Cardoso, 2013, European freshwater alien species, "Global Freshwater Biodiversity Atlas"
(atlas. freshwaterbiodiversity.eu).
16
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
Selv om det rapporteres, at 71 % af EU's
grundvandsforekomster
ikke er udsat for
væsentlige belastninger, er næsten 30 % af dem påvirket af en række belastninger. Dette
omfatter især
diffus forurening af landbruget
(f.eks. pesticider og gødning), som påvirker
59 % af de berørte grundvandsforekomster,
indvinding til offentlig vandforsyning
(25 %),
indvinding til landbrug
(22 %),
industriel anvendelse
(12 %) og
andre formål
(12 %).
Diffus forurening fra andre kilder, især
byafstrømning
(16 %) og
udledninger, der ikke er
tilsluttet kloaknettet
(6 %), er også store belastninger, ligesom forurening fra
forurenede
eller forladte industrigrunde
(17 %) og
historisk forurening
(13 %).
Indsatsprogrammer
Billedet er nuanceret med hensyn til analysen af de indsatsprogrammer, som medlemsstaterne
er forpligtet til at udarbejde for at forebygge eller begrænse disse belastninger.
Et betydeligt antal af de foranstaltninger, der blev bebudet i den anden runde
vandområdeplaner, blev ikke gennemført. Som tidligere er utilstrækkelig finansiering af
foranstaltninger blevet identificeret som den største hindring (86 %) efterfulgt af uventede
forsinkelser (81 %), manglen på passende nationale mekanismer såsom nationale
bestemmelser og andre foranstaltninger, der endnu ikke er vedtaget (70 %), og
forvaltningsspørgsmål (57 %). Vanskeligheder med at erhverve den jord, der er nødvendig for
at gennemføre visse foranstaltninger, nævnes også regelmæssigt som en central udfordring.
Tredje runde indsatsprogrammer, der blev fremlagt i vandområdeplanerne for 2022-2027,
viser, at medlemsstaterne fortsat har forskellige tilgange til deres udformning og rapportering.
Indsatsprogrammerne indeholder ofte et ret langt sæt foranstaltninger, men synes ikke at
indeholde flere centrale elementer. Mest bemærkelsesværdigt er det, at der ikke er nogen klar
vurdering af det hul, der skal lukkes for at opnå en god tilstand. Der foreligger heller ikke
tilstrækkelige oplysninger om prioriteringen af foranstaltningerne på grundlag af den krævede
omkostningseffektivitetsanalyse. Omkostningerne og finansieringen af de planlagte
foranstaltninger mangler ofte. Da medlemsstaterne ofte hævder, at de står over for
finansieringsvanskeligheder, tyder det på, at de ressourcer, der er nødvendige for at
gennemføre indsatsprogrammerne, ikke altid er sikret på forhånd. Dette svækker
indsatsprogrammernes effektivitet.
6.
IMØDEGÅELSE AF DEN TREDOBBELTE VERDENSOMSPÆNDENDE KRISE
6.1. PÅ VEJ MOD NULFORURENING FLODER, SØER, KYSTVANDE OG
GRUNDVAND
6.1.1 Hvad gøres der for at bekæmpe forurening fra landbruget?
Diffus forurening fra
landbrug
er en af de største forureningsbelastninger af EU's
vandforekomster, som alle rapporterende medlemsstater har identificeret i næsten alle
vandområdedistrikter,
og
som
påvirker
både
overfladevandområder
og
grundvandsforekomster. Dette skyldes hovedsagelig ikkebæredygtig arealforvaltningspraksis
og overdreven og ukorrekt anvendelse af dels gødning og gylle/husdyrgødning, der
indeholder kvælstof, som fører til nitrater i vand, dels pesticider og andre farlige stoffer. Som
anført i afsnit 2 ovenfor er nitrater det største forurenende stof i grundvandsforekomster, og de
forårsager også, at overfladevandområder bliver eutrofierede. Dette er i overensstemmelse
med resultaterne vedrørende næringsstofbelastningen i EU's havregioner, som viser, at for alle
17
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0019.png
regioner undtagen Sortehavet kommer den største kilde til kvælstof i havet fra landbruget
43
. Et
mere nuanceret billede ses for fosfor, hvor den største bidragyder for næsten alle havregioner
er spildevand, og landbruget er den næststørste.
Selv om der er konstateret betydelige forbedringer i forhold til 1990'erne, og de fleste
medlemsstater og landbrugere har gjort en betydelig indsats for at reducere tabet af
næringsstoffer i vandområder, viser ferskvandskvalitetsdataene, at resultaterne er stagneret.
Dette tyder på, at der for at genoplive en nedadgående tendens i næringsstofkoncentrationerne
er behov for mere radikale foranstaltninger, som kan være politisk vanskelige at vedtage. De
nuværende foranstaltninger er stadig ikke tilstrækkelige til at nå målene i nitratdirektivet og
vandrammedirektivet, henholdsvis næsten 35 og 25 år efter deres vedtagelse. Dette kan også
ses i havmiljøet, navnlig i Østersøen, den havregion med den største andel af kystfarvande,
hvor næringsstofforholdene er et problem (58 %). Eutrofiering forekommer også i den sydlige
del af Nordsøen, langs Frankrigs nordvestlige kyst og nær flodudstrømninger i Middelhavet.
Samtidig observeres der udbredte iltfattige områder i Østersøen og Sortehavet, som skyldes
eutrofiering, naturlige forhold og højere vandtemperaturer som følge af virkningerne af
klimaændringerne.
Denne stagnation kan forklares ved, at der i de fleste medlemsstater kun er gjort begrænsede
fremskridt med hensyn til at udvikle
kvantitative mangelvurderinger
som grundlag for at
afgøre, hvordan man kan reducere belastningen af
næringsstoffer
og
pesticider.
Kommissionen fremsatte denne anbefaling i den foregående periode, men kun få
medlemsstater har fremlagt reduktioner af næringsstofbelastningen, og endnu færre
medlemsstater har rapporteret, at de har foretaget vurderinger af effektiviteten af de
foranstaltninger, der hidtil er truffet.
Samtidig er
den stadige stigning i andelen af landbrugsjord, der dyrkes økologisk, i EU
en klar og opmuntrende tendens, hvilket normalt resulterer i lavere niveauer af næringsstof-
og pesticidforurening. Vedtagelsestempoet varierer imidlertid fra medlemsstat til medlemsstat
og spænder fra tæt på 30 % af den samlede landbrugsproduktion i Østrig til mindre end 1 % i
Malta (se figur 8 nedenfor).
Figur 8 – Andel af det samlede udnyttede landbrugsareal, der dyrkes økologisk i 2022 pr.
medlemsstat (Kilde: Eurostat, 2024)
44
43
Rapport om gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (europa.eu).
18
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0020.png
Der er normalt indført grundlæggende foranstaltninger, men ikke alle medlemsstater vurderer,
om de planlagte foranstaltninger vil være tilstrækkelige til gradvist at opnå en god tilstand.
Hvis der er foretaget mangelvurderinger, rapporterer medlemsstaterne, at foranstaltningerne
"ikke fuldt ud" vil lukke det hul, der er nødvendigt for at reducere næringsstof- og
pesticidforureningen senest i 2027. Dette er i overensstemmelse med Kommissionens tidligere
konklusioner, herunder i henhold til nitratdirektivet.
Desuden er obligatoriske foranstaltninger begrænset til dem, der er fastsat i den relevante EU-
lovgivning.
45
og gældende krav (krydsoverensstemmelse og forgrønnelse) under den fælles
landbrugspolitik 2014-2022.
Mange medlemsstater synes at indføre restriktioner for anvendelsen af pesticider,
hovedsagelig når det er nødvendigt at forbedre tilstanden for vandforekomster, der anvendes
til indvinding af drikkevand. Sådanne obligatoriske krav til landbrugere som følge af
gennemførelsen af vandrammedirektivet kan støttes af den fælles landbrugspolitik under de
såkaldte betalinger i henhold til vandrammedirektivet, men dette instrument er fortsat
underudnyttet
46
.
44
45
EU organic farming: 16.9 million hectares in 2022 – Eurostat (europa.eu).
Navnlig nitratdirektivet, forordningen om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (forordning (EF) nr.
1107/2009) og direktivet om bæredygtig anvendelse (2009/128/EF).
46
Fire medlemsstater (Østrig, Danmark, Luxembourg og Spanien) støttede disse betalinger under programmerne
for udvikling af landdistrikterne (2014-2022), og fem medlemsstater har medtaget sådanne betalinger i deres
strategiske planer under den fælles landbrugspolitik for 2023-2027 (Østrig, Danmark, Italien, Luxembourg og
Spanien). Disse betalinger har hovedsagelig fokuseret på restriktioner for/forbud mod gødskning og
pesticidanvendelse i beskyttede drikkevandsområder og kvælstofreducerende foranstaltninger i kystoplande for
DK's vedkommende.
19
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0021.png
Der er indført flere frivillige foranstaltninger, som ofte støttes gennem den fælles
landbrugspolitik, navnlig gennem miljø- og klimavenlige landbrugsforpligtelser
47
og andre
relevante foranstaltninger, der indgår i de programmer for udvikling af landdistrikterne (2014-
2022), som medlemsstaterne har udviklet. Disse foranstaltninger har imidlertid sammen med
de gennemførte grundlæggende foranstaltninger ikke været tilstrækkelige til at reducere
presset fra nitrater og pesticider. Dette kan skyldes en række faktorer, herunder iboende
begrænsninger i udformningen af de pågældende frivillige foranstaltninger, det forhold, at
foranstaltningerne ikke var tilstrækkeligt planlagt af medlemsstaterne, begrænset anvendelse
blandt landbrugerne eller begrænset anvendelse i de mest berørte områder.
På grundlag af de indsendte oplysninger er de landbrugsforanstaltninger, der blev bebudet i
anden runde vandområdeplaner, ikke alle blevet gennemført som planlagt. De rapporterede
udfordringer omfatter utilstrækkelig finansiering og forsinkelser.
Med hensyn til den fælles landbrugspolitik for 2023-2027 kan der forventes et øget bidrag til
bekæmpelse af forurening fra nitrater og pesticider
48
. Det omfatter højere
konditionalitetskrav
49
,
såsom
skærpede
krav
til
jordbundsforvaltning
(f.eks.
vekseldrift/diversificering og bræmmer) og et nyt krav i forbindelse med kontrol af spredte
kilder til forurening fra fosfater. De instrumenter, der er til rådighed under midlerne til
udvikling af landdistrikterne
50
(miljø- og klimavenlige landbrugsforpligtelser, herunder
økologisk landbrug, støtte til investeringer, betalinger i henhold til vandrammedirektivet,
uddannelse/rådgivning, innovation og samarbejde) er fortsat tilgængelige og er blevet
suppleret med økoordninger, der støtter miljø-/klimavenlige praksisser. Medlemsstaterne skal
afsætte mindst 25 % af EGFL-finansieringen til disse ordninger
51
. Støtte fra økoordninger og
miljø- og klimavenlige landbrugsforpligtelser omfatter bl.a. forbedret næringsstofforvaltning
52
og bæredygtig anvendelse af pesticider
53
.
Ingen af medlemsstaterne anvender
tærskelværdier for næringsstofkoncentrationer
til at
vurdere overfladevandets gode økologiske tilstand, og kun nogle af dem fastlægger den
krævede
belastningsreduktion
opstrøms i det relevante vandløbsopland. Som tidligere nævnt
har dette også en indvirkning på opfyldelsen af de mål, der er fastsat i
havstrategirammedirektivet, eftersom 87 % af havområdet ifølge de data, som
medlemsstaterne indberettede i 2018 i henhold til havstrategirammedirektivets artikel 8, ikke
opfyldte målet om en god miljøtilstand for eutrofiering.
47
Betalinger for flerårige forpligtelser til miljø- og klimavenlige landbrugsmetoder, der er mere vidtgående end
de obligatoriske krav.
