Kulturudvalget 2024-25
KUU Alm.del Spørgsmål 98
Offentligt
1. Siden besvarelsen af samrådsspørgsmål E-F den 19. december 2024 om Det Danske Filminstitut, har
bestyrelsesmedlem Pernille Backhausen trukket sig fra bestyrelsen før tid. Dette fremgår af artiklen
»Endnu et bestyrelsesmedlem forlader Filminstituttet«, bragt på kulturmonitor.dk den 10. januar
2025. Kan ministeren bekræfte, som antydet i debatten, at Sirius Advokater – hvor Pernille
Backhausen er både ansat og medejer – har repræsenteret både Bygningsstyrelsen (lejer) og
Egmont (udlejer) under voldgiftssagen om Filmtaget, samtidig med at Pernille Backhausen har
været bestyrelsesmedlem?
2. Da Det Danske Filminstituts tidligere direktør fik lov til at trække sig frivilligt og uden kritik, blev det
først under besvarelsen af samrådsspørgsmål E-F den 19. december 2024 bekræftet af ministeren,
at der reelt var tale om en de facto-fyring på grund af omstændighederne. Kan det tilsvarende siges
om Pernille Backhausen, at hendes tilbagetræden reelt skyldes en dobbelt- eller trippelrolle, men at
hun har fået lov til at forlade sin post frivilligt?
3. Det er blevet oplyst, at den tidligere direktør for Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, helt frem
til nytår har repræsenteret instituttet udadtil. Han er også fortsat udpeget som medlem af
bestyrelsen i Fonden Biografklub Danmark. Derudover har Claus Ladegaard gentagne gange
repræsenteret DFI alene til møder efter sin fratrædelse.
I den forbindelse bedes ministeren svare på følgende spørgsmål:
Hvem har indgået aftalen med Claus Ladegaard om, at han fortsat skulle arbejde for DFI efter sin
afsked som direktør?
Hvem har Claus Ladegaard refereret til efter sin fratrædelse, og hvilke beføjelser har han haft til at
repræsentere instituttet?
Hvorfor repræsenterer Claus Ladegaard fortsat DFI i bestyrelsen for Fonden Biografklub Danmark?
Hvor meget har Claus Ladegaard modtaget i sin aftrædelsesordning?
Hvorfor har DFI ikke oplyst, at der var tale om en fyring?
Hvad kostede afskedsreceptionen for Claus Ladegaard, inklusive tabt fortjeneste for Filmtaget i den
lukkede periode?
Blev vicedirektøren, der havde ansvar for Filmtaget, også reelt fyret?
Hvor længe er Claus Ladegaard ansat som konsulent for DFI?
I forlængelse af disse spørgsmål bedes ministeren tilkendegive sin holdning til, at en person, der
fyres af en bestyrelse for ikke at passe sit arbejde og for ikke at værne om statslige midler, får ros,
fortsat tilknytning og en flot afskedsreception – hvilket muligvis kunne føre til et nyt, stort job i
kulturlivet, hvis ikke den efterfølgende opmærksomhed havde forhindret det.
4. Fonden Biografklub Danmark er måske den mest magtfulde fond i dansk film, idet den både uddeler
mange penge uden forpligtelser og, gennem sit ejerskab af Biografklub Danmark, i høj grad afgør,
hvilke film der bliver seersucceser, og hvilke der ikke gør. Formand for både Fonden Biografklub
Danmark og Fonden De Københavnske Filmfestivaler er Erik Stephensen. Fonden De Københavnske
Filmfestivaler er langt den enhed, der har modtaget midler flest gange fra Fonden Biografklub
Danmark. Det fremgår af anbefalingerne til god fondsledelse, at et bestyrelsesmedlem ikke kan
anses for uafhængigt, hvis det samtidig er en del af ledelsen i en organisation, en anden fond eller
KUU, Alm.del - 2024-25 - Spørgsmål 98: Spm. om Sirius Advokater har repræsenteret både Bygningsstyrelsen (lejer) og Egmont (udlejer) under voldgiftssagen om Filmtaget, samtidig med at Pernille Backhausen har været bestyrelsesmedlem
lignende, der har modtaget eller gentagne gange har modtaget væsentlige donationer fra fonden
inden for de seneste fem år. Er det ministerens opfattelse, at Erik Stephensen kan anses for et
uafhængigt medlem af Fonden Biografklub Danmark, sådan som det er angivet i fondens
årsregnskab i alle de år, hvor Erik Stephensen har været bestyrelsesformand?
