Forsvars-, Samfundssikkerheds- og Beredskabsudvalget 2024-25
FOU Alm.del Bilag 41
Offentligt
Niels Johan Juhl-Nielsen, den 14. december 2024.
Til Rigsrevisionen/Statsrevisorerne
Hvordan har regeringen med etableringen af et nyt ministerium
håndteret befolkningens sikkerhed og beredskab?
En opfordring om at iværksætte en nærmere undersøgelse.
”Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab er født med en væsentlig uklarhed, fordi det
ikke står klart, om det har lovhjemmel til at kræve eller blot anbefale noget, når det skal pålægge
andre at styrke deres beredskab”. Sådan skriver Kristeligt Dagblad (10. november 2024) efter
samtaler med minister for Samfundssikkerhed og Beredskab Torsten Schark Pedersen - og
sekretariatschef Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber supplerer med at udtale, at det haster
med at få det på plads.
I korthed handler ministerens konstaterede uklarhed om det magtrum den nye minister i et nyt
ministerium kan operere i. Hvorledes er de specifikke lovgivningsmæssige rammer og betingelser
for det nye ministeriums og dets ministers ageren?
Man kan starte med at konstatere, at ministeriet ikke er noget typisk sektorministerium som f.eks.
Kirkeministeriet eller Miljøministeriet. Det nye ministeriums karakter af ”Whole-of-society” (altså
tiltænkt at skulle operere på tværs af sektorer) nødvendiggør en klar afgrænsning i forhold til
f.eks. statsministeriet, finansministeriet og forsvarsministeriet og naturligvis skal ministeriet ikke
erstatte eller overtrumfe den samlede regering. En sådan selvfølgelig og nødvendig klar
lovgivningsmæssig indpasning og afgrænsning af det nye ministerium skete ikke i forbindelse med
etableringen af ministeriet. Intet kommissorium, ingen redegørelse for utilstrækkeligheden i det
beredskab som Folketinget tilrettelagde i forlængelse af Sovjetunionens kollaps og National
Sårbarhedsudredning eller endsige nogen dead-lines blev givet til den nye minister, som alene
havde fået overleveret en liste over sagsområder fra otte ministerier, der skulle indgå struktureret
og operationelt i det nye ministerium. Medarbejdere fra de otte ministerier med forskellige
kulturer fulgte med.
Noget af en udfordring for ministeren, men dybest set også for regeringen og Folketinget. For
regeringen havde sat ministeren på en urimelig uriaspost. For regeringen havde ikke gjort sit
hjemmearbejde inden regeringen – langt om længe – tog skridt til at løfte samfundsberedskabet.
Ønsket om nedsættelse af en kommission er derfor – omend ubelejligt sikkerhedssituationen
1
 FOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 41: Kopi til orientering af brev af 14/12-24 til Rigsrevisionen og Statsrevisorerne om etableringen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, fra Niels Johan Juhl-Nielsen, Frederiksberg
2956623_0002.png
taget i betragtning – helt på sin plads. For ikke blot har der været uklarhed om det nye
ministeriums hele DNA. Det er også uklart, hvorfor en minister for Samfundssikkerhed og
Beredskab ikke naturligt har fået sæde i regeringens sikkerhedsudvalg.
Hvad fortæller historien om indretningen af det danske beredskab?
Systemfejlen, set af Sårbarhedsudredningen (2004)
Som led i den politiske Aftale om Redningsberedskabet efter 2002 blev det besluttet, at der skulle
gennemføres en national sårbarhedsudredning. Det overordnede formål med udredningen var at
kortlægge samfundets sårbarhed og give en vurdering af den civile sektors beredskab i forhold
dertil. Blandt andet terrorangrebene 11. september 2001 havde ændret betingelserne for
beskyttelsen af det danske samfund grundlæggende, og med det nye trusselsbillede stod det
derfor klart, at sondringen mellem militære og civile trusler ikke længere var relevante.