48
Se "Mapping and analysis of CAP strategic plans" (kortlægning og analyse af strategiske planer under den
fælles
landbrugspolitik)
(2023-2027)
(file:///C:/Users/faltech/Downloads/mapping%20and%20analysis%20of%20cap%20strategic%20plans-
KF0323354ENN%20(3).pdf).
49
Konditionalitet knytter den fulde modtagelse af støtte under den fælles landbrugspolitik sammen med
landbrugernes og andre støttemodtageres overholdelse af grundlæggende krav vedrørende miljø,
klimaændringer, folkesundhed, plantesundhed og dyrevelfærd. De grundlæggende krav omfatter
lovgivningsbestemte forvaltningskrav og normer for god landbrugs- og miljømæssig stand af jord (GLM-
normer).
50
Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), jf. forordning (EU) 1305/2013.
51
Se artikel 97, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2021/2115.
52
Der er planlagt støtte til landbrugsmetoder til forbedring af næringsstofforvaltningen på 15,2 % af EU's
landbrugsareal.
53
27 % af EU's landbrugsareal skal efter planen dækkes af forpligtelser, der fører til bæredygtig anvendelse af
pesticider med henblik på at mindske risici og virkninger af pesticider såsom udsivning af pesticider.
20
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
6.1.2 Hvad gøres der for at bekæmpe forurening fra andre sektorer?
Forurening
fra sektorer som f.eks.
bymæssige bebyggelser, industri eller energi
udgør også
en trussel mod vandmiljøet og menneskers sundhed via miljøet.
Grundlæggende foranstaltninger til bekæmpelse af forurening fra disse sektorer er generelt på
plads. Disse omfatter godkendelses- og tilladelsessystemer til kontrol af udledninger fra
spildevandspunktkilder, registre over spildevandsudledninger, forbud mod eller begrænsning
af alle direkte udledninger til grundvandet og/eller særlige foranstaltninger til eliminering
eller reduktion af forurening fra prioriterede stoffer og andre stoffer.
I de fleste tilfælde er der gennemført specifikke foranstaltninger for at håndtere forurenende
stoffer, der forårsager manglende opnåelse af god kemisk eller økologisk tilstand for
vandforekomster. Eksempler på disse foranstaltninger omfatter bestræbelser på at reducere
eller standse udledningen af visse forurenende stoffer til vand og rensning af forurenede
grunde samt håndtering af historisk forurening i sedimenter, grundvand og jord. Det er
imidlertid ikke alle nationale vandområdeplaner, der indeholder den samme detaljeringsgrad
med hensyn til udtrykkeligt at knytte individuelle stoffer til specifikke foranstaltninger til at
bekæmpe forurening. Der er behov for yderligere fremskridt på dette område og med hensyn
til at udvikle en mangelanalyse, der kan danne grundlag for foranstaltningernes udformning.
Alle medlemsstater indberettede
opgørelser over emissioner, udledninger og tab
af
skadelige stoffer. Der er imidlertid store forskelle mellem og i medlemsstaterne med hensyn
til både dækningen af de relevante toksiske stoffer og deres fuldstændighed. De ti stoffer, for
hvilke der oftest er udarbejdet emissionsopgørelser, er kviksølv, benzo(a)pyren, fluoranthen,
benzo(g,h,i)perylen (PAH'er), nikkel, bly og cadmium (tungmetaller) og nonylphenol
(ikkeioniske overfladeaktive stoffer), perfluoroctansulfonsyre (PFOS, en type PFAS) og
tributyltin-kation (et meget giftigt biocid).
De fleste medlemsstater har rapporteret om grundlæggende foranstaltninger vedrørende
opførelse eller opgradering af spildevandsrensningsanlæg i erkendelse af, at der er behov for
en yderligere indsats for at overholde direktivet om rensning af byspildevand. I øjeblikket
opsamles og renses 82 % af EU's byspildevand i overensstemmelse med EU's standarder.
Gennemførelsen af det reviderede spildevandsdirektiv vil yderligere reducere forureningen fra
byspildevand. Det indeholder nye regler om stormflod og byafstrømning, som vil hjælpe
medlemsstaterne med mere effektivt at håndtere disse belastninger, som ikke var omfattet af
EU-lovgivningen.
Selv om vandrammedirektivet ikke omfatter forurening fra affald, herunder plast, er dette et
centralt område, hvor der skal skabes synergier med havstrategirammedirektivet, da en meget
stor mængde plast i havet kommer fra floder. Vurderingen af indsatsprogrammerne i henhold
til havstrategirammedirektivet viser, at medlemsstaterne har truffet mange foranstaltninger for
at håndtere de vigtigste affaldskilder, begyndende med aktiviteter vedrørende spildevand fra
byområder og andre landbaserede kilder (f.eks. industri, landbrug). Dette har ført til en anslået
reduktion på 29 % af
strandaffald
mellem 2015 og 2021 i alle EU's havområder. Disse
foranstaltninger har sandsynligvis også haft en positiv indvirkning på floder, søer og
kystvande.
21
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0023.png
Grundet det betydelige pres, som atmosfærisk deposition fortsat lægger på vandområdernes
sundhed, er tiltag ved kilden for at reducere emissionerne af forurenende stoffer, herunder
uPBT'er, der stammer fra brugen af fossile brændstoffer, ved hjælp af den integrerede tilgang
til forurening i forskellige miljømedier, som der slås til lyd for i handlingsplanen for
nulforurening, fortsat en prioritet for at nå målene i vandrammedirektivet. I den forbindelse
forventes det, at de strengere standarder, som blev vedtaget inden for rammerne af det nyligt
reviderede direktiv om luftkvalitet og det reviderede direktiv om industrielle emissioner samt
den
effektive
gennemførelse
af
kviksølvforordningen
og
EU's
samlede
dekarboniseringsindsats vil have en positiv indvirkning på reduktionen af emissionerne af
nogle enkelte stoffer, som slipper ud i vandmiljøet via luftemissioner.
6.2 GENETABLERING AF FLODER, SØER, KYSTVANDE OG GRUNDVAND
6.2.1 Ændringer af vandforekomsters fysiske karakteristika og naturlige strømning –
hvad er omfanget af menneskelig indgriben i vandsystemet?
I flere hundrede år har menneskelige aktiviteter fysisk ændret formen af EU's floder, søer,
flodmundinger og kystvande ved at fjerne naturlige træk, indføre konkret infrastruktur (dvs.
stærkt modificerede vandområder) og skabe nye kanaler og reservoirer (dvs. kunstige
vandområder). Alt dette har resulteret i nye, men ikke naturlige, vandsystemer.
Vandområdeplanerne viser meget store forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til
graden af menneskelig indgriben i deres naturlige vandmiljøer. Jo mere intens den
menneskelige indgriben er, jo flere vandlegemefunktioner ændres der, og nogle bliver helt
kunstige. Andelen af disse
stærkt modificerede vandområder
og
kunstige vandområder
er
steget en smule i denne rapporteringsperiode: 12,4 % af dem blev betegnet som stærkt
modificerede og 4,4 % som kunstige
54
i de 20 medlemsstater, der indgår i analysen
sammenlignet med 11,9 % og 4,1 % i den foregående rapporteringsperiode.
Figur 9 nedenfor viser det meget høje niveau af menneskelig indgriben i nogle medlemsstater
(Nederlandene, Ungarn, Tyskland og Belgien) og den velbevarede naturlige tilstand i andre
(f.eks. Finland og Sverige).
Figur 9 – Procentdel af overfladevandområder, der er udpeget som stærkt modificerede eller kunstige i
tredje runde vandområdeplaner pr. medlemsstat
54
Der er dog stadig tre medlemsstater, hvor udpegningen endnu ikke er fuldstændig (Kroatien, Slovakiet) eller er
ved at blive revideret (Sverige).
22
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0024.png
Tre medlemsstater (Østrig, Kroatien og Slovakiet) rapporterede om en betydelig stigning i
deres andel af stærkt modificerede vandområder og kunstige vandområder, hvilket synes at
være resultatet af en omklassificering af visse vandområder og i mindre omfang nye
ændringer. Sverige forventes også at øge sin egen andel betydeligt som følge af en ny metode.
De vigtigste anvendelser af vand, der udløste en høj grad af menneskelig indgriben og førte
til, at vandområder blev klassificeret som stærkt modificerede, er: i) beskyttelse mod
oversvømmelse (37 %), ii) landbrug (dræning 23 %, kunstvanding 15 %), iii) vandkraft
(21 %), iv) drikkevandsforsyning (11 %) og v) anden byudvikling (10 %).
I betragtning af deres ændrede kendetegn er sådanne vandområder ikke forpligtet til at opnå
en god økologisk tilstand, men kun et godt økologisk potentiale, som skal defineres af
medlemsstaten i overensstemmelse med kravene i vandrammedirektivets bilag V.
Det er opmuntrende at se, at der er sket metodologiske forbedringer for at fastslå, hvad der
udgør et godt økologisk potentiale som krævet i vandrammedirektivet. Medlemsstaterne
definerer imidlertid fortsat godt økologisk potentiale forskelligt og anvender forskellige
antagelser og kriterier i deres vurderinger. Desuden har nogle medlemsstater undladt at
definere et godt økologisk potentiale for alle stærkt modificerede vandområder, hvilket
efterlader dem uden klare mål, der skal nås.
Baseret på de oplysninger, der er tilgængelige i WISE for de 16 medlemsstater
55
, som havde
formået at rapportere elektronisk på det tidspunkt, hvor denne rapport blev færdiggjort, havde
kun 16,8 % af de stærkt modificerede vandområder og kunstige vandområder opnået et godt
økologisk potentiale. Dette skjuler imidlertid betydelige forskelle mellem medlemsstaterne
55
Som de forelå den 31. maj 2024.
23
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0025.png
(idet andelen af relevante vandområder, der har et godt økologisk potentiale, varierer fra ingen
i Belgien og Nederlandene til ca. halvdelen i Spanien og Rumænien).
6.2.2 Beskyttede områder
Der er forskellige grunde til, at visse vandforekomster er beskyttet af lovgivningen. For
overfladevandområder er der udpeget beskyttede områder i henhold til drikkevands-,
badevands-, habitat- og fugle- og nitratdirektivet samt til beskyttelse af økonomisk vigtige
akvatiske arter (dvs. akvakultur). I denne rapporteringsperiode indberettede de fleste
medlemsstater et større antal vandforekomster i tilknytning til beskyttede områder, der er
udpeget i henhold til anden EU-lovgivning, og har som krævet i vandrammedirektivet et
ajourført
register over beskyttede områder
på plads.
En meget positiv udvikling er, at der med få undtagelser synes at være
bedre overvågning af
disse områder –
sandsynligvis knyttet til de generelle overvågningsforbedringer i henhold til
vandrammedirektivet.
Vandforekomster, der er knyttet til beskyttede områder, kan have behov for at nå strengere
eller mere specifikke vandforvaltningsmål end de mål for god tilstand, der er fastsat i
vandrammedirektivet. Dette skal sikre overholdelse af den relevante lovgivning, der har til
formål at beskytte specifikke økosystemer, arter samt drikke- og badevand. Dette kan
indebære vedtagelse af yderligere foranstaltninger.
Som krævet i naturdirektiverne har medlemsstaterne hovedsagelig fastsat specifikke mål for
beskyttede områder for habitater og arter (Natura 2000-områder),
selv om der i nogle
tilfælde arbejdes på at fastlægge de nøjagtige behov. I nogle tilfælde har medlemsstaterne
også fastsat yderligere mål og foranstaltninger for
følsomme områder
i henhold til direktivet
om rensning af byspildevand,
badevand
og
beskyttelseszoner for drikkevand,
selv om
målene eller foranstaltningerne ofte indberettes i temmelig generelle vendinger
56
. Nogle
medlemsstater med en kommerciel interesse i skaldyrsproduktion (eller i nogle tilfælde
ferskvandsfisk) har udpeget
beskyttede områder for økonomisk signifikante akvatiske
arter
57
. Nogle medlemsstater (Kroatien, Nederlandene og Rumænien) har for
skaldyrområderne fastsat de samme mål som i skaldyrsdirektiverne, der siden er blevet
ophævet
58
. En medlemsstat (Frankrig) anvender andre mikrobiologiske standarder for alle
disse områder sammenlignet med de ophævede direktiver. Italien og Spanien anvender
derimod de samme standarder for nogle områder og andre standarder for andre områder. For
Polens vedkommende er oplysningerne om standarder uklare.
