Til
Fiskeriminister Jacob Jensen
Miljøminister Magnus Heunicke
Minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus
Januar 2025
Beskyttelse af de sønderjyske fjorde NU
Kære ministre,
efter indgåelsen af den Grønne Trepart, i hvilken der igen afsættes yderligere midler til oprettelse
af marin naturnationalparker, har vi erfaret, at Flensborg Fjord IKKE er en del af den kommende
marin naturnationalpark Lillebælt. Flensborg Fjord er den fjord i Syddanmark, som er mest
nødlidende, og det er helt uforståeligt for os, at fjorden gentagne gange glemmes i alle
havbeskyttelsestiltag.
Herudover er det også et faktum, at det forbud mod muslingeskrab, som blev vedtaget med stort
politisk flertal, som en del af havplanen i 2023, stadig ikke er effektueret. Forbuddet, som skulle
gælde for Flensborg Fjord, Vejle fjord og Kalø Vig, er mere end halvandet år efter annonceringen
(som foregik med stor begejstring!) gemt væk i forhandlinger om fremtidens fiskeri. På både den
danske og tyske side af Flensborg Fjord er vi forundrede og vrede over, at ødelæggelserne
fortsætter.
Der er brug for, at Flensborg Fjord bliver en del af den kommende marin naturnationalpark; og
ikke mindst at nationalparken indrettes således, at der er tale om reel beskyttelse herunder: ingen
klapning og ingen bundtrawl. Så kan der igen blive opbygget muslingerev, der skaber levesteder
for bunddyr og fiskeyngel.
Borgmestrene i de sønderjyske og nordtyske kommuner har flere gange henvendt sig til de
ansvarlige ministre omkring forholdene i de sønderjyske fjorde, senest i forbindelse med
Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende aktivitet ”30 Fjorde - 30 Dage” i september
måned 2024. Her fremsendte man fra Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdelinger i
Aabenraa og Sønderborg, sammen med borgmestre og udvalgsformænd fra Aabenraa,
Sønderborg, Harrislee og Flensborg et opråb til miljøministeren og ministeren for grøn trepart om
blandt andet at stoppe muslingeskrab i Flensborg Fjord, Augustenborg Fjord og Aabenraa Fjord.
Der er med andre ord en stærk politisk og folkelig vilje til at beskytte fjordene, herunder at bringe
muslingeskab til endeligt ophør.
Det svækker troværdigheden af de politiske beslutninger, der tages for naturens bedste - og
regeringens ønske om reelt at eksekvere dem, når vi oplever, at muslingeskraberne fortsat kan
slippe afsted med at skade vores havnatur og sejle væk med lastrummet fyldt med vores lokale
muslinger.