En tværgående problemstilling i Sårbarhedsudredningen (2004) præsenteres som, ”om der
vurderes at være behov for en større grad af koordination, ledelse og styring i beredskabet. Et
generelt træk er, at risici og trusler i højere grad end tidligere går på tværs af de geografiske og
administrative grænser mellem myndighedsudøvere. Dette øger betydningen af overordnet
styring, koordination og ledelse på tværs af ovennævnte grænser inden for
beredskabssystemerne.
Sektoransvarsprincippet på beredskabsområdet betyder, at det i dag er de enkelte myndigheder,
der har ansvaret for at dimensionere sektorberedskabet på baggrund af myndighedens egen
vurdering af trusler og risici, der er relevante for sektoren.
Den tværgående karakter af trusler og risici og den indbyrdes afhængighed mellem samfundets
sektorer kræver en vurdering af, om
sektoransvarsprincippet
(min understregning, nj) bør
suppleres med en øget kompetence til i større omfang end hidtil at kunne foretage tværgående og
koordinerede analyser og vurderinger af samfundets sårbarhed”. (National Sårbarhedsudredning,
s. 22)
De tyve år der er gået siden offentliggørelsen af National Sårbarhedsudredning har ikke ført til
klargøring om indholdet af et ”whole of society” beredskab, koordinationsbehovet end sige
ledelse af det danske beredskab. For hverdagen i Danske Beredskaber er det ifølge formanden en
realitet, at redningsberedskabet ikke har noget på hylderne, hvis noget skulle ske som ligger ud
over, hvad det daglige responsredningsberedskab skal kunne klare.
Men hvad er det, der er sket ved at samfundsberedskabet skal tænkes i den teknokratiske
betegnelse sektor og videre som sektoransvar og ovenikøbet at princippet om sektoransvaret skal
gøres til et kendetegn ved dansk beredskab?
Som en hovedhjørnesten i dansk beredskab optræder ”sektoransvarsprincippet” første gang i
National Sårbarhedsudredning i 2004. Også før 2004 var det ministerier og styrelsers ansvar for
planlægningen under krig og kriser, men da havde man Indenrigsministeriet til at koordinere.
2
 FOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 41: Kopi til orientering af brev af 14/12-24 til Rigsrevisionen og Statsrevisorerne om etableringen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, fra Niels Johan Juhl-Nielsen, Frederiksberg
2956623_0003.png
Systemfejl, set af to medarbejdere i Beredskabsstyrelsen (1997)
Tidligere, publiceret i tidsskriftet ”Krigsvidenskab” skrev Henrik G. Petersen og Niels Jacobsen
artiklen ”Totalforsvaret og det civile beredskab” (publiceret 10. marts 1997). Heri gør de rede for
nogle afgørende principper for det civile beredskab.
”Planlægningen af det civile beredskab er baseret på princippet om, at den myndighed, der
varetager en funktion i fredstid, også skal varetage den under krise eller krig. Myndigheden skal i
fredstid planlægge for videreførelse af funktionerne under krise eller krig (ansvarsprincippet). Man
har herved ønsket at sikre, at der i fredstidsadministrationen tages beredskabsmæssige hensyn, så
flest mulige beredskabsforberedelser på denne måde bliver gennemført på den for samfundet
billigste måde. Der skabes herved også en beredskabskontinuitet fra dagligdagens funktioner over
de store ulykker til katastrofer, herunder krigshandlinger. Endvidere opnås,
at flest mulige bliver
bekendt med beredskabsplanlægningen på det pågældende område og dermed kender en del af
grundlaget for de prioriteringer og improvisationer
(min markering, nj), der kan blive nødvendige
under krise eller krig.
Der skal endvidere være mindst mulig forskel mellem fredstidsorganisation og
krigstidsorganisation (organisationsprincippet). Planlægningen skal desuden tilsikre et beredskab,
der løbende justeres og tilpasses i takt med udviklingen i samfundet (fleksibilitetsprincippet). Det
øverste ansvar for koordinering af landets samlede beredskab påhviler regeringen”.
Understregningen i ovennævnte tekst mere end antyder, at landets beredskabs set-up (”den
danske model”?) med beredskabsloven af 1993 hverken er udformet mhp. det komplekse
samfunds risici- og sårbarheder (hybridkrig) endsige på egentlig krigsførelse.
