PRESSEMEDDELELSE
København, 25. marts 2025
Nyt konsortium vil bygge skibe for det danske forsvar og kan levere i 2027
Danmark har eksisterende skibsbygningskapacitet, og vi er klar til at bygge for den danske flåde.
Den kommende flådeplan, der skal besluttes i forsvarsforligskredsen, skal sætte retningen for den
fremtidige udvikling af den danske flåde med et fokus på hastighed og forsyningssikkerhed bl.a.
gennem byggeri i Danmark.
Et nyt samarbejde mellem Karstensens Skibsværft, Hvide Sande Skibsværft og OSK Design
Et konsortium bestående af Karstensens Skibsværft i Skagen, Hvide Sande Shipyard i Hvide Sande og
OSK Design er klar til at bygge flådestøtteskibe -
Naval Support Vessels
- for det danske forsvar.
Konsortiets formål er at designe og bygge
Naval Support Vessels,
der kan løse en bred vifte af
støtteopgaver for flåden.
Truslen fra skyggeflåden
Den seneste tid har en "skyggeflåde" af russiske skibe truet danske farvande med risiko for
miljøkatastrofer og trusler mod undersøisk infrastruktur. Dette understreger behovet for at
overvåge, hvad der foregår under vandet og sikre, at de danske myndigheder er i stand til at beskytte
vores havmiljø og kritiske infrastruktur.
De nye flådestøtteskibe vil kunne spille en afgørende rolle i denne overvågning, beskyttelse og
eventuel opsamling af forurening til havs og dermed sikre, at Danmark i fremtiden lever op til
Helsinki-konventionen (HELCOM) og deltager som en troværdig partner i NATOs operation
’Baltic
Sentry’,
som har til formål at skærpe overvågningen af områder med undersøisk kritisk infrastruktur
i Østersøen.
Skibenes formål og funktioner
De nye flådestøtteskibe vil kunne håndtere opgaver som havmiljøberedskab, overvågning under
havets overflade, dykkeropgaver, transport, informationsindhentning og minelægning.
Skibene er ikke designet som kampskibe, men vil kunne fungere som moderskibe for droner og være
udstyret med et fjernstyret tungt maskingevær til selvforsvar og varselsskud.