Hvad er vores modsvar, når
’big
tech’ blokerer for nyheder?
af David Nicolas Hopmann (professor i politisk kommunikation, Syddansk Universitet) og
Karen Rønde (direktør, Danske Pressepublikationers Kollektive Forvaltningsorganisation)
YouTube har netop fejret 20 års fødselsdag. Platforme som YouTube er i dag manges
–
og
særligt de unges - adgang til nyheder. Over 80 procent af befolkningen er på Facebook.
YouTube er Danmarks største streamingtjeneste. Google Search er den altdominerende
søgemaskine. De digitale platforme er blevet kritisk infrastruktur.
Hvordan forvalter de store tech-platforme så det ansvar, der følger med deres
rækkevidde? Facebook ændrer efter forgodtbefindende algoritmer og nedprioriterer
troværdige nyheder. Når lande forsøger at give tjenesten et ansvar, der afspejler dens
dominans, svarer Facebook igen med at blokere for nyheder som i Australien og Canada.
Det samme gør Google. Nyheder bliver blokeret for alle eller for nogen i Tjekket og
Californien og senest i Danmark samt seks andre EU-lande.
Så burde vi pålægge en platform som YouTube, at f.eks. hvert femte vindue på
platformens hovedside skulle komme fra et
publicistisk medie som en form for ’must
offer’? På den måde kunne vi opnå flere mål. Brugere af YouTube ville blive mødt af et
mangfoldigt udbud, der ikke alene er optimeret efter YouTubes kommercielle interesse.
Brugerne kunne selv vælge det, de helst vil se, ingen kan tvinges til at se bestemt
indhold. Men man skal kunne møde det for at kunne vælge det. Desuden ville platformene
–
som indholdsdistributører - på denne måde også bidrage økonomisk i form af
rettighedsbetaling til det indholds-økosystem, som de skaber forretning på baggrund af.
Det brugerne i dag møder på de sociale platforme, styres af algoritmer. Disse algoritmer
har det primære formål at fastholde brugernes opmærksomhed. Modsat publicistiske
medier er de sociale platforme som udgangspunkt ligeglade med, hvilket indhold der
deles, bare brugerne bliver hængende. Og det er som oftest det ekstreme, der engagerer
brugerne mest. Derfor kan det ikke undre, at forskningen viser en sammenhæng mellem
brug af sociale platforme og polarisering og had.
De sociale platformes algoritmer spreder ikke bare ekstremt indhold. De spreder også
mis- og desinformation, men værger sig samtidig ved effektiv indholdsmoderation. Derfor
kan det heller ikke undre, at forskningen også viser en sammenhæng mellem mistillid til
samfundets institutioner og brugen af sociale platforme. Selvfølgelig er brug af sociale
platforme ikke udelukkende dårligt, f.eks. er der en positiv sammenhæng med politisk
deltagelse, men det overordnede billede er ikke til at misforstå: de store platforme løfter
ikke deres samfundsansvar. Og det er kritisk, fordi flere og flere borgere bruger disse
platforme som nyhedskilder.
De publicistiske medier, både
’public
service’ og de private, kan derimod noget særligt.
Med deres mangfoldige tilbud kan de nå bredt ud. Ja, nogle borgere er politiske nørder og
lytter til P1 hele dagen. Men virkeligheden er den, at der ikke er så mange af dem. Langt
flere tænder for radioen om morgenen for hyggens skyld
–
og ja, så lytter man da også
lige til nyhederne. I frokostpausen læser man lige nogle hurtige nyheder på nettet og
snakker med kollegaerne om dem. Og om aftenen tænder man for fjernsynet for at se en
håndboldkamp, men så napper man måske også lige nyhederne. På den måde spiller de
publicistiske medier en afgørende rolle i vores demokrati. En oplyst befolkning er politisk
mere aktiv, mere tolerant og bedre til at finde ud af, hvor den skal sætte krydset på