Af den ovennævnte fremstilling fremgår, at der for det civile beredskab hersker tre
grundlæggende principper: Ansvarsprincippet, organisationsprincippet (også kaldet
lighedsprincippet) og fleksibilitetsprincippet (også kaldet nærhedsprincippet).
Det bemærkes, at det hernævnte generelle ”ansvarsprincip” i National Sårbarhedsudredning
(2004) ændrede karakter til det mere indskrænkede og operativt vejledende udtryk
”sektoransvarsprincip”.
Men endnu tidligere, nemlig efter Anden Verdenskrig - hvori Danmark ikke direkte deltog - på et
tidspunkt, hvor alle fredsproklamationerne efter krigen var blevet gjort til skamme, da blev der
gjort overvejelser over, hvordan et samlende civilt beredskab skulle organiseres.
Systemfejlen, set under den kolde krig (1959)
Affødt af Sovjetunionens overgreb på Ungarn i 1956 og Suez-krisen tog statsminister H.C. Hansen i
1956 initiativ til nedsættelse af et arbejde om civilt beredskab. 11. marts 1959 fremlagde
statsministeren i Folketinget dét, der senere på året blev ”lov om det civile beredskab”, med disse
ord: ”Vi må gøre os det klart, at når vi taler om et lands beredskab, må vi tænke ikke alene på den
3
 FOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 41: Kopi til orientering af brev af 14/12-24 til Rigsrevisionen og Statsrevisorerne om etableringen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, fra Niels Johan Juhl-Nielsen, Frederiksberg
militære sektor, men også på den civile, og denne sidste vil omfatte ikke alene det, vi i daglig tale
forstår ved civilforsvaret, men hele den administrative, økonomiske og psykologiske side af
beredskabet… Det administrative beredskab omfatter den planlægning og de foranstaltninger, der
er nødvendige for at sikre opretholdelsen af regeringens funktion og af civiladministrationens
funktion i alle led, regeringens forhold til folketinget o.s.v., medens den økonomiske side af
beredskabet omfatter alle led af samfundshusholdningen: levnedsmidler, brændsel, transport,
produktion, arbejdskraft, kommunikationer o.s.v.”.
Forsvaret, civilforsvaret, politiet og det civile beredskab udgør således elementerne i landets
samlede beredskab. Redningsberedskabet var en del af den civile sektor.
Det civile beredskabs indsats er at sikre samfundets fortsatte funktion og den enkeltes velfærd,
evt. efter at den umiddelbare reddende og afbødende indsats er afsluttet. Det civile beredskab
dækker nemlig over offentlige myndigheders planlægningsansvar og -arbejde, herunder allerede i
fredstid at planlægge med henblik på løsning af opgaver under krise eller krig. Herved adskiller det
civile beredskab sig også væsentligt fra forsvaret, politiet og civilforsvaret, som er egentlige
organisationer, hvis arbejde det er at planlægge med henblik på kriser og krig, mens de civile
myndigheders primære arbejde er rettet mod fredstidsopgaver.
Offentlige myndigheders planlægningsansvar og -arbejde (herunder kommunerne) var koordineret
af Indenrigsministeriet. Bemærk den udtømmende formulering i §2, stk. 2 i lov om civilt
beredskab: ” Det påhviler
indenrigsministeren
at koordinere planlægningsarbejdet inden for det
civile beredskab og de dermed følgende foranstaltninger og at gennemføre den del af arbejdet,
der ikke varetages af andre myndigheder.”
1959-lovgivningens ”whole-of-society” approach
I 1956 invaderede Sovjetunionen – som nævnt - Ungarn og om Suez-kanalen herskede stor
usikkerhed mellem stridende parter. Under hele den kolde krig var der stor nervøsitet for ikke blot
en russisk invasion, men også for en atomkrig. Derfor var der gode grunde til at tænke i og udvikle
et beredskabskoncept eller en planlægningsidé for udviklingen af samfundet, hvis udviklingen
skulle gå mod krise med udsigt til krig.
