Talepapir ved foretræde for Børne- og Undervisningsudvalget, torsdag
den 7. november 2024
Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission i Danmark
Sagen omhandler den tilstand på flere danske gymnasier, at unge kristne forbydes at mødes
på skolens område og tale om relevante eksistentielle spørgsmål, som fylder i de studerendes
hverdag.
Vi mener, at dette forbud
unødvendigt
tilsidesætter grundlæggende rettigheder i vores
samfund som forsamlingsfrihed, religionsfrihed og ytringsfrihed.
Til sammenligning: Jf. Folkeoplysningsloven § 33, stk. 3 er idébestemte og religiøse aktiviteter
sidestillet med politiske og kulturelle aktiviteter blandt børn og unge, og der må derfor ikke
diskrimineres imod disse. Der skelnes i loven mellem gudsdyrkelse og kirkelige handlinger
under de religiøse aktiviteter (§ 33, stk. 4) og så det at samles til salmesang, andagt (jf. lovens
bemærkninger med bl.a. spejderne som eksempel) [NB: samtaler i 2016 med Bertel Haarder
og Marianne Jelved (2014) som kulturminister].
Med undring læste vi Børne- og Undervisningsministerens svar til BUU ang. ”spørgsmål 196”
den 4. april, at ”det
er op til den enkelte gymnasiale institution ud fra lokale forhold at
beslutte, om der er grundlag for at fastsætte sådanne ordensregler. Hvis en institution i sine
ordensregler fastsætter regler om religiøs forkyndelse, gudsdyrkelse og lignende skal det være,
fordi det anses for nødvendigt for at kunne skabe et godt undervisningsmiljø og god trivsel for
eleverne på gymnasiet”.
Vi vil anfægte, om
nødvendigheds-princippet
kan anvendes her. Flere gymnasier har med
varierende ordlyd forbud mod alle former for religionsudøvelse, religiøs forkyndelse på
skolens matrikel og begrænsning af religiøs aktivitet.
Advokat og ekstern lektor i forvaltningsret, Klaus Josefsen, har udtalt, at et forbud, som det
praktiseres på en lang række danske gymnasier, helt grundlæggende er i strid med både ånden
i den danske grundlov og formålsbestemmelserne for de gymnasiale uddannelser. Han siger:
”Det
er ikke nok at henvise til en generel problematik i samfundet, udfordringer med elev-
sammensætning eller sager, der ligger ti år tilbage i tiden, blot fordi det nemmeste er at have
et forbud. Det er nødt til at ske i en afvejning af det voldsomme indgreb i religionsfriheden, et
forbud mod religiøse fællesskaber og religiøs praksis udgør.”
Han peger på, at et generelt forbud strider mod grundloven og menneskeretsprincipper. Hvis
man har et konkret problem på den enkelte skole, skal man løse det. Men det skal gøres på en
måde, hvor det påvirker religionsfriheden mindst muligt. [Jf.
de to domme, vi henviser til i
vores papir/anmodning om foretræde.]
Vores budskab til BUU:
Vi anfægter ministerens svar og mener, at det er mangelfuldt. Samtidig er det uklart i forhold
til princippet om
nødvendighed
og dermed den uindskrænket ret, som det giver ledelsen af
uddannelsesinstitutioner til et forbud for at mødes som religiøs gruppe på skolens matrikel.
Det er ønskeligt med en juridisk afklaring, om gymnasier kan opretholde et forbud, så vidt som
at det sker på bekostning af en tilsidesættelse af borgeres/studerendes frihedsrettigheder.