13. december 2024
Danske metan-udledninger og det globale metanløfte
Følgebrev
Rådet for Grøn Omstilling har udgivet en rapport, der, med udgangspunkt i data fra Klimafremskrivningen
2024, kortlægger de nuværende og forventede danske metan-udledninger, der kommer fra henholdsvis
landbrugs-, affalds-, energi- og LULUCF-sektoren.
Rapporten viser, at Danmark stadig er langt fra bidrage fyldestgørende til the Global Methane Pledge. I 2021
lancerede EU sammen med USA the Global Methane Pledge (GMP) på COP26, hvilket er et løfte om at
reducere de globale metan-udledninger med 30% i 2030 i forhold til 2020 samt at de enkelte lande
udarbejder nationale planer for metanreduktioner.
Fremskrivninger fra Klima, Energi og Forsyningsministeriet viser, at de danske metan-udledninger vil blive
reduceret med 10-15% i 2030 i forhold til 2020. Og selv medregnet en effekt fra fodertilsætningsstoffet
Bovaer, er der behov for mere handling, hvis vi skal bidrage med vores del til en global 30 % reduktion i
2030.
Langt størstedelen af Danmarks metan-udledninger kommer fra landbruget. I 2023 stod landbruget for hele
80 % af de danske metan-udledninger. Udledningerne kommer fra den animalske produktion, nemlig fra
husdyrenes fordøjelsesprocesser og fra husdyrgødning. Danmark bør sætte yderligere tempo på metan-
reduktioner, særligt i landbrugssektoren, hvor en strukturel omstilling er nødvendig. En vej dertil bør være
at udarbejde en national plan for metan-reduktioner med et mål om 40-45% reduktion i 2030 ift. 2020.
Med venlig hilsen
Niklas Sjøbeck Jørgensen
Seniorrådgiver for fødevarer og bioressourcer
/ +45 33181945
Lærke Kjærbye-Thygesen
Projektmedarbejder, fødevarer og bioressourcer