d. 15.11.2024
Til Miljø- og Fødevareudvalget
DOSO (Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation) repræsenterer 21 danske
dyreværnsorganisationer, der samlet står bag denne opfordring om at indføre et forbud mod
aflivning af daggamle hanekyllinger i ægindustrien i Danmark og implementere in-ovo
kønsselektering af æggene. Det vil være et betydeligt skridt for at forbedre dyrevelfærden i
ægindustrien og bringe Danmark på linje med andre europæiske lande, der allerede har
indført dette.
I ægindustrien betragtes hanekyllinger af branchen som et biprodukt, da kyllingerne ikke kan
lægge æg og er uegnede til konsumproduktion.
Dette medfører, at over 4 millioner daggamle hanekyllinger hvert år aflives umiddelbart efter
udrugning. Det er et stort etisk og dyrevelfærdsmæssigt problem, som DOSO mener skal
løses hurtigst muligt.
I forbindelse med dyrevelfærdsaftalen
Sammen om dyrene
er en undersøgelse igangsat af
mulighederne for at udfase denne praksis, og i den anledning opfordrer DOSO Miljø- og
Fødevareudvalget til at støtte op om en udfasning, herunder et lovkrav om implementering af
alternativer til aflivningerne.
Der findes allerede i dag teknologiske løsninger, der fungerer på kommerciel skala blandt
andet i Frankrig og i Tyskland, og de samme teknologiske løsninger vil også kunne
implementeres i Danmark.
Teknologierne, der benyttes til in-ovo kønsselektering, gør det muligt at se kyllingernes køn,
inden de udklækkes, og dermed kan hanekyllingerne frasorteres, inden de kommer til
verden, og før de er udviklede nok til at opleve smerte. Teknologierne er præcise og
effektive, og er et realistisk alternativ til aflivningerne.
Det er DOSOs ønske, at Udvalget vil støtte denne udvikling og tage stilling til et vigtigt emne,
der kan sætte en ny standard for dyrevelfærd i dansk ægproduktion.
DOSO står til rådighed for yderligere spørgsmål og dialog.
Med venlig hilsen
Lina Lind Christensen
Formand i DOSO
Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation
Anima, Dyrenes Dags Komité, Dyrenes Venner,
Dyreværnet-Værn for Værgeløse Dyr, Hundens Tarv, Husdyrenes Vel Fyn, Inges Kattehjem, Kattens Værn,
Nyt Hesteliv, Svalen, World Animal Protection-Danmark, Pindsvinevennerne i Danmark,
Sønderjyllands Dyreværnsforening, Dyrenes Frie Farm, Nordsjællands Kattehjælp
Danish Friends of Animals, Dyrlæger uden Grænser, Hestens Værn,
De Vilde Delfiner, Dyrenes Alliance, Kaninværnet