56
For beskyttede områder for habitater og arter rapporterede nogle medlemsstater om foranstaltninger, mens
andre klart henviste til forvaltningsplaner i henhold til de relevante direktiver (fugle og habitat). I nogle tilfælde
antages det for disse beskyttede områder, at opnåelse af en god tilstand i henhold til vandrammedirektivet er
tilstrækkeligt til at opfylde de yderligere mål.
57
Det drejer sig om Kroatien, Frankrig, Italien, Nederlandene, Polen, Rumænien og Spanien for skaldyr og
Kroatien, Italien og Letland for ferskvandsfisk.
58
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/44/EF om kvaliteten af ferskvand, der kræver beskyttelse eller
forbedring for at være egnet til, at fisk kan leve deri, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/113/EF af
12. december 2006 om kvalitetskrav til skaldyrvande, hvis gyldighed udløb i 2013. I henhold til
vandrammedirektivet skal beskyttelsesniveauet fra disse ophævede direktiver opretholdes ved at medtage de
områder, der er udpeget i henhold til de tidligere direktiver om fisk og skaldyr, som beskyttede områder i
henhold til vandrammedirektivet.
24
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0026.png
Hvor der er fastsat yderligere mål, er de overvejende nået for drikkevandsbeskyttelseszoner,
udpegede skaldyrsområder og badevand, mens kun en lille del af de mål, der er fastsat for
Natura 2000-områder, er nået.
Desværre synes udpegelsen af beskyttede områder i næsten alle medlemsstater ikke at
medføre de forventede forbedringer af vandforekomsternes generelle tilstand. Tværtimod
viser data, som illustreret i figur 10 nedenfor, en
stigning i antallet af vandforekomster, der
er forbundet med beskyttede områder i dårlig tilstand
sammenlignet med den foregående
periode. Dette kan til dels hænge sammen med den betydelige reduktion i antallet af områder
med ukendt tilstand. Det bekræfter imidlertid også de begrænsede fremskridt med
gennemførelsen af naturdirektiverne sammenlignet med perioden 2013-2018, der blev
vurderet i rapporten om naturens tilstand fra 2020. Denne rapport viste, at kun 17 % af de
beskyttede levesteder i floder, søer, flodmundinger og flodbredder havde en god
bevaringstilstand, og at et stort flertal af de beskyttede fiske- og paddearter havde en ringe
eller dårlig bevaringstilstand (henholdsvis 80 % og 60 % af bestanden)
59
. Dette tyder på, at
betegnelsen "beskyttet område" stadig ikke sikrer den bedre vandforvaltning, der er
nødvendig for at beskytte overfladevandet og grundvandet i disse områder.
Figur 10 – Vandforekomsters tilstand i beskyttede områder baseret på data fra anden og
tredje runde vandområdeplaner (Kilde: elektronisk rapportering i forbindelse med tredje
runde vandområdeplaner)
"State of nature in the EU – Results from reporting under the nature directives 2013-2018" (naturens tilstand i
Europa og resultater fra rapportering i henhold til naturdirektiverne for perioden 2013-2018),
https://www.eea.europa.eu/publications/state-of-nature-in-the-eu-2020.
59
25
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0027.png
6.2.3 Hvad gøres der for at reducere hydromorfologiske belastninger og genoprette
naturen?
Fysiske og hydrologiske ændringer rapporteres at være en betydelig belastning i næsten alle
vandområdedistrikter. De sektorer, der forårsager denne betydelige belastning, omfatter
landbrug (både kunstvanding og dræning), vandkraft, beskyttelse mod oversvømmelse,
sejlads og drikkevandsforsyning.
Alle medlemsstater har rapporteret om foranstaltninger, der har til formål at mindske de
negative miljøvirkninger af
hydromorfologiske belastninger
ved at forbedre
vandstrømningen, genoprette flodernes kontinuitet og sikre, at de økologiske strømme
respekteres. Dette omfatter bygning af fiskepas, nedrivning af gamle og forældede barrierer,
genopretning af floder ved at forbedre flodområder og flodsletter og genopretning af
flodbredder til deres naturlige tilstand. Baseret på en nylig rapport fra Dam Removal Europe
60
– en koalition af ikkestatslige organisationer – er der f.eks. blevet fjernet 487 hindringer i 15
europæiske lande i 2023, hvilket er en stigning på 50 % i forhold til 2022's rekordantal.
Frankrig synes at være frontløber, efterfulgt af Spanien, Sverige, Danmark og Estland. Disse
foranstaltninger kan bidrage til 25 000 km fritflydende floder, som er det 2030-mål, der er
fastsat i EU's biodiversitetsstrategi, og den nyligt vedtagne forordning om
naturgenopretning
61
. Ikke desto mindre er flodfragmentering og forringelse af beskyttede
vand- og vandafhængige levesteder og arter i EU, navnlig vådområder og flodsletter, fortsat
en stor udfordring.
Selv om ikke alle hindringerne i floder er relateret til vandkraftproduktion, er vandkraftværker
fortsat et meget betydeligt pres på den økologiske tilstand i flere medlemsstater på grund af
afbrydelsen af vandløbskontinuiteten med store konsekvenser for fiskemigration,
fiskedødelighed og ændringer i hydrologiske strømme og sedimenters bevægelser.
Renovering af eksisterende vandkraftværker, herunder gennem win-win-løsninger, der kan
bidrage til at nå vandrammedirektivets mål, bør generelt prioriteres frem for nye
vandkraftværker. Der bør gøres en yderligere indsats for at sikre, at sådanne anlægs drift er
mere bæredygtig og tilpasset de skiftende hydrologiske forhold, der er forbundet med de
stigende virkninger af klimaændringerne. Dette omfatter regelmæssig revision af
godkendelser, herunder afbødende foranstaltninger for at mindske virkningerne af driften af
vandkraftværker.
Kun nogle få medlemsstater (Østrig, Belgien, Frankrig, Letland, Luxembourg, Polen og
Rumænien) rapporterer, at de specifikt prioriterer
naturbaserede løsninger
over andre
foranstaltninger.
Fastsættelse og gennemførelse af
økologiske minimumsstrømme (e-strømme)
62
er
afgørende for at beskytte overfladevandområders økologiske tilstand. Det er imidlertid en
New Report: Dam Removal Movement Breaks Barriers and Records – Dam Removal Europe.
Dataene blev
leveret af ministerier, kommuner, vandagenturer, flodtruster, NGO'er, videnskabsfolk, forskere og fagfolk inden
for genopretning af floder.
61
EUT L 2024/1991 af 29.7.2024.
62
Med henblik på vandrammedirektivet er en økologisk vandføring "en hydrologisk ordning, der er i
overensstemmelse med opfyldelsen af miljømålene i naturlige overfladevandområder som nævnt i artikel 4, stk.
1". Med andre ord er det den "mængde vand, der er nødvendig for, at det akvatiske økosystem fortsat kan trives
og levere de tjenester, vi er afhængige af".
60
26
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0028.png
kilde til stor bekymring, at dette arbejde skrider langsomt frem i mange medlemsstater. På
trods af vejledning på EU-plan er der desuden manglende konsistens i, hvordan e-strømme
defineres. Med nogle få undtagelser er definitionen af e-strømme i de fleste medlemsstater
stadig under udarbejdelse, og den faktiske gennemførelse i praksis skrider langsomt frem og
ofte kun for nogle vandforekomster. Overholdelsen af e-strømme synes kun at være klart
forbundet med udstedelse og revision af indvindingstilladelser i nogle tilfælde.
6.2.4 Hvad gør medlemsstaterne for at mindske indvindingen og bekæmpe
vandknaphed?
Det er vigtigt at skelne mellem tørke (lavere nedbør) og vandknaphed (en mere systemisk
ubalance mellem tilgængeligt vand og efterspørgsel). Vandknaphed opfattes som et voksende
problem i de fleste medlemsstater, hvor overindvindinger rapporteres at være ansvarlige for
manglende opnåelse af god kvantitativ eller økologisk tilstand for en betydelig del af
vandforekomsterne
63
.
Der er
væsentlige forskelle i vandanvendelse
på tværs af forskellige regioner i EU. I 2019
64
på EU-plan var indvinding til køling inden for elproduktion den største bidragyder til den
samlede årlige vandindvinding (32 %) efterfulgt af indvinding til landbrug (28 %), offentlig
vandforsyning (20 %), fremstillingsvirksomhed (13 %) og køling inden for
fremstillingsvirksomhed (5 %), idet råstofudvinding og bygge- og anlægsvirksomhed kun
tegnede sig for 1 % af den samlede indvinding hver. Landbruget, herunder husdyrbruget, er
dog den største nettoforbruger
65
med 59 % af EU's vandforbrug i 2019
66
, hvor det meste vand,
der indvindes, enten forbruges af afgrøder og husdyr eller fordampes i stedet for at blive
returneret til den samme kilde, som det blev indvundet fra. Andre vigtige vandforbrugende
sektorer er køling til fremstillingsvirksomhed og elproduktion (17 %), husholdninger og
tjenesteydelser (13 %) samt råstofudvinding, bygge- og anlægsvirksomhed og
fremstillingsvirksomhed (11 %). EEA's analyse viser, at vandindvindingen mellem 2000 og
2019 faldt med 17,6 %, hvilket afspejler de politiske foranstaltninger, der er gennemført i
henhold til vandrammedirektivet.
Selv om indvindingen faldt i nogle sektorer, f.eks. til køling i elproduktionen (-27 %), steg
den dog i andre. F.eks. blev vandindvindingen til køling i fremstillingsindustrien næsten
tredoblet, og indvindingen til offentlig vandforsyning steg med 4 % med en særlig kraftig
stigning siden 2010 (14 %). Vandindvindingen til landbruget faldt med 15 % i samme periode
2000-2019, men er siden 2010 steget med 8 %, hovedsagelig på grund af den stigende
efterspørgsel efter kunstvanding i Sydeuropa, hvor vandknapheden forværres af
63
Blandt de 13 lande, for hvilke der foreligger oplysninger takket være elektronisk rapportering, rapporteres det,
at vandindvindingerne er ansvarlige for den manglende opnåelse af god kvantitativ eller økologisk tilstand i
Spanien (25 %), Ungarn (20 %), Italien (19 %), Frankrig (11 %) og Belgien (11 %) for så vidt angår grundvand
og Frankrig (17 %), Østrig (12 %), Spanien (11 %), Italien (9 %) og Kroatien (8 %) for så vidt angår
overfladevand. Selv om de ikke indsendte deres rapporter, vides dette også at være et væsentligt problem i
Cypern, Grækenland og Malta.
64
EEA's analyse af vandindvindinger mellem 2000 og 2019,
https://www.eea.europa.eu/en/analysis/indicators/water-abstraction-by-source-and.
65
Ifølge
EEA's rapport nr. 12/2021
"Water resources across Europe – confronting water stress: an updated assessment"
er
"vandforbrug" den del af det anvendte vand, der ikke ledes tilbage til grundvand eller overfladevand, fordi det
indgår i produkter (f.eks. føde- og drikkevarer) eller forbruges af husholdninger (f.eks. drikkevand) eller husdyr.
66
EEA's rapport nr. 7/2024, "Europe's
state of water 2024. The need for improved water resilience"
(https://www.eea.europa.eu/en/analysis/publications/europes-state-of-water-2024).