Formålet med lov om det civile beredskab, der blev vedtaget i december 1959, fremgår af lovens
§1: ”Det i medfør af denne lov gennemførte planlægningsarbejde og de i medfør af loven trufne
foranstaltninger skal have til formål at fremme landets samlede forsvar, herunder at sikre
opretholdelse i krigstid af regeringens funktioner og af den statslige og kommunale forvaltning,
opretholdelse af ro og orden, styrkelse og udnyttelse af landets produktionsevne og transport- og
kommunikationsapparat samt sikring og fordeling af forsyninger af enhver art”.
I 1960 opstod civilregionerne som supplement til de allerede eksisterende militærregioner,
beredskabsregioner og politiregioner.
4
 FOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 41: Kopi til orientering af brev af 14/12-24 til Rigsrevisionen og Statsrevisorerne om etableringen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, fra Niels Johan Juhl-Nielsen, Frederiksberg
2956623_0005.png
”Baggrunden for civilregionerne var et ønske om et administrativt led, som svarede til de hidtidige
militære regioner og civilforsvarsdistrikter (senere benævnt civilforsvarsregioner og senere igen
beredskabsregioner) samt et ønske om at sikre, at ingen del af landet skulle være uden en
overordnet administration i tilfælde af krig, hvor brug af atomvåben kunne gøre det meget
vanskeligt at gennemføre civil administration af landet.
Civilregionerne er derfor også blevet kaldt statsmagtens lokale og regionale
krigstidsadministrationer. Hovedopgaven for civilregionerne bestod i fredstid i at koordinere
planlægningen af det civile beredskab i regionen. Civilregionens stabsorganisation skulle først
etableres fuldt ud under krise eller krig. Regionsamtmanden (i hovedstaden formanden for
Overpræsidiet) og de øvrige tre regionschefer fra forsvaret, civilforsvaret og politiet udgjorde den
regionale totalforsvarsledelse, der benævntes regionsledelsen eller den regionale
totalforsvarsledelse.
Regionsledelsen havde under en national krise og krig som hovedopgave, at:
•
Samle og formidle informationer om situationen i totalforsvaret.
•
Prioritere og koordinere anvendelsen af regionens civile resurser, der angik totalforsvaret
inden for regionen – herunder at henlægge konkrete opgavers løsning til andre udførende
myndigheder (f.eks. kommunerne) i så stor en udstrækning, det var muligt.
•
Orientere om forhold af fælles interesse og koordinere omkring iværksættelsen af
myndighedernes planer.
•
Bistå og aflaste regeringen og centraladministrationen.
Den enkelte regionschef havde inden for sit eget ansvarsområde kompetence til at træffe de
beslutninger og iværksætte de foranstaltninger, som var blevet dem uddelegeret. Fuld
kompetence kunne uddelegeres, og blev givet automatisk, hvis forbindelsen til de centrale
myndigheder i REGAN VEST og ØST blev afbrudt. I 2003 blev civilregionerne nedlagt, og politiet
overtog en række af de planlægningsmæssige og koordinerende opgaver inden for det civile
beredskab.
Går vi et skridt længere frem i tiden til politireformen i 2007, nedlægges politiregionerne ligeledes
- og det koordinerende ansvar overgik til politidirektørerne i de 12 nye politikredse.”
(www.reganvest.dk)
Uagtet den skildrede beredskabsmæssige infrastruktur kan skrives tilbage til den kolde krig og
endda kun som administrativ planlægningsidé, så fortjener organisationsformen en tanke og en
overvejelse, ikke mindst i lyset af, at det ikke er lykkedes at reformere den såkaldte ”danske
beredskabsmodel”, som grundlæggende i dag alene er koncentreret om redningsberedskabet og
ikke indeholder noget beredskab eller nogen beredskabsledelse.
Beredskabsloven
Beredskabsloven indeholder i dag ingen direkte anvisninger på, hvordan man skal forholde sig til
det civile beredskab, bestående af samarbejdende sektorer. Loven indeholder flg. hovedafsnit: det
statslige redningsberedskab, det kommunale redningsberedskab og dets opgaver, indsættelse af
5
 FOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 41: Kopi til orientering af brev af 14/12-24 til Rigsrevisionen og Statsrevisorerne om etableringen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, fra Niels Johan Juhl-Nielsen, Frederiksberg
redningsberedskabet, beredskabsplanlægning, radiokommunikation og forebyggende
foranstaltninger og fysisk beskyttelse af nukleart materiale og nukleare anlæg mv, men ikke
egentlig bestemmelser, som matcher det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab og
dets særlige ”Whole-of-society” opgaver.
