Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2024-25
KEF Alm.del Bilag 72
Offentligt
2938892_0001.png
Kontor/afdeling
Gas og biogas
Dato
22-05-2024
J nr.
2024-3373
/ cpcn
Høringsnotat ift. høring af udkast til bekendtgørelse om ændring af
bæredygtighedsbekendtgørelsen (adgang for målefirma til kvantificering af
metantab på biogasanlæg i 2024-2025)
Energistyrelsen har den 15. april 2024 sendt et udkast til ændret
bæredygtighedsbekendtgørelse (bekendtgørelse om bæredygtighed og besparelse
af drivhusgasemissioner for biomassebrændsler og flydende biobrændsler til
energiformål, m.v.) i høring.
Bekendtgørelsesudkastet blev sendt i offentlig høring med en frist for afgivelse af
høringssvar til og med den 13. maj 2024.
Der er modtaget i alt 5 høringssvar i forbindelse med den offentlige høring, hvoraf 3
af høringssvarene indeholder indholdsmæssige bemærkninger til regeludkastet i
høring.
I det følgende vil de indholdsmæssige høringssvar fra hver afsender blive refereret,
og i et efterfølgende afsnit følger Energistyrelsens (ENS) bemærkninger hertil. ENS
bemærkninger er markeret med
kursiv.
For præcise oplysninger om
høringssvarenes indhold henvises der til de fremsendte høringssvar i det hele.
Høringssvarene kan ses på Høringsportalen i en samlet fil. Følgende høringsparter
har haft indholdsmæssige kommentarer til forslaget:
Lundsby Renewable Solutions A/S
(Lundsby) bemærker, at der i
bæredygtighedsbekendtgørelsen står, at anlæggene har 1 mdr. (4 uger) til
indsendelse af rapport efter anlægsgennemgang af tredjepart. Dette vil Lundsby
gerne opfordre til ændres til 2 mdr., således processen/samarbejdet mellem
målefirma og anlæg bedre kan udføres uden tidspres.
ENS har noteret sig dette ønske. ENS er opmærksom på, at det også tidligere har
været drøftet mellem ENS og interessenter, om fristen på 4 uger var for kort. ENS
vurderer, at der vil være en gevinst ved at sikre en grundig og god dialog mellem
anlægget og kontrolfirmaet omkring løsningen på udfordringer med kilder til
metantab. På den baggrund forlænger ENS fristen i bekendtgørelsens § 23, stk. 4,
idet der i lyset af tidligere indmeldte behov gives en frist for indsendelse af
rapporten på 3 måneder fra anlægsgennemgangen.
Green Gas Denmark
(DI) bifalder, at Energistyrelsen følger op på
kontrolordningen for metantab. Ordningen og bekendtgørelsen er blevet drøftet
med medlemsvirksomhederne, og der er i den forbindelse modtaget forslag om, at
der gennemføres andre ændringer af bekendtgørelsen samtidig med den aktuelle.
Energistyrelsen
Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V
Niels Bohrs Vej 8
6700 Esbjerg
T: +45 3392 6700
E: [email protected]
www.ens.dk
Side 1/3
KEF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 72: Orientering om status for metantab fra biogasanlæg, fra klima-, energi- og forsyningsministeren
2938892_0002.png
Green Gas Denmark mener, at det bør beskrives i bekendtgørelsen, hvordan
virksomheder, der udfører kontrolbesøg, skal kategorisere lækager, herunder ift.
benævnelsen ”væsentlig/ikke væsentlig”.
Det oplyses, at det er branchens
oplevelse, at kontrolvirksomhederne benytter kategoriseringen inkonsistent, hvorfor
kontrolrapporterne ikke kan sammenlignes på tværs af anlæg og producenter.
Endelig henstiller Green Gas Denmark til, at Energistyrelsen præciserer § 25 i
bekendtgørelsen, så det utvetydigt kommer til at fremgå, at en punktkilde er at
betragte som ét enkeltstående opgraderingsanlæg, hvorfor et biogasanlæg med
f.eks. to opgraderingsanlæg ikke kan benytte et vægtet gennemsnit ved udregning
af metantab fra biogasanlæggets opgraderingsanlæg.
ENS kvitterer for de modtagne input til reguleringen. Ift. den konkrete gennemførelse
af kontrolbesøg vil ENS henlede opmærksomheden på, at der i vejledningen
”Vejledning
til anlægsgennemgang og lækagesøgning” (ligger også på hjemmesiden
ENS.dk som version 1.0.), der er udarbejdet med henblik på at understøtte og
ensarte de eksterne virksomheders kontrolarbejde, findes nærmere retningslinjer for
anlægsgennemgangen. I lyset af de gjorte erfaringer efter den første
anlægsgennemgang arbejdes der på en opdatering af vejledningen i hvilken
forbindelse sondringen væsentlig/ikke væsentlig forventes at udgå. Det vil i stedet
fremgå, at kontrolrapporten, der udarbejdes på baggrund af anlægsgennemgangen,
skal indeholde en oversigt over alle identificerede kilder til metanemissioner.
Udgangspunktet er således, at alle kilder til tab skal angives, og at der skal
specificeres udbedringstiltag og frister for alle kilder, der ikke kan henføres til
kategorien ”teknologibetingede tab”.
Ift. § 25 vil ENS indsætte den efterspurgte
præcisering for at undgå tvivl om fortolkningen af bestemmelsen.
Biogas Danmark
(BD) støtter op om den foreslåede hjemmel til at muliggøre
gennemførelsen af en målekampagne med kvantificering af metantab fra
biogasanlæg i 2024 og 2025. BD oplyser, at BD forudsætter, at Energistyrelsen forud
for igangsættelsen af målekampagnen har udarbejdet en fyldestgørende protokol for
gennemførelsen af kvantificeringerne og herunder, at målingerne er repræsentative
i forhold til teknologi og anlægsbestykning, og at de dermed kan lægges til grund for
en opdatering af emissionsfaktorerne og DCEs inventory indberetninger.
Biogas Danmark påpeger derudover vigtigheden af, at der udarbejdes retningslinjer
for varsling af kvantificeringen og at det sikres, at målingerne gennemføres under
normale driftsbetingelser.
ENS kvitterer for opbakningen til gennemførelse af en målekampagne. ENS kan
samtidig bekræfte, at der vil blive fastsat klare rammer for arbejdet med
kvantificeringen i den kontrakt m.v., som indgås med vinderen af den udbudte
opgave med at gennemføre målekampagnen. Særligt fokus vil være på at sikre
kvaliteten og repræsentativiteten af de gennemførte målinger, således at der sikres
det bedst mulige grundlag for beregning af opdaterede emissionsfaktorer. ENS kan
Side 2/3
KEF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 72: Orientering om status for metantab fra biogasanlæg, fra klima-, energi- og forsyningsministeren
2938892_0003.png
endelig forsikre om, at der vil blive gjort en stor indsats for at give de biogasanlæg,
der udvælges til at deltage i målekampagnen, den nødvendige varsling ift. besøg
m.v., og at der vil blive udvist smidighed i den forbindelse, herunder også for at sikre
at målingerne vil afspejle en normal drift af anlæg.
Side 3/3