Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
Dato
28-01-2025
Bilag
1
Sag/ID Nr.
25/01475
Enhed
EUKOOR
KOMITÉSAG
Standardmandat ved godkendelse, fornyet godkendelse eller afvisning af
anvendelser af særligt problematiske stoffer (REACH)
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Miljøministeriets notat
vedrørende Kommissionens gennemførelsesforordninger om godkendelse, fornyet
godkendelse eller afvisning af anvendelser af særligt problematiske stoffer på bilag
XIV, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om
registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier
(REACH).
Kommissionen fremsætter løbende forslag om godkendelse, fornyet godkendelse
eller afvisning af anvendelse af særligt problematiske stoffer opført på bilag XIV i
henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH).
Godkendelse af fortsat anvendelse af særligt problematiske stoffer vil ikke have en
indflydelse på beskyttelsesniveauet. Godkendelse af nye anvendelser af særligt
problematiske stoffer vurderes at have en begrænset negativ indflydelse på
beskyttelsesniveauet i EU. Afvisning af anvendelse af særligt problematiske stoffer
vurderes at have en positiv indflydelse på beskyttelsesniveauet i EU, idet
udsættelsen af arbejdstagere og/eller udledningen til miljøet mindskes.
Det er regeringens holdning, at anvendelse kan godkendes, når Miljø- og
Ligestillingsministeriet og Beskæftigelsesministeriet er enige i disse vurderinger og
derudover vurderer, at risikohåndteringsforanstaltningerne i de konkrete sager
lever op til de danske arbejdsmiljøkrav og de danske miljøkrav for udledningen til
miljøet. Lever den ansøgte anvendelse af et særligt problematisk stof ikke op til
disse kriterier, vil Danmark stemme imod. Danmark vil desuden stemme imod
godkendelse i sager, hvor datagrundlaget for miljø- og arbejdsmiljøforholdene er
for utilstrækkeligt til at muliggøre en vurdering af repræsentative forhold i
virksomhederne. I de tilfælde, hvor der er undtagelser fra de generelle
retningslinjer, vil sagerne blive særskilt forelagt for Folketingets Europaudvalg.
Regeringen agter at lægge nærværende notat til grund ved afstemninger om
komitéforslag fra og med den 15. februar 2025.
Marie Bjerre
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2, 1448 København K Tlf.: +45 3392 0000 Fax: +45 32 54 05 33
E-mail:
Web: UM.dk
1/2