Dog skal det tilføjes, at Beredskabslovens § 79, stk. 7 indeholder denne formulering:
”Administrative forskrifter udstedt i medfør af lov om det civile beredskab, jf. stk. 2, forbliver i
kraft, indtil de afløses af regler udstedt i medfør af denne lov.” Altså: Lov om det civile beredskab
ophæves, men lovens administrative forskrifter forbliver i kraft.
Ligger her ikke her muligheden for at genoplive ”landet” – det geografisk-fysiske land med
mennesker, natur og værdier – som det, vi som danskere vil ære og forsvare, udtrykt i
civilregionens regionsamtmanden, der er statens repræsentant på det regionale plan?
Det siger vel sig selv, at det er ministeren der inden for et nøje defineret samfundsområde er den
ansvarlige for at gennemføre planlægning og i det hele taget at have fokus på forhold der vedfører
området. Det er formuleret i lov om civil beredskab § 2 således: ”Det påhviler de enkelte ministre,
hver inden for sit administrationsområde, at gennemføre det planlægningsarbejde og træffe de
foranstaltninger, som til enhver tid måtte være påkrævet med henblik på tilrettelæggelsen af
landets civile beredskab”.
Men naturligvis må vi som land i helhedens interesse koordinere de enkelte samfundsområder til
det, der bliver et stykke Danmark. Det fremgår af lovens §2, stk. 2: ”Det påhviler
indenrigsministeren
at koordinere planlægningsarbejdet inden for det civile beredskab og de
dermed følgende foranstaltninger og at gennemføre den del af arbejdet, der ikke varetages af
andre myndigheder.”
Med bortfald af ovennævnte paragraffer, der var indeholdt i lov om civilt beredskab står Danmark
uden en myndighed, der koordinerer for det civile beredskab. Under indflydelse af Sovjetunionens
sammenbrud forvanskes således Indenrigsministeriets koordinationsforpligtelse iht. lov om civilt
beredskab til et isoleret såkaldt sektoransvarsprincip. To forskellige måder at forholde sig til
samfundet på, som ingenlunde er sammenlignelige.
National Sårbarhedsudredning (2004) fastholder tre principper for beredskabet, om end med
andre navne, herunder at ”ansvarsprincippet” omdannes til ”sektoransvarsprincippet”. Fra således
at Indenrigsministeriet (1959-lovgivning) forestår planlægningsopgaven at koordinere det civile
beredskabs udtryk i forskellige ministerområder og for kommuner og regioner opgives dette til
fordel for et snævert teknokratisk. I udredningen gøres også opmærksom på, at det skal gøres
under hensyntagen til en effektiv udnyttelse af ressourcerne ”der vurderes at kunne afsættes til
beredskabet i forhold til andre prioriterede opgaver.”
Således opsummerer National Sårbarhedsudredning formålet med beredskabet og de tre
principper:
6
 FOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 41: Kopi til orientering af brev af 14/12-24 til Rigsrevisionen og Statsrevisorerne om etableringen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, fra Niels Johan Juhl-Nielsen, Frederiksberg
”Formålet med beredskabet er at beskytte og sikre befolkningens liv, samfundets værdier, miljø og
samfundsvigtige funktioner. Beredskabet indeholder to centrale elementer, dels den
forebyggende indsats for at forhindre at trusler bliver til uønskede hændelser, dels den
afhjælpende indsats for at begrænse og afhjælpe eventuelle konsekvenser, hvis de uønskede
hændelser alligevel indtræffer. Hidtil har beredskabet været opbygget ud fra følgende
overordnede generelle principper og vilkår:
Sektoransvarsprincippet,
som indebærer, at den myndighed eller organisation, der har ansvaret
for et område under normale forhold, også har ansvaret for nødvendige forebyggende og
afhjælpende foranstaltninger i forbindelse med ekstraordinære hændelser som f.eks. kriser og
katastrofer.
