EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Epidemiudvalget 2024-25
EPI Alm.del Bilag 6
Offentligt

National strategi

for håndtering af

epidemier

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 2/69

National strategi for håndtering af epidemier

Publikationen kan frit refereres

med tydelig kildeangivelse.

Sundhedsstyrelsen

Islands Brygge 67

2300 København S

www.sst.dk

ISBN:

978-87-7014-635-7

Design og layout: Sundhedsstyrelsen

Udgivet af Sundhedsstyrelsen,

December 2024

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 3/69

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse ............................................................................................3

Forord .............................................................................................................5

1. Introduktion ..................................................................................................6

1.1. Risikobillede ................................................................................................ 6

1.2. Formål, afgrænsning og målgruppe ..................................................................... 7

1.3. Anvendelse af strategien.................................................................................. 8

1.4. Proces for udarbejdelse ................................................................................... 8

1.5. Forholdet til øvrige publikationer ....................................................................... 9

1.6. Læsevejledning ............................................................................................. 9

2. Kontrolstrategier og principper for håndtering af epidemier .................................... 11

2.1. Formålet med strategier for håndtering af epidemier ............................................. 11

2.2. Strategiske hensigter .................................................................................... 11

2.3. Fastlæggelse af strategi og foranstaltninger......................................................... 12

2.4. Grundlæggende hensyn og principper for valg af strategi ......................................... 13

2.5. Kontrolstrategier ......................................................................................... 16

2.6. Forebyggende foranstaltninger ........................................................................ 18

3. Generelle retningslinjer for myndighedernes håndtering af epidemier ....................... 20

3.1. Tiltag ved alle typer sygdomme ....................................................................... 20

3.2. Særlige tiltag ved nye sygdomme, alment farlige sygdomme og samfundskritiske sygdomme24

4. Krisekommunikation ...................................................................................... 28

4.1. Centrale budskaber ...................................................................................... 28

4.2. Principper for krisekommunikation .................................................................... 28

4.3. Ansvarsfordeling .......................................................................................... 29

4.4. Målgrupper og kanaler................................................................................... 30

5. Beredskabet for smitsomme sygdomme i Danmark ................................................ 32

5.1. Ansvarsfordeling .......................................................................................... 32

5.2. National og international lovgivning .................................................................. 33

5.3. Anmeldelse og overvågning af smitsomme sygdomme ............................................. 38

5.4. Sundhedsvæsenets opgaver ............................................................................ 41

6. National krisestyring ved epidemier ................................................................... 46

6.1. Krisestyringsprincipper .................................................................................. 46

6.2. National model for krisestyring ........................................................................ 47

Centrale regler og anbefalinger............................................................................ 48

Bilagsfortegnelse .............................................................................................. 49

Bilag 1: Oversigt over aktører .............................................................................. 50

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 4/69

Myndigheder og andre aktører i sundhedssektoren ....................................................... 51

Øvrige myndigheder ........................................................................................... 53

Bilag 2: Særlige typer hændelser .......................................................................... 57

Pandemisk influenza .......................................................................................... 57

Zoonoser ........................................................................................................ 57

Fødevarebårne sygdomme ................................................................................... 58

Vektorbårne sygdomme ....................................................................................... 58

Seksuelt overførbare sygdomme ............................................................................ 59

Sygdomme, der overføres via blod og væv ................................................................ 59

Polio ............................................................................................................. 59

Kopper ........................................................................................................... 60

Biologiske beredskabshændelser ............................................................................ 60

Bilag 3: Ordliste ............................................................................................... 61

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 5/69

Forord

Hermed foreligger Sundhedsstyrelsens nationale strategi for håndtering af epidemier (”Epidemistrategien”),

som erstatter Sundhedsstyrelsens tidligere udgivelse Beredskab for Pandemisk Influenza (”Pandemiplanen”)

fra 2013.

Under Covid-19 pandemien var det tydeligt, hvor stor en udfordring pandemier kan udgøre for hele samfundet,

og at det er yderst vigtigt, at alle myndigheder effektivt samarbejder om håndteringen. Det kræver klare afta-

ler for samarbejdet og en fælles forståelse for risici og hensyn. Det var ikke kun inden for landet vi skulle sam-

arbejde. Det var fra start tydeligt, at en pandemi kræver høj grad af international koordination. Selv i til-

fælde hvor et sygdomsudbrud ikke udvikler sig til en pandemi og måske ikke engang når vores del af verden,

kan der være et stort behov for rådgivning af befolkningen og koordination mellem myndigheder og sundheds-

væsenet samt med internationale aktører.

Denne Epidemistrategi skal netop bidrage til, at myndighederne i Danmark fremover er godt forberedt på sam-

arbejdet om håndtering af større sygdomsudbrud. Strategien bygger på erfaringer fra især covid-19-pande-

mien, men også andre sygdomsudbrud som fx MERS-coronavirus, ebolavirus, zikavirus, mpox m.fl. Beredskabet

for smitsomme sygdomme skal kunne understøtte håndtering af mange forskellige sygdomme. Det har derfor

tjent som et vigtigt princip i udarbejdelsen, at strategien skal være generel og fleksibel. En anden erfaring og

rettesnor er, at indsatser skal iværksættes hurtigt og med rettidig involvering af alle relevante aktører for at

være på forkant med udviklingen.

Ved et sygdomsudbrud har sundhedsvæsenet den centrale opgave med behandling af syge. Fokus for denne

strategi er dog bredere end det og inddrager også koordineringen af forebyggende foranstaltninger, der skal

hindre at personer bliver syge og skal indlægges, og forberede sundhedsvæsenet, så organisering og ressourcer

er på plads til håndtering af de syge. Det er afgørende, at denne koordinering sker rettidigt. Det er et fælles

ansvar mellem en bred kreds af myndigheder og sundhedsvæsenet. Det kræver derfor et tæt samarbejde,

hvor der er klarhed om roller og ansvar. Det er dette, som strategien i særlig grad skal understøtte.

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet strategien med bidrag fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Lægemiddel-

styrelsen, Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed samt en bred offentlig høring med bidrag

fra bl.a. andre relevante ministerier og styrelser, regionerne, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening

samt relevante civilsamfundsorganisationer og sundhedsfaglige selskaber. Sundhedsstyrelsen vil gerne takke

alle for deres bidrag.

Sundhedsstyrelsen

December 2024

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 6/69

1. Introduktion

1.1.

Risikobillede

Denne publikation beskriver beredskabet for håndtering af alvorlige sygdomsudbrud, epidemier og pandemier i

Danmark. Udbrud af smitsomme sygdomme kan potentielt være en trussel mod samfundet, fordi et stort antal

mennesker på kort tid kan blive smittet med alvorlig sygdom og evt. død til følge. Ved mange smittede i sam-

fundet kan der opstå vanskeligheder i opretholdelsen af vigtige samfundsfunktioner som hospitaler, vand-

energi- og fødevareforsyning, omsorgsinstitutioner og offentlig transport. Unødig frygt for smitte kan også for-

årsage uhensigtsmæssig adfærd i befolkningen. Det er derfor vigtigt, at relevante myndigheder og sundheds-

væsenet er klar og har planer og procedurer, der understøtter forebyggelse og håndtering af epidemier og

pandemier.

De seneste årtier er der med få års mellemrum set flere større epidemier og pandemier. Covid-19-pandemien i

2020-23 må nævnes som den allervæsentligste, men også influenzapandemien i 2009 og epidemierne med

SARS (2003), MERS (2013), ebola i Vestafrika (2014), zika i Latinamerika (2015) og mpox (2022/2024) er eksem-

pler på større udbrud af nye eller kendte sygdomme, der har spredt sig på tværs af landegrænser. Dertil kom-

mer flere udbrud af alvorlige sygdomme der, på trods at de har været mere afgrænsede, har forårsaget be-

kymring rundt om i verden, fx udbrud af ebolavirus- og marburgvirussygdom, pest og Lassa-feber i Afrika og af

fugleinfluenza og Nipahvirussygdom i Asien.

I Danmark er vi godt rustet til at imødegå konsekvenserne af epidemier og pandemier. Vi har et udbygget og

velfungerende sundhedssystem, og sundhedstilstanden i befolkningen er høj. Fødevare- og drikkevandssikker-

heden er ligeledes høj, og børnevaccinationsprogrammet har generelt stor tilslutning. Endelig er der i Dan-

mark et velfungerende samarbejde mellem myndigheder på tværs af sektorer ved beredskabshændelser.

På trods af disse forhold udgjorde covid-19-pandemien i Danmark, ligesom i resten af verden, en særdeles stor

udfordring for hele det danske samfund og krævede omfattende tiltag for at begrænse smittespredningen.

Derudover har de andre ovennævnte eksempler på sygdomsudbrud understreget behovet for et omfattende

arbejde hos myndighederne ift. information og vejledning af sundhedsvæsenet og befolkningen. Dette gælder

også i de tilfælde, hvor sygdommene ikke har spredt sig til Danmark, men hvor alene potentialet for indførsel

af alvorlige sygdomme har givet anledning til koordination blandt de danske sundhedsmyndigheder.

Der er grund til at være opmærksom på risikoen for nye store epidemier og pandemier, og en solid epidemi-

strategi er derfor et centralt element i internationale anbefalinger på sundhedsområdet. Et udbrud af en

kendt eller ukendt smitsom sygdom vil oftest have naturlig oprindelse og kan eksempelvis komme fra dyr, men

kan også potentielt være forårsaget af udslip af biologiske stoffer og/eller være menneskeskabt. Risikoen for

opståen og spredning af sygdomsudbrud påvirkes bl.a. af øget global rejseaktivitet, ændret klima for dyr og

mennesker og øget pres på naturens ressourcer, der kan medføre kontakt til vilde dyr med nye sygdomme og

vektorer som fx myg.

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 7/69

En mere dybdegående beskrivelse af risikobilledet for smitsomme sygdomme og de mulige konsekvenser heraf

kan læses i Beredskabsstyrelsens publikation ”Nationalt Risikobillede”

1.2.

Formål, afgrænsning og målgruppe

Formålet med denne strategi er at sikre klarhed over roller og ansvar mellem alle relevante aktører ifm. hånd-

tering af sygdomsudbrud. Fokus er primært på koordineringen af forebyggende foranstaltninger, der skal hin-

dre at personer bliver syge og skal indlægges, og forberede sundhedsvæsenet, så organisering og ressourcer er

på plads til håndtering af de syge. Det er afgørende, at denne koordinering sker rettidigt, og dette er et fælles

ansvar mellem myndighederne og sundhedsvæsenet. Dette indbefatter bl.a., at der hurtigt dannes et fælles

overblik over situationen og iværksættes et koordineret samarbejde mellem myndighederne, ligesom løbende

orientering af relevante aktører samt kommunikation til befolkningen er en vigtig del af håndteringen. Strate-

gien beskriver ansvarsområder, snitflader og samarbejde mellem myndighederne samt de centrale principper

for håndteringen af et sygdomsudbrud. Strategien har dermed til hensigt både at understøtte håndteringen

ved hændelser og at bidrage til de enkelte myndigheders egen beredskabsplanlægning.

Det overordnede formål er at bidrage til at forebygge eller begrænse introduktion og spredning af alvorlige

smitsomme sygdomme i Danmark og minimere de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser.

Strategien fokuserer på de særlige beredskabsmæssige forhold der gør sig gældende ved udbrud af smitsomme

sygdomme, og berører kun i nødvendigt omfang generelle aspekter af beredskabet. Fokus er endvidere på

håndteringen i sundhedssektoren samt inddragelse af specifikke myndigheder udenfor sundhedssektoren i sær-

lige situationer. Ved en omfattende pandemi kan alle myndigheder, civilsamfund og erhvervslivet blive påvir-

ket. Det er udenfor denne strategis rammer at beskrive beredskabet i andre sektorer, men myndigheder i alle

sektorer bør i deres beredskabsplanlægning forholde sig til risikoen for udbrud af smitsomme sygdomme, som

beskrevet i ”Nationalt Risikobillede”.

Strategien er rettet mod hændelser, hvor der er behov for stillingtagen på nationalt plan til mulige foranstalt-

ninger for at hindre spredning eller håndtere konsekvenser af et sygdomsudbrud. Det kan dreje sig om større

epidemier eller pandemier, men også situationer, hvor der er enkelte eller sporadiske tilfælde af smitsom syg-

dom

–

eller blot mistanke om tilfælde

–

af alvorlig eller usædvanlig karakter.

De enkelte myndigheder og sundhedsvæsenets driftsaktører har hver især ansvar for beredskabsplanlægning

på eget område. Det er udenfor rammerne af denne strategi at give konkrete anvisninger til de enkelte aktø-

rers specifikke beredskabsplanlægning, hvilket er indeholdt i generelle vejledninger om beredskabsplanlæg-

ning fra Beredskabsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen.

Målgruppen for strategien er centrale sundhedsmyndigheder, regioner og kommuner samt myndigheder uden-

for sundhedssektoren, der har en særlig rolle i håndteringen af sygdomsudbrud. Derudover kan strategien med

fordel læses af centrale og decentrale beslutningstagere, der har behov for et overordnet kendskab til det

danske beredskab mod større udbrud og epidemier af alvorlige sygdomme. Endelig kan strategien naturligvis

læses af øvrige interesserede fagpersoner, medier og borgere.

https://www.brs.dk/da/redningsberedskab-myndighed/krisestyring2-og-beredskabsplanlagning/nationalt-risikobillede/

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 8/69

1.3. Anvendelse af strategien

Epidemier og pandemier kan have meget forskellig karakter og forløb. Tidligere baserede beredskabsplanlæg-

ningen for pandemier sig typisk på en opfattelse af, at en influenzapandemi ville forløbe i forskellige relativt

veldefinerede faser. Pandemier kan dog skyldes andet end influenza, og det kan ikke forudsættes, at en pan-

demi vil forløbe i klart adskilte faser og i ordnet rækkefølge. Nye sygdomme kan udvikle sig og sprede sig på

uforudsigelig vis, ligesom det ikke nødvendigvis kan forudses, hvordan forløbet vil blive påvirket af de foran-

staltninger, der sættes i værk for at hindre eller begrænse spredningen. Erfaringen fra håndteringen af de se-

nere års hændelser er derfor, at specifik og detaljeret planlægning hurtigt kommer til kort.

Internationalt er der i dag konsensus om, at det er nødvendigt med generisk beredskabsplanlægning, der er

rettet mod en bred vifte af forskellige hændelser

. Håndteringen af sygdomsudbrud skal bygge på et robust

dagligt beredskab, der bl.a. indbefatter, at myndigheder og sundhedsvæsenet har velafprøvede systemer, pro-

cedurer og organisering, der løbende og fleksibelt kan udbygges og tilpasses den konkrete situation og sygdom.

I dette perspektiv er det vigtigt, at alle relevante aktører er bevidste om deres egen og andres roller og ansvar

og samarbejder på hensigtsmæssig vis. Det er således vigtigere på forhånd at fastlægge,

hvem

der skal træffe

beslutningerne og

hvordan

snarere end,

hvad

der konkret skal besluttes. Dette princip er i tråd med den gene-

relle danske tilgang til beredskabsplanlægning.

Af disse grunde er strategien ikke en detaljeret plan for håndtering af en epidemi fra start til slut. Strategien

beskriver i stedet især de væsentligste aktører, der er involveret, deres rolle- og ansvarsfordeling og centrale

samarbejdsstrukturer. Endvidere beskrives de grundlæggende principper for håndteringen og de indledende

handlingstrin, da disse i vidt omfang vil være de samme ved udbrud af forskellige sygdomme. Det er således

hensigten, at strategien skal danne et fleksibelt udgangspunkt for håndtering af ethvert alvorligt udbrud af

smitsomme sygdomme.

1.4. Proces for udarbejdelse

Strategien er udarbejdet på baggrund af gældende dansk lovgivning og organisering, gældende vejledninger og

retningslinjer for beredskab i Danmark, internationale aftaler og lovgivning (særligt det internationale sund-

hedsregulativ (IHR) og EU-lovgivning) og internationale anbefalinger fra WHO og ECDC samt danske erfaringer

fra håndtering af covid-19 pandemien og en række andre internationale sygdomsudbrud. Sundhedsstyrelsen

har inddraget aktuel viden om potentielle sygdomstrusler omtalt i bl.a. Beredskabsstyrelsens publikation

Nati-

onalt Risikobillede

samt Dansk Veterinær Konsortiums afdækning af zoonotiske sygdomstrusler med epide-

misk potentiale

Sundhedsstyrelsen har forestået udarbejdelsen og har via møder, skriftlig kommentering og en offentlig høring

inddraget en bred kreds af aktører, der har en rolle i beredskabet for smitsomme sygdomme - herunder Inden-

rigs- og Sundhedsministeriet og øvrige styrelser under dette samt regionerne, Danske Regioner, Kommunernes

Her henvises

især til WHO’s publikationer

Learnings from COVID-19 for future respiratory pathogen pandemic preparedness: a summary of

the literature

(WHO, 2024) og

Preparedness and Resilience for Emerging Threats Module 1: Planning for respiratory pathogen pandemics

(WHO, 2024)

https://www.brs.dk/da/redningsberedskab-myndighed/krisestyring2-og-beredskabsplanlagning/nationalt-risikobillede/

https://dkvet.dk/forskning/nye-sygdomstrusler-med-epidemisk-potentiale/

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 9/69

Landsforening, andre relevante ministerier og styrelser samt relevante civilsamfundsorganisationer og sund-

hedsfaglige selskaber m.fl.

Strategiens beskrivelse af beredskabet for smitsomme sygdomme er et øjebliksbillede og betingelserne for så-

vel det samlede beredskab i Danmark som for sundhedsberedskabet er under forandring. Sundhedsstyrelsen

tager løbende stilling til behovet for opdatering, såfremt der opstår eksempelvis væsentlig ny viden, nye inter-

nationale anbefalinger eller ændringer i lovgivning og organisering. Sundhedsstyrelsen og andre aktører i sund-

hedsberedskabet vurderer også løbende behov og muligheder for udvikling af beredskabet.

1.5. Forholdet til øvrige publikationer

Denne publikation

erstatter Sundhedsstyrelsens tidligere udgivelse ”Beredskab for Pandemisk Influenza” del I

og II (”Pandemiplanen”) fra 2013. Relevante dele af indholdet i Beredskab for Pandemisk Influenza del II er

allerede inkorporeret i den nyeste udgave af Sundhedsstyrelsens vejledning om planlægning af sundhedsbered-

skab

, og der henvises til denne som den grundlæggende vejledning for regioner og kommuners planlægning af

sundhedsberedskabet.

Sundhedsstyrelsen har udgivet en række vejledninger og retningslinjer for håndtering af specifikke sygdomme,

fx fugleinfluenza, mpox, ebolavirussygdom mv. Det er hensigten, at håndtering af eventuelle udbrud med

disse sygdomme overordnet skal følge principperne i den nationale strategi. Strategien erstatter således også

de organisatoriske forhold, der er beskrevet i Sundhedsstyrelsens publikation

Operationel plan ved trussel om

eller forekomst af koppeudbrud i eller uden for Danmark

(”Koppeplanen”) fra 2004

(se nærmere i bilag 2).

1.6. Læsevejledning

Kapitel 1 beskriver baggrunden for og formålet med udarbejdelse af strategien, herunder risikoen der er for-

bundet med epidemier og pandemier, og hvorledes strategien har til formål at bidrage til at afbøde konse-

kvenserne heraf.

Kapitel 2 beskriver de strategiske overvejelser, som sundhedsmyndighederne gør sig i forbindelse med vurde-

ring og håndtering af sygdomsudbrud. Herunder beskrives de centrale hensyn og principper, som vejleder for-

muleringen af strategien til håndtering af udbruddet og valget af de konkrete foranstaltninger. Disse vil i vidt

omfang være de samme ved hver hændelse. Desuden beskrives de særlige hensyn og overvejelser, der gør sig

gældende ved nye sygdomme og sygdomme med pandemisk potentiale. Endelig beskrives ansvarsfordelingen i

forhold til beslutninger om strategi og foranstaltninger.

Kapitel 3 beskriver de konkrete handlingstrin, når sundhedsmyndighederne vurderer varsler om hændelser og

træffer beslutninger om håndteringen, samt opgavefordeling og samarbejdet mellem myndighederne. Disse

trin vil også ofte være de samme ved ethvert udbrud, men de specifikke beslutninger vil afhænge af den spe-

cifikke sygdom og situation. Desuden beskrives særlige handlinger, der som udgangspunkt bør iværksættes ved

optræden af nye sygdomme og sygdomme med pandemisk potentiale.

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2023/Planlaegning-sundhedsberedskab

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 10/69

Kapitel 4 beskriver myndighedernes krisekommunikation, herunder ansvarsfordeling ift. krisekommunikationen

og konkrete anbefalinger til indhold, målgrupper, kanaler mv.

Kapitel 5 beskriver rammerne for det danske beredskab for smitsomme sygdomme, herunder involverede aktø-

rer, lovgrundlaget og særlige forhold i sundhedsvæsenets beredskabsplanlægning.

Kapitel 6 beskriver rammerne for det generelle beredskab i Danmark, og hvordan beredskabet for smitsomme

sygdomme er en integreret del af dette. Kapitel 5 og 6 samler i det væsentlige forhold, der er beskrevet i

flere forskellige love, vejledninger og andre publikationer, med det formål at danne en samlet beskrivelse af

rammerne for håndteringen af sygdomsudbrud.

Bilag

•

Bilag 1 indeholder en uddybende beskrivelse af de enkelte aktørers rolle og ansvarsområde, der kort

er berørt i kapitel 5.

Bilag 2 indeholder en beskrivelse af de særlige forhold, der gør sig gældende ved udbrud af visse spe-

cifikke typer sygdomme, herunder eksempelvis særlig beredskabsplanlægning, retningslinjer eller

aktører, der skal involveres. Bilaget supplerer således særligt kapitel 2 og 3.

Bilag 3 indeholder en ordliste med forklaring på særlige ord og begreber, der er anvendt i publikatio-

nen.

•

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 11/69

2. Kontrolstrategier og principper for

håndtering af epidemier

I dette kapitel beskrives de strategiske overvejelser og hensyn, der indgår i myndighedernes overvejelser ifm.

fastlæggelse af strategier og foranstaltninger til håndtering af epidemier. Endvidere vil de grundlæggende

kontrolstrategier blive præsenteret sammen med eksempler på konkrete foranstaltninger.

2.1. Formålet med strategier for håndtering af epidemier

Myndighedernes og sundhedsvæsenets indsats for at imødegå og håndtere epidemier er afgørende for udfal-

det, eksempelvis om epidemien kan bremses helt, forsinkes eller om konsekvenserne i form af alvorlig sygdom

og død mv. kan begrænses mest muligt. Det er derfor væsentligt, at der tidligt i forløbet formuleres en stra-

tegi med klare hensigter og målsætninger, der skal vejlede indsatsen, herunder hvilke foranstaltninger der

skal iværksættes.

Fastlæggelse af strategier og den konkrete sammensætning af foranstaltninger vil indebære en afvejning af

forskellige forhold i den givne situation. Indsatsen ved epidemier forårsaget af forskellige sygdomme vil såle-

des afhænge af den specifikke sygdoms egenskaber set ift. alvorlighed, smitsomhed, smittemåde mv.

2.2. Strategiske hensigter

Handlinger under kriser bør styres med udgangspunkt i klare strategiske hensigter, der skal sætte den overord-

nede retning for indsatsen

. Ift. indsatsen ved sygdomsudbrud, epidemier og pandemier er følgende overord-

nede strategiske hensigter relevante:

•

Overvåge sygdomsforekomsten nationalt og internationalt.

Minimere, at smitte breder sig; ved forebyggelse, opsporing, behandling og isolation af smittede og

kontakter til smittede afhængigt af konkret risikovurdering.

Opnå tidlig viden om fx smitteveje, inkubationstid, symptomer, forebyggelse og behandling mhp. at

målrette forebyggende foranstaltninger.

Reducere sygelighed og dødelighed som følge af sygdommen ved forebyggende foranstaltninger.

Behandle og pleje syge. Herunder anvendelse af lægemidler og medicinsk udstyr.

Opretholde et fungerende sundhedsvæsen og samfund i øvrigt.

Informere og kommunikere hensigtsmæssigt og kontinuerligt til beslutningstagere, sundhedsvæsen

og befolkning.

Vejlede myndigheder om relevante indsatser.

De strategiske hensigter vil i en konkret krise være genstand for løbende tilpasning og operationalisering, i det

omfang krisen kræver det.

