Foretrædenotat - Dansk Samtidscirkus:
Anmodning om statsligt engagement i oprettelsen af en videregående
uddannelse i samtidscirkus i Danmark.
Baggrund
Siden forsøgsuddannelsen i samtidscirkus AMoC (2014-2018) har det været en ambition blandt
en række aktører i dansk scenekunst at skabe en videregående cirkusuddannelse.
I 2022 gik flere centrale aktører fra det professionelle nycirkusfelt sammen om at stifte
brancheforeningen Dansk Samtidscirkus. Foreningen arbejder for at samtidscirkus anerkendes
og ligestilles med øvrige scenekunstformer i Danmark. Dansk Samtidscirkus ønsker at udbrede
kendskabet til samtidscirkus, samt forbedre vilkår som produktionsmuligheder,
produktionsstøtte turnémuligheder, træningsfaciliteter og uddannelse.
Siden 2018 er projektet om en videregående cirkusuddannelse blevet modnet, ligesom der er
fundet en privat bidragsyder der vil finansiere uddannelsens første leveår med budget til at
realisere optag af 20 studerende (2 årgange over 4 år) med første optag september 2025.
Dansk Samtidscirkus anmoder om, at staten engagerer sig i det presserende behov for
uddannelse af nye cirkustalenter i DK, så efterspørgslen på professionelle artister kan
imødekommes. Cirkusartister medvirker blandt andet i forestillinger hos store statslige
kulturinstitutioner, som imødekommer danskernes efterspørgsel på samtidscirkus og som både
indgår i scenekunstens fødekæde og tjener penge til statskassen.
Ligestilling af alle scenekunstformer
Danmark udbyder i dag videregående uddannelser inden for en lang række former for
scenekunst som musical, skuespil, dans og koreografi, ligesom der findes uddannelser inden for
iscenesættelse og scenekunstnerisk produktion.
Uddannelserne modtager statsstøtte og er SU-berettigede. Disse vilkår står i kontrast til
uddannelsesvilkårene for samtidscirkus. Selvom dansk samtidscirkus er en integreret del af
scenekunstens genreudtryk må den overleve på helt andre vilkår end alle andre former for
scenekunst.
Hvis der skal skabes en ligestilling af alle scenekunstformer i Danmark, må staten engagere sig
i uddannelsesmulighederne for danske artister.
Cirkus er en god forretning for Danmark
I 2023 købte 150.000 danskere billet til samtidscirkus og performance. Dermed sælger
samtidscirkus billetter i et omfang, der betyder, at genren er sammenlignelig med moderne dans
og ballet.
1