Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del Bilag 195
Offentligt
2958248_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 2753
Den 17. december 2024
Den daværende Fiskeristyrelse afleverede den 27. juni 2024 en grundig gennemgang af forløb for
styrelsens beregning af kvotekoncentration. Gennemgangen blev samme dag oversendt til udvalget
sammen med en oversigt over de tiltag, som jeg bl.a. på baggrund af gennemgangen fandt anledning til
at iværksætte.
Af oversigten fremgår bl.a., at der skal foretages en genberegning af de tildelte kvoteandele, således at
summen af de tildelte kvoteandele for samtlige fartøjer fremadrettet samlet summerer til 1.000
promille. Det fremgår også, at denne genberegning forventes at kunne træde i kraft den 1. januar 2025.
Jeg skal understrege, at den daværende Fiskeristyrelse og derefter Landbrugs- og Fiskeristyrelsen siden
juni 2023 har anvendt den korrekte metode, når de enkelte fartøjers kvotekoncentrationslofter
beregnes, jf. også redegørelsen af 27. juni 2024. Der er således tilbage i juni 2023 rettet op på den
konstaterede fejl i metoden for beregning af kvotekoncentrationslofter. Ovennævnte genberegning af
kvoteandele for samtlige fartøjer har således ikke betydning for den allerede gennemførte udbedring af
fejlen i beregningsmetoden, men tilsigter alene at gøre forvaltningen mere enkel og transparent for bl.a.
at begrænse risiko for fejl fremadrettet.
Til udvalgets orientering er det besluttet at udskyde ovennævnte genberegning til ikrafttræden den 1.
januar 2026. Det skyldes, at ministeriet under arbejdet med forberedelse af genberegningen er blevet
opmærksom på flere afledte spørgsmål, der skal tages stilling til i forbindelse med fastlæggelsen af
modellen for genberegning.
Det drejer sig blandt andet om at tilvejebringe præcise hjemmelsbestemmelser til gennemførelsen af
genberegningen i forhold til en række tekniske forhold, blandt andet afrundinger af kvoteandele samt
eventuelle afledte effekter i forhold til den nuværende forvaltning af de danske kvoter.
Idet beregningen og fordelingen af de omsættelige kvoter i dansk fiskeri er del af fundamentet for
reguleringen på fiskeriområdet, er det nødvendigt at sikre, at alle potentielle afledte konsekvenser af de
valg, der træffes i forbindelse med fastlæggelsen af modellen for genberegning, er afdækket, inden
genberegningen gennemføres. Der er således tale om et særdeles komplekst og teknisk område. Det er
af hensyn til den fremadrettede administration af området centralt, at den forestående genberegning
udformes, så der i videst muligt omfang skabes enkelthed og klarhed i reguleringen, og at der så vidt
muligt sikres mod fremtidige behov for justeringer af den måde, de samlede kvoteandele beregnes og
fordeles på.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Holbergsgade 6
1057 København K
Tlf. 38 10 60 00
• CVR
41956011
• EAN
5798000880016
[email protected]
www.fvm.dk
MOF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 195: Orientering om udskydelse af genberegning af kvoteandele, fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
Der er på den baggrund behov for en række yderligere faglige afklaringer, før det kan fastlægges, hvilke
reguleringsmæssige ændringer genberegningen kræver.
Samtidig er det hensigtsmæssigt, at genberegningen træder i kraft i forbindelse med et årsskifte. Det
skyldes bl.a., at de samlede danske fiskekvoter ved årets start uddeles i forhold til de enkelte fartøjers
kvoteandele. Det er derfor hensigten, at genberegningen skal træde i kraft den 1. januar 2026.
Det er væsentligt for mig, at der er fuld transparens i forhold til, hvilke overvejelser og
beregningstekniske skridt der ligger bag modellen for genberegning. Jeg er derfor også optaget af, at
erhvervet og øvrige interessenter får mulighed for at indgå i dialog med myndighederne om den
planlagte model for genberegning, og at et udkast til den kommende regulering herom herefter sendes i
offentlig høring med en hensigtsmæssig høringsperiode. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen vil tage initiativ
til en sådan dialog, når et fagligt konsolideret udkast til en model foreligger. Der er min forventning, at
et udkast til de nødvendige ændringer i reguleringen herefter vil kunne sendes i offentlig høring i første
halvår af 2025 med henblik på ikrafttræden den 1. januar 2026.
Der er som bekendt inviteret til en teknisk gennemgang ved Landbrugs- og Fiskeristyrelsens direktør
torsdag den 19. december 2024, kl. 13.00-14.00, hvor genberegningen også vil kunne drøftes. Der vil
efterfølgende blive oversendt en samlet status på de tiltag, der fremgår af oversigten af 27. juni 2024.
Jacob Jensen
/
Nicolai Højlund
2