Beredskabsstyrelsen: Retningslinjer for krisestyring (2019):

https://www.brs.dk/globalassets/brs---beredskabsstyrelsen/dokumenter/krisesty-

ring-og-beredskabsplanlagning/2020/-retningslinjer_for_krisestyring-.pdf

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 12/69

2.3. Fastlæggelse af strategi og foranstaltninger

Ansvar

Sundhedsstyrelsen er som overordnet koordinerende myndighed for sundhedsberedskabet ansvarlig for at koor-

dinere fastlæggelsen af strategi og retningslinjer til håndtering af epidemier og sygdomsudbrud i det omfang,

der er behov for en national ramme. Sundhedsstyrelsen forestår dette som led i sin rådgivningsforpligtelse for

indenrigs- og sundhedsministeren, sundhedsvæsenet og øvrige myndigheder og inddrager til formålet rele-

vante myndigheder, faglige eksperter mv. som nærmere beskrevet i afsnit 3.1.1. Sundhedsstyrelsen fastsætter

endvidere jf. epidemiloven regler om, hvorvidt en sygdom skal kategoriseres som alment farlig, og kan fast-

sætte regler for behandlingssteders, autoriserede sundhedspersoners, botilbuds, dagtilbuds og skolers medvir-

ken til forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme samt regler for anmeldelse af smitsomme syg-

domme.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet forestår den politiske håndtering, i det omfang dette er nødvendigt. Det kan

fx være ved behov for anskaffelse af særlige foranstaltninger som vacciner, andre lægemidler eller medicinsk

udstyr. Indenrigs- og sundhedsministeren træffer beslutning om, hvorvidt en alment farlig sygdom skal katego-

riseres som samfundskritisk, og om der eventuelt skal indføres restriktioner på samfundsniveau. Såfremt dette

findes nødvendigt, inddrages Epidemikommissionen mhp. rådgivning eller indstilling, og reglerne forelægges

Folketingets Epidemiudvalg, som nærmere beskrevet i afsnit 5.2.1.

Styrelsen for Patientsikkerhed træffer i nødvendigt omfang beslutning om foranstaltninger ved enkelte smitte-

tilfælde og lokale sygdomsudbrud og kan evt. give påbud herom indenfor rammerne af epidemiloven. Endvi-

dere har hospitalsledelsen på hospitaler, typisk repræsenteret ved den lokale hygiejneenhed, et generelt an-

svar for smitteforebyggende foranstaltninger

Fagligt grundlag

For at borgere og fagpersoner skal acceptere og følge myndighedernes regler og anbefalinger om forholdsreg-

ler er det afgørende, at de har tillid til myndighedernes vurderinger. Beslutninger om foranstaltninger bør der-

for være baseret på den fagligt bedst tilgængelige viden og på hensynet til principper, der er alment aner-

kendte i samfundet. Til det formål inddrages aktuel tilgængelig viden fra relevante faglige eksperter og Sta-

tens Serum Instituts risikovurderinger (se afsnit 3.1.1 og 3.1.3). Dertil inddrages evt. internationale risikovur-

deringer og anbefalinger mv. fra WHO og ECDC i det omfang, de skønnes relevante for danske forhold.

Det er væsentligt, at strategi og foranstaltninger tilpasses hurtigt og agilt, så snart der foreligger ny viden, så

indsatsen målrettes og forbliver effektiv. Det er derfor hensigtsmæssigt, at risikovurderinger udarbejdes efter

veldefinerede kriterier og opdateres løbende. Der bør endvidere være løbende opmærksomhed på at fore-

bygge og adressere evt. afledte negative konsekvenser både af sygdomsudbruddet og af den valgte strategi.

Det kan fx dreje sig om forebyggelse og behandling af psykiske og fysiske følger af sygdommen eller angst for

at blive smittet. Det kan også dreje sig om, at foranstaltninger påvirker ulighed i sundhed, befolkningens men-

tale eller fysiske helbred og trivsel eller udførelsen af samfundsvigtige funktioner, eller særligt påvirker ek-

sempelvis børn og udsatte befolkningsgrupper.

Dette følger af ledelsesansvaret og

Bekendtgørelse om håndtering af infektioner (retsinformation.dk)

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 13/69

Det er hensigtsmæssigt at sikre en høj grad af transparens i forhold til det grundlag, som myndighedernes an-

befalinger hviler på - herunder også i forhold til eventuelle usikkerheder i vurderingen. Det er endvidere væ-

sentligt at formidle, hvad myndighederne gør for løbende at forbedre det eksisterende vidensgrundlag. Oven-

stående har som yderligere formål at modvirke misinformation.

2.4. Grundlæggende hensyn og principper for valg af strategi

I det følgende beskrives væsentlige faglige og principielle hensyn, der bør lægges til grund for strategi og for-

anstaltninger ifm. håndtering af en epidemi. De nævnte hensyn udgør ikke et udtømmende overblik over alle

relevante hensyn, som kan inddrages. Der kan således være flere relevante hensyn at iagttage, og det kan ikke

på forhånd afgøres hvilke hensyn der vejer tungest. Dette vil afhænge af den konkrete situation. De enkelte

hensyn vil sjældent kunne stå alene, men kombinationen af de forskellige hensyn bidrager til at kunne under-

støtte beslutningstagen i den konkrete situation.

Der bør tilstræbes en hensigtsmæssig balance mellem sundhedsfaglige hensyn som de sundhedsmæssige kon-

sekvenser af smittespredning og eksempelvis etiske og proportionalitetsmæssige hensyn. Om muligt inddrages

borgernes perspektiv herpå ved at involvere borgere direkte i vurderinger og beslutninger. Det kan fx gøres

gennem patientforeninger eller andre civilsamfundsorganisationer, fokusgrupper, borgerpaneler el.lign.

Figur 1. Hensyn, der indgår i vurderingen af beslutninger om strategi og forholdsregler

Udbrudsdynamik

Valg af strategi og foranstaltninger skal tage hensyn til hastigheden, hvormed den pågældende sygdom udbre-

des (”smitsomhed”), hvilket kan beskrives ved parametre som reproduktionsrate

og generationstid. Dette skal

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 14/69

ses i sammenhæng med øvrige karakteristika som alvorlighed, smittemåde mv. Om en given sygdom vurderes

at være smitsom inden debut af synlige symptomer har ligeledes stor betydning for valg og effekt af foran-

staltninger.

Smittemåde

Smittemåden betegner måden, hvorpå en given sygdom smitter - eksempelvis kontaktsmitte, smitte gennem

luft, smitte ved seksuel kontakt, fødevarebåren smitte eller smitte via vektorer (fx myg). Smittemåden har

afgørende betydning for valg af foranstaltninger. Hvis en sygdom eksempelvis udelukkende smitter ved kon-

taktsmitte, er foranstaltninger mod smitte gennem luft i form af masker mv. ikke relevant. Det er desuden

afgørende for typen af foranstaltninger, om en sygdom smitter mellem mennesker eller kun fra dyr, miljøet

mv. til mennesker.

Alvorlighed

Valg af strategi og foranstaltninger skal tage hensyn til graden af alvorlighed af en given sygdom i sammen-

hæng med øvrige forhold som smitsomhed, smittemåde, behandlingsmuligheder mv. Der skal ligeledes tages

hensyn til, om sygdommen generelt forårsager alvorlig sygdom, eller kun i afgrænsede risikogrupper.

Personer i særlig risiko

Valg af strategi og foranstaltninger skal tage hensyn til, om en given sygdom særligt smitter eller forårsager

sygdom hos afgrænsede risikogrupper. Det kan eksempelvis dreje sig om ældre, gravide, fostre, mindre børn

(herunder smitte ifm. amning), socialt udsatte eller personer med visse kognitive og fysiske udfordringer, kro-

niske sygdomme, misbrug eller risikoadfærd

. Det kan potentielt være nødvendigt med målrettede foranstalt-

ninger overfor sådanne risikogrupper mhp. at forebygge, at disse smittes, eller at sætte ind med hurtig be-

handling, så alvorlige sygdomsforløb så vidt muligt undgås. Eksempelvis bør man ved visse sygdomme, herun-

der nye sygdomme, hvor man ikke kender risikoen for mor-barn-smitte ifm. graviditet, være særligt opmærk-

som på den mulige risiko for smitte af gravide på arbejdspladser

. Personer med kognitiv funktionsnedsæt-

telse, eksempelvis demens og udviklingsforstyrrelser, kan også fremhæves som en særligt sårbar gruppe, der

kan have svært ved at medvirke til foranstaltninger og har et særligt behov for hjælp. Ud over personer i sær-

lig risiko bør der være opmærksomhed på deres pårørende, både som nogen der selv kan påvirkes og som en

ressource.

Forsigtighedsprincippet

Ved forsigtighedsprincippet forstås, at man anlægger et højere niveau af smitteforebyggende foranstaltninger

end der nødvendigvis er dokumenteret behov for, eksempelvis i de tidlige faser. Det kan eksempelvis være i

en situation, hvor der er usikkerhed om smitterisikoen, fordi der er tale om en ny sygdom, eller hvor konse-

kvenserne af smitte kan være særligt store. Forsigtighedsprincippet er relateret til handlingsprincippet (se ka-

pitel 6).

Forsigtighedsprincippet skal ikke anvendes automatisk i enhver situation, hvor der er tvivl om fx en sygdoms

alvorlighed og smitsomhed, men skal altid holdes op imod, hvad der måtte være af kendt viden og de øvrige

hensyn og principper nævnt i dette afsnit.

Eksempler gives også i WHO’s vejledning for pandemiplanlægning, boks 4 s. 19:

https://iris.who.int/bit-

stream/handle/10665/376312/9789240084674-eng.pdf?sequence=1

Der henvises i denne forbindelse til Arbejdstilsynets vejledninger:

Regler og vejledninger om arbejdsmiljø - Arbejdstilsynet

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 15/69

Proportionalitetsprincippet og mindstemiddelsprincippet

Ved proportionalitetsprincippet forstås, at foranstaltninger skal stå i rimeligt forhold til det mål, der søges op-

nået. Mindstemiddelsprincippet er relateret hertil, og betyder, at der bør vælges den mindst omfattende eller

mindst indgribende foranstaltning, hvis denne er tilstrækkelig til formålet. Disse principper gælder almindeligt

for dansk ret og er specifikt nedfældet i epidemilovens bestemmelser om særligt indgribende foranstaltnin-

ger

. Vurderingen indebærer en afvejning af bl.a. sundhedsfaglige, samfundsmæssige, økonomiske, juridiske

og etiske hensyn og vil ofte ikke være entydig. Den kan dog kvalificeres ved brug af bedst tilgængelig viden,

herunder risikovurderinger og erfaringer fra indsatser mod andre sygdomme med lignende egenskaber.

Etiske hensyn

Valg af strategi og foranstaltninger skal tage hensyn til centrale etiske principper som eksempelvis respekten

for den enkeltes ret til selvbestemmelse og ligebehandling ift. køn, alder, oprindelse, seksuel orientering mv.

Det er særligt væsentligt så vidt muligt at undgå, at foranstaltninger fremmer ulighed mellem forskellige geo-

grafiske og socioøkonomiske grupper ved fx uhensigtsmæssige forskelle i afledte konsekvenser eller i adgang

til behandling og information. Endvidere bør der være opmærksomhed på risikoen for stigmatisering, hvis for-

anstaltninger tilsigtet eller utilsigtet fokuseres mod specifikke grupper. Desuden skal der tages særlige hensyn

til personer, der vanskeligt kan varetage egne interesser pga. høj alder, sygdom, fysisk eller kognitiv funkti-

onsnedsættelse mv. Endelig skal der også tages hensyn til børn og unge og deres adgang til skolegang, omsorg,

uddannelse mv.

Sundhedsøkonomiske hensyn

Sundhedsøkonomiske beregninger anvendes ifm. afvejning af sundhedsfaglige og økonomiske hensyn ved indfø-

relse af nye behandlinger i sundhedsvæsenet. Omkostningerne ved en given behandling afvejes med den for-

ventede effekt i form af fx et formindsket antal tabte leveår. Sådanne beregninger er behæftet med usikker-

hed og må ses i sammenhæng med andre hensyn. Lignende beregninger kan potentielt foretages for foran-

staltninger mod sygdomsudbrud. I den initiale fase af en epidemi med en ny sygdom vil det ofte være begræn-

set med viden, der kan danne grundlag for valide beregninger, og med tid til udarbejdelsen. I muligt omfang

er de imidlertid hensigtsmæssige for at belyse balance mellem omkostninger og udbytte af foranstaltninger.

Ressourcemæssige hensyn i sundhedsvæsenet og hos involverede myndigheder

Valg af strategi og foranstaltninger skal tage hensyn til behandlingskapaciteten i sundhedsvæsenet. Der skal

ligeledes tages hensyn til mulighederne for at prioritere ressourcer til håndteringen i sundhedsvæsenet samt

hos de involverede myndigheder, fx ved omfordeling af personale, behandlingskapacitet mv. Særligt ved en

pandemi vil der opstå stort pres på sundhedsvæsenets ressourcer, både pga. håndtering af et stort antal smit-

tede og syge, bekymring hos personale og risiko for overbelastning og pga. at personalet selv og/eller deres

børn kan blive smittet og de ikke kan møde på arbejde. Der skal endvidere tages hensyn til forbrug, behold-

ning og forsyning af lægemidler, værnemidler, medicinsk udstyr mv., der særligt kan komme under pres ved

en pandemi.

Ressourcemæssige hensyn i samfundet i øvrigt

Ved omfattende epidemier og pandemier kan der være behov for at inddrage bredere samfundsmæssige hen-

syn. Det kan eksempelvis være sygdommens og foranstaltningernes indvirken på produktiviteten i samfundet

Jf. epidemilovens § 12, stk. 3 og § 23, stk. 3

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 16/69

eller påvirkning af samfundsvigtige funktioner eller forsyningssikkerhed pga. sygefravær eller karantæneforan-

staltninger. Sådanne vurderinger kræver inddragelse af en bred kreds af sektorer og det politiske niveau.

Langsigtede konsekvenser

Endelig bør der tages hensyn til evt. langsigtede konsekvenser af foranstaltninger, fx ved overvejelser om luk-

ning af skoler, uddannelsesinstitutioner og virksomheder eller omlægning af aktivitet i sundhedsvæsenet for at

afværge en aktuel smitterisiko. Selv relativt kortvarige foranstaltninger på disse områder kan medføre tabt

aktivitet der ikke nødvendigvis, eller kun vanskeligt, kan indhentes. Endvidere kan eksempelvis anbefalinger

om at indskrænke social kontakt og restriktioner på sports- og foreningsaktiviteter, besøg på plejehjem, botil-

bud, børne- og ungehjem mv. have langsigtede konsekvenser for borgernes fysiske og mentale helbred. Der

bør derfor søges en hensigtsmæssig balance mellem kort- og langsigtede hensyn.

2.5. Kontrolstrategier

De grundlæggende strategiske målsætninger ved håndtering af sygdomsudbrud er følgende:

•

Inddæmning:

Dette indebærer, at man søger at begrænse eller forsinke smittespredningen eller bringe

den til ophør ved systematisk at sætte ind med smitteforebyggende foranstaltninger overfor smittede og

deres kontakter. Det kan eksempelvis være ved kontaktopsporing, isolation og karantænesætning, og evt.

ved generelle smitteforebyggende foranstaltninger i samfundet. Fuld inddæmning vil typisk være både

realistisk og nødvendigt ved sygdomme med høj alvorlighed, men ikke høj smitsomhed.

Indsatsen ifm. inddæmning vil typisk være koncentreret hos de centrale sundhedsmyndigheder og specia-

liserede sygehusafdelinger, der har de fornødne kompetencer til at behandle, diagnosticere og rådgive om

smitsomme sygdomme (særligt infektionsmedicinske og klinisk mikrobiologiske afdelinger samt infektions-

hygiejniske enheder). Dette kan være særdeles ressourcekrævende for de involverede aktører. Ved syg-

domme med høj smitsomhed, men ikke nødvendigvis høj alvorlighed, må der foretages en afvejning af

forskellige hensyn for at vurdere, hvorvidt foranstaltningerne står i rimeligt forhold til formålet med ind-

dæmning af sygdommen.

Afbødning:

Dette indebærer, at man søger at afbøde konsekvenserne af smittespredningen i befolkningen.

Det kan eksempelvis være ved at beskytte særlige risikogrupper gennem forebyggende foranstaltninger

eller hurtig behandling eller ved at fokusere sundhedsvæsenets ressourcer på behandling af de mest syge.

•

I praksis kan indsatser med inddæmmende og afbødende formål iværksættes sideløbende, men afhængig af de

konkrete omstændigheder kan fokus være på opnåelse af den ene eller den anden målsætning. Under en del

af covid-19-pandemien anvendte de fleste lande en blandet strategi -

af nogle benævnt ”undertrykkelsesstra-

tegi”

- hvor sygdommen ikke blev forsøgt fuldstændig inddæmmet, men forekomsten holdt på et konstant lavt

niveau

(”undertrykt”)

ved brug af elementer af inddæmmende indsatser samtidig med, at der iværksattes af-

bødende indsatser.

Valg af strategi ved nye sygdomme og pandemier

Ved nye sygdomme, som formodes at kunne forårsage alvorlig sygdom eller en ny pandemi, vil det ud fra

handlingsprincippet og et forsigtighedsprincip ofte være relevant initialt at forfølge en målsætning om

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 17/69

inddæmning. Denne kan fraviges, hvis det senere med ny viden viser sig, at sygdommen ikke er særligt alvorlig

eller særlig smitsom.

Såfremt det viser sig, at en ny sygdom er særligt smitsom og har pandemisk potentiale, kan det være nødven-

digt at fortsætte inddæmningsindsatsen så længe som muligt - dels for at begrænse smittespredningen og be-

lastningen af sundhedsvæsenet mest muligt og dels for at købe tid til at sikre mere viden om sygdommen, så

der eventuelt kan iværksættes mere målrettede foranstaltninger og udvikling af nye lægemidler og/eller vac-

ciner. Dette indebærer håndtering af et stort antal smittede, der ikke nødvendigvis er særligt syge, og deres

kontakter, og vil med tiltagende smittespredning i samfundet lægge stort pres på ressourcer hos de myndighe-

der og dele af sundhedsvæsenet, der er ansvarlige for håndtering af smittede og deres kontakter. Samtidig har

kontaktopsporing og karantænesætning mindre effekt efterhånden som der sker uerkendt smittespredning i

samfundet og på tværs af landegrænser. Det er derfor nødvendigt løbende at afveje de forskellige hensyn for

at sikre, at foranstaltningerne justeres og står i rimeligt forhold til formålet og effekten.

I den forbindelse må det også overvejes, om sundhedsmyndighedernes indsats kan understøttes ved teknologi-

ske løsninger eller ved at inddrage ressourcer fra andre sektorer. Ligeledes må det overvejes, hvilke funktio-

ner i sundhedsvæsenet vil opleve den største belastning, og om disses indsats kan understøttes eller aflastes

ved inddragelse af andre dele af sundhedsvæsenet. Eksempelvis må det overvejes, i hvilket omfang indlæg-

gelse af smittede er nødvendigt eller om de kan isoleres og behandles i eget hjem.

Såfremt smittespredningen når et niveau, der gør fortsat inddæmning uforholdsmæssigt ressourcekrævende,

vil det være nødvendigt at fokusere på afbødende indsatser, hvor forebyggelse af smittespredning til de mest

sårbare grupper, samt at sikre behandlingskapaciteten på sygehusene vil være centrale prioriteter. Dette

medfører, at forebyggelse af smittespredning til sundhedspersonale, borgere i høj risiko samt indlagte patien-

ter skal prioriteres. Inddæmningsindsatser kan fortsat bibeholdes i særlige sammenhænge, eksempelvis kon-

taktopsporing på sygehuse, plejehjem, botilbud o.lign. Overordnet fokuseres dog på tiltag af mere generel ka-

rakter, der mindsker smittespredning i samfundet, fx opfordring til borgerne om at isolere sig ved symptomer,

nedbringe antallet af sociale kontakter, arbejde hjemme hvis muligt, skærpet hygiejne mv.

Samtidig bør der foretages tiltag der kan frigive ekstra behandlingskapacitet og forhindre smittespredning på

sygehusene. Det kan blive nødvendigt at prioritere aktiviteten på sygehusene, således at behandling af ikke-

akutte tilstande udskydes, og at foretage ændringer i sygehusenes organisation, så smittede patienter holdes

adskilt fra ikke-smittede, men gerne samlet i kohorteisolation. Yderligere kapacitet kan evt. frigives ved at

ikke-smittede patienter udskrives tidligere end vanligt til fortsat behandling under ansvar af kommuner og al-

men praksis (ekstraordinær udskrivelse). Endvidere kan personalekapaciteten søges øget bl.a. ved at inddrage

personale fra afdelinger med nedskaleret aktivitet. Disse tiltag er nærmere beskrevet i Sundhedsstyrelsens

vejledning om planlægning af sundhedsberedskab

og i regionale sundhedsberedskabsplaner. Endelig kan der

afsøges muligheder for inddragelse af behandlingskapacitet eller personale på private sygehuse mv.

Der bør være tilsvarende opmærksomhed på at forebygge og håndtere smitte i primærsektoren, særligt pleje-

hjem, botilbud o.lign. steder, hvor mange sårbare personer har ophold. Disse tiltag er nærmere beskrevet i

Sundhedsstyrelsens vejledning om planlægning af sundhedsberedskab og i kommunale

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2023/Planlaegning-sundhedsberedskab

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 18/69

sundhedsberedskabsplaner. Kommunalt sundheds- og plejepersonale har et særligt behov for myndighedernes

rådgivning i den forbindelse.

2.6. Forebyggende foranstaltninger

I det nedenstående gives eksempler på konkrete forebyggende foranstaltninger, der kan iværksættes for at

hindre smittespredning eller for at afbøde konsekvenserne af en epidemi. Nogle foranstaltninger kan anven-

des mod alle smitsomme sygdomme, mens de mere indgribende foranstaltninger, som eksempelvis indrejse-

forbud, påbud og nedlukninger, er forbeholdt alment farlige og samfundskritiske sygdomme. Valg af foran-

staltninger afhænger af den valgte strategi, se ovenfor.

Foranstaltningerne opdeles i farmakologiske og ikke-farmakologiske tiltag alt efter, om de indebærer brug

af lægemidler eller ej. Farmakologiske foranstaltninger forudsætter, at der findes tilgængelige behandlin-

ger med dokumenteret effekt, der står i rimeligt forhold til bivirkningerne. Hvis det findes nødvendigt at

indføre nye behandlinger med begrænset dokumentation, er det vigtigt med særligt fokus på information til

patienterne og på overvågning af effekt og bivirkninger.

2.6.1. Grundlæggende forebyggende foranstaltninger (gælder alle sygdomme)

Følgende er forebyggende foranstaltninger, der kan iværksættes ved håndtering af en bred vifte af forskellige

sygdomme. De vil som udgangspunkt indgå i overvejelserne ved fastlægning af foranstaltninger til håndtering

af ethvert sygdomsudbrud:

•

Anmeldepligt.

Dette har til formål at sikre iværksættelse af forebyggende foranstaltninger og data til

brug for overvågning (se afsnit 5.3.1 og 5.3.2).

Hygiejniske og adfærdsmæssige forholdsregler.

Herunder hører anbefalinger om håndhygiejne, iso-

lation ved symptomer, brug af masker, ventilation, afstand mv.

Undersøgelse og diagnostik.

Heri indgår overvejelser om rationale, positiv og negativ prædiktiv (for-

udsigelig) værdi, number needed to test mv.

Kontaktopsporing af nære kontakter

mhp. information om symptomer, evt. karantæne mv. Heri

indgår overvejelser om risiko for smitte, længde af smitte- og inkubationsperiode, mulighed for fore-

byggende behandling mv.

Forebyggende behandling

i tilfælde, hvor forebyggende behandling med vacciner eller andre læge-

midler er tilgængelig. Behandlingen kan have til formål at forebygge eller mildne sygdommens forløb

eller evt. forebygge videre smitte og kan ordineres enten til kontakter til sygdomstilfælde (post-ex-

posure profylakse, PEP), eller til personer i høj risiko for at blive udsat for smitte (pre-exposure pro-

fylakse, PrEP).

Vaccination

(se nærmere i afsnit 5.4.5).