Princippet om enstrengethed,
som indebærer, at der er størst mulig lighed mellem en given
organisation under normale forhold og i tilfælde af uønskede ekstraordinære hændelser, således
at omfanget af organisatoriske tilpasninger ikke bliver af større omfang, end situationen tilsiger.
Princippet om nærhed,
som indebærer, at beredskabsopgaverne bør løses så tæt på borgerne
som muligt, og dermed på relevante og laveste egnede organisatoriske niveau.
Udover ovennævnte principper gælder som et vilkår for beredskabet på linje med øvrige områder,
at der skal være en effektiv udnyttelse af de ressourcer, der vurderes at kunne afsættes til
beredskabet i forhold til andre prioriterede opgaver. I dette hensyn indgår også vurderinger af,
hvorledes der opnås det mest relevante beredskab for de afsatte ressourcer.” (s. 20-21, National
Sårbarhedsudredning)
Opmærksomheden henledes - som tidligere nævnt - på, at Sårbarhedsudredningen selv udtrykker
en betænkelighed ved om koordineringsbehovet er dækket. Men ved at fastholde det
hjemmestrikkede danske beredskabsprincip om sektoransvaret blokeres over for det at kunne se
det hensigtsmæssige i at orientere sig mod et gengrafisk områdeansvar som eksempelvis er et
bærende princip for beredskabet i Sverige.
Sverige
Alternativet til en central myndigheds planlægning for siloer/sektorer på vegne af et
folketingsflertal og en befolkning er at droppe silotænkningen og gøre som svenskerne. Sverige
har indtil for få år siden været et neutralt og alliancefrit land. Som sådan har et ophøjet
sektoransvarlighedsprincip derfor heller ikke været herskende i Sverige. Sverige synes i perioden
at have planlagt ud fra princippet om ”Whole-of-society” og har
det geografiske områdeansvar
som et grundlæggende og bærende planlægningsprincip (altså planlægges horisontalt for
kommuner og de regionale län).
De svenske kommuner udgør basisenheden i det svenske beredskab og de svenske län planlægger
sammenhængende på tværs af alle regionens kommuner. Det vil sige, at svenske kommuner
udarbejder risiko- og sårbarhedsanalyser og desuden sikkerheds- og beredskabsplaner. Næste
niveau er de svenske län. Alle län udarbejder sikkerheds- og beredskabsplaner på baggrund af
7
 FOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 41: Kopi til orientering af brev af 14/12-24 til Rigsrevisionen og Statsrevisorerne om etableringen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, fra Niels Johan Juhl-Nielsen, Frederiksberg
2956623_0008.png
risiko- og sårbarhedsanalyser. Og endelig så samler Myndigheten for Samhällskydd och Beredskap
(MSB) alle analyser og planer fra de svenske län til samlede dokumenter for det svanske
beredskab. Altså: kommuner-län-nationen (MSB) hvor der for hver del planlægges horisontalt og
dernæst så er der etableret en vertikal sammenhæng op til MSB.
1. oktober 2022 trådte i Sverige en sammenhængende strukturreform af kriseberedskabet og det
civile forsvar i kraft og reformarbejdet fortsætter. Sverige har historisk en tradition for som neutral
nation at have et stort fokus på samfundssikkerhed og beredskab.
Her redegøres nøje for det svenske beredskab:
https://www.msb.se/sv/amnesomraden/krisberedskap--civilt-forsvar/det-svenska-civila-
beredskapssystemet/strukturreform-av-krisberedskap-och-civilt-forsvar/
Svensk beredskab opererer med begrebet ”sektoransvarlig myndighed” samtidig med, at man
opretholder områdeansvaret. Altså et vertikalt og et horisontalt princip søges integreret. Om
områdeansvaret i den nye reform hedder det:
”Grundlæggende principper for kriseberedskab forbliver: Ansvarsprincippet, nærhedsprincippet,
princippet om lighed. - Det geografiske områdeansvar for regeringen på nationalt plan, for
amtsforvaltninger på regionalt niveau og for kommuner på lokalt niveau forbliver uændret.