27
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0029.png
klimaændringerne. Der er derfor et stadig mere tvingende behov for at vedtage ændringer i
praksis, herunder en meget bedre udnyttelse af genbrug af vand i overensstemmelse med
forordningen om genbrug af vand fra 2020, og for at skifte til afgrøder, der er mere tilpasset
de regionsspecifikke hydrologiske forhold, samt forbedret jordbundsforvaltning. Uden
sådanne ændringer vil efterspørgslen efter vand til kunstvanding i landbruget også stige
betydeligt i regioner, hvor der til dato er begrænset kunstvanding: Dette vil kun forværre
vandknapheden.
Den fælles landbrugspolitik for 2023-2027 støtter bestræbelserne på at øge vandresiliensen i
landbruget. Konditionaliteten er blevet styrket, så den bl.a. omfatter et nyt krav
67
om kontrol
med indvinding. Medlemsstaternes strategiske planer under den fælles landbrugspolitik yder
bl.a. betydelig støtte til praksis til forbedring af jordbundens sundhed med positive virkninger
for vandlagringskapaciteten med et mål om at dække 47 % af EU's landbrugsareal med en
sådan støtte. Investeringer i forbedring af effektiviteten af kunstvandingsanlæg, anvendelse af
genanvendt vand til kunstvanding og opsamling af regnvand kan også støttes. I de regioner,
der er mest berørt af vandknaphed, vil det imidlertid være nødvendigt at overveje støtte til
mere systemiske transformative ændringer i retning af mindre vandintensive
produktionssystemer.
67
Lovbestemt forvaltningskrav 1 om kontrol med indvinding og opmagasinering og kontrol med diffus
forurening fra fosfater (vandrammedirektivets artikel 11, stk. 3, litra e) og h)).
28
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0030.png
Figur 11 – Vandindvinding efter økonomisk sektor i de 27 EU-medlemsstater, 2000-2019
(EEA, 2022)
Grundlæggende og supplerende foranstaltninger til reduktion af
indvinding
er generelt blevet
fastlagt, men deres gennemførelse er inkonsekvent i hele Europa. Disse foranstaltninger
fokuserer på kontrol med indvindinger, vandeffektivitet og genbrug, naturlig vandbinding, e-
strømme, forskning og videnopbygning. Der har været nogle bemærkelsesværdige forsøg på
at reducere vandforbruget, såsom den nye franske vandplan, der har et mål om at reducere
indvindingerne med 10 % inden 2030.
Som rapporteret i 2021 af Den Europæiske Revisionsret (Revisionsretten)
68
har
medlemsstaterne gjort fremskridt med hensyn til at etablere
ordninger med forudgående
tilladelse til vandindvinding,
systemer til afsløring af ulovlig vandanvendelse og i nogle
tilfælde prissætningsmekanismer med potentiale til at tilskynde til vandeffektivitet. Det er
imidlertid problematisk, at de fleste af dem undtager små indvindinger fra kontrol eller
registrering. Dette kan føre til den kumulative virkning af mange fortsatte små indvindinger
over et helt vandløbsopland, hvilket har en negativ indvirkning på vandforekomsternes
tilstand, navnlig i medlemsstater, der allerede har problemer med vandknaphed. Selv om
Revisionsretten bemærkede, at flere medlemsstater har indført vandprissætningsmekanismer,
der tilskynder til effektiv anvendelse af kunstvanding, identificerede den også den praksis, der
består i betydeligt lavere vandpriser i landbruget end andre steder i økonomien, herunder
undtagelser for kunstvanding, som problematisk.
68
Særberetning nr. 20/2021: Bæredygtig vandanvendelse i landbruget:
29
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0031.png
Den hyppighed, hvormed medlemsstaterne
reviderer indvindingstilladelser
som krævet i
vandrammedirektivet
69
, er meget forskellig og spænder fra seks år til flere årtier eller endda
ubestemte tidsperioder. Denne situation gør det undertiden umuligt at tage behørigt hensyn til
udviklingen i situationen i vandområder, herunder set ud fra et klimaændringsperspektiv.
Kommissionen er i øjeblikket involveret i håndhævelsen af forpligtelsen til at revidere
sådanne tilladelser for at sikre, at alle medlemsstater gennemfører den korrekt
70
.
Spørgsmålet om
uautoriseret/ulovlig vandindvinding
(dvs. indvinding enten uden tilladelse
eller ud over tilladelsesvilkårene) nævnes kun udtrykkeligt i nogle vandområdeplaner fra fire
medlemsstater. Problemet er dog også blevet anerkendt i andre dele af Europa. Selv når det
nævnes, mangler disse henvisninger normalt en kvantificering af det aktuelle problem og
tendenserne i forhold til anden runde vandområdeplaner. I nogle af disse lande gøres der en
indsats for at lukke ulovlige brønde for at forhindre en sådan ulovlig tilegnelse af denne fælles
ressource.
Som tidligere bekæmper flere medlemsstater vandknaphed ved at fokusere deres
foranstaltninger på at øge forsyningen. Disse foranstaltninger omfatter boring af
nye brønde,
konstruktion
nye dæmninger og reservoirer, udvidelse af kunstvandingsinfrastruktur til
landbruget
og konstruktion
storstilet vandoverførselsinfrastruktur
og
afsaltningsanlæg.
Vandområdeplanerne indeholder imidlertid meget begrænsede oplysninger om sådanne
foranstaltninger, herunder med hensyn til deres miljømæssige og økonomiske levedygtighed
og hensyntagen til langsigtede klimascenarier.
6.3 IMØDEGÅELSE AF KLLIMAKRISEN
Som beskrevet i den europæiske klimarisikovurdering
71
og som anerkendt af Kommissionen i
dens meddelelse om håndtering af klimarisici
72
skal EU og dets medlemsstater blive
betydeligt bedre til at forberede sig på og effektivt håndtere klimarisici
73
. Dokumentationen
for, at klimaændringerne allerede har en betydelig indvirkning på forekomsten og alvoren af
vandrelaterede risici såsom tørke og oversvømmelser i store dele af Europa, er stigende
74
.
69
I henhold til vandrammedirektivets artikel 11, stk. 3, litra e), skal medlemsstaterne foretage regelmæssige
obligatoriske revisioner.
70
Der er sendt åbningsskrivelser herom til Østrig, Finland, Nederlandene og Slovenien. For Irlands
vedkommende behandles spørgsmålet i forbindelse med den langvarige traktatbrudsprocedure på grund af
manglende korrekt gennemførelse af flere bestemmelser i vandrammedirektivet, herunder artikel 11.
71
EEA (2024), European climate risk assessment, Nr. 1/2024,
https://www.eea.europa.eu/publications/european-
climate-risk-assessment. Europa er det kontinent i verden, der opvarmes hurtigst. Ekstrem varme bliver
hyppigere, mens nedbørsmønstrene ændrer sig. Nedbør og andre nedbørsekstremer vokser i sværhedsgrad, og i
de seneste år har vi været vidner til katastrofale oversvømmelser i forskellige regioner. Samtidig kan Sydeuropa
forvente et betydeligt fald i den samlede nedbør og mere alvorlige tørkeperioder.
72
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
og Regionsudvalget – Håndtering af klimarisici – beskyttelse af mennesker og velstand (COM(2024) 91 final),
https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A52024DC0091.
73
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
og Regionsudvalget – Håndtering af klimarisici – beskyttelse af mennesker og velstand (COM(2024) 91 final),
https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A52024DC0091.
74
Temperaturerne i Europa er steget mere end dobbelt så meget som det globale gennemsnit i de seneste 30 år –
det højeste af alle kontinenter i verden, rapport fra november 2022, Den Meteorologiske Verdensorganisation,
https://wmo.int/publication-series/state-of-climate-europe-2022
og "Climate Change 2022: Impacts, Adaptation
and Vulnerability",
https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg2/downloads/report/IPCC_AR6_WGII_FullReport.pdf.
30
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0032.png
Øget vandresiliens
75
gennem effektiv gennemførelse af vandrammedirektivet og
oversvømmelsesdirektivet er derfor en forudsætning for at nå målene om modstandsdygtighed
over for klimaændringer i EU's klimalovgivning
76
og EU's tilpasningsstrategi
77
. Samtidig kan
målene i vandrammedirektivet og oversvømmelsesdirektivet kun nås ved fuldt ud at tage
hensyn til virkningerne af klimaændringerne.
6.3.1 Er der taget behørigt hensyn til modstandsdygtighed over for klimaændringer og
tørkerisikostyring?
Selv om forpligtelsen til at tilpasse vandområdeplanerne til klimaændringer ikke udtrykkeligt
fremgår af vandrammedirektivet, er den trinvise og cykliske tilgang i vandrammedirektivets
planlægningsproces velegnet til at håndtere virkningerne af klimaændringer på en
tilpasningsdygtig måde.
Et stigende antal medlemsstater rapporterede om en systemisk overvejelse af effekterne af
klimaændringer
og en indsats for at tilpasse deres indsatsprogram til deres
nationale
klimatilpasningsplan.
70 % af de vurderede medlemsstater (14 ud af 20) rapporterede, at de
havde afsluttet en analyse af, hvordan klimaændringer påvirker deres vandforekomster. Det er
imidlertid ofte uklart, om og i hvilket omfang resultatet af en sådan analyse bidrog til at
identificere de vigtigste belastninger og fastlægge de mest effektive foranstaltninger.
I tredje runde vandområdeplaner var virkningerne af klimaændringerne hovedsagelig
forbundet med tørke og lavere vandtilgængelighed, selv om oversvømmelser fortsat gav
anledning til stor bekymring. De fleste medlemsstater arrangerede disse klimapåvirkninger i
forhold til deres indvirkning på landbruget (vandingsrisici), sejlads ad indre vandveje og
energiproduktion (vandkraft, visse former for termisk energi). Dette er en betydelig forskel fra
anden runde vandområdeplaner, hvor overskydende vand (dvs. oversvømmelser) blev opfattet
som den største klimapåvirkning. Dette er også i overensstemmelse med den øgede
bekymring over vandknaphed i de fleste medlemsstater, der er skitseret i afsnit 6.2.4 ovenfor.
Det er vigtigt at bemærke, at 16 af de 20 vurderede medlemsstater indberettede tørke som en
væsentlig begivenhed, selv om de ikke er retligt forpligtet hertil i henhold til
vandrammedirektivet. Et stigende antal medlemsstater rapporterede, at de havde udarbejdet
eller var i færd med at udarbejde tørkeforvaltningsplaner på nationalt eller regionalt niveau
eller på vandområdedistriktsniveau.
Klimaændringerne har også en stigende indvirkning på vandkvaliteten i flere medlemsstater.
Et stigende antal medlemsstater har påberåbt sig
undtagelsen i henhold til artikel 4, stk. 6,
for midlertidigt ikke at opnå god økologisk tilstand på grund af langvarig tørke.
Nogle medlemsstater har for nylig udviklet nationale vandstrategier (f.eks. Frankrig og
Tyskland) som reaktion på det øgede antal tørker. Disse supplerer vandområdeplanerne, men
er ikke blevet taget i betragtning i medlemsstaternes rapporter. Disse nationale strategier kan
75
Behovet for at styrke modstandsdygtigheden over for klimaændringer blev understreget i EU-strategien for
tilpasning til klimaændringer fra 2021 og i den europæiske klimalov fra 2021.
76
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 af 30. juni 2021 om fastlæggelse af rammerne for
at opnå klimaneutralitet og om ændring af forordning (EF) nr. 401/2009 og (EU) 2018/1999 ("den europæiske
klimalov").
77
Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
og Regionsudvalget – Opbygning af et klimarobust Europa – den nye EU-strategi for tilpasning til
klimaændringer (COM(2021) 82 final).
31
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0033.png
imidlertid omfatte større supplerende foranstaltninger, der bør gennemføres sammen med
vandområdeplanerne på en sammenhængende måde.