•

Sundhedsstyrelsen udarbejder i nødvendigt omfang retningslinjer for ovenstående foranstaltninger. Sundheds-

styrelsen indhenter til dette formål rådgivning fra Statens Serum Institut, andre relevante myndigheder, re-

præsentanter fra regioner, kommuner og sundhedsfaglige selskaber samt evt. andre relevante eksperter, fx i

adfærd, etik og kommunikation. Som udgangspunkt sker dette via Sundhedsstyrelsens råd for smitsomme syg-

domme (vaccinationsprogrammer dog via Vaccinationsrådet). Sundhedsstyrelsen vejleder endvidere borgerne

om hygiejniske og adfærdsmæssige forholdsregler, vaccination, kontakt til sundhedsvæsenet mv. Statens Se-

rum Institut rådgiver sundhedsvæsenet om infektionshygiejne og laboratoriediagnostik. Styrelsen for Patient-

sikkerhed har ansvar for kontaktopsporing og tilbud om forebyggende behandling til kontakter.

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 19/69

2.6.2. Foranstaltninger for at hindre sygdommes indførsel i landet

Foranstaltninger for at hindre indførsel af sygdomme vil primært være relevant ved alvorlige sygdomme i ud-

landet, hvor der er høj sandsynlighed for spredning til Danmark. Disse foranstaltninger bør indtænkes tidligt i

et sygdomsudbrud.

Hurtig opsporing af importerede tilfælde kan fremmes via information til indrejsende om forholdsregler og

kontakt til sundhedsvæsenet i Danmark ved symptomer. Dette kan iværksættes for alle typer sygdomme.

Sundhedsstyrelsen udarbejder information herom og inddrager øvrige relevante aktører såsom Udenrigsmini-

steriet, Transportministeriet, lufthavne o.lign.

Egentlige restriktioner for indrejsende kan finde sted indenfor rammerne af epidemiloven og international lov-

givning og aftaler (se nærmere i afsnit 5.2.1 og 5.2.3). Bestemmelserne i epidemiloven gælder kun alment far-

lige og samfundskritiske sygdomme. Der er stående foranstaltninger for at hindre indførsel af alment farlige og

samfundskritiske sygdomme i landet, idet besætningen på skibe og fly, der ankommer til landet, skal melde til

Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis personer om bord lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom

eller mistænkes herfor

. Der er fastsat procedurer for håndteringen af sådanne tilfælde

. Indenrigs- og

sundhedsministeren kan beslutte yderligere foranstaltninger, eksempelvis krav om sundhedsfaglig dokumenta-

tion og undersøgelse

. Foranstaltninger af denne art skal ske under hensyntagen til det internationale sund-

hedsregulativ (IHR) og til proportionalitets- og mindstemiddelprincippet

2.6.3. Særlige foranstaltninger for at hindre sygdomsspredning i landet

Udover de ovenfor beskrevne grundlæggende foranstaltninger kan der for alment farlige og samfundskritiske

sygdomme også iværksættes særlige foranstaltninger i form af påbud og forbud overfor enkeltpersoner og på

samfundsmæssigt plan (se nærmere i afsnit 5.2.1.)

Ved anvendelsen af disse foranstaltninger er proportionalitetsmæssige og etiske overvejelser særligt vigtige.

Det fremgår af epidemiloven, at en foranstaltning af denne art

”skal

være nødvendig, så kortvarig som mulig

og stå i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen. Den mindst indgribende og mest skånsomme foran-

staltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet. Foranstaltninger skal ophæves, når

det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningen.”

Jf. bekendtgørelse om foranstaltninger mod indførelse af alment farlige sygdomme i landet,

https://www.retsinforma-

tion.dk/eli/lta/2021/1574

Beskrevet i bilagsdel til rapporten

Det internationale Sundhedsregulativ

–

gennemført i struktur og praktik i dansk Beredskab,

Sundhedssty-

relsen, 2012:

https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2012/Publ2012/Bilagsdel-Det-internationale-sundhedsregulativ-%E2%80%93-gen-

nemf%C3%B8rt-i-struktur-og-praktik-i-dansk-beredskab.ashx

Jf. epidemilovens kapitel 7

Jf. almindelige bemærkninger til epidemiloven afsnit 2.5.2

Jf. epidemilovens § 12, stk. 3 og § 26, stk. 3, gældende for foranstaltninger efter hhv. kapitel 5 (enkeltpersoner) og kapitel 6 (samfundsmæs-

sige restriktioner).

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 20/69

3. Generelle retningslinjer for myndig-

hedernes håndtering af epidemier

Dette kapitel skitserer det grundlæggende forløb, når myndighederne modtager signaler om sygdomsudbrud

og træffer beslutning om foranstaltninger. Det initiale forløb kan forventes at være det samme, hvad enten

der er tale om sygdomsudbrud, der bringes under kontrol, eller udbrud, der udvikler sig til en større epi-

demi eller pandemi. Der er tale om et udgangspunkt, og afhængig af den tilgængelige viden og sygdommens

karakter kan forløbet i konkrete tilfælde tage sig anderledes ud. Indsatsen tilrettelægges i øvrigt efter de

generelle principper for krisestyring, der er skitseret i kapitel 6.

3.1. Tiltag ved alle typer sygdomme

Figur 2. Skitseret forløb for håndteringen af en epidemi

3.1.1. National koordinering af indsatsen (Sundhedsstyrelsen)

Som beskrevet i afsnit 2.3 er Sundhedsstyrelsen ansvarlig for at koordinere fastlæggelsen af den overord-

nede strategi og retningslinjerne til håndtering af alvorlige epidemier og sygdomsudbrud. Sundhedsstyrelsen

koordinerer desuden som sektoransvarlig myndighed for beredskabet i sundhedssektoren indsatsen med øv-

rige nationale myndigheder i den Nationale Operative Stab og den Internationale Operative Stab i det om-

fang, der er behov for aktivering af disse stabe (se kapitel 6).

Ved større hændelser vil Sundhedsstyrelsen derfor forestå den nationale koordinering af indsatsen i sund-

hedssektoren og fungere som koordinerende bindeled mellem sundhedsvæsenets parter og øvrige relevante

myndigheder samt bidrage til at sikre nationalt overblik over håndteringen i sundhedssektoren. Sundheds-

styrelsen vil til formålet nedsætte en koordinerende stab og inddrage repræsentanter fra relevante øvrige

myndigheder, regioner, kommuner samt faglige eksperter mhp. koordinering og rådgivning.

Den konkrete form af inddragelsen vil afhænge af situationen og kan eksempelvis ske gennem Sundhedssty-

relsens stående råd for hhv. sundhedsberedskab, smitsomme sygdomme og vaccination, andre bestående

samarbejdsfora, særlige task forces med deltagelse af repræsentanter fra relevante organisatoriske enhe-

der eller behandlingssteder (eksempelvis planlægningsenheder og infektionsmedicinske afdelinger) el.lign.

Processen for inddragelse og koordinering med regioner og kommuner om organisering af indsatsen aftales

nærmere mellem Sundhedsstyrelsen og hhv. Danske Regioner og Kommunernes Landsforening. Endelig afsø-

ges, hvordan civilsamfund og borgeres/patienters perspektiv kan inddrages i koordineringen.

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 21/69

Civilsamfundsorganisationer, fx patient/pårørendeorganisationer eller humanitære organisationer som Røde

Kors m.fl., kan potentielt bidrage med væsentlig viden og ressourcer (se også afsnit 2.4 og 4.4).

Indsatsen i den enkelte region og kommune vil typisk koordineres i regionens/kommunens krisestab, som

beskrevet i lokale beredskabsplaner. Koordinationen på lokalt plan mellem region, kommuner og andre

myndigheder foretages i den lokale beredskabsstab (LBS, se kapitel 6).

3.1.2. Vurdering af signaler og orientering af myndigheder (Statens Serum In-

stitut og Sundhedsstyrelsen)

Signaler eller varsler om forekomst af en ny sygdom eller en usædvanlig stigning i forekomst af en kendt

sygdom vil typisk komme fra Statens Serum Instituts indenlandske sygdomsovervågning, internationale vars-

lingssystemer (se afsnit 5.3.3) eller evt. fra medierne.

Statens Serum Institut vurderer signalet og orienterer afhængig af behovet Sundhedsstyrelsen og andre re-

levante myndigheder, herunder evt. Styrelsen for Patientsikkerhed og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Myndighederne mødes hurtigst muligt for at drøfte signalet og det umiddelbare behov for eventuelle foran-

staltninger. Ved særlige typer hændelser (se bilag 2) inddrages relevante aktører eller myndighedsfora, fx

myndighedsgruppen for koordinering af zoonoser (KOZO) ved zoonotiske sygdomme.

Orientering af Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen orienteres om hændelser, hvor der kan opstå behov for at træffe foranstaltninger på natio-

nalt plan eller overfor en større personkreds, særligt i følgende tilfælde:

•

Mistanke om tilfælde af alment farlige sygdomme

Tilfælde af andre alvorlige eller usædvanlige smitsomme sygdomme, herunder særligt ved mistanke

om/risiko for større udbrud

Tilfælde/udbrud af alvorlige smitsomme sygdomme i andre lande, hvor der er risiko for spredning til

Danmark

Behov for forebyggende behandling (fx vaccination) til en større personkreds

Mistanke om biologiske hændelser, der kan påvirke en større personkreds

Orientering af Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Indenrigs- og Sundhedsministeriet orienteres om hændelser, hvor der potentielt kan være behov for oriente-

ring eller involvering af det politiske niveau. Som udgangspunkt ligger ansvaret for orienteringen hos Sund-

hedsstyrelsen.

3.1.3. Risikovurdering (Statens Serum Institut)

Statens Serum Institut har ansvaret for risikovurdering med beskrivelse af fx sygdommens karakteristika og

vurdering af epidemiens mulige forløb og konsekvenser. Risikovurderingen danner grundlag for beslutninger

om foranstaltninger og kan være mere eller mindre formaliseret. Ved zoonotiske sygdomme inddrages vete-

rinærmyndighederne og veterinære eksperter. Der kan også henvises til risikovurderinger og anbefalinger

fra internationale myndigheder (WHO, ECDC mv.).

3.1.4. Retningslinjer og anmeldelse (Sundhedsstyrelsen)

Sundhedsstyrelsen udarbejder regler for anmeldelse samt retningslinjer/vejledninger for håndteringen, der

typisk omfatter vejledninger om hvornår læger bør undersøge for sygdommen, diagnostik, hygiejniske for-

holdsregler, kontaktopsporing, forebyggende behandling mv. (se nærmere i afsnit 2.6.1).

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 22/69

3.1.5. Opsporing af nære kontakter og smitteopsporing (Styrelsen for Patient-

sikkerhed)

Styrelsen for Patientsikkerhed foretager hvor relevant kontaktopsporing mhp. information af muligt smit-

tede om symptomer, forholdsregler og evt. forebyggende behandling. Styrelsen for Patientsikkerhed kan

endvidere om nødvendigt søge at identificere mulige smittekilder, og kan anmode Statens Serum Institut og

andre relevante myndigheder om at iværksætte undersøgelser for at fastslå en smittes art, oprindelse og

udbredelse

. Se bilag 2 vedr. særlige forhold ved fødevarebårne udbrud.

3.1.6. Information til sundhedsvæsenet (Sundhedsstyrelsen, Statens Serum In-

stitut, Styrelsen for Patientsikkerhed)

Sundhedsstyrelsen formidler retningslinjer, situationsbillede og anden information til sundhedsvæsenet via

etablerede kanaler. Ved behov kan Sundhedsstyrelsen kommunikere akut med regionerne via deres AMK

(akut medicinske koordinationscentre), der kan videresende information til regionens ledelse, relevante

hospitalsafdelinger, almen praksis og kommuner i regionen. Der kan desuden aftales møder mellem Sund-

hedsstyrelsen og relevante parter i sundhedsvæsenet som regioner, Danske Regioner, specifikke hospitalsaf-

delinger og Kommunernes Landsforening mhp. nærmere information og dialog.

I nogle tilfælde kan det også være relevant at formidle information til andre dele af sundhedsvæsenet, så-

som øvrig praksissektor, sundhedsfaglige institutioner under Forsvaret, Kriminalforsorgen eller Udlændinge-

styrelsen eller behandlingssteder målrettet udsatte grupper (se bilag 1).

Statens Serum Institut formidler information og rådgiver om laboratoriediagnostik og infektionshygiejniske

forholdsregler til klinisk mikrobiologiske afdelinger og infektionshygiejniske enheder. Statens Serum Institut

kan endvidere formidle information via nyhedsbreve.

Styrelsen for Patientsikkerhed rådgiver andre myndigheder om sundhedsmæssige forhold ved udbrud af smit-

somme sygdomme og vejleder kommunale sundhedstjenester, daginstitutioner, plejecentre mv. om hygiejne

og forebyggelse af smitte.

3.1.7. Information til borgere om forholdsregler (Sundhedsstyrelsen og Styrel-

sen for Patientsikkerhed)

Sundhedsstyrelsen formidler information til borgere om forholdsregler og kontakt til sundhedsvæsenet ad

offentlige kanaler og evt. til særlige risikogrupper. Det kan være relevant at inddrage civilsamfundsorgani-

sationer i formidlingen. Se nærmere i kapitel 4.

Der kan være et særligt behov for information til det sociale område, herunder botilbud, børne- og unge-

hjem mv. samt til dagtilbuds- og skoleområdet pga. særlige smitterisici. Relevante myndigheder orienteres

og inddrages i dette, se nedenfor.

Ved konkrete tilfælde af smitte sikrer Styrelsen for Patientsikkerhed, at der formidles information om for-

holdsregler til kontakter og evt. dagtilbud/skoler. Styrelsen for Patientsikkerhed kan evt. bistå med formid-

ling af information til fx kommunale tilbud eller civilsamfundsaktører i nærområdet.

Jf. epidemiloven (LOV nr 285 af 27/02/2021) § 48

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 23/69

3.1.8. Information til andre myndigheder (Sundhedsstyrelsen)

Sundhedsstyrelsen formidler et samlet situationsbillede over hændelsen og dens betydning for sundhedssek-

toren til Indenrigs- og Sundhedsministeriet og relevante nationale myndigheder. Det kan, afhængig af hæn-

delsen, dreje sig om Statens Serum Institut, Styrelsen for Patientsikkerhed, Lægemiddelstyrelsen, Center

for Biosikring og Bioberedskab og Sundhedsdatastyrelsen samt myndigheder udenfor sundhedssektoren, ek-

sempelvis myndighederne i den Nationale Operative Stab (NOST), Fødevarestyrelsen, Miljøstyrelsen, Ar-

bejdstilsynet, Social- og Boligstyrelsen mv. En overordnet beskrivelse af de enkelte aktørers ansvarsområder

fremgår af bilag 1.

Ved en hændelse med betydning for en bred kreds af myndigheder kan det være hensigtsmæssigt, at Sund-

hedsstyrelsen indkalder til fælles møder mhp. information og dialog, fx i regi af NOST. Der kan ligeledes

blive behov for løbende dialog og rådgivning om implementering og fortolkning af sundhedsfaglige retnings-

linjer og anbefalinger i andre sektorer, eksempelvis på arbejdspladser udenfor sundhedssektoren, dagtilbud

og skoler, det sociale område mv.

3.1.9. Iværksættelse af indsats og evt. aktivering af beredskab (alle)

De enkelte aktørers konkrete indsats ifm. håndtering af hændelsen følger af deres ansvarsområde som om-

talt i kapitel 5 og bilag 1. Eksempelvis har regioner og kommuner ansvar for drift af det regionale og kom-

munale sundhedsvæsen, herunder den konkrete behandling af syge borgere og infektionshygiejniske foran-

staltninger for at hindre smittespredning på sygehuse, plejehjem, botilbud, børne-ungehjem mv. Afhængig

af omfanget af indsatsen kan der være behov for, at de involverede myndigheder aktiverer deres eget be-

redskab som beskrevet i deres beredskabsplaner. Aktivering af beredskabet tillader en mere fokuseret ind-

sats og intern prioritering af ressourcer til håndtering af situationen.

3.1.10. Monitorering og data (Statens Serum Institut, Lægemiddelstyrelsen

m.fl.)

Situationen skal løbende monitoreres mhp. at kunne vurdere behovet for tiltag og disses effekt, og det skal

overvejes, hvilke data der er behov for til brug for monitorering og iværksættelse af foranstaltninger. Dette

skal tilpasses efter situationen, se afsnit 5.3.4. Statens Serum Institut og Lægemiddelstyrelsen m.fl. fore-

står monitoreringen på hver deres område. Hvor der ikke foreligger etablerede metoder, afsøger Sundheds-

styrelsen mulighederne herfor i samarbejde med relevante parter. Sundhedsstyrelsen udarbejder det sam-

lede situationsbillede og vurderer i samarbejde behovet for tilpasning af strategi, foranstaltninger og moni-

torering.

Som udgangspunkt monitoreres antal smittede samt antal indlagte, alvorligt syge (fx med behov for intensiv

terapi), dødsfald mv. Dette foretages af Statens Serum Institut med evt. bidrag fra Sundhedsdatastyrelsen.

Ved vaccinationsindsats skal der ske monitorering af bl.a. antallet af vaccinerede (Statens Serum Institut)

og af mulige bivirkninger (Lægemiddelstyrelsen). Anden forebyggende behandling bør om muligt også moni-

toreres.

Ved omfattende epidemier og pandemier kan monitoreringen endvidere omfatte følgende:

•

Monitorering af den samlede kapacitet i sundhedsvæsenet (Sundhedsstyrelsen med bidrag fra regi-

onerne)

•

Monitorering af lagre af relevante, kritiske lægemidler, medicinsk udstyr og værnemidler (regio-

nerne, Lægemiddelstyrelsen, evt. rådgivning fra Styrelsen for Forsyningssikkerhed)

•

Monitorering af antal henvendelser fra borgere om rådgivning mv. og søgninger på internettet,

mhp. tilpasning af den rådgivende indsats

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 24/69

•

Endelig kan det være relevant at monitorere sam-

fundsforhold som borgernes accept af smittefore-

byggende anbefalinger, deres tillid til myndighe-

derne mv.

Særlige tiltag ved alment farlige syg-

domme og nye sygdomme

•

Stillingtagen til kategorisering af

sygdom som alment farlig

Stillingtagen til foranstaltninger for

at hindre indførsel til landet

Aktivering af det nationale bered-

skab

Forberedelse af sundhedsvæsenet

Understøtte tilgængelighed og for-

syning af lægemidler og medicinsk

udstyr, herunder værnemidler

Understøtte kapacitet til behand-

ling og laboratoriediagnostik

Udvikling af vidensgrundlaget

3.1.11. Tilpasning af indsatsen (alle)

De involverede aktører bør hver især løbende tilpasse deres

indsats, så den svarer til behovet ift. sygdommens fore-

komst, alvorlighed, tilgængelige ressourcer mv. som be-

skrevet i kapitel 2. Dette indebærer løbende behov for til-

pasning og prioritering af ressourcer og revision af risikovur-

deringer, retningslinjer, overvågning, information mv.

Det er vigtigt, at indsatsen deeskaleres så snart det er for-

svarligt for at undgå udtrætning af ressourcerne i sundheds-

væsenet og hos myndighederne.

Ved revision af retningslinjer og information tilstræbes så

vidt muligt inddragelse af sundhedsvæsenets parter, andre

berørte myndigheder og repræsentanter for borgere/pati-

enter som beskrevet tidligere, samt at tage hensyn til beho-

vet for tid til implementering af nye retningslinjer.

•

3.1.12. Afvikling af indsatsen og evaluering

(alle)

Der vil ikke altid være tale om, at indsatsen kan afsluttes fuldstændigt, men snarere om, at sygdomsfore-

komsten stabiliseres og må følges over tid. Det er dog væsentligt i videst muligt omfang at afvikle særlige

indsatser rettet mod den specifikke sygdom, når det er muligt og om nødvendigt integrere dem med øvrige

opgaver i sundhedsvæsnet.

Indsatsen bør snarest muligt evalueres for at drage nødvendig læring og forbedre beredskabet fremadret-

tet. Det er hensigtsmæssigt at iværksætte en foreløbig evaluering allerede tidligt i forløbet, så der løbende

kan drages læring, der kan anvendes i tilpasning af indsatsen.

3.2. Særlige tiltag ved nye sygdomme, alment farlige sygdomme og

samfundskritiske sygdomme

Ved visse sygdomme skærpes behovet for foranstaltninger og information af myndigheder, borgere mv. Det

gælder især alment farlige og samfundskritiske sygdomme samt nye sygdomme, der vurderes potentielt alvor-

lige eller med pandemisk potentiale.

3.2.1. Stillingtagen til kategorisering af sygdom som alment farlig (Sundheds-

styrelsen)

Ved nye sygdomme (eller sygdomme forårsaget af nye typer af kendte patogener) tager Sundhedsstyrelsen tid-

ligt i forløbet og løbende stilling til, om sygdommen kan kategoriseres som alment farlig jf. epidemilovens kri-

terier herfor. Såfremt dette er tilfældet, tilføjer Sundhedsstyrelsen sygdommen til listen over sygdomme i

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 25/69

bekendtgørelse om alment farlige sygdomme

. Sundhedsstyrelsen inddrager nationale og internationale risiko-

vurderinger samt relevante myndigheder og fagpersoner i vurderingen, som udgangspunkt via Sundhedsstyrel-

sens råd for smitsomme sygdomme.

3.2.2. Stillingtagen til foranstaltninger for at hindre indførsel til landet (Sund-

hedsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet)

Afhængig af risikovurderingen, herunder risikoen for spredning til Danmark, tages der tidligt i forløbet stilling

til behovet og mulighederne for at hindre eller begrænse sygdommens indførsel til landet (se afsnit 2.6.2).

3.2.3. Aktivering af det nationale beredskab (Sundhedsstyrelsen)

Sundhedsstyrelsen tager stilling til orientering og evt. aktivering af øvrige sektoransvarlige myndigheder i den

Nationale Operative Stab (NOST). Andre myndigheder i sundhedssektoren, herunder regionerne, kan anmode

Sundhedsstyrelsen om aktivering af NOST.

3.2.4. Forberedelse af sundhedsvæsenet (Sundhedsstyrelsen, regioner og kom-

muner)

Vurderes det, at sygdommen har pandemisk potentiale eller på anden vis kan udgøre en særlig udfordring for

sundhedsvæsenet, er det væsentligt at der hurtigt initieres drøftelser mellem Sundhedsstyrelsen og regioner

og kommuner mhp. at igangsætte relevante forberedelser. Processen afklares mellem Sundhedsstyrelsen, Dan-

ske Regioner og Kommunernes Landsforening. For regioners og kommuners vedkommende kan dette bl.a. inde-

bære aktivering af sundhedsberedskabsplaner for smitsomme sygdomme, vurdering af behandlingskapacitet og

overvejelser om eventuelle ændringer i organisering.

3.2.5. Tilgængelighed og forsyning af lægemidler og medicinsk udstyr, herun-

der værnemidler (regioner, kommuner, Lægemiddelstyrelsen, Statens Serum

Institut m.fl.)

Som led i forberedelsen af sundhedsvæsenet bør der være særligt fokus på, at de fornødne lægemidler og det

fornødne medicinske udstyr, herunder værnemidler

(samlet betegnet ”medicinske modforanstaltninger”)

tilgængelige. Alle aktører er ansvarlige for forsyningssikkerhed på eget område, men det er hensigtsmæssigt,

at Sundhedsstyrelsen orienteres om evt. bekymringer for forsyningssikkerheden på sundhedsområdet mhp. at

det kan indgå i det samlede situationsbillede som danner udgangspunkt for justering af strategi og retningslin-

jer. Dette kan evt. bidrage til at håndtere eller forebygge forsyningsvanskeligheder.

Regioner og kommuner er ansvarlige for forsyning og lagerføring på eget område. Regionerne er ansvarlige for

lagerføring af lægemidler til brug i hospitalssektoren

. Der er opstillet nationale måltal for de regionale lagre

af værnemidler, som justeres i samråd med sundhedsmyndighederne

. Det er aftalt, at kommunerne har

trækningsret på de regionale værnemiddelagre i situationer, hvor lagerdækning ikke kan rummes af det stå-

ende beredskab i kommunerne. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i særlige tilfælde

–

under pandemier

BEK nr 349 af 27/03/2023,

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2023/349

Der er desuden et statsligt lager af antivirale lægemidler mod influenza (oseltamivir), der er beregnet til anvendelse ved pandemisk influ-

enza. Se bilag 2.

Jf. aftale mellem regeringen og Danske Regioner om indkøbs- og lagermodel for værnemidler på sundhedsområdet:

https://sfos.dk/wp-

content/uploads/2023/03/Aftale-om-indkoebs-og-lagermodel-for-vaernemidler-paa-sundhedsomraadet.pdf

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 26/69

med samfundskritisk sygdom

–

bl.a. mulighed for at omprioritere værnemidler fra regionerne til kommunerne i

henhold til gældende lovgivning.

