Europaudvalget 2024-25
EUU Alm.del Bilag 144
Offentligt
2951987_0001.png
Rent drikkevand og sikker
kemi
J.nr. 2024 - 10603
Ref. DOBLE
Den 6. december 2024
MIM 130-24
KOMITÉNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af
anvendelsen af chromtrioxid til funktionel forkromning af maskindele i
henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH) (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af anvendelsen af
stoffet chromtrioxid til funktionel forkromning af maskindele i henhold til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitésag). Forslagene giver tilladelse til fortsat
anvendelse til 20 virksomheder fra Tyskland og Spanien. Tilladelserne gives efter optag på
godkendelseslisten, bilag XIV i REACH, til fortsat at anvende stoffet i enten 7 eller 9 år afhængigt af
anvendelsen. Forslagene forventes drøftet og sat til afstemning på et møde i REACH-komiteen d. 17.
december 2024. Forslagene forventes ikke at have nævneværdige økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet - ej heller statsfinansielle konsekvenser. Forslagene forventes ikke at
påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen ønsker generelt at begrænse anvendelse af
særligt problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke kan demonstreres sikker brug, eller hvor der
findes egnede alternativer. Kommissionen har fastsat krav om monitering af arbejdstagers
udsættelse og yderligere risikohåndteringsforanstaltninger til alle virksomhederne for sikre, at
udsættelsen af arbejdstagere minimeres. Vurderingen af kræftrisikoen for arbejdstager er usikker,
og det er ikke muligt at vurdere om virksomhedernes anvendelse af risikoforanstaltninger og
anvendelsesforhold, samt kommissionens krav til yderligere risikohåndteringsforanstaltninger vil
leve op til de danske arbejdsmiljøkrav. Kommissionen har fastsat krav om måling af udledning til
miljøet. Sammen med målingerne vurderes de anvendte risikohåndteringsforanstaltninger at leve op
til de danske miljøkrav i forhold til at sikre den generelle befolkning via miljøet. I de konkrete sager
drejer det sig i alle tilfælde om specifikke anvendelser af stoffet, hvor der ikke findes alternativer.
Regeringen agter på den baggrund at støtte forslagene, idet der lægges afgørende vægt på, at der
tilvejebringes bedre dokumentation for, om risikohåndteringsforanstaltninger lever op til de danske
arbejdsmiljøkrav, og at risikohåndteringsforanstaltningerne er tilstrækkelige til at sikre en
eksponering af de ansatte, som ligger under den danske grænseværdi for chromtrioxid.
EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 144: Notat om komitésag om anvendelsen af chromtrioxid til funktionel forkromning af maskindele (Hartchrom Beck m.v.)
Baggrund
Kommissionen har fremlagt forslag til gennemførelsesretsakter om godkendelse af anvendelsen af
chromtrioxid til funktionel forkromning af maskindele.
Forslagene er fremlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006
(REACH). Forslagene har hjemmel i REACH-forordningens artikel 64, stk. 8.
Forslagene behandles i en undersøgelsesprocedure i REACH-komiteen. Afgiver komitéen en positiv
udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver komitéen en negativ
udtalelse med kvalificeret flertal, vedtager Kommissionen ikke forslaget, idet Kommissionen inden for
to måneder kan forelægge komitéen et ændret forslag eller inden for en måned kan forelægge forslaget
for appeludvalget. Afgives der ikke nogen udtalelse med kvalificeret flertal, kan Kommissionen inden
for to måneder forelægge komitéen et ændret forslag eller inden for en måned forelægge forslaget for
appeludvalget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en negativ udtalelse om forslaget, kan
Kommissionen ikke vedtage forslaget. Afgiver appeludvalget med kvalificeret flertal en positiv
udtalelse, vedtager Kommissionen forslaget. Afgiver appeludvalget ikke nogen udtalelse med
kvalificeret flertal kan Kommissionen vedtage forslaget.