Hvad angår klimaændringernes indvirkning på styringen af oversvømmelsesrisikoen er
resultaterne af vurderingen af anden runde risikostyringsplaner for oversvømmelser og de to
trin
78
inden risikostyringsplanerne for oversvømmelser opmuntrende. Alle medlemsstater
(sammenlignet med kun halvdelen i de første foreløbige vurderinger af
oversvømmelsesrisikoen) tog hensyn til klimaændringerne i deres anden foreløbige vurdering
af oversvømmelsesrisikoen, og næsten alle tog hensyn hertil i anden runde kort over
oversvømmelsesfaren og -risikoen (også sammenlignet med kun halvdelen tidligere), selv om
dette ikke udtrykkeligt kræves for kort i oversvømmelsesdirektivet. I anden runde
risikostyringsplaner for oversvømmelser fremlagde alle 21 vurderede medlemsstater
dokumentation for, at der blev taget hensyn til virkningerne af klimaændringerne
(sammenlignet med over en tredjedel tidligere). Næsten alle medlemsstater, sammenlignet
med kun halvdelen i den første periode, drøftede fremtidige klimascenarier i deres
risikostyringsplaner for oversvømmelser med forskellige tidsrammer (mellem 2030 og 2115).
Næsten alle medlemsstater knyttede forbindelser til deres nationale tilpasningsstrategier
(sammenlignet med mindre end halvdelen i første runde risikostyringsplaner for
oversvømmelser).
6.3.2 Fremskridt hen imod modstandsdygtighed over for klimaændringer i henhold til
oversvømmelsesdirektivet
Oversvømmelser er den mest almindelige risiko i medlemsstaternes nationale
risikovurderinger
79
. Som anført i den europæiske klimarisikovurdering står Europa over for
flere og større klimarisici, herunder kraftig nedbør, der fører til oversvømmelser forårsaget af
nedbør og fra floder, og stigende vandstand i havene, der fører til oversvømmelser ved
kysterne.
Der er gjort betydelige fremskridt med styringen af oversvømmelsesrisikoen i hele EU siden
indførelsen af oversvømmelsesdirektivet i 2007. Risikostyringsplaner for oversvømmelser er
det vigtigste redskab til at afbøde potentielle negative konsekvenser af oversvømmelser og er
den tredje af den cykliske tretrinstilgang, der blev indført med oversvømmelsesdirektivet. De
nuværende risikostyringsplaner for oversvømmelse, som er anden runde, dækker 2022-2027
ligesom tredje runde vandområdeplaner. De to trin forud for risikostyringsplanerne for
oversvømmelser, nemlig anden runde foreløbige vurderinger af oversvømmelsesrisikoen
80
og
anden runde kort over oversvømmelsesfaren og -risikoen blev gennemført af medlemsstaterne
tidligere. Begge blev vurderet af Kommissionen
81
.
78
79
De foreløbige vurderinger af oversvømmelsesrisikoen og kort over oversvømmelsesfaren og -risikoen.
Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om fremskridtene med gennemførelsen af artikel
6 i afgørelsen om en EU-civilbeskyttelsesmekanisme (afgørelse nr. 1313/2013/EU) – Forebyggelse og styring af
katastroferisici i Europa (COM(2024) 130 final).
80
Der er ca. 14 000 områder med potentiel betydelig oversvømmelsesrisiko i EU. Se oversigten over områder
med oversvømmelsesrisiko her:
https://discomap.eea.europa.eu/floodsviewer/.
81
For Kommissionens vurderinger af medlemsstaternes anden runde foreløbige vurderinger af
oversvømmelsesrisikoen henvises til de dokumenter, der er offentliggjort i den sjette gennemførelsesrapport.
Med hensyn til Kommissionens vurderinger af medlemsstaternes anden runde kort over oversvømmelsesfaren og
-risikoen og anden runde risikostyringsplaner for oversvømmelser henvises til dokumenterne i den aktuelle
syvende gennemførelsesrapport,
https://environment.ec.europa.eu/topics/water/water-framework-directive/implementation-reports_en.
32
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0034.png
Med hensyn til fuldstændighed fremlagde alle 21 medlemsstater, der rapporterede rettidigt til
at blive omfattet af denne vurdering, kontekstuelle oplysninger i deres risikostyringsplaner for
oversvømmelser om deres foreløbige vurderinger af oversvømmelsesrisikoen og kort over
oversvømmelsesfaren og -risikoen.
Sammenlignet med den foregående periode er styringen af oversvømmelsesrisikoen blevet
forbedret i de vurderede medlemsstater. Alle medlemsstater har fastsat mål for styring af
oversvømmelsesrisikoen. Nogle opstillede nogle få overordnede mål, der blev understøttet af
mere specifikke delmål, mens andre opstillede en række mere detaljerede mål i forhold til
tidligere. De inkluderede alle foranstaltninger til at nå deres mål.
Nogle få medlemsstater har fastsat mål, der gør det muligt at foretage en kvantitativ vurdering
af fremskridtene i forhold til den foregående periode. Flere medlemsstater skaber imidlertid
en klar forbindelse mellem foranstaltningerne i planerne og de mål, som disse foranstaltninger
tager sigte på. Når man sammenligner de samme medlemsstater, har 14 denne klare
forbindelse i deres planer sammenlignet med kun syv i de tidligere planer.
Planerne omfatter fremskridt med gennemførelsen af foranstaltningerne snarere end
fremskridt hen imod de mål, der er fastsat i målsætningerne om at reducere
oversvømmelsesrisikoen. Det er derfor vanskeligt at konkludere, hvor effektiv styringen af
oversvømmelsesrisikoen har været i hele EU.
Antallet af foranstaltninger i risikostyringsplanerne for oversvømmelser varierer betydeligt fra
medlemsstat til medlemsstat og spænder fra under 100 til over 10 000 foranstaltninger. Denne
variation afhænger af landets størrelse, mængden af områder med potentiel betydelig
oversvømmelsesrisiko og valget af individuelle eller grupperede foranstaltninger.
Figur 12 – Foranstaltningens andel efter type (forebyggelse, beskyttelse, beredskab,
genopretning)
Der er to brede klynger af medlemsstater: Den ene består af medlemsstater, der prioriterer
forebyggelses- og/eller beredskabsforanstaltninger, og den anden klynge af medlemsstater
prioriterer beskyttelse. Selv om beskyttelsesforanstaltninger stadig er de hyppigst indberettede
33
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0035.png
i anden runde risikostyringsplaner for oversvømmelser, tegner forebyggelses- og
beredskabsforanstaltninger sig nu for en lidt større andel af EU's samlede antal. Med hensyn
til ikke-strukturelle initiativer
82
henviser alle vurderede risikostyringsplaner for
oversvømmelser til fysisk planlægning. Henvisninger til retlige eller politiske rammer, der
forbinder fysisk planlægning og risikostyring i forbindelse med oversvømmelser, fandtes
imidlertid kun i 8 af de 21 vurderede medlemsstater. Det er opmuntrende, at alle
medlemsstater medtager naturbaserede løsninger i nogle eller alle deres risikostyringsplaner
for oversvømmelser. Der er imidlertid endnu ingen tegn på en mærkbar ændring i praksis med
hensyn til storstilet udbredelse af naturbaserede løsninger i stedet for eller kombineret med
traditionel infrastruktur. Selv om oversvømmelsesdirektivet ikke nævner forsikring, henviser
12 af de 21 medlemsstater i det mindste hertil. Dette bekræfter den værdifulde rolle, som
forsikring som en risikooverførselsmekanisme kan spille med hensyn til at fremme
klimatilpasning.
En positiv tendens er, hvordan medlemsstaterne prioriterer risikostyringsforanstaltninger for
oversvømmelser. Alle medlemsstater prioriterede foranstaltninger eller fastsatte en tidsramme
for deres gennemførelse (ikke alle gjorde dette i deres første risikostyringsplaner). Analysen
viser f.eks., at de fleste foranstaltninger blev klassificeret i de tre højest prioriterede kategorier
(høj, meget høj og kritisk), dvs. at 50 % eller mere af foranstaltningerne i 13 medlemsstater
(ud af de 21 analyserede) falder ind under en af disse kategorier. I modsætning hertil
rapporterede langt færre medlemsstater om betydelige andele af foranstaltninger i de to
laveste prioritetskategorier (mellemhøj og lav). I overgangen fra første runde
risikostyringsplaner til anden har der været et lille fald i foranstaltningernes hastende karakter
på tværs af medlemsstaterne fra kritisk til meget høj prioritet og fra meget høj til høj prioritet.
Der har også været visse forskydninger i uopsætteligheden i opadgående retning,
hovedsagelig fra lav og moderat prioritet til høj prioritet. 15 af de 21 medlemsstater har
foretaget en cost-benefit-analyse af deres foranstaltninger, selv om kun få har anvendt den til
at prioritere dem. Da forholdet mellem de medlemsstater, der anvender cost-benefit-analyser,
er mere eller mindre det samme som i den foregående periode, vedrører fremskridtene
hovedsagelig de forbedrede metoder, der anvendes i nogle medlemsstater.
Uundværlige elementer i styringen af oversvømmelsesrisikoen er pålidelige prognose- og
varslingssystemer til hurtig aktivering af civilbeskyttelsesforanstaltninger samt en stærk
beredskabskapacitet under og efter sådanne begivenheder. Kommissionen støtter
medlemsstaterne gennem tiltag på dette område på EU-plan, herunder gennem Copernicus'
europæiske oversvømmelsesvarslingssystem, som støtter forberedende foranstaltninger før og
under større oversvømmelser
83
. Copernicus' hurtige kortlægningstjeneste leverer geospatiale
oplysninger on-demand og hurtigt (inden for timer eller dage) til støtte for
beredskabsstyringsaktiviteter før, under og umiddelbart efter en katastrofe. Når katastrofen
rammer, kan medlemsstaterne trække på EU-civilbeskyttelsesmekanismen, som i væsentlig
grad har styrket samarbejdet mellem landene om civilbeskyttelse og forbedret forebyggelsen,
82
Foranstaltninger, der ikke involverer anlægsstrukturer, såsom bevidstgørelse, sikring af systemer for tidlig
varsling, katastrofeforebyggelses- og katastrofeberedskabsplaner og fysisk planlægning.
83
EFAS er det første operationelle europæiske system til overvågning og forudsigelse af oversvømmelser i hele
Europa. Det støtter forberedende foranstaltninger før og under større oversvømmelser. Det giver supplerende
oplysninger med merværdi til de relevante nationale og regionale myndigheder. EFAS holder også
Katastrofeberedskabskoordinationscentret underrettet om igangværende og eventuelt kommende
oversvømmelser i hele Europa. For nylig indførte EFAS v5.0 flere store ændringer til systemet, herunder en
højere rumlig opløsning.
34
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0036.png
beredskabet og indsatsen i forbindelse med katastrofer
84
, f.eks. ved at udvikle mål for
katastrofemodstandsdygtighed
85
. Kommissionen tilskynder til anvendelse af Copernicus'
beredskabsstyringstjenester og fremmer udveksling af indhøstede erfaringer og bedste praksis
mellem medlemsstaterne, navnlig efter større oversvømmelser.
7. SIKRING AF SOCIOØKONOMISK SOLIDITET
I betragtning af de begrænsede fremskridt med hensyn til at opnå en god tilstand er et stort
flertal af vandforekomsterne omfattet af forskellige
undtagelser
som fastsat i
vandrammedirektivets artikel 4
86
. Det skal nævnes, at antallet af undtagelser i forbindelse med
vandrammedirektivets artikel 4, stk. 4 og 5, er steget. Begrundelserne for sådanne undtagelser
er generelt blevet bedre med hensyn til at opfylde vandrammedirektivets krav om, at de skal
være baseret på relevante, klare og gennemsigtige kriterier. Det er imidlertid ikke alle
medlemsstater, der giver tilstrækkeligt detaljerede oplysninger om det berørte vandområde, og
kun ca. halvdelen af de vurderede medlemsstater giver tilstrækkelige oplysninger i alle
vandområdeplaner.