Herudover vil de civile amtslige forvaltninger have det geografiske områdeansvar for civilforsvaret
inden for det civile område.”
Konklusion
Danmarks situation i 1956 med Sovjetunionens overfald på Ungarn og yderligere med Suez-
konkliften affødte 1959-lovgivningen om civilt beredskab og planlægningsideen om en opdeling af
Danmark i 7 regioner, hvor militær, civilforsvar, politi og civilt beredskab indgik og med
statsamtmanden som regionsleder i kraft af at være statens regionale repræsentant. Herved
opstod en overskuelighed og gennemskuelighed i det samlede beredskabs organisering, som ikke
kendes i dag.
Situationen er i 2024 – set fra et dansk perspektiv - måske endnu mere kompliceret og krise-
/krigstruet. Derfor vækker det undren, at regeringen ikke har ladet 1959-beredskabakonceptet
indgå i overvejelserne om en reorganisering af det danske beredskab. End ikke en evaluering af
det danske beredskabs udvikling/afvikling har der været gjort forsøg på i forbindelse med
etableringen af et nyt ministerium.
Havde myndighederne foretaget en sådan analyse havde man kunnet konstatere, at hverken
redningsberedskab eller beredskab indgik som platforme, der naturligt skulle indgå, da det
offentliges opgaveportefølje skulle på bordet og en strukturreform af den offentlige forvaltning
skulle gennemføres i en ”ny verden” efter murens fald (Opgavekommissionen, 1998 og
Strukturkommissionen, 2004). Et dansk beredskab er grundlæggende ikke blevet medtænkt, at det
offentliges opgaver og organisation i samfundet skulle nytænkes, hvad der skete efter Murens
fald.
8
 FOU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 41: Kopi til orientering af brev af 14/12-24 til Rigsrevisionen og Statsrevisorerne om etableringen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, fra Niels Johan Juhl-Nielsen, Frederiksberg
2956623_0009.png
Når hertil lægges, at en række danske ledere gennem årene har fulgt f.eks. møderne i World
Economic Forum og fået de årlige rapporter fra Global Risk Forum i hånden, hvor kompleksiteten i
risikolandskabet er blevet udrullet (ikke mindst klima- og biodiversitetskrisen), kan det yderligere
undre, at analyserne fra et sådant internationalt anerkendt netværk ikke har kunnet sætte sig spor
i hjemlige analyser og organiseringen af vort beredskab. Eller i det mindste at der blev fokus på om
Danmark overhovedet gennem uddannelse og forskning rådede over den ”analysekraft”, der skal
til for at udvikle dækkende risiko- og sårbarhedsanalyser.
Rigsrevisionen/Statsrevisorerne har med diverse rapporter gennem årene siden omlægningen af
det danske beredskab - til det vi kender i dag - udtalt sig til forskellige sider af det danske
beredskab.
På den og den øvrige ovennævnte baggrund generelt opfordrer jeg hermed
Rigsrevisionen/Statsrevisorerne til at vurdere regeringens beslutning om nedsættelsen af et nyt
ministerium og håndteringen af den dermed forbundne proces. En særlig opmæksomhed bør vies
(1) fraværet af nogen som helst form for kommissorium for arbejdet med etablering af et nyt
ministerium og (2) fraværet af en evaluering af det hidtidige beredskabskoncept.
/ njohan
Niels Johan Juhl-Nielsen, senior advisor og cand.scient.adm.
Tidligere ansat hos Overborgmesteren (katastrofeberedskab) og Københavns Brandvæsen med
”sikkerhed og beredskab” som ansvarsområde. Var ved det statslige regionale beredskabs
nedlæggelse (2003) Københavns Kommunes repræsentant i Civilregion VI, som havde
Overpræsidiet som koordinerende myndighed. Deltog i udarbejdelsen af National
Sårbarhedsudredning (2004).
Bilag:
Artikel i Information:
https://www.information.dk/debat/2024/03/danmarks-beredskab-rotterne-
brug-gevaldig-opgradering
Artikel i Altinget:
https://www.altinget.dk/forsvar/artikel/tidligere-sektionsleder-den-naturlige-erstatning-for-
sektoransvar-er-samfundsansvar
9