SSP-samarbejdet på Færøerne har i længere tid arbejdet på at få adgang til den samme SSP-uddannelse, som tilbydes i Danmark. Formålet med denne uddannelse er at styrke kriminalitetsforebyggelsen blandt børn og unge ved at sikre, at alle involverede parter i SSP-samarbejdet har den nødvendige viden og kompetencer til at udføre deres opgaver effektivt. Konkret er der et ønske om, at SSP-uddannere rejser til Færøerne et par gange om året for at afholde undervisningsmoduler. Undervisningsmateriale samt selve undervisningen kan være på dansk. Det væsentlige er, at SSP-uddannelsen tilknyttes den færøske politikreds med henblik på at få kompetencer og viden, der er på niveau med det danske SSP.
Vil ministeren i den forbindelse oplyse, om det er muligt at tilknytte SSP-uddannelsen til den færøske politikreds på lige fod med de danske politikredse? Hvis dette er tilfældet, vil ministeren så intensivere arbejdet med at finde en løsning på, hvordan uddannelsen kan praktiseres på Færøerne? Vil ministeren redegøre for, hvilke tiltag der kan tages for at sikre, at den færøske politikreds modtager samme SSP-uddannelse som de danske politikredse, hvis det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at finansiere dette fra Danmark?
Dato: 06-02-2025
Status: Ikke besvaret
Emne:
politi og retsvæsen