Kære Katinka
Jeg vil meget gerne på vegne af WeShelter (Fonden Missionen blandt Hjemløse) søge om foretræde for
Folketingets ligestillingsudvalg.
Vil du fortælle om, hvordan proceduren herfor er?
Formålet med dette foretræde er at dele og drøfte de udfordringer, som socialt udsatte LGBT+ personer, der
søger hjælp i velfærdssystemet, møder.
I WeShelter er målgruppen af hjemløse og udsatte LGBT+ personer i de senere år blevet mere synlige i vores
arbejde på herberger og væresteder. Her fortæller de om psykisk mistrivsel, om ikke at have tætte relationer
og om ikke at passe ind, når de har søgt hjælp og støtte på institutioner og tilbud.
Der er desværre også de udsatte og hjemløse LGBT+ personer, der udsættes for diskrimination og oplever
manglende forståelse for deres særlige udfordringer i mødet med hjælpesystemet. Nogle har endda oplevet
vold og krænkelser. Det er på alle måder uværdigt og forkert.
Fortællingerne fra de udsatte og hjemløse LGBT+ personer understøttes af erfaringer blandt fagpersoner i
feltet.
Vi ønsker bl.a. at dele erfaringer fra vores eget arbejde på herberger og socialpsykiatriske væresteder samt
om et forløb med kompetenceudvikling på sociale tilbud i Københavns Kommune, som vi er i færd med at
gennemføre. Vi har også indsigter fra vores panel af socialt udsatte LGBT+ personer, der har fortalt os om
deres møder med velfærdssystemet.
Vi vil også gerne fortælle udvalget om de støtte- og hjælpebehov, som vi har identificeret ift. denne
målgruppe.
Jeg ser frem til at høre fra dig.
Stor hilsen
Ole
Ole Abildgaard Mikkelsen
Direktør
+45 5192 6100 -
WeShelter
Fonden Missionen blandt Hjemløse
Slotsgade 2, 1., 2200 København N
+45 3616 1113
Cvr. 80968515
www.weshelter.dk