I overensstemmelse med vandrammedirektivets artikel 9 og 11 og bilag III hertil
87
er
ajourføring og rapportering af den
vandøkonomiske analyse
og den dermed forbundne brug
af
omkostningsdækningsinstrumenter,
herunder fastsættelse af vandpriser, ved at blive en
mere etableret praksis i vandområdeplanerne. Ikke desto mindre skaber rapporteringen ofte
ikke klare forbindelser til centrale udfordringer og udviklinger i vandområdedistriktet. Det er
derfor uklart, hvordan den økonomiske analyse har dannet grundlag for valgene vedrørende
omkostningsdækning,
prisfastsættelse
og
mere
generelt
udformningen
af
indsatsprogrammerne. F.eks. indeholder rapporteringen om forsyningspligtydelser ikke mange
detaljer. Mange vandområdeplaner rapporterer typisk om de to bredt definerede
forsyningspligtydelser, nemlig drikkevandsforsyning og sanitet. De har derfor en tendens til
ikke at anerkende og drøfte de enkelte forsyningspligtydelser, der falder ind under eller er
direkte knyttet til disse kategorier, såsom oplagring og genbrug af vand. Dette gør det
vanskeligt at få en fyldestgørende forståelse af vandanvendelserne i landet, herunder deres
økonomiske betydning og potentiale for omkostningsdækning, og det pres, de lægger på
vandforekomster.
84
Rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om fremskridtene med gennemførelsen af artikel 6 i afgørelsen om
en EU-civilbeskyttelsesmekanismen – Forebyggelse og styring af katastroferisici i Europa,
12.3.2024
(COM(2024) 130 final)
og
SWD(2024) 130.
85
https://civil-protection-humanitarian-aid.ec.europa.eu/document/download/7b124199-d4d7-43fe-b852-
8cee69674d19_en.
86
Artikel 4, stk. 4, giver mulighed for en forlængelse til efter 2015 af den frist for opnåelse af en god tilstand
eller godt potentiale, der er fastsat i artikel 4, stk. 1. Artikel 4, stk. 5, giver mulighed for at tilstræbe mindre
strenge miljømål. I henhold til artikel 4, stk. 6, tillades en midlertidig forringelse af vandforekomsternes tilstand.
I artikel 4, stk. 7, fastsættes de betingelser, hvorunder en forringelse af tilstanden eller manglende opnåelse af
målene i vandrammedirektivet kan tillades i tilfælde af nye ændringer af overfladevandområders fysiske
karakteristika, ændringer af grundvandsstanden eller forringelse fra høj til god tilstand som følge af nye
bæredygtige menneskelige udviklingsaktiviteter.
87
I bilag III til vandrammedirektivet fastsættes det, at den økonomiske analyse skal indeholde tilstrækkeligt
detaljerede oplysninger til at beskrive og begrunde ordningerne for omkostningsdækning ved
forsyningspligtydelser og dermed forbundne forpligtelser (artikel 9). Analysen skal også kunne bidrage til at
bedømme den mest omkostningseffektive kombination af foranstaltninger vedrørende vandanvendelser, der skal
medtages i indsatsprogrammerne (artikel 11).
35
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
Sammenlignet med de elementer, der kræves i henhold til vandrammedirektivets artikel 9, er
der desuden fortsat nogle store mangler i gennemførelsen, navnlig dem, der er anført
nedenfor:
•
•
•
vurderingen af, om de eksisterende prispolitikker giver "tilstrækkelige incitamenter"
til en mere effektiv vandanvendelse
vurderingen af miljø- og ressourceomkostninger og deres inddragelse i ordningerne
for omkostningsdækning
vurderingen af, om vandanvendelserne og de vigtigste vandanvendelsessektorer
(herunder landbrug, industri og husholdninger) yder et "tilstrækkeligt bidrag" til
omkostningerne ved at levere forsyningspligtydelser i overensstemmelse med
princippet om, at forureneren betaler. De indberettede data mangler ofte oplysninger
om miljø- og ressourceomkostningerne samt om de vandanvendelser, der udøver det
største omkostningspres på de vigtigste forsyningspligtydelser (dvs. vandforsyning og
sanitet).
Flere investeringer er afgørende for at opfylde vandrammedirektivets mål og gøre EU's
samfund mere vandresiliente. For medlemsstater, der har indsendt rapporter elektronisk,
foreligger der visse oplysninger om finansieringsbehovene i forbindelse med
vandrammedirektivet, som viser, at der ofte er behov for øget finansiering til at gennemføre
deres foranstaltninger. Dette vil omfatte et yderligere finansielt bidrag fra EU. Oplysningerne
er imidlertid enten ufuldstændige, selvmodsigende eller mangler endda i nogle af de
elektroniske rapporter (dvs. Estland, Letland og Nederlandene). For de 10 medlemsstater, for
hvilke der foreligger oplysninger, beregnes de kumulative finansieringsbehov mellem 2022 og
2027 til 89,4 mia. EUR (ca. 15 mia. EUR om året), men i betragtning af databegrænsningerne
er dette sandsynligvis en undervurdering.
Med hensyn til finansieringsbehovet i forbindelse med gennemførelsen af
risikostyringsplanerne for oversvømmelser fremlagde 16 medlemsstater (sammenlignet med
10 i første runde risikostyringsplaner) visse oplysninger om foranstaltningernes anslåede
omkostninger. Dette beløber sig til ca. 35 mia. EUR mellem 2022 og 2027 (ca. 6 mia. EUR
om året), selv om dette sandsynligvis er en undervurdering. De fremlagte oplysninger
varierede betydeligt med hensyn til omfang og detaljeringsgrad og dækkede ofte ikke alle
foranstaltninger, selv ikke inden for en given medlemsstat.
Selv om der gives begrænsede oplysninger i mange vandområdeplaner, er det værd at
bemærke, at EU's finansieringsinstrumenter, herunder den fælles landbrugspolitik,
samhørighedspolitikken og genopretnings- og resiliensfaciliteten, spillede en væsentlig rolle
med hensyn til at støtte gennemførelsen af foranstaltninger i vandområdeplanerne og
risikostyringsplanerne for oversvømmelser på tværs af medlemsstaterne. Desuden yder
Kommissionen gennem Horisont Europa-programmet omfattende støtte til forskning for at
lukke videnskløfterne og fremme udbredelsen af innovative løsninger, herunder gennem
missionen vedrørende have og ferskvand. Endelig støtter Kommissionen gennem instrumentet
for teknisk støtte også medlemsstaterne i udformningen, udviklingen og gennemførelsen af
reformer inden for vandpolitikken.
Ikke desto mindre viser analysen – for EU som helhed – at de årlige investeringsbehov, som
anslås til 77 mia. EUR om året, ikke er opfyldt, og at finansieringsgabet i øjeblikket anslås til
36
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0038.png
ca. 25 mia. EUR om året
88
. Dette beløb er i vid udstrækning baseret på vandforsynings- og
sanitetsbehov, mens omkostningerne til andre foranstaltninger i forbindelse med
gennemførelsen af vandrammedirektivet og oversvømmelsesdirektivet muligvis ikke afspejles
fuldt ud. Desværre indeholder vandområdeplanerne for de fleste medlemsstater ikke en klar
investeringsplan, der tager hensyn til langsigtede prognoser for vandforsyning og -
efterspørgsel baseret på de seneste klimascenarier og tilpasningsstrategier. Mere generelt viser
de rapporterede økonomiske analyser ikke klart, hvordan vurderinger af
omkostningseffektiviteten har dannet grundlag for udvælgelsen af foranstaltninger i
indsatsprogrammerne (som ideelt set bør omfatte mange flere investeringsforanstaltninger).
Yderligere fremskridt med hensyn til den økonomiske understøttelse af indsatsprogrammerne
vil i høj grad lette vandrelaterede beslutninger og investeringer.
8.
GRÆNSEOVERSKRIDENDE
SAMARBEJDE
I
HENHOLD
VANDRAMMEDIREKTIVET OG OVERSVØMMELSESDIREKTIVET
TIL
For vandløbsoplande, der krydser nationale grænser, skal medlemsstaterne i henhold til
vandrammedirektivet koordinere med hinanden og også gøre en rimelig indsats i forhold til
lande uden for EU, hvor det er relevant. Analysen viser, at selv om graden af samarbejde
varierer,
er
der
en
stabil
institutionel
ramme
for
grænseoverskridende
koordineringsmekanismer på tværs af forskellige internationale vandområdedistrikter
89
. Der er
nogle få eksempler på eksisterende ordninger, der blev yderligere "opgraderet" i forhold til
den foregående periode.
Der er udarbejdet internationale vandområdeplaner for de største internationale
vandområdedistrikter, som danner rammen om samarbejdet mellem medlemsstaterne.
Sådanne rammer fokuserer på datadeling, fælles overvågnings- og forskningsprojekter, fælles
koordinering af vurderingen af tilstanden, relevante prioriterede indikatorer og aftalte
tærskelværdier. Dette samarbejde om indikatorer og tærskelværdier indebærer imidlertid ikke
fuld konvergens med hensyn til vurderingsresultaterne blandt de forskellige lande, der deler
vandløbsoplande.
Bortset fra den internationale vandområdeplan for Donau, der fastsætter foranstaltninger af
international relevans, samler de øvrige internationale vandområdeplaner i det væsentlige de
nationale foranstaltninger, som hver medlemsstat har udarbejdet. Det er derfor uklart, i hvilket
omfang der sikres sammenhæng mellem de foranstaltninger, der træffes af opstrøms- og
nedstrømslande. F.eks. er der blevet installeret fiskepassager i opstrømsdelen af Rhinen, men
lignende foranstaltninger er endnu ikke blevet gennemført fuldt ud nedstrøms, hvilket
hæmmer effektiviteten af opstrømsforanstaltningerne. Tilsvarende er der i forbindelse med
reduktion af næringsstofbelastningen en generel mangel på hensyntagen til det
opstrømsbidrag, der er nødvendigt for at nå målene for god tilstand for
nedstrømsvandforekomster, navnlig for de kystvande og overgangsvande, der er mest
følsomme over for næringsstoffer.
GD for Miljø, "Environmental investment needs, financing and gaps in the EU-27 – update 2024" (intern
analyse). Bemærk, at den næste rapport om gennemførelsen af miljøreglerne, der er planlagt til foråret 2025, vil
indeholde yderligere offentlige oplysninger og opdateringer om emnet.
89
Der er indgået internationale aftaler for de fleste internationale vandområdedistrikter, og der oprettes ofte et
internationalt koordineringsorgan og mindre hyppigt en fælles vandområdeplan. Det er kun få vandløbsoplande i
EU, der ikke har nogen af delene.
88
37
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0039.png
Det konstateres med bekymring, at det grænseoverskridende samarbejde om grundvand er
meget begrænset. Mange internationale vandområdedistrikter har ikke identificeret
grænseoverskridende
grundvand.
Afgrænsningen
og
karakteriseringen
af
grundvandsforekomster foretages derfor af de enkelte lande hver for sig. Hvis der
identificeres grænseoverskridende grundvandsmagasiner (f.eks. Schelde, Vistula, Elben og
Donau), overlades karakteriseringen til bilaterale drøftelser. Der er også begrænset
samarbejde om overvågning af de kvalitative og kvantitative indikatorer til vurdering af
grundvandets tilstand.
Da udfordringerne i forbindelse med tørke og vandknaphed bliver stadig mere presserende i
hele EU, vil de kvantitative aspekter af vandforvaltning sandsynligvis få større betydning i
forbindelse med internationale vandområdedistrikter. Med visse undtagelser, f.eks.
Albufeirakonventionen mellem Portugal og Spanien, er samarbejdet i de internationale
vandområdedistrikter om bekæmpelse af vandknaphed og tørke hidtil begrænset og bør
fremmes yderligere.
