Det fremgår af orienterende aktstykke 212 om nyt humanitært varelager og kontorhus til UNICEF (folketingsåret 2023-24), at regeringen imødekommer UNICEF's anmodning om en udvidelse af UNICEF’s tilstedeværelse i Nordhavn med et nyt varelager og kontorhus. I aftalen mellem Danmark og FN fra 2022, som er beskrevet i ”Bekendtgørelse af aftale af 22. september 2022 med De Forenede Nationer vedrørende FN-kontorernes status i Danmark”, synes det ikke at være et bindende krav, at det nye UNICEF-varelager placeres i København, og begge parter kan desuden anmode den anden part om ændringer af aftalen eller tilføjelse af tillægsaftaler.
Vil ministeren oplyse, om Udenrigsministeriet har været i dialog med FN om at placere det nye UNICEF-varelager andre steder end i København? I benægtende fald bedes ministeren redegøre for, hvorfor man ikke har fundet det nødvendigt at undersøge, om FN er interesserede i en alternativ og eventuelt mere optimal lokation for varelageret, når aftalen giver mulighed for dette.
Spørgsmålet ønskes besvaret forud for afholdelse af samråd med udenrigsministeren om et nyt humanitært varelager og kontorhus til UNICEF i Københavns Nordhavn, jf. FIU alm. del - samrådsspm. J, K, L og M.
Dato: 09-01-2025
Status: Ikke besvaret
Emne:
udenrigspolitik og sikkerhedspolitik, ulandsbistand