Statens Serum Institut er ansvarlig for nationalt indkøb og lagerføring af vacciner samt visse beredskabspro-

dukter. Lægemiddelstyrelsen er ansvarlig for det statslige lægemiddelberedskab og rådgiver om lægemiddel-

beredskab og beredskabet for medicinsk udstyr. Lægemiddelstyrelsen kan tilvejebringe overblik over tilgæn-

gelige lægemidler i landet og ved forsyningsmæssige nødsituationer

–

fx i beredskabssituationer

–

blandt andet

pålægge omfordeling af lægemidler efter behov. Styrelsen for Forsyningssikkerhed kan inddrages mhp. generel

rådgivning om forsyningssikkerhed.

På EU-plan

har EU’s myndighed

for Kriseberedskab og -indsats på Sundhedsområdet (HERA) ansvar for medicin-

ske modforanstaltninger. Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Lægemiddelstyrelsen, Sundhedsstyrelsen og Sta-

tens Serum Institut deltager på forskellig vis i samarbejdet med HERA og kan formidle kontakt afhængig af be-

hov. Danmark kan, via Beredskabsstyrelsen, anmode om at få adgang til medicinske modforanstaltninger op-

ført på EU’s beredskabslagre (RescEU) via aktivering af EU’s civilbeskyttelsesmekanisme.

3.2.6. Kapacitet til behandling og diagnostik (Sundhedsstyrelsen, Statens Se-

rum Institut og regioner)

Kapaciteten til at behandle sygdommen i sundhedsvæsenet kan komme under pres ved omfattende sygdoms-

udbrud. Det gælder særligt områder med begrænset kapacitet som eksempelvis infektionsmedicinske afdelin-

ger med højisolationsfaciliteter, intensive afdelinger, børneafdelinger samt ved behov for dialyse, transplanta-

tion mv. Sundhedsstyrelsen vil derfor tidligt i forløbet samarbejde med regionerne om at danne overblik over

centrale kapaciteter. Der bør ligeledes tidligt være opmærksomhed på behovet for kapacitet til rehabilite-

rende indsatser og behandling af evt. langvarige komplikationer.

Kapaciteten til at diagnosticere sygdommen ved laboratorieanalyse kan ligeledes komme under pres. Dette

bør være et opmærksomhedspunkt ifm. Sundhedsstyrelsens udarbejdelse af retningslinjer for diagnostik. Sta-

tens Serum Institut råder over et PCR-analyseberedskab, der kan opskaleres. Der bør ligeledes være opmærk-

somhed på laboratoriekapaciteten i regionerne. Statens Serum Institut har det overordnede nationale ansvar

for koordinering af laboratoriediagnostikken, hvilket de samarbejder med de regionale afdelinger for klinisk

mikrobiologi om.

3.2.7. Udvikling af vidensgrundlaget (Statens Serum Institut og andre forsk-

ningsinstitutioner og -miljøer)

Viden om sygdommens alvorlighed, smitsomhed, prognose mv. samt om effekt af behandling og forebyggende

foranstaltninger er afgørende for at vurdere behovet for indsatser, men vil selvsagt i starten af et udbrud med

en ny sygdom være mangelfuld. Vidensgrundlaget kan øges ved forskningsaktiviteter i regi af eksempelvis Sta-

tens Serum Institut, universiteter, kliniske forskningsmiljøer mv. Der bør være fokus på at generere viden

både om selve sygdommens karakteristika og behandlingsmuligheder og om positive og negative effekter af

forebyggende foranstaltninger.

I Danmark har vi pga. høj kvalitet i de offentlige sundhedsregistre mv. gode muligheder for at koble eksempel-

vis overvågnings-, indlæggelses- og vaccinationsdata. Statens Serum Institut udfører som led i sine myndig-

hedsopgaver strategiske forskningsaktiviteter indenfor infektionsepidemiologi, der kan øge viden om

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 27/69

sygdomsudbrud og dermed kvalificere myndighedernes håndtering. Statens Serum Institut tilpasser ved behov

deres dataopsamlingsstrategi og medvirker dermed til tilpasning af overvågningsdata. Se også afsnit 5.3.4.

Der vil også ofte være behov for strategiske forskningsaktiviteter indenfor andre områder, herunder social- og

adfærdsforskning, udvikling af nye teknologier (fx diagnostiske metoder) og udvikling af nye lægemidler eller

forsøg med anvendelse af eksisterende lægemidler til nye indikationer.

Lægemiddelstyrelsen godkender kliniske forsøg med lægemidler i Danmark og har via det europæiske læge-

middelagentur (EMA) indblik i kliniske forsøg med lægemidler internationalt.

På EU-plan har

EU’s

Myndighed for Kriseberedskab og -indsats på Sundhedsområdet (HERA) bl.a. til formål at

fremme forskning og udvikling af medicinske modforanstaltninger mod sundhedstrusler. Herunder søger HERA

at fremme en fælles strategisk EU-forsknings- og innovationsdagsorden for pandemiberedskab og forbedre be-

redskabet for kliniske forsøg.

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 28/69

4. Krisekommunikation

I tilfælde af udbrud af alvorlig smitsom sygdom og epidemier vil der være behov for krisekommunikation til

sundhedsvæsenet, befolkningen og andre myndigheder samt til medarbejdere i involverede organisationer.

Formålet med krisekommunikation er, at befolkningen, sundhedsvæsenet og alle relevante myndigheder retti-

digt har den nødvendige information for at kunne handle hensigtsmæssigt, fx tage nødvendige forholdsregler

for at undgå smitte.

4.1. Centrale budskaber

Der vil oftest være flere målgrupper for krisekommunikationen, og derfor kan en kommunikationsindsats have

flere målsætninger. Kommunikation skal være en fast del af krisehåndteringen, og som minimum skal den:

•

Instruere borgerne i, hvad de kan gøre for at håndtere egen situation

Bekræfte hændelser, formidle risikovurderinger og om muligt vurderinger af krisens forventede for-

løb og give handlingsanvisninger.

Forebygge unødig uro og usikkerhed i befolkningen ved at oplyse befolkningen samt samarbejdspart-

nere om, hvad myndighederne gør

Desuden skal kommunikation:

•

Være synlig og let tilgængelig

•

Forklare, hvad der er sket, og hvad der vil/kan ske

•

Informere sundhedspersonalet om, hvordan de skal handle i situationen

•

Instruere specifikke målgrupper i, hvad de kan gøre for at håndtere egen situation

4.2. Principper for krisekommunikation

Det er meget væsentligt, at alle involverede aktører hurtigst muligt er til stede med kommunikation om situa-

tionen og formidler et enslydende budskab. Kommunikationen skal være koordineret mellem aktørerne, præ-

cis, let tilgængelig og handlingsanvisende. Kommunikationen skal nå alle udvalgte målgrupper, være relevant

for og afstemt efter målgruppen. Der vil ofte være behov for flere typer af kommunikationsindsatser med hen-

blik på at sikre information til alle relevante målgrupper. Dette vil også medvirke til at forebygge ulighed i de

forebyggende indsatser.

Bekymringer, myter og misinformation skal adresseres via kommunikation såvel som med handlinger. Borger-

nes frygt og tvivl bør respekteres, ligesom man bør være respektfuld over for folks valg.

Der bør være opmærksomhed på vigtigheden af at være transparent om grundlaget for beslutningsprocesser,

særligt i forbindelse med anvendelse af nye vacciner/lægemidler. Herunder bør der være transparens om

usikkerheder i vurderinger og åbenhed for forskellige mulige udviklinger af epidemien.

Det er vigtigt at være tilgængelig for borgere og presse, og at der er ressourcer og relevant organisation til at

svare på spørgsmål fra borgere, fagpersoner m.fl. Det kan fx være i form af proaktiv presseindsats, øget

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 29/69

presseberedskab til håndtering af pressehenvendelser, etablering af hotline, tilgængelig viden på web, besva-

relse af kommentarer og spørgsmål på sociale platforme mv. Der kan med fordel arbejdes med at være til

stede i mediebilledet med repræsentanter/talspersoner, der kan bidrage til at give afsender (autoriteten) et

ydre og genkendeligt ansigt, som kan medvirke til at skabe tillid og tryghed. Derudover anbefales det at sam-

arbejde med andre aktører og influenter, eksempelvis civilsamfundsorganisationer, som målgruppen kender og

har tillid til. Relevante faglige eksperter, eksempelvis medlemmer af Sundhedsstyrelsens Råd for Smitsomme

Sygdomme eller Vaccinationsrådet, kan med fordel inddrages mhp. bidrag til kommunikation og budskaber.

For generelle anbefalinger til organisationers krisekommunikation henvises til Beredskabsstyrelsens vejledning

om helhedsorienteret beredskabsplanlægning

4.3. Ansvarsfordeling

Generelt gælder det, at alle myndigheder er ansvarlige for krisekommunikation på eget ansvarsområde. Alle

aktører bør dog sikre kontakt og koordinering mellem deres respektive kommunikationsafdelinger for at sikre,

at budskaber, handlingsanvisninger mv. er ensrettede og forståelige.

Ved hændelser, som involverer flere aktører, vil det være en anbefaling, at der etableres løbende koordina-

tion imellem kommunikationsafdelingerne, og at indsatserne blandt andet fremstår med enslydende informati-

oner, samt hvem der er den primære kommunikatør om hændelsen. Kommunikationsopgaven kan fordeles, så

hver organisation svarer ud fra sit ansvarsområde, men ud fra en klar og koordineret rollefordeling. For at

samle informationen og dermed lette kommunikationen til borgerne kan det alternativt konkret aftales, at en

repræsentant fra en organisation udtaler sig på vegne af flere med forud aftalte budskaber.

Ansvarsfordelingen bør afklares tidligt i forløbet og kan justeres undervejs. Aktørerne kan benytte de kanaler,

som de er vant til at benytte i deres kommunikation samt supplere med målgruppefokuserede medier. For at

fremme overskueligheden og tilgængeligheden af information for borgerne kan det aftales at én platform (fx

en hjemmeside) er den primære i forhold til borgerinformation og samler eller linker til information fra for-

skellige aktører.

National koordinering af krisekommunikation

Sundhedsstyrelsen er overordnet ansvarlig for den nationale krisekommunikation på sundhedsområdet. Dette

følger af Sundhedsstyrelsens forpligtelse ifølge sundhedsloven til at orientere offentligheden, når særlige

sundhedsmæssige forhold gør det nødvendigt

. Sundhedsstyrelsen informerer om forebyggende foranstaltnin-

ger og anbefalinger for borgere og sundhedspersoner på nationalt plan eller til nærmere bestemte, større per-

songrupper. Det kan fx dreje sig om information til borgerne om alvorligheden af en given sygdomstrussel,

hvornår borgere skal søge læge, hvordan de beskytter sig mod smitte, eller anbefalinger om vaccination.

Sundhedsstyrelsen koordinerer dertil krisekommunikationen med øvrige myndigheder indenfor Indenrigs- og

Sundhedsministeriet samt med myndigheder fra øvrige sektorer i den Nationale Operative Stab (NOST) ved

hjælp af Det Centrale Operative Kommunikationsberedskab (DCOK, se nedenfor). Krisekommunikationen koor-

dineres desuden lokalt gennem LBS (de lokale beredskabsstabe), som vil være i tæt kontakt med DCOK.

Helhedsorienteret Beredskabsplanlægning, Beredskabsstyrelsen:

Helhedsorienteret beredskabsplanlægning (brs.dk)

Jf. sundhedsloven § 212, stk. 3 (LBK nr 1015 af 05/09/2024:

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2024/1015)

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 30/69

Det Centrale Operative kommunikationsberedskab (DCOK) er en delstab til den Nationale Operative Stab

(NOST), der skal sikre, at myndighedernes kommunikation til offentligheden og til medierne om situationen og

om eventuelle handlingsanvisninger er koordineret og entydig. Formålet er bl.a. at skabe tillid til myndighe-

dernes kommunikation samt at skabe grundlag for en effektiv håndtering af hændelsen. Deltagerne i DCOK

skal spejle deltagerne i NOST - både i forhold til faste medlemmer og ad hoc medlemmer. Hver enkelt myndig-

hed, der er repræsenteret i DCOK, deltager med egen kompetence i overensstemmelse med sektoransvars-

princippet. For mere information omkring DCOK henvises til Retningslinjer for Krisestyring

4.4. Målgrupper og kanaler

Det må i den konkrete situation vurderes hvilke målgrupper der skal modtage information, samt hvilke kom-

munikationskanaler der antages at være de mest hensigtsmæssige. Herunder må det vurderes, om der er mål-

grupper, der kan være svære at nå pga. eksempelvis alder, kognitive udfordringer, sproglige eller kulturelle

forskelle eller fordi de er i landet som udenlandske statsborgere, og om der er målgrupper, der er i særlig ri-

siko for alvorlig sygdom. Sådanne grupper kan have brug for en særlig målrettet kommunikation ift. eksempel-

vis sprog, kanaler og budskaber. Ift. personer med kognitive udfordringer er det væsentligt med kommunika-

tion til pårørende og øvrigt netværk. Personale i sundheds og plejesektoren og andre sektorer, der potentielt

kan blive udsat for smitte ifm. arbejdet, kan også være en målgruppe med behov for særlige kommunikations-

indsatser.

For at sikre rettidig og hensigtsmæssig krisekommunikation gælder det, at der bør anvendes de medier, der

bedst når de relevante målgrupper, eksempelvis hjemmesider, sociale medier, nyheder, nyhedsbreve o.lign.

Ved behov tages kontakt til medier, der kan bruges til at kommunikere bredt til befolkningen, fx tv, aviser og

radio. Det skal overvejes, om der er behov for at kommunikere på flere sprog og evt. tegnsprog og blindskrift.

Der kan indgås samarbejde med civilsamfundsorganisationer som eksempelvis patient- og pårørendeforeninger

eller humanitære organisationer, der allerede kan have god kontakt til specifikke målgrupper gennem bestå-

ende nyhedsmedier, aktiviteter og rådgivningsvirksomhed. Civilsamfundsaktørerne kan dermed både formidle

og bidrage til udvikling af myndighedernes kommunikation.

Det kan endvidere overvejes at udsende en beredskabsmeddelelse, hvis der er tale om en akut, livstruende

situation, der har betydning for et større antal mennesker. En beredskabsmeddelelse udsendes uredigeret af

nationale medier via politiet i den berørte politikreds.

Platforme

Der bør kommunikeres på afsenders egne kanaler, herunder hjemmeside, sociale medier mv. Derudover vil der

ofte være behov for at nå målgrupperne via en lang række andre medieplatforme, hvor de respektive mål-

grupper er tilstede, fx via TV, radio, Out-Of-Home (annoncering på fx plakater og skærme i bybilledet, på ud-

dannelsesinstitutioner, storcentre, stationer, apoteker m.fl.), printmedier samt en lang række forskellige digi-

tale medieplatforme. Der kan også være behov for at udarbejde printet materiale med korte budskaber fx til

brug i lufthavne, institutioner og andre steder, hvor der er behov for kort handlingsrettet information.

Retningslinjer for Krisestyring, Beredskabsstyrelsen:

Retningslinjer for Krisestyring (brs.dk)

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 31/69

Hotline

En epidemi vil ofte medføre, at der i befolkningen er stort behov for at kunne komme i kontakt med relevante

myndigheder og få svar på spørgsmål. Derfor er det vigtigt, at informationscentre og lignende er forberedt på

at modtage og besvare opkald og mails, så fagpersoner kan frigøres til andre opgaver.

Bliver antallet af borgerhenvendelser meget stort, kan det overvejes at oprette hotlines bemandet med træ-

net personale, der kan svare på borgernes spørgsmål. En hotline til sundhedsfaglige spørgsmål oprettes som

udgangspunkt af Sundhedsstyrelsen, men andre myndigheder kan involveres ved behov. Personalet skal ikke

nødvendigvis være sundhedsfagligt, men bør have adgang til fakta-ark og sundhedsfaglig sparring. Der vil

skulle prioriteres ressourcer til såvel bemanding som til oplæring af personale og udarbejdelse af svarguides.

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 32/69

5. Beredskabet for smitsomme syg-

domme i Danmark

Dette kapitel indeholder en samlet beskrivelse af rammerne for beredskabet for smitsomme sygdomme i Dan-

mark, herunder ansvarsfordelingen, det lovmæssige grundlag og særlige opgaver for sundhedsvæsenet ift.

overvågning og håndtering af sygdomsudbrud, epidemier og pandemier. Der har været en lang tradition for

planlægning og koordinering af beredskabet for smitsomme sygdomme både på tværs af aktører i sundhedsvæ-

senet og i et tæt tværsektorielt samarbejde med relevante myndigheder. Beredskabet for smitsomme syg-

domme indgår således i regioners og kommuners sundhedsberedskabsplaner samt i tværsektorielle beredskabs-

planer i regi af den nationale beredskabsplan.

5.1. Ansvarsfordeling

Ansvaret for beredskabet for smitsomme sygdomme følger sektoransvarsprincippet, som er et grundlæggende

princip i det danske beredskab. Princippet indebærer, at den myndighed, der har ansvaret for en opgave til

daglig, bevarer ansvaret for opgaven i en krisesituation og dermed er ansvarlig for beredskabsplanlægning in-

denfor eget ansvarsområde. Dette har den fordel, at håndteringen i en beredskabssituation bygger på kendte

strukturer og procedurer.

Beredskabet for smitsomme sygdomme involverer aktører både i og udenfor sundhedssektoren. Ved sundheds-

sektoren forstås i denne sammenhæng sundhedsvæsenet samt Indenrigs- og Sundhedsministeriet og dets un-

derordnede styrelser.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

har det overordnede politiske ansvar for beredskabet i sundhedssektoren.

Sundhedsstyrelsen

er som sektoransvarlig myndighed den overordnede koordinerende myndighed for sund-

hedsberedskabet og repræsenterer sundhedssektoren som fast medlem af den Nationale Operative Stab

(NOST). Sundhedsstyrelsen koordinerer i den forbindelse indsatsen internt i sundhedssektoren og eksternt med

myndigheder i andre sektorer ifm. større beredskabshændelser. Sundhedsstyrelsen rådgiver Indenrigs- og

Sundhedsministeriet og andre myndigheder i sundhedsfaglige spørgsmål. Styrelsen rådgiver desuden regioner

og kommuner om deres sundhedsberedskabsplanlægning.

Ansvaret for planlægning og drift af sundhedsberedskabet er placeret hos

regioner og kommuner,

jf. sund-

hedslovens § 210. Sundhedsberedskabet dækker over sundhedsvæsenets evne til ved beredskabshændelser at

udvide og omstille sin behandlings- og plejekapacitet mv. ud over det daglige beredskab. Sundhedsvæsenets

beredskab for smitsomme sygdomme er således en integreret del af det samlede sundhedsberedskab, hvor re-

gioner og kommuner har ansvar for at koordinere deres beredskabsplanlægning og operative indsats.

En række andre nationale myndigheder i og udenfor sundhedssektoren har ansvar for specifikke dele af bered-

skabet for smitsomme sygdomme. En uddybende beskrivelse kan findes i bilag 1.

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 33/69

Figur 3. Skematisk oversigt over involverede aktører (se nærmere beskrivelse i bilag 1)

5.2. National og international lovgivning

Beredskabet for smitsomme sygdomme bygger dels på generel lovgivning om sundhedsvæsenet og sundhedsbe-

redskabet, dels på lovgivning om smitsomme sygdomme, og dels på internationale love og aftaler. I det føl-

gende refereres kun de væsentligste bestemmelser af relevans for beredskabet for smitsomme sygdomme,

som findes i epidemiloven og sundhedsloven. Der er også bestemmelser i anden lovgivning, der er relevante i

denne sammenhæng, eksempelvis lægemiddellovens bestemmelser om lægemiddelberedskabet og biosikrings-

loven samt diverse bekendtgørelser. Yderligere eksempler kan findes i referencelisten.

5.2.1. Epidemiloven

Lov om epidemier m.v. (epidemiloven)

regulerer, hvilke foranstaltninger der kan iværksættes for at over-

våge, udrydde eller forebygge, forhindre, inddæmme og begrænse udbredelsen og indførelsen af smitsomme

sygdomme, alment farlige sygdomme og samfundskritiske sygdomme.

Generelle regler

Epidemiloven opererer med tre kategorier af smitsomme sygdomme:

•

Smitsomme sygdomme

Alment farlige sygdomme

Lov om epidemier mv. (epidemiloven), LOV nr. 285 af 27/02/2021 med senere ændringer:

Epidemiloven (retsinformation.dk)

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 34/69

•

Samfundskritiske sygdomme

Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler om, hvilke sygdomme der kategoriseres som hhv. smitsomme

sygdomme og alment farlige sygdomme

, mens indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler

om, hvilke sygdomme der kategoriseres som samfundskritiske sygdomme. Sidstnævnte kræver forudgående

indstilling fra Epidemikommissionen, og at et flertal i Folketingets Epidemiudvalg ikke modsætter sig. Se ne-

denfor.

Sundhedsstyrelsen kan derudover fastsætte regler om offentlige og private behandlingssteders og autoriserede

sundhedspersoners medvirken i forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme. Ligeledes kan Sund-

hedsstyrelsen fastsætte regler om forebyggelse af smitsomme sygdomme på offentlige og private dagtilbud,

skoler og andre uddannelsesinstitutioner

. Endelig fastsætter Sundhedsstyrelsen reglerne for anmeldelse af

smitsomme sygdomme

Foranstaltninger ved alment farlige eller samfundskritiske sygdomme

Styrelsen for Patientsikkerhed kan efter epidemilovens kap. 5 under nærmere betingelser give påbud om for-

anstaltninger over for enkeltpersoner - herunder om undersøgelse, indlæggelse, isolation, behandling og ob-

duktion. Det kan fx være i tilfælde, hvor en person har været nær kontakt til en anden person med alment

farlig eller samfundskritisk sygdom - fx ebolavirussygdom - og selv har symptomer, men nægter at lade sig un-

dersøge af en læge.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan desuden efter lovens kap. 6 meddele påbud om samfundsmæssige foran-

staltninger såsom adgangsrestriktioner eller lukning af konkrete regioners/kommuners institutioner, private

skoler/dagtilbud og behandlingssteder samt om afspærring af områder. Det kan fx være ved forekomst af sam-

fundskritisk sygdom, eller for nogle foranstaltningers vedkommende blot ved alment farlig sygdom, hvor der er

behov for omfattende rengøring og desinficering, inden et område igen kan tages i brug. Indenrigs- og

sundhedsministeren kan meddele påbud om adgangsrestriktioner eller lukning af statslige institutioner.

Indenrigs- og sundhedsministeren har efter epidemilovens kap. 7 i visse situationer og efter forelæggelse af

indstilling fra Epidemikommissionen for Epidemiudvalget mulighed for at fastsætte regler om restriktioner og

sundhedsforanstaltninger ved indrejse i Danmark, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme al-

ment farlig eller samfundskritisk sygdom. Disse foranstaltninger kan være relevante ved større udbrud af al-

ment farlige sygdomme og samfundskritiske sygdomme i andre lande, og kan ved indrejse fx omfatte fremvis-

ning af dokumentation for undersøgelse for den pågældende sygdom, vaccinationsbevis, test eller undersø-

gelse ved indrejsen, isolation eller indlæggelse på sygehus til observation.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan desuden fastsætte regler om, at personer, som har befundet sig et be-

stemt sted, deltaget i en forsamling, et arrangement, en begivenhed el.lign., hvor der er konstateret smitte

med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson eller isolere i

Jf. epidemilovens § 2, stk. 5 og bekendtgørelse om smitsomme sygdomme (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2023/1014) samt be-

kendtgørelse om alment farlige sygdomme (https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2023/349)

Jf. epidemilovens § 6 og bekendtgørelse om håndtering af infektioner og bekendtgørelse om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i

dagtilbud og skoler for børn og unge (ref

–

under opdatering)

Jf. epidemilovens § 51 og bekendtgørelse om anmeldelse af smitsomme sygdomme (ref)

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 35/69

en egnet facilitet. Det kan fx komme på tale ved smitteudbrud med en alvorlig sygdom ifm. store arrangemen-

ter, hvor påbud til enkeltpersoner ikke er praktisk muligt.