5. Erik Stephensen indtrådte som formand i bestyrelsen for Fonden De Københavnske Filmfestivaler
den 25. oktober 2012 og har således været både medlem og formand i mere end 12 år. Det fremgår
af Komitéen for god fondsledelses anbefalinger vedrørende uafhængighed, at et medlem ikke kan
anses for uafhængigt, når det har været medlem af bestyrelsen i mere end 12 år. På den baggrund
bedes ministeren tilkendegive, om det er ministerens opfattelse, at Erik Stephensen kan anses for et
uafhængigt medlem af Fonden De Københavnske Filmfestivaler, sådan som det er angivet i fondens
årsregnskab i alle de år, hvor Erik Stephensen har været bestyrelsesformand. Er det desuden, jf.
Kulturministeriets tidligere vurdering af DFI’s bestyrelses sammenblanding med øvrige dele af
branchen og filmlovens § 3, stk. 6, lovligt, at DFI har et fast bestyrelsesmedlem i Fonden Biografklub
Danmark, som samtidig har fast bestyrelsesmedlemskab i Foreningen af Filmudlejere i Danmark,
Producentforeningen og Danske Biografer, samt uddeler penge til projekter og formål, der også er
omfattet af DFI’s formålsparagraf?
6. Er det ministerens opfattelse, at Erik Stephensen kan fortsætte som formand for, og/eller medlem
af bestyrelsen for, Fonden De Københavnske Filmfestivaler?
7. Både Fonden Biografklub Danmark og Fonden De Københavnske Filmfestivaler har tilsyneladende et
tæt forhold til Det Danske Filminstitut. Fonden De Københavnske Filmfestivaler modtager et tocifret
millionbeløb fra det offentlige hvert år, herunder godt 6 millioner i drifts- og festivalstøtte direkte fra
DFI. Næstformand i Fonden De Københavnske Filmfestivalers bestyrelse er Malene Flindt Pedersen.
Malene Flindt Pedersen kender DFI ganske godt, for hun var udviklingschef i DFI i 6 år, inden hun
kom i bestyrelsen for filmfestivalerne. Malene Flindt Pedersen er også selv filmproducer i et selskab,
hun ejer sammen med Anders Riis-Hansen, der også har arbejdet på DFI. Som producenter har de
lavet film, der har fået støtte fra DFI.
Malene Flindt Pedersens seneste store filmprojekt, Into The Ice, var, mens hun sad i bestyrelsen for
filmfestivalerne, udvalgt som galla- og åbningsfilm for festivalen CPH:DOX, der drives af Fonden De
Københavnske Filmfestivaler. Malene Flindt Pedersen er ligeledes næstformand i
Producentforeningen, der fast udpeger et medlem af Fonden Biografklub Danmark. Det fremgår af
Komitéen for god fondsledelses anbefalinger vedrørende uafhængighed, at et bestyrelsesmedlem
ikke kan anses for uafhængigt, hvis denne inden for det seneste år har haft en væsentlig
forretningsrelation (f.eks. personlig eller indirekte som partner eller ansat, aktionær, kunde,
leverandør eller ledelsesmedlem i virksomheder med tilsvarende forbindelse) med fonden eller en
dattervirksomhed eller associeret virksomhed til fonden. Er det ministerens opfattelse, at Malene
Flindt Pedersen, med sin forretningsmæssige relation til Fonden De Københavnske Filmfestivaler,
kan anses som et uafhængigt medlem af bestyrelsen for fonden?
