Den 3. marts 2025
MIM 08-25
KOMITÉNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning PLAN/2022/1649 om
reviderede krav til mærkning af plantebeskyttelsesmidler, jf. Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af
plantebeskyttelsesmidler, og om ophævelse af forordning (EU) Nr. 547/2011 om
mærkningskrav vedrørende plantebeskyttelsesmidler (Komitésag)
Resumé
Kommissionen foreslår, at kravene til mærkning af plantebeskyttelsesmidler opdateres, og dermed
at de hidtidige krav ophæves og erstattes af nye krav. Forslaget forventes sat til afstemning i den
stående komité for planter, dyr, fødevarer og foder den 12. marts 2025.
Formålet med de nye krav er at sikre, at kommunikationen til brugerne af plantebeskyttelsesmidler
er klar, og at risikobegrænsende foranstaltninger og evt. risici forbundet med anvendelsen fremgår
klart. Desuden indføres et krav om, at etiketterne også skal være tilgængelige elektronisk. Det
vurderes, at der er flere gode elementer i de nye krav til mærkning af plantebeskyttelsesmidler, som
kan føre til mere korrekt anvendelse af plantebeskyttelsesmidler i EU. Dette vil påvirke
beskyttelsesniveauet positivt. Regeringen agter på denne baggrund at støtte forslaget om de nye
krav, idet der lægges stor vægt på, at ikrafttrædelsesdatoen ændres til den 1. maj 2026, så den følger
den nye forordning om klassificering, mærkning og forpakning (CLP-forordning).
Baggrund
Kommissionen har fremlagt udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning PLAN/2022/1649
om reviderede krav til mærkning af plantebeskyttelsesmidler og ophævelse af forordning (EU) Nr.
547/2011 om mærkningskrav vedrørende plantebeskyttelsesmidler.
Forslaget har hjemmel i forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler især artikel 65(1) og (3)
om mærkning af plantebeskyttelsesmidler.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i den stående komité for planter, dyr,
fødevarer og foder. Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen forslaget for
Rådet og Europa-Parlamentet med henblik på legalitetskontrol. Rådet og Europa-Parlamentet udtaler
sig med henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 3 måneder. Kommissionen vedtager
forslaget, såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden
for tidsfristen. Opnås der ikke kvalificeret flertal i Den Stående Komité, forelægger Kommissionen
sagen for Rådet, der udtaler sig med kvalificeret flertal inden for 2 måneder. Kommissionen