Forsvars-, Samfundssikkerheds- og Beredskabsudvalget 2024-25
FOU Alm.del Bilag 59
Offentligt
2964228_0001.png
Beredskabsaftale skævt fra start.
I foråret faldt en
stor aftale om fremtidens forsvar
på plads.
Af aftalen fremgår, at der årligt skal indkaldes op til 450 nye værnepligtige til Beredskabsstyrelsen.
Det
fremgår ikke af aftalen, hvad det vil koste.
Det er en skæv start på en ny politisk aftale om det samlede redningsberedskab for de kommende år.
Især når det forlyder, at Ministeren for Samfundssikkerhed og Beredskab ikke vil afsætte en eneste krone til
styrkelse af det kommunale beredskab.
Det er trods alt kommunernes opgave at bekæmpe alle skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker,
voldsomme naturhændelser og katastrofer, herunder terror- og krigshandlinger.
Det er en helt forkert tilgang at styrke det statslige assistanceberedskab, inden der er lavet en opgørelse
over kommunernes behov for yderligere mandskab og materiel til sikring af en forsvarlig indsats mod
virkningen af ekstremt vejr og andre ekstraordinære hændelser.
Situationen er desværre ikke ny. Der er aldrig lavet og gennemført en dimensionering af det samlede danske
katastrofeberedskab. Det virker paradoksalt, men problemet er, at Folketinget ikke har en uvildig statslig
rådgiver, når de skal træffe beslutninger om redningsberedskabet.
Som statslig myndighed på beredskabsområdet har Beredskabsstyrelsen siden 1993 rådgivet regering og
Folketing i alle spørgsmål om beredskabet. Som operatør på beredskabsområdet udfører
Beredskabsstyrelsens fem beredskabscentre i høj grad de samme redningsberedskabsopgaver som de
kommunale beredskaber. Derfor er Beredskabsstyrelsen part i sagen, når ressourcerne skal fordeles mellem
det statslige og det kommunale beredskab.
Det borgernære primære beredskab i kommunerne er dagligt under pres, mens det regionale statslige
assistanceberedskab i mange og lange perioder ikke er i aktivitet, ud over øvelser på beredskabscentrene.
De kommunale redningsberedskaber rykker i gennemsnit ud 110 gange i døgnet til alle store og små
ulykker. Til sammenligning rykker de fem statslige beredskabscentre ud mindre end en gang i døgnet til
assistance for de kommunale beredskaber.
Det vil sige, at hver af de fem statslige beredskabscentre på en
uge i gennemsnit har en assistanceopgave for en kommune. Det betyder, at den enkelte
assistanceudrykning er enorm dyr.
Beredskabscentrene bliver sjældent tilkaldt til akutte assistanceopgaver. Her tilkaldes assistance fra et
naboberedskab, der er meget hurtigere fremme på skadestedet. I situationer, hvor tiden ikke er afgørende,
tilkaldes beredskabscentrene til f.eks. efterslukning og oprydning, så kommunernes beredskab kan klargøres
til nye akutte udrykninger. Beredskabscentrene tilkaldes også fordi de er gratis for kommunerne.
Beredskabscentrene udfører også opgaver for f.eks. Politiet, Fødevarestyrelsen og sundhedsmyndighederne.
Det sker ca. en gang i døgnet,
når der ses bort fra de ekstraordinært mange Covid-19 ydelser. Disse ydelser
er også gratis for rekvirenterne, og det er et stort spørgsmål om disse ydelser ikke kan udføres langt billigere
for staten, hvis Politiet, Fødevarestyrelsen og sundhedsmyndighederne selv udfører opgaverne, eller laver
aftaler med de kommunale beredskaber, Hjemmeværnet eller private firmaer.
I stort set alle politiske aftaler efter 1993 er det statslige beredskabs beredskabscentre blevet tilgodeset
frem for de kommunale beredskaber.
 FOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 59: Henvendelse af 13/1-25 vedrørende styrkelse af det kommunale beredskab, fra Bjarne Kjems, Rude
2964228_0002.png
Efter terrorangrebet i 2001 skulle beredskabet i Danmark styrkes. I løbet af kort tid bevilgede Folketinget 25
mio. kr. til styrkelse af det statslige beredskab, selv om de kommunale beredskaber har ansvaret for at
bekæmpe virkningerne af alle brande, ulykker og katastrofer, herunder
terrorhandlinger.
Beredskabsstyrelsen rådførte sig ikke med kommunerne.
Først efter pres udefra fik
kommunerne bevilget 24 mio. kr.
I den politiske aftale fra 2002 skulle der spares 100 mio. kr. årligt og her foreslog Beredskabsstyrelsen, at
pengene skulle spares i de kommunale beredskaber, ved at brandvæsnernes første udrykningsstyrke
umiddelbart kunne reduceres fra 7 brandmænd til 5 brandmænd.
Konsekvenserne af en sådan reduktion ville være, at antallet af store brande ville blive fordoblet.
Hovedparten af kommunerne gennemførte dog ikke reduktionerne, fordi de ikke ville forringe sikkerheden
for deres borgere og for brandmændene.
I kølvandet på finanskrisen skulle der igen spares overalt. En stort anlagt budgetanalyse resulterede i 2014
i
en politisk aftale om, at der skulle spares 175 mio. kr. årligt i de kommunale beredskaber. Det statslige
beredskab skulle kun spare 45 mio. kr. årligt.
I 2014 var der lagt op til, at de nye store kommunale beredskabsenheder skulle overtage væsentlige dele af
de assistanceopgaver, der hidtil blev udført af de statslige beredskabscentre,
men det blev forpurret af
endeløse diskussioner i et Strukturudvalg.
De kommunale beredskaber kæmper stadig med disse voldsomme besparelser og med de stadig hyppigere
og voldsommere virkninger af klimaforandringerne. Bekæmpelse af stormflod og oversvømmelser er meget
ressourcekrævende på grund af dyrt materiel og den lange varighed af indsatserne.
Der var i 2014, og der er
stadig et stort effektiviseringspotentiale i, at de 29 store kommunale beredskaber i
fællesskab varetager de assistanceopgaver, som i dag udføres af Beredskabsstyrelsens centre.
Kommunerne
kan anvende deres fuldtidsansatte brandmænd fleksibelt i kombination med nye deltidsansatte og frivillige.
I stedet for at opbygge egne kapaciteter, kan beredskabsenhederne også gennem beredskabsplaner,
ressourceoversigter og aftaler med private virksomheder og organisationer sikre, at det materiel og
personel, der sjældent er behov for, er tilgængeligt i en katastrofesituation. Klimahændelser vil typisk
optræde med et varsel på mange timer, og i en national katastrofesituation vil der overalt i samfundet være
stor forståelse for, at deltidsbrandmændenes og de frivilliges normale daglige arbejde må vige for
katastrofeindsatsen.