Yderligere foranstaltninger ved samfundskritiske sygdomme

Ved udbrud af samfundskritiske sygdomme kan indenrigs- og sundhedsministeren desuden ud fra et mindste-

middelsprincip fastsætte nærmere regler om adgangsrestriktioner for behandlingssteder samt påbud om vær-

nemidler i det offentlige rum, fx brug af mundbind.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler for forsamlingsforbud, mens relevante ressortministre kan

fastsætte regler for adgangsrestriktioner og lukning af skoler/dagtilbud, offentlige institutioner og private

virksomheder/institutioner samt restriktioner for offentlig transport.

Epidemikommissionen

Epidemikommissionen rådgiver af egen drift eller efter anmodning fra indenrigs- og sundhedsministeren samt

andre ministre om håndteringen af alment farlige og samfundskritiske sygdomme og kan indstille til, at ved-

kommende minister fastsætter, ændrer eller ophæver regler i medfør af epidemiloven. Epidemikommissionen

er under formandskab og sekretariatsbetjening af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og består derudover af

repræsentanter fra forskellige ministerier og sundhedsmyndigheder, rigspolitichefen, KL og Danske Regioner.

Det kræver jf. § 8, stk. 2 i epidemiloven en indstilling fra Epidemikommissionen, såfremt der skal fastsættes

regler om følgende:

•

Definition af en sygdom som værende samfundskritisk

•

Bemyndigelse af private og offentlige myndigheder til at bistå med udførelse af opgaver i medfør af

epidemiloven

•

Forsamlingsforbud

•

Besøgsrestriktioner (i hele eller dele af landet)

(Lokale besøgsrestriktioner kræver forudgående

høring

af Epidemikommissionen)

•

Adgangsrestriktioner for offentlige institutioner og faciliteter (i hele eller dele af landet)

•

Restriktioner for skoler og dagtilbud (i hele eller dele af landet)

•

Restriktioner for transportmidler

•

Adgangsrestriktioner for private virksomheder, foreninger mv.

•

Værnemidler i det offentlige rum

•

Indrejserestriktioner

•

Pligt til udlevering af personoplysninger

•

Behandling af personoplysninger (udover dem, der allerede er hjemlet i anden lovgivning)

•

Fravigelse af patientrettigheder og andre offentlige forpligtelser samt privates forpligtelser overfor

det offentlige

•

Foranstaltninger i forbindelse med forsyningssikkerhed

Epidemikommissionen skal inden afgivelse af indstilling inddrage

andre særligt sagkyndige,

såsom:

•

Lægevidenskabelige selskaber

Sundhedsfaglige repræsentanter

Repræsentanter med ekspertise på det sociale område

Patientforeninger

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 36/69

•

Arbejdstilsynet

Repræsentanter med ekspertise på børne- og undervisningsområdet.

Hvis indenrigs- og sundhedsministeren ikke følger Epidemikommissionens indstillinger, skal Folketingets Epide-

miudvalg hurtigst muligt orienteres om indstillingen, og at ministeren ikke vil følge den.

Folketingets Epidemiudvalg

Formålet med Folketingets Epidemiudvalg er blandt andet at føre parlamentarisk kontrol med fastsættelsen af

regler efter epidemiloven. Epidemiudvalget har forholdsmæssig repræsentation fra alle Folketingets partier.

Fastsættelse af regler, som kræver indstilling fra Epidemikommissionen, kræver også forelæggelse for Epide-

miudvalget. Der må desuden ikke være flertal i Epidemiudvalget imod fastsættelse af en given regel.

Ved ophævelse og lempelse af regler kræves ikke forelæggelse for Epidemiudvalget. Forelæggelse for Epide-

miudvalget kan fraviges ved ”overhængende og akut fare for eller trussel mod folkesundheden”,

I så fald skal

ministeren uden unødigt ophold efter udstedelsen af reglerne forelægge disse for udvalget. Udtaler udvalget

sig herefter imod reglerne, skal ministeren ophæve reglerne.

5.2.2. Sundhedsloven

Sundhedsloven fastlægger bl.a. ansvarsområderne for de forskellige nationale sundhedsmyndigheder. Sund-

hedsstyrelsen har jf. sundhedslovens § 212 og § 214 en generel forpligtelse til at rådgive og vejlede indenrigs-

og sundhedsministeren, regioner, kommuner og andre myndigheder samt borgere om sundhedsfaglige spørgs-

mål - herunder indsatser og anbefalinger for forebyggelse og håndtering af smitsomme sygdomme. Heri ligger

også generel rådgivning om, hvorledes lovgivningen på området fortolkes og omsættes i praksis.

Styrelsen for Patientsikkerhed rådgiver jf. sundhedslovens § 212, stk. 4 statslige, regionale og kommunale

myndigheder i hygiejniske, miljømæssige og socialmedicinske forhold. Jf. lovens § 220 fører Styrelsen for Pati-

entsikkerhed desuden tilsyn med de sundhedsmæssige forhold på dag- og døgninstitutioner, herunder ift. be-

kæmpelse af smitsomme sygdomme og hygiejniske forhold.

Sundhedslovens § 222 fastlægger Statens Serum Instituts ansvarsområde, herunder instituttets funktion som

centrallaboratorium, dets rolle i forhold til varetagelse af referencefunktioner internationalt og dets ansvar

for forsyning af vacciner til de offentlige vaccinationsprogrammer og beredskabsprodukter (bl.a. immunglobu-

lin og antisera) gennem fremskaffelse, lagring og distribution. Det fastsættes endvidere, at instituttet indgår i

det operationelle beredskab mod smitsomme sygdomme og biologisk terrorisme og beredskabet på det veteri-

nære område, samt driver videnskabelig forskning og yder rådgivning og bistand på områder, som vedrører

instituttets opgaver.

Af beredskabsloven § 24 og § 25 fremgår, at de enkelte ministre skal sikre beredskabsplanlægning inden for

eget område, samt at kommunalbestyrelsen og regionsrådet skal udarbejde en plan for hhv. kommunens og

regionens beredskab

. Herudover skal regionsrådet og kommunalbestyrelsen planlægge og gennemføre så-

danne foranstaltninger, at der sikres syge og tilskadekomne nødvendig behandling i tilfælde af ulykker og ka-

tastrofer, herunder krigshandlinger, jf. sundhedslovens § 210, som er nærmere udmøntet i bekendtgørelse om

Bekendtgørelse af beredskabsloven,

Beredskabsloven (retsinformation.dk)

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 37/69

planlægning af sundhedsberedskabet

29,30

Dette suppleres af epidemilovens § 4, der specifikt indeholder krav

om, at kommuner og regioner skal udarbejde planer for håndtering af smitsomme sygdomme.

Regionernes og kommunernes beredskabsplanlægning skal tage udgangspunkt i det daglige beredskab og sikre

en fleksibel tilpasning af dette til mulige beredskabshændelser. Derudover skal regionerne inddrage det inter-

nationale sundhedsregulativ (IHR) samt epidemiloven i deres planlægning. Regioner og kommuner skal i forbin-

delse med planlægningen indhente rådgivning fra Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen formidler yderligere anvisninger og anbefalinger om planlægning til regioner og kommuner i

Sundhedsstyrelsens vejledning om planlægning af sundhedsberedskab og de dertil hørende håndbøger for hhv.

kommuner og regioner. Det gælder bl.a. særlige forhold vedrørende planlægning for smitsomme sygdomme

5.2.3. Internationale regler

Smitsomme sygdomme kan spredes på tværs af landegrænser. Det er derfor vigtigt med internationale aftaler,

der forpligter lande til at træffe foranstaltninger, der skal hindre spredning af sygdomme til andre lande og

ligeledes forpligter til at samarbejde om bekæmpelse af sygdomsudbrud.

Forordning om grænseoverskridende sundhedstrusler mv.

EU har fastsat overordnede regler for medlemsstaternes samarbejde og koordinering af planlægning og hånd-

tering af alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler. Dette omfatter bl.a. alvorlige epidemier af smit-

somme sygdomme, men også trusler af biologisk, kemisk, miljømæssig og ukendt oprindelse. Reglerne forefin-

des blandt andet i forordningen om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler (SCBTH-forordningen)

Forordningen indeholder bl.a. procedurer for:

•

Koordinering af indsatser i Udvalget for Sundhedssikkerhed (Health Security Committee, HSC)

Fælles udbud og indkøb af medicinske modforanstaltninger

Epidemiologisk overvågning

Tidlig varsling og reaktion (EWRS)

Vurdering af risici for folkesundheden

Kommissionens supplering af medlemslandenes tiltag - herunder vedtagelse af henstillinger om fælles

midlertidige folkesundhedsmæssige foranstaltninger.

Forordningen omfatter desuden bindende regler for koordinering af medlemsstaternes beredskabsplanlægning

for grænseoverskridende sundhedstrusler. EU-Kommissionen

har til opgave at udarbejde en ”forebyggelses-,

beredskabs-

og indsatsplan” for hele EU og skal hvert

tredje år udarbejde en rapport om medlemsstaternes

forebyggelses-, beredskabs- og indsatsplanlægning.

De danske sundhedsmyndigheder har forskellige ansvarsområder i relation til forordningen. Sundhedsstyrelsen

repræsenterer Danmark i HSC og koordinerer afrapporteringen til EU-Kommissionen om den danske sundheds-

beredskabsplanlægning. Statens Serum Institut bidrager med data til den epidemiologiske overvågning på EU-

Bekendtgørelse af sundhedsloven

Sundhedsloven (retsinformation.dk)

Bekendtgørelse om planlægning af sundhedsplanlægning,

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2022/210

Vejledning om sundhedsberedskab til kommuner og regioner - Sundhedsstyrelsen

Forordning - 2022/2371 - EN - EUR-Lex (europa.eu)

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 38/69

niveau og deltager i systemet for tidlig varsling og reaktion. Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Sundhedssty-

relsen, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut indgår i samarbejde med den Europæiske Myndighed

for Kriseberedskab og -indsats på sundhedsområdet (HERA) om medicinske modforanstaltninger. Sundhedssty-

relsen og Statens Serum Institut indgår i samarbejde med det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kon-

trol med Sygdomme (ECDC).

Dertil kommer Schengengrænsekodeksen og tilhørende ændringsforordning, hvor der gives mulighed for at Rå-

det for den Europæiske Union kan vedtage midlertidige rejserestriktioner ved EU’s ydre grænser ved en større

krise for den offentlige sundhed. For Danmark betyder det konkret, at der ved de ydre grænser som f.eks.

lufthavne og havne kan indføres midlertidige rejserestriktioner for rejser til Danmark fra tredjelande. De mid-

lertidige rejserestriktioner kan omfatte indrejserestriktioner og sundhedsrelaterede minimumsrestriktioner.

Sidstnævnte kan omfatte testning, karantæne og selvisolation, men oplistningen er ikke udtømmende og vil

afhænge af den aktuelle større sundhedskrise og indholdet af den konkrete gennemførelsesforordning, som

Rådet måtte vedtage i den pågældende situation.

Det internationale sundhedsregulativ (International Health Regulations, IHR)

Det internationale sundhedsregulativ (IHR) har til formål at forebygge international sygdomsspredning ved at

opstille en række krav til medlemslandenes kapacitet til at identificere, håndtere samt anmelde alvorlige

smitsomme sygdomme. Alle WHO’s medlemslande er aftaleparter for IHR. Medlemslandene skal hvert år afrap-

portere til WHO om deres IHR-relaterede kapaciteter - eksempelvis indenfor overvågning, kontaktopsporing,

koordinering af sundhedsfaglig respons mv. Det internationale sundhedsregulativ er blevet revideret i 2024

med ikrafttræden i september 2025.

Sundhedsstyrelsen er national koordinerende myndighed for implementering af IHR og koordinerer den årlige

afrapportering. IHR er implementeret sektorvist i Danmark, så en række forskellige myndigheder i og udenfor

sundhedssektoren har opgaver i henhold til IHR. Implementeringen og ansvarsfordelingen er beskrevet i Sund-

hedsstyrelsens rapport

Det internationale sundhedsregulativ - gennemført i struktur og praktik i dansk bered-

skab

. Statens Serum Institut fungerer som nationalt kontaktpunkt for IHR og er dermed ansvarlig for modta-

gelse og afsendelse af varsler og information til

WHO’s globale varslingsnetværk.

På lokalt niveau - fx ift. beredskabet i lufthavne og havne - er Styrelsen for Patientsikkerhed koordinerende

myndighed for IHR, mens det stedlige politi er lokalt IHR-kontaktpunkt.

5.3. Anmeldelse og overvågning af smitsomme sygdomme

5.3.1. Anmeldelse af smitsomme sygdomme

Læger og laboratorier i Danmark skal anmelde visse smitsomme sygdomme til Styrelsen for Patientsikkerhed

og/eller Statens Serum Institut i henhold til bekendtgørelse om anmeldelse af smitsomme sygdomme

. Dette

IHR 2024

–

ændringer fremhævet med fed -

https://apps.who.int/gb/ebwha/pdf_files/WHA77/A77_ACONF14-en.pdf

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2012/Det-internationale-sundhedsregulativ---gennemfoert-i-struktur-og-praktik-i-dansk-beredskab

(2012)

Bekendtgørelse om anmeldelse af smitsomme sygdomme (retsinformation.dk)

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 39/69

er nødvendigt for at sikre, at der kan iværksættes forebyggende foranstaltninger mod videre smitte og for, at

forekomsten af bestemte sygdomme overvåges.

5.3.2. Overvågning af smitsomme sygdomme

Statens Serum Institut overvåger, blandt andet på baggrund af data fra det danske anmeldesystem, forekom-

sten af smitsomme sygdomme hos mennesker. Statens Serum Institut overvåger endvidere den nationale vacci-

nationstilslutning samt effekt og dødelighed relateret til smitsom sygdom og epidemier. Overvågningen har til

formål at identificere sygdomsudbrud og at fremskaffe oplysninger til brug for national beslutningstagen om

foranstaltninger - herunder oplysninger om sygdomsudbredelse og alvorlighedsgrad.

Overvågningen af smitsomme sygdomme hos mennesker sker på baggrund af forskellige datakilder som vist i

figur 4.

Døde

•Dødsårsagsregistret,

cpr-registeret

Alvorligt syge

(fx behov for

intensiv

terapi)

Syge med

indlæggelsesbehov

•Landspatientregistret

inkl. ydelseskoder for fx

intensiv terapi, Sygehusmedicinregisteret med

administration af lægemidler mod alvorlig

sygdom

•Landspatientregistret

- data om

indlæggelselængde, byrde og geografi

•Fx

kliniske anmeldelser,

laboratoriedata (MiBa), data fra

opkald til 112/lægevagt,

Lægemiddelstatistikregistret

•Spørgeskemaundersøgelser

•Selvrapportering

•Seroepidemiologiske

undersøgelser

•Screeningsprøver

Syge, der opsøger læge

Klinisk syge (med symptomer)

Smittede

Figur 4. Eksempler på kilder og metoder til overvågning af sygdomsforekomst i Danmark

For nogle sygdomme er det også væsentligt at overvåge forekomsten i dyr og i miljøet. Fødevarestyrelsen er

ansvarlig for overvågning af forekomsten af smitsomme sygdomme hos dyr, og samarbejder med Københavns

Universitet og Statens Serum Institut herom. Kommunerne er under miljølovgivningen ansvarlige for overvåg-

ning af mikrobiologisk forurening i drikke- og badevand. Endelig overvåger Københavns Universitet i samar-

bejde med Statens Serum Institut forekomsten af mikroorganismer i vektorer (fx flåter).

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 40/69

5.3.3. International overvågning og anmeldelse

De danske sundhedsmyndigheder deltager i overvågning af smitsomme sygdomme i internationale netværk

mhp. hurtigt og effektivt at kunne håndtere og forebygge større udbrud og epidemier af smitsomme syg-

domme på verdensplan.

Statens Serum Institut er ansvarlig for videreformidling af information om potentielt grænseoverskridende ud-

brud af smitsom sygdom via internationale varslingssystemer. Ved risiko for spredning til Danmark informerer

Statens Serum Institut relevante danske myndigheder, jf. afsnit 3.1.2.

ECDC

European Centre for Disease Control and Prevention (ECDC) overvåger forekomst af smitsom sygdom i EU/EEA-

lande på baggrund af indsendte data fra de enkelte lande, herunder fra Statens Serum Institut. Data danner

baggrund for risikovurderinger og anbefalinger, som udgives af ECDC. ECDC udarbejder desuden ugentlige op-

samlinger på igangværende erkendte udbrud både på globalt og på europæisk plan.

ECDC driver et europæisk kommunikationssystem, Early Warning Response System (EWRS), som benyttes ifm.

forekomst af smitsomme sygdomme og andre grænseoverskridende sundhedstrusler, hvor der er behov for

kommunikation og koordination mellem flere landes nationale sundhedsmyndigheder. Alle EU/EEA-lande ind-

går i netværket, som eksempelvis benyttes ifm. smitte- og kontaktopsporing på tværs af landegrænser. Sta-

tens Serum Institut er nationalt kontaktpunkt for EWRS og foretager den initiale risikovurdering ifm. meddelel-

ser modtaget via EWRS samt anmelder relevante tilfælde af smitsomme sygdomme i Danmark til udenlandske

myndigheder via EWRS.

Det internationale sundhedsregulativ (International Health Regulations, IHR)

WHO’s internationale sundhedsregulativ,

International Health Regulations

(IHR) beskriver, at forekomst af

visse alvorlige sygdomme skal anmeldes til WHO. Statens Serum Institut fungerer som nationalt kontaktpunkt

for IHR og forestår anmeldelse af sygdomme i Danmark til WHO. Se afsnit 5.2.3 for yderligere information om

IHR.

5.3.4. Tilpasning af overvågning og udveksling af data ved udbrud og epidemier

Ifm. sygdomsudbrud vil det ofte være nødvendigt at justere overvågningen mhp. at kvalificere beslutnings-

grundlaget for mulige nationale foranstaltninger til at håndtere udbruddet. Det er især relevant ved nye syg-

domme eller sygdomme, der optræder på en usædvanlig måde, for at tilvejebringe så nøjagtige oplysninger

om udbredelse, alvorlighed mv. som muligt. Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut afdækker behov og

muligheder herfor i dialog med relevante parter, navnlig Sundhedsdatastyrelsen. Mulige værktøjer kan eksem-

pelvis omfatte følgende:

•

Justering af diagnostisk strategi, herunder case-definition og test-strategi

Indhentning af detaljerede kliniske oplysninger fra et antal tilfælde

Indførelse eller justering af anmeldepligt

Implementering af real-time-overvågning af indlæggelser og dødelighed

Etablering af overvågning af tilgængelige personale ressourcer/kapaciteter i sundhedsvæsenet (f.eks.

i form sengekapacitet i det regionale og kommunale sundhedsvæsen)

Monitorering af særlige grupper (fx børn og gravide)

Overvågning af immunitet i befolkningen (fx seroprævalensstudier)

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 41/69

•

Monitorering af vaccinationsdækning (i DDV) og vaccineeffektivitet

Udbrudsundersøgelser til vurdering af sygdomskarakteristika (fx case-fatality-rate)

Adfærdsundersøgelser (fx søgning af læge/vagtlæge)

Samfundsmæssige/sociologiske undersøgelser af befolkningen (compliance, tillid til myndighederne,

trusselsopfattelse, overvågning af sundhedsmæssige negative effekter af foranstaltninger)

Undersøgelser af, hvilke grupper er i særlig risiko for smitte eller har særlige behov for indsatser ift.

forebyggende tiltag og vaccination

Spildevandsovervågning

Der kan desuden være behov for overvejelser ift. fremskaffelse og udveksling af data til brug for kontaktop-

sporing og iværksættelse af lokale foranstaltninger. Personoplysninger vedr. smitsomme sygdomme udveksles

indenfor rammerne af epidemiloven. Det kan eksempelvis dreje sig om tilpasninger i de oplysninger, som Sty-

relsen for Patientsikkerhed modtager via anmeldesystemet for smitsomme sygdomme.

Ved zoonotiske sygdomme kan det endvidere være relevant at inddrage Fødevarestyrelsen ift. mulighederne

for tilpasning af overvågning af sygdommen i dyr.

5.4. Sundhedsvæsenets opgaver

Ifm. udbrud og epidemier af smitsom sygdom vil der være nøglefunktioner i sundhedsvæsenet, hvor rettidig

aktivering, koordinering og sikring af tilstrækkelig kapacitet, forsyninger og personale vil være afgørende for,

at den givne situation kan håndteres mest hensigtsmæssigt. Derfor er det afgørende, at alle

–

herunder stats-

lige, regionale og kommunale myndigheder

–

har kendskab til, hvilke opgaver der knytter sig til disse nøgle-

funktioner.

Den følgende beskrivelse af de forskellige aktørers opgaver er refereret fra Sundhedsstyrelsens vejledning for

planlægning af sundhedsberedskabet, med undtagelse af afsnit om

”øvrig

praksissektor”

og ”sundhedsvæsenet

i øvrigt”.

Der henvises til denne for nærmere anbefalinger til regioners/kommuners beredskabsplanlægning

5.4.1. Sygehuse

Regionerne har ifølge epidemilovens § 4 til opgave at forebygge og sikre sig mod udbredelsen af smitsomme

sygdomme

. Regionerne skal udarbejde planer for håndtering af smitsomme sygdomme og sikre, at deres per-

sonale er bekendt med myndighedernes anbefalinger og vejledninger på området. Regionernes sygehusbered-

skab skal dertil, jf. bekendtgørelsen for planlægning af sundhedsberedskab

, kunne iværksætte undersøgel-

ser, isolation, behandling og pleje, der er tilpasset hændelsens omfang. Regionerne bør i den forbindelse plan-

lægge tidstro overvågning af kapaciteter og en trinvis udvidelse af relevante kapaciteter - herunder beskrive

hvilke kompetencer der kan inddrages og hvordan der sikres efterlevelse af infektionshygiejniske retningslin-

jer. Planer for ekstraordinær udskrivelse af patienter og ændret prioritering af planlagte aktiviteter er redska-

ber, der kan tages i anvendelse for at udvide kapaciteten

, ligesom der kan være behov for udvidelse af

Vejledning om sundhedsberedskab til kommuner og regioner - Sundhedsstyrelsen

Loven om epidemier m.v. (pidemiloven), LOV nr. 285 af 27/02/2021:

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/285

Bekendtgørelse om planlægning af sundhedsberedskabet (retsinformation.dk)

Planlægning af sundhedsberedskab (sst.dk)

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 42/69

diagnostiske kapaciteter, herunder laboratoriekapacitet, billeddiagnostik mv. Der kan dertil være et øget be-

hov for både personale, medicin og medicinsk udstyr.

Det anbefales, at særligt klinisk mikrobiologiske afdelinger, infektionshygiejniske enheder og infektionsmedi-

cinske afdelinger inddrages i planlægningen for håndtering af epidemier og pandemier. De har alle en særlig

rolle ift. patientbehandling, men også ift. rådgivning af eksempelvis praktiserende læger, andre sygehusafde-

linger og Akut Medicinsk Koordinering (AMK) ift., hvilke patienter der skal undersøges og indlægges. Tilsva-

rende gør sig gældende for pædiatriske afdelinger, såfremt den konkrete sygdom påvirker børn og unge under

18 år og for intensivafdelinger ift. patienter, der får behov for intensiv behandling.

Håndtering af et større udbrud af smitsom sygdom eller en epidemi kan blive en meget krævende opgave for

de pågældende afdelinger, også selvom der i begyndelsen kun er et begrænset antal patienter. Samtidig skal

afdelingerne kunne udføre deres vanlige opgaver og behandle patienter med andre sygdomme, hvilket lægger

et ekstra pres på den enkelte afdeling og det enkelte sygehus. Der kan være behov for tværregionalt samar-

bejde for at lette belastningen på det samlede sygehusvæsen - eksempelvis ved overflytning af patienter og

udlån af personale eller udstyr.

Infektionsmedicinske afdelinger

Infektionsmedicinske afdelinger er specialiserede i at behandle patienter med smitsomme sygdomme. De in-

fektionsmedicinske afdelinger på Amager og Hvidovre Hospital samt på Aarhus Universitetshospital har yder-

mere ansvar for at kunne modtage, behandle og pleje patienter med visse alvorlige smitsomme sygdomme

40.

Til dette formål råder de over et beredskab i form af bl.a. særlige isolationsstuer, isolationsudstyr og særligt

uddannet personale.

