Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2024-25
KEF Alm.del Bilag 167
Offentligt
2984374_0001.png
Dato
7. februar 2025
Fastsæt en dato for udfasning af gas og sæt gang i den grønne
omstilling lokalt
Kære Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard,
I 2022 blev der indgået et bredt politisk flertal om udfasning af gas til
boligopvarmning i Danmark, som en del af
Klimaaftalen om Grøn Strøm og
Varme.
Det blev fastslået, at gas skal udfases fra boligopvarmning senest i
2035, og at denne udfasning er essentiel for at nå både de klimamæssige og
sikkerhedspolitiske mål.
Siden da har kommunerne, i samarbejde med fjernvarmeselskaberne,
arbejdet målrettet på at opfylde disse ambitioner. I fællesskab med
fjernvarmeselskaberne har vi undersøgt potentialerne for fjernvarme, vejledt
borgere og gennemført et omfattende informationsarbejde. På trods af de
store tids- og ressourcemæssige investeringer, der er blevet afsat til at
udvikle og implementere lokale varmeplaner, står vi nu i en situation, hvor
mange af disse planer ikke kan gennemføres som ønsket.
Dette skaber en stor frustration i kommunerne, da vi står klar til at handle,
men mangler de nødvendige politiske beslutninger og konkrete tiltag for at
sikre, at planerne kan blive en realitet. Uden en klar politisk ramme og en
fastlagt slutdato for gasopvarmning risikerer vi, at de planer og initiativer,
som vi har sat i værk, ender med at blive stillestående, uden den nødvendige
opbakning til at sikre en grøn varmeforsyning for fremtiden.
I forlængelse af de udfordringer, vi står overfor i forhold til gasudfasning, vil
vi gerne fremhæve de erfaringer, som flere kommuner, herunder Næstved,
har haft med at implementere fjernvarme. Næstved Kommune har som en af
de første fulgt regeringens og KL’s varmeaftale og iværksat en ambitiøs
varmeplan for at skifte fra gasfyr til fjernvarme i tusindvis af husstande. På
trods af det store arbejde, der er lagt i at forberede og planlægge disse
projekter, er tilslutningen fra borgerne langt lavere end forventet. Det er
vores oplevelse, at mange borgere tror, at Folketingets partier ikke vil gøre
alvor af klimaaftalen om grøn strøm om at lukke naturgasnettet ned for
boligopvarmning.
Side 1 af 2
KEF, Alm.del - 2024-25 - Bilag 167: Henvendelse af 27/2-25 fra Næstved Kommune v/Thorbjørn Lund Diepgen om udfasning af gas
I Næstved Kommune er flere planlagte fjernvarmeområde blevet droppet
grundet lav tilslutning. Vi vurderer, at en politisk beslutningstagning uden
klare og bindende rammer for gasudfasning kan føre til økonomisk
usikkerhed og forvirring blandt borgerne, som tvivler på nødvendigheden af
at investere i grøn varme, når gas stadig virker som en økonomisk attraktiv
mulighed. Den usikkerhed og forvirring blandt borgerne forværres af
ministerens udsagn om, at biogas tilsyneladende kan erstatte naturgassen
som kilde til opvarmning af private husstande.
Vi opfordrer derfor til, at Folketinget snarest muligt fastsætter en klar slutdato
for gas til boligopvarmning, som understøtter den politiske ambition om
udfasning i 2035. En sådan beslutning vil give både kommuner og borgere
den nødvendige vished om, at gas ikke skal være fremtidens
opvarmningsform. Det er vigtigt, at vi får et klart politisk signal, så vi kan
fortsætte vores arbejde med at implementere alternative opvarmningsformer
og samtidig sikre, at den grønne omstilling forbliver på sporet.
Med det store arbejde foran os og den politiske vilje til at nå vores klimamål
er det nu tid til at handle. Vi håber på hurtigt at få de nødvendige redskaber
og klare beslutninger, så vi som kommuner kan fortsætte med at sikre en
grøn fremtid for vores borgere.
Med venlig hilsen
Rune Kristensen
Formand for Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget
På vegne af udvalget
Næstved Kommune
Kristoffer Petersen
Bestyrelsesformand
Næstved Fjernvarme
Side 2 af 2