8. I bestyrelsen for Fonden De Københavnske Filmfestivaler sad Tine Fischer indtil for få måneder
siden. I perioden op til sin nylige tiltrædelse som direktør for DIF var hun rektor på Danmarks
Filmskole. Bestyrelsesforpersonen for Danmarks Filmskole er filmproducent Louise Vesth. Louise
Vesth har dermed indtil for nyligt været bestyrelsesforperson for Tine Fischer. Louise Vesth er
ligeledes medlem af bestyrelsen for Fonden De Københavnske Filmfestivaler.
KUU, Alm.del - 2024-25 - Spørgsmål 98: Spm. om Sirius Advokater har repræsenteret både Bygningsstyrelsen (lejer) og Egmont (udlejer) under voldgiftssagen om Filmtaget, samtidig med at Pernille Backhausen har været bestyrelsesmedlem
Det fremgår af Komitéen for god fondsledelses anbefalinger vedrørende uafhængighed, at et
bestyrelsesmedlem ikke kan anses for uafhængigt, hvis medlemmet er, eller inden for de seneste tre
år har været, medlem af direktionen eller ledende medarbejder i fonden eller i en væsentlig
dattervirksomhed eller væsentlig associeret virksomhed til fonden. Er det ministerens opfattelse, at
Tine Fischer i sin tid som medlem af bestyrelsen for Fonden De Københavnske Filmfestivaler,
indtrådt umiddelbart efter sin fratrædelse som direktør for fonden, har kunnet anses som et
uafhængigt medlem af bestyrelsen, sådan som det fremgår af årsrapporten?
9. I Komitéen for god selskabsledelses gældende anbefalinger for god selskabsledelse fremgår det, at
et medlem af en bestyrelse ikke kan anses for værende uafhængig, hvis man indgår i krydsende
ledelsesrepræsentation med selskabet. Er det ministerens opfattelse, at Tine Fischer i sin tid som
medlem af bestyrelsen for Fonden De Københavnske Filmfestivaler, hvor hun samtidig var rektor for
Danmarks Filmskole, og hvor Louise Vesth var både formand for Danmarks Filmskoles bestyrelse og
medlem af bestyrelsen for Fonden De Københavnske Filmfestivaler, har kunnet anses som et
uafhængigt medlem af bestyrelsen, sådan som det fremgår af årsrapporten? Er det ministerens
opfattelse, at Louise Vesth i den periode, hvor hun både var formand for Danmarks Filmskoles
bestyrelse og medlem af bestyrelsen for Fonden De Københavnske Filmfestivaler, og Tine Fischer
både var medlem af bestyrelsen for Fonden De Københavnske Filmfestivaler og samtidig rektor for
Danmarks Filmskole, har kunnet anses som et uafhængigt medlem af bestyrelsen, sådan som det
fremgår af årsrapporten?
10. Da Tine Fischer blev direktør for DIF, trådte hun ud af bestyrelsen for Fonden De Københavnske
Filmfestivaler og blev erstattet af Michael Berg, der er direktør for United International Pictures. Det
er et selskab, der distribuerer internationale film i Danmark. Michael Berg kender sin nye formand,
Erik Stephensen, ganske godt, da Michael tidligere har siddet mange år i bestyrelsen for Fonden
Biografklub Danmark. Han er i øvrigt samtidig nær partner af Biografklub Danmark. Inden længe kan
man se resultatet af det gode samarbejde, for det er firmaet, Michael Berg er direktør for, United
International Pictures, der har glæde af, at den nye film om Bridget Jones er sikret succes som en
del af det nye Biografklub Danmark-program for 2025. Er det ministerens opfattelse, at Michael
Berg, med sin nære forretningsmæssige relation til bestyrelsesformanden og Fonden Biografklub
Danmark, med dennes relation til Fonden De Københavnske Filmfestivaler, kan anses som et habilt
medlem af bestyrelsen?