Klinisk mikrobiologiske afdelinger og infektionshygiejniske enheder

Klinisk mikrobiologiske afdelinger og infektionshygiejniske enheder har ekspertviden om diagnostik af smit-

somme sygdomme, om valg af behandling herfor og om infektionshygiejniske problemstillinger. De infektions-

hygiejniske enheder rådgiver regionale sygehusafdelinger om infektionshygiejniske forholdsregler og kan desu-

den rådgive kommuner, der har indgået aftale herom. De klinisk mikrobiologiske afdelinger har ansvar for la-

boratorieundersøgelser for smitsomme sygdomme og samarbejder med Statens Serum Institut herom under

rammerne af Sundhedsstyrelsens specialevejledning for klinisk mikrobiologi.

5.4.2. Akut Medicinsk Koordinering

Regionernes Akut Medicinske Koordinering, AMK, har overblik og disponerer over regionens præhospitale res-

sourcer, herunder ambulancer, akutlæger og lægehelikoptere. Derudover varetager AMK den operative ledelse

og koordinering af den samlede sundhedsfaglige indsats i regionen ved større hændelser, herunder koordina-

tion med kommuner, andre regioner og evt. Sundhedsstyrelsen. AMK har døgnbemandet telefon og mail samt

mulighed for at etablere sikker radiokommunikation (SINE) med øvrige beredskabsmyndigheder. Ved behov

kan AMK indhente faglig rådgivning fra regionens øvrige læger, fx læger med speciale i klinisk mikrobiologi og

infektionsmedicin.

Specialeplan for intern medicin: Infektionsmedicin Sundhedsstyrelsen 2023:

Specialeplaner for sygehusvæsnet | Fagperson | Sundhedsstyrel-

sen

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 43/69

AMK skal derudover kunne håndtere og transportere patienter med smitsomme sygdomme - herunder patien-

ter med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom eller mistanke herom, som ankommer med fly eller skib

fra udlandet, jf. regler fastsat i medfør af epidemilovens

§ 39-40 og Det Internationale Sundhedsregulativ

(IHR)

5.4.3. Almen praksis

Almen praksis og vagtlæger undersøger og behandler patienter, som ikke kræver indlæggelse og visiterer pati-

enter til indlæggelse. Almen praksis og vagtlæger kan i tilfælde af større udbrud af smitsom sygdom eller en

epidemi aflaste sygehusene ved at tilse og behandle relevante patienter i praksis og i eget hjem/plejehjem

mv. Almen praksis er ikke selvstændigt forpligtet til at udarbejde sundhedsberedskabsplaner og i det omfang

de forventes inddraget i regionens sundhedsberedskab, skal dette ske via aftaler indenfor rammen af regioner-

nes øvrige sundhedsberedskabsplanlægning. Ved håndtering af smitsom sygdom, er det en forudsætning for

inddragelse af almen praksis, at regionen sikrer relevant information og indgår aftale med almen praksis om

anskaffelse af personlige værnemidler, relevante lægemidler, diagnostisk udstyr mv.

5.4.4. Øvrig praksissektor

Praktiserende speciallæger, tandlæger, fysioterapeuter mv. er ligesom almen praksis ikke selvstændigt for-

pligtet til at udarbejde sundhedsberedskabsplaner. De løser dog i mange tilfælde opgaver for det offentlige

sundhedsvæsen, og kan i nogle tilfælde (fx øre-næse-halslæger og hudlæger) være relevante at inddrage i be-

handlingen af smitsomme sygdomme, ligesom deres aktivitet på forskellig vis kan blive berørt ved omfattende

epidemier og pandemier. Ved hændelser bør der derfor hvor relevant være opmærksomhed på deres rolle og

opgaver i udarbejdelsen af strategi og retningslinjer, herunder ift. forsyningsspørgsmål, fx vedr. værnemidler.

5.4.5. Kommuner

Kommunerne har ifølge epidemilovens § 4 til opgave at forebygge og sikre sig mod spredning af smitsomme

sygdomme

. Herunder skal kommunen udarbejde planer for håndtering af smitsomme sygdomme og sikre, at

kommunens institutioner og personale er bekendt med myndighedernes anbefalinger og vejledninger om hånd-

tering af smitsomme sygdomme. Kommunen skal dertil, jf. § 10 i bekendtgørelsen for planlægning af sund-

hedsberedskab

, kunne yde en indsats overfor borgere med smitsomme sygdomme, som befinder sig på pleje-

centre, på bosteder eller i eget hjem samt udarbejde planer for modtagelse af patienter, der udskrives ekstra-

ordinært fra sygehuse. Kommunerne bør dertil planlægge for trinvis udvidelse af kapacitet. Det gælder ift.

personale, der kan inddrages, og sikring af efterlevelse af infektionshygiejniske retningslinjer, forbrug af me-

dicinsk udstyr, værnemidler mv.

5.4.6. Sundhedsvæsenet i øvrigt

Ud over det regionale og kommunale sundhedsvæsen og praksissektoren kan andre aktører i sundhedsvæsenet

også berøres af, eller have opgaver ifm., håndteringen af sygdomsudbrud. Blandt disse skal særligt nævnes

følgende:

Lov om epidemier m.v. (Epidemiloven), LOV nr. 285 af 27/02/2021:

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/285

Procedurer er nærmere beskrevet i rapporten

Det internationale Sundhedsregulativ

–

gennemført i struktur og praktik i dansk Beredskab,

Sundhedsstyrelsen, 2012:

https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2012/Publ2012/Bilagsdel-Det-internationale-sundhedsregulativ-

%E2%80%93-gennemf%C3%B8rt-i-struktur-og-praktik-i-dansk-beredskab.ashx

Loven om epidemier m.v. (Epidemiloven), LOV nr. 285 af 27/02/2021:

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/285

Bekendtgørelse om planlægning af sundhedsberedskabet (retsinformation.dk)

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 44/69

•

Private sygehuse: Disse skal planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at de på tilsvarende

måde som regionale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet

Behandlingstilbud for forskellige marginaliserede grupper, eksempelvis målrettet seksuelle minorite-

ter, personer uden opholdsgrundlag i landet eller tilbud med tilknytning til herberger/væresteder.

Forsvarets infirmerier, der har ansvar for sundhedsfaglige ydelser til værnepligtige og Forsvarets fa-

ste personel.

Kriminalforsorgen, der har ansvar for sundhedsfaglige ydelser til indsatte i Kriminalforsorgens institu-

tioner.

Udlændingestyrelsen, der har ansvar for sundhedsfaglige ydelser til beboere på asyl- og udrejsecen-

tre.

Behandlingssteder tilknyttet Forsvaret, Kriminalforsorgen og Udlændingestyrelsen er omfattet af disse myndig-

heders beredskabsplanlægning.

5.4.7. Vaccinationsindsats

Såfremt der foreligger en relevant vaccine, vurderer Sundhedsstyrelsen som et led i strategien for håndtering

af sygdomsudbrud, om der er behov for at tilbyde vaccination til specifikke befolkningsgrupper eller hele be-

folkningen (massevaccination). Sundhedsstyrelsen inddrager relevante myndigheder og faglige eksperter i regi

af Sundhedsstyrelsens Vaccinationsråd og foretager indstilling til indenrigs- og sundhedsministeren pba. en fag-

lig vurdering af forventet effekt, risici, implementerbarhed mv. Indenrigs- og sundhedsministeren træffer af-

gørelse om tilbud af vaccination

Sundhedsstyrelsen koordinerer vaccinationsindsatsen i samarbejde med relevante aktører, herunder regioner,

kommuner, Statens Serum Institut, Lægemiddelstyrelsen m.fl.

Regionerne har ansvaret for at yde vaccination samt for at planlægge massevaccination

og kan med fordel

samarbejde med kommuner herom, fx ift. oprettelse af vaccinationscentre. Afhængig af de konkrete forhold,

fx ift. tilgængelighed, kompetencer, volumen, holdbarhed mv. kan det overvejes om vaccination skal gives på

anden vis end i vaccinationscentre, fx i almen praksis.

Aktørernes konkrete opgaver ifm. vaccinationsindsatsen vil afhænge af, hvilken national ramme der er blevet

udmeldt. Typisk vil regionen have ansvaret for at oprette og bemande vaccinationscentre, mens kommunen

typisk vil have til opgave at stille faciliteter og personale til rådighed for indsatsen. Kommunen kan ligeledes

have til opgave at identificere borgere i kommunen, som er i målgruppen for vaccination, og som har behov

for bistand til fx kørsel mv. eller har behov for særlige målrettede indsatser for at modvirke ulighed i adgang

til vaccination. Statens Serum Institut har ansvaret for at fremskaffe og distribuere vacciner samt for at tilve-

jebringe data til overvågning af vaccinetilslutning og -effekt. Lægemiddelstyrelsen har ansvar for overvågning

af bivirkninger til vaccination.

Jf. sundhedslovens § 210, stk. 3 (LBK nr 1015 af 05/09/2024:

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2024/1015)

Det forudsættes her, at der er tale om vederlagsfri vaccination iht. sundhedslovens § 158. Alternativt kan der gives tilskud til køb af vaccine,

i hvilket tilfælde Sundhedsstyrelsen træffer afgørelse, jf. sundhedslovens § 158 a. Endvidere kan sundhedsvæsenet tilbyde vaccination som

led i patientbehandling. Endelig kan arbejdsgivere tilbyde vaccination til ansatte, og i visse tilbud være forpligtet på dette iht. Arbejdstilsy-

nets regler.

Jf. sundhedslovens § 158 og bekendtgørelse om planlægning af sundhedsberedskabet § 14, stk. 2, nr. 5, litra d.:

https://www.retsinforma-

tion.dk/eli/lta/2016/971

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 45/69

Hvis hele befolkningen skal tilbydes vaccination indenfor en kort periode anbefales det, at der tages visse hen-

syn ved udpegelse af lokaliteter og ved antallet af centre. Der bør tages hensyn til antallet af indbyggere, be-

folkningstætheden, demografi og logistiske forhold som afstand, geografi, mulighed for transport mv.

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 46/69

6. National krisestyring ved epidemier

Ved krisestyring forstås, hvordan organisationer navigerer gennem kriser. Det nationale krisestyringssystem i

Danmark har til formål at skabe de bedst mulige forudsætninger for handlekraftig og koordineret håndtering

af større kriser, ulykker og katastrofer, der rammer Danmark. Beredskabsstyrelsens Retningslinjer for Krisesty-

ring beskriver de centrale elementer, retningslinjer og principper i krisestyringen, herunder behovet for tæt

koordinering i såvel egen sektor som på tværs af sektorer

For at sikre en effektiv håndtering af større kriser, ulykker og katastrofer skal myndighederne i nødvendigt

omfang og på relevant niveau bidrage til den samlede krisestyring. Det indebærer, at myndighederne skal

kunne varetage krisestyringen inden for eget ansvarsområde i henhold til egen planlægning. De skal desuden

bistå andre myndigheder under større kriser, ulykker og katastrofer, der involverer flere sektorer samt kunne

indgå i tværgående krisestyringsfora.

Beredskabsplanlægning for epidemier er en integreret del af den samlede nationale beredskabsplanlægning

for forskellige kriser. Ligeledes foregår håndtering af epidemier indenfor rammen af det generelle nationale

krisestyringssystem og de gældende principper herfor. Det indebærer bl.a., at sundhedsvæsenets indsats

koordineres med de øvrige sektorer, og at øvrige sektorer kan bistå med hjælp til sundhedsvæsenet i form

af fx materiel og menneskelige ressourcer.

6.1. Krisestyringsprincipper

Det nationale krisestyringssystem arbejder ud fra følgende fælles principper for beredskabet, som anvendes

ved alle typer af kriser og katastrofer, herunder

•

Sektoransvarsprincippet,

som betyder, at den myndighed, der har ansvaret for en opgave til daglig,

bevarer ansvaret for opgaven i en krisesituation (før, under og efter krisen).

Lighedsprincippet,

som foreskriver, at de procedurer og ansvarsforhold, der anvendes i dagligdagen,

i videst muligt omfang også anvendes i krisestyringssystemet. Evt. særlige procedurer og udvidelse af

beføjelser, der afviger fra de daglige procedurer, kan dog være nødvendigt.

Nærhedsprincippet,

som indebærer, at beredskabsopgaverne, der knytter sig til den aktuelle krise,

bør håndteres så tæt på borgerne eller det ramte område som muligt og dermed på det organisati-

onsmæssigt lavest egnede, relevante niveau. Nærhedsprincippet bør dog ikke stå i vejen for at ind-

drage højere niveauer i krisestyringssystemet, såfremt situationen kræver det.

Samarbejdsprincippet,

som betyder, at myndighederne har et selvstændigt ansvar for at fremme

samarbejdet og koordineringen med andre myndigheder og organisationer, både hvad angår bered-

skabsplanlægning og krisestyring.

Handlingsprincippet,

som betyder, at det i en situation med uklare eller ufuldstændige informatio-

ner er mere hensigtsmæssigt at etablere et lidt for højt beredskab end et lidt for lavt beredskab.

Samtidig skal der hurtigt kunne ændres på beredskabet i nedadgående retning for at undgå

•

https://www.brs.dk/globalassets/brs---beredskabsstyrelsen/dokumenter/krisestyring-og-beredskabsplanlagning/2020/-retningslin-

jer_for_krisestyring-.pdf

Jf. Beredskabsstyrelsens Retningslinjer for Krisestyring (op.cit.)

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 47/69

•

ressourcespild. De enkelte myndigheder har pligt til at handle, hvis de vurderer, at de kan tilføre

værdi i en krise. Handlepligten gælder også i situationer, hvor der endnu ikke er indtruffet en hæn-

delse, men hvor forberedelse kan tilføre værdi i tilfælde af en hændelse.

Fleksibilitetsprincippet,

som indebærer, at en myndigheds virke og arbejde i de tværgående krise-

styringsfora kan og bør tilpasses den konkrete situation.

Retningsprincippet,

som indebærer, at en organisations handlinger under kriser styres med udgangs-

punkt i klare strategiske hensigter. De strategiske hensigter skal sætte den overordnede retning for

organisationens indsats og skal angive, hvad organisationen samlet set ønsker at opnå med krisesty-

ringsindsatsen.

6.2. National model for krisestyring

Danmark har en organisering af det tværsektorielle samarbejde ifm. håndtering af kriser, ulykker og katastro-

fer, der omfatter fælles planlægning, fælles sprog, fælles principper for samarbejde og fælles øvelser.

Sundhedsstyrelsen er som koordinerende myndighed for sundhedsberedskabet repræsentant for det samlede

sundhedsvæsen i det nationale krisestyringssystem i regi af Internationale Operative Stab og Nationale Opera-

tive Stab. Regionerne repræsenterer sundhedsvæsenet i de lokale beredskabsstabe med ad hoc bistand fra

Styrelsen for Patientsikkerhed. Andre myndigheder kan inddrages ved behov i en given situation.

IOS (International Operativ Stab)

•

Den Internationale Operative Stab (IOS) varetager den overordnede koordinerende funktion ved kri-

ser, katastrofer og større ulykker i udlandet, som involverer danske statsborgere og udlændinge

med fast bopæl i Danmark. Formålet er at skabe en hurtig og effektiv dansk indsats, der kan bistå

de berørte. IOS er forankret i Udenrigsministeriet og består af en række faste medlemmer, herun-

der Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen. IOS kan endvidere indkalde ad hoc-

medlemmer.

NOST (National Operativ Stab)

•

I tilfælde hvor Danmark rammes eller påvirkes af større kriser, ulykker eller katastrofer, aktiveres

Den Nationale Operative Stab (NOST) med henblik på at koordinere den operative indsats på tværs

af myndighederne.

•

NOST er forankret hos Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Sundhedsstyrelsen er blandt

de faste medlemmer og repræsenterer sundhedssektoren. Dertil kan indkaldes ad hoc-medlemmer

fra andre relevante myndigheder samt private aktører

LBS (Lokal Beredskabs Stab)

•

Kan etableres i hver af landets 12 politikredse og varetager tværgående koordination og samarbejde

ved ekstraordinære hændelser inden for politikredsens geografiske område.

•

Politiet har den koordinerende ledelse. Regionens sundhedsberedskab er blandt de faste medlem-

mer. Styrelsen for Patientsikkerhed og repræsentanter fra det kommunale sundhedsberedskab kan

også indkaldes.

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 48/69

Centrale regler og anbefalinger

Lov om epidemier m.v. (epidemiloven):

https://www.retsinforma-

tion.dk/eli/lta/2021/285

Sundhedsloven:

https://www.retsinforma-

tion.dk/eli/lta/2024/1015

Beredskabsloven:

https://www.retsinforma-

tion.dk/eli/lta/2017/314

Lægemiddelloven:

https://www.retsinforma-

tion.dk/eli/lta/2023/339

Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2022/2371 af 23. november 2022 om al-

vorlige grænseoverskridende sundhedstrusler

og om ophævelse af afgørelse nr.

1082/2013/EU (SCBTH-forordningen):

https://eur-lex.europa.eu/legal-con-

tent/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:32022R2371

Det Internationale Sundhedsregulativ (Interna-

tional Health Regulations, IHR):

International

health regulations (who.int)

Bekendtgørelse om planlægning af sundheds-

beredskabet:

https://www.retsinforma-

tion.dk/eli/lta/2016/971

Bekendtgørelse om håndtering af infektioner:

https://www.retsinforma-

tion.dk/eli/lta/2017/266

Bekendtgørelse om forholdsregler mod smit-

somme sygdomme i skoler og daginstitutioner

for børn og unge:

https://www.retsinforma-

tion.dk/eli/lta/2018/77

Bekendtgørelse om alment farlige sygdomme:

https://www.retsinforma-

tion.dk/eli/lta/2023/349

Bekendtgørelse om smitsomme sygdomme:

https://www.retsinforma-

tion.dk/eli/lta/2023/1014

Bekendtgørelse om anmeldelse af smitsomme

sygdomme:

https://www.retsinforma-

tion.dk/eli/lta/2023/1260

Bekendtgørelse om lægemiddelberedskabet:

https://www.retsinforma-

tion.dk/eli/lta/2021/305

Vejledning om sundhedsberedskab til kommu-

ner og regioner:

Vejledning om sundhedsbe-

redskab til kommuner og regioner - Sundheds-

styrelsen

Helhedsorienteret Beredskabsplanlægning, Be-

redskabsstyrelsen:

Helhedsorienteret bered-

skabsplanlægning (brs.dk)

Specialeplanen:

Gældende specialeplan -

Sundhedsstyrelsen

Det internationale Sundhedsregulativ

–

gen-

nemført i struktur og praktik i dansk Bered-

skab, Sundhedsstyrelsen, 2012:

Det Internatio-

nale Sundhedsregulativ - Sundhedsstyrelsen

Retningslinjer for Krisestyring, Beredskabssty-

relsen:

Retningslinjer for Krisestyring (brs.dk)

Nationalt Risikobillede, Beredskabsstyrelsen:

Nationalt Risikobillede (brs.dk)

WHO Preparedness and resilience for emerging

threats Module 1: Planning for respiratory

pathogen pandemics:

https://www.who.int/publica-

tions/i/item/9789240084674

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 49/69

Bilagsfortegnelse

Bilag 1:

Bilag 2:

Bilag 3:

Oversigt over aktører i og udenfor sundhedsvæsenet

Særlige typer hændelser

Ordliste

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 50/69

Bilag 1: Oversigt over aktører

Tabel. Overblik over ansvarsfordeling på Indenrigs- og Sundhedsministeriets område

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Politisk ansvar for beredskabet i sundhedssektoren

Definerer samfundskritiske sygdomme

Fastsætter regler for foranstaltninger for alment farlige og samfundskritiske sygdomme

Formandskab og sekretariat for Epidemikommissionen

Center for Bio-

sikring og Biobe-

redskab (Statens

Serum Institut)

National myndig-

hed for human og

veterinær biosik-

ring

National myndig-

hed for polioin-

deslutning

Nationalt ek-

spertberedskab

for biologiske be-

redskabshændel-

ser

Videnscenter for

biologiske våben

Sundheds-

styrelsen

Styrelsen for

Patientsikkerhed

Lægemiddel-

styrelsen

Sundhedsdata-

styrelsen

Statens Serum

Institut

Koordinerende

myndighed for

beredskabet i

sundhedssektoren

og for IHR

Fast medlem af

NOST/IOS

Definerer alment

farlige sygdomme

Rådgiver Inden-

rigs- og

Sundhedsministe-

ren, sundhedsvæ-

senet og andre

myndigheder i

sundhedsfaglige

spørgsmål

Retningslinjer til

sundhedsvæsenet

Information til

borgere

Rådgiver regioner

og kommuner om

planlægning af

sundhedsbered-

skab

Fastsætter regler

for anmeldelse

og håndtering

Fagligt grundlag

for og koordine-

ring af vaccinati-

onsindsatser

Smitte- og kon-

taktopsporing

Håndtering af ra-

ske eksponerede

borgere

Iværksættelse af

foranstaltninger

Modtager anmel-

delser om visse

anmeldelsesplig-

tige smitsomme

sygdomme mhp.

vurdering af for-

anstaltninger

Rådgiver andre

myndigheder om

forholdsregler

ved specifikke

sygdomstil-

fælde/udbrud

Ansvarlig for det

statslige læge-

middelberedskab

Rådgivning af re-

gioner og kom-

muner om læge-

middelberedskab

Myndighed for

godkendelse af

lægemidler og

overvågning af

medicinsk udstyr

Vurdering af ef-

fekt af lægemid-

ler, herunder

vacciner.

Understøtter og

regulerer forsy-

ningen af læge-

midler i tilfælde

af en forsynings-

mæssig nødsitua-

tion

Overvågning af

bivirkninger i for-

bindelse med

vaccinationsind-

sats

Koordinering af

arbejdet med

data i sundheds-

væsenet samt

drift af visse regi-

stre

Bidrager med

data og analyse-

kapacitet

Nationalt ek-

spertberedskab

for smitsomme

sygdomme

Overvågning og

formidling af

data vedr. an-

meldepligtige

sygdomme og

vaccination

Risikovurdering

Nationalt kon-

taktpunkt for IHR

Ansvarlig for for-

syning og udleve-

ring af vacciner,

visse antitoksiner

og antistofpræ-

parater

Nationalt refe-

rencelaborato-

rium og varetager

specialdiagnostik

Varetager det ve-

terinære diagno-

stiske beredskab

Udbrudscenter

Rådgiver sund-

hedsvæsenet om

infektionshygi-

ejne

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 51/69

Myndigheder og andre aktører i sundhedssektoren

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har det overordnede ansvar for, at sundhedssektoren planlægger håndtering

af kriser og samtidig opretholder og viderefører faste opgaver. Ministeren skal, jf. beredskabslovens § 24. in-

denfor eget område planlægge opretholdelse og videreførelse af samfundets funktioner i tilfælde af større

ulykker og katastrofer, herunder udarbejde beredskabsplaner.

I tilfælde af kriser, ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, kan indenrigs- og sundhedsministeren i

henhold til sundhedslovens § 211 pålægge regioner og kommuner at løse en sundhedsberedskabsopgave på en

nærmere bestemt måde. Sundhedsstyrelsen vil i et sådant tilfælde forestå koordinationen på ministerens

vegne.

Indenrigs- og sundhedsministeren definerer, hvad der er omfattet af samfundskritiske sygdomme iht. epidemi-

loven og fastsætter nærmere regler for foranstaltninger mod alment farlige og samfundskritiske sygdomme

efter epidemilovens bemyndigelser. Indenrigs- og Sundhedsministeriet varetager formandskab og sekretariat

for Epidemikommissionen.

Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen er koordinerende myndighed for beredskabet i sundhedssektoren. Sundhedsstyrelsen rådgi-

ver indenrigs- og sundhedsministeren samt andre myndigheder i sundhedsmæssige spørgsmål, herunder spørgs-

mål ift. sundhedsberedskab og håndtering af smitsomme sygdomme. Sundhedsstyrelsen koordinerer sundheds-

sektorens indsats ved beredskabshændelser og repræsenterer sundhedssektoren i den Nationale Operative

Stab (NOST) og den Internationale Operative Stab (IOS) (sidstnævnte sammen med Indenrigs- og Sundhedsmini-

steriet). Sundhedsstyrelsen er overordnet ansvarlig for implementering af nationale og internationale krav og

lovgivning om sundhedsberedskab samt for rådgivning og vejledning af regioner og kommuner. Sundhedsstyrel-

sen er derudover ansvarlig for risikokommunikation ifm. kriser af nationalt omfang - eksempelvis epidemier og

pandemier. Sundhedsstyrelsen er ligeledes koordinerende myndighed for implementering af det internationale

sundhedsregulativ (IHR).

