Til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Opfordring til, at udvalget vurderer muligheden for en selvfinansierende klimabonus eller
lignende, hvis mere klimarigtig behandling skal introduceres i sundhedssektoren.
Anmodning om foretræde for KEF-udvalget
I Danmark er der observeret en hastig stigning i salget af HFC-drevne sprayinhalatorer (allerede før
corona) til behandling af lungesygdomme. De HFC-gasser, der anvendes som drivmiddel, er meget
kraftige drivhusgasser. GlaxoSmithKline Pharma A/S (GSK) er storleverandør af disse HFC-drevne
sprayinhalatorer, der er medicinsk kritisk behandling for svage patienter.
Da GSK har besluttet at reducere koncernens klimaaftryk med 80% i 2030, så har GSK udviklet nye
sprayinhalatorer med HFC-gasser, der reducerer klimabelastningen med 90%.
Disse nye sprayinhalatorer kan imidlertid ikke sælges konkurrencedygtigt i Danmark. Taberne er
både patienterne og klimaet. De nye sprayinhalatorer med lavere klimabelastning ville ellers være
en favorabel forretning for samfundet, da værdien af de sparede CO
2
e (i form af CO
2
-kvorter) vil
overstige den ekstra udgift til de nye sprayinhalatorer.
Løsningen kunne være en selvfinansierende klimabonus, hvis mere klimarigtig behandling skal
introduceres i Danmark. Ellers vil klimarigtige behandlingsalternativer ikke blive markedsført.
Vi ønsker at informere udvalget om de udfordringer, der er ved at introducere mere klimarigtig
behandling i Danmark, og hvordan disse udfordringer kan løses, så klimarigtig behandling også
bliver en realitet i Danmark.
Green Global Future (non-profit NGO: www.greenglobalfuture.org) og GlaxoSmithKline Pharma
A/S ønsker foretræde for at gøre opmærksom på problemstillingen og løsninger - og for at få gode
ideer og forslag fra udvalgsmedlemmerne til, hvordan problemstillingen løses.
Bilag: Notat fra Green Global Future om mere klimarigtig behandling af lungesygdomme.