Europaudvalget 2024-25
EUU Alm.del Bilag 303
Offentligt
2985255_0001.png
Notat
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Kultur-
udvalg om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-663/24
Indledning
Den belgiske forfatningsdomstol (Cour Constitutionelle) har forelagt EU-
Domstolen en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel
15 i direktiv 2019/790 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre
marked
1
(”DSM-direktivet”) i forhold til fastsættelsen af rimelig
kompensation for
onlineanvendelse af pressepublikationer.
Sagen for EU-Domstolen vedrører den belgiske gennemførelse af DSM-direktivet
og er anlagt af Google, Meta, Spotify, Sony og Streamz
(”sagsøgerne”).
Sagen har store ligheder med EU-Domstolens præjudicielle sag C-797/23, Meta,
idet den også omhandler fortolkningen af DSM-direktivets artikel 15, herunder
medlemstaternes mulighed for at fastsætte regler om forhandlingsordninger i de
tilfælde, hvor parterne ikke kan nå til enighed om et rimeligt vederlag. Regeringen
afgav indlæg i sag C-797/23 d. 29. april 2024. Der er endnu ikke faldet dom i sagen.
Sagens faktiske omstændigheder og juridiske problemstillinger
DSM-direktivets artikel 15 tildeler udgivere af pressepublikationer nye rettighe-
der, idet presseudgiverne får tildelt en eneret i relation til udbydere af informati-
onssamfundstjenesters onlinebrug af deres pressepublikationer. Eneretten gælder i
to år fra udgivelsen af en pressepublikation.
Informationssamfundstjenester kan være nyhedsaggregatorer, medieovervågnings-
tjenester, søgemaskiner eller sociale medie-platformstjenester, som f.eks. Google og
Facebook.
I den nationale implementering af DSM-direktivets artikel 15 har Belgien indført
den nye beslægtet rettighed for presseudgivere, når deres pressepublikation anven-
des på internettet af udbydere af informationssamfundstjenester og samtidig fast-
sat, at presseudgiveren og udbyderen af informationssamfundstjenester er forplig-
tede til at forhandle i god tro om anvendelsen af denne rettighed og det vederlag,
der skal betales herfor. Hvis der ikke indgås en aftale, kan hver af parterne indlede
en tvistbilæggelsesprocedure ved et særligt organ, IBPT, som træffer bindende ad-
ministrative afgørelser.
Derudover indføres der i belgisk ret krav om, at informationssamfundstjenesterne
skal betale vederlag for en pressepublikation uanset om indholdet er ophavsretligt
beskyttet eller ej, eller om pressepublikationen er bag en betalingsmur.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på
det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF.
1
12. februar 2025
BMSH
Jour. nr. 206787
EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 303: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-663/24
Sagsøgerne har gjort gældende, at implementeringen af artikel 15 i belgisk ret ud-
gør et uforholdsmæssigt indgreb i friheden til at oprette og drive egen virksomhed
samt i aftalefriheden. Sagsøgerne gør endvidere gældende, at der mangler grund-
lag i direktivet for takstfastsættelsesproceduren ved IBPT. Endelig sætter sagsø-
gerne spørgsmålstegn ved, om det obligatoriske forhandlingssystem generelt ligger
inden for rammerne af IBPT’s
kompetence.
Regeringens interesse og synspunkter i sagen
Sagen vedrører grundlæggende, om den belgiske implementering af DSM-direkti-
vets artikel 15 er i overensstemmelse med EU-retten. Den danske implementering
af bestemmelsen svarer i en vis grad til den belgiske implementering.
Både de danske og belgiske bestemmelser er direktivnært implementeret i forhold
til, at de indeholder en eneret for presseudgivere, som gælder i to år i relation til
informationssamfundstjenesters onlinebrug af pressepublikationer.
Denne eneret betyder, at informationssamfundstjenester skal have tilladelse fra
presseudgiveren, når der foretages en eksemplarfremstilling af en pressepublika-
tion og/eller når pressepublikationer stilles til rådighed på en sådan måde, at al-
menheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt (on de-
mand).
En sådan tilladelse vil foreligge, når presseudgiverne selv gør publikationerne
tilgængelige via informationssamfundstjenesten, hvorefter der ikke foreligger
yderligere krav om samtykke, og når informationssamfundstjenesten har tilbudt et
vederlag for øvrig brug af de pågældende publikationer, og udgiveren af
pressepublikationerne har accepteret dette vederlag.