Sundhedsstyrelsen er således ansvarlig for at sikre en koordineret indsats på nationalt niveau. Sundhedsstyrel-

sen udarbejder ved behov nationale retningslinjer for sundhedsvæsenets indsats overfor specifikke sygdomme

- herunder ift. eksempelvis test- og vaccinationsstrategi - ligesom den informerer befolkningen om helbreds-

mæssige forholdsregler og anbefalinger. Endelig er Sundhedsstyrelsen ansvarlig for det faglige grundlag for og

koordinering af vaccinationsindsatser.

Iht. epidemiloven definerer Sundhedsstyrelsen hvad der er omfattet af alment farlige sygdomme og fastsætter

regler for forebyggelse og håndtering af smitsomme sygdomme i sundhedsvæsenet, skoler, dagtilbud mv.

Sundhedsstyrelsen har dertil oprettet tre råd: Rådet for sundhedsberedskab, Rådet for smitsomme sygdomme

og Vaccinationsrådet. Disse har til opgave at sørge for inddragelse af relevante myndigheder og faglige eksper-

ter ifm. Sundhedsstyrelsens opgaver vedrørende henholdsvis sundhedsberedskab, smitsomme sygdomme og

vaccinationsprogrammer.

Styrelsen for Patientsikkerhed

Styrelsen for Patientsikkerhed er ansvarlig for smitte- og kontaktopsporing, håndtering af raske eksponerede

borgere samt for iværksættelse af foranstaltninger iht. epidemiloven og Sundhedsstyrelsens vejledninger. Sty-

relsen for Patientsikkerhed modtager anmeldelser om visse anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme mhp.

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 52/69

vurdering af behov for foranstaltninger, ligesom den rådgiver andre myndigheder om helbredsforhold ved ud-

brud af smitsomme sygdomme. Styrelsen vejleder endvidere kommunale sundhedstjenester, daginstitutioner,

plejecentre mv. om hygiejne og forebyggelse af smitte.

Lægemiddelstyrelsen

Lægemiddelstyrelsen varetager det overordnede ansvar for det statslige lægemiddelberedskab, hvis formål er

at understøtte og regulere forsyningen af lægemidler i tilfælde af en forsyningsmæssig nødsituation, eller hvor

en sådan situation anses for nært forestående. Lægemiddelstyrelsen rådgiver Sundhedsstyrelsen ift. kommu-

nale og regionale planer for lægemiddelberedskabet. I tilfælde af at der gennemføres vaccination, som en del

af myndighedernes indsats, er Lægemiddelstyrelsen ansvarlig for overvågning af bivirkninger. Lægemiddelsty-

relsen er desuden myndighed for godkendelse af lægemidler, samt overvågning af medicinsk udstyr. Ligeledes

er det Lægemiddelstyrelsens ansvar at vurdere effekten af lægemidler, herunder vacciner.

Sundhedsdatastyrelsen

Sundhedsdatastyrelsen er ansvarlig for koordinering af arbejdet med data i sundhedsvæsenet samt for drift af

visse registre - herunder registre, der bidrager med data ift. overvågning af indlæggelseskrævende sygdom og

sygehuskapacitet.

Statens Serum Institut

Statens Serum Institut er et institut under indenrigs- og sundhedsministeren, hvis formål er at forebygge og

bekæmpe smitsomme sygdomme, medfødte lidelser og biologiske trusler. Statens Serum Instituts Afdeling for

Infektionsepidemiologi og Forebyggelse (inkl. Central Enhed for Infektionshygiejne, CEI) er nationalt ekspert-

beredskab for smitsomme sygdomme og varetager risikovurdering af smitsomme sygdomme samt overvågning

og formidling af data vedr. anmeldelsespligtige sygdomme og vaccination. Afdelingen råder over et udbruds-

center, der kan assistere ved epidemiologiske undersøgelser af sygdomsudbrud bl.a. gennem interviewunder-

søgelser. Central Enhed for Infektionshygiejne rådgiver sundhedsvæsenet om infektionshygiejne.

Statens Serum Institut er dansk nationalt kontaktpunkt (National Focal Point) for det internationale sundheds-

regulativ (IHR) og for Early Warning Response System (EWRS) for ECDC, samt ansvarlig for forsyning og udleve-

ring af vacciner, antitoksiner og sera (antistofpræparater). Endvidere er instituttet nationalt referencelabora-

torium og varetager specialdiagnostik, fx ifm. sjældne sygdomme eller til brug for fx udbrudsopsporing. Insti-

tuttet råder over et skalerbart beredskab for PCR-analyser for smitsomme sygdomme. Statens Serum Institut

varetager endelig det veterinære diagnostiske beredskab i samarbejde med Københavns Universitet.

Center for Biosikring og Bioberedskab (Statens Serum Institut)

Center for Biosikring og Bioberedskab er organisatorisk en del af Statens Serum Institut og er national myndig-

hed for biosikring af humane patogener og fører tilsyn med anvendelsen af kontrolbelagte biologiske stoffer,

relaterede materialer og teknologi med misbrugspotentiale. Centeret varetager endvidere biosikringsopgaven

på veterinære patogener på vegne af Fødevarestyrelsen, og er videncenter for biologiske våben. Centeret er

nationalt ekspertberedskab for biologiske hændelser og håndterer i den forbindelse situationer med mistanke

om ukontrolleret forekomst af farlig biologi i samarbejde med øvrige myndigheder. Endelig er centeret natio-

nal indeslutningsmyndighed for poliovirus.

Regioner

Regionerne har ansvar for planlægning og drift af sygehussektoren samt det præhospitale område. Regionerne

har endvidere ansvar for at sikre behandlingstilbud i praksissektoren. Regionerne skal rettidigt planlægge

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 53/69

udvidelse af beredskabet i situationer, hvor daglige rutiner og ressourcer er utilstrækkelige, herunder planer

for sygehusberedskab, lægemiddelberedskab og beredskab i primærsektoren. Regionerne skal desuden plan-

lægge og drive karantænefaciliteter samt indsatsen for en eventuel massevaccinationsindsats i samarbejde

med kommunerne.

Kommuner

Kommunerne er ift. deres opgaver indenfor sundhedssektoren ansvarlige for planlægning og drift af den kom-

munale sundhedstjeneste, herunder hjemmesygeplejeordninger, plejecentre og sundhedspleje til børn og

unge samt misbrugsbehandlingssteder. Kommunerne skal planlægge varetagelsen af behandling og pleje af

ikke-indlæggelseskrævende patienter med smitsom sygdom i eget hjem/plejecenter. Ligeledes skal de være i

stand til at modtage et større antal ekstraordinært udskrevne patienter fra hospitaler ved behov for frigørelse

af plads på hospitaler ifm. epidemier. Kommunerne skal i samarbejde med regionerne planlægge for facilite-

ter og indsats ifm. en evt. massevaccinationsindsats.

Den kommunale sundhedstjeneste har ansvar for tilsyn med hygiejniske forhold samt forholdsregler for at be-

grænse smittespredning i skoler og dagtilbud

Private behandlingssteder

Følgende private behandlingssteder nævnes, da de potentielt kan have en særlig rolle ifm. udbrud/epidemier:

•

Private sygehuse: Disse skal planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at de på tilsvarende

måde som regionale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet

Behandlingstilbud for forskellige marginaliserede grupper, eksempelvis målrettet seksuelle minorite-

ter, personer uden opholdsgrundlag i landet eller tilbud med tilknytning til herberger/væresteder.

Øvrige myndigheder

En række øvrige myndigheder og aktører kan, afhængigt af den specifikke sygdom og dennes smitteveje være

relevante aktører at inddrage i arbejdet med at begrænse epidemier i Danmark. Disse indgår i det tværsekto-

rielle samarbejde om den bedst mulige udnyttelse af samfundets samlede ressourcer. Nogle af disse aktører

(Forsvaret, Kriminalforsorgen og Udlændingestyrelsen) har, om end de ikke almindeligvis regnes til sundheds-

sektoren, ansvar for drift af specifikke dele af sundhedsvæsenet.

Arbejdstilsynet

Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet. Arbejdstilsynet har tre kerneopgaver:

Tilsyn: Arbejdstilsynet fører tilsyn med arbejdsmiljøet på virksomhederne.

Kommunikation: Arbejdstilsynet formidler arbejdsmiljøfaglig viden og krav til et godt arbejdsmiljø,

så virksomhederne bliver i stand til selv at forebygge og følge op på arbejdsmiljøproblemer.

Jf. Bekendtgørelse om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i skoler og daginstitutioner for børn og unge (BEK nr 77 af 12/01/2018):

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/77

samt Bekendtgørelse om forebyggende sundhedsydelser for børn og unge (BEK nr 1344 af

03/12/2010):

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2010/1344

Jf. sundhedslovens § 210, stk. 3 (LBK nr 1015 af 05/09/2024:

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2024/1015)

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 54/69

Regulering og arbejdsmiljøudvikling: Arbejdstilsynet udformer og tilpasser løbende målrettet og tids-

svarende regulering på arbejdsmiljøområdet.

Beredskabsstyrelsen

Beredskabsstyrelsen udgør det statslige redningsberedskab og arbejder for at forebygge kriser, ulykker og ka-

tastrofer og for, at samfundet er rustet, hvis de indtræffer. Styrelsen assisterer øvrige myndigheder, når kri-

sen, ulykken eller katastrofen rammer i ind- eller udland og koordinerer beredskabsplanlægningen i Danmark

og varetager tilsyns- og rådgivningsopgaver i relation til de kommunale redningsberedskaber og andre myndig-

heder. Beredskabsstyrelsen varetager en række operative opgaver ved styrelsens beredskabscentre samt ek-

spertberedskaberne Kemisk Beredskab og Nukleart Beredskab.

Beredskabsstyrelsen yder operativ assistance ved større hændelser og er desuden operativt kontaktpunkt for

henvendelser fra udlandet til Danmark vedr. krise- og katastrofebistand. Beredskabsstyrelsen har samtidig mu-

lighed for i en nødsituation at anmode om international krise- og katastrofebistand, eksempelvis kan Bered-

skabsstyrelsen via aktivering af EU’s civilbeskyttelsesmekanisme forespørge om adgang til EU’s kriselagre.

Det

kan i den forbindelse bemærkes, at Beredskabsstyrelsen har indmeldt en række operative kapaciteter til den

europæiske civilbeskyttelsespulje (benævnt ECPP), eksempelvis et mobilhospital af EMT2-klassen, og at Dan-

mark i forbindelse med covid-19 udsendte sundhedspersonale til andre medlemslande.

Forsvaret

Forsvaret håndhæver Danmarks og Rigsfællesskabets suverænitet og er en del af samfundets samlede bered-

skab. Forsvarets Sanitetskommando er en værnfælles kommando under Forsvaret, der varetager opgaver inden

for sundhed, sanitetstjeneste og militær fysisk træning. Forsvarets Sanitetskommando varetager drift af For-

svarets infirmerier, der tilbyder sanitets- og sundhedsfaglige ydelser til værnepligtige og Forsvarets faste per-

sonel.

Fødevarestyrelsen

Fødevarestyrelsen varetager beredskab samt kontrol og tilsyn inden for fødevare- og veterinærområdet - her-

under koordinering og undersøgelser ifm. veterinære og fødevarebårne sygdomsudbrud, tilbagekaldelse af far-

lige fødevarer og farligt foder. Fødevarestyrelsen er ansvarlig for overvågning, forebyggelse og bekæmpelse af

zoonotiske sygdomme i dyr, og er kompetent myndighed på veterinær-, fødevare- og foderområdet ved opret-

holdelse af Danmarks internationale forpligtigelser. Fødevarestyrelsen har desuden ansvar for internationale

meldesystemer for fødevare- og foderhændelser samt større beredskabshændelser, der kan true fødevare-/fo-

dersikkerhed eller fødevare-/foderforsyning.

Kriminalforsorgen

Kriminalforsorgens hovedopgave er at medvirke til at begrænse kriminalitet ved at fuldbyrde de straffe, som

domstolene har fastsat. Det vil sige frihedsstraf, herunder afsoning med elektronisk fodlænke, samt tilsyns-

virksomhed i forbindelse med prøveløsladelse og betingede domme, herunder samfundstjeneste. Kriminalfor-

sorgen varetager herudover blandt andet administration af varetægtsfængsling, frihedsberøvelse i henhold til

udlændingeloven, udfærdigelse af personundersøgelser af sigtede, tilsyn med psykisk syge kriminelle, der er

dømt i henhold til straffelovens §68 og §69, samt drift af udrejsecentre for afviste asylansøgere.

Kriminalforsorgen har også ansvar for den sundhedsfaglige betjening af indsatte i Kriminalforsorgens institutio-

ner. Dette varetages af sundhedsfaglige ansat af Kriminalforsorgen under en sundhedsfaglig ledelse.

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 55/69

Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen har ansvar for regler på miljøområdet, herunder for kvalitetskrav til drikkevandkvalitet og hånd-

tering af drikke- og badevandsforurening med bl.a. mikroorganismer. Kommunen er udøvende myndighed ved

konkrete tilfælde af vandforurening, hvor der er behov for iværksættelse af forebyggende foranstaltninger, og

rådgives i dette af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Politi

Politiet koordinerer den samlede indsats ved større hændelser og varetager desuden den koordinerende le-

delse af de 12 lokale beredskabsstabe.

Politiet sørger i fornødent omfang for varsling, afspærring, evakuering og andre nødvendige foranstaltninger

ifm. indsættelse af redningsberedskab og sundhedsberedskab. Politiet har særlige opgaver inden for veteri-

nær- og epidemilovgivningen og kan inddrages ved behov for tvangsmæssige foranstaltninger i regi i epidemi-

loven. Politiet er lokalt kontaktpunkt ift. foranstaltninger efter det internationale sundhedsregulativ (IHR).

Social- og Boligstyrelsen

Social- og Boligstyrelsen varetager myndighedsopgaver på det sociale serviceområde og har et særligt ansvar

for at bidrage væsentligt til løsning af opgaver inden for følgende socialpolitiske områder: Børn og unge, Han-

dicap og Udsatte grupper, herunder botilbud og andre sociale servicetilbud for personer med særlige behov.

Styrelsen for Forsyningssikkerhed

Styrelsen for Forsyningssikkerhed rådgiver statslige myndigheder med ansvar for samfundsvigtige funktioner. I

samarbejde med myndighederne hjælper styrelsen med at identificere deres kritiske ressourcer, kortlægge

forsyningskæder, analysere potentielle sårbarheder og udarbejde handleplaner. Styrelsen for Forsyningssikker-

hed understøtter den centrale beredskabs- og krisestyring i relation til problemstillinger eller kriser, hvor der

kan opstå mangler på kritiske forsyninger. Desuden driver styrelsen sammen med Region Hovedstaden et EU-

nødlager med værnemidler under rammen af rescEU-samarbejdet.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har ansvar for vildtforvaltning, herunder faldvildtordningen

(overvågning af sygdom hos døde vilde dyr) i samarbejde med Dansk Veterinær Konsortium (Statens Serum In-

stitut og Københavns Universitet).

Toldstyrelsen

Toldstyrelsens ansvarsområde er tilsyn og kontrol med varer, der krydser grænsen til Danmark, herunder opga-

ver i relation til transportmidler, der ankommer til danske havne og lufthavne med varer ombord. Toldstyrel-

sen kan tilbageholde varer, hvis de vurderes at være farlige eller sundhedsskadelige. Toldstyrelsen inddrages i

tilfælde af mistanke om infektioner, som spredes via indførte varer, og ved mistanke om alvorlig infektion på

ankomne skibe, fly eller andre transportmidler.

Trafikstyrelsen

Trafikstyrelsen har ansvar og opgaver på tværs af transportformerne: jernbane, vej og luftfart samt havne.

Trafikstyrelsen udgiver retningslinjer for håndtering af smitsom sygdom ombord på fly. Trafikstyrelsen er desu-

den myndighed for postvæsenet.

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 56/69

Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet yder bistand til danske statsborgere og udlændinge med fast bopæl i Danmark, der befin-

der sig i udlandet. Udenrigsministeriet forestår ledelsen af den Internationale Operative Stab (IOS), hvor den

danske indsats koordineres, når der opstår kriser, katastrofer og større ulykker i udlandet, som berører dan-

skere eller danske interesser. Eksempler på dette kan være koordination af udsendelse af danske myndigheds-

repræsentanter til et kriseområde eller iværksættelse og gennemførelse af en evakuering, samt anden hånd-

tering af internationale kriser, der tilsiger at myndighederne mødes i staben for at etablere et fælles situati-

onsbillede og bidrage til opgaveløsningen i tråd med sektoransvaret.

Udlændingestyrelsen

Udlændingestyrelsen er ansvarlig for forsørgelse og indkvartering af asylansøgere og personer uden lovligt op-

hold. Det omfatter bl.a., at de har et sted at bo, at de få mad eller penge til at forsørge sig selv, og at de har

adgang til sundhedsbehandling mv. Selve driften af indkvarteringsstederne forestås af Røde Kors, to kommuner

og Kriminalforsorgen på vegne af Udlændingestyrelsen.

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 57/69

Bilag 2: Særlige typer hændelser

Pandemisk influenza

Forskellige typer af influenza A-virus er udbredt hos både mennesker og mange dyrearter. Influenza A-virus

udvikler sig konstant pga. en høj mutationsrate. Det medfører, at almindelige sæsoninfluenzavira hos men-

nesker ændrer sig en smule hvert år. Desuden kan helt nye subtyper af virus opstå når forskellige influen-

zasubtyper ”blandes” i forskellige værter, typisk hos fugle

eller svin. Hvis der opstår nye subtyper, der kan

smitte effektivt mellem mennesker, og hvor der ingen eller begrænset immunitet er i befolkningen, kan det

forårsage influenzapandemier. Dette er historisk sket med få årtiers mellemrum.

Forekomst af influenzavirus overvåges globalt, og nye typer bliver risikovurderet af WHO ift., om de har

pandemisk potentiale. Hvis der opstår en ny pandemisk variant, kan materiale fra det nye virus indsættes i

en pandemivaccine, der kan produceres indenfor ca. seks måneder. Danmark har gennem en EU-aftale

–

såkaldt pandemigaranti

–

adgang til pandemivacciner i tilfælde af en influenzapandemi. Antallet af vacciner

er fastsat ud fra et skøn over antallet af personer i en række risikogrupper, der sædvanligvis anses som væ-

rende i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med influenza (ældre, personer med visse kro-

niske sygdomme mv.).

Danmark har et nationalt lager af antivirale lægemidler mod influenza (Oseltamivir). Lageret er beregnet til

anvendelse ved en ny influenzapandemi og kan tages i brug efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen og kun,

hvis behovet ikke kan dækkes ad de almindelige kommercielle kanaler. Lægemidlet er opbevaret i tørstof

og skal opblandes til væskeform (oral mikstur) for at kunne anvendes.

Zoonoser

Zoonoser er sygdomme, der smitter mellem mennesker og dyr. I tilfælde af zoonotiske sygdomme involveres

veterinærmyndighederne, der har ansvar for forebyggende foranstaltninger hos dyr.

Der er etableret et samarbejde mellem de humane og veterinære myndigheder samt miljømyndighederne i

Myndighedsgruppen for Koordination af Zoonoser (KOZO). Disse mødes regelmæssigt for at drøfte trussels-

billedet og koordinere forebyggende tiltag. Kredsen i KOZO omfatter Sundhedsstyrelsen, Statens Serum In-

stitut, Styrelsen for Patientsikkerhed, Lægemiddelstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Københavns Universitet

(som sammen med Statens Serum Institut rådgiver Fødevarestyrelsen gennem Dansk Veterinær Konsortium)

samt Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Andre myndigheder kan involveres efter behov.

Forebyggende tiltag hos hhv. mennesker og dyr er reguleret af forskellig lovgivning og kan indebære juridi-

ske og etiske dilemmaer samt praktiske udfordringer, der kræver særlig opmærksomhed. Eksempelvis er

der ikke nødvendigvis hjemmel til at iværksætte restriktioner i dyrebesætninger, alene fordi en given syg-

dom potentielt kan udgøre en risiko hos mennesker. Ligeledes er der brug for opmærksomhed omkring sær-

lige forhold ift. kompensation og arbejdsmiljø hos medarbejdere med kontakt til dyr. Overvejelser om fore-

byggende foranstaltninger hos dyr kræver derfor, at der mellem sundheds- og veterinære myndigheder er

en tæt dialog og en fælles forståelse for risici og muligheder for gennemførelse af foranstaltninger.

Fødevarestyrelsen har ansvar for overvågning, forebyggende foranstaltninger og bekæmpelse af zoonoser

hos dyr samt spredningen gennem fødevarer eller foder. Dette gøres i henhold til EU-lovgivning og national

lovgivning gennem rådgivning, internationale aftaler og udarbejdede beredskabsplaner. Fødevarestyrelsen

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 58/69

rådgives ved dette arbejde videnskabeligt af Dansk Veterinær Konsortium og DTU Fødevareinstituttet og

samarbejder med sundhedsmyndighederne ift. risikovurderinger for mennesker. Fødevarestyrelsen vejleder

i nødvendigt omfang virksomheder med kontakt til dyr om smitterisiko og forholdsregler

–

om nødvendigt

pba. rådgivning fra sundhedsmyndighederne, og kan indføre tiltag over for virksomheder for at begrænse

smittespredning via f.eks. fødevarer og foder mv.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har ansvar for vildtforvaltning, herunder overvågning af

sygdom hos døde vilde dyr (faldvildtordningen) i samarbejde med Dansk Veterinær Konsortium. Styrelsen

for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø kan bidrage med input til en eventuel bekæmpelsesstrategi ved be-

hov for bekæmpelse af zoonoser hos vildt.

Fødevarebårne sygdomme

Der er etableret et særligt myndighedssamarbejde, DCUG (Den Centrale Udbrudsgruppe) for at undersøge

og håndtere fødevarebårne sygdomsudbrud. DCUG omfatter Fødevarestyrelsen, DTU Fødevareinstituttet og

Statens Serum Institut. Disse tre parter samt Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed er repræ-

senteret i Styregruppen for DCUG.

Fødevarestyrelsen har ansvar for fødevarekontrol og forebyggende foranstaltninger i fødevarer og fødevare-

virksomheder og rådgives i dette spørgsmål af DTU Fødevareinstituttet. Fødevarestyrelsen modtager anmel-

delser fra borgerne om sygdom relateret til indtag af fødevarer. Læger skal ligeledes anmelde mistanke om

fødevarebårne udbrud til Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut, hvis der foreligger oplys-

ninger om flere sammenhængende tilfælde. Statens Serum Institut varetager sygdomsovervågningen hos

mennesker via kliniske anmeldelser og laboratoriesvar og står tillige for opklaringen af udbrud via udbruds-

undersøgelser og interviews med smittede for at identificere smittekilder.

I regi af DCUG kan data fra hhv. fødevarer og mennesker deles og kobles på tværs af sektorerne. Styrelsen

for Patientsikkerhed involveres ved sygdomme, der er anmeldelsespligtige til styrelsen. I særlige tilfælde,

fx ved særligt alvorlige sygdomme eller hvis undersøgelserne peger på andre smittekilder (fx lægemidler

eller vandforsyning), involveres Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed samt evt. Lægemiddel-

styrelsen, Miljøstyrelsen og andre relevante myndigheder.

Procedurer for den tværsektorielle opklaring af fødevarebårne udbrud er beskrevet i Fødevarestyrelsens

publikation

Håndbog i opklaring af fødevarebårne udbrud,

der er tilgængelig på Fødevarestyrelsens hjem-

meside sammen med yderligere information om fødevarebårne udbrud

Vektorbårne sygdomme

Vektorbårne sygdomme er sygdomme, der overføres til mennesker via midlertidige værter (vektorer), typisk

myg eller flåter. Forekomsten af disse sygdomme afhænger bl.a. af tilstedeværelsen af relevante vektorer.

I varmere klimaer er mygoverførte sygdomme som malaria, dengue, chikungunya, zika mv. meget udbredte,

men i takt med klimaforandringer i form af varmere og mere fugtigt vejr er vektorerne for nogle af disse

sygdomme samt sygdommene selv gradvist ved at etablere sig længere og længere nordpå i Europa og for-

ventes indenfor en årrække at kunne etableres i Danmark.

https://foedevarestyrelsen.dk/kost-og-foedevarer/foedevaresikkerhed/foedevareberedskab/opklaring-af-sygdomsudbrud-pga-foedevarer

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 59/69

Der findes allerede i Danmark myg, der potentielt kan overføre nogle af ovennævnte sygdomme, men syg-

dommene har tilsyneladende endnu ikke etableret sig i danske myg. Borrelia og TBE (centraleuropæisk hjer-

nebetændelse) spredes med flåter som vektor og forekommer i visse områder i Danmark.

