Folketingets Transportudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2025-711
Den 8. februar 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 183 (TRU alm. del) stillet 22. januar 2025 af udvalget.
Spørgsmål nr. 183
”Vil
ministeren oplyse, hvorfor det i den kommende undersøgelse af sundhedskonsekvenser af
ultrafine partikler ved Københavns Lufthavn er besluttet kun at have fokus på helbredseffekterne hos
voksne over 40 år? Og hvad er årsagen til, at påvirkningen af børn og unge ikke indgår i
undersøgelsen?”
Svar
Jeg ser med stor bekymring på de niveauer af ultrafine partikler, som er målt omkring Københavns
Lufthavn og jeg forstår til fulde den bekymring, som målingerne har vakt. Der er behov for at samle
mere viden om problemet med ultrafine partikler. Derfor har jeg bedt Kræftens Bekæmpelse lave en
undersøgelse af, om der kan ses sundhedsmæssige konsekvenser af ultrafine partikler omkring
lufthavnen. Det er vi et af de første lande i verden, som gør, og de resultater bliver meget interessante,
både for os i Danmark, men også for andre byer med store lufthavne.
I forhold til spørgsmålet om undersøgelsesdesign, har Kræftens Bekæmpelse oplyst til
Miljøministeriet, at vi i Danmark har registre over befolkningens sundhedstilstand, som ikke findes
lignende de fleste andre steder, hvilket giver os unikke muligheder for at levere resultater for
langtidseffekter af ultrafine partikler. Men en registerundersøgelse af langtidseffekter er ikke en
velegnet metode til at undersøge evt. sundhedseffekter af ultrafine partikler på kort sigt hos børn og
unge. Blandt andet fordi mange diagnoser og tilstande hos børn ikke nødvendigvis medfører kontakt
med hospitalsvæsenet eller andre myndigheder, hvis datasæt er tilgængelige for analyser.
Kræftens Bekæmpelse henviser til, at spørgsmålet om børn og UFP fra lufthavne er ved at blive
undersøgt i et stort studie i Berlin (”Berlin-Brandenburg
Air study - BEAR-study”)
med over 1.000
børn, omkring Berlins nye lufthavn, før og efter lufthavnen åbnede. Dette studie har et ideelt design til
at undersøge helbredseffekter af UFP blandt børn, og udnytter en unik mulighed metodemæssigt med
åbning af en ny lufthavn. Kræftens Bekæmpelse vil følge Berlin-undersøgelsen tæt, og vil lade
resultater fra Berlin-studiet indgå i et litteratur-studie af viden om ultrafine partikler fra lufthavne, der
skal udføres som en del af den danske undersøgelse.
Det er vurderingen fra Kræftens Bekæmpelse, at Berlin-studiet og Københavner-studiet begge vil have
høj forskningsmæssig værdi, og tilsammen kan give ny og bedre viden ift. at bestemme omfanget af
evt. sundhedseffekter af ultrafine partikler fra lufthavne.
Magnus Heunicke
/
Morten Pedersen
Miljø- og Ligestillingsministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk