Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del Bilag 122
Offentligt
Brev jeg har skrevet til borgmester og bestyrelsesmedlem i Novafos Trine Græse (Gladsaxe
kommune), bestyrelsesmedlemmer og direktør i Novafos, miljøstyrelsen og miljøministeren, da
vi står i en ubehagelig situation med rotter, hvor vi føler os magtesløse.
Jeg skriver til jer, da vi står midt i en situation med rotter, som er uholdbar. Vi ejer et hus på
Frithjofsvej, 2800 Kongens Lyngby i Gladsaxe Kommune. For tre uger siden opdagede vi, at der var
et rottehul ude foran vores hus. Vi så også en død rotte på stien bag vores hus samt to rotter, som
løb rundt i vores have. I dag så vi endnu engang to rotter i haven. For at gøre en lang historie
kortere, så kontaktede vi selvfølgelig kommunen, og der kom en rottebekæmper ud. Han fortalte,
at han ofte var ude i området og især også ved vores fem rækkehuse. Der har ofte været brud på
kloakken m.m. Han fortalte, at han virkelig syntes, at kloakledningerne skulle renoveres (laves en
strømpeforing), da den er gal. Der var også brud på vores kloakledning. Derefter fik vi lavet en
lappeløsning af Novafos. Da Novafos ikke vil renovere og lave strømpeforing, ønskede vi, at sikre
rørene under vores hus med en rottespærre, så de ikke kommer den vej ind. Novafos meddelte os,
at det er ulovligt, når de ejer rørene under vores hus. De tager den ned, hvis de opdager den.
Jeg er godt klar over, at rotter altid vil være her. Men de skal ikke være inde i mit hus. Mine
svigerforældre i Søborg har af samme grund fået en rottespærre op og min venindes bror som bor i
Lyngby-Taarbæk kommune har haft rotter i huset og også fået en rottespærre op. Men fordi vi i
januar købte og flyttede ind i et hus, hvor vi åbenbart bor ovenpå rør, som Novafos ejer, så må vi
ikke sætte en rottespærre op, som er den eneste lille ting, som kunne sikre os.
Kloakmesteren (som vi selv havde booket) sagde, at han ville foreslå os, at kontakte kommunen og
sige, at vi skulle have en tilladelse til at vi gerne må købe en rottespærre og få den sat op. Vi vil
selvfølgelig gerne vedligeholde den og få et abonnement, hvor kloakfirmaet renser og holder helt
øje med forstoppelse osv. Som kunne forekomme. Men dette fik vi ikke lov til af kommunen.
Vi står nu med et hus vi ejer i Gladsaxe Kommune, hvor der løber rotter rundt i forhaven og haven.
De snuser rundt og leder efter huller at komme ind af. Vi må ikke sætte en rottespærre op, og
Novafos vil ikke renovere eller lave strømpeforing i vores kloakledning. Vi har haft en vvs-mand
ude, og vi kan ikke sætte en rottestopper på faldstammen (kaldet en gravid dame i fagsprog).
Jeg føler, vi står midt i en klemme, hvor groft sagt: min frihed bliver taget fra mig, og jeg intet kan
gøre udover at vente på, at rotterne kommer opad toilettet og jeg så skal kontakte min forsikring.
Det er fuldstændig grotesk, og jeg er meget uforstående overfor, at det sådan lovgivningen er. AT
man intet kan stille op, kan det seriøst være rigtigt?
I kan godt høre, at jeg er meget oprevet og ked af denne situation. Men når jeg ser rotter i min
have, som står og snuser til mit 3-årig barns legetøj, som min søn to timer inden har suttet på/rørt
ved, så kan jeg intet andet end at gøre alt for at finde ud af, hvordan vi kan få styr på den her
situation. Det mindste er, at vi kunne få en rottespærre op, så vi sikrer, at de ikke kommer den vej
ind i huset.
Med venlig hilsen Stephanie Nymand Kolmos