Proceduren i vandrammedirektivets artikel 12 for
problemer, der ikke kan løses på
medlemsstatsniveau
er blevet anvendt én gang siden den foregående rapport. I 2019 gav
Tjekkiet udtryk for bekymring over udtømningen af grundvandsspejlet som følge af de
grænseoverskridende virkninger af Turow-minen i Polen. Proceduren blev indstillet i februar
2022 som følge af en aftale mellem Polen og Tjekkiet i forbindelse med en sag indbragt for
Domstolen (som havde suspenderet proceduren i henhold til selve artikel 12).
Selv om den ikke var direkte forbundet med aktiveringen af artikel 12, viste katastrofen ved
Oder-floden, en af de største miljøkatastrofer i Europa i nyere tid, som førte til en massiv
fiskedød i juli og august 2022, konsekvenserne af utilstrækkelig kommunikation mellem
nabolandene og mellem disse og Europa-Kommissionen. Hændelsen understregede
betydningen af et effektivt grænseoverskridende samarbejde for at sikre en rettidig og
passende reaktion på sådanne katastrofer. Kommissionen ydede støtte og ekspertise fra starten
og udarbejdede i samarbejde med EEA en rapport, der analyserede årsagerne til katastrofen og
fremsatte centrale anbefalinger til forebyggelse af fremtidige miljøkatastrofer i EU's floder
90
.
Oversvømmelsesdirektivet kræver ligesom vandrammedirektivet, at medlemsstaterne
koordinerer deres indsats inden for grænseoverskridende vandløbsoplande, herunder med
lande uden for EU. I de tilfælde, hvor der findes koordineringsorganisationer for hele
vandområdet, har udarbejdelsen af en international risikostyringsplan altid ført til fastsættelse
af fælles overordnede mål og i næsten alle tilfælde udarbejdelse af en række koordinerede og
fælles foranstaltninger
91
. Inden for disse vandområdeorganisationer følger særlige
arbejdsgrupper gennemførelsen af internationale risikostyringsplaner for oversvømmelser på
nationalt plan. Der blev afholdt omfattende offentlige høringer om nogle af vandområderne,
f.eks. Donau og Rhinen. Desuden er eksistensen af strategier for tilpasning til klimaændringer
på vandområdeniveau med direkte forbindelser til oversvømmelsesdirektivet væsentlig i disse
bestræbelser
92
.
90
91
https://publications.jrc.ec.europa.eu/repository/handle/JRC132271.
F.eks. udveksling af hydrologiske data, udveksling af national praksis vedrørende oversvømmelser forårsaget
af nedbør og gennemførelse af undersøgelser af forbedring af oversvømmelsesprognoser i hele vandområdet i
modsætning til f.eks. oversvømmelsessikring af bygningsdæmninger.
92
Strategien for Rhinen går tilbage til 2015 og strategien for Donau tilbage til 2018.
38
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0040.png
9. KONKLUSIONER OG FREMTIDSUDSIGTER
Samlet set viser vurderingen, at kendskabet til og overvågningen af EU's vandforekomster er
blevet væsentligt forbedret i forhold til den foregående periode. Desværre er tilstanden i EU's
vandforekomster ikke blevet væsentligt forbedret, når man ser på de aggregerede tal. Der er
klart positive reduktioner af visse belastninger, hvor medlemsstaterne har øget deres
vandudgifter eller gjort betydelige fremskridt med gennemførelsen af anden relevant
lovgivning
93
. For grundvandsforekomster har et stort flertal en god kvantitativ og kemisk
tilstand med en positiv udvikling siden sidste rapporteringsperiode.
Overfladevandet befinder sig derimod i en meget kritisk situation. Mindre end halvdelen
(39,5 %) af de vurderede overfladevandområder i EU har en god økologisk tilstand, og
mindre end en tredjedel (26,8 %) har en god kemisk tilstand. Der er mange årsager dertil. For
kemikalier maskeres visse positive tendenser af historisk, udbredt forurening af kviksølv og
andre allestedsnærværende, bioakkumulerende og giftige forurenende stoffer eller
overskygges af nye forureningsudfordringer. Med hensyn til den økologiske tilstand er der
sket en vis forbedring af visse biologiske kvalitetselementer. EU's floder, søer og kystvande er
imidlertid stadig udsat for betydelige belastninger, og selv når der træffes effektive
foranstaltninger, er fremskridtene måske ikke hurtigt synlige, når der foretages overvågning,
da naturen har brug for tilstrækkelig tid til at komme sig. Det er opmuntrende at se en
reduktion i vandforekomster med en "ukendt tilstand", men der er nye udfordringer i
forbindelse med datasammenlignelighed, hvilket hindrer objektive vurderinger. Alt dette
kræver overvejelser om, hvordan datakvaliteten og -sammenligneligheden kan forbedres.
På trods af disse dataproblemer er der stadig meget, der skal gøres for fuldt ud at nå målene i
vandrammedirektivet og relaterede direktiver. Det er primært medlemsstaterne, der har
ansvaret for at hæve ambitionsniveauet og fremskynde indsatsen.
Det fremgår allerede klart af medlemsstaternes prognoser, at der ikke vil være fuld
overensstemmelse med vandrammedirektivets mål senest i 2027 med de indsatsprogrammer,
der er fastsat i tredje runde vandområdeplaner.
Da mulighederne for undtagelser er begrænsede, vil det være særlig vigtigt at afhjælpe de
betydelige finansieringsmangler og integrere vand bedre i andre relevante politikker. Flere
foranstaltninger, der er aftalt inden for rammerne af den europæiske grønne pagt (f.eks. de
reviderede direktiver om industrielle emissioner og rensning af byspildevand), kan bidrage til
at gøre hurtige fremskridt, hvis de gennemføres tidligt. Det er bekymrende at konstatere, at
flere medlemsstater allerede har tilkendegivet, at de agter at gøre omfattende brug af
undtagelser i 2027, enten ved at anvende mindre strenge miljømål eller ved at forlænge
fristen. Kommissionen vil også fortsat samarbejde proaktivt med medlovgiverne om at styrke
foranstaltningerne til bekæmpelse af vandforurening, herunder ved at være mere opmærksom
på nye forurenende stoffer, f.eks. PFAS, mikroplast og lægemidler.
Med hensyn til oversvømmelsesdirektivet har medlemsstaterne bygget videre på deres
erfaringer fra den første periode og foretaget gradvise ændringer af deres tilgange til
risikostyring i forbindelse med oversvømmelser. Tre udviklinger skiller sig ud: a) en betydelig
stigning på EU-plan i antallet af områder, der er udpeget som områder med en potentielt
betydelig oversvømmelsesrisiko, b) næsten alle medlemsstaters accept af GIS-baserede
internetlæsere til offentliggørelse af deres kort over oversvømmelsesfaren og -risikoen,
93
Dette gælder navnlig byspildevandsdirektivet, nitratdirektivet og direktivet om industrielle emissioner samt
EU-lovgivningen om kemikalier.
39
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
hvilket gør dem langt mere tilgængelige og c) en forbedring af den måde, hvorpå
klimaændringer tages i betragtning, f.eks. gennem modellering og scenarier. For fortsat at
gøre fremskridt med hensyn til at mindske de potentielle negative virkninger af større
oversvømmelser vil medlemsstaterne skulle gøre en vedvarende indsats for at forbedre
planlægningskapaciteten, navnlig med hensyn til bedre overvågning af fremskridtene for at nå
deres mål om at reducere oversvømmelsesrisikoen. De skal også planlægge og gennemføre
foranstaltninger, der vil bidrage til at håndtere fremtidige klimaforhold, bl.a. ved at øge (eller
genoprette) den naturlige vandbinding, bl.a. ved at genoprette og genetablere forbindelsen
mellem flodsletter samt ved at sikre, at foranstaltninger til forebyggelse af oversvømmelser
dimensioneres efter fremtidige oversvømmelsesforhold. De skal også sikre tilstrækkelige
ressourcer til effektivt at gennemføre risikostyringsplanerne for oversvømmelser.
I denne rapport og de ledsagende arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene
fremsætter Kommissionen nogle generelle og landespecifikke anbefalinger om, hvordan
medlemsstaterne kan gøre yderligere fremskridt med hensyn til bedre gennemførelse af både
vandrammedirektivet og oversvømmelsesdirektivet og dermed bidrage til at øge EU's
vandresiliens.
Disse anbefalinger vil danne grundlag for en struktureret dialog med medlemsstaterne, som
Kommissionen hurtigt vil iværksætte. Disse dialoger vil gøre det muligt at sikre en bedre
gennemførelse og, hvor det er relevant, en bedre håndhævelse af kravene i
vandrammedirektivet
og
oversvømmelsesdirektivet
i
tæt
samarbejde
med
håndhævelsesindsatsen, der dækker de vigtigste belastninger af vandmiljøet.
Sideløbende med det fortsatte samarbejde med medlemsstaterne vil Kommissionen arbejde
sammen med offentligheden og alle interessenter for at fremme overholdelse. Dette vil også
blive afspejlet i den næste revision af gennemførelsen af miljøreglerne i 2025.
Kommissionen vil i samråd med medlemsstaterne og EEA indsamle erfaringer fra denne
rapportering og identificere muligheder for at forenkle og reducere den administrative byrde
og forbedre dataforvaltningen, navnlig datasammenligneligheden, samtidig med at den
elektroniske rapporteringsplatforms effektivitet forbedres.
Endelig vil Kommissionen fortsat støtte medlemsstaterne i deres gennemførelsesbestræbelser
ved at lette anvendelsen af tilgængelig og fremtidig finansiering, styrke tilgængeligheden af
relevante data, oplysninger og viden samt udvekslingen af god praksis som led i den fælles
gennemførelsesstrategi.
Resultaterne af denne vurdering vil også indgå i udarbejdelsen af den bebudede strategi for
vandresiliens.
10. ANBEFALINGER
Selv om de landespecifikke anbefalinger indgår i de enkelte landevurderinger, er
nedenstående anbefalinger relevante for alle EU's medlemsstater.
VANDRAMMEDIREKTIVET
1. Alle medlemsstater bør
øge ambitionsniveauet
og
fremskynde indsatsen for at
mindske manglende overholdelse
så vidt muligt inden 2027. Dette indebærer:
a.
udvikling af mere robuste indsatsprogrammer
på grundlag af en klarere
vurdering af den kløft, der skal bygges bro over for at opnå en god tilstand, og
en klarere prioritering af foranstaltningerne
40
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0042.png
b. resolut
håndtering af strukturelle hindringer, der identificeres i forbindelse
med gennemførelsen af foranstaltninger,
f.eks. utilstrækkelig administrativ
kapacitet og utilstrækkelige ressourcer
c.
styrkelse af forvaltningen
ved at forbedre
offentlige høringer
og
koordineringen mellem de forskellige administrative niveauer og
myndigheder,
der håndterer gennemførelsen af anden relevant EU-lovgivning,
navnlig
oversvømmelsesdirektivet,
havstrategirammedirektivet
og
nitratdirektivet
d. sikring af fuld overensstemmelse med vandrammedirektivets bestemmelser om
regelmæssig revision af tilladelser/kontroller
for alle aktiviteter, der påvirker
vandforekomster (herunder indvinding, opmagasinering og udledninger) og
effektive, afskrækkende og forholdsmæssige sanktionsordninger,
hvor det
er relevant, overveje revisioner af eksisterende undtagelser for små
indvindinger fra registrerings- og tilladelseskrav, så kumulative virkninger
håndteres bedre.