Forslagene forventes drøftet og sat til afstemning på et møde i REACH-komitéen d. 16. december 2024.
Formål og indhold
REACH-forordningens afsnit VII indeholder en godkendelsesordning for særligt problematiske stoffer.
Godkendelsesordningens formål er at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten, samtidig
med at det sikres, at risici i forbindelse med særligt problematiske stoffer er tilstrækkeligt kontrolleret,
og at disse stoffer efterhånden erstattes af egnede alternative stoffer eller teknologier, hvis disse er
økonomisk og teknisk levedygtige, jf. REACH artikel 55.
Processen med udfasning af særligt problematiske stoffer starter ved optagelsen af stoffet på
kandidatlisten, hvor en del virksomheder begynder arbejdet med at skifte til egnede alternativer.
Udfasningsprocessen fortsættes ved optagelse på REACH-forordningens bilag XIV (fortegnelse over
stoffer, der kræver godkendelse), hvorefter flere virksomheder forventes at udfase stofferne. I sidste
ende skal de virksomheder, der stadig har et behov for markedsføring eller anvendelse af stofferne,
ansøge om og få godkendelse hertil, idet de skal dokumentere tilstrækkelig kontrol af risici, eller at de
socioøkonomiske fordele opvejer risici.
Forordningens bilag XIV indeholder de stoffer, for hvilke der kræves en godkendelse, før de kan
markedsføres eller
anvendes efter den såkaldte ”solnedgangsdato” (det vil sige den dato, hvor
anvendelse skal ophøre, med mindre der er indsendt en ansøgning om godkendelse). I ansøgningen
om godkendelse af fortsat markedsføring eller anvendelse skal virksomheden godtgøre, at stoffet kan
anvendes sikkert, og at der ikke findes egnede alternativer. I de tilfælde, hvor behandling af sagen er
påbegyndt efter solnedgangsdatoen, gives godkendelsen fra vedtagelsesdatoen, jf. REACH Afsnit VII.
Forslagene til gennemførelsesretsakter vedrører forvaltningsafgørelser, hvorefter Kommissionen
træffer afgørelse vedrørende ansøgninger fra
- de tyske virksomheder Hartchrom Beck GmbH, Heinrich Schnarr GmbH, Kreft & Röhrig
GmbH, Rudolf Jatzke Galvanik-Hartchrom Günter Holthöfer GmbH & Co. KG, Johann Maffei
GmbH & Co. KG, Schornberg Galvanik GmbH og Wissing Hartchrom GmbH, samt
- de spanske virksomheder Tecnocrom S.A., Allion Española S.A., Cromado Industrial Sarrasin
S.L., Cromecal S.L., Talleres Acro S. L., Durokrom S.L., IkanKronitek S.L., Cromo Duro Anfer
2
EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 144: Notat om komitésag om anvendelsen af chromtrioxid til funktionel forkromning af maskindele (Hartchrom Beck m.v.)
S.A., Giroclad S.L., Ovidicrom S.L., Rectificados del Val S.A., Requel S.L., Talleres Durocrom
S.L. og Talleres Gumila S.L.,
om fortsat anvendelse af op til 142 tons chromtrioxid om året:
1.
til funktionel forkromning af akser og rotationssymmetriske komponenter, samt komponenter
med kompleks tredimensionel form, der fordrer henholdsvis lav overfladefriktion under
smøring og høj slidbestandighed (for de tyske virksomheder), og
2. til funktionel forkromning af dele med mindst én symmetriakse og enkel overfladegeometri,
samt forkromning af dele med kompleks overfladegeometri, og som kræver brug af en
hjælpeanode (for de spanske virksomheder).
