Den 26. februar 2025
KOMITÉNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning om fornyet
godkendelse af aktivstoffet quinolin-8-ol (tidligere 8-hydroxyquinolin), jf.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om
markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (Komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke.
Resumé
Kommissionen foreslår, at aktivstoffet quinolin-8-ol (tidligere 8-hydroxyquinolin), gives fornyet
godkendelse i henhold til forordning 1107/2009 om plantebeskyttelsesmidler (komitésag). Hvis
forslaget bliver vedtaget, vil det betyde, at stoffet forbliver opført på bilag til Kommissionens
forordning nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår listen over godkendte aktivstoffer. Forslaget
forventes sat til afstemning i den stående komité for planter, dyr, fødevarer og foder den 11. og 12.
marts 2025.
Der er ikke godkendt midler med aktivstoffet i Danmark. Der er ingen væsentlige økonomiske eller
administrative konsekvenser for regioner, kommuner, staten eller erhvervet. Forslaget vil
umiddelbart påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark neutralt, da aktivstoffet allerede er godkendt i
EU, og der ikke er godkendte midler med stoffet i Danmark.
Miljøstyrelsen er ikke enig med EU-kommissionen og vurderer, at der ikke er vist sikker anvendelse
ift. menneskers sundhed selv med begrænsning af anvendelsen til drypvanding i væksthuse.
Regeringen agter på den baggrund at stemme imod Kommissionens forslag om fornyet godkendelse
af quinolin-8-ol.
Baggrund
Kommissionen forventes at fremlægge udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning om
fornyet godkendelse af aktivstoffet quinolin-8-ol, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011.