2. Alle medlemsstater bør
øge investeringerne og sikre tilstrækkelig finansiering til
effektivt at gennemføre indsatsprogrammerne
for at nå målene. Dette indebærer
navnlig:
a. udvikling af
langsigtede investeringsplaner
og klart identifikation af
finansieringskilden for hver foranstaltning, herunder den effektive anvendelse
af EU-midler, der ydes gennem den fælles landbrugspolitik,
samhørighedspolitikken 2021-2027 og genopretnings- og resiliensfaciliteten
b. styrkelse af bestræbelserne på fuldt ud at anvende
princippet om
omkostningsdækning
for forsyningspligtydelser, således at alle centrale
vandforbrugere og sektorer, der anvender vand, yder et passende bidrag til
omkostningerne ved forsyningspligtydelser
c. bedre og bredere anvendelse af "princippet
om, at forureneren betaler",
fjernelse af skadelige miljøsubsidier og sikring af
prismæssigt
overkommelige, retfærdige og rimelige prisfastsættelsesmekanismer
for
alle
vandforbrugere i overensstemmelse med vandrammedirektivets artikel 9.
3. Alle medlemsstater bør indføre
yderligere foranstaltninger til reduktion af
eksisterende vedvarende miljømæssige udfordringer (belastninger)
baseret på
solide mangelanalyser.
Dette omfatter:
a.
intensivering af indsatsen for at reducere næringsstofforureningen,
herunder ved at fastsætte og opnå maksimal næringsstofbelastning i alle
vandområdedistrikter i overensstemmelse med ikke blot vandrammedirektivet,
men også havstrategirammedirektivet og nitratdirektivet
b.
styrkelse af foranstaltningerne mod pesticidforurening
ved at reducere
brugen af kemiske pesticider, fremme integreret bekæmpelse af skadegørere og
mere bæredygtige metoder (f.eks. præcisionslandbrug), fastsætte og opnå
maksimal kemisk pesticidbelastning i alle vandområdedistrikter og indføre
strengere restriktioner i beskyttede områder til indvinding af drikkevand
c. yderligere
reduktion af punktkildeforurening
for at håndtere næringsstoffer,
prioriterede stoffer og vandløbsspecifikke forurenende stoffer, f.eks. ved at
revidere eksisterende tilladelser til punktkildeemissioner for at mindske
forureningsbelastningen eller indføre forpligtelser til midlertidigt at suspendere
eller begrænse udledninger i nødsituationer under hensyntagen til de nye
41
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
d.
e.
f.
g.
forpligtelser i henhold til det reviderede direktiv om industrielle emissioner og
direktivet om rensning af byspildevand
optrapning af indsatsen for
naturbaserede løsninger,
herunder
gennaturalisering og genopretning af økosystemer med henblik på at reducere
hydromorfologiske belastninger
optrapning af indsatsen for at
forbedre vandløbskontinuiteten,
den generelle
hydrologiske situation og beskyttelsen af akvatiske arter, herunder migrerende
arter
fastsættelse af økologiske strømme (dvs. det vandniveau, der skal
efterlades i vandområdet, for at økosystemet kan fungere korrekt)
for alle
vandområdedistrikter og
effektiv anvendelse
af dem i vandtildelingsafgørelser
og udstedelse eller regelmæssig revision af tilladelser til indvinding og
opmagasinering i overensstemmelse med vandrammedirektivets artikel 11
mere systematisk inddragelse af
grundvandsafhængige økosystemers
vandbehov
(både terrestriske og akvatiske) ved vurdering af
grundvandsforekomsters kvantitative tilstand.
4. I lyset af den
vandknaphed,
der opleves i hele EU, bør medlemsstaterne:
a.
forbedre klimasikringsforanstaltninger
i indsatsprogrammerne og, hvor det
er relevant, udvikle passende foranstaltninger eller planer for styrket
modstandsdygtighed
b. proaktivt
udarbejde eller forbedre, regelmæssigt ajourføre og overvåge
nøjagtige vandbalancer for alle vandløbsoplande
under hensyntagen til alle
vandtilførsler og -indvindinger, naturlige tab og vandafhængige økosystemers
behov. Dette omfatter øget direkte overvågning og måling på tværs af
vandanvendelser, løbende ajourføring af vandindvindingsregistre og inspektion
af uautoriserede og ulovlige vandindvindinger
c. træffe effektive foranstaltninger til at fremme
genbrug af vand, effektivitet og
cirkularitet,
samtidig med at
naturbaserede løsninger
for mere bæredygtig
vandlagring på tværs af jordbund og økosystemer udnyttes bedst muligt
d. ved planlægning af nye
dæmninger
og
reservoirer
nøje vurdere deres
miljøvirkninger, herunder i forhold til vandrammedirektivets mål, og sikre, at
sådanne foranstaltninger indgår i integreret vandforvaltning og
sammenhængende strategier for
vandresiliens,
hvor der tages behørigt hensyn
til
langsigtede klimascenarier.
5. For at nå vandrammedirektivets mål og styrke vandresiliensen
bør medlemsstaterne
forbedre det grænseoverskridende samarbejde yderligere,
navnlig vedrørende:
a.
afgrænsningen
og
karakteriseringen
af vandforekomster,
fælles eller
koordinerede overvågningsprogrammer
og
metoder til vurdering af
tilstanden
(f.eks. fælles aftalte referencebetingelser for biologiske
kvalitetselementer og miljøkvalitetskrav for forurenende stoffer)
b.
kvantitative aspekter
af vandforvaltning gennem relevante internationale
samarbejdsmekanismer og -organer.
6. Hvis vandrammedirektivets mål ikke kan opfyldes for et specifikt vandområde, og der
gøres brug af undtagelser, bør medlemsstaterne gøre dette i overensstemmelse med
den
restriktive fortolkning
i Den Europæiske Unions Domstols retspraksis og give
tilstrækkeligt
detaljerede begrundelser,
idet det sikres, at deres
anvendelse
gennemgås regelmæssigt.
Dette indebærer:
42
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
2981812_0044.png
a. sikring af, at en sænkning af målene (vandrammedirektivets artikel 4, stk. 5) er
veldokumenteret og velbegrundet,
navnlig for så vidt angår
uforholdsmæssigt store omkostninger og uigennemførlighed og i betragtning af
manglerne ved gennemførelsen til dato, i stedet for at undtagelsen anvendes
som en standardmulighed for den manglende opfyldelse af målene senest i
2027
b. anerkendelse af, at
mulighederne for forlængelse af fristerne
(vandrammedirektivets artikel 4, stk. 4)
er yderst begrænsede
c. meget bedre information om
undtagelser
for nye projekter i henhold til artikel
4, stk. 7. Dette omfatter bedre begrundelser for anvendelsen af disse
undtagelser ved at specificere kumulative effekter, vurdere alternative, mere
miljøvenlige muligheder og give oplysninger om de foranstaltninger, der er
truffet for at afbøde eventuelle negative virkninger.
7.
Hvad angår
overvågning, vurdering, dataforvaltning og rapportering, bør
medlemsstaterne:
a. i samarbejde med Kommissionen og EEA sikre
rettidig og mere fuldstændig
elektronisk rapportering
i fremtidige perioder og en bedre udnyttelse af de
muligheder, der følger af digitalisering og jordobservation, for at mindske den
administrative byrde og forbedre nøjagtigheden
b. yderligere
forbedre datakvaliteten og -sammenligneligheden
ved at
harmonisere dataindsamlingsmetoderne på tværs af alle vandområdedistrikter
for så vidt angår overvågning, vurderinger, fremskrivninger osv. og gøre alle
data offentligt tilgængelige via deres rettidige offentliggørelse i
overensstemmelse med kravene i Inspire-direktivet, direktivet om åbne data og
direktivet om den offentlige sektors informationer og den offentlige sektors
datasæt af høj værdi
94
og dermed mindske rapporteringsbyrden
c. yderligere
styrke overvågningssystemerne
for at lukke huller i både den
geografiske dækning og de analyserede parametre for at øge
tilliden til
vurderingerne af tilstanden,
mindske afhængigheden af ekspertvurderinger
eller gruppering af forskellige vandforekomster og afslutte arbejdet med at
etablere referencebetingelser for alle vandtyper
d. udvikle metoder til en mere harmoniseret definition af
godt økologisk
potentiale
for hurtigt at forbedre status for stærkt modificerede vandområder
og kunstige vandområder.
8. Proaktivt
anvende de nye politikker og retlige instrumenter, der er aftalt inden for
rammerne
af
den
europæiske
grønne
pagt
til
at
intensivere
gennemførelsesbestræbelserne til gavn for vandrammedirektivet med fokus på de
sidegevinster, der bl.a. følger af det reviderede
direktiv om rensning af
byspildevand, direktivet om industrielle emissioner
og den nye
forordning om
naturgenopretning.
OVERSVØMMELSESDIREKTIVET
1. Medlemsstaterne bør fortsætte med at
oversvømmelsesfaren og -risikoen,
navnlig ved:
94
forbedre
deres
kort
over
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/138 om en liste over særlige typer datasæt af høj værdi
og ordningerne for deres offentliggørelse og videreanvendelse.
43
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 291: Orientering om landerapport om implementeringen af vandrammedirektivet, fra ministeren for grøn trepart
a. konsekvent og klart at tage hensyn til vandindvindingsområder, rekreative
vandområder og Natura 2000-områder
b. i højere grad at tage højde for oversvømmelser forårsaget af nedbør i
betragtning af den øgede hyppighed og intensitet af kraftig nedbør
c. forbedring af de GIS-baserede kortlæsere vedrørende oversvømmelsesfaren og
-risikoen, der integrerer alle relevante oplysninger og er lette at bruge for den
brede offentlighed.
2. Medlemsstaterne bør fortsætte med at gøre en
yderligere indsats for at forbedre
risikostyringsplanlægningen for oversvømmelser,
navnlig ved at:
a. fremtidige risikostyringsplaner for oversvømmelser indeholder nærmere
oplysninger om, hvordan kort over oversvømmelsesfaren og -risikoen dannede
grundlag for valget af mål og foranstaltninger
b. risikostyringsplaner for oversvømmelsers
mål er specifikke og har en frist,
hvor det er muligt, og er forbundet med
kvantitative fremskridtsindikatorer
c. risikostyringsplaner for oversvømmelser indeholder en vurdering af de
fremskridt, der er gjort med hensyn til at nå de mål, der er fastsat i den tidligere
risikostyringsplan.
3. For at forbedre
foranstaltningernes effektivitet
bør medlemsstaterne sikre, at der er
en
klar forbindelse mellem risikostyringsplanerne for oversvømmelsers mål og
deres foranstaltninger
og give oplysninger om de
metoder, der anvendes til at
prioritere foranstaltningerne.
Hvor det er muligt, bør der gennemføres en
cost-
benefit-analyse
af foranstaltningerne og indregnes i prioriteringen af dem. Desuden
bør risikostyringsplaner for oversvømmelser indeholde oplysninger om de samlede
omkostninger ved de planlagte foranstaltninger.
4. Risikostyringsplanerne for oversvømmelser bør fastlægge
metoderne til at overvåge
fremskridt
i den konkrete gennemførelse af foranstaltningerne.
5. Alle medlemsstater bør overveje
risikostyringsplaner for oversvømmelser.
fremtidige
klimascenarier
i
deres
6. Alle medlemsstater bør øge indsatsen for at gennemføre naturbaserede løsninger mere
bredt, enten isoleret eller i kombination med traditionel infrastruktur.
7. Ud over investeringer i forebyggelse af og beskyttelse mod oversvømmelser bør alle
medlemsstater tage hensyn til omkostningerne ved oversvømmelser i de offentlige
budgetter.
Forsikring
bør overvejes som en mulighed for tilpasning til virkningerne af
klimaændringer.
8. Bestemmelser vedrørende
beskyttelse af kulturarven
mod risikoen
oversvømmelser bør systematisk integreres i risikostyringsplanerne
oversvømmelser.
for
for
9.
Hvad angår
forvaltning
bør alle medlemsstater i deres risikostyringsplaner for
oversvømmelser klart angive, hvordan koordineringen med vandrammedirektivet vil
finde sted, og give nærmere oplysninger om den offentlige høring og inddragelsen af
interessenter, herunder om, hvordan der blev taget hensyn til eventuelle
bemærkninger. Høringerne bør tilstræbes at vare seks måneder.
44