Virksomhederne fremsendte d. 18. februar 2022 ansøgninger om godkendelse af chromtrioxid til
ovennævnte anvendelser. Ansøgningerne har i henhold til procedurerne i REACH-forordningen været
behandlet af det Europæiske Kemikalieagentur, ECHA, i udvalgene for risikovurdering, RAC, og
socioøkonomisk vurdering, SEAC, som d. 1. december 2023 og d. 20. juni 2023 har afgivet følgende
udtalelser:
o
RAC
konkluderede, at der ikke kan fastsættes en nedre grænse for, hvornår stoffet er
kræftfremkaldende. For alle virksomhederne konkluderede udvalget, at de
risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold, som er beskrevet i ansøgningerne, ikke
er passende og effektive i forhold til at begrænse risikoen for arbejdstagere. For alle virksomheder
anbefalede RAC, at der implementeres yderligere risikohåndteringsforanstaltninger, at
arbejdstageres eksponering i godkendelsesperioden dokumenteres i måleprogrammer, og at der
indføres måleprogrammer for udledningen til miljøet. Endelig er det et krav til alle virksomheder,
at de bruger informationerne indsamlet via deres måleprogrammer til at vurdere om
risikohåndteringsforanstaltningerne og anvendelsesforholdene er passende og effektive.
SEAC
konkluderede, at der ikke på nuværende tidspunkt findes alternative stoffer eller
teknologier, som er teknisk og økonomisk gennemførlige for ansøgerne. For alle virksomheder
findes der alternativer i EU for nogle af anvendelserne. For alle virksomheder anbefaler SEAC en
godkendelsesperiode på 7 år, for at kunne evaluere om virksomheden har nedbragt deres
udledning tilstrækkeligt. For Tecnocrom S.A., Allion Española S.A., Cromado Industrial Sarrasin
S.L., Cromecal S.L., Talleres Acro S. L., Durokrom S.L., IkanKronitek S.L., Cromo Duro Anfer
S.A., Giroclad S.L., Ovidicrom S.L., Rectificados del Val S.A., Requel S.L., Talleres Durocrom S.L.,
Talleres Gumila S.L. anbefaler SEAC en godkendelsesperiode på 9 år for de anvendelser, der
indebærer brug af hjælpeanode. SEAC har desuden konkluderet, at ansøgerne har påvist, at de
socioøkonomiske fordele opvejer de risici for menneskers sundhed eller miljøet, der følger af
anvendelsen af stoffet.
o
Kommissionen anbefaler på den baggrund, at der gives godkendelse med frist for fornyet vurdering
indtil
- maj 2029 for Hartchrom Beck GmbH, Heinrich Schnarr GmbH, Kreft & Röhrig GmbH, Rudolf
Jatzke Galvanik-Hartchrom Günter Holthöfer GmbH & Co. KG, Johann Maffei GmbH & Co.
KG, Schornberg Galvanik GmbH og Wissing Hartchrom GmbH, og
- februar 2029, og februar 2031 i de tilfælde, hvor der gøres brug af hjælpeanode, for
Tecnocrom S.A., Allion Española S.A., Cromado Industrial Sarrasin S.L., Cromecal S.L.,
Talleres Acro S. L., Durokrom S.L., IkanKronitek S.L., Cromo Duro Anfer S.A., Giroclad S.L.,
Ovidicrom S.L., Rectificados del Val S.A., Requel S.L., Talleres Durocrom S.L. og Talleres
Gumila S.L.,
3
EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 144: Notat om komitésag om anvendelsen af chromtrioxid til funktionel forkromning af maskindele (Hartchrom Beck m.v.)
under forudsætning af anvendelse af de risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold, som
ansøgerne har beskrevet. Derudover er det en forudsætning, at virksomhederne gennemfører de
risikohåndteringsforanstaltninger, som RAC har anbefalet for at begrænse udsættelsen for
arbejdstagere og miljø sammen med de anbefalede måleprogrammer for arbejdstagernes udsættelse og
for udledningen til miljøet.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslagene til gennemførelsesretsakter.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslagene er i overensstemmelse med
nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakter under REACH-forordningen har direkte
retsvirkning i Danmark og skal ikke implementeres i dansk ret.