Danmark har ved lov nr. 1121 af 4. juni 2021 om ændring af lov om ophavsret im-
plementeret DSM-direktivets artikel 15 i den danske ophavsretslovs § 69 a og sup-
pleret den med en aftalelicensbestemmelse § 29 a. § 69 a indfører en eneret for
presseudgivere, som indebærer, at udbydere af informationssamfundstjenester skal
have samtykke fra presseudgiveren til online at foretage eksemplarfremstilling af
en pressepubliktation og/eller stille pressepublikationen til rådighed på en sådan
måde, at almenheden får adgang til den. Ophavsretslovens § 29 a, stk. 1, giver
mulighed for, at informationssamfundstjenesters brug af pressepublikationer kan
klareres kollektivt hos en forvaltningsorganisation, som er godkendt af
Kulturministeriet til at varetage opgaven. I Danmark er den godkendte
organisation for presseudgivere Danske Pressepublikationers Kollektive
Forvaltningsorganisation (DPCMO). Dette indebærer, at en udbyder af en
informationssamfundstjeneste, f.eks. Meta, som benytter pressepublikationer, kan
indgå en enkelt aftale med DPCMO, som gælder for samtlige danske
presseudgivere. Det følger dog af ophavsretslovens § 29 a, stk. 2, at ophaveren over
for de aftalesluttende parter kan nedlægge forbud mod den i stk. 1 nævnte
anvendelse af pressepublikationer.
Side 2
EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 303: Notat om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-663/24
Derudover giver ophavsretslovens § 29 a, stk. 3, Ophavsretslicensnævnet kompe-
tence til at træffe afgørelse i sager, hvor den organisation, der er godkendt til at
indgå aftaler, stiller urimelige vilkår for at indgå aftale. Ophavsretslicensnævnet
har kompetence til at afgøre tvister om vilkår og vederlag på en række udvalgte
områder. I forhold til ophavsretslovens § 29 a, stk. 3, kan nævnet dermed træffe af-
gørelse på begæring fra en af parterne (f.eks. DPCMO) om det rimelige vederlag,
men afgørelsen er ikke bindende for parterne, idet nævnet ikke kan meddele tilla-
delse i tilfælde af parternes uenighed. Herudover er der også adgang til mægling
efter ophavsretslovens § 52.
Det er regeringens opfattelse, at DSM-direktivets artikel 15 ikke er til hinder for,
at der i national ret fastsættes en ret til rimelig betaling, da det er formålet med en
ophavsretlig eneret, at indehaveren af eneretten skal give tilladelse, og det ligger i
tilladelsens natur, at dette sker mod betaling af et vederlag. Et krav på et rimeligt
vederlag fremgår derfor implicit af eneretten, og der er også flere holdepunkter
herfor i DSM-direktivets artikel 15 og præamblen.
Både de belgiske og danske regler supplerer direktivet ved bl.a. at indføre en hjem-
mel til, at en tredjepart, f.eks. en national uafhængig administrativ myndighed el-
ler et nævn (Ophavsretslicensnævnet i Danmark) kan træffe afgørelse om størrel-
sen på den rimelige kompensation/vederlag på begæring fra en af parterne, og de to
myndigheders afgørelse kan indbringes for en domstol. Hverken IBPT eller Op-
havsretslicensnævnet kan pålægge partnerne at indgå aftale.
Det er regeringens opfattelse, at artikel 15 ikke er til hinder for, at aftaler om brug
af pressepublikationer kan klareres kollektivt, eller at et nævn tildeles kompetence
til at fastsætte størrelsen af vederlaget for brugen af pressepublikationer samt
øvrige vilkår i de tilfælde, hvor en informationssamfundstjeneste og en
presseudgiver ikke kan blive enige om et vederlagsniveauet.
Selvom det ikke fremgår direkte af DSM-direktivets artikel 15, at medlemstaterne
kan fastsætte regler om forhandlingsordninger i de tilfælde, hvor parterne ikke
kan nå til enighed om et rimeligt vederlag, så udgør forhandlingsordninger en
central del af DSM-direktivet.
Det er regeringens opfattelse, at der må være et skøn for medlemsstaterne til at
fastsætte, hvordan eneretten aftaleretligt kan sikres, når DSM-direktivets artikel
15 ikke nærmere regulerer dette.
På denne baggrund afgiver regeringen indlæg i sagen i overensstemmelse med det
ovenfor anførte.
Side 3