Overvågning af myg og flåter er begrænset, og det er dermed meget vanskeligt at overvåge forekomsten af

sygdom hos vektorerne. Den primære overvågning foregår derfor hos dyr og mennesker.

I tilfælde af udbrud af vektorbårne sygdomme vil det være nødvendigt at koordinere foranstaltninger på

tværs af sundheds-, veterinær- og miljømyndigheder. Det kan ske i regi af Myndighedsgruppen for Koordina-

tion af Zoonoser (KOZO) (se under zoonoser).

Seksuelt overførbare sygdomme

Seksuelt overførbare sygdomme indebærer særlige udfordringer og dilemmaer ift. afgrænsning og informa-

tion af risikogrupper og kontaktopsporing. Disse sygdomme rammer særligt personer med mange seksuelle

kontakter og/eller en særlig seksuel risikoadfærd, herunder nogle mænd, der har sex med mænd (MSM),

sexarbejdere og personer med misbrug. Det er vigtigt at give retvisende information om smitterisici og evt.

tilbud om forebyggende behandling samtidig med at stigmatisering skal undgås. Til nogle personer i risiko-

grupperne skal der evt. tænkes i kommunikation gennem specifikke kanaler. Det er vigtigt at inddrage rele-

vante civilsamfundsorganisationer ift. kommunikation. Udover infektionsmedicinske afdelinger og almen

praksis spiller afdelinger for hud- og kønssygdomme en vigtig rolle. Mange i risikogrupperne benytter desu-

den sundhedstilbud drevet af civilsamfundsorganisationer, hvorfor disse også skal inddrages ift. behandling.

Generelt sker kontaktopsporing ved seksuelt overførbare infektioner i Danmark anonymt via den behand-

lende læge

. Ved visse sygdomme, eksempelvis alvorlige sygdomme hvor det er tidskritisk at give forebyg-

gende behandling, kan kontaktopsporing ved Styrelsen for Patientsikkerhed dog være nødvendig.

Sygdomme, der overføres via blod og væv

Nogle sygdomme kan overføres i forbindelse med donation af blod og væv. Der foregår derfor rutinemæssig

overvågning af forekomsten af visse mikroorganismer i doneret blod og væv samt rådgivning af donorer ift.

smitterisici. Området er underlagt særlig EU- og national regulering. Styrelsen for Patientsikkerhed er nati-

onalt ansvarlig for sikkerhed af blod og væv og inddrages ved mistanke om denne smittemåde.

Polio

Sundhedsstyrelsen har udgivet særlige retningslinjer for håndtering af polio, hvilket skyldes de internatio-

nale bestræbelser på udryddelse af sygdommen

. Ved fund af poliovirus (både hos mennesker og i miljøet)

vil WHO spille en direkte rolle i risikovurdering og anbefalinger til håndteringen.

Jf. Sundhedsstyrelsens anbefalinger om forebyggelse, diagnose og behandling af seksuelt overførbare infektioner (2015):

https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2015/Anbefalinger-om-forebyggelse-diagnose-og-behandling-af-seksuelt-overf%C3%B8rbare-infektio-

ner.ashx?la=da&hash=F9A750E13E3ED96401C870174E5416EBAEA6612D

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2024/Retningslinjer-for-haandtering-af-polio

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 60/69

Kopper

Kopper er udryddet som sygdom, men Sundhedsstyrelsen har udgivet særlige retningslinjer og planer for det

tilfælde, at sygdommen på ny skulle blive en trussel pga. biologisk terror el.lign.:

Operationel plan ved trussel

om eller forekomst af koppeudbrud i eller uden for Danmark

(”Koppeplanen”)

. De organisatoriske forhold,

der er beskrevet i Koppeplanen erstattes af dem der er beskrevet i indeværende strategi. Koppeplanens be-

skrivelse af beredskabet for vaccination mod kopper er fortsat gældende, ligesom øvrige dele af Koppeplanen

fortsat kan anvendes som inspiration ved håndtering af en fremtidig fornyet trussel med kopper eller andre

biologiske beredskabshændelser (se nedenfor).

Biologiske beredskabshændelser

Udslip fra laboratorier, der arbejder med farlige biologiske patogener er set i andre lande, og kan forekomme i

Danmark hvis de nødvendige procedurer ikke følges. Ligeledes kan der opstå trusler om, eller reelle angreb

med, biologiske våben. Sådanne situationer udgør en risiko for smitte af mennesker. Center for Biosikring og

Bioberedskab (CBB) overvåger løbende sygdomsudbrud rundt om i verden med fokus på, om disse kan skyldes

biologiske hændelser.

Procedurer for håndtering af hændelser med biologiske stoffer er nærmere beskrevet i Beredskabsstyrelsens

publikation Retningslinjer for indsats ved CBRNE-hændelser

. CBB er ansvarlig for foranstaltninger for at imø-

degå en evt. risiko fra kontrolbelagte biologiske stoffer i miljøet. CBB vil i samarbejde med Kemisk Beredskabs

HazMat-hold tage prøver fra skadesstedet og analysere disse. Styrelsen for Patientsikkerhed er ansvarlig for

information og forebyggende foranstaltninger rettet mod eventuelle smittede eller syge personer efter en bio-

logisk hændelse.

https://www.sst.dk/da/udgivelser/2004/Operationel-plan-ved-trussel-om-eller-forekomst-af-koppeudbrud-i-eller-uden-for-Danmark

https://www.brs.dk/da/nyheder-og-publikationer/publikationer2/alle-publikationer/2022/retningslinjer-for-indsats-ved-cbrne-handelser/

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 61/69

Bilag 3: Ordliste

Dette bilag indeholder forklaringer på en række af de mest anvendte forkortelser og begreber i National

strategi for håndtering af epidemier.

Akut Medicinsk Koordinati-

onscenter (AMK)

Den funktion i regionen, der varetager den operative ledelse og

koordinering af den samlede sundhedsfaglige indsats ved bered-

skabshændelser. AMK er indgangen, herunder kommunikations-

mæssigt, til hele regionens sundhedsvæsen ved sådanne hæn-

delser.

En hændelse karakteriseret ved, at de umiddelbart tilgængelige

ressourcer/det daglige ressourceniveau ikke er tilstrækkeligt til

at imødekomme de behov, som er opstået som følge af hændel-

sen. Beredskabshændelser er en samlebetegnelse for mange

forskellige hændelsestyper, herunder større trafikulykker, eks-

treme vejrlig, epidemier, terror, naturkatastrofer mv.

En meddelelse, som myndigheder kan udsende i tilfælde af akut

fare for menneskeliv. Meddelelsen udsendes via politiet i den

berørte politikreds og bringes af DR, TV 2 og på politi.dk. for-

målet er at oplyse, hvordan befolkningen i det berørte område

skal forholde sig.

Forberedelse på ekstraordinære hændelser, der ikke kan hånd-

teres med almindelige ressourcer og rutiner. Det indebærer at

udarbejde planer eller procedurer for, hvordan man skal rea-

gere på forskellige typer af nødsituationer, som fx naturkata-

strofer, brand eller epidemier.

Beredskaber med specialiseret faglig viden og udstyr, som kan

assistere de øvrige beredskabsaktører ved hændelser, hvor ke-

miske (C), biologiske (B), radiologiske (R), nukleare (N) og/eller

eksplosive stoffer er involveret. For biologiske hændelser er

Center for Biosikring og Bioberedskab (CBB) på Statens Serum

Institut nationalt ekspertberedskab.

Udsættelse af personer eller patienter for farligt stof, forure-

ning eller smitte.

Beredskabshændelse

Beredskabsmeddelelse

Beredskabsplanlægning

Ekspertberedskaber

Eksponering

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 62/69

Ekstraordinær udskrivelse

Udskrivelse af ikke akut sygehusbehandlingskrævende patienter

før det normale udskrivningstidspunkt for at frigøre sengeplad-

ser på sygehuset ved større hændelser.

Et udbrud af smitsom sygdom, der breder sig hurtigt i en befolk-

ningsgruppe i et bestemt område.

En lov der fastsætter rammerne for, hvilke tiltag myndighe-

derne kan tage i brug for at forhindre, at smitsomme sygdomme

føres ind i Danmark, udbredes i landet eller føres til andre

lande. Epidemiloven definerer, hvad der omfattes af kategori-

erne smitsom sygdom, alment farlig sygdom og samfundskritik

sygdom.

Epidemikommissionens opgaver er fastsat i epidemiloven. Epi-

demikommissionen rådgiver af egen drift eller efter anmodning

indenrigs- og sundhedsministeren og andre ministre om håndte-

ringen af alment farlige og samfundskritiske sygdomme. Kom-

missionen kan i den forbindelse indstille, at vedkommende mini-

ster fastsætter regler i medfør af epidemiloven, eller at alle-

rede fastsatte regler ændres eller ophæves. Epidemikommissio-

nen skal endvidere rådgive Styrelsen for Patientsikkerhed, inden

styrelsen kan udstede påbud til kommuner og regioner om at

fastsætte besøgsrestriktioner mv.

Epidemikommissionen består af 11 medlemmer inklusive for-

manden. Formanden og et medlem er udpeget af indenrigs- og

sundhedsministeren, mens de resterende ni medlemmer er ud-

peget af indenrigs- og sundhedsministeren efter indstilling fra

henholdsvis erhvervsministeren, finansministeren, justitsmini-

steren, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Sta-

tens Serum Institut, rigspolitichefen, KL og Danske Regioner.

Epidemi

Epidemiloven

Epidemikommission

Evakuering

En myndighedsbestemt og myndighedskontrolleret flytning af

personer fra deres opholdssted.

Udvalget fører parlamentarisk kontrol med fastsættelsen af reg-

ler efter epidemiloven. Epidemiudvalget har forholdsmæssig re-

præsentation fra alle Folketingets partier. Fastsættelse af reg-

ler, som kræver indstilling fra Epidemikommissionen, kræver

også forelæggelse for Epidemiudvalget. Der må desuden ikke

være flertal i Epidemiudvalget imod at fastsætte den pågæl-

dende regel.

Folketingets epidemiudvalg

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 63/69

Forsigtighedsprincippet

Ved forsigtighedsprincippet forstås, at man i en situation med

ufuldstændige oplysninger, eksempelvis ved optræden af en ny

sygdom eller en kendt sygdom, der præsenterer sig anderledes

end vanligt, kan være nødsaget til at anlægge et højt niveau af

foranstaltninger for at forebygge smitte, indtil mere valide op-

lysninger foreligger.

Sundhedstrusler, som fx smitsomme sygdomme, der kan sprede

sig over landegrænser og dermed påvirke flere lande. Disse trus-

ler kræver ofte internationalt samarbejde og koordinering for

effektivt at kunne håndteres og begrænses.

En krisestab i Udenrigsministeriet, der varetager den overord-

nede koordinerende funktion ved kriser, katastrofer og større

ulykker i udlandet, som involverer danske statsborgere og bor-

gere med fast bopæl i Danmark. Faste IOS-medlemmer er:

Udenrigsministeriet (formand), Statsministeriet, Justitsministe-

riet, Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarsmini-

steriet, Forsvarets Efterretningstjeneste, Forsvarskommandoen,

Beredskabsstyrelsen, Udlændinge- og Integrationsministeriet,

Udlændingestyrelsen, Indenrigs- og Sundhedsministerier og

Sundhedsstyrelsen.

Hver myndighed, der er repræsenteret i IOS, deltager i overens-

stemmelse med sektoransvarsprincippet.

Grænseoverskridende

sundhedstrusler

International Operativ Stab

(IOS)

Isolation

I relation til smitsomme sygdomme forstås ved isolation, at pati-

enter holdes isoleret fra andre enten på enestue, på slusestue

eller lignende for at forebygge smittespredning.

Begrebet isolation anvendes om personer der er smittede og

syge, mens begrebet karantæne anvendes om raske, muligt

smittede. Epidemiloven skelner dog ikke mellem de to begreber

og bruger kun termen ’isolation’.

Isolation anvendes som udgangspunkt kun på sygehuse, hvor for-

anstaltningen følger af ledelsens disponeringsret og formålet er

at beskytte andre alvorligt syge patienter mod smitte. I pleje-

sektoren bruges isolation almindeligvis ikke, da der er tale om

borgerens eget hjem, hvor borgeren som udgangspunkt har fri

bevægelighed, og øvrige borgere her vil generelt være mindre

udsatte end indlagte på et sygehus. Der kan tages andre for-

holdsregler mod smitte, fx at personalet skal bære værnemid-

ler. Hvis andre foranstaltninger findes nødvendige, bør de ske

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 64/69

indenfor rammerne af lov og efter nøje afvejning af hensynet til

borgerens selvbestemmelse og fysiske og mentale behov.

Selvisolation bruges om en situation, hvor smittede, syge bor-

gere holder sig i eget hjem og undgår kontakt med andre.

Isolation er som udgangspunkt en frivillig foranstaltning. Dog

kan Styrelsen for Patientsikkerhed i særlige tilfælde give påbud

om isolation.

Karantæne

Karantæne betyder, at personer, som har været udsat for

smitte

–

men endnu ikke er blevet syge

–

holdes adskilt fra an-

dre, indtil det viser sig, om de udvikler sygdommen. Dette har

til formål at hindre mulig smittespredning i inkubationsperioden

eller det tidlige sygdomsstadie, og er kun relevant hvis der er ri-

siko herfor.

Begrebet karantæne anvendes om raske, muligt smittede, mens

begrebet isolation anvendes om personer der er smittede og

syge. Epidemiloven skelner dog ikke mellem de to begreber og

bruger kun termen ’isolation’.

Karantæne kan, afhængig af forholdene, finde sted i eget hjem

eller i anden egnet facilitet. Karantænesætning på sygehusafde-

linger er som udgangspunkt uhensigtsmæssigt af hensyn til smit-

terisiko og sammenblanding af raske og syge personer.

Karantæne er som udgangspunkt en frivillig foranstaltning. Dog

kan Styrelsen for Patientsikkerhed i særlige tilfælde give påbud

om karantæne.

Kontrolstrategier

Myndighedernes målsætninger for at opnå hel eller delvis kon-

trol med en epidemis forløb. Der kan fx være tale om fuldstæn-

dig at inddæmme udbruddet (inddæmningsstrategi) eller at af-

bøde konsekvenserne af epidemien for udsatte persongrupper

(afbødningsstrategi). Valget af strategi afgør valget af typen og

omfanget af de konkrete tiltag (foranstaltninger) der iværksæt-

tes.

En tværfaglig beredskabsstab, der er oprettet i de enkelte poli-

tikredse, med henblik på koordinering af opgaver og ressourcer

ved lokale beredskabshændelser. Den lokale beredskabsstab er

under koordinerende ledelse af den lokale politidirektør.

Lokal beredskabsstab (LBS)

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 65/69

De lokale beredskabsstabe består af politiet, forsvaret, Bered-

skabsstyrelsen, de kommunale redningsberedskaber og regio-

nens sundhedsberedskab. Læger fra Styrelsen for Patientsikker-

hed, relevante kommuner og andre myndigheder kan indkaldes

ved behov.

Lægemiddelberedskab

(kommunalt/regionalt)

Lægemiddelberedskabet er defineret i bekendtgørelse om plan-

lægning af sundhedsberedskab som beredskabet af lægemidler

og medicinsk udstyr, der skal sikre, at ændrede krav til forbrug,

forsyning og distribution, som må forudses ved beredskabshæn-

delser, kan imødekommes.

Det kommunale og regionale lægemiddelberedskab er den del

af den kommunale og regionale beredskabsplanlægning, der

omhandler forsyning og tilgængelighed af lægemidler og udstyr,

der er nødvendigt for patientbehandling. Lægemiddelberedska-

bet omfatter både lægemidler

–

herunder antidoter

–

såvel som

medicinsk udstyr til humant brug. Regioner og kommuner er

som arbejdsgivere ifølge arbejdsmiljølovgivningen endvidere

forpligtet til at sikre adgang til personlige værnemidler for per-

sonale. Derudover er personlige værnemidler nært knyttet til

patientbehandlingen og i nogle tilfælde også klassificeret som

medicinsk udstyr, hvorfor personlige værnemidler i Sundheds-

styrelsens vejledningsmateriale behandles som en del af læge-

middelberedskabet.

Lægemiddelberedskab

(statsligt)

Det statslige lægemiddelberedskab indgår i det samlede sund-

hedsberedskab. Indenrigs- og sundhedsministeren kan, efter en

faglig indstilling fra Lægemiddelstyrelsen, beslutte at aktivere

beredskabet helt eller delvist. Det statslige lægemiddelbered-

skab indeholder en række tiltag, der kan afhjælpe forsynings-

mæssige nødsituationer. De foranstaltninger, der vil kunne blive

besluttet, vil altid afhænge af den aktuelle krise.

En aktivering af det statslige lægemiddelberedskab kan blandt

andet give Lægemiddelstyrelsen mulighed for at monitorere la-

gerstatus på lægemidler, give relevante aktører påbud om at

øge deres lagre, sprede eller omfordele tilgængelige lægemid-

ler, ændre regler for udlevering af lægemidler, give tilladelse

til vederlagsfri udlevering, sikre tiltag i forhold til medicinpri-

ser, give særlige tilladelser til fx fremstilling, indførsel, udfør-

sel, oplagring, forhandling, fordeling, udlevering, opsplitning og

emballering af lægemidler.

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 66/69

Medicinsk udstyr

Produkter, der kan bruges til at diagnosticere, forebygge, lindre

eller behandle sygdomme, handicap eller skader. Der findes

mange forskellige typer af medicinsk udstyr, såsom kørestole,

pacemakere og avanceret operationsudstyr. De fleste mundbind

og medicinske engangshandsker klassificeres også som medi-

cinsk udstyr

NOST varetager en koordinerende funktion, og skal bl.a. sikre,

at regeringens krisestyringsorganisation og de respektive sekto-

rer løbende er i besiddelse af relevante, koordinerede og præ-

cise oplysninger om den konkrete indsats.

De faste medlemmer i NOST er Rigspolitiet, Ministeriet for Sam-

fundssikkerhed og Beredskab, Beredskabsstyrelsen, Forsvars-

kommandoen, Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarets Efter-

retningstjeneste, Sundhedsstyrelsen, Trafikstyrelsen og Uden-

rigsministeriet. NOST indkalder endvidere ad hoc-medlemmer

fra relevante myndigheder m.fl.

National operativ stab

(NOST)

Pandemi

En epidemi, der på samme tid omfatter mange lande og konti-

nenter.

Forstås som alt udstyr, herunder beklædning, der er konstrueret

og fremstillet til at bæres eller holdes af en person til beskyt-

telse mod en eller flere risici, som kan true vedkommendes sik-

kerhed eller sundhed. Eksempler herpå er visirer, åndedræts-

værn og beskyttelsesbriller.

Ved proportionalitetsprincippet forstås, at foranstaltninger skal

stå i rimeligt forhold til det mål, der søges opnået. Mindstemid-

delsprincippet er relateret hertil, og betyder, at der bør vælges

den mindst omfattende eller indgribende foranstaltning, hvis

denne er tilstrækkelig til formålet. Principperne gælder almin-

deligt for dansk ret og er specifikt nedfældet i epidemilovens

bestemmelser om særligt indgribende foranstaltninger.

En vurdering af sandsynligheder og konsekvenser forbundet med

en given hændelse. Statens Serum Institut udarbejder i Dan-

mark risikovurderinger ifm. smitsomme sygdomme. Sådanne ri-

sikovurderinger kan eksempelvis omfatte vurderinger af

Personlige værnemidler

Proportionalitetsprincippet

og mindstemiddelsprincip-

pet

Risikovurdering

Nærmere definitioner

findes i

Forordning - 2017/745 - EN - EUR-Lex

, artikel 2. og

Forordning - 2017/746 - EN - EUR-Lex,

artikel 2

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 67/69

sandsynligheden for, at en given sygdom spreder sig til Danmark

samt vurderinger af sygdommens smitsomhed og alvorlighed.

Sektoransvarsprincippet

Et princip der foreskriver at den myndighed, der har ansvaret

for en opgave til daglig, bevarer ansvaret for opgaven under en

større ulykke eller katastrofe.

En type epidemiologisk forskning, der fokuserer på at studere

forekomsten af antistoffer i en befolkning. Disse undersøgelser

hjælper med at forstå, hvor udbredt en bestemt infektion er, og

hvordan den spreder sig over tid og sted.

Smitteopsporing og kontaktopsporing er principielt forskellige

processer. Begge involverer interview med smittede personer,

kan foregå samtidig og har til formål at hindre videre smitte.

Ved smitteopsporing forstås undersøgelser, der har til formål at

identificere smittekilder. Smittekilder kan eksempelvis være an-

dre mennesker, dyr, fødevarer, drikke- eller badevand. Ved

smitteopsporing kigges ”bagud” for at undersøge, hvor en per-

son kan være smittet fra og derved hindre nye tilfælde af

smitte.

Ved kontaktopsporing forstås identificering af personer, der har

været i tæt kontakt med en person med smitsom sygdom ('kon-

takter' eller ’nære kontakter’), og som derfor selv er i risiko for

at blive smittet. Ved kontaktopsporing

kigges ”fremad” for at

hindre, at kontakterne smitter videre til andre, og evt. ved fo-

rebyggende behandling hindre, at de udvikler alvorlig sygdom.

Styrelsen for Patientsikkerhed har ansvar for både smitteopspo-

ring og kontaktopsporing. Smitteopsporing ved fødevarebårne

udbrud foretages dog af Fødevarestyrelsen i samarbejde med

Statens Serum Institut.

Sundhedsberedskab

Sundhedsberedskabets evne til at udvide og omstille sin behand-

lings- og plejekapacitet m.v. ud over det daglige beredskab ved

beredskabshændelser fx større ulykker og ekstraordinære hæn-

delser.

Sundhedsberedskabet omfatter sygehusberedskabet, den

præhospitale indsats, lægemiddelberedskabet og beredskabet i

den primære sundhedssektor.

Seroepidemiologiske under-

søgelser

Smitte- og kontaktopspo-

ring

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 68/69

Sundhedsberedskabsplan

Kommuner og regioner har ansvar for planlægning af sundheds-

beredskabet og skal én gang i hver valgperiode udarbejde og

vedtage en plan for sundhedsberedskabet jf. bekendtgørelse om

planlægning af sundhedsberedskabet.

Råd nedsat af Sundhedsstyrelsen mhp. rådgivning af styrelsen

om håndtering og forebyggelse af smitsomme sygdomme. Med-

lemmer er indstillet af Lægemiddelstyrelsen, Statens Serum In-

stitut, Styrelsen for Patientsikkerhed, Danske Regioner, Kommu-

nernes Landsforening, Dansk Pædiatrisk Selskab, Dansk Selskab

for Almen Medicin, Dansk Selskab for Folkesundhed, Dansk Sel-

skab for Klinisk Mikrobiologi, Dansk Selskab for Infektionsmedi-

cin og Fagligt Selskab for Hygiejnesygeplejersker.

Råd nedsat af Sundhedsstyrelsen mhp. rådgivning om sundheds-

beredskabet. Medlemmer er indstillet af Center for Biosikring og

Bioberedskab, Lægemiddelstyrelsen, Statens Serum Institut,

Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsdatastyrelsen, Danske

Regioner, Kommunernes Landsforening, regionale planlægnings-

enheder og præhospitale organisationer, kommunerne og de

kommunale redningsberedskaber.

Råd nedsat af Sundhedsstyrelsen mhp. rådgivning af styrelsen

om nationale vaccinationsprogrammer. Medlemmer er indstillet

af Lægemiddelstyrelsen, Statens Serum Institut, Dansk Pædiat-

risk Selskab, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for

Infektionsmedicin og Dansk Selskab for Sundhedsøkonomi. Desu-

den er udpeget eksperter indenfor infektionsmedicin, adfærds-

videnskab, bioetik, vaccinologi og farmakoepidemiologi.

Beredskabet i det samlede sygehusvæsen herunder private syge-

huse, skal ved beredskabshændelser sikre, at der kan ydes syge

og tilskadekomne behandling på sygehus.

Sundhedsstyrelsens Råd for

Smitsomme Sygdomme

Sundhedsstyrelsens Råd for

Sundhedsberedskab

Sundhedsstyrelsens Vacci-

nationsråd

Sygehusberedskab

EPI, Alm.del - 2024-25 - Bilag 6: Orientering om national strategi for håndtering af epidemier, fra indenrigs- og sundhedsministeren

National strategi for håndtering af epidemier

Side 69/69

Sundhedsstyrelsen

Islands Brygge 67

2300 København S