Konsekvenser
En vedtagelse af forslagene har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser. Forslagene har ingen
statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller konsekvenser for EU’s budget.
Forslagene skønnes ikke at medføre væsentlige erhvervs- eller samfundsøkonomiske konsekvenser. En
vedtagelse af forslagene skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU.
Høring
Forslaget har været i høring i EU-Miljøspecialudvalget. Forbrugerrådet Tænk har kommenteret, at de
kan ikke støtte anvendelsen af chromtrioxid til brug i forbrugerprodukter. De påpeger, at stofferne kan
ende i affaldsfasen eller blive udledt til miljøet, samt at de ikke anser anvendelserne for at være
essentielle. Regeringen vurderer, at de anvendelser, der er ansøgt om, er industrielle anvendelser.
Chromtrioxid findes ikke i de færdige produkter, og der er derfor ikke tale om anvendelser i
forbrugerprodukter. I ansøgningerne har virksomhederne redegjort for, at den udledning af
chromtrioxid, der er fra virksomheden, ikke udgør en uacceptabel risiko for befolkningen, der bor i
nærheden af fabrikken. Vurderingen af om noget er essentielt, er ikke et kriterie i REACH-
forordningen.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
På baggrund af tidligere afstemninger om lignende forslag forventes der at være et kvalificeret flertal
for forslagene blandt medlemsstaterne.
Regeringens generelle holdning
Det er regeringens generelle holdning, at de særligt problematiske stoffer, som er prioriteret og optaget
på REACH, Bilag XIV, som udgangspunkt skal erstattes af egnede alternative stoffer eller teknologier,
hvis disse er økonomisk og teknisk levedygtige. Indtil dette kan opnås, skal risici ved fortsat
anvendelse være tilstrækkeligt kontrolleret, eller de socioøkonomiske fordele ved fortsat brug skal
opveje eventuelle risici for mennesker og miljø.
Forslagene til gennemførelsesretsakter tager udgangspunkt i, at ansøgerne skal overholde de generelle
krav i REACH om kontrol af risici for mennesker og miljø samt gældende arbejdsmiljø- og miljøkrav.
4
EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 144: Notat om komitésag om anvendelsen af chromtrioxid til funktionel forkromning af maskindele (Hartchrom Beck m.v.)
Nogle af de målte og estimerede udsættelsesniveauer af chromtrioxid i virksomhederne er højere end
den gældende danske grænseværdi for chromtrioxid. Ansøgningerne gælder desuden for så mange
virksomheder og lokaliteter, at de vanskeligt kan vurderes samlet. Det er uklart, om der anvendes de
samme risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold for de samme arbejdsprocesser på
alle virksomheder. Vurderingerne af kræftrisikoen på virksomhederne er derfor usikre, og det ikke er
muligt at afgøre om risikohåndteringsforanstaltningerne og anvendelsesforholdene på
virksomhederne lever op til kravene i den danske arbejdsmiljølovgivning. I begge ansøgninger skal der
fremlægges bedre dokumentation for de ansattes udsættelse for chromtrioxid, for at det kan afklares,
om der er behov for skærpede krav til risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold hos
virksomhederne.
Regeringen støtter RACs anbefaling om, at der pålægges krav om yderligere
risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold, og at der indføres måleprogrammer for
eksponering af medarbejdere og udledning til miljøet. De pålagte krav til virksomhederne vil sikre, at
risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold i alle virksomhederne sikrer, at
virksomhederne lever op til de danske miljøkrav i forhold til at sikre den generelle befolkning via
miljøet.
Regeringen støtter forslaget, idet der lægges afgørende vægt på, at der tilvejebringes bedre
dokumentation for, om risikohåndteringsforanstaltninger lever op til de danske arbejdsmiljøkrav, og
at risikohåndteringsforanstaltningerne er tilstrækkelige til at sikre en eksponering af de ansatte, som
ligger under den danske grænseværdi for chromtrioxid.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.
5