Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2024-25
KEF Alm.del Bilag 57
Offentligt
2928955_0001.png
Notat - orientering om overdragelse af ejerandele i
Nordsøen
Kontor/afdeling
Undergrund
Dato
31.10.2024
J nr.
Sammenfatning
Energistyrelsen (”ENS”) har behandlet en ansøgning fra Petrogas Denmark ApS
(”Petrogas DK”) på vegne af Petrogas DK, Petrogas E&P UK Limited, (”Petrogas
UK”) (Petrogas DK og Petrogas UK samlet ”Petrogas”) og Danoil Exploration A/S,
(“Danoil”) fra den 21. februar 2024 om godkendelse af overtagelse af Dana
Petroleums Denmark B.V.s og Nordsøfondens ejerandele i eksisterende
eneretstilladelse 12/06 (Lille John & Broder Tuck) og eneretstilladelse 4/16 (Broder
Tuck nabo) til efterforskning og indvinding af kulbrinter. På baggrund af en samlet
vurdering har ENS i medfør af undergrundsloven godkendt overdragelsen til Danoil
og Petrogas, og at Petrogas overtager operatørskabet for tilladelserne. Begge
selskaber er allerede eksisterende rettighedshavere i tilladelserne. Med afgørelsen
vil Petrogas og Danoil forøge deres ejerandele i tilladelserne til hhv. 85% og 15%.
Energistyrelsens godkendelse sker bl.a. på vilkår af, at MAB LLC stiller
moderselskabsgaranti for Petrogas’ forpligtelser. MAB LLC er moderselskab i
Petrogas-koncernen og hjemmehørende i Oman. Den moderselskabsgaranti, som
OK allerede har stillet for Danoils forpligtelser, vurderes som dækkende. Danoil er
en del af den danske OK-koncern.
Der er desuden stillet vilkår om, at Dana PLC, der sammen med Nordsøfonden
udtræder af tilladelserne, skal afgive en erklæring om subsidiær hæftelse for skader,
som eventuelt senere måtte opstå i forbindelse med de allerede afviklede brønde i
tilladelserne. Formålet er at forøge den økonomiske sikkerhedsstillelse over for
staten.
Baggrund
Proceduren for overtagelse af ejerandele i eksisterende tilladelser er, at når én (eller
flere) rettighedshavere meddeler, at man ønsker at trække sig ud af en tilladelse til
efterforskning og indvinding af kulbrinter, har de øvrige rettighedshavere i henhold til
tilladelserne og samarbejdsaftalen mellem parterne under tilladelserne (Joint
Operating Agreement) 90 dage til at beslutte deres fremtid i tilladelserne. Såfremt
ingen ønsker at forblive i tilladelsen, leveres denne tilbage til staten.
Idet Dana Petroleum og Nordsøfonden ultimo 2023 meddelte, at man ønskede at
træde ud af tilladelserne, ansøgte Danoil og Petrogas den 21. februar 2024 ENS om
godkendelse af overtagelse af Danas og Nordsøfondens ejerandele, således at de
øgede deres ejerandele under tilladelserne til hhv. 15 % og 85 %.
PTHLM
Energistyrelsen
Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V
T: +45 3392 6700
E: [email protected]
www.ens.dk
Side 1/2
KEF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 57: Orientering om overdragelse af ejerandele i Nordsøen, fra klima-, energi- og forsyningsministeren
2928955_0002.png
Status for tilladelserne er, at der endnu ikke er truffet beslutning om udbygning af
felterne med produktionsanlæg eller etableret olie- og gasproduktion. Tilladelserne
løber frem til 2046.
Afgørelsen
Kompetencen til at træffe afgørelse om direkte og indirekte overdragelser af
ejerandele i Nordsøen er delegeret fra klima-, energi- og forsyningsministeren til ENS
jf. bekendtgørelse nr. 1366 af 28. september 2022 om Energistyrelsens opgaver og
beføjelser. Det er derfor ENS, der har sagsbehandlet ansøgningen og vurderet,
hvilke vilkår der skal stilles på baggrund af undergrundslovens saglige hensyn.
En overdragelse kan kun godkendes, hvis rettighedshaveren også efter
overdragelsen skønnes at have den fornødne tekniske og finansielle kapacitet i
henhold til den konkrete tilladelse.
På baggrund af en konkret vurdering har ENS konkluderet, at Danoil og Petrogas -
ved opfyldelse af de fastsatte vilkår - har tilstrækkelig teknisk og finansiel kapacitet
til at varetage deres forpligtelser under tilladelserne med de forøgede ejerandele og
i den nuværende fase under tilladelserne. Vurderingen omfatter også, at Petrogas
indtræder som ny operatør i stedet for det udtrædende selskab Dana.
Proces
Såfremt Danoil og Petrogas ønsker at gå videre med udvikling af tilladelserne -
udbygning, etablering af produktionsbrønde mv. - kræver dette yderligere
godkendelser af Energistyrelsen, i hvilken forbindelse der skal foretages en ny
konkret helhedsvurdering, og hvor der kan stilles yderligere vilkår.
Såfremt rettighedshaverne ikke ønsker at gå videre under tilladelserne, eller ikke
opnår ENS’ godkendelse heraf, vil tilladelserne ultimativt skulle leveres tilbage til
staten.
Side 2/2