11. Det nuværende medlem af Fonden De Københavnske Filmfestivalers bestyrelse, Elin Schmidt, har
fra marts måned været medlem af bestyrelsen i 12 år og kan således ikke længere anses som
uafhængigt, jf. anbefalingerne fra Komitéen for god fondsledelse. Er det ministerens forventning at
Elin Schmidt udtræder af bestyrelsen for De Københavnske Filmfestivaler den 1. marts?
12. Vil ministeren, på baggrund af afdækningen af persongalleriet blandt en række ledende
medarbejdere i filmbranchens indbyrdes roller, kommentere, at Fonden De Københavnske
Filmfestivaler i årevis har underskrevet misvisende årsrapporter i forhold til bestyrelsens
afhængighed? Disse årsregnskaber er indsendt som en del af dokumentationen i forbindelse med
tildeling af væsentlige statslige tilskud, som fonden modtager fra DFI. Hvad synes ministeren om
den kontrol, DFI har udført af tilskudsmidlerne, når de væsentlige fejl i årsrapporten ikke er opdaget
og påpeget? Afdækningen efterlader det indtryk, at bestyrelsen for Fonden De Københavnske
Filmfestivaler i perioder ikke har levet op til anbefalingerne for fondsledelse, ved ikke at have en
KUU, Alm.del - 2024-25 - Spørgsmål 98: Spm. om Sirius Advokater har repræsenteret både Bygningsstyrelsen (lejer) og Egmont (udlejer) under voldgiftssagen om Filmtaget, samtidig med at Pernille Backhausen har været bestyrelsesmedlem
uafhængig bestyrelse. Dette på trods af, at det er fremgået i årsregnskaberne og at fonden overfor
Københavns Kommune og DFI forpligtede sig til netop at leve op til disse anbefalinger. Har
ministeren tillid til en bestyrelse, der ikke har overholdt de krav, den har forpligtet sig til, og
efterfølgende underskrevet aftaler og årsrapporter, hvor de i modsætning til sandheden erklærer sig
uafhængige?
13. Hvad synes ministeren om, at det er Tine Fischer, stifter af CPH:DOX og dermed størstedelen af
Fonden De Københavnske Filmfestivaler, tidligere direktør for fonden og mangeårigt medlem af
fonden, der per definition ikke er uafhængig af fonden, der fremover skal godkende tilskud og
afrapportering fra samme fond? Finder ministeren det fornuftigt, at det er Tine Fischer, der indtil nu
tilsyneladende ikke har haft styr på formalia omkring sine bestyrelsesposter, der fremover skal
repræsentere DFI i Fonden Biografklub Danmark sammen med Erik Stephensen, med hvem hun har
ageret som ikke-uafhængigt bestyrelsesmedlem i Fonden De Københavnske Filmfestivaler?
14. Kulturministeriet har tidligere været opmærksom på, om den tætte forbindelse mellem DFI og
Fonden De Københavnske Filmfestivaler var for tæt, og om dette stod i modsætning til filmloven.
Derfor måtte Kulturministeriet i den nuværende udpegningsperiode for DFI pålægge et
bestyrelsesmedlem fra DFI at trække sig fra bestyrelsen i Fonden De Københavnske Filmfestivaler.
Nu fremgår det, at medlemmerne af bestyrelsen for Fonden De Københavnske Filmfestivaler har
udvidede forretningsmæssige og personlige relationer til DFI på utallige måder. Med ovenstående in
mente, er der således ikke behov for at kræve et særligt værn om uafhængigheden og diversiteten i
Fonden De Københavnske Filmfestivaler, hvis denne fortsat skal modtage offentligt tilskud? Vil
ministeren være med til at tage ansvar for, at et krav for statsligt tilskud til Fonden De Københavnske
Filmfestivaler er, at der nedsættes en uafhængig bestyrelse, både i lovens forstand og i reel
forstand?