Miljø- og Fødevareudvalget
21. november 2024
Forespørgsel fra Udvalget for Teknik og Miljø i Skive Kommune vedrørende dialog om opdræt af
muslinger og østers
Udvalget for Teknik og Miljø i Skive Kommune vil gerne forespørge om det er muligt, at få foretræde for
Miljø- og Fødevareudvalget angående opdræt af muslinger og østers. Udvalget for Teknik og Miljø vil
gerne have en dialog om placeringen af de mange opdrætsanlæg i havmiljøet, samt mulighederne for
indflydelse på placering af fremtidige anlæg.
Skive Kommune er omgivet af fjorde og har en samlet kyststrækning på ca. 200 km. Det giver mange
muligheder for placering af opdrætsanlæg, hvis dette gøres ukritisk. Samtidig er der i Skive Kommune
meget flot kystnær natur, som kommunen skal sikre og passe på, men også lokale rekreative interesser
både på land og i vandet, som vi mener, der skal tages hensyn til.
Lige p.t. er der godkendt cirka 24 opdrætsanlæg (herunder et par opdrætsanlæg som Smart-Farm anlæg)
og cirka 25 kulturbanker i Skive Kommune, samt der har været flere ansøgninger om tilladelser til opdræt
af invasive stillehavsøsters i flydesække.
Skive Kommune bruger mange ressourcer på at behandle høringer og problemstillinger (bl.a.
henvendelser fra borgere og organisationer) om opdrætsanlæg langs Skive Kommunes kyster - især
Smart-Farm muslingeanlæg. Dette har i de seneste fem år udmøntet sig i adskillige høringssvar fra
Udvalget for Teknik og Miljø til Fiskeristyrelsen (og indimellem Miljøstyrelsen) vedrørende etablering af
opdrætsanlæg med muslinger, Smart-Farm muslingeanlæg, kulturbanker eller stillehavsøsters i
flydesække. Af høringssvarene fremgår det tydeligt, hvilken holdning Skive Kommune har til placering og
drift af anlæggene. Udvalget for Teknik og Miljø mangler at opleve, at de mange høringssvar har haft
nogen betydning for placering og drift af de mange opdrætsanlæg og kulturbanker, der bliver placeret
rundt om i Skive Kommunes havmiljø.
Skive Kommune oplever også, at der ikke er den røde tråd i forespørgsler og afgørelser om
opdrætsanlæg. Eksempelvis har København Universitet i 2022 ansøgt om et projekt til at etablere
blåmuslingebanker for at bekæmpe invasive stillehavsøsters. Formålet med projektet er at begrænse
udbredelsen af stillehavsøsters, ved at udlægge blåmuslinger ovenpå eksisterende banker af
stillehavsøsters. I 2024 bliver der så ansøgt om opdræt af 500.000 invasive stillehavsøsters årligt i helt
samme område i fjorden, hvilket Miljøstyrelsen i første omgang giver tilladelse til. Skive Kommune
oplever derfor, at der er bliver truffet modstridende afgørelser, og at er ikke altid er sammenhæng
mellem den planmæssige tilgang til opdrætsanlæg i havmiljøet.